Kender du Gnomo?

Jeg rendte tilfældigvis ind i denne portugisiske udgave af Tolkiens The Hobbit (1937). Bogen er fra 1962 og en rigtig spøjs og helt skæv størrelse, der viser lidt om, hvor vanskeligt forlagene stadig på det tidspunkt havde ved at håndtere både Tolkien og fantasy i 1960’erne, hvor interessen for hans forfatterskab var hastigt stigende. Alene titlen ”Gnomo” rammer helt forbi. 

Hardcover, Livraria Civilização Editora 1962. Forsiden er tegnet af António Quadros

En hurtig tur igennem Google translate viser, at en ”gnomo” ikke overraskende er en gnom. Bilbo er afgjort en lille fyr og måske derfor en gnom, men af race er han en hobbit, og jeg tror afgjort, at Tolkien ville være lidt ærgerlig over den forvanskning. Ikke mindst med tanke på den absolut selvhøjtidelige alvor han lagde for dagen i løbet af 60’erne, hvor førnævnte interesse for hans værk og tanker tog fart.  

Men bid også mærke i illustrationerne. Tegneren fanger ganske vist, at hobbitter har hår på fødderne og ryger pibe, men der stopper enhver stemningsmæssig kontakt med Tolkiens verden vel også. Nisse- eller rettere gnomhuen især, men også den spraglede 60’er-poncho siger næsten alt. De tre stupide trolde, som vi ser i en af de indvendige illustrationer, har også mere til fælles med karikerede vikinger end de væsner, som Tolkien beskriver. Tegneren António Quadros kendte tydeligvis teksten, men alligevel indfanger han slet ikke indholdets tone. Faktisk ligner det hele mest af alt noget, som Peyo kunne have skabt.

Indvending illustration af António Quadros

Nuvel, sjovt er det med Gnomo (og jeg ved godt, at man ikke skal gøre sig morsom på andres sprog!), og António Quadros’ tegninger er lige så interessante som eksempelvis de tre rosiner på vandring, som vi herhjemme har præsteret at svinge os op til på forsiden af Gyldendals nu klassiske udgave af Tolkiens ring-værk. Forskellen er jo nok, at disse ikke sender et forkert signal til læseren, men noget stort sus af eventyr leverer de ikke. Omvendt kan man i det mindste klukke lidt over det portugisiske bud.  Det gør jeg i hvert fald.

Stilrent og seriøst eller dødkedeligt?

3 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret, Roman

Roland Cutler, The Firstborn (1978): Et barn er født i… Jerusalem?

Paperback, Fawcett Gold Medal 1978. Romanens første udgave

Den mindre kendte skræk- og thrillerforfatter Roland Cutler havde en lille håndfuld udgivelser i 1980’erne. Han debuterede imidlertid ved at springe på gysertoget i 1978 med den religiøse The Firstborn. Romanen indskriver sig i den uendelige kæde af værker, der tog direkte afsæt i Blattys The Exorcist (1971) og mere eller mindre krampagtigt forsøgte at finde en ny vinkel på historien om satanisk besættelse. Cutler havde da også en klar og ny idé, da han skrev sin roman, men lige lidt hjalp det, og der er gode grunde til, at Cutlers roman faldt død ud på gulvet i den litterære fødselsklinik. Lidt liv var der nu nok i den alligevel, for bogen udkom i et andet oplag allerede samme år, men derefter forsvandt den i glemslens tåger.

Det er ærgerligt, for på papiret er The Firstborn en gyser af præcis den slags, som jeg har en stor, stor svaghed for. Den rammer nemlig det gode sted i 70’ernes genrefiktion, hvor okkultisme og metafysik møder paranoia og drama. Cutlers roman indeholder tilmed en god del vildmarkseventyr, som også er en genre, jeg holder rigtig meget af. Her er det således Afghanistans ødeland, der udgør miljøet i romanens første del.

Paperback, Fawcett Gold Medal 1978

Efter en kort, klassisk nervepirrende prolog åbner handlingen således i Afghanisten, hvor vi introduceres til Girard, der er en plaget sjæl. Han er rejst til landet fra USA for at søge efter meningen med sit eget liv, og måske søger han i sidste ende også efter Gud. Imens har han en gravid kone derhjemme, der tålmodigt har ventet på Girard, mens han udlever sin selvrealisering under fjerne himmelstrøg. En spiritual oplevelse i bjergene får imidlertid Girard til at skynde sig hjem, men hjemkomsten bliver ikke som ventet. Laura, Girards kone, har oplevet mystiske ting, og mystikken bliver ikke mindre nu. Der er tilsyneladende nogen eller nærmere ”noget”, der er efter Laura og hendes barn.

Girard har en mistanke, for hans egen opvækst har også været præget af mystik. Hans mor og far døde under mærkværdige omstændigheder (prologens indhold), og han har hele livet igennem følt en form for tilstedeværelse i sit liv. Nu er spørgsmålet så bare, om denne tilstedeværelse, der hjemsøger Laura, er ude efter Girard eller det barn, han har skabt sammen med Laura? Alt dette udløser en form for metafysisk jagt, der fører vores hovedpersoner fra USA til London og videre til Israel, hvor det hele kan kulminere mellem arkæologer, soldater og skumle typer.

Paperback, Fawcett Gold Medal 1978. Romanens andet oplag fra samme år

Som sagt kunne alt dette umiddelbart lyde som ingredienser til et ganske fint og nervepirrende stykke skrækfiktion, men det er bare ikke tilfældet. Roland Cutlers roman savner helt og aldeles nerve. Det sker meget sjældent, at jeg decideret keder mig, når jeg læser skønlitteratur, men med The Firstborn ramte jeg en mur, som det krævede viljestyrke at forcere. Romanen er en langstrakt pine, hvor den stakkels læser skal plage sig gennem en strøm af følelsesladede indre dialoger, ligeledes følelsesladede samtaler og ligegyldige, omfattende beskrivelser, der til sammen skal fortælle os, hvor rædselsvækkende og mystisk det hele er for stakkels Girard og hans familie.

Roland Cutler følte formentlig også, at der skulle leveres konkret gru, for at romanen ville gøre sig som den bestseller, han håbede, den ville blive. Derfor er der indlagt en række korte, lettere akavede drabsscener, hvor den mystiske kraft, der hjemsøger Girard, dræber et udvalg af romanens bipersoner. Mest overvældende er drabet på en usympatisk arkæolog i London, der bliver myrdet ved at få en stor, forhistorisk lerfallos stukket ned i halsen. Det er skrap kost, men ikke nogen veludført scene. Den spiller imidlertid sammen med den kuriøse, homofobiske undertone, der hænger over romanen og flere gange kommer til udtryk gennem små udfald, der ikke her nogen egentlig kontekst i historien, men emnet var åbenbart noget, Cutler følte for.

Paperback, Dial Press 1980

På trods af fascinerende rammer og særdeles grafiske beskrivelser forbliver The Firstborn med andre ord totalt uinteressant. Det er ikke desto mindre oplagt at spørge sig, hvad Cutler så bruger sin historie til; hvad er hans bud på en fornyelse af besættelsestematikken?

Humlen i alt dette er naturligvis det barn, som Laura bærer rundt på. Gennem hovedparten af romanen har læseren en mistanke om, at det næppe er noget godt, der kan komme ud af denne graviditet. Med tanke på Rosemary’s Baby (1967) er det oplagte naturligvis en formodning om, at det er Djævlen eller noget dæmonisk, som hun vil sætte i verden.

Paperback, Jove Books 1980

Her er det imidlertid, at Cutler snyder sin læser med en tematisk kovending på de sidste sider. Det viser sig nemlig at være det stik modsatte, der er tilfældet. Det er ikke det onde selv, men i stedet Messias, som Laura bærer i livet, og romanen slutter da også med et citat fra Første Mosebog (22:15), hvor Abraham accepterer, at Gud har valgt at prøve ham. Vi forstår her, på sidste side, at Girard er den nye Abraham og bogens afslutning er dermed også begyndelsen på enden af den jordiske verden.  

Roland Culter, der i et lille forord skriver, at han udtænkte bogens historie sammen med sin bror, leverer et stykke kristent gru. Det onde, som har forfulgt Laura og Girard, er sataniske kræfter, som vil gøre alt for at forhindre fødslen, der udspiller sig i Israel, og den tilstedeværelse, som Girard livet igennem har følt, er naturligvis Guds nærvær. Prologen, hvor Girards forældre blev angrebet og dræbt, var udført af Satans tjenere, der gik til angreb for at gribe ind i frelseshistorien og forhindre, at Girard skulle medvirke i at få Messias til verden.

Paperback, Dell 1984

Man må give Cutler, at dette er en ny variation over 70’ernes sataniske tematik. Han udnytter og spiller på udtrykket gennem hovedparten af fortællingen, før han i sidste øjeblik gør det til en fortælling om Kristus. Dermed lægger han sig også i virkeligheden langt tættere på Blattys roman end hovedparten af de mange efterfølgere, der red med på Satan-bølgen uden det tonstunge, kristne budskab, men der er Cutler ikke. Hans budskab ti læseren er, at selvom Satan prøver os, så er Guds plan større og Kristus vil komme til sidst.

Paperback, Berkley Books 1987

Jeg er sikker på, at den type gudfrygtigt gys har et publikum og med bedre færdigheder kunne det måske også være blevet en interessant roman. Det blev det så ikke. I stedet står vi tilbage med en homofobisk, pro-Israelsk og millenaristisk roman, der famlende forsøger at kede sin læser ihjel. The Fristborn skuffer mig oprigtigt, fordi den er så forfejlet, men samtidig er den også et ganske godt billede på den type af stærkt underlødige skrækromaner, der fik lov at udkomme i 70’erne, på grund af den store gyserbegejstring, der prægede tiden. Devisen var: Hellere udgive for meget i jagten på den nye bestseller end at overse en guldmine. The Firstborn var ikke nogen guldmine, og måske skulle den være blevet aborteret seneste 12 uger efter brødrene Cutler undfangede idéen.  

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Dengang H. Rider Haggard besøgte Danmark

Vi fortsætter lidt i samme spor som søndagens indlæg. 

Jeg sad i en anden sammenhæng for nogen tid siden med Mediestream og begyndte som en lille overspringshandling at søge på Henry Rider Haggard, der i 1910 besøgte Danmark. Han var blevet udpeget af sin regering til at foretage en undersøgelse i udvalgte lande, med det formål at afdække, hvordan det engelske landbrug kunne forbedres. Der var store problemer i det britiske landbrug, der ikke længere var tidssvarende, og netop jordbrug var en af de ting, som interesserede den konservative Haggard stærkt. Ikke mindst var han beæret over endelig at få et tillidshverv, og han gik derfor også til opgaven med stor ildhu. 

Den aldrende Henry Rider Haggard (22. juni 1856 – 14. maj 1925) fotograferet efter 1920.

Han skulle til Danmark for at se andelsbevægelsen ved selvsyn, og resultatet af det arbejde udgav han senere i det generelt entusiastiske topografiske værk med titlen Rural Denmark and its lessons, udgivet i 1911. Bogen er stedvist sjov læsning for den topografisk interesserede, ikke mindst på grund af Haggards små anekdoter fra rejsen. Som landbrugshistorie (ikke mit felt!) er det sikkert også sjovt, fordi man landet her bliver taget under kritisk lup af en fremmedes blik, hvilket altid er tankevækkende. Hele værket kan du finde online her.

Besøget i Danmark havde også en særlig, private interesse for Haggard, fordi han var af den overbevisning, at hans slægt ”Haggard” var en gammel vikingefamilie, der nedstammede fra Aagaard ved Fjerritslev i Thy. Den tanke kan fuldstændig afvises, tror jeg, men ikke desto mindre var det noget, der optog den romantiske Haggard, som det fremgår af hans dagsbogsoptegnelser fra perioden. 

Herregården Aagaard fotograferet fra luften i 1950’erne. Det nuværende hovedhus er opført 1917 og kom altså til få år efter Haggards besøg på stedet. I bogen har Haggard inkluderet billeder af den gamle gård, som han så

Men tilbage til Mediestream. Haggard var en berømthed, og naturligvis måtte bladene også skrive om den succesfulde forfatters tur til Danmark. Han skulle være i landet omkring 14 dage med ankomst til Esbjerg 18. september 1910, og derfra videre rundt i Jylland, før han endte i København, hvorfra det hele skulle afsluttes med et besøg på Kronborg. Han måtte naturligvis også forbi Aagaard, og hele slægstvinklen bliver med en vis stolthed omhyggeligt beskrevet i aviserne. 

Dengang dækkede aviserne jo sådanne berømtheders rejser ganske nøje, og det er helt sikkert muligt at kortlægge Haggards tur rundt i landet gennem lokalaviserne, hvilket kunne være en sjov opgave, men det må vente. Her er i hvert fald blot et eksempel på den dækning af besøget, der blev publiceret i Lolland-Falsters Stifts-Tidende torsdag d. 15. september 1910, hvor Haggard endnu ikke var ankommet i Danmark.  

Indrømmet, alt det her er meget nørdet, men hvem ved, måske sidder der en Haggard-fan derude, der synes, det er lige så sjovt som mig.

5 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret, Nonfiktion

H. Rider Haggard, King Solomon’s Mines (1885): Blod på savannen

Hardcover, Castle Books 1987. Forsiden er malet af Eric Kincaid

Det er ironisk, at en af Englands bedst sælgende forfattere i tiårene omkring 1900 var H. Rider Haggard. Det er ironisk, fordi Haggard aldrig havde set sig selv som en specielt litterær person og først begyndte at skrive skønlitteratur i en relativt sen alder. Han drømte om en karriere i embedsværket, og livet igennem var det hans ambition at blive taget alvorlig som politiker og mand i statens tjeneste. Sådan blev det bare ikke helt, fordi hans romaner længe var så ustyrligt populære, at han forblev fastlåst i rollen som folkekær spændingsforfatter.

Haggard fik skam vigtige statslige opgaver, men aldrig den respekt han for alvor drømte om. Han fik således i en sen alder diplomatisk arbejde, der tog ham ud i verden, og da han under et besøg i USA blev inviteret hjem til præsident Theodore Roosevelt, måtte en både beæret og skuffet Haggard konstatere, at præsidenten kun ville snakke om jagt og Haggards romaner, som præsidenten elskede. Politik og landbrugsreformer, der var rejsens anledning, blev der ikke meget tid til. Læren må være, at succes er herligt, men den skal helst komme for det rigtige.

Henry Rider Haggard (22. juni 1856 – 14. maj 1925)

Baggrunden for alt dette var Riders roman King Solomon’s Mines fra 1885, der var hans tredje skønlitterære bog på kun to år. Haggard, der i slutningen af 1883 var økonomisk presset, havde fået den tanke, at hans ungdomsoplevelser i Sydafrika måske kunne omsættes til rejsefiktion, der var et populært emne. Det forsøgte han og oplevede moderat succes med sin anden roman The Witch’s Head, der dybest set er en samling røverhistorier fra savannen. Bogen fik imidlertid så tilpas stor opmærksomhed, at Haggard forsatte i samme spor, nu bare ansporet til at rendyrke de elementer, som læserne havde reageret mest positivt på; nemlig dramaet, det mystiske og det eksotiske.

Resultatet blev den fabulerende King Solomon’s Mines, der som en løbeild gik sin sejrsgang i hele den vestlige verden. I romanen fortsatte Haggard med at sammenskrive sine egen oplevelser fra Afrika med ting, han ”lånte” fra andres rejsebeskrivelser og litteratur samt de vilde idéer, han selv fandt på. Historien er da også et stykke spektakulær eventyrfiktion, der kom til at danne skole og stå som et af højdepunkt i spændingslitteraturen fra slutningen af 1800-tallet.

Hardcover, Cassell & Company 1885. Romanens første udgave i bogform

Handlingen behøver næppe nogen stor introduktion, men i grove træk skildrer bogen – som du sikkert husker – hvordan storvildtjægeren Allan Quatermain bliver hyret til at ledsage et lille rejseselskab, anført af Sir Henry Curtis, der prøver at spore sin bror. Broderen forsvandt under en ekspedition, der havde til formål at finde kong Salomons sagnopspundne miner. Quatermain har ikke store forventninger om at finde den forsvundne bror, men han lader sig alligevel overtale til opgaven, fordi han har brug for penge, og englænderne betaler ham godt for rejsen.

Således kan selskabet drage ud på en lang og farefuld rejse, der byder på lige dele storvildtjagt og nervepirrende strabadser. Rejsen går ind i ukendt land og ender hos et hidtil uopdaget folkefærd, der har bevogtet Salomons miner, siden de blev forladt. Ved afrejsen hyrede ekspeditionen en lettere mystisk bærer, der nu viser sig at blive central for romanens sidste del. Her bliver englænderne nemlig involveret i et brutalt opgør internt i den stamme, der sidder på minerne. Tjeneren, som englænderne bragte med sig, viser sig at være stammens retmæssige konge, og de slutter sig nu sammen med Ignosi, som han hedder, i et opgør mod den siddende konge og tronraner. Det leder til at brutalt slag, hvor Quatermain og de andre kæmper side om side med loyale stammefolk, før de til sidst kan forlade minerne med rigdom og kort efter også har den forsvunden bror med på slæb tilbage.

Paperback, Dell 1950

Det er højspændt dramatik, der udfolder sig, og en af romanens store kvaliteter er, at Haggard løbende højner stemningen af eventyr og drama. Det begynder som et relativt nøgternt indblik i sydafrikansk kultur og topografi, hvilket i sig selv var ganske eksotisk på udgivelsestidspunktet. Vi får dog gradvist tilføjet mere komplekse handlingslag, der kulminerer i det store opgør blandt Kukuana-folket og antydninger af mulig overnaturlig indblanding. Det kommer som en ganske stor overraskelse, og det er på den led umuligt på forhånd at spå, hvordan handlingen vil udvikle sig.

Efterfølgende er meget af det, som Quatermain og hans rejsefæller oplever, blevet troper eller klichéer, der ikke mindst blev formaliseret i pulplitteraturen. Haggard var selv stærkt medvirkende til dette, fordi han kom til at gentage sig selv ganske mange gange. Ikke desto mindre er der en utrolig fantasirigdom og vilje til drama og spænding i handlingen, der gjorde den til noget overraskende og nervepirrende, da bogen udkom, men som stadig også gør indtryk i dag. Idéerne leveres ligefremt og alvorsfuldt, uden nogen form for stemning af parafrase, der senere ofte er kommet til at sig ind i denne type eventyrfortællinger.  

Paperback, Pan Books 1951

De er mange elementer i romanen, der i dag kan være interessante at dykke ned i og analysere nærmere. Man kan eksempelvis hæfte sig ved, at det er en utrolig brutal og blodig fortælling. Englænderne skyder storvildtet med en entusiasme, der grænser til blodtørst, og det store slag i slutningen skildres med tilsvarende entusiasme for vold. Vi får også serveret Haggards fascination af afhuggede lemmer i romanen; et element, der går igen i stort set alle hans spændingsromaner fra The Witch’s Head og frem. Vold og blod ligger med andre ord i romanens grundsubstans, hvilket fortæller os en del om Haggards syn på Afrika.

Man kan også hæfte sig ved det homosociale rejseselskab og de modeller for maskulinitet, som udtrykkes igennem de enkelte individer i gruppen, hvor Quatermain naturligvis indtager pladsen som førerhund. Der ligger en fascinerende, gradvist optrappet form for erotik i teksten, der så at sige pumpes i vejret af de traditionelt maskuline handlinger, der udføres af selskabet. Der er ikke nogen tvivl om, at englænderne betvinger landskabet, med alt hvad det indebærer af magt- og erotikkonnotationer. At dette har en sanselig dimension udløses for alvor, da de ankommer hos Kukuana-folket, men allerede inden da har vi forstået sammenhængen mellem rejsen og en vis sanselighed. Før mødet med Kukuana-folket har mændene eksempelvis besteget en klippe, der hedder ”Dronning Sheebas Bryster”, som pikant stikker ensomt frem i landskabet som en farefuld udfordring, der nu indtages præcis som rejseselskabet med stor lyst har betvunget dyr og landskab.

Paperback, Ballantine Books 1963

Som sagt blev King Solomon’s Mines en kæmpemæssig succes – en international bestseller af de største. Haggard fulgte den op med She, der ligeledes blev en gigantisk succes, og dermed var hans berømmelse og karriere sikret. Haggard havde rent kreativt svært ved at efterleve den første popularitet, selvom han kommercielt vedblev med at sælge i store oplag ganske længe. Som Haggards berømmelse falmede i 1900-tallet og hans romaner mistede deres gennemslagskraft, sank de gradvist ned fra voksenlitteraturen til den lidt udefinerbare brokkasse af såkaldte ”drengebøger” og senere til ”bare” børnebøger, hvor de siden 1950’erne levede et stadigt mere stille liv. En krank skæbne, må man sige.  

Jeg tvivler på, at der stadig er mange børn, endsige voksne, der læser en roman som King Solomon’s Mines, hvilket er trist. Det er et mesterværk udi sin genre, der til enhver tid tåler sammenligning med nutidig spændingsfiktion. At man skal sluge et kynisk natursyn og en generelt utrolig racistisk grundtone, kan være et problem, men læser man sig igennem dette og accepterer det, for hvad det er, så ligger der fortsat en utrolig kraft i Haggards værk, der kan bringes frem til overfladen ved blot en smule tålmodighed med den bedagede sprogtone, hvilket sådan set bare er sundt arbejde, tænker jeg. Så læs den (igen), men ikke i en tarvelig forkortet og fordansket udgave. Læs den rigtige tekst, for det er der, eventyret fortsat lever stærkest.

Paperback, Puffin 1966
Paperback, Magnum Books 1975
Paperback, Airmont Books 1978
Paperback, Puffin 1983
Paperback, Tor 1985
Paperback, Beaver Books 1986
Paperback, Regnery 1999
Paperback, Quiet Vision Publishing 2004
Paperback, Penguin Books 2007
Paperback, Penguin Books 2007
Paperback, Headline Review 2007
Paperback, The Large Print Book Company 2010
Paperback, The Echo Library 2011
Paperback, Bibliotech Press 2012
Hardcover, Award Publications 2012
Paperback, HarperPerennial Classics 2014
Paperback, Ulverscroft Large Print Books 2014

3 kommentarer

Filed under Roman

”The Magnificent Seven”

Er du mest til Sex Pistols eller The Clash? Det er et af livets store spørgsmål. Jeg er mest til The Clash, som jeg holder utrolig meget af. Grunden til at jeg bringer det på bane er, at der i slutningen af sidste år blev udsendt en form for musikvideo, der er skabt af den legendariske Don Letts. Videoen følger Clash under deres ligeledes legendariske ophold i New York i 1981 tilsat tonerne fra sangen ”The Magnificent Seven”, der stammer fra det monstrøse smertensbarn af et album Sandinista! (1980). Nummeret er fedt, og videoen er et ret fint gensyn med nogle ikoniske øjeblikke i bandets og punkens historie:

God fredag. Vi ses på søndag, hvor turen går til Afrika.

– Martin

Skriv en kommentar

Filed under Video

Velkommen til 2021

Så kan jeg tage hul på et nyt år på bloggen. Som de fleste faste læsere nok har bemærket, er der blevet skåret en del ned på antallet af indlæg, og sådan vil det formentlig fortsætte. Det er min ambition for ´21 at få lavet bare et eller to onsdagsindlæg om måneden på bloggen, men grundpillen er og bliver tekstdiskussionerne, og det er dem, jeg primært vil fokusere på. 

Der er en del, der har forandret sig i min hverdag, siden jeg begyndte bloggen tilbage i 2012, og jeg må konstatere, at mængden af skrivearbejde bare vokser og vokser for mig. Det er en god ting, men det går ud over min tid til at blogge, hvilket selvfølgelig er lidt ærgerligt, men omvendt er jeg rigtig glad for de ting, jeg får produceret.

’21 lader da også til at blive endnu et travlt år; noget I uden tvivl vil få fornøjelsen af at høre nærmere om. Helt konkret går jeg nu og glæder mig rigtig meget til, at Blodbaner, den roman jeg har skrevet sammen med Jacob Holm Krogsøe, kan udkomme på forlaget Calibat ud på sommeren. Det bliver virkelig fedt, ikke mindst fordi det efterhånden er nogle år siden, at vores første samarbejde Randvad så dagens lys. 

Jeg kan også fortælle, at mit arbejde med en form for søsterbind til Skrækvisioner skrider rigtig godt frem. Jeg har, som tidligere nævnt, i noget tid arbejdet på en ny fagbog om fantasygenrens historie fra midten af 1800-tallet og frem til i dag. Bogen hedder pt. Eventyrets Kald: Fantasygenrens historie, og forlaget er på plads, så nu skal det sidste bare skrives. Det arbejde optager mig utrolig meget, og jeg må sige, at det er dybt fascinerende at dykke ned i de strømninger, der har drevet genren. Det kommer I afgjort til at høre mere om.

Der er flere projekter på vej, men tiden er ikke helt moden til at præsentere dem endnu. Det kommer, men foreløbig er der også mere end nok her.

Alt i alt er der mere end rigeligt at skrive om. Det eneste, jeg faktisk for alvor er ærgerlig over, er, at jeg egentlig gerne ville skrive noget mere om vores hjemlige genreudgivelser. På den front har jeg svært ved at følge med. Især arbejdet med min nye fagbog optager min læsning ret meget, men der er i det hele taget så mange ting, jeg gerne vil læse, og derfor når jeg sjældent de nye udgivelser, med mindre jeg har en særlig anledning til at læse dem. Men vi mangler afgjort meget mere diskussion og analyse af de romaner og samlinger, der udkommer. Ikke bare en snak om noget er underholdende eller ej, om sproget flyder let eller savner redigering, men om indholdet og tankerne bag teksterne. Når Eventyrets Kald er afsluttet, har jeg derfor også besluttet at bruge lidt mere tid på den nyere, danske genrefiktion. Hvem ved, måske det kunne blive til en bog om ny dansk horror? Kunne det ikke være sjovt? Nå, den tid, den sorg.  

Det var også ordenen herfra. Godt nytår og tak fordi I gider hænge på.

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Varer juledvalen lige til påske?

Så er det juleferie og bloggen går i hi. Den vågner igen af sin dvale, ikke til påske, men d. 6. januar, hvor vi kan tage hul på et nyt år med masser af genrefiktion.

Imens kan du lade Pom Pom Squad få dig i julestemning med en cool single, de udsendte for to uger siden.  Nummeret hedder passende ”Hello Santa Claus”.

På genhør

Martin

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Video

H. Warner Munn, The Werewolf of Ponkert (1976): Månesyg i Østeuropa

Paperback, Centaur Books 1976. forsiden er malet af den altid fantastiske Stephen Fabian

I marts 1924, da magasinet Weird Tales fyldte ét år, skrev H.P. Lovecraft ind til dets brevkasse ”The Eyrie” og reflekterede lidt over magasinets rolle og muligheder. Lovecraft var ikke helt tilfreds, fordi han så et stort og uudnyttet potentiale i magasinet, der ikke blev realiseret, fordi forfatterne konstant faldt tilbage på de samme grundfortællinger. For at illustrere sin pointe spurgte Lovecraft: “Take a werewolf story, for instance—who ever wrote one from the point of view of the wolf, and sympathizing strongly with the devil to whom he has sold himself?

Det spørgsmål blev taget som en konkret udfordring, som unge Harold Warner Munn greb. Han gav sig til at skrive en varulvefortælling med præcis det udgangspunkt, og resultatet blev den relativt lange novelle ”The Werewolf of Ponkert”, der kom i Weird Tales i juli 1925. Det var bare første gang, den novelle skulle blive trykt i magasinets sider, for den gik hen og blev en evergreen. Munn fulgte da også sin succes op og skrev en hel serie af fortællinger, der efterfølgende er blevet døbt ”Tales of the Werewolf Clan”, fordi Munn gradvist udbyggede et familieunivers i sine varulvenoveller, der udkom frem til ’77.

Paperback, Centaur Books 1976

I 1976 genoptrykte Centaur Books for anden gang ”The Werewolf of Ponkert” i bogform, og de bragte, præcis som første gang, novellen sammen med ”The Werewolf’s Daughter”, der løb som føljeton i Weird Tales fra oktober 1928 til december samme år. ”The Werewolf’s Daughter” var den tredje varulvehistorie, som Munn skrev, men det var den første, hvori han udbyggede sit familieunivers, og novellen er derfor et velvalgt supplement til den første fortælling.

Pyh! Det var meget baggrund, men, når man som mig er fascineret af pulplitteraturens udgivelseshistorier, er det svært at lade være med at dykke ned i disse ting.

Handlingen i ”The Werewolf of Ponkert ” lader sig hurtigt beskrive. Den fører os til Ungarn i 1400-tallet, hvor købmanden Wladislaw Brenryk en sen vinternat er på vej hjem i kane til sin landsby Ponkert. Undervejs bliver han overfaldet af ulve, men det lykkes ham at undvige. Under flugten bemærker Wladislaw, at ulvene tilsyneladende anføres af en dunkel skikkelse, der holder sig i baggrunden. Da han er kommet sikkert hjem, går det op for Wladislaw, at han ikke kan løsrive sig fra indtrykket af denne mystiske skikkelse, og dermed er hans skæbne beseglet. Dybt betaget lader han sig indrullere i skikkelsen, ”Mesterens”, tjeneste, og Wladislaw bliver en del af det sataniske ulvekobbel, der driver sit uvæsen på egnen. For Wladislaw kulminerer det hele, da han angriber sin egen familie og derved endegyldigt ødelægger sit liv til ære for den Mester, som han har solgt sin sjæl til.

Harold Warner Munn (5. november 1903 – 10. januar 1981) med en ganske ung. ligeledes nu afdød Wilum Pugmire på besøg

Den anden fortælling, ”The Werewolf’s Daughter”, udspiller sig nogle år efter den første og beskriver, hvordan Mesteren nu er tilbage og atter hjemsøger Plonkert, hvor Wladislaws datter kommer i problemer og anklages for at være en heks på grund af sin fars ugerninger. Heldigvis har en deling soldater slået lejr i udkanten af landsbyen, og en ung mand af god familie er i stand til at gennemskue hendes uskyld og kommer til undsætning.

Der er flere ting at bemærke omkring Munns varulvefortællinger. Først og fremmest må man nemlig konstatere, at Alexandre Dumas allerede havde besvaret Lovecrafts udfordring ganske mange år tidligere. Lovecraft kendte åbenbart ikke Dumas’ historie, der først blev bragt som føljeton i Weird Tales under titlen The Wolf Leader mellem august 1931 og marts 1932. Omvendt kan der ikke være nogen tvivl om, at Munn kendte Dumas’ roman, fordi lighederne er mange – ikke mindst perspektivet med varulven som hovedperson og tropen med at sælge sin sjæl, der går igen i begge fortællinger.

Hardcover, Grandon 1958. Samlingens første udgave

Munns ”The Werewolf of Plonkert” er da også et stykke rendyrket nygotik, som stilistisk læner sig op ad alle de patoselementer, der kendetegner genren. Selvransagelsen, kvalerne og tragedien fylder meget i den ulykkelige fortælling om Wladislaw, der kommer i kløerne på en Satans tjener. ”Mesteren” (”The Master”), som varulvenes anfører kaldes i Plonkert, er præcis samme skyggefulde inkarnation af det onde, der kendes i talrige variationer fra den gotiske litteratur. I den forstand lever Munns novelle også fuldstændig op til profilen i de tidlige numre af Weird Tales, der netop havde de gotiske klassikere som stilistisk forbillede. Tilmed opfylder Munns novelle endnu en kliché fra de tidligere fortællinger i magasinet ved at være en bekendelseshistorie; denne er således fortalt af Wladislaw, mens han sidder i cellen og afventer sin henrettelse for de ugerninger, han har begået.

Som tidstypisk historie opfylder Munn alle forventningerne, men når det er konstateret, må man også hæfte sig ved en fornem stemning af eventyr og glemt Europa i navnlig den første novelle. Der er noget tidløst over Plonkert og universet omkring landsbyen. Bjergene, de dybe nåleskove, vinternatten og Mesterens uforklarede hjemsøgelse af egnen er alt sammen elementer, Munn iscenesætter med stor sans for det foruroligende og med et drys af magi, der skaber illusionen af noget alderdommeligt og skjult. De øvrige varulve, samt ikke mindst de scener, hvor Wladislaw er i varulveform og løber med sit kobbel, fanger da også noget diabolsk og pirrende, som afgjort gør det fortjent, at novellen blev så berømt. At selve grebet om handlingen så er lånt hos Dumas, betyder ikke noget, for Dumas havde jo allerede lånt det hos andre.

Weird Tales, juli 1925

Med den anden novelle fornemmer man allerede, at der er sket meget med Munn som forfatter og Weird Tales som magasin. ”The Werewolf’s Daughter” er en mere moderne fortælling; væk er det bedagede bekendelseselement, og patosformlerne er reduceret til et stedvist floromvundet sprog. I stedet er der fokus på handling, spænding og melodrama. Derved opfylder Munn også her en generel udvikling i Weird Tales-fortællingerne. Desværre er noget gået tabt i den proces. Stemningen er ikke intakt, og den ulmende uhygge, der lå i første historie, er erstattet af noget mere letbenet; underholdende er det dog fortsat.

Weird Tales, oktober 1928

Der er mange grunde til, at man burde opsøge Munns varulvefortællinger, ikke mindst hvis man er interesseret i dem som bidrag til skrækgenrens udvikling. Munn blev et forbillede og et kendt navn. I dag er han stort set gået i glemmebogen, og da han kortvarigt i 70’ernes anden halvdel vendte tilbage til et bredere publikum, var det nu som koryfæ og mest af alt som en af de få overlevende ”vidner”, der havde mødt og talt med Lovecraft. Hans fiktion talte man ikke meget om, men heldigvis kan den stadig opdrives, og alene den vedvarende fascination af Weird Tales og alt dette magasin førte med sig, vil formentlig garantere, at hans ting genudgives i ny og næ. Det kan jeg ikke klage over, for Plonkert er stadig den dag i dag et læseværdigt stop på den litterære rejse gennem genrefiktionens lande og riger.

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Mark Grant, Mutants Amok 3. Rebel Attack (1991): Muties indtager Hollywood

Paperback, Avon 1991. Forsiden er, som de tidligere bind, malet af altid fantastiske Les Edwards

Her er vi så kommet frem til det tredje bind i Mutants Amok-serien. De første to bøger hang fuldstændigt sammen. Det tredje bind, Rebel Attack, lægger sig i forlængelse af disse, og der kan ikke være nogen tvivl om, at de blev tænkt som én lang, sammenhængende fortælling. Jeg er faktisk helt sikker på, at David Bischoff blev hyret til at skrive tre bøger for at se, hvordan serien ville gøre sig, før der blev indgået en ny kontrakt for eventuelt flere bind. Det vil sige, at vi med tredje bind får en form for afslutningen, der kunne være blevet enden på serien. Sådan gik det ikke helt, der kom to bind mere, men det kan jeg vende tilbage til.

Selvom tredje bind i serien fortsætter direkte, hvor bind to stoppede, adskiller det sig alligevel væsentligt fra de to første derved, at vi får introduceret en ny hovedperson. Måske du husker, at vores unge hovedperson, bondeknolden Jack Bender havde en kæreste i bind 1, som, vi troede, døde efter en onde mutantlæge udførte eksperimenter på hende. Der tog vi fejl. Hun blev i stedet sendt til Hollywood, der nu bliver drevet af mutanter. Her bliver der naturligvis lavet film, som mutanter vil se, hvilket vil sige ultra-sleaze og ekstreme voldsfilm, hvor de menneskelige statister bliver mishandlet og dræbt under optagelserne.

David F. Bischoff (15. december 1951 – 19. marts 2018)

Smukke Jennifer er perfekt i rollen som heltinden, der skal lemlæstes af mutanter på det store lærred, og hun havner derfor i en større produktion. Mens alt dette står på, genforenes Jack og Phil med den hærdede guerillakriger Max Turkel, der er flygtet fra sit fangenskab, og oprøret mod mutanterne kan nu fortsætte med fuld vigør. Det vil sige næsten, for Turkel har fået nys om, at Jennifer er i Hollywood, og da han fortæller det til Jack, vil han naturligvis derud for at redde hende.

Nu må rebellerne derfor drøne til filmbyen for at finde Jennifer, før hun blive ofret for rullende kameraer, men vejen er lang og farerne mange. Imens sker der overraskende ting i Hollywood, for Jennifer opdager, at ikke alle mutanter er lige slemme – nogle har endda hjertet på det rette sted, og en romance udvikler sig mellem Jennifer og den bizarre filmagent Algernon, der er en parodi på alt britisk. Det er naturligvis uheldigt, nu hvor Jack er på vej ud for at redde hende, men omvendt har han jo fået varme interesser for indianeren Jill Morningstar, som vi lærte at kende i andet bind.

Paperback, Avon 1991

Satire og humor har været en væsentlig ingrediens hele tiden, men i Rebel Attack får satiren alligevel en tand mere, ikke mindst på bekostning af Hollywood og filmindustrien. Meget af dette er billige point i retning af mere eller mindre klichefyldte Hollywood-stereotyper, men der er en vrede under humoren, som skinner igennem. Man behøver ikke stor fantasi for at forestille sig, at Mark Grant – alias David Bischoff – fik noget ud mellem sidebenene, da han skrev bogen.

Bischoff arbejdede sideløbende med sin skønlitteratur som filmmanuskriptforfatter i Hollywood; han skrev også en del manuskripter om til romanform og den anden vej rundt. Bischoff kendte med andre ord filmbranchen ret godt, i hvert fald fra forfattersiden, og netop dette fylder en del i bogen. Ikke mindst bruger Bischoff/Grant plads på at skildre, hvor elendigt de store mutant-filmmoguler behandler deres skriverkarle. Kronen på dette bliver, da en forfatter tvinges til at æde en skålfuld lort foran resten af filmholdet – skuespillere, kamerafolk og alle de andre. Forfatteren kom til at sige et lille pip om instruktørens behandling af historien, hvilket han aldrig skulle have gjort. Det er ekstremt klamt og scenen fremstår som en hilsen fra Bischoff, der sender os et postkort om sin oplevelse af arbejdet i branchen.

Paperback, Pocket Books 1993

På sin vis giver Hollywood-delen et friskt pust til handlingen, der ellers nærmer sig tomgang. Vores hovedpersoner, rebellerne, knalder stadig mutanter ned for et godt ord. Bogen åbner med en af de voldsomste ildkampe til dato i serien, mens vi også læser, hvordan Jack og Jill knalder på vej ud for at redde Jeniffer. Persongalleriet er mere eller mindre på plads nu, og der, hvor romanen forsøger at overraske, er gennem de uforudsete farer, der lurer undervejs. Ikke mindst bliver mutantbanderne i LA et vigtigt omdrejningspunkt.

Der er med andre ord masser er kamp og kage i romanen. Mutantblodet sprøjter fortsat, det samme gør de lumre sexscener og platte vittigheder kommer i en lind strøm. Desuagtet er der noget skævt ved historien, som givetvis skyldes den til tider lidt kluntede sammenstilling af højspændt action på landevejen og scenerne i Hollywood, der er af en helt anden karakter og flere gange ganske lange. De påkalder sig derved meget opmærksomhed og gør heltenes rejse til LA til en biting, hvilket er en smule spøjst. Stilistisk er Rebel Attack udfordret, men måske er det for meget forlangt på den måde at gå så kritisk til en roman af denne type.

Paperback, Bantam 1994

Som jeg skrev i begyndelse, er der en stemning af konklusion over bindet, og til sidst får vi endda en slutning, hvor et udvalg af heltene drager lykkelige ud i solnedgangen. Bischoff lukker pakken med en stor rød sløjfe og afslutter her, hvad der kunne opfattes som en trilogi. Salget af bøgerne var givetvis ikke det, forlaget håbede, og jeg går ud fra, at det var derfor, man valgte at fortsætte serien én bog ad gangen. Det var måske også et godt valg, for sandt at sige, efter tre bøger i selskab med Max Turkel og de andre rebeller, er det ved at være for meget af det gode. 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

John Langan, The Fisherman (2016): Trækker vod i de kosmiske dybder

Paperback, Word Horde 2016. Romanens første udgave. Omslagets billede er malet 1870 af Albert Bierstadt og bærer titlen “Puget Sound on the Pacific Coast”

John Langan hører til blandt de stærkeste stemmer i den nye skrækfiktion med værker, der er kendetegnet ved helt konsistent at levere overraskende, begavede fortællinger. Langan kendes primært for sine relativt lange noveller, der stort set altid er formuleret omkring et klart koncept – enten i form af en gennemført tematik eller et stilistisk greb. Umiddelbart kan Langans produktion måske fremstå diffus og ligefrem eksperimenterende, men der er dybest set ikke meget eksperiment over hans tekster, fordi de savner eksperimentets skrøbelighed. I stedet vidner de om en stor sikkerhed og et klart eksplorativt behov, hos Langan, for at afdække bestemte stemninger og situationer gennem sin litteratur. Hans facetterede produktion betyder også, at man som læser næppe altid vil være lige interesseret i alt, hvad han skriver, men desuagtet kan man aldrig tvivle på Langans færdigheder og nerve.

Som sagt kendes Langan bedst for noveller, men The Fisherman fra 2016 var hans anden roman. Det var en fortælling, som han arbejdede på meget længe, og det er uden tvivl den bog, som Langan har oplevet størst kommerciel succes med. Faktisk er den blevet overstrømmende modtaget. Det er i den forbindelse tankevækkende, at Langan selv har fortalt, at The Fisherman i et eller andet omfang er hans forsøg på at tilegne sig Stephen Kings romaner. Påvirkningen fra King er da også mærkbar, uden at der på nogen måde er tale om en pastiche eller noget, der bare kommer i nærheden af at kunne kvalificeres som ”skrevet i Stephen Kings stil.” John Langan er en helt anden forfatter end King, men det, han tydeligvis har taget med sig ind i The Fisherman, er et dvælende fokus ved personrelationer og personer, der oplever, hvordan deres ordinære hverdag falder fra hinanden. Da der opstår sprækker i livet, sniger det overnaturlige sig, helt i Kings ånd, ind. Det lægger sig som en hinde over det genkendelige og giver et dystert, uheldsvangert skær til alt, mens personerne alligevel klamrer sig til normaliteten.

Paperback, Word Horde 2016

I The Fisherman, der udspiller sig i Maine, hører vi, hvordan IT-manden Abraham, eller bare Abe, mister sin kone. Sorgen er knusende, og kaster Abe ud i en periode med druk, men ved en pludselig indskydelse begynder han at fiske, og det bliver hans vej tilbage til livet. Lystfiskeriet som meditativ handling bliver hans et og alt, og Abe får rent faktisk genopbygget sig selv. Noget sker imidlertid, da en kollega mister sin kone og døtre i en trafikulykke. Nu ser Abe, hvordan en anden går i opløsning på grund af sorg, og han tilbyder derfor at tage kollegaen med ud at fiske. Dan tager imod, og nu begynder duoen at fiske sammen fast.

Alt dette er ganske normalt, men noget ændrer sig, da Dan tilfældigvis hører om et sted kaldet Dutchman’s Creek. Han overtaler Abe til, at de skal finde stedet, men undervejs på deres første fisketur derop stopper de for at spise morgenmad på en diner, og her får de den meget lange beretning om, hvorfor Dutchman’s Creek ikke er sted, man bør tage hen.

John Langan (født d. 6. juli 1969)

Vi hører, hvordan man i begyndelsen af 1900-tallet forsøger at bygge en dæmning hen over Dutchman’s Creek. Et lille samfund vokser frem omkring den lokale lodsejer, der står for byggeriet. Noget forandrer sig i samfundet, da en sær udenlandsk mand flytter ind hos lodsejeren – ”Der Fisher”, som han kaldes. Stedet og arbejderne hjemsøges pludselig af mystiske hændelser, og endnu mere skrækindjagende begynder de døde at vende tilbage – eller gør de? Er det i det hele taget dem eller har ”noget” bare lånt deres kroppe?

Trods den advarende fortælling vælger Abe og Dan alligevel at tage op og fiske i strømmen, hvilket de naturligvis aldrig skulle have gjort, for nu ender de i en konfrontation, hvor det står klart, hvad den mystiske mand forsøgte at gøre, dengang han ankom til dæmningsbyggeriet. Den fremmede har nemlig arbejdet på at tøjle enorme kræfter. Han har fisket i de kosmiske oceaner og fanget et enormt væsen, som han nu prøver at binde for at få magt. Denne fremmede har også åbnet huller ind til en anden verden, og det er ud fra denne verden, at de dystre og lumske energier strømmer, som tilsyneladende giver liv til de døde og skaber alle de andre ubehagelige fænomener, der har udspillet sig omkring Dutchman’s Creek.

Hardcover, Doubleday 1983

Der kan ikke være nogen tvivl om, at Pet Sematary var den afgørende reference for Langan, da han skrev romanen. Bogen gennemspiller således mange af de samme konflikter, som King beskrev fornemt i sin klassiske roman fra 1983. Sorgen har ødelagt Dan, og da mørke kræfter tilbyder ham en vej til at genskabe det tabte, vælger han at gribe muligheden, koste hvad det vil. Romanen tematiserer på den led magt og afmagt og to veje ud af sorgen. Abe og Dan spejler hinanden, præcis som Louis og Rachel Creed gør det i Pet Sematary.

Dæmningsbyggeriet bliver i den sammenhæng et billede på at tøjle de uregerlige kræfter, som livet og døden udgør. Det er et slidsomt og næsten håbløst arbejde, men samtidig også et kollektivt arbejde i samklang med en verdensorden, der giver mening. Floden som metafor for det vilde og utøjlede er her åbenlys og rollen som fisker ligeså. Fiskeren Abe fisker efter sig selv og får næsten bogstaveligt trukket sig ud af den destruktive strøm og tilbage til livet. Dan og den dystre frememde gør noget andet; de fisker i strømmen efter en genvej til kontrol. Drømmen om at slippe for det hårde slid med livet bliver en fristelse, og da de sender snøren ud, er der noget, som melder sig. Igen, helt i Kings ånd, springer de over, hvor gærdet er lavest og forsøger at snyde verdensordenen, hvilket i sidste ende bliver deres undergang.

Paperback, Hippocampus Press 2013

Fristelsen, som de kosmiske kræfter tilbyder, understreges da også præcis som fristelse ved, at Langan udnytter sirenen som ledemotiv. Abe drømmer om sirener i vandet, og det er sirener i floden, der leder lystfiskerne opstrøms til det sted, hvor den endelige konfrontation udspiller sig. De mørke kræfter fremstilles som fristelser, der tilbyder præcis det, den søgende og lidende sjæl har brug for. Spørgsmålet er nu bare, om man kan gennemskue prisen for deres tilbud; prisen er nemlig tabet af selvet og al menneskelighed.

Som al god weird fiction er The Fisherman svær at genrebestemme. Der er ingen tvivl om, at den har en grum og ond undertone, men modsat Kings Pet Sematary er Langans roman også fyldt med håb. Hvor Kings bog sender sine hovedpersoner direkte ud over afgrunden, tager Langan en anden vej og siger, at det er muligt at kæmpe imod, selv der hvor det gør mest ondt, men man kan ikke klare det alene – dæmningsbyggeriet er, som sagt, et kollektivt projekt.

Paperback, Hippocampus Press 2019. John Langans seneste udgivelse

Bogen bygger da også op til en egentlig kamp, hvor de fronter, romanen har trukket op, kan tørne sammen i noget, der ikke kan beskrives som andet end en episk konfrontation på bredden af det kosmiske hav. Det er stort, vildt og fabulerende på en måde, der ikke vækker så få mindelser om pulplitteratur og afgjort som noget, der har et ben fantasylitteraturen. Langan tillader sig at folde sin historie ud og gøre det lille drama til en gigantisk konflikt, som det rent faktisk lykkes ham at afvikle, uden det bliver for meget af det gode.     

The Fisherman er en fremragende roman, der fortolker Pet Sematary intelligent og originalt. Den viser Langan fra en meget let tilgængelig side, uden stilistiske krumspring, hvilket helt sikkert også er forklaringen på bogens store succes. Langan skriver stadig mest noveller, men vi må da håbe, at han på et eller andet tidspunkt får inspiration til at nærme sig romanformatet igen – en ting er dog helt sikkert, når og hvis han gør det, vil det ikke blive noget, der minder om The Fisherman. Så meget kan man i hvert fald med sikkerhed sige, for Langan har aldrig til dato gentaget sig selv.

Skriv en kommentar

Filed under Roman