Jack Ketchum, The Girl Next Door (1989): Intet mindre end modbydeligt…!

Paperback, Warner Books 1989. Romanens første udgave. Forsiden er malet af Lisa Falkenstern

Nå, tingene skred for mig på grund af et trist dødsfald i familien, men nu til sagen.

Det sker relativt sjældent, at jeg læser skrækfiktion, der direkte påvirker mig følelsesmæssigt, men Jack Ketchums The Girl Next Door gør indtryk. Det gjorde den første gang, jeg læste den for snart ret længe siden, og det gjorde den igen, da jeg læste den på ny. Når jeg skriver, ”gør indtryk”, mener jeg, at bogen efterlader sit klamme mærke på mig som læser, og den hænger ved som en ubuden gæst et godt stykke tid efter. Sådan burde det meste skrækfiktion ideelt set påvirke os, men det er jo langt fra tilfældet. Ketchums bog opnår dermed noget, som de færreste skrækromaner formår, men desuagtet er jeg faktisk lidt ambivalent i forhold til romanen og dens projekt, fordi jeg ikke er helt sikker på motiverne bag bogen.

Men lad os først lige få styr på handlingen, fordi det vil gøre det potentielt ganske problematiske ved fortællingen tydeligere. Handlingen udspiller sig i det evige, nostalgiske drømmeland, 1950’ernes USA udgør som referencepunkt i den amerikanske selvforståelse. Fortællingen er et tilbageblik, hvor vores fortæller David mindes en uhyrlig række begivenheder, der udspillede sig i løbet af en sommer på det tidspunkt, hvor han befandt sig i det tvetydige stade mellem barn og teenager.

Paperback, Warner Books 1989

To piger flytter til kvarteret, hvor David bor. De flytter ind hos fjerne slægtninge, fordi deres forældre er omkommet i en bilulykke. Familien, de rykker ind hos, er imidlertid ikke helt velfungerende. Moderen Ruth er alene med to drenge, der må karakteriseres som nogle rødder, og Ruth ser nok også lidt for dybt i flasken, hvilket der naturligvis bliver hvisket og tisket om i det lille provinsmiljø.

David møder den ældste af de to søstre, Meg, nede ved floden, der løber forbi deres by, og de to falder i snak. Det bliver kimen til en stille forelskelse i Meg, der er en smule ældre end ham. Scenen er dermed sat til en sommerromance, men hændelserne tager desværre en særdeles ubehagelig drejning. Der går nemlig ikke ret lang tid, før det hele går skævt mellem Meg og Ruth i huset. Hvor skævt det går, forstår vi først sent, fordi der går noget tid, inden David, der er vores øjne og ører, kommer hjem på besøg hos familien.

Dallas William Mayr alias Jack Ketchum (10. november 10 1946 – 24. januar 2018)

Meg er blevet genstand for alle Ruths frustrationer og vrede. Den unge, kønne, kloge teenagepige, der har livet foran sig, er blevet alt det, som Ruth hader ved sig selv, og da Meg tillader sig at protestere over den behandling, hun får af sine plejemor, bliver hun straffet; først mod stuearrest, så slag og derfra eskalerer volden i hjemmet til groteske dimensioner.

Volden mod Meg bliver et sort hul, der hurtigt sluger alt omkring dem og suger familien ned i kælderen, hvor teenagepigen holdes fanget. Det er ikke bare Ruth, der udøver volden. Hun får også sine to sønner med ind i det, og David, vores fortæller, går nølende fra samtykkende iagttager til tøvende deltager, det samme gør en vild teenagepige fra kvarteret, der ser sig mindst lige så vred på Meg, som Ruth er det. Det smerteligste for Meg er dog, at hendes lillesøster også bliver en af bødlerne, fordi hun ikke ønsker selv at gennemgå, hvad hendes storesøster udsættes for.

Hardcover, Overlook Connection Press 2002

Afstraffelserne, der begynder som vold, antager meget hurtigt en seksuel karakter, og til sidst slutter med at være enhver form for nedbrydende og ydmygende behandling, der går fra slag og spark, skamfering og voldtægt til spisning af egen afføring og andre ydmygelser. Ketchum præsenterer det hele med stor appetit, og det er hårrejsende læsning, fordi det bliver ved og ved og konstant bliver værre. Handlingen, der mere eller mindre udspiller sig nede i det lille kælderrum, bliver på den led et vanvittigt kammerspil om menneskelig ondskab og sårbarhed.

Det er mere end skrap kost, og det problematiske ved romanen er, at jeg flere gange under læsningen kommer i tvivl om, hvorfor Ketchum egentlig skriver det, han gør. Bogens portræt af den ødelagte kvinde og mor Ruth, der lader sine frustrationer gå ud over Meg, er hurtigt ganske tydeligt. Det samme er tematikken omkring børnenes, navnlig Davids, medløberi og spørgsmålet om skyld og ansvar, hvilket naturligvis igen især gør sig gældende for David, der som en liderlig voyeur er med til det hele uden at skride ind, og dermed bliver han en af voldsmændene, også selvom han ikke direkte deltager i størstedelen af overgrebene.

Paperback, Leisure Books 2005

Sagen er den, at Ketchum går meget længere end nødvendigt for at kommunikere alt dette, og der kommer dermed noget lystfuldt, sadistisk over teksten, der (næsten?) synes at invitere læseren til at værdsætte beskrivelserne som en seksuel, fetichistisk voldtægtsfantasi. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, hvornår noget er for meget, den grænse må man selv trække, men jeg bliver personlig bekymret i det øjeblik, jeg kommer i tvivl om, hvad der egentlig er bogens anliggende – er det at fortælle den triste historie om den misbrugte teenagepige, der bliver offer for en tragisk kvindeskæbne, eller er romanen et alibi for at udleve ekstremt destruktive sexfantasier?

Den slags er ikke let at afgøre, men man løber af og til på dem inden for skræk- og krimigenren; endda oftere end i de manierede, oftest småfjollede exploitation eller såkaldte ”torture porn”-film, der vel ellers er den oplagte parallel til Ketchums roman. For at tage et hjemligt eksempel oplevede jeg det sidst, da jeg læste Steen Langstrups novellesamling I Lygternes Skær, hvor der også er en sær entusiastisk begejstring i den gentagende skildring af ganske unge piger, der bliver voldtaget. Igen må man spørge sig hvilken agens, der ligger bag skildringerne. Æstetisk synes kvaliteten i hvert fald en smule tvivlsom hos Langstrup. Hos Ketchum reddes det hele dog af den overtydelige motivation, der så at sige holder hans ryg fri og giver ham et spillerum; et spillerum, Ketchum udnytter til fulde og i en sådan grad, at det, som sagt, fremstår som alibi.

Paperback, 47North 2015

Før jeg bliver udråbt til puritansk sippe, må jeg hellere gentage, at The Girl Next Door har noget dragende, netop fordi den bevæger sig så tæt på en grænse og måske også overskrider den. Bogen kommer i hvert fald ganske nær på at være noget, jeg ikke kan beskrive som andet end en entusiastisk skildring af ekstrem seksuel vold, og det kræver sit at læse det uden at blive påvirket, fordi Ketchum leverer det med en simpel, enstrenget kynisme, der ud over at være iblandet en dosis nostalgisk 50’er-romantik serveres råt for usødet. Hvis du med andre ord er på jagt efter en bog, der måske kan provokere og berøre dig, så kunne det jo være, at du skulle tage et smut ned i kælderen med Ketchum. Jeg håber dog, at du har lyst til at tage et langt bad efter læsningen!

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Forsinket feriemelding! Vi ses igen d. 2. august

Skriv en kommentar

20. juli 2020 · 08:12

Mark Grant, Mutants Amok 1 (1991): Så dumt kan det gøres…

Paperback, Avon Books 1991. Forsiden er malet af den altid fantastiske Les Edwards

Mark Grant, alias David Bischoff, vidste formentlig godt, at han ikke ville vinde nogen litterære priser for første bind i Mutants Amok-serien, men det har næppe tynget ham meget. Man konstaterer da også allerede efter få sider, at han er gået til arbejdet med højt humør og stor appetit på død, ødelæggelse og lummer underholdning. Faktisk er Mutants Amok uforskammet plat og så dum, at den opnår en form for integritet med sin stupiditet. Ikke mindst fordi der ikke bliver lagt fingre imellem noget sted, hverken når det kommer til humor, vold eller sex.

Handlingen lader sig da også præsentere ganske kortfattet. I en ikke alt for fjern fremtid har mutanter overtaget verden. I USA sidder cyber-mutanten Charlegmagne på magten, og hans tropper gør nu livet surt for de overlevende mennesker, der er blevet slavegjorte af de mutanter, som videnskabsmænd skabte i jagten på den perfekte soldat. Men naturligvis er der også en modstandsbevægelse, og den sejeste, mest bistre og røv-sparkende modstandsmand er Max Turkel, der har sat sig for at gøre en ende på Charlegmagne og de andre ”muties”.

David F. Bischoff (15. december 1951 – 19. marts 2018)

I seriens første bind kommer oprøret dog ikke så godt fra start, for Turkel styrter ned med sit lille personfly og må hårdt såret søge hjælp på en slavefarm drevet af mutanter. En ung fyr på farmen ved navn Jack, et menneske forstå sig, begynder at hjælpe Turkel og snart er et oprør under opsejling blandt slaverne. Før det kommer så langt, må Max Turkel dog hjælpe til med at redde Jacks kæreste fra at blive udsat for eksperimenter hos den lokale, vanvittige mutantlæge. Så er der selvfølgelig også Charlegmagnes højre hånd, der leder efter Turkel, hvilket alt sammen bliver en giftig cocktail af problemer for vores hårdtslående modstandsmand og hans nye grønskolling af en partner.

Der er knald på fra første side, men det betyder ikke, at hverken Jack eller Turkel ikke har tid til at hygge sig. En væsentlig del af bogen handler om, at den erfarne Turkel giver unge Jack sextips og scoretricks i nogle ganske grænseoverskridende scener, mens de to mænd arbejder på at få Turkels flyvemaskine på vingerne igen. Da vi når midten af romanen, kunne man næsten tro, at det hele går lidt for let, men naturligvis bliver vores hovedpersoner presset, og alt ender i kamp og kage samt en cliffhanger, der sender læseren direkte videre til andet bind i serien.

Paperback, DelRey 1979

Bischoff går, som allerede indledningsvist nævnt, linen ud. Præcis det er bogens helt store aktiv, for den tåbelige handling, de latterlige hovedpersoner og den platte humor er alt for meget af det gode. Det samme er de rå mængder vold, som føjer et festligt, grotesk lag til fortælling, der giver den uhøjtidelige munterhed kant. Vi hører eksempelvis om, hvordan Charlegmagnes højre hånd, general Torx, stamper hovedet i stykker på en baby. Jeps, det er rå sager, og Torx gør det ene og alene for at vise, hvor sej og gemen han er.

I den mere muntre ende kan man nævne kapitlet, hvor Torx og hans mutantsoldater kommer til en lille landsby af små væsner med hår på fødderne, der bor inde i bakker med runde hoveddøre… De er en særlig mutantrace, som ingen kan holde ud, og efter Torx har udspurgt de små fyre, bliver alle hobbi… mutanterne knaldet med ned maskingeværer. Sjovt, dumt og ekstremt blodigt.

Paperback, Avon Books 1990 – en af Bischoffs mange bøger baseret på film og TV

Less is more lyder det moderne mundheld, men Mutants Amok går den stik modsatte vej og slipper afsted med det. Det er med speederen i bund, at bogen åbner, og farten bliver stort set ikke sænket efter første side. Alligevel må man hæfte sig ved, at dette bind har karakter af en synopsis, der både skal dække verdensbeskrivelsen, introducere de væsentligste karakterer og sætte historien i gang. Der er med andre ord en form for slør i handlingen, hvor vi introduceres til meget, men måske ikke oplever helt så meget, som der fortælles. Det er naturlig en konsekvens af, at dette er første bind; elegant er det ikke. Omvendt er der intet elegant ved hele projektet. Romanen havde formentlig også et begrænset sideantal til sin rådighed. Man skulle vel for alt i verden ikke udfordre læserne med alt for mange sider og skræmme dem væk.

Når det er sagt, må indvendingerne også konstateres at være bagateller fordi vi her har at gøre med et stykke uforpligtende neo-pulp, der i 90’ernes ånd gør alt for at være så fræk som muligt. Bischoff hyggede sig helt afgjort, mens han arbejdede på bindet, der ganske klart er tænkt som startskuddet til noget stort.

Paperback, Bantam Books 1984. Mere pulp fra Bischoffs hånd

Jeg tror også, at Bischoff var et godt valg fra forlagets side. Han har styr på sine actionscener og rammer den tåbelige humor, der helt klart har været et idémæssigt udgangspunkt for serien, til perfektion. Som sagt gør den ekstreme vold samtidig, at der kommer en snert af alvor over bogen (kun en snert!), der løfter det fra at være en genreparodi til rent faktisk at være et selvstændigt genrebidrag.

Er Mutants Amok værd at læse? Nej, absolut ikke. Verden er fyldt med fantastisk litteratur, så der er slet ikke tid til at bruge bare et øjeblik på en bog som denne. Men hvis man nu alligevel har en ulykkelig svaghed for pulp og genrefiktion, og hvis man nu er nysgerrig på at se, hvordan den postapokalyptiske genre kunne lanceres i ’91, så er det her bestemt et sjovt og ganske uforpligtende sted at springe ind. Bischoff kender som sagt sin besøgstid, og bogen er slut, før man får set sig om, men lur mig, om du ikke på det tidspunkt er blevet bare en lille smule interesseret i at finde ud af, hvad han har planlagt af voldsomme og usmagelige platheder til andet bind? Det blev jeg i hvert fald, og hvordan det faldt ud, kan du læse om, når jeg vender tilbage med andet bind snart.

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Juris-Karl Huysmans, Là-bas (Dybet) (1891): Ned i sølet og op igen

Paperback, Sphere 1974. Den udgave af romanen, som jeg har læst i oversættelsen fra 1924

Da Juris-Karl Huysmans gik i gang med sit berømte værk Là-bas, var det med baggrund i et dybt personligt udviklingsprojekt, der havde sendt ham fra en sværmerisk kunst for kunstens skyld til i stigende grad at se kunsten som en måde at nærme sig en religiøs erfaring.

Huysmans bliver ofte knyttet til den såkaldte dekadente bevægelse i fransk litteratur i 1800-tallets slutning, hvilket sådan set også er meget rimeligt, selvom han på flere punkter skiller sig ud fra den gruppe. Det gør Huysmans ikke mindst takket være den idealisme, som han i stigende grad kom til at udtrykke i sit forfatterskab, men mere om det lidt længere nede. Først må jeg nemlig hellere præcisere, hvorfor Huysmans’ Là-bas er relevant på Fra Sortsand.

Joris-Karl Huysmans (5. februar 1848 – 12. maj 1907) alias Charles-Marie-Georges Huysmans

I romanen, der udkom 1891, introduceres vi til den anæmiske forfatter Durtal, der slider sig ihjel på et storværk om de historiske, middelalderlige rødder for folkeeventyret om Blåskæg. Det er, som bekendt, en grum fortælling om manden, der myrder sine koner, og Durtals kilder viser, at den ”virkelige” Blåskæg ikke var mindre blodtørstig, men Durtal finder også ud af mere. Den historiske Blåskæg gør nemlig oprør mod de sociale og religiøse bånd, der begrænser hans personlige udfoldelse. Det fører ham i kontakt med diabolske kræfter, der i sidste ende bliver Blåskægs undergang.

Netop det forhold, at Blåskæg satte sig uden for kirken, kommer til at optage Durtal, der bliver fascineret af Blåskægs tilvalg af Djævlen. Han bliver måske endda mere end bare fascineret. Gennem forfattervenner begynder Durtal nu også selv at blive optaget af det diabolske, og det går gradvist op for han, at satanisme ikke bare er noget, der hører fortiden til. Det bliver praktiseret midt i det moderne Paris. Der sker med andre ord en spejling af Blåskæg i Durtal, som på sin vis gentager Blåskægs historie nu blot i en moderne kontekst.

Hardcover, Tresse & Stock 1891. Romanens 1. udgave

Den store kulmination på det hele kommer, da Durtal til sidst bliver taget med til en hemmelig sort messe. Oplevelsen bliver den modgift, som Durtal har søgt efter. Da han ser, hvad der udspiller sig under denne ceremoni, bliver han kureret for enhver fascination af det diabolske, og han flygter hals over hoved bort. Han flygter ind i armene på kirken, som han nu forstår og værdsætter med fornyet kraft.

For alle entusiaster af genrefiktion er det naturligvis Durtals udforskning af den okkulte underverden i Paris, der er bogens attraktion. Huysmans væver i romanen middelaldermystik og melodramatisk spændingsfiktion sammen og føjer dertil et eksistentialistisk lag, som kredser om Durtals ulykkelige fascination af mørket.

Der er ikke nogen tvivl om at Huysmans’ værk lægger sig i forlængelse af en gotisk roman som The Monk (1796), men værket skærper portrættet af satanismen ved at flytte det ind i det dekadente parisiske bourgeoisi, hvor rigmænd og intellektuelle står skulder ved skulder foran Satans alter i en gudstjeneste, der naturligvis bliver anført af en frafalden præst.

Det var absolut skrappe sager, da romanen udkom, og bogen udløste en mindre skandale for sine bramfri skildringer af de seksuelle udskejelser, der skete under den sataniske messe. Noget der naturligvis har været med til at sikre Huysmans en plads i litteraturen, men Là-bas var ikke tænkt som (kun) en provokation.

Hardcover, La Connaissance 1924. Titelbladet i denne fine udgave, der dog ikke for nogen specielt spændende forside

Præcis som Matthew Lewis med The Monk har Huysmans et anliggende med sin skildring af den selvfornedrelse, der sker i Satans navn. Hans alter ego, Durtal, søger autenticitet og en vej til stærkere erkendelse af den åndelige side af livet. Den vej kan han ikke finde i sin samtid, hvor den katolske kirke har mistet sin evne til at skabe en oplevelse af transcendens. Durtal ønsker imidlertid dette åndelig samvær med noget metafysisk større. Durtal har, præcis som Huysmans selv, først søgt dette i naturen, men også her har han mistet kontakt med gudserfaringen, hvorfor denne ulmende satanisme med dens ritualer og gamle hemmeligheder pludselig fremstår som en mulig vej til nye og ægte erkendelser.

Her tager Durtal fejl, må han erkende, og i stedet kaster den søgende forfatter sig over kunsten som den sande kilde til erfaringen af Gud. Æstetikken bliver det svar, som Dural søger, og Huysmans følger dermed Friedrich Schleiermachers tanker om kunstens rolle i religionen, der netop var fremherskende på dette tidspunkt og blev en kilde til fornyet spiritualitet i intellektuelle kredse.

Hardcover, University Books 1958

Med Là-bas beskriver Huysmans tvivleren, der er på nippet til at miste troen helt. Han søger, men ved ikke, hvor han skal gå hen og havner derfor i et spirituelt mørke, der fører ham langt, langt ned – helt ned i dybet. Den grumme, nutidige skrækforfatter ville naturligvis ikke lade Durtal vende tilbage fra dette diabolske mørke, men her går Huysmans en anden vej, fordi bogen skildrer en erkendelsesproces. Kunsten er Durtals redning, og kunsten som kilde til transcendens bliver også hovedtemaet i mere eller mindre alt andet, Huymans skrev efter Là-bas.

Det kan dermed heller ikke overraske, at Huysmans forfatterskab ganske ofte bliver beskrevet som indadvendt, for det er hans fiktion i højeste grad. Romanen er én lang refleksion over troens mysterie og erkendelsen af Gud. Undervejs møder Durtal forskellige individer, der bliver talerør for bestemte synspunkter, der alle på en eller anden måde udfordrer Durtal og sender ham videre ind i den labyrint af tvivl, angst og oplysning, der driver ham.

Hardcover, Garnier-Flammarion 1978

Trods bogens okkulte dimension må man ikke være i tvivl om, at dette først og fremmest er et stykke realistisk fiktion, der ganske vist bruger gotikken og dele af samtidens fascination af det morbide, men fortællingen aktiverer ikke overnaturlige elementer. Satanismen bliver skildret som et absurd, menneskeskabt teater, der i virkeligheden bare er et skalkeskjul for utøjlet, skamløs liderlighed og moralsk forfald. Det er med andre ord ikke nogen egentlig religion, men her adskiller satanismen sig paradoksalt nok heller ikke stort fra den tomme religion, Durtal finder i den katolske kirkes institution, der synes forblændet af sin egen magt og ceremoniel.

Som en anden opdagelsesrejse må Durtal finde sin egen åndelige vej, og det gjorde han, præcis som Huysmans også selv gjorde det. Skal man indpasse værket et sted i genrefiktionens kronologi, er det således relevant at se Huysmans åndelige søgen som noget, der peger frem mod Algernon Blackwoods værker, der i høj grad følger det spor, der blev udstukket med Là-bas og udbyggede dette yderlige i jagten på erkendelse.

Paperback, Penguin 2002

Durtals rejse ned i underverdenen er ikke noget gotisk brag af morbide optrin og forbudt opførsel, det er nærmere en stille samtale, som gradvist bliver mere og mere skummel, før der til sidst bliver luftet ud og sollyset slippes ind. Det er næppe alles kop the, det var det ikke dengang, og det heller ikke i dag, men jeg synes nu, at det er meget sjovt at gå i kødet på et værk som dette, fordi det er litteratur, som kan sætte tankerne i gang hos læseren. Præcis det er sundt, tror jeg.

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Michel Faber, Under the Skin (2000): Vi er alle alene i verden

Paperback, Canongate Books 2016

Under the Skin fra 2000 er Michel Fabers debutroman, og det må siges at være noget af en fornem entré på den litterære skrækscene. Fabers fortælling er nemlig noget af det mest forstyrrende, jeg har læst meget længe. Bogen er ikke uhyggelig eller klam i traditionel gyserforstand, i stedet er den foruroligende på et dybere plan, som skrækfiktion kun sjældent når. Det er lidt af en bedrift, af Faber, synes jeg, og bogen rammer tungere end de fleste bøger, den ellers kan sammenlignes med.

Romanen udspiller sig i Skotland, hvor vi introduceres til Isserley, der kører omkring på landevejene og søger efter muskuløse mænd, som hun kan narre ind i bilen under påskud af at ville gå i seng med dem. Først tror de fleste læsere nok, at det er en form for seriemorder, vi har med at gøre, men snart står det klart, at Isserley er noget helt andet. Hun bedøver sine ofre og kører dem tilbage til den farm, hun bor på sammen med en gruppe arbejdere. Præcis som Isserley er arbejderne ikke helt almindelige. Isserley og hendes kolleger på farmen er rumvæsner, der indsamler, eller rettere høster mænd, fordi de er en stor delikatesse på deres hjemplanet.

Michel Faber (født 13. April 1960)

Isserley er med andre ord en lokkedue, der bruges til at skaffe byttedyr på diskret vis. Så langt så godt, men vi forstår allerede tidligt i handlingen, at Isserley kun med besvær opererer i vores verden. Vi hører gradvist, at hun har undergået ganske voldsomme operationer for at kunne komme til at ligne et menneske. Hvordan Isserleys race egentlig ser ud, får vi aldrig fuldstændig præciseret, men de går i hvert fald normalt på alle fire og har pels. Alt dette er blevet kirurgisk fjernet eller ændret, så Isserley er kommet til at ligne en kvinde, der tilmed har fået ganske store silikonebryster, hvilket hjælper til med at aflede mændenes opmærksomhed fra hendes besynderlige udseende. Isserley ser nemlig underlig ud. De fleste tror, hun har været i en ulykke af en art, og hun opfører sig også sært; noget der løbende får hende i vanskeligheder.

Dengang Isserley fik stillingen som jæger på Jorden, troede hun, at det var en stor chance og en mulighed for at stige i de sociale grader tilbage på hendes hjemplanet, men nu er det gået op for hende, at hun aldrig vil være som andre igen. Hun er blevet permanent forandret til uigenkendelighed, og selvom hendes produkt er højt skattet, ønsker ingen hjemme at forstå, hvordan deres delikatesser er blevet tilvejebragt. Det, der burde gøre hende fortjent til hæder, har fjernet hende længere fra samfundet og isoleret hende fuldstændig, hvilket også sker på farmen, hvor arbejderne undgår hende.

Paperback, Harcourt 2000. Romanens første udgave

Da den unge idealistiske rigmand Amlis, søn af Isserleys chef, møder op på farmen en dag og begynder at tale om menneskenes rettigheder, opstår der et særligt bånd mellem de to. Isserley forelsker sig i Amlis, og hun drømmer om et liv sammen med ham, men det forbliver en drøm, og han rejser snart efter bort fra farmen igen. Isserley efterlades i det fremmede og må fortsætte sin jagt, nu mere alene end nogensinde før.

Det fundamentalt foruroligende ved Under the Skin er den fremmedartethed, som Michel Faber får skrevet frem. Isserley fremstår så bizar, for ikke at sige grotesk, at hun i kraft af sin næsten-menneskelighed bliver monstrøs og grusom. Samtidig er hendes jagt, der udspiller sig langs våde, tågede landeveje, skildret i rå og kolde scener, som klaustrofobisk lukker sig om læseren. Alt er fremmedgjort i et ingenmandsland, hvor ensomme ofre dukker op ud af det blå for at forføres af Isserley, inden de køres til farmen.

Paperback, Harvest 2001

Isserley har mistet sit hjemland og sin krop i jagten på et bedre liv. Hun er nu tættere på sit bytte, mennesket, end hun er sine egne, men hun er absolut ikke noget menneske og føler sig ganske tragikomisk mere knyttet til får end mennesker, fordi de åbenbart ligner hendes egen race svagt, hvilke der kommer flere absurde scener ud af. En absurditet der naturligvis også ligger i bogens overgribende brug af vores eget forhold til fødevareproduktion og dyrevelfærd, som vej frem mod beskrivelsen af Isserleys indre liv.

Gennem Isseyley får vi den andens blik på manden som individ og gennem de ofre, der samles op, introduceres vi til en hel stribe bud på mandetyper. Isseyley er her et troldspejl for læseren, der lader os se disse mænd ude fra; deres opførsel, lugte, fysik og adfærd. Kønt er det langt fra, men det er et sårbart syn og, ja, meget menneskeligt. Når disse mænd liderligt puster sig op for at få fingre i Isserley, ser vi bagom facaden og ser de skæbner, der har ført dem ud på de øde landeveje, hvor monstret nu har samlet dem op. De er mindst lige så meget i limbo som Isserley selv, og når det kommer til stykket nok også lige så meget alene, om de så har kone og børn derhjemme eller ej.

Paperback, Canongate Books 2004

Alt dette formår Faber at få frem gennem et sparsomt og klart sprog, der antyder meget, men kun forklarer ganske lidt. Der er en nøgtern kraft bag hans tomme landskaber og akavede situationer, og hans personskildringer har en gribende evne til at indfange øjeblikkets absurditeter og gru. Det er råt, det er rørende og det er stærkt ubehageligt.

Vi er inde i Isserleys tanker og følger kun det, hun selv sætter ord på. Nogen større indsigt i hendes baggrund og race får man ikke, men netop dette er noget af det fine ved Under the Skin, som har sin styrke i at dvæle ved de følelsesmæssige konsekvenser af hendes gerninger og i skildringen af Isserleys indre verden, der hurtigt er ved at falde fra hinanden, da vi kommer ind i historien. Triviel worldbuilding slipper vi heldigvis for i Fabers litterære skrækunivers.

Paperback, Canongate Books 2010

Skal man være lidt kritisk, kan man sige, at romancen mellem Isserley og Amlis måske er en anelse banal og problematisk, fordi den er meget menneskelig. Illusionen om den uforståelige anden, som disse rumvæsner udgør, brydes derfor her. Men omvendt er affæren vigtig for narrativet, fordi Amlis et kort øjeblik bliver et lys i Isserleys verden. Det er et håb, som ikke fører til noget, og Isserley forstår, efter Amlis er rejst hjem, at hun kun har sig selv. Der findes ingen som hende, og hun har derfor kun sig selv at tænke på.

Grundlæggende siger Faber, at vi alle er hæslige og, at vores fornemste opgave må være at se bagom denne hæslighed. Med sin roman går Faber dermed tæt på vores selvopfattelse og relation til kroppen. Hvem er vi og hvordan oplever vi både og selv og andre. Hvad identificerer vi os med og hvordan forstår vi noget, der ikke ligner det, vi kender. Den type spørgsmål kredser bogen om, og det gør den på fineste og mest skræmmende vis. Isserley er frastødende og væmmelig, hun er også dødsdømt fra begyndelsen, og netop derfor kerer vi os om hende. Hun er en tragisk figur, og måske ligner hun os alle mere, end vi tror. Det tror jeg i hvert fald.

Paperback, Canongate Books 2011

Paperback, Canongate Books 2013

 

 

2 kommentarer

Filed under Roman

Lidt snak om nyt og Marian

Sommerferien nærmer sig og vi kommer også nærmere en form for normal tilværelse igen. Det er ganske rart, synes jeg. Jeg har i den seneste tid arbejdet på at få afsluttet en del projekter, hvilket nok kunne mærkes på aktivitetsniveauet her på bloggen. Sådan må det være i perioder, når det kun er mig, der bemander skansen.

En af de ting, som jeg gerne vi dele her på bloggen er, at jeg er begyndt at arbejde på en ny genrehistorie. Denne gang handler det om fantasygenren. Mens jeg afsluttede Skrækvisioner var der flere ting, som det ærgrede mig, jeg ikke kunne komme ind på. Det har jeg besluttet at gøre noget ved, således at Skrækvisoner får en pendant eller et søsterbind af lignende tilsnit.

Niels Dalgaard har skrevet godt om SF-genres historie, jeg har skrevet om gysets udvikling, og når min næste bog er udkommet, har vi også et bind om fantasygenrens udvikling på dansk. Det er da meget godt, synes jeg. De første to kapitler er skrevet, men der er lang vej igen, så du kommer helt sikkert til at høre mere om dette. Nu er folk advaret!

Hvis du savner et lille, musikalsk løft til fredagen, kan du her lytte til Death In Rome, der har indspillet et cover af Sisters of Mercys goth-klassiker ”Marian”, hvilket i sig selv er en fantastisk sang. Giv covernummeret et lyt, det er ganske cool, synes jeg. Ellers kan du glæde dig til på søndag, hvor vi skal en tur ud på landevejen.

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Video

Erik A. Nielsen, Fortolkningens Veje. Et lærestykke om Edgar Allan Poe (1978): Om erkendelsen af verden

Paperback, Gyldendal 1978. Forsidens billede er en reproduktion af Odilon Redons tegning “Som en sælsom ballon…” fra 1878. En meget relevant kunstner i forhold til bogens tematik.

Der bliver skrevet mere og mere akademisk faglitteratur om genrefiktion herhjemme. Det meste udkommer som artikler i internationale tidsskrifter eller i tematiske antologier; sådan fungerer vidensdelingen i den akademiske verden i dag. Der udkommer naturligvis også ting på dansk, hvilket sker hyppigere nu end for bare ti år siden, men det hører sig alligevel til sjældenhederne at se danske bøger om genrefiktion. Desuagtet skete den slags endnu sjældnere tidligere, og Erik A. Nielsens Fortolkningens Veje fra 1978 om Edgar Allan Poes fortællinger er derfor noget særligt. Den er mere eller mindre en ener, kan man sige, hvis vi ikke regner Poul Ørums bidrag om Poe med her.

Nielsens bog taler dermed heller ikke ind i nogen specifik tradition for danske Poe-studier, i stedet er den ganske klart blevet ansporet af en stigende interesse for kriminallitteratur i samtiden. Poe bliver jo, som bekendt, regnet som stamfar eller en af stamfædrene, til krimien, og Fortolkningens Veje går dermed direkte til genrens arvesølv.

Paperback, Gyldendal 1978

Det er da også ud fra krimigenrens perspektiv, ikke gysets, at Nielsen går til et udvalg af Poes værker, der bliver analyseret stringent i et forsøg på at afkode det dybere anliggende med teksterne. Bogens greb er således gennem diskussionen af en stribe tekster at vise, hvordan Poe arbejdede sig frem mod en erkendelsesteori og – ikke uvæsentligt – grænserne for den menneskelige erfaringsverden. Den berømte novelle ”The Gold-Bug” står centralt tidligt i Nielsens arbejde, fordi han ønsker at vise sin læser, hvordan Poe gennem den novelle nærmer sig etableringen af en systematisk afkodning af verden. ”The Gold-Bug” handler, som de fleste vil vide, om en skattejagt, og det bærende er her, hvordan persongalleriet kommer tættere og tættere på mysteriets opklaring ved at se rationelt eller analytisk på verden og konkludere ud fra det, der bliver set. Poes hovedperson erkender på baggrund af naturen, i modsætning til den sorte tjener Jupiter, der hjælper skattejægerne; han ser og konkluderer gennem et forudindfattet verdenssyn baseret på overtro, hvorved han aldrig når til sandheden.

Den forudsætning tager Nielsen med videre ind i sin læsning af Poes “The Murders in the Rue Morgue” og de to efterfølgende historier “The Mystery of Marie Rogêt” og “The Purloined Letter”, hvor opdageren C. Auguste Dupin optræder igen.

Erik Aksel Nielsen (født 20. maj 1941) i dag

Det er dermed velkendt stof, som Nielsen bringer i spil, og han udfolder ganske overbevisende, hvordan Poe med disse historier til stadighed får tematiseret erkendelsen af verden, og ikke mindst skabelsen af verden som et narrativ, igennem novellerne. For, som Nielsen demonstrerer, gør Poe sin læser igennem Dupins deduktioner opmærksom på, hvordan iagttagelsen af minutiøse forhold kan udfolde sig til gigantiske, komplekse årsagssammenhænge. Dette illustreres gennem detektiven, der fra sin lænestol er i stand til at udfolde en hel mordsag baseret på ganske få præmisser.

Ved den objektive iagttagelse af et fodspor, en blodplet eller lignende er detektiven i stand til at afsløre verden, som den egentlig ser ud, når vi ikke lader os narre af alt det umiddelbare, som vores sanser har tilbøjelighed til at lade sig forblænde af. Kan ske, at dette lyder banalt i dag, men man skal huske, at Poe trådte ny grund her og gødede grunden for en karakter som eksempelvis Sherlock Holmes.

Jeg synes, at dette er ret spændende perspektiver, men det bliver ikke mindre interessant, når Nielsen i bogens sidste del fremfører, hvordan Poe var sig fuldt ud bevidst om erkendelsernes pris. For med klarsyn følger noget destruktivt, der blotter verden. Verden bliver enten til en kakofoni af informationer, som det sker billedligt i novellen ”A Descent into the Maelström”, eller også bliver de frilagte erkendelser for meget, som det sker i den stribe fortællinger, Poe skrev om skyldige, der bukker under for deres egen anger (”The Tell-Tale Heart etc.”).

Edgar Allan Poe (19. januar 1809 – 7. oktober 1849)

Jeg er ikke fuldstændig overbevist om, at man rent faktisk kan påvise den bevidste, stringente udvikling af erkendelsestematikken hos Poe, som Nielsen fremfører det, men der er ikke nogen tvivl om, at Fortolkningens Veje peger på et helt afgørende element i forfatterskabet, som går videre end den sædvanlige diskussion af Poes psykologiske indsigter. Nielsens greb om verdenserkendelsen gør Poes tekster større og mere vedkommende, og samtidig beriger tanken portrættet af Poe som et søgende menneske, der selv forsøgte at forstå verden.

Med Nielsens perspektiver i baghovedet bliver Poes store prosadigt ”Eureka” også endnu mere fascinerende, fordi digtet netop handler om skabelsen af en verden, og den måde, som skabelsen kan erkendes på. Poes sammenligner i ”Eureka” den skabende gud med en forfatter, der indskriver sit narrativ, frelseshistorien, i materiens stof. Det er, så at sige, præcis den præmis, der ligger til grund for Poes proto-krimifortællinger og mange andre af Poes historier. Narrativet, sandheden som fortælling, ligger indlejret i verden som en kode eller en gåde, der skal løses gennem observation, præcis som det kendes fra emblemkunstens ikonografi, der utvivlsom må have sat Poes tanker i denne retning.

Sandheden som kode. Et eksempel på et emblem, her fra Daniel Cramers berømte emblemsamling Emblemata Sacra fra 1624

Fortolkningens Veje er skrevet i et opgør mod samtidens benhårde marxistiske tekstanalyser. Nielsen plæderer for den hermeneutiske læsning, og kvaliteterne ved den tilgang bliver helt åbenlyse, når man læser hans værk. Det er nemlig et skoleeksempel på, hvor langt man kan komme med en tekst ved at se den indefra og udfolde teksten på dens egne præmisser uden af analysere den igennem en forudindfattet skabelon. Det er i hvert fald idealet for denne læsningsmetode, der fik ny vind i sejlene med Hans-Georg Gadamers strålende Wahrheit und Methode fra 1960.

Med det sagt kan det dog fra 2020 være en smule spøjst at læse den relativt lange indledning om fortolkning og akademikerens rolle i samfundet. Den indledning kunne ikke være skrevet på et andet tidspunkt end i 70’erne, og bogens åbning er dermed også fuldstændig bundet til sin egen tid. Når man læser Fortolkningens Veje nu, bliver man derfor ikke meget klogere på indholdet igennem indledningen, der synes at kæmpe sin helt egen kamp. Den er eta lille stykke kulturhistorie i sig selv. Det samme er selve bogen rent faktisk, for hvor er det længe siden, at et forlag som Gyldendal kunne forventes at udgive en bog som denne. Det var en gang. Men hvor er det også herligt, at der findes den slags små studier, der stadig efter mere end 40 år på bagen kan skærpe blikket og føje nye facetter til de klassikere, vi kender alt, alt for godt, men alligevel aldrig bliver færdige med.                 

Skriv en kommentar

Filed under Nonfiktion

Et satans arbejde møder Rama Rama Europa

Amdi Silvestri udgav sidste år romanen Et satans arbejde, der er en spøjs, underholdende og tankevækkende bog. Allerede da jeg læste den første beskrivelse af handlingen i en anmeldelse, noterede jeg mig, at der tilsyneladende var nogle paralleller mellem Silvestris fortælling og min egen roman Rama Rama Europa. Det viste sig ikke at være helt forkert, selvom der selvfølgelig er tale om to vidt forskellige bøger. Alligevel er der nogle sammenfald – ikke mindst at vi begge omtaler en Snickers king size! Ud af den iagttagelse er der vokset en lille samtale, hvor Amdi og jeg har læst hinandens bøger. Egentlig skulle Amdi have interviewet mig om Rama Rama Europa på Krimimessen i Horsens, men da hele verden gik i karantæne, måtte vi finde en anden løsning. Resultatet kan du læse her.

 

***

Martin: Et satans arbejde er historien om flyttemanden Asger, der får til opgave at flytte en del af Helvede. Asger og hans to medhjælpere indgår dermed en kontrakt med de sataniske magter; betalingen er fyrstelig, men det vil også have nogle alvorlige konsekvenser, hvis de ikke kan overholde tidsfristen. Den præmis er der kommet en finurlig historie ud af, som på en gang favner det helt prosaiske og samtidig har nogle meget fine, poetiske elementer. Romanens styrke, synes jeg, ligger i det varme menneskeportræt, som Amdi udfolder i bogen, men også i bogens sproglige musikalitet, der fremmer oplevelsen af noget magisk. Sidstnævnte er virkelig noget, jeg sætter pris på.

Hardcover, Brændpunkt 2019

Amdi: Rama Rama Europa er en vidt forgrenet fortælling om et Europa i opløsning, og under læsningen var jeg bjergtaget af de mange forskellige småhistorier og den elegante måde, Martin diskuterer ideen om at gå til grunde på. Hvis man kan sin europæiske dannelseslitteratur, vil der være små godbidder undervejs i læsningen, men kan man ikke, så bliver der også plads til både eurodance og ultravold. Rama Rama Europa er stærk fortælling, den både formår at være klassisk og meget nutidig, noget jeg sjældent oplever.

 Martin: Dette er nok mest en kommentar. Jeg blev optaget af din prolog. Iscenesættelsen af flyttemanden som en karakter, der bevæger sig imellem verdenerne uden selv at høre til, er rigtig fin, og virkeligt stærkt set. Men er det en tilstand, der kan opretholdes? Synes du selv, at din hovedperson Asger i løbet af romanen bevæger sig bort fra denne liminale tilstand og får et fast sted eller hjem selv? Og kan han i så fald blive ved med at være denne perfekte flyttemand? Det er fascinerende idéer, du sætter i gang.

Amdi: Asger har gennem livet ikke lavet meget andet end at løbe fra det trygge. Selv om han i fortællingen lige har købt hus og har et barn på vej, vælger han alligevel at sige ja til at flytte for Helvede. Han kan ikke selv finde ro, og måske er det fordi, han er i evig transit, at han er så god til at flytte? Netop turen gennem Helvede føjer en dyb usikkerhed til Asger. Jeg tænker ikke, at han kan blive ved med at være den perfekte flyttemand. Han har oplevet ting, han ikke kan glemme. Det hjem, han i begyndelsen af bogen er ved at skabe sammen med Iselin, er ikke det samme ved slutningen. Han begraver sig i sit arbejde og kæmper, kæmper, kæmper for at forstå noget, han måske slet ikke kan eller skal forstå. Eller vil forstå.

Amdi: Jeg har haft lidt svært ved helt at forstå Rama Rama Europas titel. Har det noget at gøre med den indiske inkarnation Rama eller er det fra Biblen med Rakels ramaskrig over de forsvundne børn?

Hardcover, Brændpunkt 2019. Den sjove bagside bagsiden på Et satans arbejde

 Martin: Det fanger du jo helt rigtigt. Titlen er tænkt som et dobbeltspil. På den ene side henviser det til den mantriske brug af ordet ”rama”. Altså som en form lovprisning, der her er blevet brutalt approprieret til at prise idéen om Europa. Men omvendt ligger der også en henvisning til ramaskriget, der netop begræder Europa og Europas børn. Stort og nedrigt er klasket sammen her – og forstærket gennem den mantriske gentagelse. Der er også mere i dette ord ”rama”, men jeg tror måske, at man allerede her kan se, hvor jeg vil hen med titlen.

Amdi: Jeg havde godt det mantriske på fornemmelsen – en manende remse, der ligger som et lydspor til fortællingen. Ser du din fortælling som cyklisk – noget, der er sket før, og automatisk kommer til at ske igen?

 Martin: Nej, ikke cyklisk. Der er nok nærmere tale om en form for stilstand eller en oplevelse af altid at være et efterskrift til historien. Mine to hovedpersoner kom afgjort for sent til festen, men spørgsmålet er naturligvis om der nogensinde har været en fest.

Martin: Din hovedperson Asger siger et sted i romanen, da han graver i litteraturen om Helvede, at han ikke kan finde konkrete svar i teologien, derfor går han nu videre til skønlitteraturen. Den sondring er tankevækkende, synes jeg. Især fordi det er vanskeligt at sige, at man kan tale om Helvede uden at være dybt indlejret i teologiske forestillinger. Jeg kan eksempelvis notere mig, at det Helvede, du beskriver i romanen, fremstår som et helvede i den katolske forstand. Er det et bevidst valg? Kan du ikke fortælle lidt om de overvejelser, du har gjort dig i den sammenhæng.

For man kan vel nærmest sige, at du langt hen ad vejen præsenterer Helvede i en sekulariseret form, der fremstår helt løsrevet fra den religiøse kontekst, der har fostret de billeder, du opererer med. Jeg synes især, det er interessant at overveje, hvilken betydning du tillægger Helvede som stedet for straf. De syndere, vi får beskrevet i bogen, synes mest at relatere til grådighed. Der kommer også løbende små stik til det velstillede Danmark. Det er vel ikke tilfældigt, og man kan næsten se antydningerne af et moralsk anliggende her. Ser du romanen som opdragende?

Amdi: Min grundtanke med Asger var at gøre ham til et ret gennemsnitligt og ubogligt menneske, der efter at have oplevet noget ufatteligt forsøger at fatte/forstå/kapere det. Asger ville ikke se det vigtige i en forskel på et katolsk og et protestantisk helvede, fordi han ser det hele som ’kristendommen’. Han konkluderer det på et til tider popkulturelt grundlag, som f.eks. tegnefilm og barndomsminder, og på de ideer og tanker, han har samlet sammen gennem sit liv. Det var faktisk en af de vanskeligste ting ved at skrive bogen, nemlig først at lave en ordentlig omgang research for derefter at sakse og ’glemme’ væsentlig viden, indsigt og forståelse, simpelthen fordi det ikke passer til Asger som figur.

Jeg ser egentlig ikke romanen som direkte opdragende, mere som et billede på, hvad det vil sige at kæmpe med en forståelse, der ligger uden for ens fatteevne, til dels grundet det faktum, at det er svært for Asger at indse, at han en stor del af vejen ikke er hovedperson i fortællingen; at der er andre ting på spil end noget, der direkte har at gøre med ham. Så i den forstand kan man godt se romanen som opdragende, at jeg forsøger at viderebringe til læseren den tanke, at de ikke er verdens centrum.

Grådighed er markant, men jeg ser også fråseri og dovenskab som vigtige – men alle dødssynderne er repræsenteret ad flere omgange. At det velstillede Danmark får sit, vokser igen ud af Asgers personlighed. Han kommer fra små kår, og han har måske et behov for at distancere sig til alle de velstillede – uden at han helt fatter, at han faktisk er en af dem. Blandt andet er han ret ligegyldig overfor alle de penge, de får for arbejdet.

Amdi: I Rama Rama Europa findes et Europa i samfundsforfald, synkront med at dele af det stadig fungerer. Hvorfor har du valgt den ret mærkelige blandingsform, hvor verden både fungerer og ikke gør det?

Undervejs i Rama når du igennem mange af troperne i undergangsfortællingen – bevæbnede bander i pimped up biler, ødemarken, den religiøse kult, de få der forsøger at bevare den oprindelige verden og lignende (Jeg synes, de mumiekneppende arkæologer har noget). Kan du huske den grundlæggende idé eller tanke, der fik dig til at begynde på bogen?

 Martin: Da jeg begyndte at lege med tanken om romanen, var jeg ret sikker på, at jeg ville udnytte en form for post-apokalyptisk rammeværk for fortællingen. Men det post-apokalyptiske er stort set ikke andet end en leg med ordene i bogen, hvor jeg mest af alt var optaget af ideen om det urealistiske. Jeg ser det post-apokalyptiske som en beskrivelse af min hovedperson Dalmatinerens indre verden, der ligger i ruiner. Mens fortællingen udspiller sig, genrejser han situationer og øjeblikke for os, men de falder sammen og bliver til ødemarken igen, så snart hans fortælling stopper. Hvor eller hvordan Dalmatinerens verden egentlig ser ud, det ved vi ikke, men omvendt så holder Dalmatinerne jo heller aldrig kæft, så verdenerne får på en måde lov at stå side om side.

Amdi: Så læseren er i virkeligheden sat som beskuer midt i Dalmatinerens ødeland. Ud fra den tanke er Dalmatineren vel nærmest ophøjet til en gud, der ved sin tale kreerer verden og ved tavshed ødelægger den igen. Dalmatinerens følgesvend Uret kan vel næsten kun repræsentere tiden i en eller anden forstand. For det meste er det Uret, der udfører de væmmeligste gerninger, fra mord til kannibalisme og tilbage igen. Hvordan ser du selv Urets betydning i historien, og hvorfor har fortælleren Dalmatineren brug for en art stedfortræder, når der virkelig skrues op for det væmmelige?

Martin: For mig er Dalmatineren og Uret vanskelige at skille fra hinanden. De er to sider af samme sag, men Dalmatineren har helt klart fine fornemmelser og ser sig selv som en distingveret gentleman af en slags. Han er også en livsløgner, hvilket nok får ham til at fremstille Uret mere grov end ham selv. På den måde er Uret en bekvem figur i Dalmatineres selvfortælling. Vi kender også kun Uret gennem Dalmatinerens ord, det er derfor svært at sige hvem eller hvad Uret egentlig er, men ja, der er afgjort en sammenhæng mellem ham og tiden.

Martin: I din roman gør du jo også brug af brud med realismen i mere end en forstand. Der er selve turen ned til Helvede, men samtidig har du også fortællingen om trompeten, der må siges at være et stykke meget klassisk ”magisk realisme”. Det påvirker jo ikke dit persongalleri voldsomt, da de opdager at helvede rent faktisk findes. Hvordan opfatter du selv disse forhold? Gjorde du dig tanker om realismen i bogen? Jeg synes sammenstillingen af det internationale helvede, den danske kontekst for romanen og den sydamerikanske sidehistorie er en overraskende sammenblanding. Måske især sammenstillingen af det danske og den sydamerikanske fortælling om trompeten. Hvilke tanker har du gjort dig om de to elementer, og kan du sige et par ord om, hvad du synes, der opstår, ved at sætte disse ting sammen?

Amdi: Jeg tror, vi skal tilbage til din tanke om det sekulariserede Helvede her. Det er et sted, og det er sted, som det egentlig ikke overrasker flytteholdet, at det eksisterer. Det har potentielt altid været der. Asger beskriver også dets geografi og meteorologi, virkeliggør det, som han ville Mallorca eller Amager. Denne måde at forholde sig til virkeligheden på, synes jeg, er meget udtalt i netop den magiske realisme – man accepterer og sandsynliggør, at der i den realistiske verden findes urealistiske ting – og er med til at skabe hele fortællingens ramme. Jeg ser fortællingen om trompeten som et mikrokosmos i romanens makrokosmos; en lille fortælling, der spejler den store. Det er også i den lille fortælling, at der ligger et muligt svar på Asgers dybe forvirring – hvis han ellers kunne løfte blikket fra sig selv et sekund for at kigge efter.

Amdi: Rama er til tider humoristisk, og det er en humor, der opstår gennem absurditeten ved f.eks. casual kannibalisme, mord til tonerne af Dr. Alban og liderlige arkæologer. Er humoren noget, du bevidst har fremmanet?

Martin: Absolut. Det var vigtigt for mig, at man både griner med og af Dalmatineren, der grundlæggende er en tragikomisk figur, som jeg håber, man kan holde en lille smule af, selvom han er et egoistisk skvat. Samtidig ville jeg gerne arbejde med det patetiske ved os selv og vores kultur.

Amdi: Midt i det humoristiske virker Dalmatineren også som fornuftens stemme – men først, når han selv har fået nok af noget. Det er ham, der får dem videre ad flere omgange og bringer dem til det næste tableau, fristes jeg næsten til at kalde det. Og du har mange tableauer – flash backs til en lukket fortælling, der foregår på et ubestemt tidspunkt i deres fortid. Disse tableauer kunne egentlig fungere som små historier i sig selv. Hvorfor valgte du den form, og peger alle fortællingerne i samme retning?

Martin: Ja, det synes jeg. Det er Dalmatineren, der fortæller, men alle scenerne fra hans fortællinger er nedslag i beretningen om Uret og Dalmatinerens venskab og brud. Det er øjeblikke, der alle har deres egen logik og dynamik, men udfaldet af scenerne er afgørende for den samlede beretning. Hvert nedslag bringer os nærmere forståelsen af, hvordan Dalmatineren har oplevet sit liv.

Martin: Humoren spiller jo også en væsentlig rolle i Et satans arbejde. Det er jo uden tvivl også et bevidst valg. Overvejede du at skrive romanen uden humor? Det kunne være blevet en meget dyster skrækfortælling.

Amdi: Humoren var en del af fortællingen fra første linje, og jeg tænkte det aldrig som en mulighed at skrive den mere dyster, end den nu engang er. Med det sagt, finder jeg den faktisk i visse dele ret ubehagelig, på den måde, hvor latteren stikker i halsen. Humoren var en måde at gøre et meget ubehageligt emne spiseligt på, og jeg synes også, at den er med til at gøre alle romanens figurer mere menneskelige – fra Alias Haboryms vrede til Viktors naziglorificerende enetaler – fordi de også er lidt latterlige.

Amdi: Vil det så sige, at begge historierne er tragikomiske? Handler de om menneskets storhedsvanvid?

Martin: På en måde ja. Der er i hvert fald et meget tydeligt fokus på dårskab, som går igen i begge bøger. De bruger også begge det absurde som vej til fremstilling af uforløste drømme og potentialer, synes jeg. Det komiske kommer vel også ind gennem det faktum, at begge historier bøjer virkeligheden, så det absurde kommer tydeligt frem. Men ja, tragisk og komisk er ord, der beskriver begge bøger meget godt.

Tak for snakken, Amdi.

Amdi: I lige måde.

***

Jeg håber, at det har givet dig blod på tanden til at opsøge begge fortællinger. Jeg tror, at du vil føle dig godt underholdt i selskab med dem begge to.

 

Rama Rama Europa er udgivet på forlaget Kandor i 2020, og kan købes her.

Et satans arbejde er udgivet på forlaget Brændpunkt i 2019, og kan købes her.

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Edgar Rice Burroughs, Pellucidar (1915/23): Tjuhej hvor det går i den hule verden

Paperback, Ace Books 1972. Forsiden er, naturligvis fascinerende skabt af muskelkenderen Frank Frazetta

I 1915 vendte Edgar Rice Burroughs tilbage til sit eventyrunivers baseret på idéen om, at vores jordklode er hul og indeholder en fremmedartet verden, der går under navnet Pellucidar. Som forgængeren er der tale om en føljeton, der små ti år senere blev udgivet som selvstændig bog. I første fortælling hørte vi, hvordan den gæve David Innes og hans aldrende ledsager Abner Perry ved et uheld borede sig ned gennem jordskorpen med en nyopfundet maskine kaldet ”the Iron Mole”. Navnet siger næsten alt om den opfindelse. Makkerparret gennemlevede en stribe eventyr, før Innes vendte tilbage til vores jordoverflade for at hente forsyninger og sørge for, at hans utrolige eventyr kunne nå os læsere.

Nu er vi så tilbage i samme univers og hører, hvordan Innes kommer til Pellucidar igen efter sit visit på overfladen. At komme til jordens indre viser sig imidlertid at være lettere sagt end gjort, eller rettere, er det let for Innes at gnave sig ned gennem jorden, men desværre havner han et forkert sted i den underjordiske verden. Han står dermed alene i det ukendte uden det netværk af hjælpere, han fik opbygget i første bog, og han må nu genoptage den langsomme udforskning af det fremmede rige.

Edgar Rice Burroughs (1. september 1875 – 19. marts 1950)

Det medfører naturligvis mange nye farer og eventyr, før Innes atter kan genforenes med sin trofaste Abner og den forunderlige Dian the Beautiful, der stjal Innes’ hjerte i den første roman. Men Burroughs stopper ikke her, for efter vores helte atter er genforenet halvvejs gennem historien, udvikler sagerne sig drastisk. Der udbryder krig på grund af førnævnte Dian, og Innes må nu lede sine tropper af stammefolk mod de ondsindede klaner, der ikke har til sinde at underkaste sig hans regime. Det skulle de nok alligevel have gjort, for de betaler en dyr pris for deres stædighed.

Hvor At the Earth’s Core (1914) fokuserede på Innes og Abners ankomst i det ukendte, tilfangetagelse og flugt fra fjenderne, står den efterfølgende historie ganske famlende. Burroughs gør et nummer ud af at gentage formler fra første bind, der tydeligvis fik et tag i publikum, og han forsøger opfindsomt at variere sine scener, så de fremstår nye og originale. Ikke desto mindre er Pellucidar rodløs og tilfældig. Innes flagrer rundt i den hule verden, møder sine venner, kommer i krig og har til sidst overvundet alle udfordringer. Det tvivlede vi jo ikke på, at han ville gøre, men vejen dertil er desværre ikke specielt tilfredsstillende læsning.

Et kort over Pellucidar skabt til fortællingen i 1915

Denne peu à peu-udvikling af historien gør den abrupt og fragmentarisk. Stemning af eventyr er absolut til stede, og Burroughs er en mester udi dristig spænding, men det er desværre bare ikke nok for en roman, hvilket er tydeligt efter historien blev udgivet som bog i 1923. Stort håndværk er der således ikke tale om her. Faktisk vil jeg gå så vidt som at sige, at det ikke kan blive meget mere sjusket, selv målt i pulpens standarder. Det, der driver værket, er Burroughs evne til at sætte et tempo for handlingen, der konsekvent gennemføres og efterlader hovedpersonerne halsende efter den historie, som drøner derudaf. Der er ingen hvile for David Innes, og det er der heller ikke for læseren.

Man kommer heller ikke uden om, at Burroughs bramfri idéer står sig godt med det halsbrækkende tempo. Når der ikke dvæles, kan vi sluge hvad som helst råt, fordi scenerne er forbi, før de begyndte. Troværdighedsproblemerne sætter først forsinket ind, og når det sker, er vores helt Innes allerede involveret i hele nye udfordringer. Det ene utrolige væsen eller fænomen efter det andet præsenteres i Pellucidars verden, og vi køber det, fordi scenerne dybest set er fantastiske smagsprøver på selve eventyrets ekstrakt.

Hardcover, A. C. McClurg & Co. 1923. Historiens første udgave i bogform

Desuagtet kan man også konstatere, at seriens andet bind er en smule mere nedtonet end første bind, hvor intelligente flyveøgler og gorillamænd kæmpede mod hulebeboende stenaldermennesker. I andet bind ligger det eksotiske ikke så meget i præsentationen af sære skabninger, men først og fremmest i utrolige hændelser og bedrifter. At Abner eksempelvis har formået at bygge en kanonbåd, mens Innes har været oppe på jordoverfladen, får stor betydning for historien. Det nye, store element i fortællingen er da også teknologien, der gennem Abner nu for alvor er blevet introduceret i den hule verden.

Det er tydeligvis en tanke om det industrialiserede samfunds overlegenhed, der har dannet et idémæssigt grundlag for handlingen. I historien introduceres et nyt folkeslag i form af mennesker, der til forveksling ligner nordamerikanske steppeindianere. Modsat de onde hulemandsklaner tager indianerne imod teknologien, og derved får de del i det nye samfunds frugter. De mere primitive huleboere gør det modsatte og ender som sagt med at gå til grunde. Dem er der ikke plads til i det storrige, som fortællingen til sidst får skabt for Innes, Dian og Abner.

Paperback, Pinnacle 1955

Innes er gennem to romaner gået gennem ganske mange prøvelser, men her, ved afslutningen af Pellucidar, kan kronen sættes på værket. Med Dian the Beautiful ved sin side kan han indtage tronen som den hule verdens hersker og dermed fejre den hvide, industrialiserede mands triumf over vildmarken. Det er mildest talt usmageligt, set med moderne øjne, men samtidig også sjovt og naivt i sin tidstypiske tro på egen ret og rigtighed.

Historien er med andre ord et underholdende moment, men den er også en langt fra vellykket afslutning på det, Burroughs fik begyndt i første del. Historien var jo nok i virkeligheden fortalt, da han alligevel valgte at fortsætte, og som det skulle vise sig, havde han faktisk ikke rigtigt noget at forlænge sit eventyr med. Ikke desto mindre vendte Burroughs tilbage med nye fortællinger fra den hule verden flere år senere i en anden sekvens af romaner, som jeg naturligvis også må turnere her på bloggen.

Paperback, Ace Books 1962

Hardcover, Canaveral Press 1962

Hardcover, Tom Stacey 1971

Paperback, Tandem 1973

Paperback, Del Rey 1990

Paperback, University of Nebraska Press 2002

Paperback, Fall River Press 2012

 

 

1 kommentar

Filed under Roman

Robert Moore Williams: Doomsday Eve (1957): Fremtiden er selvudvikling

Paperback, Ace 1957. Romanens første udgave. Forsiden er malet af Ed Valigursky

Scenen er som følger: Krigen mellem Asiens totalitære tropper og de vestlige stormagter raser. USA leder kampen, mens Europa stort set er faldet. Krigshandlingerne nærmer sig slutspillet, hvor det svære skyts vil blive aktiveret; de Store Bomber, atombomberne, der en gang for alle vil definere, hvem der er jordklodens retmæssige herre.

Midt i dette absolut dystre scenarie sker der mystiske ting. Både øst- og vestmagter rapporterer om sære oplevelser med menneskelignende væsner, der pludselig er dukket op ud af det blå. Piloter fortæller om skabninger, der med et er kommet til syne uden for cockpittet mange kilometer oppe i luften, mens andre beretter om at være blevet reddet af mærkelige mennesker, som var til stede i nødens stund. Er det engle? Spøgelser? Rumvæsner? Fremmede agenter? Der er mange bud, men i sidste ende har ingen tid til at efterforske sagen grundigt, fordi krigen skal passes og bomberne sendes ned over fjendeland.

Men alligevel, tænk nu hvis disse væsner kunne have en eller anden nytte? Den amerikanske efterretningstjeneste giver derfor den udbrændte efterretningsofficer Kurt Zen til opgave at finde ud af mere om alt dette. Den chance kommer nærmest tilfældigt til ham, da han under et angreb bliver opmærksom på en ung sygeplejerske, der pludselig er til stede i lazarettet og giver en hjælpende hånd med. Hvem er hun og hvor kommer hun fra? Zen følger efter hende, og dermed er han snart ude på et kort men intenst eventyr, der gør det muligt for Kurt at leve op til sit efternavns betydning, for han opnår nemlig klarsyn og forstår, hvad der er ved at ske med menneskeheden.

Doomsday Eve blev oprindeligt udgivet som “dobbeltroman” sammen med denne, hvis forside blev skabt af Robert E. Schulz

Forfatteren bag Doomsday Eve, Robert Moore Williams, var en af de amerikanske pulpforfattere, der red med på efterdønningerne af den første store SF-bølge. Hans tematikker er velkendte og ikke videre originale, men alligevel har et værk som Doomsday Eve bidt sig fast og undgået glemmebogen, fordi det så åbenlyst er et arbejde, der udtrykker håb og visioner for en bedre fremtid. Den slags bøger er der altid brug for, selvom de færreste nok i dag lader sig begejstre over Williams evolutionære metafysik.

For det er netop det, Doomsday Eve handler om. Vores bitre helt Kurt Zen kommer på sporet af en klandestin guerillagruppe, der hverken kæmper for Øst eller Vest. Faktisk kæmper de slet ikke for verden, de kæmper for fremtiden, og stærke kræfter i gruppen hilser den atomare undergang velkommen, fordi den vil rydde op og give plads til det nye samfund.

Det er ikke alle i gruppen, der deler disse millenaristiske tanker, men der er alligevel noget om snakken. Alle i denne hemmelige gruppe har i mere eller mindre grad udviklet paranormale evner, der til stadighed bliver stærkere. De er genetisk mere end almindelige mennesker; de er, så at sige, homo sapiens sapiens extenso. Det næste skridt, det nyt liv.

Robert Moore Williams (19. juni 1907 – 12. maj 1977)

 

Heldigvis viser det sig, at Kurt Zen også bærer denne paranormale kim i sig, og han kan dermed optages i bevægelsens rækker og sikre, at det hele går rigtig for sig og ender i samarbejde. Han har trods alt visse sympatier for det gamle krigersamfund, som nu er ved at falde fra hinanden.

Der er tale om en rosafarvet fascisme her, iklædt en venlig dragt af new age-filosofi om selvrenselse og udvikling af sindets skjulte potentiale. Zen er fornuftens stemme, men det ændrer ikke ved, at Morris ser for sig, hvordan den nye race langsomt vil skubbe den gamle til side, præcis som neandertalere og Cro-Magnonmennesker skred i svinget.

Jeg er ret sikker på, at Robert Williams var blind over for de lettere ubehagelige undertoner, der ligger i hans ellers velmente anti-krigsbudskab, og det er næppe for meget at se bogen som et dybfølt hjertesuk fra en mand, der var led og ked af at se en eskalerende atomar trussel vokse mellem lige stejle stormagter. Den slags desperation kan udløse desperate tanker som eksempelvis feberdrømme om en bedre race, der kan kaste behovet for storpolitik og vold af sig.

Paperback, Wildside Press 2015

Alt dette er helt centralt for bogen, men man må ikke glemme dens kontekst – den blev solgt og læst som pulproman. Williams’ budskab er dermed også indpakket som dramatisk spændingsfiktion, hvor Kurt Zen og hans allierede kommer i ikke så få blodige ildkampe mod hæslige, asiatiske sympatisører (dem kan hverken Williams eller Zen ret godt lide), før det endelige klimaks kan udspille sig. Der er nemlig trykket på knappen og rakkerterne skal til at flyve, spørgsmålet er nu bare, om det hele har været forgæves? Kan det nye menneske stoppe den totale udslettelse, der er sekunder fra at begynde?

Man skal ikke gå for hårdt til Doomsday Eve, der læses bedst med milde øjne og et blik på dens kontekst som reaktion på samtidens faktiske problemstillinger. Stilistisk er den måske mere kluntet end genrens store navne, men Williams’ ambition eller vision, der ligger under den hårdkogte action, er fascinerende at dykke ned i og noget, som indpasser ham i skolen af SF-forfattere med hang til metafysik og spiritualitet.

I bund og grund prøver Doomsday Eve at flette uforenelige elementer sammen – hurtig, pulpet ramasjang gør sig ikke nødvendigvis godt sammen med indadvendte refleksioner, men omvendt ville det sikkert være blevet en helt uinteressant roman, hvis Williams havde valgt udelukkende at fokusere på det ene af disse to komponenter. Er det en klog bog? Nej, men den er absolut værd at besøge som et slående øjebliksbillede fra en anspændt tid i verdenshistorien.

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman