Tag Archives: Whodunnit

Lin Carter, Invisible Death (1975): Whodunnit? I hvert fald ikke Lin Carter

Paperback, Popular Library 1978. Det herlige omslag er skabt af Don Maitz

Jeg var ret godt underholdt af første bind i Lin Carters serie om Lord Zarkon; vidundermennesket fra fremtiden, der er blevet sendt tilbage til vores tid (1970’erne) for at bekæmpe kriminalitet og måske redde fremtiden fra fortidens fejl.

I første bind hørte vi, hvordan Zarkon har samlet sig et hold af utrolige, loyale specialister omkring sig, der går under navnet The Omega Crew. Sammen rejser de nu kloden rundt og hjælper i særlige sager, der kræver kompetence ud over det sædvanlige, samt ikke mindst diskretion. Den idé har Carter lånt fra ældre pulpeventyr, og som allerede nævnt i omtalen af første bind har Carter dedikeret serien til fortællingerne om Doc Savage.

Paperback, Popular Library 1978

Med andet bind, Invisible Death, der udkom i hælene på første bind, kan Carter gå mere direkte til sagen, fordi han ikke behøver at introducere sine helte på ny. Denne gang bliver en række velhavende mænd afpresset og truet på livet. Sagen er mærkværdig og begynder med et klassisk ”lukket rum”-mysterium. En velhavende mand er fundet død i sit bibliotek. Ingen har besøgt ham, ingen er trængt ind i huset og dødsårsagen er ikke åbenlys, men han er med al sandsynlighed blevet myrdet, for man finder et trusselbrev hos ham: Betal eller du er død inden for 24 timer. Politiet er hjælpeløst og søger hjælp hos Zarkon og co.

Dermed er der lagt i kakkelovnen til en omgang detektivarbejde, der fører Zarkon og vennerne ind i Knickerbocker Citys kinesiske underverden. Det store spørgsmål er naturligvis, hvem der står bag forbrydelserne? Utvivlsomt en genial forbryder af en slags, men hvilket geni truer nu freden denne gang? Der er ildkamp, slagsmål og utrolig teknologi; alt sammen noget, vi forventer at møde efter første bind i serien. Et højdepunkt er eksempelvis, da Zarkon sniger sig ind i de kinesiske gangsteres hovedkvarter iklædt en kamuflagedragt, der gør ham usynlig, og her må undgå fælder og bruge sine kampsportsfærdigheder på samme tid. Alle komponenterne er dermed tilstede i Inivisible Death, men desværre løfter Carter aldrig for alvor historien. Et element mangler nemlig.

Linwood Vrooman Carter (9. juni 1930 – 7. februar 1988)

Første bind levede i høj grad på fornemmelsen af, at Zarkon og vennerne arbejder sammen som et team med hver sin opgave og specialitet. Dette element er stort set fraværende i andet bind, hvor Zarkon entydigt tager hovedrollen og viser, at han sådan set kan alt det, som hans håndgangne mænd kan og måske kan han endda gøre det hele lidt bedre end dem. Dermed gør Carter sin fortælling om Zarkon langt mindre interessant, for manden fra fremtiden bliver på den led ”bare” en form for superhelt, der overlegent kan vandre gennem fortællingen uden på noget tidspunkt for alvor at blive udfordret.

Det meste pulp i genrens guldalder blev skrevet på kort tid og som samlebåndsarbejde. De forfattere, der kunne klare mosten, havde ingen fine fornemmelser omkring deres tekster. Ord var penge, og der skulle mad på bordet. Det betød naturligvis, at der i de fleste tilfælde blevet skrevet ud fra en form for ”skriv først, tænk bagefter”-strategi.

Hardcover, Doubleday 1975. Romanens 1. udgave

Præcis samme mentalitet prægede fortsat pulpens sølvalder i slutningen af 1960’erne og 70’erne. Her var Carter en af de store på markedet for fantastiske genrer, og man mærker i høj grad hans pragmatiske tilgang til genren i en bog som Invisible Death. Romanen er dybest set en ganske traditionel whodunnit-fortælling, der er blevet påklistret lidt eventyrligt og eksotisk krydderi i form af futuristisk teknologi og onde kinesere. Zarkon indtager rollen som detektiv i historien, og præcis den type traditionelt opklaringsarbejde virker alt for ordinært til en supergruppe som The Omega Crew.

Carters grundidé for bogen passede dermed ikke åbenlyst ind i seriens koncept, i hvert fald som det tegnede sig i første bind. Samtidig er det tydeligt, at Carter ikke rigtigt har haft tid til at videreudvikle sit persongalleri. Scenerne med Zarkons mænd er i vid udstrækninger gentagelser af scener fra første bind. Vi får de samme mundhuggerier og interne konkurrencer. Vi skal tilmed også igen have introduceret en smuk kvinde, som Zarkons gejle knægte på ny kan kurtisere på pinagtig vis i en nøjagtig gentagelse af det, vi hørte i The Nemesis of Evil.

Paperback, Wildside Press 1999

En bog som Invisible Death skal leve på sit overskud af vanvittige indfald og utrolige, hæsblæsende sammenstød. Det er eksotisk spændingsfiktion tilsat et drys SF, og den opskrift er stærk, men Carter var åbenlyst ikke inspireret, da han skulle fortsætte med sit andet bind. Det hele virker forceret og slapt. Han plagierer sig selv og forsøger krampagtigt at tilføje noget liv ved af uransaglige årsager at introducere to sydstatsbetjente i fortællingen. Bogens Knickerbocker City er en slet skjult omdøbt New York, og hvad de to betjente gør så langt hjemme fra, er et godt spørgsmål og meget søgt. Carter har sig imidlertid en fest med de betjente, der taler med tydelig dialekt og konsekvent er mænd for fladpandede, vittige kommentarer.

Pulpudtrykket i sin rene form kan sjældent smykke sig med de store intellektuelle udfordringer af læseren. Det gælder ikke mindst spændingsgenren, hvis vigtigste formål er kontant underholdningsværdi. Handlingen er det centrale, og vi skal blive revet med af historiens høje tempo og finurlige indfald. Det kan lyde let, men er nok i virkeligheden langt vanskeligere end man skulle tro, og Carter har ikke opfyldt denne eneste præmis med sit andet bind. I stedet for spænding får vi en blodfattig tørvetriller af en krimi. Den spræller lidt og gør krumspring, men er i sidste ende bare bovlam og uinspireret.

Nå, vi må håbe, at det tredje bind i serien er mere interessant.

E-bog, Thunderchild Publishing 2017

2 kommentarer

Filed under Roman

Robert Bloch, Psycho House (1990): Det sidste søm i kisten…

Paperback, Tor 1991. Typisk for tiden er Joe DeVitos stemningsfulde forsidebillede blevet beskåret drastisk til fordel for titel og forfatternavn. Tak til bestseller-kulturen

Paperback, Tor 1991. Typisk for tiden er Joe DeVitos stemningsfulde forsidebillede blevet beskåret drastisk til fordel for titel og forfatternavn. Tak til bestseller-kulturen

Tilbage efter en uge med heftig forkølelse.

I 1990 kunne Robert Bloch udsende det tredje og sidste bind i Psycho-serien. Et bind, der på mange måder ligner forgængeren Psycho II. Det kan man ikke ligefrem kalde en ros, og det vil da også være synd at kalde seriens sidste bind for en god bog. Langt fra. Men det skal jeg vende tilbage til om et øjeblik. Lad os lige få handlingen på plads først.

Seriens stjerne, Norman Bates, døde som bekendt i begyndelsen af seriens andet bind, og tredje bind udspiller sig derfor helt og aldeles uden Bates. Ikke desto mindre er han stadig bogens omdrejningspunkt. Et par geschæftige forretningsfolk i Fairvale – Bates’ hjemby – har nemlig sat sig for at bygge en kopi af det berygtede Bates’ Motel. Originalen er brændt ned for længst, og denne kopi skal derfor fungere som turistattraktion med overnatningsmuligheder, restaurant og forlystelser. Kronen på værket er nogle dyre mannequiner, købt i Hollywood, der kan iscenesætte de blodige drab på motellet. Faktisk er alt blevet genskabt ganske nøje, så nøje, at der bliver begået et blodigt mord på en teenager i huset, kort før det skal åbne for offentligheden. Nu er gode råd dyre for husets ejere – eller er det? For spørgsmålet er, hvem der står bag drabet.

Omtrent samtidig med, at teenagepigen stikkes ihjel i forlystelseshuset, ankommer den unge Amy Haines til Fairvale. Hun er i gang med at skrive en bog om Norman Bates og Fairvale er selvfølgelig et vigtigt punkt i hendes research. Da hun hører om mordet, bliver det hele endnu mere vigtigt for hende, og Haines går straks i gang med sin egen efterforskning. En efterforskning, der viser sig at være ganske besværlig, fordi de lokale har fået nok af at blive mindet om Norman Bates, mord og ubehagelige historier.

Vi får lov til at følge i hælene på Haines, mens hun støver sig gennem det vrangvillige Fairvale, alt imens mystiske trusler og tyverier i forlystelseshuset bliver opdaget. Mystikken breder sig således dag for dag. Er det hele mon bare et grotesk PR-stunt eller er mordet, truslerne og tyverierne udført af en af forlystelseshusets rabiate modstandere? Spørgsmålene er mange, og svarene er desværre ikke specielt interessante.

Hardcover, Tor 1990. Romanens 1. udg.

Hardcover, Tor 1990. Romanens 1. udg.

Forgængeren Psycho II er en sær bog, der bedst kan beskrives som et surt opstød fra Robert Blochs side. Et vrissent anslag mod en gyserindustri, der ifølge Bloch havde mistet al anstændighed og lødighed. Psycho House trækker på samme hammel. Denne gang skyder Bloch bare bredere og kritiserer ikke alene filmindustrien, men hele mediebranchen.

Med sin tredje roman om Norman Bates demonstrerer Bloch for sine læsere, at medierne – journalister, filmfolk og forfattere lukrerer på andres død og ødelæggelse. For at illustrere mediernes destruktive indflydelse, bruger Bloch idéen om gentagelsen som et ganske fint motiv i sin bog. Bates forvoldte skade tilbage i ’59, men fordi medierne ikke kan slippe sagen og lade det hele synke ned i glemslen, gentager underholdningsindustrien drabene – i hvert fald rent følelsesmæssigt – og tvinger Fairvale til at genopleve og leve med mordene, som en konstant realitet, så såret Bates påførte samfundet ikke kan få lov at heles.

Bloch stiller naturligvis grundlæggende spørgsmålet, hvor grænsen går for mediernes interesse i andres ulykke. Han kommer ikke selv med noget svar, men man fornemmer tydeligt, at den medieverden, den aldrende Bloch så sig omgivet af i ’90, for længst havde passeret hans grænse.

Robert Albert Bloch (5. april 1917 – 23. september 1994)

Robert Albert Bloch (5. april 1917 – 23. september 1994)

Det er absolut glædeligt, at Bloch har noget på hjertet med sin roman, og ligeledes glædeligt, at tonen i Psycho House er blevet mindre skinger end forgængerens. Bloch sprutter ikke længere af galde, i stedet møder han os med en bittert ironisk tone, der ikke lægger skjul på pointerne, men undgår at forfalde til helt samme form for næsten hadefulde kariturer, der kendetegner Psycho II. Ikke desto mindre er seriens sidste bind en trist omgang, fordi den er ganske kedsommelig.

Bloch får ganske enkelt malet sig selv op i et hjørne. Han tager afstand fra selve substansen i Psycho-serien, nemlig morderen Norman Bates, og himler op over grafisk vold. Trods det vælger han ganske paradoksalt at fortsætte serien, og hans opgave bliver nu at vise, hvordan man kan skrive en ”sober” Psycho-fortælling. Som jeg allerede skrev om forrige bind i serien, er det lidt som at lokke læserne til med lækkerier og så slå dem irettesættende over fingrene, fordi de har taget imod hans fristelser.

Hardcover, Wings Books 1993

Hardcover, Wings Books 1993

Blochs svar på en ny Bates-bog er en klassisk whodunnit med masser af røgslør og nær-ved-og-næsten-mord, men kun ganske lidt konkret brutalitet. Det er naturligvis heller ikke et krav for succes, men problemet er, at Bloch ikke formår at opfylde ønsket om morderens tilstedeværelse med en overbevisende erstatning. Amy Haines, vores journalist-hovedperson, har ganske enkelt ikke nok pondus til at løfte blikket fra Norman Bates og resultatet bliver et vattet mellemstykke, der ikke gør synderligt indtryk. Bevares, Blochs pen flyder altid let og vittigt, men det er bare ikke nok til at bære bogen igennem.

Efter endt læsning sidder jeg faktisk kun tilbage med to ting. For det første det åbne spørgsmål, hvorfor Bloch ikke turde vende sit kritiske skyts mod læseren, for der er vel en sammenhæng mellem producent og aftager? Altså, at al den død og vold, som medierne sælger, næres af en interesse hos modtagerne i en selvforstærkende synergi. Blochs ensidige fokus på producenterne føles i hvert fald noget skævt. Måske han ikke turde udfordre sine læsere? Måske, men jeg tror det faktisk ikke. Psycho House er snarere en roman, der skal ses som anledning til selvransagelse; hvorfor har jeg lyst til at læse/se/købe den slags død og vold? Og hvorfor egentlig? Spørgsmålet er jo i sig selv ret interessant, men som det udfoldes hos Bloch, bliver det til en omgang belastende moraliseren.

Paperback, ibooks 2003

Paperback, ibooks 2003

Mest af alt har jeg bare lidt ondt af Bloch, fordi han havde det så svært med den succes og videre reception, som Psycho fik. Det er trist, men Bloch er hverken den første eller sidste forfatter, der har fortrudt et værk, fordi det efterfølgende fik sit eget liv. Men efter at have brugt to bøger samt et antal noveller plus adskillige interviews på at trække Psycho tilbage, er jeg glad for, at sagen hermed kunne lukkes. Bump. Det var lyden af en skovlfuld muld, der ramte Norman Bates’ kiste. Må han hvile i fred.

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Robert Bloch, Psycho II (1982): Forfatterens selvlede

Paperback, Corgi Books 1983

Paperback, Corgi Books 1983

Selvom Robert Blochs Psycho (1959) i dag står helt og holdent i skyggen af Hitchcocks filmatisering, var romanen ubetinget Blochs kommercielle gennembrud, allerede før Hitchcock fik øje for historien. Psycho var med andre ord bogen, der skabte hans karriere og efterfølgende sikrede ham fast indtjening som roman- og manuskriptforfatter. Bloch kunne således takke Psycho for rigtig, rigtig, meget og det kontante vedhæng ”The author of Psycho” fulgte ham sidenhen som en skygge på nærmest alle hans bogforsider. Det kunne i sig selv måske være blevet til en kreativ hæmsko, men sådan forholdt det sig ikke for Bloch. Han accepterede tilsyneladende prædikatet som manden bag den berømte choker, uden det ændrede hans skrivestil eller produktion på nogen måde. Ikke desto blev Bloch i stigende grad frustreret over, den succes Psycho havde fået og den udvikling i skrækindustrien, som han mente at kunne tilskrive sin egen roman.

Bloch oplevede nemlig både bogen og senere også Hitchcocks filmatisering som grundstenen i en radikalisering af underholdningsbranchen, hvor blod, død og vold blev feticheret og fremstilet med bramfri usmagelighed til skade for ungdommen og endda hele kulturen. Bloch var med andre ord langt fra fan af den brutale drejning, som gysergenren tog i løbet af 70’erne. Det udviklede sig til en hel del galde hos Bloch, og den gamle nestor indtog rollen som konservativ senior-skrækmester, der advokerede for de gode gamle dage, hvor gyset var subtilt, eskapistisk og aldrig gik helt tæt på. Den holdning luftede Bloch i adskillige interviews, men Psycho II blev hans første store litterære manifest om samme sag.

Paperback, Corgi Books 1983

Paperback, Corgi Books 1983

Med Psycho II fortsætter Bloch historien om den forkvaklede Norman Bates, men drejer handlingen bort fra det mesterlige, psykologiske portræt af en morder til en harmdirrende bredside mod Hollywood. Resultatet er en rent ud frygtelig bog, der i dag gør sig bedst som mentalitetshistorisk dokument fra en brydningstid, hvor den gamle garde endnu ikke helt havde forladt vagtstuen i horrorforfatternes vindomsuste klubhus.

Da romanen åbner, er der gået lidt over 20 år siden handlingen udspilede sig i Psycho. Norman har været indlagt på et hjem for psykisk syge lige siden drabene i slutningen af 50’erne, og da vi på ny kommer ind i historien, er to nonner kommet på besøg på hjemmet. De gør sjælesørgerisk arbejde på stedet¨, og naturligvis forsøger de også at tale med Norman. Det arbejde tilfalder den yngste af nonnerne, hvilket viser sig at være fatalt. Et uvejr bryder løs, og strømmen går et øjeblik under samtalen. Mere er imidlertid ikke nødvendigt, for Norman myrder nonnen, snupper hendes tøj og snart efter er mr. Bates på fri fod igen.

Robert Albert Bloch (5. april 1917 – 23. september 23 1994)

Robert Albert Bloch (5. april 1917 – 23. september 23 1994)

Norman flygter ud i natten, og han fortoner sig få kapitler senere ud af handlingen, indtil Bates ikke længere er andet end et fantom, som spøger mellem linjerne. Bloch tager os således et helt andet sted hen. Bates’ flugt falder sammen med, at et ublu filmselskab vil filmatisere Bates’ drab som gyserfilm. Der har været forhandlinger om historien, og optagelserne er på nippet til at begynde, da flugten sker. Men hvad betyder flugten for produktionen? Dr. Adam Claiborne, psykiateren der behandlede Bates, tøver ikke med at sætte efter sin forsvundne patient, fordi politiet hurtigt bliver overbeviste om, at morderen er omkommet i en bilulykke. Det tror psykiateren imidlertid ikke på, og han sætter derfor kurs mod Hollywood, hvor han mener, at Bates vil slå til for at rense sit navn.

Det er dermed i Hollywood, at den egentlige historie udspiller sig. Noget er da også ruskravende galt på filmsettet, hvor Bates’ mord genopføres for rullende kamera. Mystiske hændelser sker løbende, og snart bliver der også begået mord. Spørgsmålet er dog, om Bates rent faktisk er kommet til Hollywood eller om der er en anden, som har påtaget sig hans rolle?

Hardcover, Whispers Press 1982. romanens 1. udg. Et ganske, ganske fint omslag

Hardcover, Whispers Press 1982. romanens 1. udg. Et ganske, ganske fint omslag

Psycho II er, som sagt, først og fremmest Robert Blochs arrige angreb på det Hollywood, der til en vis grad har betalt hans løn gennem mange år. Bogen er fyldt med fagmandens indsigter i forhold til filmproduktion, og navnlig forholdet mellem instruktør, producent og manuskriptforfatter bliver udpenslet i en grad, der grænser til det pinagtige. Og netop pinagtig er et springende punkt. Blochs kritik kammer over, og romanen bliver en gumpetung, personlig vendetta, der efterlader historien om Normans arv som en tynd kop the, der nærmest fremstår som en ondskabsfuld vittighed fra Blochs side. Han dingler nemlig løftet om blod og vold foran læseren ved at trække sin gamle litterære kronjuvel op ad hatten, men i stedet for at levere det læseren håber, tager han os alle i søndagsskole og smækker os over fingeren, fordi vi håbede at høre om Norman i aktion igen.

Resultatet er en tåkrummende, moraliserende bog, hvor filmholdets enkelte medlemmer fremstilets som karikaturer eller klichéer, der synes Bloch ganske uværdig. Naturligvis er instruktøren en svedig, seksuelt forstyrret italiener, producenten en skrupelløs pengemand, den smukke starlette villig til at kneppe sig til en karriere, den mandlige hovedrolle er skabsbøsse og sådan fortsætter det hele vejen igennem. Blochs galde kender ikke nogen grænser.

Paperback, Warner Books 1982

Paperback, Warner Books 1982

Og fordi han et eller andet sted har taget sit afsæt i den oprindelig Psycho-roman, klinger Bates seksuelle traumer med ind over handlingen i seriens andet bind, hvor førnævnte karikaturer konstant væves ind i seksuelt ladede beskrivelser, der skal understrege, hvor perverteret hele Hollywood-maskinen er. Stedvist bliver det ganske ufrivilligt komisk. Som da morderen i afmagt dræber en kattekilling og Dr. Claiborne efterfølgende skal forklare drabet:

’Think for a moment.’ Claiborne’s voice deepened. ’The synonym for kitten is pussy. That’s why it was killed, because that’s what the killer really wanted to do. He stabbed her pussy.’ (s. 252)

Hardcover, Robert Hale 1986

Hardcover, Robert Hale 1986

Jeps, kniven stikkes ind i den stakkels pussy(!). Det er ikke Blochs stjernestund, og hele bogen er faktisk et arbejde, som han burde have ladet ligge i skrivebordsskuffen. Psycho II er i dag et kuriosum og et stærkt personligt værk, som muligvis fører os tæt ind på livet af Blochs syn på underholdningsbranchen, men som litterær præstation er det en sørgelig udgivelse. Og det bliver ikke mere sørgeligt af, at Bloch ikke fandt sig for god til at lukrere på sit store mesterværk fra ´59 for at få sine tirader ud til så mange læsere som muligt. Psycho II er en limpind, som mangt en gyserfan, mig selv inklusiv, er hoppet på, men heldigvis ryster man den let af sig igen.

 

Paperback, Tor 1989

Paperback, Tor 1989

 

Paperback, ibooks  2003

Paperback, ibooks 2003

 

 

 

5 kommentarer

Filed under Roman

Nick O’Donohoe, Too, Too Solid Flesh (1989): Menneskemaskinens eksistentielle angst

Paperback, TSR 1989. Den tamme forside er skabt af TSR-veteranen Jeff Easley

Paperback, TSR 1989. Den tamme forside er skabt af TSR-veteranen Jeff Easley

Det kan være svært at tro i dag, men rollespilsfirmaet TSR forsøgte faktisk, da de var på toppen af deres kommercielle succes, at udsende skønlitteratur, der ikke udspiller sig i en af firmaets spilverdener. En af de mest interessante bøger i den sammenhæng er Nick O’Donohoes nærfremtidsroman Too, Too Solid Flesh fra 1989. Jeg tager hatten af for TSR, fordi deres forlagsvirksomhed fandt plads til en bog af den type. Romanen er skæv og krævende uden at være rettet specifikt mod det rollespillende publikum.

Faktisk viser Too, Too Solid Flesh, at TSR havde overskud til og ambitioner om at nå ud over spilmiljøet. Bogen rækker bredt armen frem mod et SF-interesseret publikum og forsøger måske endda at nå helt ud til læsere, der ikke nødvendigvis er synderligt begejstrede for genrelitteratur. Bogen er i hvert fald et vidnesbyrd om et forlag, der turde satse.

Paperback, TSR 1989

Paperback, TSR 1989

Man må ikke være blind for, at TSRs enorme succes med Margaret Weis’ og Tracy Hickmans Dragonlance-serie, hvis første bind så dagens lys i 1984, skabte et økonomisk råderum, der gjorde det muligt for forlaget at udsende smallere titler. Desværre gik TSR først i 90’erne hårde tider i møde, og de litterære eksperimenter forsvandt hurtigt fra forlaget. I stedet fokuserede man snusfornuftigt på fladpandet bestsellermateriale, der trak direkte på selskabets spilmateriale. Sammenligner man eksempelvis en gennemført pauver roman som R. A. Salvatores Homeland fra 1990 med O’Donohoes Too, Too Solid Flesh, bliver det pinagtigt illustreret, hvordan TSRs redningsplanker kom til at se ud. Fra 1990 og frem var det næsten kun småinfantil fantasy, som selskabet udsendte i store mængder, og ganske overraskende lappede læserne det i sig.

Desværre er TSRs udvikling ikke unik. Spilfirmaer som Games Workshop og White Wolf benyttede ligeledes deres kommercielle succes til at udsende spændende og tankevækkende litteratur, men i det øjeblik salgstallene begyndte at dale, vendte selskaberne sig mod fiktion baseret på deres egne spilprodukter og ikke mindst baseret på spillenes præmisser. Derved blev al kreativiteten og originaliteten suget ud af værkerne og efterlod deres bøger som knap nævneværdig dum fanboy-fiktion.

Paperback, TSR 1984

Paperback, TSR 1984

Hvad er Too, Too solid Flesh så for en roman?  Historien tager os, som sagt, til en nær fremtid og udspiller sig i et dystert New York, der emmer af koldkrigsstemning, atomkrigsgru og cyberpunk. Her, midt i al dystopien, finder man et lille teater nær Broadway, der har specialiseret sig i Shakespeares Hamlet. Det særlige er, at hele skuespilstruppen er andrioder, altså kunstigt skabte mennesker. Androiderne ligner stort set mennesker i et og alt, men de er skabt til at spille og være som deres rolle i stykket. Det har naturligvis afgørende betydning i forhold til deres livssyn og ageren i verden.

Historien begynder da den tekniker, der har det overordnede ansvar for andrioderne, bliver fundet død på teateret. Umiddelbart bliver dødsfaldet betragtet som en ulykke, men noget kunne tyde på et mord. Derfor bliver der hyret en opdager, der må gå undercover som android på teateret og forsøge at komme til bunds i sagen.

Paperback, TSR 1990

Paperback, TSR 1990

Opdageren får rollen som Horatio og kaldes ikke andet igennem hele romanen. Nu vil de fleste sikkert vide, at Horatio er Hamlets bedste ven og fortrolige. Det betyder naturligvis også, at han bliver venner med androiden Hamlet på teateret. Hamlet blander sig hurtigt i opklaringsarbejdet, fordi han opfatter mordet på teknikeren som mordet på sin far.

Dermed er der også åbnet for den komplicerede dobbelte handling, der på den ene side gentager teaterstykket Hamlets historie, og på den anden side udfolder en mordgåde, hvis eksistentielle problemstillinger hentes i stykkets temaer. Et væsentligt omdrejningspunkt er selvfølgelig, at teaterets androider ikke kan gøre andet end at agere og gentage skuespillets mønstre. De er skabt til at tænke og handle som stykkets roller. Mordet er imidlertid en form for intervention ind i teaterets orden, der pludselig lader stykkets blodige fortælling finde vej ud i virkeligheden.

Paperback,  Paperjacks 1986. En af O'Donohoes bøger før Too, Too Solid Flesh

Paperback, Paperjacks 1986. En af O’Donohoes bøger før Too, Too Solid Flesh

Too, Too Solid Flesh diskuterer spørgsmål om ansvar og personlig frihed, og gør det gennem den moderne, dystre reception af Hamlet-figuren. Den sortseende prins med de morbidt melankolske monologer får tilmed lov til at sætte ord på flere af de etiske temaer, der har optaget filosoffer siden Anden Verdenskrig. Det, der med andre ord står i centrum for handlingen, er spørgsmålet om menneskets værdighed.  Menschenwürde, som det kaldes i den tyske etiske filosofi, der har haft dominerende betydning på feltet, bliver aktualiseret gennem androiderne og den brug-og-smid-væk-mentalitet, som teaterets ejere udviser i forhold til deres kunstige skuespillere. Det er skrap etisk kost, som Nick O’Donohoe tumler med.

Tematisk er Too, Too Solid Flesh spændende, og formen er udfordrende og fascinerende, men helheden er desværre ikke specielt vellykket. Sprogligt er bogen kluntet og dialogen ulykkeligt kunstlet. Det skyldes delvist, at den læner sig op ad Hamlet-stykkets ordunivers, men også fordi O’Donohoe har vanskeligt ved at formidle sine dialoger. Teksten føles mest af alt som et teaterstykke med angivelse af roller, replikker og scenebeskrivelser. Det kan der være en pointe i, men havde det været tiltænkt, burde skridtet være blevet taget fuldt ud. I den form det har nu, bliver det tungt og ubehjælpeligt.

Det samme gælder selve mordmysteriet og dets opklaring. Handlingen har tydeligvis ikke interesseret O’Donohoe meget. Han har arbejdet med monologerne og karakterernes eksistentielle overvejelser, mens selve mordmysteriet kun er et alibi, der skal holde sammen på det hele. Og fordi mordmysterier aldrig får lov at komme i forgrunden, bliver opklaringsarbejdet tilfældigt og ligegyldigt. Alt løses med computere, og man kan undre sig over, hvorfor der i det hele taget har været brug for at få en opdager sneget ind på teateret.

Paperback, Ace Books 1994. Endnu en O'Donohoe-titel

Paperback, Ace Books 1994. Endnu en O’Donohoe-titel

For en god ordens skyld må jeg dog nævne, at der stedvist er fine beskrivelser i bogen. Eksempelvis de herlige antropomorfe væsner, som Horatio og Hamlet bliver konfronteret med eller alt det mildest talt bizarre bohave, der står i newyorkernes hjem. Jeg synes især idéen om den levende seng med kød og hud, der altid har kropstemperatur, er modbydeligt fascinerende.

Trods velartikulerede moralske problemstillinger og stedvist kreative idéer har Too, Too Solid Flesh ikke ret meget at byde på som roman. Ikke desto mindre er den et vidnesbyrd om et overskud hos TSR, der kunne udmøntes i noget anderledes og grænsesøgende. Det er en skam, at de ikke fortsatte i det spor. Trods romanens svagheder fortjener forlaget en præmie for at have gjort et forsøg på at flytte deres fiktion et andet sted hen. Den er et udtryk for alt det, som TSRs skønlitterære gren kunne være blevet til. Tænk over det, hvis du render ind i Nick O’Donohoes debutroman i en rodekasse et sted.

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Paul Gallico, Too Many Ghosts (1959): Hvem hjemsøger hvem?

Paperback, Cardinal Edition 1961, Ukendt forsideillustrator

Paperback, Cardinal Edition 1961, Ukendt forsideillustrator

Too Many Ghosts fra 1959 er skrevet af den i dag mere eller mindre glemte Paul Gallico; en bestseller-forfatter med storhedstid i 50’erne og 60’erne. Som forfatter bevægede Gallico sig mest i de lettere genrer med en smag for humor, romancer og spænding. Det gjorde ham naturligvis til oplagt Hollywood-materiale. Flere af hans bøger blev filmatiseret, og han vil måske i dag bedst blive husket som manden, der skrev The Poseidon Adventure (1969) – bogen bag filmen med samme navn.

Gallicos romaner er skrevet med sans for timing og drama. Gennem firkantede, letgenkendelige arketyper får han fortalt hurtigt læste historier, der hverken brillerer ved deres psykologiske indsigter eller originalitet. I stedet satser han på tempo, humor og esprit. Man kan måske indkredse karakteristikken af Gallicos virke nærmere ved at sige, at han havde en udpræget næse for genretroper. Det udnyttede han i vid udstrækning, i det han kastede sig over en bred vifte genrer og gav publikum præcis det, de forventede. Too Many Ghosts er ingen undtagelse.

Paperback, Cardinal Edition 1961

Paperback, Cardinal Edition 1961

Her tager Gallico nemlig to klassiske engelske genrer under kærlig behandling – den victorianske spøgelsestradition og den folkekære whodunnit-roman. Begge dele er gjort med et øje for detaljen, der viser, at Gallico absolut kender genrernes forbilleder. Det er ganske tydeligt, at Arthur Conan Doyle, M. R. James og Agatha Christie har stået model til bogen, hvortil Gallico så føjer sit vanlige humoristiske twist.

Hovedpersonen er den unge spøgelsesjæger Alexander Hero, der har specialiseret sig i at afsløre paranormale svindelnumre. Han giver sig ikke ud for selv at være spiritist eller noget andet i den retning. Faktisk indrømmer Hero, at han aldrig har set et bevis for det overnaturliges eksistens. Ikke desto mindre er det præcis håbet om et liv efter døden, der driver Heroes arbejde. Et håb der næres af mindet om en god vens tragiske drukneulykke tilbage i studietiden.

Paul William Gallico (26. juli 1897 – 15. juli 1976)

Paul William Gallico (26. juli 1897 – 15. juli 1976)

Hero bliver kaldt til Paradine i East Walsham, hvor der er begyndt at ske sære ting. Det gamle landsted er blevet omdannet til hotel og retræte for udvalgte inviterede, og gæsterne oplever pludselig mystiske hændelser i det gamle hus. Poltergeister hjemsøger værelserne og slynger om sig med det fine bohave, mens en harpe spiller af sig selv efter midnat og en mystisk nonne sniger sig omkring i gangene. Alt sammen noget der skræmmer gæsterne fra vid og sans, ikke mindst fordi nonnen overfalder en ung amerikansk dame, mens hun ligger i sengen om natten.

Det hele bliver ikke mindre ildevarslende af, at både harpen og nonnen indgår i en sagnkreds om herregården, hvor det fortælles, at Paradine-slægten går onde tider i møde, når huset hjemsøges af førnævnte. Angsten for at miste sine kunder og udløse en skandale får Lord Paradine til at hyre Alexander Hero, der straks går i gang med opgaven.

Hardcover, Doubleday 1959. Bogens 1. udg.

Hardcover, Doubleday 1959. Bogens 1. udg.

Som den mesterdetektiv han er, begynder den kække, unge mand at snuse omkring og snakke med herregårdens beboere en efter en. Vi introduceres til whodunnit-genrens vanlige arketyper – militærmanden, præsten, gammeljomfruen og den ulykkeligt gifte kone samt flere andre, der alle som en har motiver for had og skjulte kærligheder. Det tager da heller ikke Hero ret lang tid at konkludere, at der er ”too many ghosts” på herregården. Der kan ikke kun være tale om én hjemsøgelse, men flere fænomener der løber sammen.

Med det på plads begynder han, spøgelse for spøgelse, at punktere løgnene og afdække de små forræderiske skandaler, der gemmer sig under den forlorne stemning af kammeratligt venskab blandt herregårdens gæster. For hver hjemsøgelse der afsløres som fup, mindskes chancerne for en ægte hjemsøgelse, men Gallico holder os hen i spænding, for findes der måske et ægte spøgelse blandt de mange falske?

Hardcover, Michael Joseph 1961. 1. engelske udg.

Hardcover, Michael Joseph 1961. 1. engelske udg.

Too Many Ghosts er en veloplagt lille gyserkrimi med et kraftigt islæt af romantisk drama. For det kan godt være, at der er alt for mange spøgelser i Heroes liv, men for hvert spøgelse er der også mindst en ung dame, der begærer hans skarpe hjerne og flotte fremtoning. En tung skæbne at bære, der ikke gør arbejdet lettere for spøgelsesjægeren, når han både skal holde udkig efter gespenster og jaloux ægtemænd.

Som roman betragtet er Too Many Ghosts for tyndbenet og snakkende for min smag. Samtidig er den, trods den pulpede atmosfære, ikke helt vild eller flamboyant nok til at få point på den konto. Som generestudie er den imidlertid ikke helt uinteressant. Den viser på den ene side, hvor relativt let det er at skabe et stykke rendyrket genrelitteratur, blot man overholder de af læseren forventede konventioner. Omvendt viser bogen også, at konventionerne ganske hurtigt bliver hule og ligegyldige, til trods for at man mestrer dem til punkt og prikke. Det gør Gallico nemlig, men måske fordi han forholder sig til sit genrevalg i en lettere ironisk tone, slår det bunden ud af hjemsøgelsernes troværdighed. Og når han samtidig ikke føjer noget nyt til skabelonen, bliver det hele lidt for mekanisk.

Paperbck, Pan Books 1966

Paperback, Pan Books 1966 – Fantastisk forside, ikke!

Til det kan man så også føje, at Paul Gallico var amerikaner og bogen udspiller sig i England blandt englændere. Han forsøger dermed at gå linen ud og skabe et stykke britisk fiktion. Resultatet er en bog, der nærmest er mere engelsk, end en englænder ville skrive den. Doyle, James og Christie bliver alle plagieret i en sådan grad, at det begynder at ligne en karikatur. Vel at mærke en kærlig karikatur, men ikke desto mindre en karikatur. Det skaber ikke de bedste forudsætninger for hverken gys eller spænding, hvilket vel egentlig er Gallicos væsentligste ambition med bogen.

I sidste ende er Too Many Ghosts et solidt stykke håndværk fra en rutineret forfatter. Det eneste problem er, at han ikke formår at udnytte sit generevalg til fulde. Der er noget halvhjertet over bogen, der får den til at virke lidt uforløst og irriterende. Man kan jo så håbe, at Gallico fik lejlighed til at udnytte spøgelsesfortællingen lidt bedre i romanens fortsættelse. Hero vender nemlig tilbage i The Hand of Mary Constable (1964), men der har jeg ikke umiddelbart tænkt at følge ham hen. Én dans med Hero må være nok – i hvert fald for nu.

Paperback, International Polygonics 1988

Paperback, International Polygonics 1988

Hardcover, Chivers North 1989

Hardcover, Chivers North 1989

Skriv en kommentar

Filed under Roman