De fantastiske fire – Tandem Horror Stories

Paperback, Tandem 1965. Forsiden er malet af Charles Steward

Da den store Pan Book of Horror Stories udkom i 1959, blev det startskuddet på en særdeles succesfuld serie, der skulle vise sig at ramme plet i forhold til tidsånden. Skrækfiktionens popularitet voksede stødt og roligt op igennem 1960’erne og 70’erne, og Pans årlige antologier red med på bølgen hele vejen.

Paperback, Tandem 1967. Genudgivelsen af The Tandem Book of Horror Stories med en ny titel, det tydeligvis forsøger at fange tidens smag for det okkulte. Kunstneren bag den absolut herlige forside er desværre ikke umiddelbart til at identificere

Der var naturligvis mange, der ønskede et gøre dem kunsten efter og få en bid af gyserkagen. Jeg har efterhånden skrevet om mange af dem her på bloggen. Fontanas serie var den vigtigste konkurrent til Pan-serien, men der udkom også en lang række små serier, der kun eksisterede kortvarigt, fordi de ikke fik den modtagelse, man havde håbet. Forlagene savnede da givetvis også de økonomiske muskler til for alvor at få deres serier markedsført. I sidste ende var markedet nok også mere eller mindre dækket af de to store serier, men det tog åbenbart ikke gåpåmodet fra et lille forlag som Tandem, der naturligvis skulle forsøge sig med en gyserserie.

Paperback, Tandem 1968

Tandem havde formentlig i første omgang slet ikke planlagt at lave en serie. De udgav en antologi, der er fin, fordi den samler en del skrækfiktion fra 50’erne. Den antologi blev senere genudgivet med ny titel, hvilket viser, at der bestemt ikke var planer om en serie. De planer opstod imidlertid, da man hos Tandem opdagede, at der for alvor var kommet salg i horror. Den anden Tandem Book of Horror Stories udkom således i ’68 og den tredje og sidste bind i ’69. Det blev med andre ord kun til tre bind i serien, hvilket er ganske karakteristisk. Litterært havde de dog en vigtig rolle, fordi de blandt andet blev en tidlig platform for den unge Ramsey Campbells forfatterskab

Paperback, Tandem 1969.

Det atypiske ved Tandems serie er, at de fik nogle formidable forsider. Jeg har svært ved at vælge min favorit, men det bliver nok forsiden til seriens sidste bind, der er dejligt grotesk. Selvom det derfor ikke blev til ret meget, efterlod Tandem alligevel en lille bogserie, der er noget ud over det sædvanlige.     

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Graham Masterton: The Painted Man (2008): Ak, ak, ak…

Paperback, Severn House 2008.

Nu skal vi ned i skraldespanden. Næsten helt ned til bunden, faktisk.

Engelske Graham Masterton begyndte sin karriere som ublu, fræk forfatter, der skrev gys til friske læsere, som foretrak deres spændingsfiktion med en solid dosis vold og sex. Sammen med landsmanden James Herbert stilede Masterton mod et aggressivt, lettere spydigt udtryk, der leverede hårdkogt fiktion og samtidig et godt grin. Den cocktail havde en grad af charme i Mastertons tidlige bøger, og han har holdt fanen højt siden de gyldne år i midten af 70’erne og skriver stadig præcis det samme som dengang. Den eneste forskel er, at Masterton er blevet ældre, og hans udtryk fremstår derfor også efterhånden som et levn fra fortiden, der mest af alt skræmmer, fordi det er ældet så absolut uskønt, som det er.

The Painted Man fra 2008 møder vi den kæderygende, clairvoyante Sissy Sawyer igen. Masterton brugte hende også som karakter i romanen Touchy and Feely (2005), og nu er Sissy tilbage. Denne gang er hun kommet på besøg hos sin søn og sønnens forlovede Molly. Sissys søn er en jordnær forretningsmand, der er ved at arbejde sig ihjel. Molly og Sissy er af den stik modsatte støbning og kunne være søstre. Begge er frigjorte, spirituelle individer med smag for flagrende gevandter, røgelse og new age-mystik. Molly er kunstner, arbejder som illustrator og har en sidegesjæft som fantomtegner for politiet, hvilket er vejen ind i romanens historie.  

Bogen åbner med et række hændelser, der i første omgang synes uden relation, men som vi kommer frem i handlingen, står det klart, at det hele bestemt hænger sammen. For det første køber Sissy en mystisk, gammel amulet til Molly som en afskedsgave, fordi Sissy snart skal rejse hjem igen. Molly elsker det antikke hængesmykke og tager det straks på. Det næste, der sker, er, at Molly opdager noget utroligt. Hun arbejder på nogle illustrationer til en bog, og de roser, hun netop har tegnet, er med ét blevet virkelige. Billedet har fået fysisk form, og blomsterne står pludselig som noget faktisk. Mystisk. Heldigvis er Molly og Sissy, som sagt, alternative typer, der tager det med nogenlunde ro. Den slags sker vel for alle en gang imellem?!

Graham Masterton (født d. 16. januar 1946)

Nuvel. Molly tager også på arbejdet hos politiet, hvor der skal fremstilles en fantomtegning af en mand, der har overfaldet et par. Morderen dræbte manden, men kvinden overlevede. Molly får hurtigt fremstillet sit portræt af den særdeles modbydelige fyr. Hans ansigt er nærmest en maske; som var alle ansigtstræk brændt bort og det eneste, der er tilbage, er arvæv. Heldigvis er tegningen færdig i tide for få timer efter, at Molly har afsluttet arbejdet, slår morderen til igen. Denne gang slagter han en række tilfældige mennesker i en elevator.

Der går lidt tid, før Molly og Sissy får lagt to og to sammen, men gradvist går det op for dem, at de er de eneste to, som kan stoppe denne djævelske morder, der selvfølgelig må være blevet skabt, da Molly tegnede ham – altså præcis som blomsterne. Årsagen er naturligvis den gamle amulet, der er magisk. Det kunne måske lyde fantastisk nok i sig selv, men Masterton føjer endnu en utrolighed til plottet. Sissys afdøde mand var kriminalbetjent – den bedste betjent nogensinde, fornemmer man, og han er den eneste, der vil kunne løse sagen med denne bestialske fantommorder. Derfor tegner Molly nu også Sissys døde mand, som dermed vender tilbage til livet og nu hjælper dem med at løse sagen. At dette udløser en række logiske spørgsmål, skal jeg ikke komme ind på, for Masterton regner tydeligvis ikke med, at hans læsere tænker kritisk med.

The Painted Man er fuldstændig langt ude og sprænger enhver troværdighed, fordi de utrolige hændelser bliver accepteret af Molly og Sissy, som om det hele mere eller mindre er hverdag. Masterton banaliserer det mystiske fuldstændig og ender med et ufrivilligt komisk, for ikke at sige latterligt, resultat, som er mere fantasy end noget andet. Man tager sig til hovedet under læsningen, når vi hører Sissy og Mollys tåbelige, kværnende dialog og oplever bogens øvrige, nærmest karikerede persongalleri. Ikke mindst de hårdkogte betjente tager prisen som tåbelige klichéer.

Hardcover, Severn House 2006. Den første bog med Sissy Sawyer-karakteren

Det eneste forsonende ved romanen er, at Masterton fanger noget ægte ubehageligt i denne morder, som Molly slipper løs. Den ansigtsløse dræber beskrives som kogt. Hans hud er højrød, og han ligner en mand i konstant smerte. Dette, blandet med morderens afsindige vrede, er et stærkt motiv, som desværre drukner fuldstændig i den helt og aldeles forvrøvlede historie.

Den brutalitet, som morderen udviser, er typisk, blodigt splat fra Mastertons side. Blodet sprøjter og lemmerne flyver, når morderen går løs. Disse scener står også i kontrast til Mollys og Sissys hyggesnak, hvilket formentlig er et helt bevidst greb fra Mastertons side, men i stedet for at højne drabsscenernes intensitet, bidrager snakken bare til bogens tåbelighed.

Hardcover, Severn House 2012. Den indtil videre sidste bog om Sissy Sawyer

Romanen må absolut være en af de ringeste bøger, som jeg har læst meget længe. Ikke at den er kedelig. Bestemt ikke, men der er tale om en fortælling, som er så ubegavet, at den kunne være en parodi. Det er den imidlertid ikke. I de senere år har Masterton mere eller mindre specialiseret sig i overnaturlige thrillere eller krimi-gysere med okkulte elementer, og han har tydeligvis en fast kreds af læsere, der følger ham. Hvem de er, og hvorfor de læser romanerne, er mig en gåde, men de er derude.

Jeg vidste da også på forhånd, hvad jeg gik ind til, da jeg åbnede bogen, og jeg må indrømme, at en lille djævel i mig faktisk så en smule frem til at blive forarget over romanens elendighed. Den djævel fik sit ønske opfyldt, og måske det er meget sundt engang imellem at dykke helt ned og rode i bundfaldet. Det sætter tingene i perspektiv og minder os om, hvor uendelig dum genrefiktionen kan være, når den udfoldes i de forkerte hænder, men samtidig også hvor rig og begavet den kan være hos andre.      

Skriv en kommentar

Filed under Roman

William Hope Hodgson, The Boats of the “Glen Carrig” (1907): Et utroligt søeventyr

Paperback, Ballantine Books 1971. Den stemningsfulde forside er skabt af Robert LoGrippo

William Hope Hodgson døde alt for ung, og han nåede rent faktisk ikke at udgive ret meget skønlitteratur i løbet af sit lettere omtumlede liv. Da han døde, var han ikke desto mindre et velkendt navn, og havde han levet længere, ville han sikkert være langt bedre kendt i dag, end han rent faktisk er. Hodgson var en visionær forfatter, der ville noget med sin skønlitteratur, men det var ikke hans spekulative værker som The House on the Borderland (1908) og The Night Land (1912), der skabte ham et navn i samtiden. Det var derimod hans maritime eventyr; en populær genre, hvor C. Hyne også havde skabt sig en central plads med de hjertevarme spændingsfortællinger om kaptajn Kettle.

Hodgson, der selv sejlede i en kort periode, havde oplevet skyggesiderne ved at være på båd, langt fra land, med alt, hvad det kunne udløse af vold og overgreb. Hodgson sværmede derfor bestemt ikke for sømandslivet; han nærmeste hadede det, men alligevel blev det de maritime fortællinger, der var hans kommercielle gennembrud.

William Hope Hodgson (15. november 1877 – 19. april 1918)

Romanen The Boats of the “Glen Carrig” er ikke alene et godt eksempel på søfortællingen som genre, men den er også et fabelagtigt indblik i den forfatter, som Hodgson var og samt ikke mindst den forfatter han gerne ville være. Handlingen åbner ganske abrupt. Vi får at vide, at følgende beretning er nedskrevet på baggrund af John Winterstraws oplevelser under rejsen med skibet Glen Carrig i 1757. Introduktionen er ekstremt sparsom i forhold til kontekst og geografi, og det med rette, som det skal vise sig senere.

Det første, der sker, er, at skibet Glen Carrig i dårligt vejr støder på nogle klipper og begynder at tage vand ind. Besætningen må derfor i redningsbådene (deraf romantitlens omtale af flere både), og resten af den relativt korte roman handler nu om, hvad de forliste sømænd opdager under deres kamp for at finde hjælp, så de kan vende hjem.

Hardcover, Chapman & Hall 1907. Romanens første udgave

Før de kommer hjem, skal de gennem en ganske stor mængde hæsblæsende, forunderlige og voldsomme oplevelser. Det vigtigste geografiske fikspunkt, vi får, er, at redningsbådene bliver fanget i et enormt bælte af tang eller grøde i Sargassohavet, som volder dem store problemer og kaster nye eventyr af sig.

Som sagt er der en god grund til, at Hodgson er forsigtig med stedsangivelserne, for hans mænd i bådene besøger en række øer, hvor de konfronteres med intelligente planter, der har form som mennesker, de kæmper imod gigantiske krabber, de slås mod en enorm blæksprutte og mest uhyggeligt af alt hjemsøges de på en ø af et usynligt væsen, der suger energi og efterlader sine ofre døde med et rødt mærke om halsen, som var de blevet kværket med reb (eller en tentakel!). Det er næppe tilfældigt, at man fornemmer et ekko af Odysseen i Hodgsons episodiske roman.

Hardcover, Holden & Hardingham 1920

Forløsningen kommer selvfølgelig til sidst, da de brave sømænd møder et fremmed skib, der også er strandet, men ellers i god stand. Mødet skaber nye problemer og konfrontationer, og samtidig introduceres der også et romantisk element i historien, som tillader Hodgson at binde en fin sløjfe omkring det hele til sidst og afslutte alt i utvetydig fryd og gammen.

Romanen har stort set alle søeventyrets genretræk; den episodiske struktur, det fortættede portræt af persongalleriet og en besætning, der presses mere og mere undervejs. Alle disse elementer går igen inden for genren, som den udviklede sig i anden halvdel af 1800-tallet. Der, hvor Hodgson skiller sig ud, er i hans sprudlende fantasi og vilje til at give slip på enhver realisme til fordel for det rene og skære eventyr.

Hardcover, Hyperion Classics 1976

Når Poe med sin genredefinerende historie om Arthur Gordon Pym (1838) beskrev det utrolige, skete det i en pseudo-realistisk atmosfære. Hodgson lægger sig tydeligvis i forlængelse af Poe, men for Hodgson er fantasiens kraft endnu mere afgørende. For ham er det menneskets møde med det ukendte, der er interessant, og de maritime skabninger, han slipper løs, er metaforiske størrelser, der på en gang udpensler søens rædsler og styrker hans helte i mødet med disse rædsler. De bliver bedre og stærkere individer i konfrontationen med det ukendte, og de overlevende fra Glen Carrig er bedre mennesker, da de til sidst kommer i sikker havn.

Modsat en del andre af Hodgsons samtidige, der også skrev inde for samme genre, har han ikke meget fascination af selve skibet og det univers, der knytter sig til livet ombord. Som sagt havde han ikke meget godt at sige om sin egen tid til søs, og det er måske også netop derfor, at hans fokus hele tiden er sørejsens muligheder mere end på selve skibet, der for mange andre forfattere er den primære interesse og den bærende metafor for frihed, drømme og så fremdeles.

Paperback, Hyperion Classics 1976

Det, man også kan bide mærke i, er, hvor monstrøs en verden Hodgsons matroser oplever. Det er en dyster og grotesk verden, der ligger derude i bølgerne. For den, som kender Hodgsons hovedværker, kan det ikke overraske, men det er alligevel fascinerende at se, hvordan hans bizarre væsner nærmest ender med at stjæle billedet helt fra det egentlige persongalleri. Gruen, Hodgson udfolder, er da også til at mærke; navnlig hvad angår det førnævnte usynlige væsen, men den stemning af tavs, stillestående død, der hænger over tangbæltet, er også stærk læsning.

Jeg er dybt fascineret af romanen, som der er langt mere at sige om. Der er faktisk generelt rigtig meget at sige om Hodgsons forfatterskab, der først nu langsomt er ved at blive opdaget og analyseret. The Boats of the “Glen Carrig” er nok ikke det værk, han investerede mest af sig selv i, men hans forfatterpersonlighed er til stede på hver eneste side. Dertil kommer så også, at romanen er uforskammet underholdende.

Paperback, Sphere 1982

For alle, der kan leve med et bedaget, bevidst arkaisk sprog – historien udspiller sig jo i 1757 – er romanen en fest. Det er et hæsblæsende eventyr, hvor gribende idéer og gru vælter frem fra romantekstens lange, snirklede sætninger. Det er en tekst som denne, der var med til at lægge fundamentet for den amerikanske pulplitterartur, men modsat pulpen er der rent faktisk en idiosynkratisk æstetik på færde her, som gør Hodgsons spændingsroman langt, langt mere indtagende end stort set alle de ramasjangfortællinger, som efterfølgende blev sendt ud på markedet i 1920’erne og 30’erne. Gør derfor dig selv den tjeneste at gå på opdagelse i Hodgsons univers. Hvem ved, måske vil du også blive begejstret.   

Paperback, Grafton 1991
Paaperback, Wildside Press 2001
Hardcover, Wildside Press 2005
Paperbaack, Wildside Press 2009
Paperback, Armchair Fiction 2018

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Stephen King & Peter Straub, The Talisman (1984): Dynamisk duo eller…?

Paperback, Penguin Books 1985

Det var lidt af en begivenhed i 1984, da Stephen King og Peter Straub langt om længe kunne udgive det fælles romanprojekt, som de havde hentydet til i pressen gennem en længere periode. King var på det tidspunkt nærmest urørlig på bestsellerlisterne, og Straub havde skabt sig et relativt stort navn med Ghost Story (1979).

The Talisman, som romanen hedder, er med andre ord et samarbejde mellem to af tidens absolut bedst sælgende skrækforfattere. Forventningerne var store, men hvis ret skal være ret, levede romanen ikke helt op til læsernes håb. Det kan der være flere grunde til, og jeg er ikke sikker på, at mine egne anker imod bogen er de samme, som King- og Straub-læserne havde dengang, da bogen så dagens lys.

Paperback, Penguin Books 1985

Der er flere ting at bemærke om romanen, men lad os ganske kort få styr på handlingen, der sikkert er velkendt for de fleste.

Drengen Jack Sawyers mor er ved at dø af kræft. Hun er en falmende skønhed og en skuespiller, der har medvirket i en lang række B-gyserfilm i roller som klassisk ”scream queen”. Lily, som Jacks mor hedder, ved godt, hvad kokken har slået, og hun har derfor taget sin søn med til en lille ferieby ved kysten, hvor hun planlægger at få sagt farvel til livet med værdighed. Det skal her indskydes, at Jacks far er død år nogle forinden. Hans død er omgærdet af en grad af mystik, og minderne om den afdøde far fylder meget i Jacks fantasi. Heldigvis passer farens gamle forretningspartner Morgan Sloat på Lilly og Jack – eller gør han?

Vennerne Stephen Edwin King i en “Fry Ted Bundy” trøje (født 21. september 1947) og Peter Francis Straub (født 2. marts 2 1943)

Der er naturligvis mere på spil. Mens Jack driver omkring i feriebyens gader, møder han den alkoholiserede, sorte mand Speedy Parker – en arbejdsmand og meget mere. Han viser Jack, at der findes en anden verden; en paralleldimension, om man vil. For at komme dertil gør man et såkaldt ”flip” og vupti, står man i denne spejldimension, hvor alt er forvrænget, men alligevel det samme.

I denne anden verden har man brug for en helt, der kan skaffe en tabt talisman til dronning Laura DeLoessian, som er ved at dø af en mystisk sygdom. Alle har en ”twinner” i den anden dimension, og det er klart, at dronning DeLoessian er identisk med Jacks mor i vores verden. Jack forstår nu, at han kan påtage sig opgaven og redde den døende dronning, og derved samtidig kurere sin mor.

Hardcover, Viking 1984. Romanens første udgave med den første ud af en lang række totalt intetsigende forsider

Dermed begynder en lang rejse, hvor Jack dels bevæger sig igennem vores verden i sin søgen efter denne helbredende talisman, dels bevæger han sig gennem den anden sides forvrængede univers. Undervejs konfronteres han med diabolske kræfter, der gør alt for at stoppe ham, men hans vigtigste modstander viser sig at være førnævnte Morgan Sloat. Han er mere eller mindre er skyld i alt ondt, som sker i den anden verden, og samtidig også alle ulykker, der er sket i Jacks liv og familie. Naturligvis møder Jack også venner undervejs, ikke mindst det godmodige, varulvevæsen Wolf, der kompenserer for sit manglende intellekt med et mildt sind og en enorm råstyrke.

Det første, man kan bide mærke i, er, at King og Straub havde læst tidens tegn. Det, vi nu oftest kalder magisk realisme eller urban fantasy, var ved at blive en særdeles populær genre i midten af 80’erne, og de herrer havde tydeligvis lyst til at prøve kræfter med udtrykket. På et dybere plan arbejdede begge forfattere også på at bryde ud af den skrækskabelon, som efterhånden blev en kreativ spændetrøje for dem begge. Straub havde udgivet sin fantasy-gyserroman Floating Dragon i 1982, som tydeligt søgte nye veje, og King arbejdede på det samme – hans The Eyes of the Dragon udkom eksempelvis samme år som The Talisman.

Paperback, Berkley Books 1985

The Talisman er dermed ikke umiddelbart, hvad man kunne forvente fra Kings og Straubs hånd, men omvendt er den set retrospektivt lige præcis, hvad man burde have forventet. Samarbejdet blev endnu et alibi for at bevæge sig væk fra skrækfiktionen; nu med fælles indsats, men dette flugtforsøg fra genren så læserne ikke på med milde øjne. 

Gyset og i høj grad det ubehagelige er skam til stede i The Talisman, men det er mest i form af den utrolige mængde af lidelser og overgreb, som stakkels Jack skal gennemgå, før han kan afslutte sin rejse. Romanen ligner Kings The Stand (1978)som rejseberetning igennem et korrumperet landskab, hvor menneskers ”virkelige” personligheder er blevet blotlagt og destilleret, således at de gode står uendeligt gode og de onde tilsvarende lede. Alt er sort/hvidt i begge romaner, og det er måske også det mest anstrengende punkt ved The Talisman.

Hardcover, Random House 2001

Der er ingen moralske nuancer i teksten, som i en stemning af sentimentalitet og nostalgi lader stakkes Jack undergå den ene nederdrægtighed efter den anden, før han endelig kan frelse verden – hvilket man ikke tvivler et sekund på, rent faktisk vil ske. Selvfølgelig vil alt ondt blive straffet og alt godt belønnet. Mens bogen således er fyldt til bristepunktet med snusfornuftig hverdagspsykologi og floskler, er der et totalt fravær af egentlig psykologisk dybde. Det kunne være en bevidst pointe, fordi romanen tydeligvis er skrevet i dialog med kunsteventyrgenren, men grebet er alligevel ikke overbevisende udført og ligner alt for meget Kings vanlige håndtering af personer til, at det for alvor fremstår som noget særligt her.

Man skal imidlertid ikke være et sekund i tvivl om, at King og Straub havde ambitioner med romanen. Referencer til eksempelvis Twains The Adventures of Tom Sawyer (1876) og Tolkien antyder, at de så deres fortælling som en form for litterær odysse og allegorisk rejse igennem USA anno 1984. Det er et bud på den store samtidsroman om Amerika; et bud på nationen, som den burde være, og det grimme, som hele tiden presser sig på og slører, den kærlighed og varme, der holder landets hårdtarbejdende godtfolk sammen. Den tonstunge, dogmatiske kristendom, som løber igennem The Stand, fortoner sig i The Talisman, men det moralske kompas i teksten peger alligevel i samme retning.

Paperback, Ballantine Books 2001

Med alt det sagt må man spørge sig selv, hvor Straub passer ind i alt dette? Når man læser romanen, er der kun ganske få antydninger af hans hånd i teksten. I stedet har King sit aftryk på alt. Faktisk er romanen så meget en King-bog, at den tangerer en form for selv-pastiche. Den er næsten som om, nogen havde sat sig for at skrive mere King’sk, end King selv kunne gøre det. Måske er det da også netop her, Straub kommer ind. Måske han lagde sig så fast i sporet på sit store idol, at det i stedet for at blive et amalgam af to stemmer, blev en form for stilistisk ekkokammer for King.

Jeg har svært ved at rose The Talisman for ret meget. Trods dens længde er den moderat underholdende hele vejen igennem, men dens insisterende, selvhøjtidelige bevidsthed om sig selv som litterært produkt er en konstant irritation. Deres ambitioner med bogen som et bud på ”den store amerikanske roman” er anstrengende, fordi Kings og Straubs projekt i sidste ende er banalt og, paradoksalt nok, uambitiøst. Romanen indeholder ikke andre udfordringer til læseren end dens længde, og dens litterære lån fra klassikerne bliver en fornærmelse, fordi det kommer til at fremstå som ren, kunstnerisk staffage, der blot skal agere løftestang for den underliggende stemning af alvor.

Paperback, Hodder Paperbacks 2007

King og Straub havde uden tvivl en fest, mens de skrev bogen sammen, men det blev ikke nogen klassiker og det blev bestemt heller ikke en moderne Tom Sawyer. Romanen har givetvis mange læsere, der elsker den højt, men jeg er ganske sikker på, at det alligevel er de fleste, som sidder tilbage med en følelse af, at bogen er en noget forhutlet størrelse, som man ikke helt ved, hvad man skal stille op med. Måske endnu mere forstemmende er det, at den er et vidnesbyrd om to forfattere, der var godt i gang med at miste dem selv i deres egne og navnlig læsernes forventninger til deres bøger.  

Paperback, Orion 2012
Hardcover, Scribner 2012
Paperback, Pocket Books 2012
Paperback, Gallery Books 2018

2 kommentarer

Filed under Roman

Easy, easy riders – en amerikansk myte

Paperback, New English Library 1969

Motorcykelbander blev et varmt emne i slutningen af 50’ernes amerikanske genrefiktion. Banderne, der var opstået i kølvandet på Anden Verdenskrig, blev billedet på løssluppen livsførelse, lovløshed og utøjlet sex. Som en form for moderne cowboys kunne de utilpassede indtage landevejene og landskabet svøbt i en atmosfære af frihed og modstand imod alt etableret.

World of Men. marts 1967

Det er svært at forstille sig, at motorcykelbanden og motorcyklens mytologisering kunne være opstået andre steder end USA, hvor frontier-sværmeriet selv i dag aldrig ligger langt væk, og hvor landets store geografiske afstande tillader den form for dyrkelse af de åbne, øde landeveje, udenfor civilisationens omklamrende greb.

Paperbaack, Horwitz Publications 1966

Motorcykelbanderne i generefiktionen er en skærpelse af både myten om landevejens frihed og tanken om den utryghed, som disse bander skabte. De er defineret ved at være alt det, som samfundet ikke er; samfundet vendt på vrangen om man vil. De er mobile, aggressive og frie. Som landevejsrøvere tager de, hvad de har lyst til, og udfolder sig præcis, som det passer dem. I fiktionen defineres de som modkultur og fremstiller sig selv som fortællingens antagonister – både af navn, som i Hell’s Angels, og i den tydelige, subversive ikonografi, de bruger. Eksempelvis Nazi-symboler, som udtryk for komplette respektløshed i forhold til al god smag og orden. Banderne ved at de er skurkene, og som Miltons Lucifer, tager de den identitet på sig med stor appetit.

Hardcover, Random House 1967

Genrelitteraturen fangede hurtigt den nye subkultur og den blanding af frygt og fascination, som den kunne skabe. Bøger fyldt med vold, gru, sex og udskejelser blev et fast tema, og forsidernes ikonografi er forbløffende fasttømret fra begyndelsen. Alt det var Hunter S. Thompson naturligvis også klar over, da han i 1967 udgav sit banebrydende og i dag ikoniske stykke new journalism og gonzo-prosa om sin tid med Hell’s Angels.

Paaperback, Greenleaf Books 1968

I bogen gav Thompson læserne præcis, hvad de allerede vidste, de ville finde. New journalism, gonzo eller slet og ret exploitation – grænsen er hårfin, og Thompson sigtede helt bevidst efter at skabe den chokværdi, som hans bog indeholdt. At han mere skrev under påvirkning af genrelitteraturen end de faktiske oplevelser, gør også kun bogen mere interessant som indlæg i sen-60’erens fortsatte mytologiseringer af motorcykelbanderne.  

Paperback, Bogan 1976

Motorcykelgenren er først og fremmest amerikansk. Banderne blev naturligvis eksporteret til Europa, som man blandt andet kan læse om i Action, Mand!, der sætter scenen i Danmark. Man skal heller ikke snyde sig for Anders Bodelsens formidable brug af motorcykelbanden som billede på forstyrrelse af den stille borgerlighed i novellen ”Fjernsynet flimrer” (1967).

Paperbaack, Belmont Books 1960

I Europa blev banderne ikke desto mindre stadig identificeret som amerikansk fænomen, og de så også sig selv i lyset af denne americana. Meget af dette har at gøre med forskellene i landskaberne – det urbane Europa mangler rum for at skabe et troværdigt liv for landevejsmyten. Ikke overraskende kom der imidlertid et europæisk modsvar i slutningen af 70’erne – nemlig punken. Punken er motorcykelbander uden motorcykler.

Hr. Vicious med fru Spungen Vicious

Når Sid Vicious lod sig interviewe til BBC med hundehalsbånd om halsen og en undertrøje med påtrykt svastika, er der ingen forskel mellem ham og motorcykelbandens ikonografi. Han er den urbane videreudvikling af fortællingen og tilmed en form for demokratisering af selvsamme myte. Ved at fjerne den kostbare motorcykler, blev livsstilen med et opnåelig for alle, der turde sætte sig udenfor samfundet.

Paperback, Popular Library 1972

De udstødte kunne udleve den samme friheds- og antiborgerlige selvrealisering gennem punken, som deres forgængere havde udviklet i motorcykelbandemiljøet. Motorcyklerne var således grundlæggende en amerikansk myte, punken det europæiske modsvar.

Hvordan alt dette harmonerer med motorcykelbanderne anno 2022, skal jeg ikke kunne sige, og noget siger mig, at genren som fænomen døde med 70’ernes udgang.   

Paperback, PBO Books 1968
Paperback, PBO Books 1967
Paperback, New English Library 1975
Action For Men, januar 1967
Paperback, New English Library 1969
Paperback, New English Library 1975
Cycle Orgy, 1969
Paperback, New English Library 1975
For Men Only, februar 1966
Paperback, New English Library 1975
Hellcats, vol. 1, nr. 1, 1966
Paperback, New English Library 1975
Paperback, New English Library 1976
Paperback, New English Library 1975
Paperback, New English Library 1975
National Bulletin, vol. 7, nr. 35, 1971
Paperback, New English Library 1974
Paperback, Bantam Books 1972
Paperback, New English Library 1974
Paperback, Bantam Books 1985
Paperback, New English Library 1975
Paperback, Chevron 1967
Paperback, New English Library 1975
Paperback, Dell 1971
Paperback, New English Library 1970
Paperback, New English Library 1970
Paperback, Gold Medal Books 1970
Paperback, Gold Medal Books 1963
Paperback, Fawcett 1985

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Shockrock-horror i Satans navn

Paperback, Erich Pabel Verlag 1976

Rock ‘n roll har fordærvet ungdommen, lige fra det første vrik blev udført på scenen, og musikken har stået i det ondes tjeneste siden da – ingen tvivl om det. I Daniel Logans America Bewitched (1973) er det klart, at Satan sponserer hver evig eneste rockband. Med deres albums underminerer de moral, anstændighed og sender i sidste ende sjæle direkte i Helvede.

Paperback, Zebra 1994

Jo-jo, det er skam alvor. For Logan var de ondeste navne alle del af den bølge af britiske bands, der slog igennem i USA i 60’erne; hvem sagde sympati for Djævlen? Rækken af bandnavne er endeløs og den strækker sig helt op til i dag, hvor grupper stadig nu og da kan udløse rædsel.

Paperback, Zebra 1990

I løbet af 70’erne blev modkulturen som arnested for ondskab og forfald et tema i genrefiktionen. Charles Manson og hans familie spillede en vigtig rolle her, men det samme gjorde den tydelige krydsbefrugtning mellem okkultisme, LaVeys satanisme og rock-scenen. Jimmy Pages magiske evner er velkendte og Bowies okkulte kokain-sammenbrud ligeledes. Sådan kan man kan blive ved. Rock ’n roll fandt relativt hurtigt ind i genrelitteraturen, og refereres både i SF, fantasy og gys. Det var imidlertid i 60’erne, at rocken for alvor fandt sin plads som kulturelt referencepunkt.

Paperback, Zebra 1986

Da der for alvor kom kamp om pengene på horrorbogmarkedet i 80’erne, efter underskoven af Stephen King-kloner for havde vokset sig stor, blev shockrock naturligvis også et tema, man kunne spille på. Ikke mindst fordi metalmusikken havde fundet sig selv som egentlig genre og netop spillede på præcis de ting, som forskrækkede forældre, puritanere og religiøst godtfolk anklagede musikken for. For stakkels Ozzy var det knap så muntert, da han blev anklaget for at opfordre til selvmord på sin solodebutplade – når man altså spillede albummet bagfra – og han var ikke den eneste, der fik ”det moralske flertals” vrede at føle i Reagan-æraens USA.  

Paperback, Wyndham Publications 1976

For horrorromanerens vedkommende blev det til en række muntre forsider, men desværre kun ganske få underholdende romaner. Oftest er det faktisk ganske pinligt, som når Anne Rice skal beskrive den musik, som Lestat og hans band spiller, da hendes supervampyr beslutter sig for at blive rockstjerne. David Schows The Kill Riff (1988) er stadig den bedste indenfor genren, og selv Schow, der ellers er dybt indlejret i musikkulturen, rammer ikke helt rent. Han formår i hvert fald ikke for alvor at omsætte horrorrock til egentlig skrækfiktion.

Paperback, Uni Books 1970

Et af problemerne er formentligt, at de fleste horrorrockfortællinger kredser om to velkendte grundfortællinger. Enten hjemsøges bandet og deres scene i en slags variation over ”Fantomet i operaen” eller også er der tale om en klassisk, faustisk handel med Djævlen. Begge motiver er genbrugte til hudløshed, og en indpakning i løssluppen rock eller metalmusik gør ikke nogen nævneværdig forskel.

Paperback, Tor 1991

Senest har Grady Hendrix forsøgt sig med genren. Jeg er ikke voldsomt begejstret for Hendrix’ udgivelser. Han har fået ganske meget opmærksomhed med sin Paperbacks From Hell-bog (2017), der har ramt rent hos et nostalgisk publikum, som gerne vil grine af de skøre 70’erne og 80’ere. Som forfatter er han lidt for ironisk smart og genrebevidst, men det er smag og behag. Selvfølgelig har han prøvet kræfter med shockrock-horror, for temaet gør sig godt som koncept og smager af præcis den form for selvrefererende genrelitteratur, han skriver. Resultatet er desværre bare ikke nogen succes.

Paperback, Tor 1989

Jeg har, som sagt, stadig til gode at læse en for alvor god roman eller novelle, der fusionerer rock og horror. Det kommer nok en dag. Jeg ved, at historien er derude.   

Paperback, Tor 1995
Paperback, Tom Doherty 1997
Paperback, Selvudgivelse 2017
Paperback, ROC 1990
Paperback, Riverdale Avenue Books 2019
Paperback, Quirk Books 2018
Paperback, Popular Library 1986
Paperback, Popular Library 1972
Paperback, Pocket Books 1992
Paperback, Paperback Library 1971
Paperback, Onyx Books 1988
Paperback, New American Library 1970
Paperback, HEK Publishing 2015
Paperback, Chick Pub 1988
Paperback, Chick Pub 1986
Astounding Science Fiction, juni 1950
Paperback, Bantam Books 1986
Paperback, Pocket Books 1984

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Paul Tremblay, The Cabin at the End of the World (2018): Dommedag måske

Paperback, Titan Books 2018

Paul Tremblay er på få år blevet en af de mest prominente, yngre skrækforfattere. Hans romaner er små bestsellere, der udmærker sig ved at være både afdæmpede og kreative i deres tilgang til gyset. Hvor flere af de bøger og forfattere, der har fået opmærksomhed indenfor skrækgenren i de seneste år, har skrevet til genren og dyrket det velkendte og nostalgiske, går Tremblay en anden vej. Der er imidlertid ikke nogen tvivl om, at han lægger sig i forlængelse af Stephen Kings fiktion. Man kan faktisk gå så vidt som at sige, at han er en form for modernisering af det klassiske King’ske gys.

Tremblay skildrer hverdagen; helt ordinære menneskers konfrontation med det uforståelige og skræmmende. Vi kender hans persongalleri, fordi de udspringer af en form for hverdagsportræt, og hans historier kunne udspille sig i vores eget nabolag eller måske endda hjemme hos os selv. Gyset hos Tremblay er ikke selve formålet med hans romaner, men snarere en katalysator, der sætter gang i de menneskelige dramaer, som er hans egentlige emne. 

Paperback, Titan Books 2018

Det, der først og fremmest tiltrækker sig opmærksomhed hos Tremblay, er, at hans sprog og dialog har en oprigtighed eller naturlighed. Sproget er ukunstlet og i øjenhøjde med læseren. Meget vigtigt får han samtidig, midt i det prosaiske, sneget det lyriske ind som små, glimt, der løfter passager til smukke øjeblikke eller ganske nedslående momenter. Han beskriver med andre ord vores hverdag, men han æstetiserer den også, og giver os på den måde en følelse at livets intensitet, selv der hvor det sker i det små.

Tremblay arbejder i høj grad med en form for minimalisme i sit udtryk, hvor han skærer sine fortællinger så tæt ind på sine hovedpersoner som muligt. Dramaet og gyset bor i detaljerne, ikke i store, sprudlende, fortællinger. Eller sagt på en anden måde: Der sker typisk ikke voldsomt meget i hans romaner, hvilket på ingen måde er et problem. Ikke desto mindre kan handlingen udfordre ham, hvilket kan mærkes i hans The Cabin at the end of the World fra 2018, der har karakter af et kammerspil, som gerne vil være mere end det.

Paul G. Tremblay (født d. 30. juni 1971)

Handlingen fører os ud i den dybe skov, hvor et homoseksuelt ægtepar, Andrew og Eric, er taget på ferie i en hytte sammen med deres adopterede, kinesiske datter Wen. Fædrene har aftalt, at turen skal være en rigtig ferie, og derfor er der nul telefoner, tablets eller lignende med i hytten. Det skal kun være de tre i skovens skønne idyl. Sådan bliver det naturligvis ikke.

En dag, da Wen sidder et stykke fra hytten og fanger græshopper, møder en mand op i en mærkelig kedeldragt. Leonard hedder han, og han begynder venligt at snakke med Wen, som om han kender hende. På det tidspunkt har han allerede afsløret over for pigen, at noget grumt skal ske, men hun forstår ikke, hvad han mener. Vi læsere forstår derimod straks, at der er noget alvorligt under opsejling.

Hardcover, HarperCollins 2018. Romanens første udgave

Det viser sig, at Leonard og to allierede er af den opfattelse, at jorden er ved at gå under. Det har de fået at vide under en form for guddommelig vision. Det eneste, der kan redde kloden er, at de opsøger præcis denne hytte i skoven. Ikke nok med det, de skal her forlange af en af hyttens beboere, at de frivilligt lader sig dræbe som en form for sonoffer. Kosmos kræver blod for at undgå dommedag, og det skal ske frivilligt. Nu beder de tre fremmede familien om at vælge hvem af dem, der skal dø.  

Situationen er således, at Andrew, Eric og deres datter bliver holdt fanget af to mænd og en kvinde, der forlanger noget fuldstændig vanvittigt af dem. Det store spørgsmål er naturligvis, om bødlerne bare er galninge eller om de har ret – vil verden gå under? Hvis ja, og undergangen kan forhindres, hvem skal så egentlig have martyrrollen?  Romanens handling skildrer den følelsesmæssige tur, som tager den lille familie fra vrede og vantro til tvivl og måske endda en form for accept, før hele cirklen er sluttet og det hele kan gentage sig.

Paperback, HarperCollins 2019

Fortællingen er komprimeret og handlingen, som sagt, minimal. Måske også for minimalistisk eller omvendt for ambitiøs; det afhænger lidt af, hvor man gerne så historien bevæge sig hen. Der er meget at rose ved The Cabin at the end of the World, men handlingen og romanens længde synes ikke helt velafstemt. Bogen er ikke lang, men alligevel føles den længere, end historiens udgangspunkt kan bære. Ikke at forstå sådan, at den er kedelig, men nærmere at Tremblay vælger at indlægge en række sekvenser, hvor vi forlader hytten, blandet med dramatiske optrin i selve hytten. Eksempelvis det næsten obligatoriske flugtforsøg, der strækker fortællingen og føjer facetter til persongalleriet, men som alligevel fremstår som spæk på en grundlæggende rørende enkel fortælling.

Der er noget forbilledligt ved selve historiens præmis og den absurde idé, der sætter gang i dramaet. Det er psykologisk gru, når det er bedst, men det føles som om, at det ikke var nok for Tremblay, der måske ønskede et mere filmisk udtryk i sin roman. Spændingselementerne virker forcerede og overtydelige i deres forsøg på at skabe noget nervepirrende. Bogen virker fundamentalt filmisk i dens tilgang til narrativet og i dens opbygning. Det er ikke nødvendigvis noget dårligt, men det er bare heller ikke noget, der skaber stærk litteratur. Snarere skaber det en atmosfære af at være skabt grydeklar til filmatiseringen, hvilket er trist, især fordi jeg savner det stille formsprog fra de tidligere romaner.

Paperbaack, SSP Publications 2020

På samme måde er der noget tvetydigt omkring hans valg af hovedpersoner. At vælge et homoseksuelt ægtepar med en adopteret datter som primære personer, er, om man vil det eller ej, et statement. Det kan læses som et forsøg på at vise dette som noget fuldstændig normalt og derfor noget, som ikke fortjener nogen videre opmærksomhed. Det kan også læses som en pointe, hvilket løbende antydes i teksten, blot er det vanskeligt at afgøre, hvad pointen i så fald er.

Handlingen afsøger lidt klodset idéen om offerrollen, og alle karakterer i romanen har på en eller anden måde et aspekt af offeret over sig. Alle personer bevæger sig i løbet af historien, så de, der indledningsvist er stærke, ender som svage og så fremdeles. Det sker efter en tydelig skabelon, og igen fornemmer man, at Tremblay ikke helt stolede på sin egen, enkle præmis. Han lagde mere til, forklarede mere og skabte karakterudvikling, hvilket er synd, fordi det er fuldstændig unødvendigt i denne sammenhæng.

Hardcover, Dark Regions Press 2022. Denne illustrerede luksusudgave af romanen er i skrivende stund i forudbestilling hos forlaget. Den kan findes her.

Det valg, han udsætter sine hovedpersoner for, skaber grundlaget for et ekstremt potent stykke skrækfiktion, som kunne være blevet et moderne referencepunkt inden for genren. Desværre rystede Tremblay på hånden, polstrede romanen og giver os i sidste ende en relativt ordinær fortælling med en usædvanlig præmis. Det er ærgerligt, at værket ikke når de højder, som det kunne og burde. At han til sidst formår at forløse det hele på både smuk og grusom vis, viser dog, at Tremblay fortjener den opmærksomhed, han får som en af de fremmeste forfattere inden for skrækgenren i disse år.

3 kommentarer

Filed under Roman

En frafalden Anne Rice-læsers bekendelser

En af de ting, som jeg ikke fik gjort, mens bloggen lå i dvale, er at skrive et par ord om Anne Rice, der døde d. 12. december sidste år. Jeg har skrevet om Rice flere gange på bloggen, og som man kan læse, er jeg ikke nogen stor fan. Men det var jeg en gang, en kæmpe fan faktisk, så tillad mig at blive lidt personlig i det her indlæg.

En ung Anne Rice (4. oktober 1941 – 12. december 2021) omkring 1970

Det begyndte med en fiasko, som udviklede sig til en ydmygelse. Som purung teenager var min kusine en af mine store inspirationskilder. Hun kom fra en større by end Aabenraa og havde fingeren på pulsen på en måde, som jeg i hvert fald ikke altid havde det. Hun anbefalede mig Anne Rice, og jeg købte Interview with the Vampire. Bogen gjorde ikke noget stort indtryk på mig, og jeg er ikke sikker på, at jeg fik den læst til ende. Så opdagede jeg, at den var kommet i dansk oversættelse, og måske det kunne lette forståelsen. Det var op til sommerferien. Jeg fik reserveret bogen på biblioteket og tog så med mine forældre på den obligatoriske bilferie sydpå.

Fjorten dage senere var vi tilbage og En Vampyrs Bekendelser lå og ventede på mig i køkkenet. Min mormor havde fundet kortet fra biblioteket i posten, som fortalte, at bogen var kommet, og hun havde hentet den for mig. Næste formiddag ringede min mormor til min mor, og efter lidt tid blev jeg hentet hen til telefonen. Jeg kan her indskyde, at min mormor var en kvinde, der gerne kastede sig ud i små ondskabsfuldheder, hvis hun kunne slippe afsted med det.

Det første hun sagde, da jeg kom på medhør var, ”om min pornobog var spændende”. Hun havde selvfølgelig hæftet sig ved den udtalelse fra Sting, som var plantet på biblioteksbogens forside: ”En af de vidunderligste og mest erotiske, sensuelle bøger, der nogensinde er skrevet.” Det lyder jo unægtelig voldsomt. Min mor sendte mig et overrasket blik, mens jeg halvkvalt forsøgte at forklare, at det ikke var porno. Den kamp var tabt på forhånd. Efter det var romanen forbundet med en vis følelse af skam, men jeg bed det i mig, og det satte gang i en lang Rice-periode for mig.

Gothmother Rice er nu for alvor trådt ind i sin rolle. Her fotograferet under promoveringen af Memnoch The Devil i 1995.

På det tidspunkt i begyndelsen af 90’erne var Rice en litterær superstjerne, og man kunne finde hendes paperbacks i alle boghandler. Jeg slugte det hele; vampyrerne, heksene, mumien og de historiske romaner. Alt var fedt. Alt var godt.

Før Rice havde jeg haft en periode med Stephen King, som var en af de første forfattere, jeg for alvor dyrkede. Den fascination blev imidlertid ikke ved, og jeg kan huske, at jeg efter endnu læsning af Needful Things oplevede en form for afsky over for hans gammelgode romanuniverser, som jeg ikke følte havde noget med mig at gøre.

Her var det helt anderledes med Anne Rice. Hun indtog nu førersædet med romaner, der virkede begavede, kultiverede og smukke. De var benzin på drømmemaskinen og åbnede for idéen om en stor og mystisk verden, der lå langt fra dødkedelige Aabenraa og middelklasselivet i et parcelhuskvarter. Jeg læste især vampyrbøgerne flere gange. De var den perfekte læsning for en sortklædt teenager, der på det tidspunkt lyttede til Cure, Bauhaus, Sisters of Mercy, Bowie, Nine Inch Nails og alt mulig andet. Da filmen Interview with the Vampire kom, tog jeg den som en form for fornærmelse. Med en selvhøjtidelighed, som kun teenagere og nørder kan svinge sig op til, kunne jeg næsten ikke rumme den, fordi den virkede som et fuldstændigt overgreb på mit personlige forhold til romanen.  

Hardcover, Knoph 1976, 1. udgave. Romanen og det ganske kedelige omslag, der startede det hele

Jeg elskede hendes bøger, karakterer og hendes dystre men altid smukke natverden fyldt med musik, mystik og ja erotik. Jeg elskede romanerne, lige indtil jeg ikke længere gjorde det. Præcis som med King faldt Rice i unåde fra den ene dag til den anden. På det tidspunkt havde jeg et indtryk af, at hendes bøger blev dårligere og dårligere. Mere tyndbenede om man vil. I virkeligheden begyndte jeg nok bare at registrere alle de patetiske og sentimentale greb, som Rice gang på gang bruger for at levere den eskapisme, som jeg også selv faldt for. Set på afstand er ligheden mellem Rices og V.C. Andrews’ forfatterskaber skræmmende stor.  

For mig var Rice en del af det at gå fra stort barn til teenager eller ung, om man vil. Hun var en stemme, der sagde, at det var okay at gå op i bøger og musik. Hun talte til outsideren i mig, og hun viste, at kultur er cool. Uanset hvor lidt jeg værdsætter hendes romaner i dag, kan jeg aldrig fjerne de første intense læseoplevelser, som jeg havde med hendes bøger.

Det kan nærmest være lidt pinligt at indrømme, men om jeg vil det eller ej, har hun en særlig status hos mig, som kun ganske få andre forfattere har. Heldigvis har jeg ikke noget nostalgisk forhold til romanerne. Jeg læste mig igennem dem, og da jeg var kommet ud på den anden side, havde jeg suget alt fra dem, som jeg kunne tage med mig videre. Der skal dog ikke være nogen tvivl om, at Rice gav noget til teenageudgaven af mig, og jeg er helt sikkert ikke den eneste, der har det på samme måde.  

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Henry Kuttner, The Creature From Beyond Infinity (1968): Kosmisk optimisme fra en fjern guldalder

Paperback, Popular Library 1968. Frank Frazetta har leveret forsiden til denne udgave, der er den eneste seriøse genudgivelse af romanen efter dens tur i magasinerne

Henry Kuttner huskes i dag bedst for to ting. For det første, at han var gift med C.L. Moore, og for det andet, at han korresponderede med Lovecraft i de sidste år før dennes død. Det var tilmed Lovecraft, der introducerede Kuttner og Moore for hinanden, og han fik på den led, lidt overraskende, rollen som en Kirsten Giftekniv.

At det netop er de to ting, som Henry Kuttner huskes for, siger en del om eftertidens syn på hans korte liv og karriere. Præcis som Charles Beaumont døde han i en alt for ung alder og efterlod sig derfor et afbrudt forfatterskab, som tydeligvis var i fuld udvikling.

Paperback, Popular Library 1968

Før Kuttner døde, nåede han ikke desto mindre at skrive ganske meget, og han bredte sig ud over genrerne med stor appetit på det fantastiske. Onde tunger vil mene, at han aldrig fandt sin egen stil og primært efterlignede tidens populære navne. Det kan der være noget om. Man skal yderligere hæfte sig ved, at Kuttner og Moore skrev meget sammen, som blev udgivet i Kuttners navn eller under et af de voldsomt mange pseudonymer, som ægteparret på kort tid nåede at få etableret.

Den negative holdning til Kuttners forfatterevner har blandt andet gjort, at alt, hvad der kunne siges at være godt i hans historier, ofte bliver tilskrevet Moores indflydelse eller direkte opfattes som skrevet af hende. Det, tror jeg ganske enkelt, ikke er rigtigt, og den roman, som vi her skal se nærmere på, viser meget godt hvorfor. Den har ingen af Moores fingeraftryk, men derimod træk, der skulle komme til at præge Kuttners fiktion i den sidste del af hans liv. En periode med flere gode romaner, og den vi her ser nærmere på er afgjort på vej i den rigtige retning.

Henry Kuttner (7. april 1915 – 3. februar 1958)

The Creature from Beyond Infinity eller A Million Years to Conquer, som romanen hed, da den i 1940 udkom i magasinet Startling Stories, er en hæsblæsende omgang SF-ramasjang med udpræget sans for de store perspektiver. Det har jeg mere at sige om, men først til handlingen.

Historien introducerer os til Ardath, den sidste overlevende af en race superintelligente væsner fra en fjern afkrog af universet. Hans race er på flugt og søger efter en ny verden, hvor han nu som den eneste tilbage håber at kunne genetablere sig. Ardath ankommer langt om længe til en passende planet, hvor mikrobelivet synes lovende, og nu er det bare at gøre forberedelserne og vente. Mens Ardaths ligger i dvale i sit rumskib, der er i kredsløb om planeten, udvikler mikroberne sig stille og roligt som frø i en kultiveret have.

Startling Stories, november 1940

Planeten er selvfølgelig vores jordklode og mikroberne begyndelsen på livet. I sit rumskib vågner Ardath nu og da, mens millioner af år ruller forbi. Han vågner for at se, hvordan tingene har udviklet sig på planeten og til sidst er tiden til høsten inde. Livet er blevet intelligent og mennesket (skabt i Ardaths billede) er opstået.

For at kunne danne sit nye samfund skal Ardath bruge de bedste af de bedste, og han scanner sig derfor igennem civilisationens historie på Jorden for at finde frem til de største genier, der nogensinde har levet. Det bliver til barbarkrigeren Thordred, Ansaiya, en ypperstepræstinde fra Atlantis, Cornelius Scipio, kendt fra den Anden Puniske Krig og Li Yang, en rådgiver til Djengis Khan. Det er noget af et hold, og den sidste mand, som slutter sig til denne gruppe, skal hentes i bogens og Kuttners samtid – den sære outsider og geniale videnskabsmand Stephen Court.

Ardath i Startling Stories

To spor krydser sig i handlingen. For det første har den godmodige Ardath overset den mulighed, at hans supergenier kunne have egne ambitioner. Den ene af genierne går således bag om ryggen på ham og kupper Ardaths forsøg på at skabe en ny og bedre verden for os alle. Samtidig sker der ting og sager på Jorden i Stephen Courts samtidig. Der udbryder en mystisk syge, der omdanner de smittede til en form for energihungerende zombier. Epidemien er katastrofal og uden kur, men måske den geniale Stephen Court alligevel kan finde en løsning på det problem, der meget vel kunne blive menneskehedens endeligt. Hvordan de to spor hænger sammen, skal jeg ikke afsløre.

Romanen er fyldt til bristepunktet med den form for naturvidenskabelige saglighed, der karakteriserer tidens SF. Hovedpersonerne er handlekraftige, alvorlige mænd, der er i stand til at knuse næsten alle problemer med intellektet, og der hvor de alligevel ikke kan bruge logikken, kan de heldigvis også uddele øretæver.

Startling Stories, november 1940

Alt dette er mere eller mindre ordinær pulp, som vi kender det. Måske med udtagelse af karakteren Stephen Court, der ganske vist er genial, men også et fuldstændig dysfunktionelt menneske. Han er ikke nogen typisk pulphelt og snarere en kommentar til SF-genrens portræt af naturvidenskabsmanden som idealmennesket, vi bør efterstræbe. Man kan også notere sig, at Court uden tvivl kan frelse verden, men for at blive et helt individ må han give slip på sin videnskabelighed og lytte til et andet menneskes dybest set irrationelle følelser.

Det særlige ved Kuttners roman er det brede, modige perspektiv, han lægger ind i sin fortælling. Ikke alene beskriver han en sekulariseret evolutionshistorie med en forklaring på livets opståen, men han formulerer også en klar ambition omkring et utopisk slutmål for menneskeheden. Rejsen fra mikrobe til superintellekt, som den udfolder sig hos Kuttner, er langt mere dristig end hos de fleste af hans samtidige SF-forfattere, der med deres tekniske ingeniør-tilgang til verden insisterer på at se deres egen tid som noget, der stort set er slutpunktet for evolutionen og kulturen. Den vestlige verden kan nærmest ikke blive bedre, og credoet lyder, at vi bekender vores tillid til den hellige atomkraft og al dens energi.

Fantastic Story Magazine, Fall 1952

Her stiller Kuttner sig anderledes og, tør man næsten sige det, filosofisk. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at dette er et mod og et perspektiv, som Kuttner fandt igennem sin kontakt med folk som Lovecraft og Frank Belknap Long, der dyrkede præcis disse dybe kosmiske, evolutionshistoriske perspektiver i deres forståelse af den populære SF-genre.

Set med nutidige øje kan det innovative og dristige i en fortælling som The Creature from Beyond Infinity være en smule svært at få øje på. Forfattere som Arthur C. Clarke og Colin Wilson udfolder eksempelvis det samme langt mere præcist, men ikke desto mindre står Kuttners roman som en form for mønsterbryder. Han giver os et kosmisk perspektiv, der rækker ud over vores evner som mennesker og beskriver verden af i dag (altså hans egen samtid) som en ufuldstændig proces, der kan udvikle sig i mange retninger.

E-bog, Gateway 2012

For Kuttner er det ikke ubetinget rigtigt, at videnskaben er verdens redning. I stedet peger han på det hele menneske, individet, der er i kontakt med sine følelser, som det, der i sidste må frelse os fra krig og katastrofer. Derfor er det heller ikke så mærkeligt, at 60’ernes New Wave-forfattere fandt tilbage til Kuttner, som en af deres inspirationskilder, da de begyndte at lege med de samme idéer.

The Creature from Beyond Infinity er selvfølgelig pulp til bristepunktet, men bag de nu bedagede klichéer gemmer der sig noget originalt og gribende, som det lønner sig at grave frem. Jeg vil derfor gerne slå et slag for Kuttner, som afgjort kunne og var mere end bare at være en snylter på andres kreativitet.      

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Forårsstemning på en levende død blog

Det er længe siden, må man nok sige! Alt for længe, faktisk. Så længe, at jeg næsten – men også kun næsten – var begyndt at tænke på bloggen som død. Helt der er jeg nu alligevel ikke, og jeg vil i den kommende tid forsøge at få lidt gang i gryderne igen. Jeg mener stadig, at der er god brug for en blog på dansk, der ser på ældre genrelitteratur og rent faktisk beskæftiger sig med indholdet i den fiktion, der skrives om. Den samtale vil jeg stadig gerne være en del af. Mit største problem er jo nok, at vi bare ikke er så mange herhjemme, der går op i den slags, hvilket gør det at blogge til en form for kapløb imod tiden, fordi vi alle godt ved, at selv ildsjæles ild brænder ud på et tidspunkt.

Jeg har ikke ligget på den lade side, hvilket nok også er grunden til, at Fra Sortsand har stået stille. Jeg har haft en hel del artikler, der skulle skrives, og mere relevant for bloggen skulle mit manuskript til Drømmenes Pris afsluttes. Den bog, der handler om Lovecrafts forfatterskab, ligger nu trygt og godt hos forlaget – den skulle gerne udkomme til august – hvilket har givet mig lidt luft. Nu mangler jeg at få afsluttet de sidste tre kapitler i min efterhånden ganske lange bog om fantasygenren, og så er det endnu et projekt ude af vagten. Det lysner med andre ord, hvilket giver plads til nye projekter samt ikke mindst bloggen her.

En af udfordringerne i den forgangne tid har selvfølgelig været et spørgsmål om tid. Mens jeg valgte at prøvekøre tekster til min bog Skrækvisioner på bloggen, før de blev puttet ind i bogens kapitler, har jeg med Når Eventyret Kalder, min fantasybog, valgt det stik modsatte. Her har jeg holdt indholdet mere eller mindre ude af bloggen. Det er der flere grunde til, men konsekvensen har været, at jeg simpelthen har haft svært ved at læse og skrive til det hele på en gang. Nu kan jeg se fremad, og dermed er min læsning ikke fuldstændig bundet op på et bogprojekt. Det vil gavne bloggen, samt ikke mindst mig selv, der efterhånden har brug for noget luftforandring. 

Nuvel, bloggen humper nu videre fremad. Jeg håber, at der stadig er nogen derude, som gider hænge på.  Vi ses på søndag, hvor ballet for alvor kan begynde igen. Imens kan du måske kaste et blik på denne lille artikel, som jeg forleden skrev for magasinet Vid&Sans, om skrækgenrens betydning.

– Martin    

8 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret