Tag Archives: weird tales

Mary Elizabeth Counselman, Half in Shadow (1978): Fra de glemte sydstater

Hardcover, Arkahm House 1978. Den stemningsfulde forside er tegnet af Tim Kirk i vanlig stil. Den finder sit motiv i novellen “The Unwanted”

I 1964 udvalgte Mary Elizabeth Counselman de bedste af sine skræknoveller til en antologi, der var rettet mod det engelske marked. Bogen blev ikke nogen stor succes. Counselsmans rødder i Weird Tales Magazine gjorde hende imidlertid relevant for forlaget Arkham House, der genudgav den britiske novellesamling i 1978, nu blot med seks historier, der var udskiftet i forhold til den oprindelige udgivelse. Der kan da heller ikke være nogen tvivl om, at Counselman stilistisk hører hjemme i folden hos Arkham House. Hendes bagudskuende pen er af en verden af i går, og hendes tematikker er det samme.

Mary Elizabeth Counselmans absolut bedst kendte novelle er den allegoriske “The Three Marked Pennies” fra 1934, der skulle gå hen og blive en af de hyppigst genoptrykte fortællinger i Weird Tales. Det er lidt af en bedrift, som den dengang ganske unge Counselman næppe kunne forudse. Novellen har imidlertid forsat stor gennemslagskraft med sin uskyldige skildring af tre mønter, der bliver sat omløb i et lille bysamfund ledsaget af et mystisk flyveblad, som fortæller, at den ene mønt vil bringe velstand, den anden sende ejeren på en jordomrejse, mens den sidste penny bringer død. Hvem der får hvad, vil blive afsløret i løbet af en uge. Dette sætter naturligvis den lille by på den anden ende.

Mary Elizabeth Counselman (19. november 1911 – 13. november 1995)

Novellens mystik er nervepirrende og idéen enkel, men desuagtet griber Counselman ind i samme raffinerede psykologiske terræn, som også så forskellige forfattere som Shirley Jackson og Bertolt Brecht udforskede. På trods af historiens begrænsede omfang lykkedes det for Counselman at fylde sin lille by med livagtige skikkelser af kød og blod, der ligger langt fra pulplitteraturens vanlige stereotyper. Der er glimt af egentlig psykologisk dybde her, og allegorien over pengeøkonomiens grådighed, skrevet under indtryk af Depressionens trykkede atmosfære, er stadig præcis lige så relevant nu som dengang.

Ser man på hendes efterfølgende fortællinger, er det da også klart, at Counselmans fiktion er gjort ud af et andet stof end det hovedparten af pulplitteraturen udgør. Hendes sværmeriske stil er varm og rørende, men også båret af en subtil, indfølt fornemmelse for beskrivelsen af det indre sjæleliv i hendes typisk kvindelige hovedpersoner. Det gjorde hende til en mønsterbryder, der som en af de få talte med en klar feministisk stemme i den ellers totalt mandsdominerede pulplitteratur.

Et af de egentlige mesterværker i novellesamlingen er ”The Unwanted”, der på mange måder sammenfatter selve gysets væsen i Counselmans forfatterskab. Historiens skildring af en ung kvindes møde med en fattig familie, der lever isoleret i bjergene, står forsat skarpt og rørende. Det samme gør novellens udtalt feministisk perspektiv, hvor en barnløs kvinde virker som magnet på uønskede børn – de aborterede, de udstødte eller slet og ret de myrdede børn, der nu som sjæle finder et hjem på kvindens farm.

I indledningen til Half in Shadow beskriver Counselman spændende sin tilgang til gyset. Her forklarer hun, at hun aldrig været begejstret for de kolde, umenneskeligelige gys, som eksempelvis blev skrevet af H.P. Lovecraft. I stedet, skriver Counselman, er hjemsøgelserne ofte noget positivt i hendes fiktion. Spøgelserne er hjælpende ånder, der søger at genoprette orden og at udstille uretfærdighed. Det giver naturligvis hendes skrækfiktion et specielt moralsk udtryk, som entydigt hører hjemme i den victorianske tradition.

Paperback, Consul Books 1964. Antologiens 1. udgave

Man kan samtidig også konstatere, at selvom der er modbydelige og grumme elementer i Counselmans fiktion, så er hendes noveller grundlæggende båret af en nostalgisk varme og romantisering, som man eksempelvis kan genfinde i M.R. James’ historier. Hvor James dykker ned i sin akademiske og antikvariske verden for at finde en klangbund for sine gys, søger Counselman ofte ind i en sværmerisk sydstatsverden. ”I wish I was in the land of cotton, old times there are not forgotten”, lyder det i “Dixie”, og det fanger fuldstændig Counselmans univers.

Det rige, det varme, det eventyrlige syden, som Counselman beskriver, er ubetinget hendes stærkeste kort, for ikke alene er hendes miljøskildringer båret af en klar, lyrisk vision og et hjertevarmt engagement i det landskab og den kultur, som hun opvoksede og levede i hele sit liv, men hendes valg af hovedpersoner udforer også på uvanlig vis genretroper igennem dette miljø.

Det væsentligste bidrag i den sammenhæng er uden tvivl den drømmende “Seventh Sister”, der beskriver, hvordan en sort albinopige bliver født på en plantage og får rollen som ”heks”.  Novellen er tragisk og blander det overnaturlige med det psykologiske i dybt betagende portræt, hvis alvor får stort set alt andet i bogen til at blegne.

Hardcover, William Kimber 1980. en genudgivelse af Arkham House-udgaven af antologien

Men, og der er et men ved alt dette, Counselmans sydstater er bestemt også et problem for den moderne læser. Hendes sødladne fremstilling af en tabt, fordums verden fører hende til at operere med godmodige slaver og sorte tjenestefolk, som givetvis er typer, der har eksisteret, men i teksten bæres de frem af en fidel accept fra Counselmans side, som formentlig vil få de fleste til at hæve et øjenbryn eller to i dag.

Counselmans fiktion er ikke tænkt racistisk, men den er indirekte påvirket af en fundamental racisme, som er paradoksal, fordi hun aktivt taler de sortes sag i sine noveller. Der er med andre ord nogle kulturelt blinde vinkler her, som vokser ud af det nostalgiske blik på syden som fremføres.

Weird Tales, august 1934, bladet med Counselmans skrækdebut “The Three Marked Pennies”

Ord som ”darkie” og ”nigger” optræder som almindelige vendinger, mens den loyale, sorte tjener i ”The Shot-Tower Ghost” er en ren gentagelse af Poes Jupiter i ”The Gold Bug” fra 1843 – altså en hundrede år ældre novelle. Forskellen er imidlertid, at man på Counselmans tid (novellen er skrevet og udgivet i 1949) havde diskuteret det problematiske i den type sorte stereotyper i flere år. Counselman gør sig altså skyldig i at viderebringe noget, som hun burde vide, var en upassende kliché, men hun overser dette, fordi det er en komponent i det eventyrlige sydstatsbillede, hun sværmer for og gerne vil viderebringe til sine læsere.

Den slags diskussioner er ikke enkle (jf. eksempelvis polemikken omkring Lovecrafts racisme), og jeg mener på ingen måde, at man skal forkaste Counselmans fine fiktion på grund af disse knaster. Men man må som læser være opmærksom på hendes blinde vinkler. Det kan måske i nogen grad mindske begejstringen for historierne, men her må man så også holde sig hendes grundlæggende humanisme for øje, og glædes ved den fine, lyriske tone, der gennemsyrer stort set alt, hvad hun skrev. Man kan derfor måske også sige, at Mary Elizabeth Counselman var en moderne, progressiv kvinde, der først og fremmest var optaget af kvinders rettigheder. Det gør hende til en forløber for førnævnte Shirley Jackson og en interessant skikkelse i skrækfiktionens historie; målt med nutidige øjne må man blot også konstatere, at hendes progressive menneskesyn havde slagsider. Historien er en ubarmhjertig dommer.

 

Novellerne:

“The Three Marked Pennies”

“The Unwanted”

“The Shot-Tower Ghost”

“Night Court”

“The Monkey Spoons”

“The Smiling Face”

“A Death Crown for Mr. Hapworthy”

“The Black Stone Statue”

“Seventh Sister”

“Parasite Mansion”

“The Green Window”

“The Tree’s Wife”

“Twister”

“A Handful of Silver”

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Weird Tales, red. Leo Margulies (1964): Det kan næppe blive bedre…

Paperback, Pyramid Books 1964. Forsiden er malet af den store mester Virgil Finlay

Paperback, Pyramid Books 1964. Forsiden er malet af den store mester Virgil Finlay

Med antologien Weird Tales fra 1964 forsøgte Leo Magulies – pulpredaktør par exllence – at vise sine læsere, hvad Weird Tales var for et magasin, og hvorfor det fik så står indflydelse. I antologiens korte indledning indkredser Margulies bladets stemning og skitsere dets historie. Med det på plads overlader han sidepladsen til ni forfattere, der alle var væsentlige bidragydere til Weird Tales. Og det er vel at mærke ni formidabelt underholdende fortællinger, som Margulies har udvalgt.

Weird Tales er ikke en ren ”best of”-bog. I stedet for udelukkende at gå efter de store navne og deres bedst kendte fortællinger har Margulies sammensat et intenst ekstrakt af pulpmagasinets sider. Han viser det poetiske fremragende, det dystert uhyggelige og det letbenede gys. Oplagte navne som Clark Ashton Smith, Seabury Quinn og Ray Bradbury er valgt fra, mens hel- og halvglemte navne som Edmond Hamilton og Nictzin Dyalhis er med. Og naturligvis får de mindre kendte navne selskab af sværvægtere som Lovecraft, Howard og Bloch.

Paperback, Pyramid Books 1964

Paperback, Pyramid Books 1964

Bogen åbner med Hamiltons Poe’ske ”The Man Who Returned”. Historien om en mand, der er blevet levende begravet og vågner i kisten. Han kæmper sig ud i det fri og vender tilbage til sin familie kun for at opdage, at han slet ikke har været savnet. Som en anden James Stewart tumler han gennem byen og møder det ene deprimerende optrin efter det andet, før han noget nedslået finder fred.

Edmond Hamiltons novelle er en klassisk ”sær fortælling” – den ubestemmelige kategori af historier, der optræder så hyppigt i Weird Tales og tit glemmes i dag, fordi de passer dårligt ind i tematisk snævert formulerede antologier. Som hverken fugl eller fisk kan historien ikke kategoriseres som horror, humor, fantasy eller SF. Det ligger der en særlig styrke i, fordi den type fortællinger kun sjældent tynges af konventioner og genretroper.

Paperback, Jove Books 1979. Antologiens 2. ufd. Nu med en af Margaret Brundages ikoniske forsider fra Weird Tales Magazine

Paperback, Jove Books 1979. Antologiens 2. ufd. Nu med en af Margaret Brundages ikoniske forsider fra Weird Tales Magazine

Næste mand i rampelyset er Fritz Leiber, hvis historie ”Spider Mansion” er så overgjort og pulpet, at den er svær ikke at holde af. Leiber smører så uendelig tykt på, at hans gotiske fortælling om en gal videnskabsmand næsten fremstår som en parodi. I hvert fald bliver gyset svært utroværdigt. Ikke desto mindre er novellen skrevet med et overbevisende overskud af fortællerglæde, der gør teksten til en ren fornøjelse.

Det samme gælder Robert Blochs ”A Question of Etiquette” om hekseri og narrestreger. En historie i Blochs vanligt galgenhumoristiske stil. En stil der kom til at tegne en hel gren af horrorgenren. Jeg bliver nok aldrig den store fan af Robert Blochs noveller, men det enkle, enkle sprog, han arbejder i, er imponerende og respektindgydende. Hans helt ukunstlede sætninger drives af korte, præcise beskrivelser og en skarp dialog, som det kun er få forundt at skrive. Om man er til hans tone eller ej, kan man lære rigtig meget om godt skrivehåndværk ved at læse Bloch.

Edmond Hamilton (21. oktober 1904 – 1. februar 1977)

Edmond Hamilton (21. oktober 1904 – 1. februar 1977)

Antoligien lægger blødt ud med ovenfor nævnte historier, men så kommer Nictzin Dyalhis’ ”The Sea Witch”, bogens længste novelle. En historie der krydser genremæssige grænser og er lige så meget fantasy som gys, men er i virkeligheden mest af alt et kunsteventyr for voksne. ”The Sea Witch” er en hævnhistorie, der væves sammen med nordisk mytologi, vel at mærke uden brug af mytologiens oplagte skikkelser som eksempelvis Thor og Odin.

Nictzin Dyalhis’miljøskildringer er fremragende, og hele historien, der udspiller sig ved en efterårskold kyst, har noget af folkeeventyrets råhed og dragende kvalitet over sig. ”The Sea Witch” sætter således tonen for bogens anden del, hvor de stærkeste historier findes.

August William Derleth (24. februar 1909 – 4. juli 1971)

August William Derleth (24. februar 1909 – 4. juli 1971)

H. P. Lovecrafts ”The Strange High House in the Mist” er den næste i rækken. Jeg har altid været rigtig, rigtig glad for Lovecrafts Lord Dunsany-pasticher, og ”The Strange High House” er blandt hans bedste. Prøv bare at finde din Grafton Lovecraft-omninus bd. 2 frem og læs første passage i novellen. Smukkere, mere stemningsmættet kan det dårligt blive, og det gælder for hele den fabulerende historie om drømme og virkelighedsforskydninger.

August Derleths ”The Drifting Snow” er ligeledes fremragende. Teksten plages af en tung, klodset dialog, men tematisk og handlingsmæssigt er det en af Derleths bedste horrorhistorier. I fortællingen afsøger han samme forfrosne vinterlandskaber, som han også beskriver i hans historier om Ithaqua – her er det bare et vampyrisk spøgelse, der kommer gennem sneen om natten. Alene billedet af spøgelset, der langsomt nærmer sig gennem den faldende sne i tusmørket, er så gribende, at hele novellens narrativ nærmest bliver overflødig.

Howard Phillips Lovecraft (20. august 20 1890 – 15. marts 15 1937)

Howard Phillips Lovecraft (20. august 20 1890 – 15. marts 15 1937)

Midt i Margulies litterære fejring af skatte hentet fra Weird Tales’ gemmer bliver Frank Belknap Longs ”The Body-Masters” hevet frem. Et stykke dystopisk SF, der virker tamt, efter Lovecraft og Derleth har leveret nogle af deres bedste værker. Faktisk er Belknaps novelle om sexrobotter slet ikke dårlig, men stemningsmæssigt falder den igennem og burde være placeret et andet sted i bogen. Ikke desto mindre er den blandt Belknaps bedre SF – hvilket, sandt at sige, ikke siger ret meget.

Kronen på værket er Robert E. Howards ”Pigeons from Hell”, hvis første kapitel i min verden er noget af det bedste, Howard skrev og noget af det bedste skrevne horror overhovedet. Fortællingen om hævn og sortmagi taber intensitet undervejs, men det betyder intet, fordi den viser alt, den behøver, i begyndelsen. To venner overnatter i et forladt hus og kommer ud for grusomme hændelser i nattens løb. Resten kan du næsten selv gætte. Den måde, som Howard får vævet naturerfaring og uhygge sammen, er uforlignelig. Med Howards beskrivelser af det ensomme sydstatsvildnis toner Weird Tales ud.

Robert Ervin Howard (22. januar 1906 – 11. juni 1936)

Robert Ervin Howard (22. januar 1906 – 11. juni 1936)

I antologien demonstrerer Leo Margulies den brede vifte af stemninger og stilarter, der findes i Weird Tales Magazine. Med en historie som Leibers ”Spider Mansion” bekræfter han på den ene side den stereotype forestilling om pulpens letbenede, overfladiske underholdningsværdi. På den anden side maner han enhver tvivl om manglende litterære kvaliteter til jorden med bidrag som Lovecrafts og Howards.

Skulle jeg sammenfatte det bedste ved i Weird Tales-bladet, er der ikke noget bedre sted at søge hen end Margulies antologi. Gennem bogens sider føres man over et bredt spænd af historier, der lever på deres underholdningsværdi, litterære kvalitet eller begge dele. Bogen er måske en af de bedste pulpopsamlinger af sin slags. Bedre kan det næppe blive.

 

Novellerne:

Edmond Hamilton, “The Man Who Returned” (Weird Tales,  feb. 1934)

Fritz Leiber, “Spider Mansion” (Weird Tales, sep. 1942)

Robert Bloch, “A Question of Etiquette” (Weird Tales, sep. 1942)

Nictzin Dyalhis, “The Sea Witch” (Weird Tales, dec . 1937)

H. P. Lovecraft, “The Strange High House in the Mist” (Weird Tales, okt. 1931)

August Derleth, “The Drifting Snow” (Weird Tales, feb. 1939)

Frank Belknap Long, “The Body-Masters” (Weird Tales, feb.  1935)

Robert E. Howard, “Pigeons from Hell” (Weird Tales, maj 1938)

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

The Ghoul Keepers (1961), Leo Margulies, red.: Vintage weirdness

Paperback, Pyramid Books 1961. Den syrede men fine forside er tegnet af John Schoenherr

Paperback, Pyramid Books 1961. Den syrede men fine forside er tegnet af John Schoenherr

Leo Margulies, pulp-redaktør extraordinaire, købte i 1950’erne rettighederne til de historier, der var blevet trykt i Weird Tales under magasinets sidste storhedstid. Det vil stort set sige alt det, der blev udgivet fra Anden Verdenskrig og frem til 1954, hvor bladet for første gang lukkede og slukkede helt. Fra sin redaktørstol for et utal af pulp-antologier og romanblade havde Margulies god fornemmelse for tidens smag i slutningen af 50’erne. Det udnyttede han navnlig i udvælgelsen af ældre materiale til genudgivelse. The Ghoul Keepers fra 1961 er en rigtig fint eksempel på Margulies linje. Bogen, der indeholder noveller skrevet mellem 1938 og 1951, viser nemlig, hvordan den traditionelle horrorfortælling er gledet i baggrunden for andre typer ”weird tales”.

Det nye store, der hvor kreativiteten for alvor blomstrede, var inden for SF. Den såkaldte ”New Wave of Science Fiction” var så småt ved at vinde momentum i begyndelsen af 60’erne. Mange af de klassiske gysertemaer virkede med et støvede og gammeldags målt i forhold til de nye horisonter, som SF-forfatterne opdyrkede. Dermed ikke sagt, at horror var helt yt. Slet ikke, men det var i andre genrer, at forfatterne for alvor begyndte at udfordre konventionerne.

Paperback, Pyramid Books 1961

Paperback, Pyramid Books 1961

Alt det kan meget fint fornemmes i The Ghoul Keepers. Titlen antyder jo helt sikkert horror, men både omslaget og mange af novellerne befinder sig inden for klassisk SF-territorium. Det giver antologien et lidt skizofrent præg, men omvendt er der noget befriende spraglet over sammensætningen.

Overordnet må man desværre nok erkende, at novellerne i de fleste tilfælde savner friskhed og gennemslagskraft. De var utvivlsomt gode historier, da de oprindeligt udkom i Weird Tales, men jeg er ret sikker på, at de, i 1961 såvel som i dag, har fremstået noget konservative. De lider med andre ord under præcis det, der i sidste ende også var med til at dræbe bladet Weird Tales. Tiderne skiftede, men kredsen af gamle forfattere og bladets skiftende redaktører havde svært ved at ændre de redaktionelle retningslinjer, der havde gjort bladets til pulpens absolutte mastodont.

Paperback, Pyramid Books, 2. udg. 1965. Denne forside er også tegnet af John Schoenherrr, hvilket vel egentlig er ganske tydeligt

Paperback, Pyramid Books, 2. udg. 1965. Denne forside er også tegnet af John Schoenherrr, hvilket vel egentlig er ganske tydeligt

The Ghoul Keepers åbner solidt med ”The Sorcerer’s Apprentice” af Robert Bloch. Det er historien om en ikke helt velfungerende pukkelryg, der kommer til at arbejde for en omrejsende tryllekunster. Pukkelryggen bliver pludselig til en brik i et grimt spil, der får en noget overraskende afslutning. Novellen er en grusom, sort fortælling, der godt nok har en dosis ironi, men som sådan er fri for Blochs ellers altid meget karakteristiske galgenhumor. Personlig er jeg mest til Bloch, når han er alvorlig, men præcis her rammer han en god blanding af humor og uhygge, som virker ganske overbevisende.

Robert Albert Bloch (5. april 1917 – 23. september 1994)

Robert Albert Bloch (5. april 1917 – 23. september 1994)

Dernæst følger en række charmerende historier, der, måske lige med undtagelse af Theodore Sturgeons stille, humoristiske novelle om radiokontakt med Mars, er hurtigt glemt igen. Det ændrer sig imidlertid, når man kommer til Ray Bradburys bidrag ”The Lake”. En kort novelle, der handler om en dreng, hvis første kærlighed drukner i en sø. Mange år senere vender han tilbage til søen, nu som voksen mand, og gennemlever noget af det, han oplevede den gang, pigen druknede. Bradburys fortælling er intet mindre end fremragende.

Antologien har frem til ”The Lake” levet et stille pulpliv med uforpligtende fortællinger, men pludselig brager Bradbury igennem. Fyldt med psykologisk indsigt og mesterlig kontrol over sproget maler han situationer frem, der både står lysende klart og samtidig bliver badet i et flimrende, overnaturligt skær, der gør teksten tvetydig og skræmmende. Jeg erkender blankt, at jeg er en kæmpe fan af Bradburys tidlige arbejde. Hans prosa er fortsat nærværende og skarp – præcis som den tydeligvis fremstod tilbage i 50’erne. Og når man møder Bradbury i selskab med andre af tidens genreforfattere, går det op for en, hvor meget bedre kunster og forfatter han er. Bradbury ligger ganske enkelt milevidt over samtlige af de andre bidragsydere til bogen.

Ray Bradbury (22. august 1920 – 5. juni 2012)

Ray Bradbury (22. august 1920 – 5. juni 2012)

Efter Bradbury fortsætter bogen med ansigtsløse pulphistorier uden meget bid eller gennemslagskraft. Den eneste novelle, der dog for alvor falder decideret igennem, er Harry Altshulers ”The Witch in the Fog”, der er en parafrase over den victorianske spøgelses- eller okkult fortælling. Tonen er mislykket og udførelsen slap, men med kun én decideret dårlig historie ligger The Ghoul Keepers betydeligt over gennemsnittet af weird-antologier

Med bogens to sidste noveller bliver det hele ganske spændende igen. Først er der Seabury Quinns ”Clair de Lune”; en Jules de Grandin-fortælling, hvor den okkulte detektiver bliver konfronteret med en lidt atypisk vampyr i form af en ung skuespillerinde, der har betaget mænd gennem generationer. Novellen bygger tydeligvis på Elizabeth Báthory-legenden, og er hverken synderligt overraskende eller original. Der, hvor Seabury Quinn skiller sig ud, er i selve forfatterhåndværket. Quinn skriver med et overskud, der gør fortællingen rig på tekstur og nærvær. Personerne tegner sig tydeligt for læseren, han har plads til leg med sproget og mestrer at føre sit plot igennem uden unødigt flæsk. Seabury Quinn er med andre ord en af pulp-stjernerne, der leverer genrens sprog og konventioner til perfektion.

Seabury Grandin Quinn (dDecember 1889 - 24. december 1969). Bemærk mellemnavnet!

Seabury Grandin Quinn (december 1889 – 24. december 1969). Bemærk mellemnavnet!

Lidt anderledes forholder det sig med bogens sidste bidrag, ”Spawn of Dagon”, skrevet af Henry Kuttner. Novellen er bogens ældste – skrevet i 1938. Novellen er en Robert E. Howard-pastiche, der trækker på lovecraftianske Cthulhu mythos-idéer på præcis samme måde, som også Howard omsatte Lovecrafts og Clark Ashton Smiths mytologier. Novellen er en blodig fantasyhistorie om to tyve, der bliver hyret til at dræbe en ond, dæmondyrkende troldmand. Det hele afvikles i høj fart med rigelige mængder vold, snavs og monsteraction. Det er ganske, ganske underholdende – om end hverken originalt eller elegant udført. Novellens to hovedpersoner – en stor og en lille tyv – minder i øvrigt del om Leibers Fafhrd og Gray Mouser. Kuttners bidrag er rendyrket sword-and-sorcery, når det er blodigst og mest underholdende. Samtidig kan Cthulhu mythos-buffs glæde sig over, at heltene må nedkæmpe talrige såkaldte ”deep ones”.

Henry Kuttner (7. april 1915 – 4. februar 1958)

Henry Kuttner (7. april 1915 – 4. februar 1958)

Som altid med den slags antologier er The Ghoul Keepers en blandet omgang. Overordnet er bogen underholdende, men hvad der måske er mere interessant, så kan bogen være med til at skærpe ens blik for god og dårlig pulp. Netop fordi Margulies har inddraget både helt store navne og mindre kendte og kompetente skikkelser, har man i bogen en oplagt mulighed for, at se, hvorfor eksempelvis nogle forfattere var i stand til at transcendere den brede pulpgrød og blive store navne, der kan anerkendes for deres litterære kvaliteter uden for genrelitteraturens felt. Her tænker jeg naturligvis især på Bradbury, der står som et fyrtårn i bogen.

Vil du studere pulp i af kvaliteter, byder The Ghoul Keepers både på det mest trivielle og noget af det bedste.

Novellerne:

Robert Bloch: “The Sorcerer’s Apprentice” (Weird Tales, jan. 1949)

Theodore Sturgeon: “The Martian and the Moron” (Weird Tales, mar. 1949)

Edmond Hamilton: “The Isle of the Sleeper” (Weird Tales, maj 1938, genoptrykt may 1951)

Helen W. Kasson: “Please Go ‘Way and Let Me Sleep” (Weird Tales, mar. 1945)

Ray Bradbury: “The Lake” (Weird Tales, maj 1944)

Harry Altshuler: “The Witch in the Fog” (Weird Tales, sept. 1938, som Alexander Faust)

L. Sprague de Camp & Fletcher Pratt: “When the Night Wind Howls” (Weird Tales, nov. 1951)

Seabury Quinn: “Clair de Lune” (Weird Tales, nov. 1947)

Henry Kuttner: “Spawn of Dagon” (Weird Tales, juli 1938)

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Kvinder i nød: Horror-pulp 1928-1944

Ace Mysteries, maj 1936

Ace Mysteries, maj 1936

Et fast tema fra pulpmagasinernes storhedstid er kvinden i nød. Hun fylder i novellerne, uanset hvilken genre vi taler om, og naturligvis pryder de stakkels damer også magasinernes forsider. Især blandt action- og gysermagasinerne er kvinden i nød et populært tema. Vi ser, hvordan hun igen og igen bliver udsat for livsfare. Lykkeligvis står der altid en bredskuldret mand parat til at redde hende. Måske er han ikke altid med i billedet, men så ved vi, at han kommer stormende frem et sted ude i kulissen. Som regel er manden bedøvende ligegyldig på forsiderne – hans vigtigste attribut er at være stor og handlekraftig. Den ansigtsløse eller karakterløse synes nærmest at være et ideal, der skal gøre det lettere for læseren at projicere sig selv ind i rollen som helten, der kan gribe ind i sidste øjeblik.

Weird Tales,september 1934

Weird Tales,september 1934

Man kan endda hævde, at det slet ikke er kvinderne, der er billedernes hovedpersoner. Naturligvis er de billedskønne sild, der skræmte vrider sig for at undgå undslippe de grufuldheder, som truer dem. Trods det er de ikke meget mere karakterfulde end deres mandlige modstykker. Kvinderne er forsvarsløse sexsymboler, der på en gang taler til læserens underliv og beskyttertrang.

Dime Mystery, december 1936

Dime Mystery, december 1936

Billedernes virkelige hovedpersoner er de grusomme skurke og deres vanvittige instrumenter. Kun fantasien sætter grænser for de groteske måder, som heltinderne skal dræbes eller torteres på. Den ene forside er mere gal end den anden, men trods idérigdommen forbliver de variationer over samme tema.

Weird Tales, september 1928

Weird Tales, september 1928

I dag kan man næppe kalde gysermagasinernes forsider skræmmende. Det mest skræmmende er vel det xenofobiske element, der ganske hyppigt kommer til udtryk. Forsiderne fremstår fra en anden tid og en anden gyserdiskurs. Handlingen var i højsædet, og stemningen i højgrad noget der voksede ud af den direkte konfrontation med nattens væsner og mordere. Ligestilling og forandringer i genrelitteraturen har gjort forsidernes tematik umulig. Ikke desto mindre er de et fascinerende glimt ind i pulpen stemninger, som mere eller mindre er gået tabt.

Dime Mystery, april 1937

Dime Mystery, april 1937

Det her er de bizarre indfalds legeplads. Nyd kreativiteten og den diabolske, nærmest liderlige, fetichering af fikserede kvinder. Om et par uger vender jeg tilbage med en opfølger, hvor samme tema skal forfølges op til 1979.

Weird Tales, november 1935

Weird Tales, november 1935

Dime Mystery, april 1938

Dime Mystery, april 1938

Weird Tales, marts 1936

Weird Tales, marts 1936

Dime Mystery, februar 1940

Dime Mystery, februar 1940

Weird Tales, marts 1935

Weird Tales, marts 1935

Horror Stories, september 1935

Horror Stories, september 1935

Weird Tales, maj 1937

Weird Tales, maj 1937

Horror Stories, februar-marts 1936

Horror Stories, februar-marts 1936

Weird Tales, maj 1929

Weird Tales, maj 1929

Sinister Stories, april 1944

Sinister Stories, april 1944

Weird Tales, juli 1936

Weird Tales, juli 1936

Sinister Stories, marts 1940

Sinister Stories, marts 1940

Terror Tales, november-december 1938

Terror Tales, november-december 1938

Spicy Adventure Stories, november 1934

Spicy Adventure Stories, november 1934

Spicy Adventure, oktober 1935

Spicy Adventure, oktober 1935

Terror Tales, november-december 1938

Terror Tales, november-december 1938

Spicy Detective Stories, april 1934

Spicy Detective Stories, april 1934

Terror Tales, juli 1939

Terror Tales, juli 1939

Terror Tales, februar 1941

Terror Tales, februar 1941

Terror Tales, januar 1935

Terror Tales, januar 1935

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret