Tag Archives: Zombier

John Langan, The Wide Carnivorous Sky & Other Monstrous Geographies (2013): Pulp som formeksperiment

Paperback, Hippocampus Press 2013. Det meget fine og stemningsfulde omslag er skabt af Santiago Caruso

En af de slående tendenser i skrækfiktionen efter årtusindskiftet er den forfriskende originalitet, hvormed dele af genreforfatterne genopdager genrens rødder i pulpfiktionen. Det er slående, hvor mange eksperimenterende og nye bud, der findes på de gamle troper, som i den grad synes at stå til genforhandling og nyfortolkning. På den led genfinder man tendenser fra 50’ernes genrefiktion i vores moderne tilgang til pulpfiktionen, hvor navnlig formeksperimenterne igen er blevet et markant fænomen. Læser man forord til antologier som eksempelvis John Langans The Wide Carnivorous Sky & Other Monstrous Geographies fra 2013, er eksperimentet nærmest blevet et stilistisk krav, hvis man stadig skal kunne tage pulptroperne alvorlige.

Netop John Langan er da også i den grad en af de førende fortolkere af skræktroper, og igennem et genreforfatterskab, der går tilbage til begyndelsen af 00’erne, har han markeret sig blandt de stærkeste og mest overraskende stemmer på feltet. Langan ligner umiddelbart mange andre i skrækfiktionens landskab, men modsat introverte skribenter som eksempelvis Laird Barron og Livia Llewellyn, er der en umiddelbar genkendelighed og klarhed over Langans tekster, der gør ham langt lettere tilgængelig end førnævnte.

Hvor Barron og Livia Llewellyn fører en dunkel, lyrisk åre ind i pulplitteraturen, står Langan med et ben i den typiske bestsellerfiktion. Man genkender dermed et aftryk af eksempelvis Stephen King i hans værker, men Langans dybest set intellektuelle stiløvelser er i sidste ende for kolde og beregnende til for alvor at kunne opfattes som sidestykker til King. Langan forklarer da også selv, at han helt bevidst udnytter sin akademiske baggrund som underviser i skrivekunst og engelsk litteratur i sin fiktion. Den litteraturhistoriske og ikke mindst litteraturvidenskabelige reference ligger dermed konstant og taler med i hans tekster som et metalag, der viser, at Langan i høj grad er et produkt af 90’ernes skrækfiktion.

Paperback, Hippocampus Press 2013

Mens Langans udtryk forandrer sig radikalt fra fortælling til fortælling, er der nogle grundlæggende træk, som går igen. Hans varme skildring af sine hovedpersoner, hans forsøg på at indlejre fortællingerne i tydelige, stedsspecifikke miljøer samt ikke mindst en brug af metaforer og vendinger, der trækker helt åbenlyst på skrækgenrens ældste rødder hos eksempelvis Poe.

Alt dette oplever man med al tydelighed i The Wide Carnivorous Sky, der samler noveller fra slutningen af 00’erne og frem til bogens udgivelse, men inkluderer også den ganske lange til bogen skrevne novelle eller kortroman ”Mother of Stone”.

En af samlingens både bedstre og mest sigende fortællinger er ”Technicolor”; en besynderlig metahistorie udformet som en universitetsforelæsning over Poes elskede “The Masque of the Red Death”, hvor novellens forelæser spørger sine elever, hvad de i fortællingen omtalte, skiftende farver betyder. Det fører forelæseren ud i en finurlig leg med Poes til lejligheden opfundne inspirationskilder. Faktisk litterær analyse af Poes novelle blandes elegant og drilsk med værker og elementer digtet af Langan, og mens vi lulles ind i en dybt fascinerende udlægning af den gamle klassiker, går det op for os, at Langan samtidig lader sin forelæser træde i karakter som skurk, der forfører sine studerende og bruger dem som psykisk brændstof i et magisk ritual, der ligner noget inspireret hos Lovecraft.

”Technicolor” er mesterligt udtænkt og mesterligt udført, fordi den lykkes i sin hårfine balancegang mellem åbenlys gækkeri og oprigtig tilegnelse af de dystre, mystiske kvaliteter i Poes historie. Lignende drilsk går Langan til zombiefortællingen som moderne skræktrope. Det sker i ”How the Day Runs Down”, der er skrevet som et teaterstykke, hvor en kirkegårdsgraver fortæller os om livet i en provinsby, der er blevet overendt af levende døde. Novellen er opbygget som en stribe dramatiske dialoger, der iscenesætter zombiernes invasion, og formår gennem sin atypiske fremstilling af genreklichéer at føje en overraskende dynamik til en handling, der dybest set intet originalt rummer.

John Langan (født d. 6. juli 1969)

Man kan da også se, hvordan Langan i The Wide Carnivorous Sky arbejder sig systematisk igennem klassiske skræktroper. Varulvehistorien kommer eksempelvis under behandling i både den selvbiografiske ”The City of the Dog” og i den eksperimenterende ”The Revel”. Den sidst nævnte kan bedst beskrives som et systematisk, kommenteret handlingsreferat, der udlægger spændingskurven og symbolikken bag den typiske varulvehistorie for sine læsere. Igen er det akademikeren Langan, der kommer i spil her, og man genkender formen, som noget Thomas Ligotti allerede udførte sit finurlige essay om at skrive skrækfiktion i ”Professor Nobody’s Little Lectures on Supernatural Horror.

Vi møder også et livtag med seriemoderfortællingen, vampyrfortællingen og Lovecrafts univers i novellesamlingen, og ikke overraskende fortæller Langan selv i efterskriftet, at han helt bevidst forsøger at arbejde sig igennem skrækfiktionens troper for at undersøge, hvordan han kan transformere dem og give dem nyt liv. På den led ligner Langans projekt også Stephen Kings litterære virke, der igennem romanerne trope for trope ligeledes har moderniseret og bearbejdet skrækfiktions typiske motiver til et nutidigt udtryk. Langan gør det imidlertid ud fra et langt mere eksplicit, og ikke mindst akademisk, udgangspunkt.

Langans fiktion er på den led også en interessant videreudvikling af 90’ernes selvbevidste skrækfiktion, som forsøgte meget af det samme, som Langan nu arbejder med. Langans prosa møder vi da også de samme udfordringer i den tydelige brug af metalag. Langans skrækfiktion har altid et element af noget usagt imellem forfatter og læser, der angiver en bevidsthed om selve den genre og læsning af genren, som foregår. Det bliver hurtigt kunstlet, men Langan fejler sjældent, og hans fortællinger er skrevet med så megen kærlighed til skrækgenren, at læseren tilgiver de steder, hvor formeksperimentet overtager indtrykket af teksten og gør den mere til uforpligtende facade end noget lyrisk indtryksfuldt.

Alt dette betyder da også, at John Langan uden tvivl er en væsentlig aktør på skrækfeltet i dag, der både formår at inspirere den kunstneriske gren af genren og han står uden tvivl som kandidat til en dag at ramme rigtigt med et værk, der vil kunne blive en bestseller i stil med Justin Cronins postapokalyptiske værker. Langan har begge sider i sig og balancerer dem så klogt, at hans fiktion aldrig bliver elitær, men heller aldrig mister deres poetiske nerve, og det er jo en sjælden kunst.

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Max Brooks, World War Z. An Oral History of the Zombie War (2006): Kække soldaterhistorier tynd sovs

Paperback, Crown Publishers 2008

Paperback, Crown Publishers 2008

Zombiebølgen, der vel stadig ikke helt er overstået, har noget nær oversvømmet os med rådne, omvandrende lig i stort set alle medier og affødte et utal af variationer over temaet, der rækker fra det parodiske og letbenede til dybt tragiske. Alle burde med andre ord kunne få deres zombie-lyst styret. Midt i al virakken træder enkelte titler frem, som noget særligt på grund af hype og/eller originalitet. En af disse originaler er bestemt Max Brooks’ World War Z fra 2006, der er en selvstændig fortsættelse eller udbygning af det univers, han skabte til den populære The Zombie Survival Guide fra 2003.

Der skal da heller ikke herske nogen tvivl om, at World War Z har fortjent sin stjernestatus i det store zombiemorads, for bogen har et skævt og selvstændigt greb om en genre, der stort set har været en stagneret kliché fra det øjeblik George Romero slap sine omvandrende lig løs i 1968.

Paperback, Crown Publishers 2008

Paperback, Crown Publishers 2008

Det originale ved World War Z er, at den er komponeret som en lang række indsamlede mundtlige beretninger fra overlevende, der har stået de grufulde år med zombie-epidemien igennem. En periode, der kækt er blevet døbt ”World War Z” – altså menneskehedens globale kamp mod de levende døde. Som en anden globetrotter har bogens interviewer rejst rundt og nedfældet beretningerne, der nu i bogform præsenteres kronologisk, således at vi gennem ganske mange forskellige mennesker og stemmer får fortalt historien om krigen.

Ved konstant at skifte sted og fokus får bogen indledningsvist et noget fragmenteret og flimrende udtryk, men langsomt samles trådene, og der opstår fællesnævnere i beretningen, der skaber genkendelse hos læseren og formidler den nødvendige følelse af kontinuitet imellem beretningerne. Titlens henvisning til en verdenskrig skal i øvrigt tages ganske bogstaveligt og ikke som nogen metafor for menneskets kamp som sådan. Bogen er først og fremmest et stykke militærfiktion, til trods for, at der også bliver hørt mange civile stemmer. Det er imidlertid afgjort soldaterne og den militaristiske tone, der gennemsyrer bogen og handlingen. Soldater fortæller om deres missioner, og det er gennem kampen om tilbageerobringen af verden, at vi kommer gennem historien.

Maximillian Michael Brooks (født 22. maj 1972)

Maximillian Michael Brooks (født 22. maj 1972)

Bogens fokus ligger da heller ikke som sådan i den gru, der opstår på grund af zombiernes tilstedeværelse, snarere er de levende døde en næsten anonymiseret, ansigtsløs modstander, som danner bagtæppet for skildringen af den menneskelige konflikt mellem zombiekatastrofens overlevende. Zombierne er med andre ord kun en anledning, ikke den hovedperson, som det ellers ofte gør sig gældende i monsterfiktion. Imidlertid lader Brooks’ greb at være et af de afgørende elementer bag en succesfuld zombie-historie – det kan i hvert fald genfindes i de fleste, mest populære indslag i genren.

Trods de mange stemmer kredser fortællingen om en række specifikke træfninger mellem soldater og zombier og alle slagene, der beskrives, er således eksemplificeret gennem den individuelle soldats personlige beretning. Man kan derfor sige, at Brooks går mikrohistorisk til værks i sin fiktion, hvorigennem han udmaler det store billede for os. Og ved at vende tilbage til de samme begivenheder belyst fra forskellige aktørers perspektiv, skabte Brooks en form for Lieux de mémoire i Pierre Noras forstand, som de overlevendes selvfortælling og nye identitet konstrueres omkring.

Paperback, Gerald Duckworth co. 2007

Paperback, Gerald Duckworth co. 2007

Præcis det fungerer rigtigt godt, og Brooks rammer også en uventet tone, som ganske vist bevarer den paranoide grundstemning, vi kender så godt fra genren, men samtidig flytter han sig bort fra de efterhånden ganske fortærskede fortællinger om nogle få overlevende, der desperat må kæmpe sig vej gennem det ødelagte samfund i jagten på et sikkert sted. Så langt så godt.

Desværre er World War Z også et værk helt og aldeles renset for litterære ambitioner. Ser vi bort fra det vellykkede fortælletekniske greb, er bogen nemlig en lang parade af filmiske og populærkulturelle klichéer. Den er fyldt med semi-dybe betragtninger om verdenspolitik, den høster lavthængende frugter gennem nem kritik af kendisdyrkelse og tager konstant den lille mands stemme. Skurkene er entydigt dem højt på strå, mens Brooks helte er de sammenbidte, kontante soldater, der gør deres arbejde i felten. Brooks sociologiske indsigter er med andre ord så banale, at det grænser til det pinlige.

Hardcover, Thorndike Press 2007

Hardcover, Thorndike Press 2007

Man kan også notere sig, at der er en række komiske aspekter, som mest af alt gør sig gældende i vittige bemærkninger og ironiske kommentarer. Som oftest er der tale om hurtige, filmiske replikker, der understøttes af ganske mange popkulturelle referencer. Muligvis taler man også sådan nogle steder, men koblet med Brooks tyndbenede pointer bliver teksten hurtigt dum. Dum, fordi den prøver så ihærdigt at være smart og klog på samme tid.

Det, der indledningsvist kunne fremstå som et dunkelt krigsportræt, bliver hurtigt en tempofyldt buket af soldaterklichéer, der leveres uden synderligt meget eftertænksomhed. For Max Brooks bliver zombierne dermed mest af alt en mulighed for at kommentere på vores samfund og verden, som den ser ud fra hans vindue lige nu. Det er der naturligvis tradition for i zombiegenren, men hos Brooks føles det letkøbt, og enhver følelse af seriøsitet drukner i den tyggegummityggende atmosfære af overfladisk smarthed og nørderi. Bogen skal måske også i virkeligheden mest af alt ses som roman rettet mod et lidt yngre publikum, der først og fremmest gerne vil underholdes. Jeg havde i hvert fald under hele læsningen en klar følelse af, at jeg egentlig slet ikke var bogens publikum – en følelse, jeg i øvrigt også har, når jeg læser nyere fantasy.

Paperback, Broadway Paperbacks 2013

Paperback, Broadway Paperbacks 2013

Som skrækfiktion betragtet har World War Z ikke meget nyt at byde på, men dens struktur er forfriskende og tonen i bogen fræk og hurtigt. At det er blevet en bestseller, kan derfor ikke overraske, men hvor ville en langsommere, mere indfølt version af bogen være spændende læsning; en bog der giver sig tid til at beskrive og dvæle ved den traumatiske konfrontation, som Brooks udsætter menneskeheden for. Den bog kan man næppe forvente fra Brooks, men måske en anden skriver den en dag. World War Z beskriver ganske vist mange ubehageligheder, men takket være hans hold af hverdagens helte, der har ordet hovedparten af tiden, bliver bogen i sidste ende en lang røverhistorie, der er mere spillefilm end litteratur.

Hardcover, Cemetery Dance Publications 2013

Hardcover, Cemetery Dance Publications 2013

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Dennis Wheatley, Strange Conflict (1941): Voodoo, nazister og okkult ballade

…’No,’ the Duke reassured her, ’but it has fallen to us to break a lance against Hitler on the astral.’ (Arrow, s. 43).

Mens tyskernes bomber faldt over London, skrev og udsendte Dennis Wheatley sin okkulte spændingsroman Strange Conflict. En roman der udspiller sig i 1940 og påny samler Wheatleys tilbagevende helt Duc de Richleau og hans venner til dåd. Denne gang bliver kammeraterne indkaldt til krigstjeneste af den engelske flåde.

Paperback, Arrow Books 1975

Paperback, Arrow Books 1975

Flåden plages af en mystisk informationslækage. Tyske ubåde er i stand til at angribe de engelske forsyningslinjer i Nordsøen til trods for, at skibenes ruter er strengt fortrolige og kun kendes af to admiraler. De engelske ministre aner ikke deres levende råd, og de har brug for en udefra kommende, der måske kan løse problemet uden at vække for megen opmærksomhed. Her kommer Duc de Richleau ind i billedet, og det tager ham da heller ikke mange minutter at regne sagens rette sammenhæng ud.

Duc mener nemlig, at tyskerne må benytte sig af okkulte agenter på det astrale plan, der kan udspionere de engelske admiraler og på den led stjæle fortrolige oplysninger. Ducs diplomatkontakt har naturligvis svært ved at tro på den forklaring, men her kaster Duc (Wheatley) sig ud i en ganske lang redegørelse, der skal dokumentere nazisternes tilknytning til okkulte og sataniske kræfter. Duc sætter trumf på sit argument, da han selv udfører et magisk ritual for diplomaten og hidkalder sine venner med magi.

Paperback, Arrow Books 1975

Paperback, Arrow Books 1975

På den led beviser han det overnaturliges eksistens, og det bliver optakten til et hæsblæsende opgør, der begynder i London og slutter i Port-au-Prince i Haiti. For Duc de Richleau har naturligvis ret. Nazisterne benytter sig nemlig af en satanisk magiker og voodoopræst, der fra Haiti udspionerer englænderne via sit astrale legeme.

Da vores hovedpersoner først har fået sporet satanisten til Haiti, skifter historien imidlertid spor, og jægerne bliver de jagede. Hvad Duc og vennerne nemlig ikke ved, er, at voodoopræsten, de forfølger, er ganske klar over, at de jagter ham. Han er således mere end forberedt på deres ankomst i Port-au-Prince. Duc og de andre kommer derfor for alvor i livsfare – måske også mere end man har oplevet det på noget tidspunkt i deres tidligere eventyr.

Hardcover, engelsk bogklubudg. 1942

Hardcover, engelsk bogklubudg. 1942

Strange Conflict er naturligvis en omgang forvrøvlet pjank. Ikke desto mindre er den skrevet relativt tidligt i Wheatleys karriere – på et tidspunkt hvor han stadig fremstår som en tilnærmelsesvis frisk spændingsforfatter, der ikke tynges af den forstenede konservatisme, der plager hans senere værker.

Trods eventyrets høje tempo slipper man ikke helt for Wheatleys sædvanlige, lange moralprædikerne, men de er heldigvis trukket noget i baggrunden. I stedet er det den moralske krigsoprustning, der optager Wheatley. Bogen er dermed fyldt med kommentarer til den aktuelle krigssituation. Og der spares ikke på krudtet, når Nazisterne, navnlig Hitler selv, skal dæmoniseres, hvilket frembringer det ene hysterisk morsomme postulat om nazisterne efter det andet. Det er eksempelvis en grundlæggende præmis for bogen, at nazismen er et skalkeskjul for Djævlens agenter – et argument Wheatley opdyrker videre og bruger om kommunismen i senere bøger.

Dennis Yates Wheatley (8. januar 1897 – 10. november 1977)

Dennis Yates Wheatley (8. januar 1897 – 10. november 1977)

Til det kan man så føje de harske udfald mod franskmændene, der mere eller mindre direkte bliver betegnet som forrædere, der har svigtet den europæiske sag og så de for Wheatley sædvanlige racistiske bemærkninger. Bemærkninger der naturligvis får frit løb, da Duc og vennerne er ankommet i Haiti og møder den lokale befolkning. Køn læsning er det ikke og ej heller flatterende for Wheatleys menneskesyn. Ikke desto mindre er den ublu, fornærmende, absolut ikke-politiske korrekthed underholdende, fordi den er så provokerende i dag.

Med al sin ufrivillige underholdningsværdi er Wheatleys tekst morsom læsning, men den er også interessant på et andet niveau, fordi den bliver en form for flaskepost fra Anden Verdenskrig. Vi er så vante til at læse og se ting, der behandler krigen retrospektivt, men her er der en roman, der faktisk er skrevet og udspiller sig tidligt i krigen. Vi får derved Wheatleys indtryk fra en konflikt, hvis udfald ingen kender på dette tidspunkt.

Hardcover, Hutchinson &  Lymington 1952

Hardcover, Hutchinson & Lymington 1952

Jøde-spørgsmål optræder eksempelvis slet ikke i bogen, og russerne bliver omtalt i en for den senere Wheatley overraskende positiv facon. Det er nazisternes behandling af den polske civilbefolkning, der bliver brugt til at illustrere tyskernes ubarmhjertighed, og det fremgår tydeligvis, at krigen forventes overstået relativt hurtigt. Her er det også tankevækkende at læse, hvordan Wheatley ser englænderne som Europas sande beskyttere. Som bolværket mod de sataniske horder. Et ekko fra den hastigt falmende drøm om England som verdensmagt. Som et af de mange udfald af imperiale vrangforestillinger lyder:

’As long as Britain stands the Powers of Darkness cannot prevail. On Earth the Aglo-Saxon race is the last Guardians of the Light, and I have an unshakeable conviction that, come what may, our island will prove the Bulwark of the World.’ (s. 320).

Paperback, Arrow Books 1959

Paperback, Arrow Books 1959

Romanen bruger også meget plads på at udfolde Wheatleys metafysiske forestillinger om astrallegemer og sjæleforståelse. De langhårede passager er hverken specielt velformulerede eller gennemtænkte, men interessante fordi de argumenterer for en panteistisk kosmologi, der tilmed låner ikke så lidt fra buddhismen. Senere gik Wheatley væk fra den slags og skrev ud fra et entydigt kristent standpunkt. Det gør han imidlertid ikke i Strange Conflict, og scenerne, der udspiller sig på det astrale plan, er faktisk ganske spændende. Navnlig den første konfrontation med den sataniske voodoopræst er fascinerende læsning, fordi den har et syret, fabulerende element over sig, som jeg ikke tror, man finder andre steder i forfatterskabet.

Strange Conflict er en af Dennis Wheatleys mere sympatiske bøger. Koblingen mellem voodoo, satanisme og nazisme er så skør og pulpet, at det næsten ikke kan gå galt, hvis vi taler underholdningsværdi og gør det da heller ikke. Romanen er en veldrejet globetrotter af en spændingsroman. Den er også et stykke krigspropaganda, der havde til formål at styrke den engelske moral, og det er faktisk som krigskommentar, at den er mest interessant i dag.

Hardcover, Hutchinson &  Lymington 1966

Hardcover, Hutchinson & Lymington 1966

Paperback, Arrow Books 1969

Paperback, Arrow Books 1969

Paperback, Arrow Books 1979

Paperback, Arrow Books 1979

Paperback, Arrow Books 1981

Paperback, Arrow Books 1981

Paperback, Mandarin 1991

Paperback, Mandarin 1991

Jeg over dette charmerende billede. Mutti får en lur efter lidt læsning i Strange Conflict anno 1966:

Mor får en lur efter Wheatley-læsning. Foto 1966

Mor får en lur efter Wheatley-læsning. Foto 1966

3 kommentarer

Filed under Roman

Stephen King, Pet Sematary (1983): Et fantastisk dødsstudie

Paperback, New English Library, 23. udg. 1992. Et  stemningsfuldt cover (af Davies?!) - desværre ødelægges det lidt af forholdet mellem billedet og forfatternavn. Nuvel, det er jo navnet der sælger

Paperback, New English Library, 23. udg. 1992. Et stemningsfuldt cover (af Davies?!) – desværre ødelægges det lidt af forholdet mellem billedet og forfatternavn. Nuvel, det er jo navnet der sælger

Der har været skrevet rigtig, rigtig meget om Stephen Kings Pet Sematary fra 1983. En roman der vel generelt regnes som en af Kings bedste. Det kan jeg kun være enig i. Pet Sematary er en fremragende bog, der rummer alt det, King er blevet berømt på, men samtidig udfordres både forfatter og læser mærkbart af bogens tema – Døden. Og det med stort D. Det dystre tema er i den grad blevet en del af mytologien omkring romanen. At historien eksempelvis var så uhyggelig, at King først ikke ville udgive den osv. – anekdoter der er med til at understrege, at King afsøgte nyt terræn.

Med mindre du har levet under en sten de sidste mange år, vil handlingen i Pet Sematary sikkert være nogenlunde bekendt. Men ok, vi tager lige et kort referat for en god ordens skyld. Louis Creed, hans kone Rachel samt deres to børn Ellie og Gage flytter til den lille by Ludlow i Maine. Louis har fået arbejde på en universitetsskadestue i nærheden. De flytter ind i et gammelt hus, der ligger lidt uden for Ludlow. Deres nærmeste naboer er et gammelt ægtepar, Jud og Norma, der bor på den anden side af den stærkt trafikrede landevej, der adskiller grundene.  Alt er fred og landlig idyl. Sådan da, for døden ånder familien og deres omgivelser i nakken.

Paperback, New English Library, 23. udg. 1992

Paperback, New English Library, 23. udg. 1992

Først får nabokonen Norma et slagtilfælde, så bliver Creed-familiens kat kørt over, mens Louis er alene hjemme i huset. Datteren Ellie elsker katten over alt, og Louis er derfor i vildrede – skal han fortælle hende sandheden om kattens død eller lyve. Som tak for hjælpen i forbindelse med nabokonens slagtilfælde beslutter naboen Jud at indvie Louis i en hemmelighed. Oppe i skoven bag Creed-familiens hus ligger en dyrekirkegård, som familien allerede stifter bekendtskab med tidligt i historien. Bag denne kirkegård ligger der en ældre indiansk gravplads, der rummer sære kræfter. Det, der begraves på pladsen, vender tilbage, måske lidt forandret, men den døde genopstår blandt de levende. I Ludlow kender flere af de gamle stedets hemmelighed, og nu hvor Louis Creed er blevet indviet, får han mulighed for at få katten tilbage. Genoplivningen af katten er naturligvis kun begyndelsen på det, der udvikler sig til en grotesk og ganske skrækindjagende affære.

En af de fascinerende ting ved Pet Sematary er romanens opbygning. Man kan næsten sige, at romanen har en arkitektur. Hele handlingen er spændt ud mellem en lang række dikotomier. Mand og kvinde, det unge Creed-ægtepar og det gamle ægtepar på hver side af vejen, der er Louis og Rachel Creeds far, der er børnene og de voksne, Rachel og hendes døde søster Zelda og så naturligvis det helt overordnede og altgennemsyrende modsætningsforhold mellem liv og død. Det todelte motiv optræder i alle romanens elementer og udgør nærmest et forsøg fra Kings side på en beskrivelse af tilværelsens grundvilkår og den verdensorden, som hans hovedpersoner må indfinde sig under.

Stephen Edwin King (født 21. september 1947)

Stephen Edwin King (født 21. september 1947)

Den orden smuldrer imidlertid, for da Jud introducerer micmac-indianernes gamle gravplads, skabes der uorden i systemet. Louis krydser en grænse, som han ikke burde krydse og skaber et uoverskueligt kaos, der kommer til at koste flere menneskeliv. Og her nærmer vi os bogens centrale handlingselement; Louis fornægter døden og genopliver de døde.

Handlingen har ført til sammenligninger mellem Pet Sematary og Frankenstein (1818), hvilket naturligvis på overfladen kan være en rimelig betragtning. Forskellene er imidlertid afgørende. Victor Frankenstein forsøger at skabe liv, der hvor der ikke tidligere har været noget – han forsøger på guddommelig vis at skabe liv ex nihil – at skabe liv ud af intet. Helt bogstaveligt sætter Frankenstein sig i Skaberens sted og skaber et menneske i menneskets billede. Louis Creed vil ikke skabe liv, han vil forlænge livet, omgøre dødsdommen. Derved griber Louis Creed ind i det, der i en konservativ kristen terminologi ville kunne kaldes ”Guds plan”. At det er i de baner, man må forstå Pet Sematary, kan der ikke være nogen tvivl om. Roman er spækket med referencer til metafysiske og teologiske overvejelser, der skal vise læseren, at der er en mening med det hele, uden at vi nødvendigvis forstår den. Det handler altså om tro (Creed).

Hardcover, Doubleday 1983

Hardcover, Doubleday,  1. udg. 1983

Pet Sematarys kristne budskab bliver meget ofte overset, fordi King er en dygtig forfatter, der forstår at pakke sit budskab ind på en måde, så det ikke ligner en prædiken. Jeg mener imidlertid, at det er helt afgørende for forståelsen af Kings roman, at man holder sig hans på mange måder gammeldags kristne værdigrundlag for øje. Et værdiggrundlag, der nok kan fremstå fremmedartet for os i en dansk sammenhæng, men som i en amerikansk virkelighed formentlig er normen.

Som jeg læser King, er hans pointe, at mennesket står ensomt og sårbart i mødet med døden og sorgen. Og her, midt i den ensomhed, kan ”mørket” snige sig ind som fristeren. I Pet Sematary har Mørket, Djævlen eller hvad man nu vil kalde det, fristet generation på generation i Ludlow med sit tilbud om evnen til at vække de døde til live igen. Pointen er imidlertid ikke udelukkende, at man via begravelsespladsen får evnen til at genoplive de døde, det er lige så vigtigt, at man leverer denne viden videre til andre som en gift, der spredes fra generation til generation. Hemmeligheden er ganske enkelt noget, der tynger, som Jud meget tydeligt forklarer, fordi den altid melder sig i de situationer, hvor livet bliver svært.

Hardcover, Hodder and Stoughton 1983

Hardcover, Hodder and Stoughton 1983

Gamle Jud lader sig da også friste, da han giver hemmeligheden om gravpladsen videre til Louis. I den forstand møder vi Djævlen i Pet Sematary, som den samme fristerfigur, som vi allerede mødte i The Stand (1978) og som King senere vender tilbage til i Needful Things (1991). Der anslås derfor også et apokalyptisk tema i Pet Sematary, der handler mørkets evige forsøg på at vinde indpas i menneskets liv. Et tema der ikke mindst understreges, når King eksempelvis parafraserer åbningen på Yeats’ digt ”The Second Coming” (New English Library, s. 324) – et digt King allerede benyttede i The Stand.

Paperback, Hodder Paperbacks  2011

Paperback, Hodder Paperbacks 2011

Romanens store ambition er at besvare det eksistentialistiske spørgsmål om, hvordan man er i stand til at leve med døden. Kings svar ligger i religionen og den stille accept og åbenhed omkring emnet. Det gamle ægtepar Jud og Norma bliver her prototypen på Kings idealforestilling om det lykkelige liv. Om mennesker der har rejst et helt liv, fra barndom til alderdom. De har i overført betydning krydset den dødsensfarlige landevej, der strækker sig mellem barndom/ungdom og alderdommen. Det sted, hvor farerne lurer og det uventede kan ske. Jud og Norma har krydset denne livsvej uden at miste troen, modsat familien Creed, der kuldsejler noget så grueligt.

Paperback, Pocket Books 2001

Paperback, Pocket Books 2001

Ganske vist er Norma og Jud blevet fristet undervejs og har begået fejl, det fremgår med al tydelighed i bogen, men de har ikke mistet dem selv. Louis derimod mister sig selv, da han i sit svageste øjeblik lader sig friste og krydser grænsen, han ikke måtte krydse. Man kan sige, at han står på kirkegråden og ser døden, men vælger ikke at acceptere den. Han lader sig lokke videre ind i den underverden, hvor mørket har magten. Man trænger ind bag det ene for at komme til det andet. Det er i hvert fald bemærkelsesværdigt, at man skal krydse dyrekirkegården for at komme til indianernes gravplads.

Paperback, Pocket Books 2005

Paperback, Pocket Books 2005

Men hvad er dyrekirkegården så? Altså ikke indianergravpladsen, men den kirkegård, der har lagt navn til bogens titel. Svaret må være, at dyrekirkegården for King repræsentere det nødvendige tab af uskyldighed, som børn må igennem. Dyrekirkegården er det sted, hvor barndommens illusioner punkteres og de voksnes verden introduceres. Det sted hvor døden erkendes og får form, men samtidig også en markering af grænsen mellem liv og død. En grænse, som Louis som nævnt, krydser.

Paperback, Wangels Forlag 1987

Paperback, Wangels Forlag 1987

Pet Sematary er som sagt en fremragende bog, fordi den afsøger grænser, og King rent faktisk har noget på hjertet. Det er en ekstremt dyster bog, der gennemsyres af varsler og tegn, der alt sammen peger i retning af den eskalerende død, der hjemsøger alle bogens sider. I min optik er både de dele, der handler om relationerne mellem bogens personer og stederne med mere traditionel horror lige fremragende, men det er uden tvivl i sammenstillingen af det ordinære og overnaturlige, at styrken for alvor ligger. Det lykkes nemlig King i Pet Sematary at skabe en troværdig rationale for bogens begivenheder og præsentere et sammenhængende budskab. Om man så køber Kings kristne budskab, er en anden snak. De fleste vil sikkert, som mig selv, bare glædes over bogens herligt dystopiske stemning.

Paperback, Gallery Books 2002

Paperback, Gallery Books 2002

Pet Sematary er en klassiker og for mig et se det til dato sidste højdepunkt i Kings forfatterskab.

Og her giver jeg så ordet videre til Ramones. Hey ho – let’s go!

 

3 kommentarer

Filed under Roman

W. A. Ballinger, Drums of the Dark Gods (1966): Hoodoo-magi og Haitigys for fuld skrue

The drums were calling in the dark hills of Haiti, the voodoo drums…

Når pulp er bedst, har den fart, stemning og masser af alt det, som klassens pæne drenge ikke har med i deres bøger. Det groteske, det vilde, det overgjorte, det platte, det voldsomme. Det hele skal i mine øjne være der, hvis pulpen skal komme til sin fulde ret. Når vi skal tale om kvaliteter her, ligger de nemlig ikke i det subtile eller raffinerede, men i den ligefremhed, som pulp-stilen hviler på. I den forstand kræver god pulp en forfatter, der på den ene side har sproget med sig, men på den anden side opgiver alle ambitioner om psykologisk indlevelse og tekstuel dybde. Alt skal umiddelbart kunne afkodes, og intet må falde mellem linjerne. Sådan kan man i hvert fald, groft sagt, beskrive mit forhold til pulplitteratur.

Paperback, Mayflower Dell 1966. En knokkelmand slr rytmen an

Paperback, Mayflower Dell 1966. En knokkelmand slår rytmen an. forsiden er malet af Roger Hall

Ballingers Drums of the Dark Gods er et næsten perfekt eksempel på pulplitteraturens kvaliteter. Kapitlerne falder i korte, intense forløb, hvert afsnit bringer historien fremad og alt fedt er trimmet væk fra handlingen. Kun få mestrer den stil, men Ballinger er en af dem. Her må det indskydes, at W. A. Ballinger er et pseudonym for den engelske pulpforfatter William Howard Baker, der havde en ganske omfattende produktion.

Egentlig skrev Baker de fleste af sine bloddryppende gyserromaner under pseudonymet Peter Saxon, mens navnet W. A. Ballinger blev brugt til kriminallitteratur. I Drums of the Dark Gods har Baker imidlertid gjort en undtagelse. I romanen følger vi detektiven Richard Quintain, der har speciale i forsikringssvindel. Han er en fast opdager i Bakers forfatterskab under Ballinger-navnet, og flere andre har faktisk også benyttet sig af forfatterpseudonymet for at skrive om detektiven.

Paperback, Mayflower Dell 1967

Paperback, Mayflower Dell 1967

Denne gang bliver Quintain af Scotland Yard sendt til Haiti på en tophemmelig operation, som politiet af diplomatiske grunde ikke selv kan gå ind i. Scotland Yard har opdaget et nyt stof på Londons narko-marked. Et ultra-farligt stof, der gør dig afhængig med det samme. Ét fix og man bliver til en hjernedød zombie. Stoffet kan forfølges tilbage til Haiti. En af Yardens unge (smukke) kvindelige betjente tager undercover til Port-au-Prince for at opspore bagmændene. Hun forsvinder, og man frygter det værste. Derfor må politiet sende forstærkninger, og det bliver Richard Quintain samt hans unge (smukke) assistent Julie.

Quintain ved naturligvis godt, at Haiti er det samme som voodoo og sort magi. Han er derfor forberedt på det værste. Heldigvis har han kæmpet mod sort magi før, og han støber derfor selv nogle sølvkugler til sin hjemmebyggede letvægtsrevolver, der er så kraftig, at den kan affyre riffelkugler. Ikke dårligt, og han får skam god brug for den, da han først har fået færden af djævledyrkerne på øen.

Paperback, Paperback Library 1967. Mere tromme, mere død, mere erotik

Paperback, Paperback Library 1967. Mere tromme, mere død, mere erotik

Knap ankommet til Haiti tager handlingen fart, og Richard Quintain vikles på rekordtid ind i sagen. Det vælter frem med onde voodoo-okkultister på øen, og fjenderne lurer bag hvert gadehjørne. Mens Quintain snuser omkring, må han være forsigtig, men det nytter ikke meget. Kultisterne er altid et skridt foran ham, men han finder også allierede, og sammen tager de kampen op mod øens ondskab.

Drums of the Dark Gods er et festligt, grotesk overflødighedshorn. Der er nøgne (smukke) damer, blod, vold og sort magi. Ballinger lægger ikke fingrene imellem, hverken når han skal beskrive de mange rådne zombier, vores hovedperson må nedkæmpe eller haitianernes generelt tvivlsomme karakter. Ballinger er omtrent så racistisk som Dennis Wheatley, og romanen har faktisk en del til fælles med Wheatleys såkaldte ”black magic stories”. Ballinger er bare meget, meget mere underholdende end Wheatley. Ikke mindst fordi han ikke er bange for at gå linen ud og sætte ord på alt det, som Dennis Wheatley trods alt er for pæn til at beskrive.

Paperback, Five Star Books 1972. Nu i gotisk indpakning

Paperback, Five Star Books 1972. Nu i gotisk indpakning

Alene den lille prolog til Drums of the Dark Gods gør romanen til en oplevelse. Her bliver den forsvundne undercoveragent, som Scotland Yard først sendte til Haiti, parteret stykke for stykke under en grum voodoo-ceremoni. Endnu bedre bliver det, da bogens skurk afsløres. Skurkens identitet bliver længe holdt skjult, men til sidst får vi en beskrivelse, og den siger spar to!

Helt overordnet vil jeg gerne fremhæve Ballingers evne til både at trække på de velkendte Haiti-klichéer, som zombier og sensuelle voodoo-piger, men samtidig også at byde ind med mindre slidte detaljer som eksempelvis nogle af de fascinerende figurer, der findes i voodooens store panteon af ånder.

Paperback, MacFadden 1967. En af W. A. Ballingers andre gysere, udgibey året efter Drums

Paperback, MacFadden 1967. En af W. A. Ballingers andre gysere, udgivet året efter Drums

Nu, hvor vi er ved voodooen, må det, måske helt overflødigt, understreges, at Ballingers blik på voodoo naturligvis er helt forfejlet og fordømmende. Han ser voodoo som en pervers, morderisk djævledyrkelse, der præcis som Wheatleys satanisme står for alt ondt i verden. Faktisk gør Ballinger en del ud af at lade Quintain kommentere på voodoen og fortælle, hvorfor den er så ond. Men samtidig formulerer Ballinger aldrig en rigtig identifikation af selve voodoo-religionens struktur, og det bliver derfor meget tåget, hvorfor de onde egentlig er onde osv. Det skal man nok heller ikke tænke for meget over. Voodoo eller satanisme – i pulpens tropenat er alle kultister sorte.

Man skal nok heller ikke spekulere for meget over det lidt sære forhold mellem Quintain og den unge assistent Julie. Der er en badescene i romanen, som nok vil få de fleste læsere til at rømme sig. Imidlertid tror jeg, at der her er tale om lidt frigjort 60’er-stemning, der sniger sig ind i bogen. Vel at mærke en frigjort stemning, som den så ud, når en moden forfatter skulle forestille sig, hvordan de ”frigjorte” opførte sig. Det er bare en tanke. Døm selv.

Paperback, Lancer Books 1967. Endnu en Ballinger-titel fra '67. Denne er faktisk en af hans hyppigst genoptrykte romaner. Action+kvinder=salg!

Paperback, Lancer Books 1967. Endnu en Ballinger-titel fra ’67. Denne er faktisk en af hans hyppigst genoptrykte romaner. Action+kvinder=salg!

Der er næppe ret mange, der vil mene, at Drums of the Dark Gods er uhyggelig – faktisk er den nok nærmere komisk i dag. Ikke desto mindre er der tale om en virkelig fin lille genreroman, der kan præcis det, som så mange andre ikke kan. Den fanger essensen i den okkulte chok-fortælling og giver os ritualer, blodige mord, okkultisme og bizarre indfald. Samtidig leverer Ballinger, eller rettere Baker, præcis nok miljøbeskrivelse til, at læseren faktisk kan se Haitis hede jungle for sig. Det er næppe nogen troværdig beskrivelse af øen, eller dens befolkning for den sags skyld, men det betyder ikke noget. Drums of the Dark Gods er ikke mere end den giver sig ud for, men det er skam også nok.

Skriv en kommentar

Filed under Roman