Stilstanden fortsætter lidt endnu…

Øv, det har desværre været en ganske pakket uge for mig, hvilket Fra Sortsand må lide under. Det bliver da heller ikke bedre i de kommende dage, hvor jeg er til den årlige, mentale udvaskning, der også går under navnet Copenhell. Det betyder, at der først er nyt på bloggen på onsdag i næste uge – men den dag sker der så også spændende sager…!

Copenhell byder, som altid, på en blandet buket, og det er nok ikke helt mit musikår i år. Ikke desto mindre glæder jeg mig faktisk til at gense Ministry og Every Time I Die. Det bliver også fedt at se Memoriam. Den store ubekendte er, for mig, Frank Carter and The Rattlesnakes. Jeg var ganske glad for Carters tidligere band Gallows, men har ikke hørt så meget til hans Rattlesnakes-gruppe. Måske det bliver fedt. Måske det bliver mit nye yndlingsband. Hvem ved.

Her får I lige Gallows med nummeret ”London Is The Reason” fra albummet Grey Britain. Dernæst kommer Frank Carter and The Rattlesnakes med nummeret ”Lullaby” fra deres nye album Modern Ruin.

Vi ses efter weekenden, hvor bloggen er tilbage med ny palaver om genrefiktion.

På genhør

Martin

 

Skriv en kommentar

Filed under Video

Bogbekendtskaber: Jan Michael Johansen

Så er det langt om længe blevet tid til et nyt Bogbekendtskab. Denne gang er det ingen ringere end Jan Michael Johansen, der også går under navnet Den Grå Bibliotekar. Jan er, som navnet antyder, bibliotekar, men han er også mere end det. Han er nemlig en af den danske genrefiktions frontkæmpere og en af dem, der lægger en stor indsats i at skrive om og formidle præcis de genrer, som Fra Sortsand handler om. Derfor var det også oplagt at få Jan til at skrive om en forfatter, der betyder noget særligt for ham. Valget faldt på Charles Stross, og Jan får formidlet særdeles levende, hvorfor præcis Stross har gjort så stort indtryk på ham. Det er derfor med stor glæde, at jeg her kan overlade ordet til vores hjemlige genrefiktions grå eminence. 

***

Min glæde ved Charles Stross
Af Jan Michael Johansen

Der er noget over Skotland. Hvad end det nu er bjergene, whiskyen, mænd i nederdel eller blot den fantastiske litteratur, så elsker jeg Skotland.
Ikke mindst forfatterne.

Og tre af mine absolutte favoritter er da også skotte. Iain M. Banks, der desværre ikke længere er blandt os, Philip Kerr og Charles Stross er alle skotter. Ja, ok, Stross er født i Leeds, mindes jeg, men han bor i Edinburgh, så det tæller som skotte.

Sidstnævnte, den gode hr. Stross, er fokus for min essay. Da jeg blev bedt om at skrive nogle ord om en forfatter i de fantastiske genrer, jeg havde et særligt forhold til, tog det mig ikke lang tid at vælge Stross. Der er nemlig meget få forfattere, der har påvirket mig som ham. Skotte eller ikke.

Jan Michael Johansen

Og Stross er mere end blot en skotte med ord i blodet. Han er en opfindsom og arbejdsom skribent med en stribe af noveller og romaner bag sig. Han gør det gerne i serier, og har en sjælden evne til at vinkle kendt stof på en ny og anderledes måde. Ganske som han også ofte engagerer sig i debatter med sine læsere eller møder dem rundt omkring til en øl eller en god snak.

Mit første møde med Charles Stross’ forfatterskab var lidt af et tilfælde. Sådan er det ofte med gode ting, synes jeg. De kommer så’en lidt uventet og overraskende dumpende ned fra oven. Eller i det her tilfælde fra hylden.

Jeg flakkede for nogle år siden hvileløst rundt ved science fiction-hylderne på Ringsted Bibliotek og var lidt skuffet – indebrændt nok nærmere – ovre det pauvre udvalg. Alt, hvad der stod på hylderne, havde jeg jo læst for æoner siden. Sådan føltes det om ej andet.

Charles Stross (født 18. oktober 1964)

Jeg skulle dog have noget at læse i, så jeg bed tænderne sammen og hev en lille, grim bog ned fra en af hylderne med en i lektørens ord genretypisk forside (læste jeg senere) og satte kurs mod udlånet. Det vidste sig at være lidt af et lykketræf, for bogen, jeg endte med at låne med hjem, var novellesamling Antistof af netop Charles Stross. Og hvilken uventet glædelig overraskelse. Ikke mindst novellen ”En koldere krig”.

Kosmiske rædsler og The Laundry Files
”En koldere krig”, der muligvis er den bedste novelle, jeg nogensinde har læst, fyrede op under min fantasi og genvakte min kærlighed til kosmisk horror a la Lovecraft. Det førte mig hurtigt videre til Stross’ indledningsvis i hvert fald fremragende serie om The Laundry, hvor H.P. Lovecraft og hans Cthulhu Mythos-univers ligger til grund for en stribe bøger om hacker og efterretningsagent Bob Howards kamp med det engelske embedsmandsværk, New Public Management og kosmiske rædsler. Normalvis i den rækkefølge.

Man mærker tydelig Stross’ baggrund som programmør, samt hans til tider småspydige og satiriske pen. Vor (anti)helt Howards titel er i tidens ånd noget så forretningsagtigt hipt som “applied computational demonologist” og han må oftere kæmpe som en anden Dilbert mod sorttalende mellemledere med en forkærlighed for certificeringer og regneark end mod egentlige monstre.

De tre første bøger i serien er oprindelig skrevet som pasticher på hhv. Len Deighton, Ian Fleming og den i Danmark nok ikke så kendte Anthony Prices bøger om hemmelige agenter og ikke mindst de genvordigheder, de har med dobbeltagenter, bureaukrati og i Flemings tilfælde især megalomane galninge med ambitioner om verdensherredømmet. Desværre går Stross fra og med bind fire væk fra den stil, og det lider bøgerne lidt under. Men hele serien The Laundry Files er nu værd at læse. Også selvom der går både superhelte og elvere i dem.

Stross gør i bøger om The Landry og Bob Howard magi til et spørgsmål om matematik, så man ved at bevise en læresætning i et deduktivt system – et teorem – kan udøve magi og bøje virkeligheden efter sit forgodtbefindende. Nå, ja og åbne døre til andetsteds, og stille og roligt få sin hjerne ædt af ekstra-dimensionale parasitter. Alt i alt ret godt fundet på og det giver, hvilket måske lyder mærkeligt, en dimension af troværdighed og realisme, samt understreger den uhygge, der er i bøgerne.

Alternativ historie for fremtiden og multiversets mange facetter
Næstefter The Laundry Files er The Merchant Princes nok Stross’ mest kendte værk. Det er en serie i 6 bind, mener jeg. Der er lidt forvirring grundet de engelske og amerikanske udgivelser, samt nogle reviderede omnibusser, så bær over med mig, hvis jeg husker forkert eller har glemt noget (Jeg er bibliotekar, så jeg er pr. definition distræt og glemsom tillige).

Anyhoo, her er der også et ekstra-dimensionalt element, men i stedet for indifferent ondskab fra fjerne dimensioner med en hang til menneskesjæle, så handler serien om handelsrejsen med evnen til at krydse over fra alternative tidslinjer i multiverset.

Det er en ret interessant serie alene pga. Stross evne til at konstruere en troværdig og anderledes verden. Dog vil jeg mene, Stross styrke ligger lidt tættere på nutiden og den virkelige verden. Det ser vi i den serie, jeg i virkeligheden – efter de tre første Laundry-bøger holder mest af, nemlig The Halting State.

Her er vi i Skotland (Yay!) i en ikke så fjerne fremtid. Den første bog, som serien tager navn efter, foregår så vidt jeg husker i 2018, så det er lige om snart, vi kan se frem til virtuelle røverier udførte af orker, augmentet reality og en næsten Minority Reportsk politistyrke. En tredje bog i serien er udskudt på ubestemt tide grundet virkelighedens hastige udvikling i Storbritannien og Skotland (Nogle gange er det bare ikke nemt at spå om fremtiden, når fremtiden viser sig at gå i opfyldelse og mere til).

Hardcover, Ace Books 2011

Stross’ Halting State og Rule 34 er eminente eksempler på bøger, der kigger kritisk på den teknologiske udvikling og fortæller en fin menneskelig historie tillige – de er sågar også sjove til tider. Stross har overordnet et skarpt blik for teknologiske tendenser og hvad der rør sig i samfundet, samt evner at gøre sig lystig og til tider ligefrem spydig over det.

Det er i bund og grund det, jeg elsker ved Stross; humor, satire og et godt blik for, hvordan tendenser i nutiden kan levere skyts til nogle pokkers gode og spændende bøger.

Apropos kommende bøger og skotske forfattere, så barsler Stross med en, efter eget udsagn, Iain M. Banksk lignende rumopera. Det lover godt, tænker jeg. Det gør det gerne med nyt fra mester Stross.

P.S. “En koldere krig” er nok den bedste novelle, jeg har læst, men ikke den smukkeste. Det er A. Silvestris “Den allersidste dans” (Og kom så ikke at sig, jeg altid er ude med riven efter noveller).

Om Jan M. Johansen med egne ord
Jan er bibliotekar, først i fyrrerne og bidt af de fantastiske genrer. Når han ikke forsøger at lokke sagesløse odenseanere til at læse horror, science fiction eller fantasy, så blogger han på Bogsnak.dk, skriver klummer for Bogmarkedet, podcaster, holder oplæg og drikker virkeligt meget kaffe.

 

1 kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

J. R. R. Tolkien, The Two Towers (1954): Om myten, der dannes i øjeblikket

Paperback, Unwin Books 1975. Skaberen af forsidens fine akvarel er Tolkien selv

Det er noget tid siden, at jeg skrev om første bind af Lord of the Rings, og nu må det være på tide at fortsætte. Jeg skal heller ikke denne gang kede jer med et handlingsreferat af en tekst, som I naturligvis kender forfra og bagfra. Derfor må det også være tilstrækkeligt at sige, at trilogiens andet bind mere eller mindre fortsætter præcis dér, hvor første bind stopper.

Man fornemmer imidlertid straks, at The Two Towers er et andet sted end The Fellowhip of the Ring. Første bind handler netop om følgeskabet og venskabet, der udvikler sig i gruppen om Frodo og ringen. Der opstår en form for soldaterfællesskab, hvor det, som opgavens alvor står klart for deltagerne, viser sig, at alle har ting at bidrage til gruppen. Både de magtfulde krigere og de ydmyge hobbitter har således funktioner, og det nivellerer gruppens forskelle i erfaring, status og magt. Man fornemmer lige dele fascination af sagateksternes beretninger om våbenbroderskaber her og Tolkiens egne erfaringer fra både et kostskoleliv og de efterfølgende krigsoplevelser, der hver på sin vis synes at bidrage til ringfælleskabets emotionelle bånd.

Paperback, Unwin Books 1975

Sådan er det imidlertid ikke længere i The Two Towers, for første bog slutter netop ved, at Boromir lader sig friste af ringen og derved brydes fælleskab uden nogensinde at blive genetableret i samme form. Det er et dramatisk punkt i fortællingen – måske et af de meste dramatiske og smertefulde overhovedet – der er en voldsom parafrase over Syndefaldet. Der går således noget uerstatteligt tabt, da Boromir fristes. Ringens fællesskab er nemlig noget smukt, og det er tydeligt, hvor meget Tolkien selv sværmede for dette fællesskab, og man føler med ham, fordi rejsens første del kommer til at stå som en gylden, uskyldig tid.

Alt der kommer efter opløsningen af ringens fælleskab, er blod sved og tårer. I deres ansigts sved må bogens helte stride sig frem mod den uundgåelige konfrontation med mørket. Det er da også med god grund, at heltene herefter konsekvent må tvivle på, hvorvidt det gode rent faktisk findes, for alt synes nu mere dystert og ubehageligt end før. Det eneste forløsende lyspunkt synes rent faktisk at være de små hobbitter Merry og Pippin, der bliver den ventil, som Tolkien kan bruge til, en smule satirisk, at gengive menigmands noget fortegnede billede af de katastrofale begivenheder, der er ved at udspille sig i verden.

John Ronald Reuel Tolkien (3. januar 1892 – 2. september 1973)

Nu skrev jeg allerede i første indlæg om trilogien, at jeg mener, at Tolkiens ambition om at skabe en ny mytologi skal tages ganske bogstaveligt. Det skal jeg ikke gentage her, men i stedet fortsætte med samme synspunkt, fordi The Two Towers bidrager væsentligt til præcis det perspektiv. I Fellowship of the Ring drager selskabet gennem et ødeland, hvor de så at sige rejser fra det ene mytiske tableau til det andet. Deres vandring bliver dermed en form for passage gennem hele universets kosmologi, og hvert sted, de besøger, er en ny station i myten, der belyser facetter af den samlede historie. I dette er Frodo og hans ledsagere mest af alt iagttagere, der hverken gør stort fra eller til i forhold til det, de oplever. Deres rolle kommer først senere.

Præcis det ændrer sig i andet bind. Den vise Aragorn fortæller til Éomer, at de nu står midt i fortællingen, og alt, hvad de fra dette øjeblik foretager sig, vil have betydning for den måde, som man vil fortælle om dem senere. ”Do we walk in legends or on the green earth in the daylight?”, spørger Éomer, hvortil Aragorn svarer ”A man may do both” (s. 30). Aragorn adresserer dermed tydeligt det forhold, at selskabet har indhentet myterne og nu er trådt ind i en ny fase, hvor de selv er blevet aktører i en fortælling, som vil blive genfortalt senere. Den samme bevidsthed om at være del af et narrativ bliver også senere italesat af Sam (s. 285), der konstaterer, at han er i tvivl om, hvad folk vil fortælle om Frodo og ham – dog ved han, at man vil berette om deres rejse, og han håber, at det vil blive en lykkelig fortælling.

Hardcover, George Allen & Unwin 1954. Romanens 1. udgave

Tolkien viser dermed sine læsere, at det er en gammel fortælling, som præsentres i første bind, og en ny fortælling, som symbolsk begynder, da ringens fællesskab brydes. Hans karakterer er sig fuldt ud bevidste dette og forstår deres status som aktører i et mytologisk univers, hvor alt bærer hen imod den endelige kulmination.

The Two Towers er dermed det tidspunkt, hvor heltene træder ind i det, man kunne kalde mytens ’nu’. Altså det sted, hvor narrativet dannes eller den nye myte får sin form. Det udløser selvfølgelig den bekymring, at modsat alle tidligere myter, så kender hovedpersonerne i denne nye historie ikke det præcise udfald af deres fortælling, og derved lykkes det for Tolkien både at skabe spænding for sine læsere og føje en gribende følelse af anspændt, smertefuld intensitet ind i beretningen, der naturligvis er stærkest omkring den hårdtprøvede Frodo og hans elskede ven Sam.

Hardcover, Houghton Mifflin 1955

Præcis venskabet mellem hobbitterne er da også et helt essentielt greb i Tolkiens epos, fordi de vedbliver med at være det følelsesmæssige alibi i værket, der giver ham mulighed for rent faktisk at udtrykke affekter og reaktioner, vi kan genkende og identificere os med. Alt andet i bøgerne er stiliserede helte og skurkes tale, mytens dialog om man vil, der her dikteres til senere genfortælling. Hobbitterne er gruset i maskineriet, der bliver outsiderens blik på det store, kosmiske spil. Hvor vigtigt dette er for bøgerne som helhed, står imidlertid først for alvor klart med fortællingens anden del.

Paperback, Ballantine Books 1965

The Two Towers er fremragende læsning, og måske den bedste del i værket som helhed, fordi Tolkien rent faktisk her udfolder ganske komplicerede temaer, der ikke findes i hverken første eller tredje bind. Der er noget eminent ved at følge denne gigantiske fortælling i præcis denne del af historien, hvor det hele så at sige er i bevægelse. Det er her, at myten samler momentum og bygger op. Forløsningen kommer senere, og den er måske nok storladen og følelsesfuld, men den er hverken overraskende eller så stemningsmæssigt sammensat, som det blik ind i myternes ’nu’ vi får her.

Nu må vi se, om ikke også kongen, på sin vej tilbage, kan få lejlighed til svinge forbi Fra Sortsand snart.

Paperback, Ace Books 1965

Paperback, Methuen 1971

Paperback, Ballantine Books 1973

Hardcover, George Allen & Unwin 1974

Paperback, Magnum 1977

Paperback, Ballantine Books 1982

Paperback, Unicorn 1986

Paperback, Ballantine Books 1988

Hardcover, Houghton Mifflin1988

Paperback, Houghton Mifflin 1999

Paperback, HarperCollins 2002

Hardcover, Thorndike Press 2003

Paperback, Houghton Mifflin 2005

Hardcover, HarperCollins 2009

Paperback, HarperCollins 2011

Paperback, HarperCollins 2012

Hardcover, HarperCollins 2013

1 kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Et gammelt interview med rotternes herre

Jeg skriver lidt om James Herbert i øjeblikket, der døde tilbage i 2013. Det førte mig fordi dette lille, underholdende interview med manden, der er optaget i 1995. Interviewet stammer fra et tidspunkt, hvor Herberts forfatterkarriere i et eller andet omfang fortsat kørte nogenlunde på skinner. Det ændrede sig imidlertid hurtigt, for han var en af de relativt mange skrækforfattere, der havde været aktive siden 70’erne, som oplevede både kreative og salgsmæssige vanskeligheder ved udgangen af det gamle årtusinde.

Noget litterært geni var Herbert ikke, men underholdende var han, og debutromanen The Rats fra ’74 står stadig, som et væsentligt bidrag til skrækgenren.

Vi ses på søndag.

– Martin

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Video

Kulørte scener fra det franske natteliv?

French Night Life Stories, februar 1936

Nu skal vi se nærmere på endnu et lille kapitel i genrefiktionens enorme fortælling. Her er det et eksempel mere på erotisk pulp; denne gang French Night Life Stories, der udkom i USA i første halvdel af 1930’erne. Magasinets pikante fortællinger kan naturligvis dårligt sammenlignes med deres moderne sidestykker i tydelighed, men det var trods alt et blad, som dette, der kunne få den gode H. P. Lovecraft til både at rødme og koge over i forargelse, når han skulle ned i kiosken for at købe sine pulpmagasiner med fantastik.

French Night Life Stories, september 1934

Jeg har ikke så meget at tilføje i denne omgang. Man kan bemærke forsidernes brug af gennemsigtigt stof. Det kunne måske umiddelbart tænkes at være en form for dristig, udfordrende leg med beskueren, men det er rent faktisk et kneb, som skulle holde censurmyndighederne borte. Ved at vise tildækkede, og ikke blottede, bryster var billedet principielt acceptabelt. Her har vi altså at gøre med et klassisk tilfælde af lovens ord overholdt, ikke dens hensigt. Den gik ikke længere i 1940’erne, hvor myndighederne blev langt skrappere og til sidst forbød alt der bare lugtede af sex og makabert gru.

French Night Life Stories, oktober 1933

Man kan naturligvis også hæfte sig ved selve navnet på bladet, der stammer fra et tidspunkt, hvor man ganske ubekymret kunne benytte sig af påståede, nationale stereotyper. Selvfølgelig var Frankrig og især Paris langt mere pikant end noget andet sted i den civiliserede verden. Selvom vi stadig sprogligt har bevaret reminiscenser af dette, slipper man dårligt afsted med den slags nu om dage. I dette tilfælde, altså med magasinet her, skal titlen imidlertid ikke forstås som specifik henvisning til Frankrig, men i en bredere sammenhæng som en hentydning til ”franske eventyr” som betegnelse for erotiske eskapader i almindelighed.

Det var alt for nu.

På genhør

Martin

French Night Life Stories, oktober 1932

French Night Life Stories, marts 1937

French Night Life Stories, juni 1936

French Night Life Stories, juli 1936

French Night Life Stories, januar 1937

 

French Night Life Stories, januar 1936

French Night Life Stories, januar 1934

French Night Life Stories, februar 1937

French Night Life Stories, december 1937

 

 

French Night Life Stories, december 1935

French Night Life Stories, december 1933

French Night Life Stories, april 1936

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Philip José Farmer, To Your Scattered Bodies Go (1971): Finurlig ramasjang

Paperback, Berkley Medallion 1971. Forsiden er skabt af Richard Powers

Philip José Farmer fik skabt sig en ganske omfattende skønlitterær produktion, som jeg ikke skal gøre mig alt for klog på. Faktisk er Farmer et noget perifært bekendtskab for mig, men jeg har taget hul på hans såkaldte Riverworld-serie, og det har vist sig at være læsning af den mere muntre slags.

Seriens første bind, To Your Scattered Bodies Go, udkom i 1971, og man genkender straks velkendte troper i åbningskapitlet. Vores hovedperson vågner i et enormt bygningskompleks fyldt med livløse menneskekroppe. Hvad alle disse kroppe betyder, og hvor vores hovedperson kommer ind i billedet, bliver aldrig afklaret, for han bliver få øjeblikke efter at være vågnet op, konfronteret af en robot, der skyder ham ned. Alt går i sort, og scenen skifter. Modsat eksempelvis William Hjortsbergs Gray Matters fra samme år vågner bogens hovedperson ikke i denne opbevaringshal igen, nej, han vågner ved flodbredden i en fremmed verden.

Philip José Farmer (26. januar 1918 – 25. februar 2009)

Her er det så på sin plads at nævne, at romanens hovedperson ikke er nogen ringere end den engelske litterat og opdagelsesrejsende Richard Francis Burton, der måske er bedst kendt som manden, der som den første oversatte Tusind og en nats eventyr til engelsk. Her aner vi altså, at noget særligt er på færde, og det viser sig da også hurtigt, at Philip José Farmer har udtænkt en ganske sindrig ramme for sin tempofyldte fortælling.

Idéen er den, at et udvalg af Jordens afdøde befolkning ”vågner” i denne fremmede verden. De har en fuld erindring om deres tidligere liv på Jorden, men aner ikke, hvor og hvorfor de nu er, hvor de er. Ved flodbredden mødes der med andre ord et sammenrend af mennesker ikke bare fra forskellige verdensdele og kulturer, men også fra forskellige tidsperioder. Mindst lige så mærkværdigt er det imidlertid, at mekaniske installationer er anbragt regelmæssigt langs flodløbet, der udstyrer menneskene med mad, redskaber og andre goder; narkotika eksempelvis – bogen er jo fra´71. Der ligger altså en eller anden form for organisering bag det hele, men hvorfor? Og af hvem?

Hardcover, G. P. Putnam’s Sons 1971. Romanens 1. udgave

Indledningsvist handler det naturligvis for Burton om at finde sig selv i denne nye verden, og han slår sig hurtigt sammen med et noget eklektisk hold af typer fra menneskehedens lange historie – en victoriansk dame, en oldtidsmand og andre kulørte skikkelser. Det kommer der en del muntre sammenstød ud af, ikke mindst takket være forskellige tiders forhold til seksualmoral og indtag af førnævnte narkotika. Det går imidlertid også op for Burton, at han, som den eneste, har en erindring om at være vågnet i den store hal, før han vågnede igen i flodverdenen.

Noget må være sket, og han bliver til stadighed mere sikker på, at det var en fejl, han vågnede. Han skulle aldrig have set, hvad han så. Derfor begynder Burton også målrettet at jagte flodens udspring, fordi han er sikker på, at svaret på dette mysterium må ligge her. Burtons mission udløser en kæde af hændelser, der i sidste ende bringer ham på kollisionskurs med de skabninger, som kontrollerer og muligvis endda har skabt hele den flodverden, som handlingen udspiller sig i.

Paperback, Berkley Medallion 1973

Farmers sprog er let og ukunstlet. Der ligger en konstant underspillet humor i fortællingen, som gang på gang kammer over i decideret komiske situationer, der mest af alt spiller på det groteske i hele den situation, som Burton og hans venner gennemlever. Naturligvis bliver der diskuteret meget i romanens kapitler, og flere teorier om flodverdenen bliver fremlagt, men Farmer tynger ikke sin tekst med alt for meget forklaring. I stedet fokuserer han på handling og sammenstød mellem flodverdenens forskellige fraktioner.

Der et dermed også en udtalt stemning af retro-pulp over historien, som tydeligvis henter en del af sin inspirationskilder i fortællingerne om fremmede verdener fra pulpens guldalder i begyndelsen af 1900-tallet. Det løsslupne, pulpede i bogen betyder imidlertid ikke, at Farmer ikke arbejder med interessante koncepter. De kan næppe kaldes videre originale, men han leverer dem med overbevisningskraft og stort humør, hvorfor tingene går sammen i en højere enhed i bogen.

Hardcover, Rapp & Whiting 1973

Floden er naturligvis det bærende motiv. Den er et billede på selve livet, der flyder afsted med os. Helt konkret er det klart, at Mark Twains Life on the Mississippi (1883) har dannet klangbund for Farmers brug af flodmotivet, præcis som Hemingway udnyttede det i sine Nick Adams-historier og Norman Maclean gjorde det nogle år efter Farmer i den fine kortroman A River Runs Through It (1976). Tilsammen udgør alle disse fortælling et motivisk kompleks, der som sagt bruger floden som billede på livet, der roligt fører os ud mod fjerne horisonter.

Men det er mere kompleks end som så, for floden er ganske vist i bevægelse, men den er også en konstant, der så at sige ligger, hvor den gør. Vores hovedpersoner kan derfor forlade floden, vende tilbage til den, rejse op ad floden eller rejse ned langs floden. Alt sammen billeder på en indre rejse igennem livets fylde, hvor barndommen, ungdommen eller alderdommen kan (gen)besøges. Floden bliver et meditationsobjekt og et spejl, i hvis refleksion hovedpersonerne kan studere dem selv og deres liv.

Paperback, Panther 1974

Billedet er smukt og fængede, næsten uanset hvordan det udføres, og selv om Farmer måske er den mindst sofistikerede bruger af motivet, indfanger han tankevækkende perspektiver i sin roman. Det må da også for en god ordens skyld nævnes, at Farmer gjorde Mark Twain til hovedpersonen i fortsættelsen til To Your Scattered Bodies Go, men det kan jeg vende tilbage til i et andet indlæg.

Flodmotivet er det, der litterært står som det blivende og mest fængslende ved bogen. Det skyldes, at de underliggende temaer om skabelse og religion, der også spiller ind i Farmers fortælling, aldrig synes helt at blive udfoldet, fordi det meget hurtigt står klart, at der må være tale om en form for videnskabeligt eksperiment, hvorfor de metafysiske overvejelser lægges på hylden.

Paperback, Panther 1978

Den første Riverworld-roman er festlig og stedvist tankevækkende. Mest af alt er den humørfyldt og gør sin læser nysgerrig, takket være de intrikate forviklinger, der opstår, når perioder og kulturer blandes, som de gør ved flodbredden. Det er ikke så sært, at romanen tiltrak sig opmærksomhed, da den udkom, for den er gjort af det samme underholdende stof, som den bedste pulp er skabt ud af. Det gør teksten slidstærk, også dér, hvor tiden er løbet fra indholdet. Farmer leverer sin ramasjang med hjertevarm omhu og så tilpas meget eftertænksomhed, at det ikke bliver til ren, uforpligtende underholdning. Jeg skal derfor også med ham videre ned ad floden; ingen tvivl om det.

Hardcover, Berkley Medallion 1980

Paperback, Panther 1980

Paperback, Berkley Books 1981

Hardcover, The Easton Press 1986

Paperback, Del Rey 1998

Hardcover, The Easton Press 2000

Hardcover, Science Fiction Book Club 2004

 

 

3 kommentarer

Filed under Roman

Every Time I Die oplever en ”Map Change”

Nu skal jeg snart høre Every Time I Die igen. Det bliver fedt, især fordi deres seneste plade er rigtig fin. Albummet hedder Low Teens og udkom sidste år. Det er således på ingen måde en nyhed, men derfor kan jeg da godt lige vise videoen til nummeret ”Map Change” alligevel. Videoen giver et uskønt portræt af USA; et hudløst ærligt portræt, fristes jeg til at sige. Landet er stort og sammensat, men desværre er det Trump og hans venner, der fylder mest i medierne for tiden.

Vi ses på søndag, hvor det er blevet tid til lidt science fiction igen.

Skriv en kommentar

Filed under Video