Tag Archives: Whitley Strieber

Whitley Strieber, The Wolfen (1978): Ulve løs i Laksegade

Paperback, Coronet 1979

Så er jeg tilbage fra en lille efterårsferie med et indlæg om en bog, som Patrick Leis allerede har fortalt om på bloggen.

Whitley Strieber debuterede som romanforfatter med en radikal nyfortolkning af varulvemyten, og den slyngede ham straks ind på bestsellerlisterne. Med sin skrækroman plantede Striber sig imidlertid solidt i krimigenrens univers. Det gør, at bogen umiddelbart fremstår betydeligt mindre nichepræget end den meste andet skræklitteratur, og det er uden tvivl baggrunden for romanens succes. Mere om det senere.

Historien udspiller sig i et vinterkoldt New York, hvor to betjente bliver brutalt myrdet på et afleveringssted for skrottede biler. Læseren er med under mordet og ved, at de to betjenet blev offer for nogle ulvelignende væsner, og den sandhed går efterfølgende også op for opdagerne, som nu forsøger at finde ud af, hvad der skete med betjentene. Det umage makkerpar Becky Neff og George Wilson får således til opgave at opklare dobbeltmordet, og det fører dem ud på en opgave, der viser sig at være mindst lige så dødbringende, som den er utrolig.

Paperback, Coronet 1979

De to betjente fra drabsafdelingen kan nemlig, til deres forbløffelse, konstatere, at der efter al sandsynlighed lever et kobbel af intelligente ulvelignende væsner i New Yorks gader, der skjult for verdens søgelys har kunnet overleve som jægere med de hjemløse og svaglige som bytte. Angrebet på betjentene var en fejl, og nu er ulvene – ”The Wolfen”, som en zoolog døber dem i bogen – blevet afsløret. I stedet for at flygte beslutterne ulvene sig for at tage kampen op imod Neff og Wilson, før de to betjente får spredt deres historie. Jægerne bliver pludselig byttet, og romanen igennem udfolder Whitley Strieber et kompleks vendespil, hvor det konstant bølger frem og tilbage, hvem der har overhånden – betjentene eller ulvene.

Man mærker som sagt straks på de første sider, at The Wolfen ikke er nogen almindelig skrækroman. Tonen er ganske vist rå, og Strieber presser stemningen i retningen af klassisk gru, men handlingen er først og fremmest indsvøbt i alle den hårdkogte krimis troper. Man kan med lethed udskifte ulvevæsnerne med en bande farlige forbrydere, og romanen ville stadig fungere, fordi teksten først og fremmest handler om opklaringsarbejde og personrelationerne mellem Neff og Wilson såvel som Neff og hendes kæreste.

Louis Whitley Strieber (født 13. juni 1945)

Strieber svælger i politijargon og filmiske attituder, der både sætter troværdigheden og tålmodigheden på prøve, fordi han serverer sin pulpfortælling uden kritisk filter eller ironisk distance til klichéerne. Formen må også siges at blive udfordret af selve præmissen for bogen, nemlig at to betjente jagter ulvevæsner i New York, uden dette påvirker dem synderlig meget i deres tilgang til arbejdet. For at holde spændingen i kog må Strieber også gribe til det stadigt mere utroværdige greb at isolere sine to hovedpersoner. ”The damn brass” i politisystemet gør således alt for at forhindre deres opklaringsarbejde til trods for de ganske sensationelle ting, som betjentene opdager. Vores to hovedpersoner er imidlertid insisterende og går derfor, selvfølgelig, op imod systemet.

Sprogligt falder The Wolfen let og uelegant, men Strieber har sans for stemning, og det lykkes ham flere steder at piske så meget intensitet sammen, at han faktisk griber sin læser. Som eksempelvis da Neff og Wilson trænger ind i et forladt hus for at se, om ulvene skulle gemme sig der. De ved ikke, at de er gået i en fælde, og at væsnerne lurer på betjentene i mørket. Her har Strieber solidt fat i os og formår meget overbevisende at skabe nervepirrende intensitet af den fineste slags.

Hardcover, William Morrow 1978. Romanens 1. udgave

Det mest bemærkelsesværdige ved Striebers tilgang til romanen er tydeligvis ikke hans litterære kvaliteter, men snarere det faktum, at han med sin bog forsøger at skabe en helt naturlig forklaring på det, der dybest set fremstår som en fortælling om overnaturlige væsner. Vi får dermed leveret en naturvidenskabelig forklaring, så der rent faktisk opstår en form for logisk realisme i teksten, der spiller sammen med krimigenrens jordbundne form. Selvom man umiddelbart forventer det, er der er med andre ord ikke tale om nogen overnaturlig historie, men nærmere en eksperimenterende genrehybrid.

Striebers roman sniger på den led næsten ubemærket gyset ind i noget, der først fremstår som hårdkogt thriller, men trækker omvendt også gyset ind i en helt ordinær politi-roman, så både krimi-og skrækentusiaster slynges rundt mellem genretroper og hovedparten af tiden læser noget andet end det, de tror.

Paperback, Bantam Books 1979

Mere interessant er det imidlertid, at Whitley Strieber har taget inspiration fra Jack Londons roman White Fang og indføjet små kapitler i sin roman, hvor vi følger livet og tankerne blandt ulvevæsnerne. Han portrætterer med andre ord væsnernes psykologi efter samme mønster, som London benyttede i sit ulveportræt fra 1906. Hos London fungerede dette fint, men i Striebers tilfælde fungerer det endda bedre, fordi væsnerne, der beskrives, rent faktisk er intelligente og ikke kunstigt må tilføres menneskelignende bevidsthed, som London gør det. Dette gør de små scener blandt væsnerne til stærke og stedvist ganske forstyrrende og fremmedartede oplevelser, der må betragtes som ganske vellykkede i portrættet af en fundamental ikke-menneskelig bevidsthed.

Strieber beviste senere i andre sammenhænge, at han kunne skrive fiktion med mere interessant prosa, men i debutromanen er der tale om et sprog og en historiefortælling, der først og fremmest er drevet af metafortunge beskrivelser og livstræt, klichéfyldt dialog, som de fleste læsere vil føle sig bekendte med. The Wolfen er da også ganske ukompliceret og langt hen ad vejen uinteressant. Men takket være de små afsnit om væsnernes psykologi serverer Strieber en roman, der ikke bare kan reduceres til jævn bestsellergrød, men også må tilskrives et vist elmenet af nytænkning, der peger frem mod 80’ernes glæde ved seriemodergys, hvor netop selvsamme krimi-æstetik også udfoldes. At lade Strieber få æren for den bevægelse er for meget sagt, men hans The Wolfen er afgjort et trin på vejen.

Paperback, Bantam Books 1981

Paperback, Avon Books 1988

 

 

 

 

2 kommentarer

Filed under Roman

Faces of Fear: Encounters with the Creators of Modern Horror, red. Douglas E. Winter (1985): Toppen af 80’er-poppen

Paperback, Pan Books 1990

Paperback, Pan Books 1990

Alle, der interesserer sig mere indgående for nyere horrorfiktion, har formentlig stiftet bekendtskab med Douglas E. Winter. Ikke alene var han den første, der skrev en Stephen King-biografi, han var også en af de vigtigste anmeldere og kritikere af skrækfiktion i 80’erne. Tilmed skrev han selv skønlitteratur, men den del træder afgjort i baggrunden for Winters rolle som redaktør – en funktion han tidligere har optrådt under her på bloggen, med antologien Prime Evil.

Winter var og er ikke professionel litterat, men i løbet af 80’ernes første halvdel arbejdede han efter endt arbejdstid på stof til en interviewbog med tidens helt store forfatternavne. Bogen var derfor længe undervejs, men da Winter udsendte Faces of Fear i ’85, var det et monument over tidens sprudlende gyserscene. Winters bog er afgjort del af en særlig zeitgeist, som set retrospektivt var noget ganske særligt. Skræklitteratur har i hvert fald aldrig siden opnået samme popularitet. Og stemningen af, at horror er der, hvor det sker, kan afgjort mærkes i bogens interviews. Der er selvbevidsthed og autoritet bag de interviewede forfattere, som ikke føler, at de skal undskylde for noget. Hverken deres stil eller genrevalg.

Paperback, Pan Books 1990

Paperback, Pan Books 1990

Bogen åbner med Robert Bloch og lukker med Stephen King. Dermed har Winter sluttet ringen ganske flot. Mellem giganterne finder vi navne som Ramsey Campbell, Peter Blatty, Clive Barker, Whitley Striber, TED Klein, Michael McDowell og flere andre. Den eneste kvinde er den bizarre V. C. Andrews – damen bag den nygotiske klassiker Flowers in the Attic (1979), som må regnes blandt genres absolut største bestsellere.

Douglas Winter er amerikaner, og det kan ikke fornægtes i bogens perspektiv. Selvom Winter stort set har redigeret sig selv ud af alle samtalerne, så hvert interview kommer til at fremstå som en løs monolog fra forfatterens side, går flere punkter igen. Opvækst og skolegang, syn på det at skrive og religion. Navnlig det sidste spørgsmål er en smule sært med danske øjne, fordi det ikke har nogen synderlig konsekvens for de enkelte forfatteres genrevalg eller stil. Trods dette insisterer Winter åbenbart på at få det med.

Douglas E. Winter (født 30. oktober 1950)

Douglas E. Winter (født 30. oktober 1950)

Bogen leverer imidlertid et unikt blik ind i meget forskellige tilgange til skrivearbejdet og skrækfiktion. Genrens nestor Robert Bloch kan mindes de gamle pulpdage og beklage genrens forfald. Synspunkter han luftede igen og igen i sine senere år, og noget du kan finde omtalt i de indlæg om Psycho-serien, jeg har skrevet på Fra Sortsand.

Mere interessant er det at notere sig hvor mange af de amerikanske forfattere, der har en eller anden form for indkomst gennem filmindustrien. Ligeledes er det bemærkelsesværdigt, at det et sted nævnes – jeg husker ikke præcis i hvilket interview – at man som helt ukendt horrorforfatter kan forvente at afsætte omkring 2000 eksemplarer af sin bog i USA uden at tjene på sagen. Sammenlignet med danske forhold i dag er 2000 eksemplarer et astronomisk tal, men her i bogen bliver det regnet som bagatel, der knap er ulejligheden værd. Den slags små glimt af bogbranchens vilkår kommer der flere af, og de er ganske lærerige, navnlig fordi de sætter vores selvoptagede, hjemlige diskussion om genreudgivelsers salgstal og publikum i relief.

James John Herbert (8. april 1943 – 20. marts 2013)

James John Herbert (8. april 1943 – 20. marts 2013)

Tilgangen til skrivearbejdet er imidlertid mere interessant, fordi det er her, vi kommer ind i maskinrummet og får nogle små kig på det, der driver den enkelte forfatter. Flere skriver horror, fordi det er sjovt, og fordi der er penge i skidtet. James Herbert er et prima eksempel. Winter bruger i dette interview atypisk meget tid på stemningsbeskrivelsen af mødet med Herbert, hvilket uden tvivl skyldes forfatterens ekstravagante livsstil med sportsvogn og luksusvilla. Herbert fremstår da også som en ekstremt selvglad klovn, men det gør ikke samtalen mindre underholdende. Det samme gør et par af de andre, som tydeligvis ikke har for vane at reflektere alt for meget over deres genre og arbejde.

Helt modsat forholder det sig med folk som TED Klein, Clive Barker, Michael McDowell og Peter Blatty, der hver især meget klart sætter ord på deres forhold til genren og flere også for deres angst for at blive stemplet som rene skrækforfattere.

Cleo Virginia Andrews (6. juni 1923 – 19. december 1986)

Cleo Virginia Andrews (6. juni 1923 – 19. december 1986)

Ikke desto mindre er der flere, som meget præcist kan pege på genrens tiltrækningskraft. Ramsey Campbell fortæller om opvæksten med en alvorligt psykisk syg mor – noget, han mener, har haft afgørende betydning for hans syn på verden og litteratur. Clive Barker kan fortælle om en altopslugende interesse for kroppen og alt makabert, mens eksempelvis King understreger, at han bare er en helt almindelig gut, der aldrig har sluppet sine barndomsfascinationer.

Faces of Fear er ikke en af den type bøger, der har skrivetips til forfatterspirer, og den gør os måske heller ikke meget klogere på genren som sådan, men trods det er bogen glødende spændende. I hvert fald for en som mig, der bruger ret meget tid i selvskab med forfatternes bøger. Det er med andre ord fascinerende at læse, hvordan de iscenesætter sig selv over for intervieweren, og hvordan de gerne vil fremstå for omverden. Det føjer et metalag til læsningen af deres bøger, som faktisk kan være ganske interessant at have med.

Michael McEachern McDowell (1. juni 1950 – 27. december 1999)

Michael McEachern McDowell (1. juni 1950 – 27. december 1999)

For mig er det i hvert fald spændende at fornemme de enkelte forfatteres intellektuelle horisont og refleksionsgrundlag for det at skrive. Det er uden tvivl en ganske nørdet ting og formentlig kun noget for de hærdede entusiaster derude, ikke desto mindre er det ganske stimulerende.

Winter præsenterer udvalget af forfattere som toppen af poppen og genrens største navne, men udvalget virker ikke helt overbevisende. Hvorfor er en mand som Graham Masterton ikke med? Hvor er Anne Rice? Burde Koontz ikke have været med i selskabet? Og hvorfor er David Morell med? Det er i hvert fald ikke nødvendigvis de litterære kvaliteter, der ligger til grund for Winters valg. Snarest er der tale om en blanding af hans personlige præferencer og tilfældige kontakter. I sidste ende er udvalget måske også mindre relevant, fordi bogen kommer omkring alt fra tanketom, romantisk gotik (V. C. Andrews) til subtilt gru af den fineste slags (Michael McDowell).

Ramsey Campbell (født 4. januar 1946)

Ramsey Campbell (født 4. januar 1946)

For den retrobevidste gyserlæser er Faces of Fear en fest. En tankevækkende, stedvist tåkrummende (Ja James Herbert, det er dig vi taler om), stedvist rørende beretning. Om ikke andet, er bogen et fantastisk nedslag i periodens litteratur, dengang gyserforfatterne var superstjerner og et fantastisk sted at starte for den, der gerne vil forstå 80’ernes gys lidt bedre.

Paperback, Berkley Books 1985. Bogens 1. udg.

Paperback, Berkley Books 1985. Bogens 1. udg.

4 kommentarer

Filed under Nonfiktion

Bogbekendtskaber: Patrick Leis

Patrick Leis tager ordet i denne udgave af Bogbekendtskaber. Jeg tror ikke, at bloggens læsere behøver nogen nærmere introduktion til Patricks arbejde. Han er en af dansk horrors store veteraner, der holdt genrelitteraturens fane højt længe før, de mange små forlag, vi kender i dag, begyndte at udsende gys, fantasy og SF i store mængder. Selvom Patrick har udgivet børne- eller ungdomslitteratur, udmærker hans bedste gys sig ved at være dystre, kontante og rettet mod et modent publikum. I den forstand har han været et kærkomment alternativ til bl.a. Dennis Jürgensens bud, grænsende til et monopol, på gysergenren herhjemme, før det store genrelitteratursboom kom.

Der er således løbende kommet flere genreforfattere til herhjemme, men ikke desto mindre står Patrick Leis stadig som en af dem, der har vist vejen og bevist, at det rent faktisk er muligt at udsende gys til voksne i Danmark. Han har uden tvivl været en vigtig inspirationskilde for mange, og det er derfor også spændende her at kunne lade Patrick fortælle lidt om en bog, der har gjort indtryk på ham.     

 

The Wolfens slagskygger

Der var vist nok engang, hvor man valfartede til den nærmeste biograf, når der hver anden måned blev skiftet program, og der var også en tid, hvor Internettet ikke engang eksisterede på tegnebrættet og fjernsynet kun havde en enkelt kanal.

Underholdning måtte man selv stå for (måske netop derfor blev der tidligere lavet flere børn end i dag?) og skulle man være en af de, som hengav sig til læsning, var boghandlere og biblioteker den eneste måde at få fat på bøger på.

Patrick Leis (født 1964)

Patrick Leis (født 1964)

I dag er udbuddet af underholdning nærmest eksploderet, information blandes med fiktion, og det kan være svært at afgøre, hvor virkeligheden begynder og fantasien holder op. Men er udbuddet så blevet bedre? Jeg ved det ikke, men jeg ser i hvert fald flere halve film end før og zapper hurtigere væk, hvis programmet keder mig.

I mange tilfælde er kultur blevet en industri i stedet for et personligt udtryk, og det er både godt & skidt. Flere mainstreamproduktioner men også nemmere tilgang til offentligheden via Nettet for en voksende undergrund. Alle kan komme ud med deres budskab, og det er så op til verden, om den gider lytte eller at lade være. Det er både blevet billigere at lave film, indspille musik og publicere bøger, og når kunst ikke behøver at gå via de få, velrenommerede institutioner, får vi et langt bredere udvalg end tidligere generationer har haft.

Hardcover, Doubleday 1977

Hardcover, Doubleday 1977

Og heldigvis for det, for hvad DU synes er lokumslitteratur, opfatter jeg måske som underholdning af guds nåde. I de fornemmeste litteraturkredse herhjemme (så som Statens Kunstfond der for længst har besluttet sig for, at Horror og Science Fiction ikke er det papir værd, det er skrevet på men med rund hånd uddeler legater til venner og kollegaer, der skriver på samme måde som dem selv) er der stadig visse genrer, der er mindre stuerene end Al Quida, og som ingen kendte forlag sådan rigtigt vil røre ved… Men det har de nye, små og innovative forlag heldigvis ikke samme indfaldsvinkel til, og der bliver efterhånden udgivet en pæn portion smudslitteratur i det gamle Danevang.

Jeg selv har haft mine allerbedste læseoplevelser med netop de Underlødige genrer. Et eksempel er The Shining og Pet Sematary, der skræmte mig fra vid & sans da, jeg var knægt, men en anden og lige så god bog er den nok mindre kendte Skygger i Natten. Den blev skrevet af forfatteren Whitley Strieber og udkom også i paperbackversion herhjemme med titlen Varulvenætter, og så skulle temaet jo ligesom være på plads.

Hardcover, William Morrow 1978

Hardcover, William Morrow 1978

Jeg læste den første gang, da jeg var 14 og har siden haft et noget anstrængt forhold til ødemarker. For denne bog handler ikke om mænd med lange tænder og Gillette-allergi, der transformeres til opretstående skødehunde, når fuldmånen stiger op. Der er heller ingen af Underworlds Teknovarulve eller moralske skrupler fra unge knægte, der bare leder efter den store kærlighed, og hvor ulvehammen er en metafor for bare at være en misforstået bølle.

Næh i The Wolfen, som er bogens amerikanske titel, er varulvene af en helt anden kaliber. De beskrives, så man tror på dem og faktisk overvejer muligheden af deres eksistens som en race, der lever og altid har levet side om side med klodens andre skabninger. Man får beskrevet, hvordan de lever i et kobbel og opfører sig næsten som ulve. Hvordan de har en alfahan, hvordan de jager, hvordan de afmærker deres territorier og hvordan de unge lærer at begå sig.

Louis Whitley Strieber (født 13. juni 1945)

Louis Whitley Strieber (født 13. juni 1945)

Mennesket aner intet om deres eksistens… Lige indtil den dag hvor de to yngste i kuldet af vanvare dræber et par politibetjente. NYPD indleder jagten på politimorderne, men snart står de overfor en del mere, end de kan gabe over, og omvendt går varulveflokken til modangreb. Deres lugtesans er bedre end en blodhund, de arbejder sammen og kan med deres fingerledsformede forpoter åbne døre og klatre op ad bygninger. Og som der, frit efter hukommelsen står, ”mens vi lukkede vores hoveddør for at (den almindelige) ulv ikke skulle komme ind, sneg den virkelige fjende ind gennem kælderdøren”.

De søde små væsner har andre kneb til deres rådighed, f.eks. lokkekaldet som er en høj men næsten lydløs tone, der næsten lyder som babygråd. Det er en af den slags lyde, som kun kvinder instinktivt opfatter, og den bliver nok så fint brugt, da ulvene vil skille et makkerpar (M/K) ad for at kunne nappe dem en for en.

Hardcover, Danske Bogsamleres Klub 1981

Hardcover, Danske Bogsamleres Klub 1981

Det er en roman, jeg har genlæst op til flere gange og jeg, goddamnit, ville ønske, at jeg selv havde fundet på den. Men det er ikke finkultur, og der er ingen dybe skildringer af en ung husmors personlige kvaler og efterfølgende udvikling.

Nej, der er kun horror og gys, og efter endt læsning en mærkbar lettelse over, at det vist nok kun var fiktion.

Men alligevel satte jeg i mange år hasperne ordentligt på vinduet, før jeg slukkede lyset i mit soveværelse.

 

Læg også vejen forbi Patricks hjemmeside her.

3 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret, Roman

Cutting Edge, red. Dennis Etchison (1986): En lektion i horrorlitteraturens potentiale

Hardcover, Doubleday 1986. Bogens 1. udg. Den blå rose, inspireret af Straubs novelle, er malet af Linda Fennimore

Hardcover, Doubleday 1986. Bogens 1. udg. Den blå rose, inspireret af Straubs novelle, er malet af Linda Fennimore

Der findes en nærmest uendelig mængde af gyserantologier; både dem der genudgiver gamle fortællinger og dem med nye noveller. De bedste har som regel en eller anden form for agenda – eksempelvis en ambition om at nå et nyt publikum eller at genfortolke gammelkendte genretroper. Desværre må man nok sige, at det er de færreste antologier, hvor målsætningen står mål med resultatet. Som regel er man heldig, hvis der er mere end en eller to historier, der for alvor brænder igennem.

Sådan forholder det sig ikke med Cutting Edge fra 1986. Denne antologi, redigeret af den velrenommerede Dennis Etchison, er ganske enkelt fremragende fra ende til anden. Faktisk er bogen, efter min mening, måske den bedste gyserantologi, der udkom i 80’erne! Det siger ikke så lidt taget i betragtning, at horror i 80’ernes anden halvdel for alvor oplevede et kreativt opsving og rystede pulparven af sig. Horrorforfatterne engagerede sig pludselig i livets tunge, ubehagelige sider fra helt nye vinkler og afsøgte den moderne tilværelses skyggesider på måder, som det ikke tidligere havde været gjort så klart.

Hardcover, Doubleday 1986

Hardcover, Doubleday 1986

Cutting Edge er et paradigmatisk skrift, der viser, hvor tidens bedste horrorforfattere søgte hen for at finde nye græsgange. Det er et opgør med fortiden og en form for fadermord i forhold til den type nostalgisk, tandløse horror, som den moderne gysers ukronede konge Stephen King var kommet til at repræsentere. Med Cutting Edge vendte forfatterne blikket indad og afsøgte psykiske mørkelande, der stort set er helt befriet for monstre, flagermus og alt det andet hængedynd, som genren sad fast i.

Etchisons antologi er med andre ord tænkt som en cæsur, der skiller det nye fra det gamle: Det skrev vi før, og det skriver vi nu. Sprogligt og tematisk har de fleste af bidragyderne kastet enhver uskyld over bord og forladt de gammelkendte konfrontationer mellem godt og ondt. Den slags åbenlyse, banale dikotomier har ingen plads i Cutting Edge, der udfolder sig i en moralsk gråzone. Her findes ingen helte og ingen skurke, her skildres mennesket på godt og ondt. Det er menneskets tvivl, frygt, smerte, vrede, begær og foragt, der udstilles i bogens dunkle prismeglas og gøres til genstand for selvgenkendelsens gru.

All the young dudes... Fra højre mod venstre: Clive Barker (født 5. oktober 1952), Dennis Etschison (født 30. marts 1943 ), Karl Edward Wagner (12. december 1945 – 13. oktober 1994) og Charles L. Grant (12. september 1942 – 15. september 2006)

All the young dudes… Fra højre mod venstre: Clive Barker (født 5. oktober 1952), Dennis Etschison (født 30. marts 1943 ), Karl Edward Wagner (12. december 1945 – 13. oktober 1994) og Charles L. Grant (12. september 1942 – 15. september 2006)

Fælles for stort set alle bogens noveller er, at de dykker under overfladen og viser sider af os selv, som vi normalt udtrykker eller holder skjult for andre. Antologien er fyldt med misbrug, sex, SM, tvangstangstanker og dunkle, blodige drifter. Det bliver næsten en form for parallelunivers, der skabes i bogen, hvor vores hverdag fremstilles i et evigt tusmørke med meget lidt håb, men vel at mærke ikke uden kærlighed og medmenneskelighed. Og det er vel her, antologien har en af sine forløsende pointer – trods alt mørket finder mennesker sammen og overvinder den uendelige dysterhed, der altid truer med at rive os bort. Det skal jeg vende tilbage til om et øjeblik.

Som sagt er der ikke en eneste dårlig historie i Cutting Edge. Enkelte er måske mere ordinære eller mindre velartikulerede, men her taler vi om nuancer, der i bund og grund handler om smag og behag. En af de mest imponerende bidrag er ”Blue Rose” af Peter Straub. Fortællingen om en dreng fra et socialt belastet hjem, der lader al sin afmagt og vrede gå ud over den uskyldige lillebror. Fortællingen er subtil og snigende, men fyldt med en indestængt, eksplosiv kraft. Den er uendeligt grum og tragisk, og jeg lover dig for, at dens fabelagtige periode- og miljøskildring vil brænde sig ind i hjernen på dig. Bravo mr. Straub, bravo!

Paperback, St Martins Press 1987

Paperback, St Martins Press 1987

Karl Edward Wagners korte ”Lacunae” er også et af de helt stærke bidrag. I dette tilfælde fordi Wagner formår, på ganske få sider, at udfolde sin fortælling som en kinesisk æske, der bliver mere og mere kompliceret for hvert lag, der føjes til. Stilen er Wagners vanlige, hvor vi råt for usødet får serveret brutale, ærlige beskrivelser af sex og stoffer.

Tematisk hænger den godt sammen med Willum H. Pugmires og Jessica Amanda Salmonsons punkede, romantiske fortælling om mødet med døden og tabet af selvstændighed. Faktisk repræsenterer Pugmires og Salmonsons historie meget fint den følsomhed, der går igen i de fleste af bogens bidrag. En sensibilitet der kontrasterer brutalitet med noget forførende blidt, som nærmest har karakter af en eskapisme fra al grusomheden.

Peter Francis Straub (født 2. marts 1943)

Peter Francis Straub (født 2. marts 1943)

Måske er det i virkeligheden en af antologiens mest ubehagelige idéer; nemlig den at al trøst og samvær er desperate forsøg på at lukke omverdenens grusomhed ude, at kærligheden er en indbildt tilstand, der skal gøre det muligt for os at kapere en verden, der grundlæggende er én stor dødedans.

Jeg må også trække Ray Russels ”The Bell” frem. De, der kender Russels arbejde, vil vide, at han stort set altid kredser om religion og død. Det samme gør han også her, men i novellens komprimerede form har han trukket nogle stærke billeder frem, der overskygger det ellers lidt banale bidrags indhold. Hans sammenstillinger af sex og krucifikset, der spiller en stor rolle i historien, har noget særligt underfundigt over sig, som fanger billedet af den korsfæstedes tvetydighed rigtig fint.

Paperback, Futura Books 1987

Paperback, Futura Books 1987

Samme dragende tvetydighed findes i Whitley Striebers ”Pain”, der runder bogen af som en sidste salut til det perverterede og grumme. Novellen ligner på mange måder det, vi også kender fra Clive Barkers hånd fra samme tid. Kødets lyst udfordres ganske bogstaveligt her, og Strieber leger med tanken om smertens metafysiske potentiale. Ligger der en mulighed i fornedrelsen, der baner vejen for mødet med noget ophøjet? Strieber besvarer ikke spørgsmålet, som får lov at hænge i luften, da hans grumme fortælling om dyster SM når til ende.

Wilum Hopfrog Pugmire (født 3. maj 1951)

Wilum Hopfrog Pugmire (født 3. maj 1951)

Mest overraskende ved bogen er det at finde gamle Bob Bloch i dette selskab. Og faktisk er Blochs fortælling om døden en af hans bedre. Faste læsere af bloggen vil vide, at jeg har et lidt ambivalent forhold til Robert Bloch, men her har han for en gang skyld skabt en fortælling, der er (næsten) helt fri for hans evindelige galgenhumor.

Jessica Amanda Salmonson (født 6. januar 1950)

Jessica Amanda Salmonson (født 6. januar 1950)

Historien går i al sin enkelthed ud på, at en forfatter køber sig til længere liv hos Døden ved at myrde andre. Naturligvis går det galt på en klassisk Blochsk facon, og det er ikke for selve historien, at man husker novellen. Teksten skal huskes for de første to linjer, der står som bogens absolut bedste:

After the kids have grown up and moved away, a new child comes into your house. His name is Death.”

Stærkere, mere trist, smukt og grumt bliver det ganske enkelt ikke. Jeg får nærmest gåsehud ved bare at tænke på den tekstpassage, og den er efterhånden blevet hængende hos mig i rigtig lang tid nu.

Louis Whitley Strieber (født 13. juni 1945)

Louis Whitley Strieber (født 13. juni 1945)

Cutting Edge er fremragende, intet mindre, og alle, der interesserer sig det mindste for horror, bør gøre sig selv den tjeneste at læse bogen. Antologien er en lektion udi opfyldte ambitioner. Den lever til fulde op til sin intention om at vise vejen for en ny type gru, og den gør det med de kraftigste litterære skyts, man kunne ønske sig. For pokker hvor er bogen stærk!

Robert Albert Bloch (5. april 1917 – 23. september 1994)

Robert Albert Bloch (5. april 1917 – 23. september 1994)

Samtidig er Cutting Edge et stykke genrehistorie, der viser, hvordan horror skiftede ham i slutningen af 80’erne. Gyset blev psykologisk og indadvendt. Det blev åbenlyst seksuelt og tematiserede sociale tabuer, som vi helt normalt ikke taler om. Etchison havde helt ret, da han udpegede dette gotiske nybrud som ”cutting edge”, men sådan kunne det naturligvis ikke blive ved. I starten af 90’erne mistede stilen gradvist sin kant, og de litterære kvaliteter forduftede fra udtrykket. De bedste penne søgte nye steder hen, og tilbage stod de platte imitationer, der desværre stadig bliver skrevet. Tja, sådan er tingenes gang.

 

Novellerne:

Peter Straub, “Blue Rose”

Joe Haldeman, “The Monster”

Karl Edward Wagner, “Lacunae”

W. H. Pugmire & Jessica Amanda Salmonson, “Pale Trembling Youth”

Marc Laidlaw, “Muzak for Torso Murders”

Roberta Lannes, “Goodbye, Dark Love”

Charles L. Grant, “Out There”

Steve Rasnic Tem, “Little Cruelties”

George Clayton Johnson, “The Little Man With The Hoe”

Les Daniels, “They’re Coming For you”

Richard Christian Matheson, “Vampire”

Chelsea Quinn Yarbo, “Lapses”

William F. Nolan, “The Final Stone”

Nicholas Royle, “Irrelativity”

Ramsey Campbell, “The Hands”

Ray Russell, “The Bell”

Clive Barker, “Lost Souls”

Robert Bloch, “Reaper”

Edward Bryant, “The Transfer”

Whitley Strieber, “Pain”

1 kommentar

Filed under Novellesamling

Prime Evil (1988), red. Douglas E. Winter: Blå bog over 80’er-horror

Paperback, New American Library 1988

Hvor stort bliver det, når man samler tidens største eller mest spændende horrorforfattere og får dem til at skrive en historie af eget valg? Får dem til at skrive en novelle, der ikke kun skal udfordre genrens konventioner, men også læsernes vanetænkning? Det satte Douglas E. Winter og forlaget New American Library sig for med udgivelsen af Prime Evil i 1988. Med novellesamlingen konfronterede forlaget og redaktøren det enorme popularitetsboom, som horror havde oplevet siden 70’ernes anden halvdel. De stillede skarpt på fænomenets væsen og ville afdække, hvad horror egentlig er, hvorfor det er så virkningsfuldt og hvordan kun fantasien sætter grænser for den type fortællinger.

Om nogen var Douglas E. Winter den rette til sagen. Han var den første, der skrev et indgående portræt af Stephen King med bogen Stephen King: The Art of Darkness (1984). Han var også manden bag Faces of Fear(1985). En bog hvor Winter interviewer tidens bedst kendte navne fra den dystre ende af bogbranchen. Winter havde med andre ord et detailleret kendskab til the movers and shakers på 80’ernes horror-scene. Det kendskab udnyttede han til en bog, der vel er tænkt som en genremilepæl i stil med Harlan Ellisons Dangerous Visions (1967).

Paperback, New American Library 1988

Ambitionen fejler dermed ikke noget, men Prime Evil når på ingen måde Elisons antologi til sokkeholderne. Det kan der være flere grunde til. Den vigtigste er nok, at de indbudte forfattere alle har været næsten pinagtigt optaget af at skabe noget originalt, genrevridende eller klogt. Det er alt sammen meget godt, men det berømte barn fløj ud af badevandet, da en stor gumpetung kreativitet pressede sig ned i karet. Eller sagt direkte: Prime Evil er mere form og halvbagte idéer end stærke fortællinger.

Men hvem er så med? Først of fremmest er der mastodonterne – bestsellerne – der har været med til at forme tidens gys, hvis endda ikke den moderne horror i det hele taget. Meget passende er det på den konto Stephen King, der som det absolut største navn indleder bogen. King får følgeskab af Peter Straub, Clive Barker og Ramsey Campbell. Alle forfattere der op gennem 80’erne cementerede deres stjernestatus og solgte rigtig, rigtig mange romaner.

Douglas E. Winter (født 30. oktober 1950)

Strøet med let hånd mellem giganterne dukker en blanding af, for mig helt ukendte navne op (Paul E. Hazel?) og så de forfattere, der har gjort sig bemærket blandt især dedikerede horrorfans. Jeg tænker her på folk som Thomas Ligotti, Thomas Tessier, Charles L. Grant og M. John Harrison. Antologiens måske største overraskelse er, at David Morrell – forfatteren bag First Blood (1972) – blev indbudt til at deltage i bogen. Ikke mindst fordi han faktisk ikke har skrevet ret meget horror tidligere. Det siger imidlertid lidt om Winters projekt. Han var ude på at vise, at horror kunne findes i alle tekster og alle situationer. Gyset er ikke noget, der kan isoleres til en specifik måde at skrive på eller til specifikke emner. ”Horror is not a genre, it is a mood” lyder det paradigmatisk i Winters faktisk meget interessante indledning, der sætter tonen for hele novellesamlingen.

Når jeg er lidt kritisk i forhold til bogen, skyldes det især, at der er så mange velkendte navne, der om ikke skuffer, så i hvert fald ikke lever op til de standarder, der har skabt deres ry og omdømme. Stephen Kings ”The Night Flyer” er for mig symptomatisk på dette.  Den er lang, snakkende og velfortalt. Den er fyldt med vittige iagttagelser og skarpe, ironiske kommentarer. Den er bare ikke uhyggelig. Den er faktisk ikke tilnærmelsesvis uhyggelig. Novellen er stedvist blodig og den antyder grusomme ting, men står i sidste ende som en tour de force gennem stereotypisk Kingsk prosa – som en meget spinkel idé, der er blevet spækket med ligegyldigt fyld. Flere af de andre fortællinger lider under det samme. De går ikke til biddet. I stedet er de stemningsfulde billeder, der til tider har næsten vignetagtig karakter, som ikke rigtigt flytter sig nogen vegne.

Hardcover, 1. udg., New American Library 1988

Ser vi på de store navne, leverer Campbell en underholdende konceptnovelle opbygget som en gal ”stalkers” brev til en forfatter. Novellen er først og fremmest et eksperiment ud i formen, mere end den beskæftiger sig med indholdet. Barker leverer en ikke helt sammenhængende fortælling om sorg og død. Ikke dårligt, bare lidt for lang og usammenhængende. Peter Straub er den eneste af de tunge drenge, der faktisk byder ind med noget både ubehageligt og tankevækkende. Han skriver i ”The Juniper Tree” om en dreng, der bliver misbrugt seksuelt, og hvordan denne dreng, trods ar på sjælen, forstår at vende barndomstraumet til en styrke i sit arbejde som forfatter (burde King ikke have skrevet den historie?). Her blandes det tabuiserede og de ekstremt ubehagelige beskrivelser med en på mange måder provokerende forløsning.

Mine tre favoritter ud af bogens 13 historier er Thomas Tessiers ”Food”, David Morells ”Orange Is for Anguish, Blue for Insanity” og Jack Cadys ”By Reason of Darkness”. Tessiers novelle er kort, kompakt og grotesk. En mand kommer lidt for tæt på en kvinde, der gradvist er ved at forvandle sig fra et menneske til noget monstrøst andet. Novellen er rigtig god, fordi den ikke kommer med nogen forklaringer. Handlingen udspiller sig lynhurtigt, og vi sidder forbløffede tilbage og tænker: ”Hvad, hvordan, hvorfor?” Tessier var en af de helt store vordende stjerner i 80’erne, og hans romaner kan varmt anbefales. Desværre for Tessier kom han for sent med på horrorbølgen, der ebbede ud, før han for alvor blev fast inventar på boghandlernes hylder i 90’erne.

Paperback, Bantam 1989. Engelsk 1. udg.

David Morells ”Orange Is for Anguish, Blue for Insanity” er generelt en af de mest populære fortællinger fra bogen. Den vandt The Bram Stoker Award for bedste kortroman og fortjener berømmelsen. Det er en veloplagt, intens fortælling med anstrøg af noget cthulhuidt kosmisk horror, der er lidt altmodisch, men samtidig formår at virke både frisk og relevant. Historien er en form for digtning over og eskalering eller fortætning af tragedien omkring Van Goghs liv. Den er historien om en ung student, der bliver besat af maleren Van Dorns bizarre kunst. Det hele leder naturligvis til død og undergang, men hvorfor har Van Dorn denne tiltrækningskraft? Gode, gode sager!

En af de sidste fortællinger i bogen er Jack Cadys ret lange ”By Reason of Darkness”. Historien drejer sig om tre amerikanske soldaterkammerater, hvis man kan kalde dem det, der mødes igen efter en aldrig udspecificeret krig i Asien. Da de vender hjem, har krigen, naturligvis, ændret dem og deres genforening mange år senere bliver alt andet end uproblematisk. Historien er skrevet i et helt fremragende sprog, der malende får indre, psykologiske spændinger trukket frem og samtidig formår at iscenesætte fortællingens skiftende miljøer levende og stærkt. Navnlig de sidste sider efter konfrontationen er endda rigtig rørende og gennemsyret af en morbid form for skønhed.

Paperback, Cordi Books 1989. Engelsk 2. udg. Endnu en af de ekstremt kedelige forsider, der kendetegner stort set alle bogens forskellige udgaver

Her bevæger jeg mig jo imidlertid også langt ind i smag-og-behag-afdelingen. Jeg er helt sikker på, at der sidder mange King-fans derude, der eksempelvis elsker ”The Night Flyer”. Den blev faktisk nomineret, sammen med Peter Straubs bidrag i samme kategori, som Morrells novelle, der løb med sejren. Jeg har derfor egentlig heller ikke så meget lyst til at holde de enkelte noveller op imod hinanden og vurdere dem kvalitativt, fordi de alle er solidt håndværk fra forfattere, der kan deres kram. For mig at se er Prime Evil en spændende bog, fordi den tager temperaturen på en periodes forfattere og gør det både selvsikkert og selviscenesættende. Prime Evil vil gerne vise verden, hvad horror kan, og den har samlet alle feltets sværvægtere til opgaven.

En sjov detalje er, at bogen sådan set er retrospektiv. Langt de fleste af bogens forfattere blev aldrig større, end de var, da Prime Evil udkom. Det vil sige, at den på mange måder markerer toppunktet på horrorfeberen. Dermed peger bogen heller ikke fremad, hvilket Douglas Winter utvivlsomt havde forestillet sig. Kun på et punkt har bogen vel mere eller mindre tilfældigt peget på de veje, der skulle komme til at tegne 90’ernes gys (når vi ser bort fra seriemorderne). Bogens næstsidste novelle er Whitley Striebers ”The Pool”, der her blander gys med besøg fra rummet (læs: aliens). Et tema han også opdyrkede i sine romaner på samme tid. Her må man sige, bogen peger frem, for om noget kom den der TV-serie om to FBI-agenters konfrontationer med UFO’er og så fremdeles til at præge en meget stor del af 90’erne.

Paperback, New American Library, 2. udg. 1989

    

Er du med andre ord interesseret i at få et overblik over gyserfeltet, som det så ud fra midten af 70’erne og frem til udgangen af 80’erne, er Prime Evil et perfekt sted at sætte ind. Her får du ganske enkelt serveret væsentlige navne på et sølvfad. Du kan gå på opdagelse i historierne og bruge de små biografier om forfatterne som inspiration for videre læsning. Sidstnævnte har naturligvis været langt vigtigere, da bogen udkom, dengang før internettet gjorde den slags informationer tilgængelige på et helt andet plan. Det er imidlertid ikke blevet mindre interessant at læse, hvordan forfatterne blev beskrevet, da de var på vej op eller befandt sig på toppen. Er du interesseret i 80’er-horror og måske især interesseret i at opleve, hvilke stemmer der havde tegnet perioden, er Prime Evil ganske enkelt et must.

Hardcover, Donald M. Grant 1988. Luksusudgaven! Den er trykt i et ekstremt lille oplag og går i dag til skyhøje priser. God jagt!

Novellerne:

Stephen King, “The Night Flier”
Paul E. Hazel, “Having a Woman at Lunch”
Dennis Etchison, “The Blood Kiss”
Clive Barker, “Coming to Grief”
Thomas Tessier, “Food”
M. John Harrison, “The Great God Pan”
David Morrell, “Orange Is for Anguish, Blue for Insanity”
Peter Straub, “The Juniper Tree”
Charles L. Grant, “Spinning Tales with the Dead”
Thomas Ligotti, “Alice’s Last Adventure”
Ramsey Campbell, “Next Time You’ll Know Me”
Whitley Strieber, “The Pool”
Jack Cady, “By Reason of Darkness”

3 kommentarer

Filed under Novellesamling