Tag Archives: William Peter Blatty

William Peter Blatty, Legion (1983): Propaganda fide

Paperback, Fontana 1984.  Den stemningsfulde forsides skaber er desværre ikke oplyst

Paperback, Fontana 1984. Den stemningsfulde forsides skaber er desværre ikke oplyst

Peter Blatty udgav The Exorcist i ’71, og bogen blev en kæmpe bestseller; først ved egen kraft, senere hjulpet af bogens filmatisering. Det var imidlertid ikke åbenlyst, at bogen skulle få en fortsættelse, men naturligvis måtte der følges op på succesen. Blatty har senere indrømmet, at han havde svært ved at finde på en passende to’er, men i ’83 kunne han udsende den længe ventede efterfølger, der fik den ildevarslende titel Legion.

Forfængelighed og profit er helt sikkert blandt grundende til, at Legion blev skrevet, men det lykkedes Blatty at undgå en banalisering af sit romanunivers ved at holde sit fokus på budskabet og faktisk ikke give publikum det, de sikkert håbede på: en endnu mere spektakulær besættelseshistorie. I stedet fulgte Blatty den sti, som William Hjortsberg og Thomas Harris havde trådt et par år forinden og fusionerede gyset med den hårdkogte krimi.

Paperback, Fontana 1984

Paperback, Fontana 1984

Legion åbner omtrent 12 år efter handlingen i The Exorcist og begynder ganske ubehageligt. Vi kommer med ind på et gerningssted, hvor et avisbud – en ung dreng – er blevet brutalt myrdet. Betjenten på stedet er ingen andre end opdageren Kinderman, som de fleste sikkert kan huske fra første bog. Ikke alene er drabet uhyrligt, men det har også bekymrende ligheder med de drab, som seriemorderen ”The Gemini Killer” begik omkring 1970. Kinderman havde ansvaret for opklaringen af Gemini-dræberens mord, og Kinderman var med, da morderen styrtede i døden under en politijagt. Sagen er nu den, at den måde drabet er begået på har de karakteristiska, der kendetegnede Gemini-dræbereens værk. Kendetegn, der vel at mærke aldrig blev kendt i offentligheden. Kinderman må derfor spørge sig selv, om seriemorderen mon stadig lever, om det er en efterfølger, der kendte hans metode eller om det er et rent tilfælde?

Kinderman får ikke lang tid til at spekulere over sagen, for snart begås flere mord, der alle har seriemorderens aftryk. Spor, der sender Kinderman i retning af en afdeling for demente og stærkt hjerneskadede patienter, og gradvist står det klart for betjenten, at det enten må være en af de ansatte eller en undsluppen patient, der står bag de nye drab. Sagen tager en drastisk vending, da den mystiske patient ”Tommy Sunlight” pludselig vågner af sin tolvårige katatoniske tilstand og forlanger at tale med Kinderman. Det hr. Sunshine fortæller, ryster betjenten i sin grundvold. Sunshine forklarer nemlig, at han er Damien Karras – den ene af præsterne fra første roman – og tilmed også, at han er Gemini-dræberen.

William Peter Blatty (født 7. januar 1928)

William Peter Blatty (født 7. januar 1928)

Legion trækker på første romans persongalleri, men strengt taget er bøgerne kun perifært sammenknyttet. Ikke desto mindre er de tydeligt beslægtede, ikke så meget i handling, som i det tematiske indhold. Blatty tager således igen livtag med tunge, teologiske grundtematikker i Legion og rejser spørgsmål om, hvad ondskab er og hvordan Gud kan erkendes i en verden, der synes både grusom og vilkårlig? Og navnlig problemstillingen om den frie viljes betydning og personligt ansvar klinger stærkt med, da en stor del af handlingen udspiller sig mellem hjerneskadede patienter, der bliver et potent billede på det viljeløse menneske.

Der kan ikke være nogen tvivl om, at Legion er en grum, grum bog. Drabene er både groteske og udspekulerede, præcis som vi kender det fra seriemordergenren. Men Legion er mere end bare en dyster krimi, den har en metafysisk dimension, takket være den mystiske Sunshine. For meget tyder på, at Sunshine rent faktisk er besat af samme dæmon, der besatte stakkels Regan i M Street. Og præcis som i The Exorcist, bruger Blatty brutaliteten og gruen som vej ind i fundamentale spørgsmål, der bedst kan karakteriseres som noget af sjælesørgerisk natur.

Hardcover, Simon & Schuster 1984. Romanens 1. udg.

Hardcover, Simon & Schuster 1984. Romanens 1. udg.

Kinderman spørger i bogen, hvordan kan Gud tillade ondskab i verden. Svaret falder først til sidst, hvor Blatty samler trådene og lægger sin teologi frem. Ondskaben er nemlig ikke noget, der tilstøder mennesket udefra. Det er ikke nogen ond djævel eller satanisk korruption, der driver smerte og pine frem. Ondskaben – eller Djævlen om man vil – er selve menneskeheden. Det er menneskene, der er de faldne, ulydige djævle, der nu lever i udlændighed og venter på Guds tilgivelse. Deraf også bogens titel – mit navn er Legion, siger den besatte mand til Jesus i Lukasevangeliet, fordi der var så mange dæmoner eller onde ånder i ham. Men i stedet for at forstå dæmonerne som udefra kommende skabninger, er de hos Blatty sider af menneskets personlighed. I Legion bliver djævlebesættelsen altså en form for metaforisk klarsyn, der afdækker vores sande natur. Og hvordan kan de syndige mennesker så erkende Gud? Det sker kun momentant eller glimtvis igennem umiddelbar næstekærlighed og eller skønhed, som da Kinderman ser solopgangen og et øjeblik fyldes af ro:

”… he [Kinderman] wondered whether God was alien and cruel; but then he remembered Beethoven and the dappling of things and the lark and ‘Hurrah for Karamazov’ and kindness. He stared at the sun coming up behind the Capitol, streaking the Potomac with orange light; and then down at the outrage, the horror at his feet. Something had gone wrong between man and his creator and the evidence was here on this boathouse dock.” (s. 1)

Paperback, Pocket Books 1984. Man kan kun elske en tjubang-forside som denne

Paperback, Pocket Books 1984. Man kan kun elske en tjubang-forside som denne

Selvom der er noget hjemmestrikket over Blattys teologiske univers, lader hans jesuitiske baggrund sig ikke fornægte, og Legion er en gennemført kristen roman med et kristent budskab. Men Blatty prædiker (næsten) ikke, i stedet tager han den fortvivledes parti og bruger Kinderman som talerør for alle, der ser på verden og gribes af tvivl på meningen med det hele.

Legion er ikke samme mesterværk som forgængeren, men Blattys pen flyder formbevidst og let, og hans koncepter er fascinerende. Det samme er hans sans for timing, for selvom Kindermans evige monolog kan blive lidt enerverende i længden, formår Blatty at indlemme så mange dystre intermezzoer, at man næsten glemmer det fromme ærinde bag teksten. Men også kun næsten, for Blatty vil sikre sig, at vi forstår hans budskab. Budskabet er, at der er håb derude – og håbet ligger i selve håbet. Uanset hvor sort det hele bliver, er håbet om forsoning menneskets redning.

Paperback, Pocket Books 1990

Paperback, Pocket Books 1990

Blattys to værker om besættelse og tro er egenartede, fascinerende størrelser, der med deres mærkværdige blanding af sataniske referencer, bestsellerplots og tunge, religiøse budskaber ikke ligner noget andet. Legion er præcis lige så sofistikeret som sin forgænger, om end krimiplottet gør den en anelse mindre spektakulær og måske også noget mere ordinær. Men man kan dårligt sammenligne Blattys romaner med noget andet i gysergenren, og værkernes unikke status kan derfor ikke betvivles.

Jeg sætter stor pris på Blatty, ikke fordi jeg deler hans religiøse verdenssyn, men fordi han har et projekt med sin litteratur, og fordi han viser de muligheder, der ligger i genrelitteraturen, hvis man blot investerer en smule omtanke i indholdet og har større ambitioner end blot at underholde med skræk og gru.

Paperback, Tor 2011. Suk, mere kedelig kan en forside næsten ikke blive

Paperback, Tor 2011. Suk, mere kedelig kan en forside næsten ikke blive

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Faces of Fear: Encounters with the Creators of Modern Horror, red. Douglas E. Winter (1985): Toppen af 80’er-poppen

Paperback, Pan Books 1990

Paperback, Pan Books 1990

Alle, der interesserer sig mere indgående for nyere horrorfiktion, har formentlig stiftet bekendtskab med Douglas E. Winter. Ikke alene var han den første, der skrev en Stephen King-biografi, han var også en af de vigtigste anmeldere og kritikere af skrækfiktion i 80’erne. Tilmed skrev han selv skønlitteratur, men den del træder afgjort i baggrunden for Winters rolle som redaktør – en funktion han tidligere har optrådt under her på bloggen, med antologien Prime Evil.

Winter var og er ikke professionel litterat, men i løbet af 80’ernes første halvdel arbejdede han efter endt arbejdstid på stof til en interviewbog med tidens helt store forfatternavne. Bogen var derfor længe undervejs, men da Winter udsendte Faces of Fear i ’85, var det et monument over tidens sprudlende gyserscene. Winters bog er afgjort del af en særlig zeitgeist, som set retrospektivt var noget ganske særligt. Skræklitteratur har i hvert fald aldrig siden opnået samme popularitet. Og stemningen af, at horror er der, hvor det sker, kan afgjort mærkes i bogens interviews. Der er selvbevidsthed og autoritet bag de interviewede forfattere, som ikke føler, at de skal undskylde for noget. Hverken deres stil eller genrevalg.

Paperback, Pan Books 1990

Paperback, Pan Books 1990

Bogen åbner med Robert Bloch og lukker med Stephen King. Dermed har Winter sluttet ringen ganske flot. Mellem giganterne finder vi navne som Ramsey Campbell, Peter Blatty, Clive Barker, Whitley Striber, TED Klein, Michael McDowell og flere andre. Den eneste kvinde er den bizarre V. C. Andrews – damen bag den nygotiske klassiker Flowers in the Attic (1979), som må regnes blandt genres absolut største bestsellere.

Douglas Winter er amerikaner, og det kan ikke fornægtes i bogens perspektiv. Selvom Winter stort set har redigeret sig selv ud af alle samtalerne, så hvert interview kommer til at fremstå som en løs monolog fra forfatterens side, går flere punkter igen. Opvækst og skolegang, syn på det at skrive og religion. Navnlig det sidste spørgsmål er en smule sært med danske øjne, fordi det ikke har nogen synderlig konsekvens for de enkelte forfatteres genrevalg eller stil. Trods dette insisterer Winter åbenbart på at få det med.

Douglas E. Winter (født 30. oktober 1950)

Douglas E. Winter (født 30. oktober 1950)

Bogen leverer imidlertid et unikt blik ind i meget forskellige tilgange til skrivearbejdet og skrækfiktion. Genrens nestor Robert Bloch kan mindes de gamle pulpdage og beklage genrens forfald. Synspunkter han luftede igen og igen i sine senere år, og noget du kan finde omtalt i de indlæg om Psycho-serien, jeg har skrevet på Fra Sortsand.

Mere interessant er det at notere sig hvor mange af de amerikanske forfattere, der har en eller anden form for indkomst gennem filmindustrien. Ligeledes er det bemærkelsesværdigt, at det et sted nævnes – jeg husker ikke præcis i hvilket interview – at man som helt ukendt horrorforfatter kan forvente at afsætte omkring 2000 eksemplarer af sin bog i USA uden at tjene på sagen. Sammenlignet med danske forhold i dag er 2000 eksemplarer et astronomisk tal, men her i bogen bliver det regnet som bagatel, der knap er ulejligheden værd. Den slags små glimt af bogbranchens vilkår kommer der flere af, og de er ganske lærerige, navnlig fordi de sætter vores selvoptagede, hjemlige diskussion om genreudgivelsers salgstal og publikum i relief.

James John Herbert (8. april 1943 – 20. marts 2013)

James John Herbert (8. april 1943 – 20. marts 2013)

Tilgangen til skrivearbejdet er imidlertid mere interessant, fordi det er her, vi kommer ind i maskinrummet og får nogle små kig på det, der driver den enkelte forfatter. Flere skriver horror, fordi det er sjovt, og fordi der er penge i skidtet. James Herbert er et prima eksempel. Winter bruger i dette interview atypisk meget tid på stemningsbeskrivelsen af mødet med Herbert, hvilket uden tvivl skyldes forfatterens ekstravagante livsstil med sportsvogn og luksusvilla. Herbert fremstår da også som en ekstremt selvglad klovn, men det gør ikke samtalen mindre underholdende. Det samme gør et par af de andre, som tydeligvis ikke har for vane at reflektere alt for meget over deres genre og arbejde.

Helt modsat forholder det sig med folk som TED Klein, Clive Barker, Michael McDowell og Peter Blatty, der hver især meget klart sætter ord på deres forhold til genren og flere også for deres angst for at blive stemplet som rene skrækforfattere.

Cleo Virginia Andrews (6. juni 1923 – 19. december 1986)

Cleo Virginia Andrews (6. juni 1923 – 19. december 1986)

Ikke desto mindre er der flere, som meget præcist kan pege på genrens tiltrækningskraft. Ramsey Campbell fortæller om opvæksten med en alvorligt psykisk syg mor – noget, han mener, har haft afgørende betydning for hans syn på verden og litteratur. Clive Barker kan fortælle om en altopslugende interesse for kroppen og alt makabert, mens eksempelvis King understreger, at han bare er en helt almindelig gut, der aldrig har sluppet sine barndomsfascinationer.

Faces of Fear er ikke en af den type bøger, der har skrivetips til forfatterspirer, og den gør os måske heller ikke meget klogere på genren som sådan, men trods det er bogen glødende spændende. I hvert fald for en som mig, der bruger ret meget tid i selvskab med forfatternes bøger. Det er med andre ord fascinerende at læse, hvordan de iscenesætter sig selv over for intervieweren, og hvordan de gerne vil fremstå for omverden. Det føjer et metalag til læsningen af deres bøger, som faktisk kan være ganske interessant at have med.

Michael McEachern McDowell (1. juni 1950 – 27. december 1999)

Michael McEachern McDowell (1. juni 1950 – 27. december 1999)

For mig er det i hvert fald spændende at fornemme de enkelte forfatteres intellektuelle horisont og refleksionsgrundlag for det at skrive. Det er uden tvivl en ganske nørdet ting og formentlig kun noget for de hærdede entusiaster derude, ikke desto mindre er det ganske stimulerende.

Winter præsenterer udvalget af forfattere som toppen af poppen og genrens største navne, men udvalget virker ikke helt overbevisende. Hvorfor er en mand som Graham Masterton ikke med? Hvor er Anne Rice? Burde Koontz ikke have været med i selskabet? Og hvorfor er David Morell med? Det er i hvert fald ikke nødvendigvis de litterære kvaliteter, der ligger til grund for Winters valg. Snarest er der tale om en blanding af hans personlige præferencer og tilfældige kontakter. I sidste ende er udvalget måske også mindre relevant, fordi bogen kommer omkring alt fra tanketom, romantisk gotik (V. C. Andrews) til subtilt gru af den fineste slags (Michael McDowell).

Ramsey Campbell (født 4. januar 1946)

Ramsey Campbell (født 4. januar 1946)

For den retrobevidste gyserlæser er Faces of Fear en fest. En tankevækkende, stedvist tåkrummende (Ja James Herbert, det er dig vi taler om), stedvist rørende beretning. Om ikke andet, er bogen et fantastisk nedslag i periodens litteratur, dengang gyserforfatterne var superstjerner og et fantastisk sted at starte for den, der gerne vil forstå 80’ernes gys lidt bedre.

Paperback, Berkley Books 1985. Bogens 1. udg.

Paperback, Berkley Books 1985. Bogens 1. udg.

4 kommentarer

Filed under Nonfiktion

William Peter Blatty, The Exorcist (1971): Ingen sympati for Djævlen

Hardcover, Harper & Row 197. Bogens 1. udg. Den ikoniske forside er skabt af Frederick Cantor

Hardcover, Harper & Row 1971. Bogens 1. udg. Den ikoniske forside er skabt af Frederick Cantor

På en liste over de mest indflydelsesrige horrorromaner vil man helt sikkert kunne finde William Peter Blattys The Exorcist fra 1971. Som med Blochs Psycho (1959) har romanens filmatisering utvivlsomt gjort sit til at udødeliggøre værket. Filmen er jo nok i virkeligheden bedre kendt end bogen i dag, men man må ikke glemme, at Blattys roman gik rent ind hos læserne i ’71. Bogen blev en kæmpe, kæmpe bestseller, der øjensynligt talte til noget i samtiden.

Satan var da også afgjort blevet et populært tema i slutningen af 60’erne – navnlig efter Levins Rosemary’s Baby (1967) havde gået sin sejrsgang. Dæmoni, okkultisme og troldtøj blev mainstream-underholdning og spillede i den grad på tidens spiritualitet og jagt efter åndlige erkendelser. Men hvor hovedparten af romanerne om djævledyrkelse holdt selve emnet ude i en armslængde og nøjedes med at skildre fænomenet igennem vage, stereotype forestillinger, gik Blatty en anden vej. William Peter Blatty gik nemlig til sagens teologiske kerne og udstillede selve livtaget med det diabolske.

Hardcover, Harper & Row 1971

Hardcover, Harper & Row 1971

Nu er det nok næppe nødvendigt, men for en god ordens skyld bør jeg nok lige nævne lidt om handlingen, før jeg går videre. Skuespilleren Chris MacNeil bor midlertidigt med sin datter og tjenestefolk i Georgetown, Washington, hvor hun skal indspille nogle scener. Chris er optaget af sit arbejde og bemærker derfor ikke, at hendes 12-årige datter Regan begynder at ændre sig. Samtidig sker der mystiske ting i huset, som de har lejet. Ting der nærmest antyder, at det spøger.

Regan bliver mere og mere syg. Hun er sengeliggende, og lægerne kan ikke finde ud af, om det er en fysisk eller psykisk lidelse, de er oppe imod. At der er noget galt, kan der imidlertid ikke være nogen tvivl om. Lille Regan bander og svovler, vrider sig og laver mere eller mindre umulige krumspring, der skræmmer husets beboere fra vid og sans.

Paperback, Corgi Books 1972

Paperback, Corgi Books 1972

Til sidst må lægerne give op, og en foreslår, nærmest ud af afmagt, om ikke Chris kunne tage kontakt til en præst. Som ateist tror hun ikke sine egne ører, da det bliver foreslået. At hendes datter skulle være blevet besat, er en absurd tanke. Desperat som hun er, ender Chris imidlertid med at tage kontakt til jesuitten Pater Damien Karras. Chris vil have, at han skal foretage en eller anden form for djævleuddrivelse på Regan, hvilket Karras forholder sig ganske kritisk overfor. Han indvilliger dog i at se Regan og undersøge hende nærmere.

William Peter Blatty (født 7. januar 1928)

William Peter Blatty (født 7. januar 1928)

Undersøgelsens resultat skræmmer ham fra vid og sans, fordi Karras må sande, at han rent faktisk tror, at den lille pige er besat af en djævel. En chokerende erkendelse, der ryster præstens moderne teologiske grundvold. Da Karras ikke kan foretage eksorcismen selv, må han have hjælp. Den finder han hos Pater Merrin. En ærværdig veteran, der har udført flere djævleuddrivelser i Afrika, hvor han har tilbragt mange år. Dermed er banen kridtet op. Kampen skal stå mellem de to jesuitpræster og dæmonen, der har besat stakkels Regan.

Paperback, Bantam Books 1972

Paperback, Bantam Books 1972

Egentlig er handlingen i Blattys roman rørende enkel og ligefrem. Eller sagt på en anden måde, der sker faktisk ikke specielt meget i bogen. I stedet bruger Blatty pladsen på at skildre situationens udvikling med en sympatisk langsommelighed, der side for side lægger nye lag af intensitet til stemningen. Grundtonen er en følelse af afmagt og væmmelse. Blatty spiller også på oplagte chokeffekter og bruger flere steder en for horrorlitteratur typisk stemningsopbygning. Ikke desto mindre bevæger bogen sig konstant væk fra sit gotiske ophav og afsøger i stedet moderne følelser af fremmedgørelse og eksistentiel angst.

Der kan nemlig ikke være nogen tvivl om, at bogens absolut mest vedvarende tone er en depressiv mol. Og intet sted kommer denne følelse så stærkt til udtryk som i skildringerne af Karras’ sjælekvaler. Noget der måske tydeligst og mest virkningsfuldt bliver skildret, da han i slutningen af Kapitel 2 fejrer messen. Han oplever her, at han under nadveren kalder ud i et mørkt intet. Ingen hører ham, og ritualet er en tom, meningsløs handling. Karras tvinger sig selv til at slå den tanke ud af hovedet, men tvivlen bliver ved med at nage ham.

Paperback, Corgi Books 1973

Paperback, Corgi Books 1973

Dermed er vi også inde ved det egentlige omdrejningspunkt i bogen. The Exorcist handler nemlig om tro. Den stiller det enkle spørgsmål, hvordan man kan tro på Guds eksistens i en verden, hvor der tilsyneladende ikke er nogen grænser for ondskaben. Et billede, der sættes på spidsen i romanen gennem den vilkårlige dæmonbesættelse af Regan. Blatty finder svar i sin jesuitiske baggrund og leverer et på mange måder fundamentalt katolsk standpunkt. Svaret ligger nemlig i troen og i troen alene. Der, hvor tvivlen bor, kan djævlen eller mørket flytte ind. Som Blatty indirekte formulerer det, viser Gud sig ikke for mennesket. Han kan måske sanses indirekte, som i den solnedgang Karras beundrer hver aften, men det guddommelige forbliver fundamentalt ugrundeligt og fjernt.

Temaet, som Blatty på den led slår an, er et klassisk problem omkring den såkaldte deus absconditus, altså den skjulte gud, der siden Augustin har været et tilbagevendende tema i vestlige tænkning. Det vil sige den tanke, at Gud er skjult for mennesket og ikke lader sig erkende rationelt.  Det er kun gennem troen, at han kan sanses. Og det er præcis det, der sker i bogen.

Paperback, Bantam Books 1974

Paperback, Bantam Books 1974

Bogens hovedpersoner er alle – på godt og ondt – moderne mennesker, der plages af eksistentiel tvivl og rastløshed. Blatty vil sikkert kalde det et resultat af ateismens fravalg af det metafysiske. De står derfor lammet over for den groteske djævleting, der besætter Regan. Den håner dem, og jo mere dæmonen håner, jo mere tvivler de på det gode. Blattys pointe er ganske velovervejet her. Chris siger selv, at hun har svært ved at tro på en Gud, men Djævlen, ham tror hun helt sikkert på nu, hvor hun har set dæmonen med egne øjne. Uden tro kan hun og de andre hovedpersoner ikke nå frem til Gud. Den synlige djævel derimod bliver håndgribelig og overbevisende, fordi den er blottet og nærværende. Fordi den ikke har skjult sig og fordringsløst åbenbares.

Det er først, da Pater Merrin, skildret med en næsten irriterende sødladenhed, melder sig på banen, at tingene ændrer sig. Merrin har nemlig den tro, de andre indledningsvist mangler, og han forstår dæmonens spil. Han bringer den styrke, der skal til at overvinde besættelsen og hjælper Karras til at føre kampen videre, da han ikke selv kan mere. Og her, ved romanens udgang, får Blatty lov til at komme med endnu et kernekatolsk udspil. Jesuitpræsten åbner sig nemlig for dæmonen (synden) i en fuldbyrdet imitatio christi. Nøjagtigt som Kristus på korset påkalder sig verdens synd og frelser menneskeheden, gør Karras det i samme for Regan. Djævlen lader sig atter narre af det frivillige offer, da Karras lokker ham ind i sig.

Paperback, Bantam Books 1977

Paperback, Bantam Books 1977

Nu kan alt det her lyde vældig fromt, og det er det vel også. Blattys roman hamrer sit katolske budskab ind med syvtommersøm, men han gør det næsten uden, vi bemærker det. Og her ligger nok også kimen til bogens succes. Dens budskaber ligger nemlig i baggrunden og simrer. I forgrunden finder vi besættelsens bulder og bragt. En fantastisk skildring af dæmoni og groteske optrin, som gør romanen ganske umulig at lægge fra sig og elsket af horrorfans. Der bliver med andre ord prædiket for os, men vi opdager det slet ikke, fordi prædikenens virkemidler er forbistret fascinerende. Havde det fromme underlag for historien været i forgrunden, ville de fleste af os sikkert have fundet den ganske ulidelig.

Jeg holder rigtig meget af bogen, som jeg efterhånden har læst et par gange. Den kombinerer en forbilledlig eftertænksomhed med en handling, der kan være svær at slippe. Resultatet kan dårligt blive andet end en bestseller, og jeg vil da også til en hver tid mene, at The Exorcist er en af de genreromaner, som man bør unde sig selv at læse. Det er i hvert fald ikke sidste gange, at jeg har vendt tilbage til huset på M Street.

Paperback, Bantam Books 1984

Paperback, Bantam Books 1984

Paperback, Harper & Row 1994

Paperback, Harper & Row 1994

Paperback, Harper & Row 2011

Paperback, Harper & Row 2011

Hardcover, Harper & Row 2011

Hardcover, Harper & Row 2011

Hardcover, Lonely Road Books 2011. Denne flotte jubilæumsudgave udkom i et ganske lille oplag og var udsolgt allerede inden den kom i handlen

Hardcover, Lonely Road Books 2011. Denne flotte jubilæumsudgave udkom i et ganske lille oplag og var udsolgt allerede inden den kom i handlen

4 kommentarer

Filed under Roman