Jeg har arbejdet lidt med Lord Dunsanys tidlige fortællinger i de seneste måneder, hvilket også har givet mig lejlighed til at få gennemlæst hovedværkerne om Dunsany. Det har været sjov læsning, synes jeg, fordi de er så forskellige i fokus og udtryk. Derfor tænkte jeg også, at jeg vil turnere bøgerne her på bloggen til glæde for dem, der overvejer at snuse lidt mere til baggrunden for Dunsanys fascinerende historier.
Først og fremmest er det måske vigtigt at sige, at Dunsany i genrelitteraturen er kendt for sine tidlige værker, der vitterligt er utrolig smukke og morsomme. Det er fantasy, der ikke ligner ret meget andet, og som C.L. Moore sagde det engang i et berømt citat, så har alle forfattere, der læser Dunsany, forsøgt at efterligne ham, og alle, der gjorde forsøget, har fejlet.
De fleste tænker nok i dag på Dunsany igennem H.P. Lovecrafts dyrkelse af ham, og der kan ikke være nogen tvivl om, at han på grund af Lovecraft har bevaret en helt særlig status. Ikke desto mindre må man ikke glemme, at Dunsany var en stjerneforfatter i sin samtid. Det var ikke på grund af sin skønlitteratur, men på grund af sine dramaer. Dunsanys første stykke, The Glittering Gate, blev skrevet og opført i 1909, og dermed var en kometagtige karriere skudt i gang, som gjorde, at han i 1910’rne og 20’erne var en af de mest feterede og populære dramatikere i England og USA. Navnlig amerikanerne tog varmt imod ham, og det var under hans første foredragsturne i USA, at Lovecraft i 1919 var blandt tilhørerne i salen, da Dunsany talte i Boston.
Senere faldt Dunsanys dramaer i unåde, men på det tidspunkt var han begyndt at sadle om og opnåede fornyet popularitet med sine humoristiske fortællinger om den skrønefortællende Jorkens, der underholder medlemmerne i sin herreklub med den ene røverhistorie efter den anden.
Dunsany var med andre ord ikke en hvem som helst, alligevel udkom den første egentlige biografi om ham så sent som i 1972. Den er skrevet af den amerikanske Mark Amory, der var venner med Dunsanys barnebarn og sikkert derfor blev inspireret til at skrive bogen. Venskabet har formentlig også bevirket, at han fik adgang til Dunsany-familien på en måde, som andre næppe ville kunne, og man fornemmer navnlig, at han har talt meget med Dunsanys kone Beatrice. På dette tidspunkt var Dunsany nemlig selv for længst død.
Som biografi er Amorys bog fuldstændig klassisk i sin opbygning. Den er kronologisk og trækker i lige dele på samtaler med familien samt ikke mindst de selvbiografier, som Dunsany udgav. Det har med andre ord ikke været en mangel på kilder, der stillede sig i vejen på arbejdet, og Amory kan derfor også meget indlevende beskrive mange episoder fra Dunsnays liv. Det er underholdende og oplysende, og man får tilmed indblik i en del af de små særheder, der kendetegnede privatpersonen Dunsany – eller ”Pony”, som vi forstår, hans kælenavn var.
Så langt så godt. Når man skriver en biografi, må man naturligvis vælge en vinkel, og Amory har skrevet sin uden stort set at tage stilling til den litteratur, som Dunsany skrev. Hans værker bliver nævnt og ofte kort karakteriseret, men hvis man søger lidt dybere indsigter, er der ikke ret meget at komme efter. Det er skuffelse, men et bevidst valg, og derfor egentlig ikke noget man kan klandre Amory.
Det problematiske ved biografien opstår, fordi han er så tæt på familien. Bogen handler om Dunsany, men den virkelige hovedperson er Beatrice. Hele bogen synes at være skrevet i dialog med hende, og man fornemmer, at hun har siddet og læst ham over skulderen, mens han skrev. Hun er konstant til stede i teksten, hun bliver konstant smigret med flatterende bemærkninger, og hun får løbende det sidste ord. Amorys fortolkning af Dunsanys liv og virke er derfor Lady Dunsanys udlægning.
Det er i sig selv ikke et problem, men det bliver det alligevel, fordi Amory aldrig gør sin læser opmærksom på dette. I stedet bliver der postuleret en form for faktuel tilgang og objektivitet, som på ingen måde er til stede.
Man kan ikke kalde fremstillingen for et decideret skønmaleri, men der kan ikke være nogen tvivl om, at det er en ukritisk fremstilling, der lader familien bestemme, hvor de ømme eller svære punkter skal ligge. Amory styrer dermed behændigt udenom mange af de åbenlyst mindre flatterende sider ved Dunsanys person, og han styrer uden om den mængde ganske uinteressante værker, som Dunsany udgav i slutningen af sin karriere.
Dertil kommer, at Amory er mindst lige så betaget af Dunsany-familiens overklassetilværelse, som han er betaget af Beatrice Dunsany. Hans biografi er fyldt til bristepunktet med små anekdoter fra livet på deres herregård i Irland og deres landstedet i England. Det er den slags stof, som man baserer populære TV-serier på, og det er samtidig den slags stof, som kun alt for let bliver romantiseret. Jeg tror faktisk, at Amory er mere betaget af Dunsanys tilværelse som adelsmand end hans fiktion, hvilket forvrænger portrættet af forfatteren og alt der i det hele taget gør ham relevant at skrive om.
Der er noget naivt og tonedøvt i bogens fremstilling af Dunsanys tilværelse, fordi den kan komme med absurde påstande om at leve stille og enkelt, med uendelig tid til jagt og fornøjelse, og samtidig at være i kontakt med verden i bred forstand. Samtidig bliver det tydeligt, hvor utrolig banalt Dunsany-familiens liv bliver, når man skræller den litterære produktion bort. Det er da også netop banaliteten, som Dunsany kæmpede med i slutningen af sin litterære karriere, men det hører vi, som sagt, intet om.
Amorys portræt af Dunsanys er ”fantasy”; en lun og gylden fortælling om et farverigt og næsten sorgløst liv. Det er en drøm om et liv, hvor de bekymringer, der er, er så belejligt store, at de ikke kan føres tilbage på individet. Kriserne er verdenskrige og nationalistisk politisk uro, ikke personlig opførsel eller holdninger. Fjendskabet mellem Dunsany og hans bror forbigås eksempelvis stort set i tavshed.
Biografien bliver på den led et tandløst portræt. Den bliver et flatterende bagsidebillede til omslaget på Dunsanys værker, uden man som læser bliver det mindste klogere på hvilke idéer og drifter, der egentlig har skabt den kunst, som Dunsany stadig kan betage sine læsere med. Bogen er i sidste ende behagelig læsning, men for den, der gerne vil arbejde med Dunsanys litteratur, efterlader Amorys biografi desværre flere spørgsmål end den besvarer.
frasortsand.wordpress.com 
Pingback: Darrell Schweitzer, Pathways to Elfland: The Writings of Lord Dunsany (1989): En mavesur fan? |