”Follow the smoke toward the riff filled land…”

Her kommer et lille billedindlæg, der adskiller sig lidt fra de sædvanlige af slagsen på bloggen, fordi det ikke som sådan er bogforsider, der er i centrum. I stedet er dette en kort præsentation af mesterlige Arik Roper, der efter en årrække efterhånden kan regnes som en af de stærkeste kunstnere, der arbejder med udsmykningen af musikalbums, altså hvis det står til mig.

Arik Roper (født 1973)

 

Roper har malet forsiderne til en stribe af mine yndlingsbands albums. Ikke overraskende, Ropers stil taget i betragtning, hører mange af dem hjemme i doom og stoner-genren med navne som Sleep og High On Fire blandt de fremmeste.

Hans udryk favner lige dele 60’er-psydekelika, fransk/belgisk tegneseriekunst fra 60’erne og 70’erne samt Star Wars. Det er ren benzin for fantasien – i hvert fald min fantasi, fordi der er noget ubesværet ægte over Ropers stil. Billederne fanger retro-referencerne til perfektion, men har alligevel også så meget nyt, at det ikke er rent plagiat. Det lykkes kun for få, men Roper er altså – i min verden – en af dem.

Kast et blik på hans billeder og bid mærke i hans navn. Det lønner sig.

Hardcover, Harry N. Abrams 2009

Reklamer

1 kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Jeffrey Lord, Blade bd. 1. The Bronze Axe (1969): Wham bam thank you mam…

Paperback, Pinnacle Books 1973. Forsiden er malet af Tony Destefano

Nu skal vi et dyk helt ned i genrelitteraturens mest vulgære, underlødige og fladpandede dynd, hvilket ikke er så lidt underholdende. Mest af alt fordi vi her er vidner til lige dele utøjlet galskab og dumhed, leveret uden skyggen af selvironi.

Pulplitteraturen vendte for alvor tilbage i 60’ernes anden halvdel, hvor gamle koryfæer udkom i nye paperback-antologier, der gik som varmt brød blandt de unge læsere. Der var imidlertid også et ældre læsersegment, som var interesserede i sværdsvingende muskelmænd og gæve, intergalaktiske rumhelte. Af den grund begyndte flere forlag hurtigt at udsende serier med nyskrevne historier til et lidt mere modent publikum, hvilket dybest set vil sige bøger med højt og bramfrit indhold af sex og vold. Altså bøger, der beskrev meget af det, som den oprindelige pulplitteratur kun kunne antyde eller gengive i floromvundne vendinger.

En af de markante serier i den sammenhæng er forlaget Pinnacles romaner om den engelske agent Richard Blade. En langlivet serie, der først blev påbegyndt hos Macfadden Books i ’69, men senere overtaget af Pinnacle. Takket være et ganske enkelt greb var serien i stand til at være forbløffende varieret uden at ændre ved grundkonceptet. Præmissen for Blade-serien er nemlig, at den geniale videnskabsmand Lord Leighton har skabt en supercomputer, der skal stå til rådighed for den britiske efterretningstjeneste.

Paperback, Pinnacle Books 1973

Formålet med computeren er ikke helt klart, men mennesker kan koble sig til den og derved blive sendt til Dimension X, og hver bog udspilles sig således i en ny del af denne dimension. Hvorfor det skulle være nyttigt, er ikke helt klart, men det antydes, at man måske i det fremmede vil kunne finde viden eller ting, der kan hjælpe den britiske regering. Richard Blade, agent i en tophemmelig enhed, bliver af sin chef ”J” (nej, ikke ”M”) udvalgt som forsøgskanin og befinder sig efter kun fire sider allerede i Dimension X. Jeffery Lord, et forlagsalias, spilder dermed ikke tiden på unødig palaver. Manden bag navnet er i øvrigt her sleaze-mesteren Manning Lee Stokes.

Blade lander i en vildsom fantasyverden med vikinger, barbarer og kannibaler. Knap landet, nøgen, opdager han en smækker pige – en prinsesse forstås – i nød. Prinsesse Taleen angribes af blodtørstige, ulvelignende væsner, men heldigvis har hun et sværd, som hun kan give til supermennesket Blade. Dermed er Blades eventyr ind i en fremmedartet verden kaldet Alb begyndt. Han tumler fra den ene kamp til den anden seng og så tilbage igen, alt imens han på en eller anden måde har fået viklet sig ind i en intrige omkring prinsesse Taleen og en vikingelignende barbar af en høvding.

En væsentlig detalje, som kort bør nævnes, er i øvrigt, at Blade delvist har mistet sin hukommelse, da han kommer til Alb. Han har derfor alle sine nyttige færdigheder – blandt andet våbentræning fra ”The Medieval Club” i London, men han husker kun vagt sit egentlige liv i England, hvorfor han naturligvis kan kaste sig helhjertet ind i Albs fristelser uden at føle snerrende bånd hjemmefra.

Paperback, MacFadden 1969. Romanens 1.udgave

Det hele er ganske dumt og grænsende til det meningsløse, men Lord formår at fange noget af Robert E. Howards lyriske tilgang til kamp og tempo. En scene, som den første kamp mellem Blade og ulvene, er eksempelvis et godt bud på en intens pulplitteratur, der formår at gribe sin læser, vel vidende, at Blade naturligvis vil gå uskadt ud af det hele. Sådan er spillereglerne.

Desværre er The Bronz Axe en titel, der henviser til vikingernes ledersymbol, alt for lang for sit eget bedste. Selvom Blade render ind i den ene modstander efter den anden og slagter dem så blodet sprøjter, hjernemassen vælter ud og maver skæres op; på trods af, at han går i seng med en perlerække af smukke kvinder og endda bliver voldtaget i en lettere ubehagelig scene af en gammel troldkvinde, bliver det hele langtrukkent og mister det tempo, som bogen egentlig sælger sig på.

Om ikke andet kan man derfor muntre sig med bogens kulørte indslag – og dem er der mange af! Man kan eksempelvis notere sig en homoerotisk understrøm, der løber gennem bogen. Blade får således en meget loyal tjener; en mand, som Jeffrey Lord igen og igen udpenslende beskriver som ganske hæslig. Ikke desto mindre holder tjeneren med stor trofasthed fast i Blade, og da de en aften har redet langt, klager Blade over ømme baller, hvorefter hans tjener masserer Blades røv med olie, imens han i rosende vendinger fortæller sin herre, hvor velskabt den er. Lignende optrin er der flere af, hvilket blandes med beskrivelser som denne: ”There was a small linen loincloth hanging on a hook in the wall. Blade stripped and twisted the cloth about his waist. It barely covered his genitals.” (s. 11)

En hurtig smøgreklame har også fundet vej ind i Blades pakkede eventyr

Gang på gang gør Jeffrey lord os opmærksomme på Blades letpåklædte tilstand, og kvinder kan dårligt holde øjnene fra den letpåklædte gigant af en mand. Grundlæggende er The Bronz Axe et stykke sjofelt sword and sorcery, der lever i kraft af sine excesser. Alt i bogen er lånt andre steder fra, men man må give Jeffrey Lord, at sammensmeltningen af Conan og James Bond, som Richard Blade er, er underholdende og uset. Det ændrer imidlertid ikke noget ved det grundlæggende faktum, at bogen er en ulykkelig blanding af vold, sex og tomgang.

Paperback, Kelter 1976. Her har du Blade i tysk udgave

Selvom vi skraber bunden her, må jeg blankt indrømme, at jeg er blevet nysgerrig efter at høre mere om, hvad Blade kommer ud for i den næste bog. Jeg er helt sikker på, at tonen er den samme, men forhåbentlig holder den pusten bedre end den første bog.

Ah, Blade! You are monstrous big. I begin to feel afraid. I am a virgin, Blade. Will it hurt me much?” He led her toward the bed. “It will hurt, Taleen. But not for long, and in the end you will enjoy the hurting. And I will go as gentle as I can.” (s. 208)

 

4 kommentarer

Filed under Roman

Det danske horrormiljø er i krise. Dyb krise.

Vi er to forfattere bag dette indlæg, og vi er bestemt ikke enige om alt, når det kommer til litteratur. Faktisk ser vi meget forskelligt på en række afgørende ting, men vi deler en stor, stor kærlighed til skrækfiktionen, en dyb utilfredshed med tingenes tilstand i det såkaldte ”horrormiljø”, og en tro på at tingene kan blive bedre, mere kreative og stimulerende for alle parter. Gennem en hurtigt voksende korrespondance er indeværende indlæg derfor blevet til, som en form for programerklæring, en kastet handske, der forhåbentlig kan udløse noget positivt. Det er i hvert fald vores håb.  

Af Jonas Wilmann & Martin Wangsgaard Jürgensen

 

Om vores horrormiljø

Igennem mange år har vi set den ene talentløse horrorroman, -antologi eller -novellesamling efter den anden (der er undtagelser, men dem skal det ikke handle om nu). Hvis det ikke er redigeringen, det kniber med, er der tale om gentagelser af velkendte strukturer, sørgelige horrorklichéer, som står i kø, og generelt bare mangel på ambitioner. Det værende ikke kun med henblik på originalitet – vi druknes da i arketypiske monstre, tamme King-efterligninger og ”Lovecraftianske” elementer, så dovent og afstumpet udført, at Lovecraft må vende sig i graven – men også sproglige og intellektuelle ambitioner.

Mange af de såkaldte voksenudgivelser i horrorgenren fremstår mest af alt som defekte børnebøger, da de på ingen måde rummer modne refleksioner og åndsverden. Det etableredes syn på horror, som noget lidt underlødigt, tilhørende en børne/ungesfære, er blevet en selvopfyldende profeti. Samtidig har vi også set alt for mange eksempler på titler, der har været monstrøst fejlbehæftede, og alligevel er strøget lige forbi alle portvogtere. Vi vil gå så langt som at sige, at der er eksempler på bøger, som i dele er volapyk, og novelleantologier, hvor majoriteten af bidragene aldrig skulle have forladt en mørk, mørk skrivebordsskuffe.

Og ingen løfter et øjenbryn. Ikke offentligt, i hvert fald.

Alting fortsætter, som det plejer. Alt er godt. Vi liker og deler, liker og deler. Der bliver klappet skuldre, bloggerne tager skyklapperne på og fortsætter deres rosende tomgang, og i klubhuset er der en dejlig, ren stemning af, at alle kan møde hinanden, hygge og kigge hinanden i øjnene – ingen, man skal gå og dukke sig for på Bogforum eller Krimimessen. Disse steder, og i mere lukkede fora, networkes der på livet løs. Det gælder om at få årets horrorpris (som ikke fører meget andet med sig end et stykke papir i en ramme). Kritiske røster lyder sjældent, også selvom mange går og ruger med en masse, for tænk nu, hvis kritikken blev gengældt, og det skulle gå ud over ens egen lille forfatter-entreprise!

Ingen tør sige det indlysende: Niveauet er simpelthen for lavt. Vi trakteres med endnu et misvisende glansbillede i en begejstret bloganmeldelse. Den anmeldte, som sidder på stikker, skriver efterfølgende ’tak for anmeldelsen!’ (gerne efterfulgt at anmelderens fornavn, så kan det ikke blive mere familiært!), og så liker anmelderen kommentaren, og alle udenforstående krummer tæer. Enhver chance for, at horrormiljøet kan tages seriøst, udslettes lige der.

Vi liker og deler, hygger og lyver, og inderst inde ved vi jo godt, at noget er galt.

 

Vejen frem

Det hele skal flås ned og bygges op igen. For når et miljø ender, hvor vi er nu, er det allerede gået i stykker. Det eneste vi har at se frem til, er en lang, jævn vej; den evige stagnation. Altså det, som vi har set i det danske science fiction-miljø, der har lukket sig inde i en uigennemtrængelig skal (hvorpå al kritik preller af). Det, som vi ved Dansk Horror Selskabs stiftelse svor, at det aldrig skulle blive.

Den eneste måde at kæmpe imod denne skæbne, er at tale mere åbent om problemerne. Hvis barren skal løftes, skal vi gå kritisk til hinanden og til hele miljøet. Der findes ikke nogen stærkere kritik, end den der kommer indefra, og vi er egentlig slet ikke nok ’inde’ i miljøet til at udgøre egentlige interne røster.

Vi skal ikke kritisere som smålig og banal hævn, fordi ’ham eller hende kritiserede min bog, så skal hans/hendes også ned med nakken’. Nej, vi skal sgu bruge hovedet. Når vi kan føle det dybt i vores hjerter, og med vores skarpe litteraturblik, at der er noget helt, helt galt, skal det til debat.

Det er på tide, vi spørger os selv: Hvad kan man forvente af en skrækfiktion?

Først og fremmest, at det er en kunstnerisk engageret litteratur, der konfronterende tør udfordre sine læsere på indholdet, sproget, ja, helst på begge dele. Det, som står indskrevet i Dansk Horror Selskabs vedtægter – ”værket skal kunne fastholde den voksne læser” … ”sproget skal være fængende og fascinerende” – er tæt på idealet, men sjofles hvert år ved shortlisting af klichétunge værker med fladt, tungt sprog, der udelukkende er til som katalysator for plot. Alt for ofte kan man læse anmeldere, der klapper i hænderne og konstaterer, at ”sproget flyder” eller lignende udvandede formuleringer. Sprog kan flyde, men det er ikke i sig selv en kvalitet. Sproget er ikke en stikpille, der skal smutte ubemærket ind. Sprog skal mærkes, det skal hænge ved, og det skal efterlade sig spor, når det er læst. Og omvendt, ses også ukritisk lovprisning af værker, hvori gøres alverdens krumspring for at udstråle kulturelitisme, skønt de ofte fremstår som manierede studenterværker.

Skrækfiktionens anliggende er det ubehagelige, det grimme og det skræmmende. Hvilken form, hvilket formsprog, hvilken tone dette sker i, kan ikke sættes på formel, men en skrækfiktion, der skal flytte sig ud af teenageværelset herhjemme, må lægge den nørdede begejstring for klichéer fra pulplitteraturen på hylden og trække på egne indre verdener, drømme, det personlige; den voksne tanke- og følelsesverden

Samtidig er det en kæmpe misforståelse, at skrækgenren opnår en særlig kunstnerisk eller ligefrem intellektuel kvalitet ved at læne sig op ad vage forestillinger om gotik og gamle dage. Ej heller bliver det bedre af prætentiøse referencer til klassisk verdenslitteratur eller antik mytologi. Snarere end at skabe en nærværende, begavet litteratur bliver det en provinsiel, småborgerlig prosa, der hverken rører os i hjernen eller hjertet.

Det er således nødvendigt at acceptere, at ”horror” ikke er en bestemt genre, men en stemning og optik. Den litteratur, vi efterlyser og ønsker, søger denne stemning; vi søger ikke alle de klabautermænd, som af kommercielle grunde er blevet hængende. En ny skrækfiktion herhjemme må derfor kaste klichéerne fra sig og invitere læserne ind i de dunkle rum, som han eller hun gerne vil vise frem for verden.

Skrækfiktionen er ikke kun til for at gøre os bange eller at forberede os på det værste (her en indskudt bøn om at lægge den darwinistiske horrortolkning i graven!) – det er en æstetisk leg med verden, som vi oplever den, og en iscenesættelse af alt det, vi lægger låg på eller helst vil undgå.

Vi søger værker, hvor plot og historie kombineres med spændende sprog, intellektuel dybde og udfordrer en voksengeneration, der læser, hvad der i essensen er young adult-litteratur. Det er vigtigt at pointere, at det litterære værk kan findes i populærlitteraturen, kan favne begge verdener, men sjældent gør det. Vores ærinde er ikke at agitere til kamp mellem ’snobberne’ og ’de folkelige’, men et forsøg på at gøre horror relevant for andre end en lille skare, der dyrker og udfolder sig i den som hyggegenre, hvor en række trættende konventioner skal følges.

Vi ønsker at litteraturen kan komme i dialog med andre uden for det begrænsede ”fanmiljø”. Vi må derfor lade den platte spændingslitteratur falde og fokusere på den skrækfiktion, der faktisk har et kunstnerisk projekt, som er værd at behandle og tage alvorligt. I dag måles alt på samme vægt. Derved fjerner vores skrækfiktion sig længere og længere fra muligheden for rent faktisk at blive taget alvorligt af andre end den ulidelige fankultur. Dansk Horror Selskab har her også en vigtig rolle, og vi må forvente en klog og kompetent bedømmelse og udvælgelse, der sorterer det irrelevante fra og viser os, hvor skrækfiktionen som litteratur og kunst er stærkest.

Der skal ikke kun ses på handling, “den spændende” fortælling og værkets genremæssige plads; ’det er en vampyr-bog’, ’det er en varulvefortælling’ etc. Vi skal evne at læse i dybden og udfordre, når værkerne kun befinder sig i en overflade, der spejler de film og serier, som er oppe i tiden. Det handler altså om, at få os alle til at gå mere bevidst til værks – især når vi tilmed gerne vil have, at nogen stiller sig op som dommere og eksempelvis uddele en pris for årets bedste bog.

 

Afsluttende ord

Vi kan alle skrive noget dårligt. Faktisk har vi alle skrevet kritisabelt møg, og alt taler for, at vi vil komme til at skrive noget mere møg i fremtiden. Sådan er det at lægge noget frem. Enkelte værker kan dermed let udpeges og hagles igennem, fordi de ikke lever op til vores (egne) forventninger, men det vi gerne vil adressere her, er selve ambitionsniveauet, som halter hele vejen rundt; forfatternes mål med genren er for slappe, forlag udsender alt for dårligt redigerede bøger, og anmelderne glimrer med fraværet af egentlig kritik og analytisk overskud. Den eneste vej frem er at løfte ambitionsniveauet. Mens bøger og fortællinger kan ende med at være svagere, end vi havde håbet, så skal målsætningen i udgangspunktet altid være høj. Den største synd er i virkeligheden at sænke ambitionerne ud fra et misforstået håb om, at det vil kunne lokke flere læsere til.

Den eneste måde, vi kan få noget nyt til at ske, er gennem en klar kritik. Derfor vil vi her på Fra Sortsand, i den nære fremtid, se nærmere på et udvalg af bøger. Det er ikke tænkt som en gabestok eller bitter ydmygelse af andres arbejder, men som en nødvendig ærlighed, som vi kan tage ved lære af, og forhåbentlig på den måde få revitaliseret skrækgenren herhjemme og drevet bøger frem, der vil blive læst uden for den forkølede kreds af faste entusiaster, der loyalt holder ved.

 

8 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Thomas Ligotti, Songs of a Dead Dreamer (1985): Eksperimenternes dystre konge

Paperback, Penguin books 2015. Frosidens billede er malet af Chris Mars

Der sker spændende ting bag kulisser på Fra Sortsand i disse dage, og det har inspireret mig til at hive Thomas Ligotti frem. Det vil I nok snart få mere at vide om. det bliver vildt, det bliver spændende!

Bredt sagt kan man konstatere, at skrækgenren i vidt omfang er en ganske konservativ litteratur, der ofte søger bagud i stedet for at se ind i det, der rører sig, litterært, i samtiden. Det kan der være flere grunde til, men resultatet er, at man sjældent møder egentlig eksperimenterende skræklitteratur. Sådan var det i hvert fald ind til, verden for alvor fik øjnene op for Thomas Ligotti, der debuterede med novellesamlingen Songs of a Dead Dreamer i 1985.

Ligotti havde allerede skabt sig et navn i smalle genrekredse, takket være sine noveller i en række af de førende litterære genremagasiner i begyndelsen af 80’erne. Hans noveller var imidlertid ikke alles kop the, og man behøver eksempelvis bare se læserbreve i et fanzine som Dagon, der bragte Ligotti-noveller, for at konstatere, den foragt nogle genrefans følte, og fortsat føler, for Ligottis fiktion.

Paperback, Penguin books 2015

Songs of a Dead Dreamer rummer en del af disse tidlige udgivelser, og læser man bogen fra ende til anden, er det også klart, hvorfor Ligotti satte og sætter sine læsere på en prøve. Hans ordrige stil er tung og fabulerende, plot og struktur er sekundære størrelser i forhold til stemning og dannelsen af metaforiske konstruktioner. Ordbilleder er teksternes egentlige omdrejningspunkt, og de står som store skulpturer midt i fortællingerne anbragt som kunstværker, læseren kan studere og meditere over.

Ligotti er dermed alt andet end ordinær, men omvendt må man også hæfte sig ved Ligottis slægtskab med den tidlige Ramsey Campbells noveller. Campbell skrev endda forordet til anden udgave af Songs of a Dead Dreamer, hvorved en æstetisk fakkel blev rakt videre fra den ene pioner til anden. Forbindelserne mellem de to er mange, men hvor Campbells eksperimenter og fragmentariske stil var helt og aldeles kompromisløs, ligger der en traditionalist gemt bag Ligottis prosa.

Thomas Ligotti (født 9. juli 1953)

Ligotti er tilgængelig på en anden måde, og en rost og berømt novelle som ”The Frolic”, der stort set er konstrueret som dialog mellem mand og kone, rummer i sin kerne ganske mange af de seriemorderklichéer, som Thomas Harris formulerede i Red Dragon. Læseren er dermed, trods sprogets flamboyante røgslør, på vant grund. Det er da formentlig også kombinationen af et ekstremt billedstærkt sprog og et dybest set ganske traditionelt udgangspunkt for fortællingerne, der har skabt Ligottis berømmelse og gjort ham til den måske mest feterede (og)intellektuelle nulevende skrækforfatter.

At kalde Thomas Ligotti en skrækforfatter er imidlertid en indsnævring af hans litterære projekt, og dybest set forfejlet, fordi Ligottis fiktion sjældent forsøger at være uhyggelig. Teksterne er foruroligende og ubehagelige, de er fremmedgørende og bizarre, men gys er der kun lidt af. I stedet er det de store ideer, som fylder hos Ligotti. I sine historier udfolder han stort set altid variationer over en grundlæggende eksistentiel angst og et mentalt sammenbrud.

Paperback, Silver Scarab Press 1985. Samlingens 1. udgave – en bog, der nu må regnes blandt den moderne skrækfiktions dyreste samlerobjekter

Langt de fleste historier i Songs of a Dead Dreamer er formuleret med en jegfortæller, der taler i en præsensform. Vi stiger således ind i en bevidsthedsstrøm, der typisk bevæger sig med lynfart mod afgrunden. Gang på gang kommer vi ind i hovedet på skæve eksistenser eller eksistenser, der er på vej ud i skæve virkeligheder. Miljøerne er som oftest også navnløse bylandskaber eller hæslige forstæder, der ligger smuldrende i et gotisk tusmørkeland.

De første noveller i bogen, som førnævnte ”The Frolic” eller ”Alice’s Last Adventure”, er beretninger, hvor det surreale og groteske sniger sig ind på det ordinære og transformere det til mareridtsagtige situationer. I sidstnævnte eksempel falder grænsen mellem en forfatters fiktion og virkeligheden gradvist sammen og skaber til sidst en helt ny realitet.

Paperback, Robinson 1989

Som vi kommer frem gennem samlingen, sker der imidlertid et skifte. Historierne bliver gradvist mere fabulerende og ændrer fokus fra det tydeligvis moderne til mere tidløse eller endda historiske miljøer. ”Masquerade of a Dead Sword: A Tragedie” er et livtag med Edgar Allan Poes ”The Masque of the Red Death”, mens ”The Sect of the Idiot” er en indstigning i H. P. Lovecrafts forfatterskab. I begge tilfælde forlader teksten realismen og flytter sin handling ind i et surrealistisk, eventyrligt univers, hvor det groteske kan manifestere sig helt uden hensyn til det plausible og genkendelige. Poetisk bliver Ligotti her stærkest, og som bogens noveller skifter form, bliver Ligottis vision også mere og mere klar.

Thomas Ligottis bærende billede er det fortabte menneske, der står ensomt i et altopslugende bymiljø og lever i arkitekturens kvælende skygge. Selvom Songs of a Dead Dreamer er en novellesamling, bidrager alle historierne til konstruktionen af dette billede og føjer alle til en bestemt oplevelse af isolation, der giver bogen et forbløffende helstøbt hele.

Hardcover, Carroll & Graf 1990

Ikke desto mindre gør Ligotti også krumspring, som i de to tekster der handler om at skrive skrækfiktion. Begge er små stykker prosa, der under påskud af at ville diskutere skriveteknik, faktisk formulerer historier. Faglitteraturen bliver her en metafiktion, der gør skarpe genreiagttagelser, samtidig med at det lykkes for Ligotti at omdanne sin fagprosa til egentlige fortællinger. Der er noget drilsk over disse bidrag til bogen, og man genfinder dette lettere, underspillede humoristiske i flere af Ligottis noveller. Det sorte og dystre sammenstilles således løbende med det groteske og galgenhumoristiske.

Thomas Ligottis popularitet og anerkendelsen af hans værker har været langsom, men i dag er Ligotti blevet et uomgængeligt referencepunkt i genrelitteraturen. Ligottis debutbog viste dermed vejen for en eksperimenterede genrelitteratur, der konsekvent fravælger alle de uskrevne regler, som normalt definerer fiktion og især skrækfiktion. Som sådan kan der være vanskeligt at forstå Ligottis værker, og som allerede nævnt, er det ikke plot og handling, der er det bærende her.

Paperback, Carroll & Graf 1991

Dermed er det heller ikke fordi, der ligger store pointer gemt bag Ligottis fiktion. I stedet er der en følelsesmæssig appel i novellerne, og præcis dette er blevet en væsentlig inspirationskilde for mange, der har taget Ligottis fiktion til sig, og Ligotti er i den grad blevet genstand for plagiater og efterligninger blandt verdens håbefulde genreforfattere, der gerne vil anerkendes som intellektuelle kunstnere.

Skal man pege på et enkelt værk, der har sat retningslinjerne for gyset som avantgarde, må det derfor være Songs of a Dead Dreamer, der trods sine efterhånden 30 år på bagen står præcis lige så stærk, foruroligende, fængende og lunefuld som på udgivelsestidspunktet. Ligottis stil og eksperimenter er blevet mere modne og konceptuelt entydige senere, men de har aldrig overgået debutsamlingens chokerende radikalitet, hvormed bogen har indskrevet sig som hovedværk i den moderne skrækfiktion.

Hardcover, Subterranean Press 2010

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Bogsamlerne: Amdi Silvestri

For snart noget tid siden forsøgte jeg at få en ny serie løbet i gang her på bloggen. Bogsamlerne, en serie, hvor folk præsenterer deres bogsamlinger og skriver lidt om deres tilgang til det at samle og læse bøger. Fokus skal naturligvis ligge på genrefiktionen, for det er jo det, som Fra Sortsand handler om.

Nu er der endelig sket noget nyt. Den produktive og dygtige forfatter Amdi Silvestri har nemlig skrevet et engagerende og underholdende bidrag om sin bogsamling. Har du bare interesseret dig marginalt for vores hjemlige genrefiktion, vil du være bekendt med Silvestris navn og hans vidtforgrenede produktion. En produktion, der efterhånden er blevet så omfattende, at han udgiver opsamlinger. Han er tilmed formand for Dansk Horror Selskab (eller er det Horrorselskab?).

Det er næppe kun mig, der vil synes, Silvestris essay er spændende, og måske kan du genkende lidt af dig selv i hans tilgang til bøger? Uanset hvad, er du i godt selskab her, og det er derfor også med en vis tilfredshed, at jeg giver ordet videre til forfatteren.

***

Jeg elsker at bo i en brandfælde:

Science fiction, samlinger og sæd

af A.Silvestri

I min lejlighed på Nørrebro har jeg 55 reolhylder. 38 i stuen, 14 i biblioteket og tre i soveværelset. Det anede jeg ikke før jeg satte mig ned for at skrive dette indlæg. Reolerne er fyldt med bøger i alle afskygninger og alle genrer. Det er en regulær brandfælde. En gang for længe siden var der en art system i nogle af reoler. To reoler var til den fantastiske litteratur. En reol var til forfatterskaber. En helt anden til novellesamlinger, en tredje til gammel ungdomslitteratur og så videre og så videre. Nutildags er mit gamle system i kaos, men jeg er nu sikker på at ordene i bøgerne stadig har det helt fint.

Amdi Silvestri (født 1977)

Jeg er bibliofil på den måde, at jeg har svært ved at se bøger blive smidt ud. Når jeg går ned med skrald, tjekker jeg altid storskraldsrummet for at se, om der er blevet sat nogle små stakler ud, der har brug for et nyt hjem. En gang under en løbetur, hvor det stod ned i tove, fandt jeg en bog opslået midt på stien. Selv om den var tabt for al tid, lukkede jeg den, og lagde den på en bænk, der stod i læ under nogle bøgetræer. Det var Charlie Hotel Oscar Kilo af Majse Njor og Camilla Stockmann. Der var nok en grund til, at den lå der og flød. Det ændrede ikke på, at jeg reddede den. På samme måde (og med samme held) som når en bombesprængt soldat kæmper sig frem mod den ventede helikopter med sin afrevne arm på slæb.

Der er ingen tvivl om at jeg er samler, men den måde jeg er samler på, har muteret sig.

Min barndoms Lolland var et sted, hvor der to hundrede meter fra huset var en containerplads. På den stod en stor, blå container af jern, fyldt med skarpe søm, halve sække cement og det skrevne ord i form af bøger og tegneserier. Jeg stod på hovedet i den, og fandt lasede Kong Kylie-blade og et væld af bogklub-bøger uden omslag. I min erindring er det altid sommer, og støvet ligger rødbrunt i mit hår og på mine hænder. Jeg spytter brunt når jeg kommer hjem fra containeren med et læs, men det jeg husker klarest er tanken om en helhed. Hvis jeg fandt nummer 11 af noget, endevendte jeg containeren i håbet om at resten af serien var der. Det var en skatteøjeblik, et mysterium, elementer af én følelse. At ville en helhed. At have muligheden for at læse alt hvad der var. Intet var for småt til at samle. Intet var for laset til at beholde. Jeg var et sært barn, der med årene blev bedre til at smide ud. Dog holdt jeg fast i visse samlinger. Nærmere bestemt tre.

Den ene af dem var serien Galakse Bøgerne. De solgte sig under sloganet Spænding, gys, grin, science fiction og bestod af en noget i bakspejlet tilfældigt udvalgt række romaner og samlinger af noveller. Galakse Bøgerne tændte en sol i mig, og det var gennem dem jeg stiftede bekendtskab med forfattere som Ray Bradbury og Kenneth Ireland for første gang. Når jeg læser dem den dag i dag, må jeg nok sande at de ikke er ældet med ynde, eller også er det mig, der ikke er. Det ændrer ikke på, at jeg aldrig vil skille mig af med min næsten komplette samling. For mig er de et billede på en oprindelig kærlighed. På hvordan en livslang interesse for både det fantastiske og rædselsvækkende, og de korte former som novellen, opstod.

En anden serie jeg samlede med næsten religiøs omhu, var Stig Vendelkærs science fiction-bøger, der udkom i sluttresserne og halvfjerdserne. De var billigbøger, ryglimen var svag og forsidernes tryk havde det med at krakelere. Men indholdet! Det var horisontudvidende. Det var Clarke og det var Asimov, det var Simak og det var Pohl. Det var science fictions fædre og farfædre, der leverede den ene juvel efter den anden, og den dag i dag læser jeg stadig novellerne med lige så stor begejstring, for så mange af dem er plastiske. De forandrer sig i takt med at læseren gør, og historier jeg har læst 10-12 gange kaster nu nye betydninger af sig. Fortællinger, der ikke ramte mit 15-årige selv, rammer det nu 40-årige. Fortællingerne er ikke tidsløse, tværtimod er de meget et produkt af den tid, de er skrevet i. 50erne lever i bedste velgående i de fortællinger. Men essensen af dem er ikke bundet af tid. De fortæller om drømme og drivkraft, og bløder filosofiske tanker fra siderne til ens hud. Der er ikke noget helt som det.

I kølvandet på SV-serien, begyndte jeg at samle de andre opsamlinger. Hasselbalch science fiction, Kaleidoskop-serien, undervisningssamlingerne til skolerne, og den dag i dag tæller min samling af gammel paperback science fiction langt over 150. Det er ikke en hermetisk bevaret samling. Det er en jeg bruger, som jeg stadig læser, og jeg vil også tro at visse dele af den science fiction, jeg selv skriver, er påvirket af de gamle stemninger.

Den tredje samling er ikke en samling af serier, eller lignende. Den er en emne-samling, og det er den, der står på de tre hylder i soveværelset. Vi taler erotik, eller måske er det rigtige ord sex. Der er ikke noget porno, for det passer ikke ind i samlingen. Der er derimod masser af tegneserier. Fanny-serien, Eroticon-serien og en del arbejder af Varenne og Manara. Der er en stor bunke kunstbøger, om kroppen som medium, der er selvhjælpsbøger, psykologiske værker, erotiske klassikere og novellesamlinger. Alt muligt, der direkte relaterer til det erotiske og seksuelle. Jeg begyndte på samlingen som teenager, hvor min hjerne mere eller mindre bestod af sæd, og den er den eneste af mine samlinger, jeg den dag i dag aktivt arbejder på at gøre større. Jeg husker endda de to grunde til at jeg startede samlingen. Jeg ville udforske hvad sex var, og jeg ville være god til det. Mens jeg skriver den foregående sætning griner jeg lidt. Visse tanker og løfter bliver bare siddende. Jeg skal dog ikke gøre mig klog på, om nogle af tingene lykkedes.

Med de 55 reolhylder siger det sig selv, at jeg ud over samlingerne også har en masse andre bøger. Kan man kalde det samling ud fra volumen? Det ved jeg ikke. Hvis man kan, tæller min samling de første 2000 værker. Går man reolerne igennem, vil man opdage et meget stort spænd i både emner og forfattere. Det er ikke noget, jeg tænker over. Det er bare et udslag af at jeg som menneske synes de fleste ting som udgangspunkt er spændende. Jeg har dog i sidste par måneder fået lidt af en genvækkelse som læser, og det har jeg skrevet et par indlæg om på min egen blog. Før det begyndte jeg dog på en anden ting, nemlig at forære bøger væk. Hvis jeg læste en bog, eller faldt over en bog, og vidste, at alene det at eje det værk, ville gøre en anden person mere glad for bogen end jeg var, så sendte jeg det til dem. Jeg tror efterhånden jeg har gjort det med 25-30 værker, og det er fedt at se hvor lykkelige bøger gør folk.

Jeg er stadig samler, men fra at samle alt, samler jeg nu kun på noget. Jeg får ikke længere hjertebanken over at sende en bog videre i systemet. Jeg tror at det er blevet vigtigere for mig, at de få ting jeg samler, også virkelig er mig og gør mig glad.

Nu har jeg vist pludret længe nok. Jeg vil dog tillade mig at runde sagerne lidt af, med en flagrende tanke, der får lov til at slå sig ned her. Jeg elsker bøger for de historier de fortæller. Jeg elsker dem også for de mennesker, der har skrevet dem. Bøger kan på en helt unik måde lade dig som læser føre en samtale med et andet menneske. Din del af samtalen er de tanker du får. Forfatterens del er de ord, der står på siden. Når du har læst en bog til ende, har du hørt en anden persons tankesæt. Er det en god bog, vil det tankesæt påvirke dit eget. Det er jeg overbevist om.

 

1 kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Thomas Tryon, The Other (1971): Kan du gætte, hvem jeg er? Kan du gætte, hvem jeg er?

Paperback, Coronet 1977

Før Stephen King forandrede vilkårene for skrækfiktionen, havde gyserne allerede fået medvind takket være Ira Levins og William Peter Blattys succesromaner. Navnlig The Exorcist fik en enorm betydning for genrens opblomstring i 70’erne, og en af de romaner, der allerede meget tidligt fik den positive stemning at mærke, var Thomas Tryons debutroman The Other, der udkom omtrent samtidig med The Exorcist i 1971.

De to romaner har ikke meget tilfælles; ja Tryons roman ligger endda i periferien af skrækfiktionen, ikke desto mindre har den så mange gotiske træk, at den allerede på udgivelsestidspunktet blev opfattet som del af den skrækbølge, der gik gennem populærfiktion. Tryons roman opnåede aldrig samme status som storbestseller som Blattys bog, men den blev en succes, og The Other regnes i dag som en mindre klassiker indenfor genren. Desværre er den også ved at gå i glemmebogen, hvilket er ærgerligt, for Tryons prosa fortjener at blive læst.

Paperback, Coronet 1977

The Other udspiller sig i et drømmende, varmt Connecticut i 1935. Vi bliver her introduceret til den velhavende familien Perry, der har været plaget af ulykker i husstanden gennem snart lang tid. I fortællingens centrum står de to identiske tvillinger Niles og Holland, der endnu ikke helt har sluttet sig til de voksnes rækker, men omvendt også næsten har forladt deres barnetilværelse. Det er gennem tvillingerne, at familiens beskrives, og det er fra deres perspektiv, at vi hører om det sære univers, drengene er opvokset i. Centrum for dette univers er brødrenes bedstemor Ada, der udvandrede fra Rusland i sine unge år for at skabe sig en fremtid i Amerika med sin mand.

De to tvillinger ligner hinanden til forveksling, men af sind er de som nat og dag. Niles er blid, åben og kærlig, Holland er vild, gemen og aggressiv. På trods af forskellighederne hænger de to sammen som ærtehalm, og det bliver gradvist klart for læseren, at de to brødre måske foretager sig mere end bare almindelige drengestreger. Det viser sig snart, at tvillingerne har liv på samvittigheden – eksempelvis deres fede fætter, som Holland lokker til at springe ned i en høstak, hvor der ligger en høtyv gemt.

Thomas Tryon (14. januar 1926 – 4. september 1991)

Den eneste grund til, at fætteren skal dø, er, at Holland har lyst til at se ham lide. Drabet på fætteren er imidlertid hverken første eller sidste gang, de slår ihjel, og spørgsmålet melder sig snarligt, hvad forholdet mellem de to brødre egentlig er samt hvilken rolle de nærmeste telepatiske bånd, der eksisterer mellem drengene og deres bedstemor, spiller.

The Other er et stykke rendyrket gotik, og Thomas Tryon ønsker ikke så meget at skræmme sine læsere, som han ønsker at forurolige os og gøre os ubehageligt til mode. Drengene, Niles og Holland, bliver da også i stigende grad et ubehageligt selskab, fordi noget ikke stemmer, og de forklaringer, vi hører – navnlig fra den uskyldige Niles, ikke helt hænger sammen. Der antydes da også langt mere i romanen, end der beskrives, omend Tryon skaber en række dybt foruroligende øjeblikke i sin bog, der i al deres usagte, tilhyllethed sniger sig ind under huden på læseren.

Hardcover, Alfred A. Knopf 1971. Romanens 1. udgave

I sig selv er historien i The Other ikke videre original, men bogen er mere end den gotiske slægtsfortælling, som den på overfladen ligner. Romanen lever på sin atmosfære og Tryons fornemme sprog. Bogen tilhører tydeligvis en skrækfiktion, der er skrevet før, Stephen King havde meldt sig på banen. Teksten er kultiveret, poetisk og omhyggelig, Den er konservativ og elegant, uden egentlige forsøg på samtidighed og aktualitet. Tryon har endda henlagt handlingen til ’35 for at skabe distance mellem sin historie og læserne.

Ikke desto mindre formår Tryon at skrive sin gotiske fortælling med en sværmerisk intensitet, der gang på gang overrasker med fine sætninger og elegante iagttagelser. Det psykologiske spil, der foregår i bogen, beskrives med sjælden elegance, også selvom en nutidig læser hurtigt gennemskuer bogens plot, er det en biting, fordi det væsentlige er fortællerstemmernes sproglige klang. Teksten ånder mystisk sommervarme, hengemte hemmeligheder og gotisk mørke; den pulserer af et mærkværdigt, overnaturligt liv, som synes koncentreret i den svært definerbare bedstemor, der står som sort centrum i fortællingen.

Paperbaack, Fawcett Crest 1972

Bogens atmosfære er derfor også det, der næsten øjeblikkeligt griber læseren. Tematisk indskriver Tryon sig i samme tvetydige barnelandskab, som Ray Bradbury eksempelvis gør det i Something Wicked This Way Comes. Tyron er imidlertid hverken nostalgisk eller romantisk, som Bradbury – Tyrons vision er sort og brutal. Omfanget af fortællingens underspillede brutalitet står først klart til sidst, da vi har fået fortalt de to mest afsindige øjebliksbilleder i hele bogen – et druknet spædbarns ansigt, der kommer til overfladen i en vintønde, og bedstemoderen, der hælder benzin ned i frugtkælderen, hvor den ene af tvillingerne skjuler sig.

Drengenes ugerninger er ubetinget den væsentligste kilde til ubehag i romanen, men Tryons brug af gotiske genretroper giver ham også mulighed for at beskrive dybt dysfunktionelle familieforhold, og drengens voldsomme gerninger fremstår som en form for desperat nødråb, fordi de på den ene side er komplet overset i et stort set helt kvindeligt univers af mødre, tanter og kusiner, dels bliver de elsket til døde som små pyntedukker. Det paradoksale i både at ville elskes ubetinget – så meget, at de ikke tåler konkurrence, og samtidig at tage vredt afstand fra denne kærlighed fylder dermed ganske meget, og den psykologiske spænding får Tryon beskrevet til perfektion.

Paperback, Dell 1987

The Other er nu en næsten glemt perle, der på udgivelsestidspunktet var et naturligt sidestykke til bøger som The Exorcist og Rosemary’s Baby. Sådan er det ikke længere, men det er ironisk, for den litterært eventyrlystne vil finde langt mere potentiale hos Tryon end hos de to førnævnte. Tryons prosa står imidlertid kun dårligt mål med den tempofyldte, sprogligt lette skrækfiktion, der blev populær i midten af 70’erne. Tryon er en af en anden skole – den gamle skole –, og det kræver arbejde at komme under huden på bogen, men er man villig til at bruge tiden på dette, finder man sætninger, som indbyder til at blive læst igen og igen, fordi hans sprog klinger af stor, stor kunstfærdighed og intelligent indsigt. Derfor vil jeg bestemt anbefale, at vi alle finder denne glemte klassiker frem fra mølposen så ofte som muligt.

Hardcover, Centipede Press 2008

Paperback, New York Review of Books 2012

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Skal vi sige farvel til Slayer?

Slayer siger, at de tager på en farvelturné i år. Vildt, men det lyder ganske rimeligt – bandet er i hvert fald kun en skygge af sig selv. Og dog, mon ikke, at Kerry King mangler lidt lommepenge på et tidspunkt, og får Tom tilbage på scenen igen?

Jeg har stærkt på fornemmelsen, at vi langt fra har set det sidste til Slayer. Måske. Måske er det bare mig, der synes en verden, hvor Slayer ikke spiller længere, er blevet lidt tammere. Lidt kedeligere. Lidt mindre vild.

Gammel kærlighed ruster, som bekendt, aldrig helt.

 

 

    

4 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret, Video