Er Blodbaner en messe værd?

I morgen skal Blodbaner endelig lanceres officielt. Det sker på Fantasyfestivallen i Esbjerg, hvor vores forlag Calibat har en stand. Jacob og jeg skal også fortælle om romanen kl. 12.15 i Mørkekammeret, hvilket bliver ret sjovt, tror jeg. Det er i hvert fald første gang vi for alvor kan sætte ord på bogen og dens tematikker. Nu er Blodbaner jo ikke det man normalt forstår som fantasy, men den naturmystik som bærer romanen, peger afgjort i retning af noget magisk og besjælet, som typisk optræder i denne genre.  

Hardcover, Calibat 2021

Skulle du have tid og lyst, så sving forbi messen – om ikke andet står vi i Calibats stand lidt senere på dagen, kl. 14.00, hvor man vil kunne få en sludder om Blodbaner (og genrelitteratur, naturligvis).

Min tur til Jylland betyder desværre, at der ikke sker mere på bloggen i denne uge. Jeg er tilbage i næste uge med nyt.

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

En portal til Cabells liv – lige det du altid har drømt om!

I forbindelse med arbejdet på min kommende bog Når Eventyret Kalder om fantasygenrens udvikling er det kommet lidt bag på mig, hvor utrolig vigtig James Branch Cabell har været for genren i USA. Amerikansk fantasy i 1900-tallets første halvdel ville ikke være den samme uden Cabells romaner, og med dets sagt er det også klart, at han har efterladt sig et tonstungt aftryk på genren som helhed.

James Branch Cabell 14. april 1879 – 5. may 1958)

I dag er det nok den skandaleombruste, pornografi-anklagede roman Jurgen fra 1919, der bliver husket. Den er, vel at mærke, også fantastisk. Cabell skrev imidlertid meget andet, og selvom det meste for længst er gået i glemmebogen blandt alle andre end en hård kerne af fans, behøver man blot kradse lidt i modernismens historie i USA for at støde på ham og se, hvor vigtig hans arv er.

Personlig er meget glad for Cabells ironiske, provokerende litterære udtryk. Jeg blev derfor også ret begejstret, da jeg så, at The Virginia Commonwealth University har etableret en online-museum og arkiv for Cabell (James Branch Cabell: Literary Life and Legacy), der lader os gå på opdagelse i kilderne til hans liv, inspirationskilder og værker. Det er ret spændende, synes jeg, og et vigtigt skridt i retning af at få Cabells navn frem i den kulturelle bevidsthed igen.

Kast et blik på sagerne – Det sker her.       

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Jack London, The Star Rover (1915): “Turn off your mind, relax and float downstream…”

Paperback, Corgi Books 1976

Jack London skrev en stribe fascinerende romaner, der på udgivelsestidspunktet fik betydning som inspirationskilde for en bred vifte af meget forskellige forfattere. Londons romaner har stadig en stærk tiltrækningskraft, fordi de med deres blanding af usentimental voldsomhed og romantisering af navnlig naturen fortsat har et tag i vores moderne følelsesliv. Blandt genreforfatterne har Londons betydning absolut også været stor.

Robert E. Howard var eksempelvis dybt betaget af Jack Londons værker, og en af de romaner, som havde størst betydning for Howard, var The Star Rover, som han plagierede direkte flere gange. Lovecraft havde også læst Londons The Star Rover og lånt fra den, det samme havde Clark Ashton Smith og et utal af andre forfattere, som ligeledes var blevet inspireret. Der kan da heller ikke være nogen tvivl om, at The Star Rover leverede noget tankevækkende og inspirerende i 1915, som var med til at drive nye sider frem i genrefiktionen.

Paperback, Corgi Books 1976

Selve handlingen i Londons roman er en sammensat størrelse, der på den ene side er en ætsende, social kommentar og på en anden side en fabulerende, metafysisk rejse. Romanens hovedperson og fortæller er Darrell Standing, professor i agronomi, der er blevet dømt for mordet på en kollega. At han begik mordet, står ikke til debat, men Standing fortæller os ikke om motivet, blot at det blev udført i ”rødt raseri”. Konsekvensen er, at vores fortæller afsoner en livstidsdom i California State Prison of San Quentin. Baggrunden for fortællingen har da heller ikke nogen betydning, den skal blot tjene til at understrege over for læseren, at det er en dannet og sanddruelig person, som vi her lytter til.

Romanens første lag udspiller sig i fængslet, hvor Standing på grund af sin retfærdighedssans og stædighed ender i en isolationscelle, fordi han ikke vil sladre om en affære, der i forvejen hovedsageligt er det pure opspind. I stedet for at stikke andre medfanger holder Standing mund, og derfor inkasserer han stadigt strengere former for straf (læs: tortur), der skal få ham til at tale.

John Griffith London (12. januar 1876 – 22. november 1916)

Den værste straf er ”the jacket” (romanen blev udgivet i England under den titel), der er en form for heldragt og spændetrøje, som surrer kroppen sammen, gør det umuligt at trække vejret ordentligt og begrænser blodtilførslen til lemmerne. Liggende i længere og længere tid på gulvet i ”jakken” får Standing lov at til overveje, hvornår han har tænkt sig at sladre.

I længden er det klart, at han ikke kan holde til jakken, og han beslutter derfor, at det vil være lettere bare at give op og dø. Før det kommer så vidt, forklarer en af de andre fanger, en livstidsveteran, hvordan man med en relativt simpel teknik kan give efter og lade sindet forlade kroppen. Sindet eller sjælen går på rejse, mens kroppen sover i jakken, hvorved smerterne bliver ubetydelige og straffen uden egentlig konsekvens. Standing gør tøvende forsøget, og snart efter har han en serie utrolige oplevelser på cellens gulv.

Hardcover, Macmillan 1915. Romanens første udgave

Standings frigjorte sjæl går på rejse i hans mange tidligere liv, og vi bliver vidner til en række vigtige optrin i disse liv, der i tid og rum strækker sig tilbage fra stenalderen, over antikken og helt op i 1800-tallet. Hvert nedsalg er dramatisk og skåret eklektisk til. Standing springer ind i sine tidligere liv som passager og oplever situationer som at være en nybygger på den Nordamerikanske prærie i ildkamp med mormoner, der forsøger at plyndre deres karavane, at duellere med pistol i 1700-tallet og mange andre højspændte situationer.

Fælles for alle disse små fortællinger i fortællingen er, at de begynder in medias res og afsluttes uden at være fortalt til ende. Standing zapper ind og ud af episoderne og forsøger gang på gange at finde tilbage til de passager, der gør særligt indtryk. Desværre kan han ikke styre sin rejser og havner nye steder de fleste gange og fylder os, præcis som ham selv, med et uopfyldt ønske om at få mere af historien. Det er intet mindre end mesterligt udført af London, der i stedet for at skabe afsluttede narrativer laver en collage, der ægger nysgerrigheden og efterlader os med et brændende ønske om mere.

Hardcover, The Macmillan Company 1963

Jack London spiller, som sagt, på to strenge i romanen. På den ene side er fortællingen en entydig kritik af det amerikanske rets- og fængselsvæsen. Londons pointe er, at det er omstændigheder, der skaber den kriminelle, ikke noget medfødt, og den respektløse vold, som de indsatte mødes med i fængslet, har kun det ene resultat at forvandle dem til præcis de vilddyr, som samfundet for alt i verden vil holde borte. Londons sociale, venstreorienterede holdninger er velkendte, og The Star Rover indskriver sig tydeligt i den åre, som revsende og spydigt angreb på politi, politikere og systemets skrankepaver. At den kritik fortsat kan være relevant i USA, skal jeg ikke komme nærmere ind på her.   

London var, ud over sit politiske engagement, også optaget af metafysiske spørgsmål og på jagt efter spirituelle sandheder, der lå uden for det kristne samfund. Han søgte efter et åndeligt fællesskab, der gik på tværs af religioner og kulturer. Han troede på reinkarnation og på eksistensen af en sjæl, der krop for krop var under oplæring og på rejse frem mod en endelig åbenbaring. Det er naturligvis denne anden side, som London skrev tydeligt frem i romanen. Standings nye indsigter gør tid og rum til noget ubegrænset, der frit kan krydses, og man kan dårligt forestille sig en større erkendelse, for den, der er låst inde i en lille, mørk celle på livstid.

Paperback, Sutton Publishing 1986

Præcis denne sammenstilling af metafysik og socialrealisme fungerer forbløffende godt, fordi London på den led får balanceret det spekulative og udpeget det som en faktisk mulighed. Samtidig kan man også læse alle Standings eventyr som et resultat af kroppens overlevelsesvilje og sindets evne til at koble fra, når smerterne bliver for voldsomme. Det var dog givetvis ikke denne sidste læsning, London selv ville foretrække. Den rå socialrealisme løfter dramaet, mens udflugterne i tid og rum vinder i magi og styrke ved at udspille sig i fængselscellens kvælertag.

Robert E. Howard troede også på reinkarnation og såkaldt ”racehukommelse”; altså ældgammel, intuitiv viden nedarvet gennem generationerne. Det er derfor heller ikke svært at se, hvordan en roman som The Star Rover kunne gøre så stort indtryk på ham. Romanens intense vrede mod systemet, desperationen over at være indespærret og eventyret, der ligger derude og venter, er alt sammen noget, som direkte pegede ind i Howards eget forfatterskab, hvor London var en vigtig vejviser og intellektuel mentor.

Paperback, The Journeyman Press 1987

Det er også åbenlyst, hvorfor andre af pulpens kanoniserede helte så kvaliteter i The Star Rover, men romanen er fortsat i dag et intenst og gribende stykke spekulativ fiktion, der som eksempelvis Marge Piercys Woman on the Edge of Time opererer med flere mulige læsninger på samme tid og peger på sindets evne til at skabe en vej ud af fangenskab. Om denne vej er reel eller blot fantasi, forbliver ubesvaret, men uanset om vi har at gøre med Jack Londons desperate Darrell Standing eller Piercys undertrykte og mishandlede Connie Ramos, er fantasien et våben og en vej væk fra deres hovedpersoners bødler. Det kan godt være, at systemet kan indfange deres kroppe, men sjælen/fantasiens kraft kan de ikke tøjle, og begge karakterer erkender, at selv i deres livslange indespærring er de ikke egentlige fanger.

Paperback, Valley of the Sun Publishing 1987

Begynder man første at spekulere lidt mere over indholdet i romaner som disse, rejser der sig nogle forstyrrende perspektiver om vores forhold til virkeligheden. Så langt behøver man næppe læse sig ind i hverken Piercys eller Londons roman, men jeg tror, at de fleste vil blive grebet af begge bøger, og jeg må sige, at Londons værk stadig den dag i dag formår at gøre indtryk, præcis som den gjorde det for lidt over hundrede år siden.

Så på med jakken, det store eventyr ligger derude og venter! 

Paperback, Canongate Books 1999
Paperback, Modern Library 2003
Paperback, Dover Publications 2017

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Jeff VanderMeer, Annihalation (2014): Alt er frygteligt velkendt i det ukendte

Paperback, Farrar, Straus and Giroux 2014. Romanens første udgave

Jeff VanderMeer er blevet et velkendt, måske endda stort navn, ikke bare blandt ”weird fiction-entusiaster”, men også i den store mainstream af litteratur. En del af den popularitet udsprang af hans The Southern Reach-trilogi, der blev udsendt i løbet af 2014. Serien blev voldsomt godt modtaget, og her skal vi se nærmere på den første del, der bærer titlen Annihalation.

Handlingen udspiller sig et ubestemmeligt sted i USA i en nær fremtid, eller måske bare i en alternativ udgave af vores egen samtid. I dette bind introduceres vi ikke i nævneværdig grad til samfundet omkring handlingen. I stedet ligger fokus på det såkaldte område ”X”, der er en form for afskærmet vildnis, som regeringen bevidst holder mørklagt for omverdenen. Det står da også hurtigt klart, at noget holdes skjult i ”X”. Der sendes videnskabelige løbende ekspeditioner ind i området, og romanen åbner med, at vores kvindelige fortællerstemme, der er på en sådan mission, begynder at beskrive det hold af fire kvindelige forskere, hun arbejder sammen med. Deres mission inde i X er først ikke helt klar, men da de af ekspeditionens leder, en psykolog, føres hen til, hvad der beskrives som ”et omvendt tårn”, begynder man at ane, hvad det kan være, regeringen holder skjult. Desværre for ekspeditionens deltagere er de ikke alene i X. Noget fremmedartet og monstrøst lever inde i dette bygningsværk, og de fire kvinder står hurtigt ansigt til ansigt med en dødbringende fjende.

Paperback, Farrar, Straus and Giroux 2014

Alt dette lyder formentlig ganske lige ud af landevejen, og den egentlige handling i bogens nutid er da også ganske ukompliceret. VanderMeers fortæller er imidlertid en idiosynkratisk kilde, og som vi kommer frem i bogen, er det åbenlyst, at hun holder viden tilbage. Nye informationer om hendes baggrund kommer drypvis til os, og vi forstår, at hendes mand allerede har været i X før hende. Samtidig får vi også at vide, at ekspeditionens psykolog har lagt hypnotiske blokader ind i deltagerne, der på den led kan kontrolleres med simple kommandoord. Det hele viser sig med andre ord at være en lusket affære, hvor flere forskellige interesser eller agendaer kolliderer.

Kernen i romanen er mysteriet omkring X. Ved at tilbageholde informationer og antyde ting, der først bliver forklaret senere, formår VanderMeer at opbygge et æggende narrativ, der gør den korte roman til en hurtig, intens læseoplevelse. Der er noget beundringsværdigt sikkert over den kontrollerede måde, han får opbygget fortællingen på. Samtidig lykkes han med at skabe en stærk oplevelse af fremmedgørelse og uhygge i forholdet mellem læseren og den portrætterede verden. Ekspeditionens deltagere er alle kun navngivet med deres funktionen (”The Biologist” eksempelvis), mens området X heller ikke har noget egentlig navn. Selv den bygning, der står i hjertet af dette mystiske område, beskrives som noget kontraintuitivt eller paradoksalt; et omvendt tårn. Hvad det præcis skal betyde, forklarer VanderMeer ikke, og overlader det til læserens fantasi at se bygningen for sig. Det samme gælder det ”plantevæsen”, der bor i tårnet. Også her beskriver han dele af væsnet, men undgår at sætte ord på helheden, hvilket alt sammen skaber en herligt foruroligende stemning af usikkerhed. 

Jeff VanderMeer (født 7. juli 1968)

Stilistisk er det svært at sætte en finger på VanderMeers arbejde. Det er begavet udført og kan fungere som skoleeksempel på det stemningsmæssige tyngdepunkt i den moderne weird-tradition. Med det sagt må jeg også konstatere, at der er noget frustrerende ved Annihalation. Frustrerende, fordi den trods sin veludførte form er forbløffede ordinær eller uopfindsom. Den lægger sig så tæt ind i den strøm af postmoderne gru, som fik så meget opmærksomhed efter, Mark Z. Danielewski udgav House of Leaves i 2000.

Der er flere konkrete lighedspunker de to romaner imellem, men det, jeg især hæfter mig ved, er et æstetisk slægtskab i fortællerstemmen. Går man lidt længere tilbage i weird-traditionen, er det også klart, at Thomas Ligotti spøger i baggrunden af VanderMeers Annihalation, og tråden kan uden videre forlænges tilbage til Lovecraft-fortællinger som “The Colour Out of Space” og At the Mountains of Madness.

Paperback, Fourth Estate 2014

Igen må jeg konstatere, at man heller ikke her kan dadle VanderMeer for disse tydelige referencer eller inspirationskilder. Men desværre ligger der noget alt for forudsigeligt i den uforudsigelighed, som romanen tydeligvis gerne vil viderebringe til læseren.Bogens stilistisk formfuldendte udtryk savner en egentlig farlighed. Den savner bid, den savner noget indestængt eller kaotisk. Det er et problem, andre inden for samme genreudtryk også kæmper med. Caitlín R. Kiernan kunne være et eksempel, som jeg har skrevet om flere gange. Hendes ligeledes stilistisk formfuldendte romaner har også en tendens til at fremstå som flotte facader med en begrænset indhold.

Man kan så spørge sig, hvorfor netop VanderMeer og Kiernan har haft så stor succes med deres weird fiction, mens mange andre store navne inden for den genre har haft det langt mere vanskeligt med at få et gennembrud. Laird Barron kan eksempelvis trækkes frem her. Svaret er nok, at weird fiction er en ekstremt kompleks genre, der kræver meget af sin læser. Det kræver også meget af forfatteren, og jeg kan godt have den mistanke, at VanderMeers succes først og fremmest skyldes handlingens mangelende kompleksitet.

Paperback, Fourth Estate 2015

Ved at bibeholde udtrykket, men at forenkle substansen, beholder han en fernis af den kosmiske gru, som weird-genren kredser om, men taber ingen læsere i processen, snarere det modsatte. Førnævnte Laird Barron har flere gange forklaret, hvordan hans historier blev mere populære, da han valgte et mere folkeligt udtryk. Det er givet vis også det, vi møder med VanderMeers Annihalation. Det er folkelig weird fiction, men jeg må nu spørge mig, om en grundlæggende elitær, intellektuel genres idealer kan holde til den forenkling, som VanderMeer udfører, uden at blive trivialiseret ihjel?

Peperback, Harper Perennial 2018

4 kommentarer

Filed under Roman

Tilbage fra den anden side med nyt

Gulp, så ramte jeg muren igen. Det er åbenbart efterhånden en kamp for mig at holde liv i bloggen, men jeg prøver og gør forsøget her igen. Jeg har så meget skrivearbejde, at det hele tiden er en afvejning for mig, hvor energien skal lægges. Skal jeg bruge tid på at få nogle sider høvlet af i et bogprojekt eller bruge tiden på bloggen? Begge dele er sjove, men i sidste ende vinder bøgerne altid. Det er der mit hjerte ligger, hvilket måske ikke er så underligt, når man tænker på, at Fra Sortsand først og fremmest handler om bøger.  

Nu vi taler om bøger, så er det rigtigt glædeligt, at Jacob Krogsøes og min roman Blodbaner nu er i forsalg til 200kr. Den udkommer først officielt her i midten af september, men man kan bestille den nu igennem Jacob. Det er der allerede ganske mange, som har gjort, hvilket er rigtig fedt. Jeg har faktisk ikke selv set bogen endnu, men det forlyder, at det er en laber sag, og jeg glæder mig voldsomt til at stå med den i hånden.

Ud over Blodbaner, der nu er helt afsluttet, er der stadig gang i min bog Når Eventyret Kalder, der handler om fantasygenren. Det projekt er også ved at være kommet over bjerget, hvilket er en lettelse, må jeg sige. Det har været et kæmpe mas, men også virkelig sjovt og spændende.

H.P. Lovecraft (1890-1937)

Projektet har imidlertid trukket lidt ud fordi jeg i efteråret underskrev kontrakt med DreamLitt om en fagbog om H.P. Lovecrafts forfatterskab. Den bog, der får titlen Drømmenes Pris, skulle meget gerne udkomme på HPLs fødselsdag d. 20. august næste år. Det skal vi nok klare, for jeg er ret langt med teksten. Det projekt har også taget en del energi, men det har samtidig været kæmpespændende at få skrevet noget samlet om Lovecrafts forfatterskab. Både Når Eventyret Kalder og Drømmenes Pris skal nok blive nævnt og diskuteret mere på bloggen senere.

Så er der også alle de andre projekter… men det må vente.

Ja der er nok at se til. Her og nu vil jeg dog først og fremmest opfordre jer til at se nærmere på Blodbaner. Den er et stærkt, grumt og rørende bekendtskab, synes jeg.  

På snarligt genhør, om ikke andet på søndag, hvor der er moderne gys på programmet.   

6 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Darrell Schweitzer, Pathways to Elfland: The Writings of Lord Dunsany (1989): En mavesur fan?

Hardcover, Owlswick Press 1989. Forsiden er malet af Tim Kirk

Efter Mark Amory udsendte den til dato eneste egentlige Lord Dunsany-biografi i 1972, var der stilhed på feltet i en årrække. Interessen for Dunsany levede naturligvis, navnlig blandt Lovecraft-interesserede læsere, men han trak også interesserede læsere til i egen kraft. Ikke mindst takket være det promoveringsarbejde for Dunsany, som L. Sprague de Camp og Lin Carter begyndte at gøre i slutningen af 60’erne.

En af de andre entusiastiske kritikere indenfor fantasy-feltet var Darrell Schweitzer, der fra slutningen af 70’erne gjorde sig bemærket som fremtrædende redaktør og anmelder af gys og fantasy. Faktisk er det ganske imponerende, hvor meget faglitteratur Schweitzer fik udgivet på kort tid, og til det kan man så også lægge hans egen skønlitterære produktion, som heller ikke ligefrem er lille.

Hardcover, Owlswick Press 1989. Bagsidens billede er også tegnet af Tim Kirk

Schweitzer havde skrevet om både Lovecraft og Robert E. Howard, da han kastede sig over Dunsany, der så at sige lå i forlængelse af de to førnævnte herrer. Bogen, han skrev om Dunsany, der fik den fine titel Pathways to Elfland, var længe ventet, fordi der stadig var skrevet utrolig lidt om manden – i hvert fald i form af monografier. Desværre blev Schweitzers værk ikke mødt med udelt begejstring, da det endelig så dagens lys.

Bogen er relativt kort og gennemgår hele Dunsanys omfattende forfatterskab, hvilket naturligvis præger diskussionerne, der som oftest er overstået i en enkelt passage eller to. TilSchweitzers forsvar kan man sige, at der altid skal prioriteres, navnlig når man sætter sig for at dække et stort og forskelligartet stof. Der er milevidt fra den tidlige Dunsany til den sene, og hvis man vil have det hele med, må der træffes benhårde valg. Desværre virker det ikke helt som om, at Schweitzer har truffet egentlige valg i bogen. I stedet får man den fornemmelse, at vi som læsere kigger ham over skulderen, mens han hastigt bladrer sig frem gennem Dunsanys værker og tilfældigt her og der udpeger en passage for os.

Darrell Charles Schweitzer (født 27. august 27 1952)

Fordelen ved den tilgang er, at man faktisk får et indtryk af Dunsanys samlede værk. Som introduktion er det ikke dumt, navnlig når man tænker bogen ind i en tid før Wikipedia, hvor man ikke umiddelbart havde nogen let adgang til den slags oplysninger. Voldsomt spændende læsning er det imidlertid heller ikke.

Det er derfor også mere interessant at se på, hvad Schweitzer rent faktisk mener om Dunsany og bruger ham til. Her kan det rent historiografisk være værd at bemærke, at Schweitzer i høj grad kan betragtes som en sen elev af L. Sprague de Camp. Det er ikke tilfældigt, at netop de Camp skrev forordet til bogen. At det også er et ganske spøjst, skolemesteragtigt forord er så en anden sag. Schweitzer er nærmest til eksamen hos sin lærer de Camp i det forord, og eleven klarer det flot – dog ikke til topkarakter, for de Camp har kritiske punkter, men præstationen vurderes alligevel god.

Edward John Moreton Drax Plunkett, 18. baron af Dunsany (24. juli 1878 – 25. oktober 1957)

Der kan da heller ikke være nogen tvivl om, at Schweitzer har taget meget med fra både de Camp og Lin Carter, når han skriver om Dunsany og fantasy generelt. Præcis som de Camp og Carter er Schweitzer optaget af Dunsanys ”worldbuilding”. Det er sammenhængskraften i den fiktive verden, der optager ham, og de mekanismer Dunsany bruger til at etablere sine fantastiske universer. Det er sådan set heller ikke uinteressante punkter, men det fokus gør også, at analyserne primært bliver hængende i teksternes overflade, fordi det handler mere om de faktuelle oplysninger om disse andre verdener, som Dunsany formidler til sin læser, end om hvad de betyder eller hvad Dunsany eventuelt måtte have på hjertet med sin fiktion.

Gennem Pathways to Elfland bliver man klogere på, hvad Dunsany har skrevet, men man kommer ikke stort nærmere, hvorfor han skrev det. Det er et problem, synes jeg, i hvert fald for mig for, fordi han dermed ikke kommer ind på ret meget af det, som, jeg personligt synes, er mere interessant end worldbuilding. Når det kommer til analytiske indsigter, er Schweitzers bog dermed næsten lige så tom som Amorys biografi.  

Tim Kirk har en række illustrationer i bogen, som er meget charmerende, men som alligevel er fuldstændig forfejlede. De fanger i hvert fald slet ikke den grundstemning, so jeg forbinder med Dunsanys tekster

Selve Schweitzers stil er også interessant at bide mærke i, fordi han her igen viser sig som tydelig elev af de Camp. Schweitzer selv fylder meget i teksten, og han kommenterer løbende på, hvad han kan lide og hvad han ikke bryder sig om. Dunsany bliver bedømt hos Schweitzer. Den tilgang kan jeg personlig godt lide, fordi jeg mener, at en aktiv stillingtagen til de æstetiske og indholdsmæssige elementer ud over selve det, der kommunikeres med teksten, faktisk styrker forståelsen af et værk og den præmis, værket analyseres ud fra. Dette er dog ikke en tilgang, alle bryder sig om. Faktisk langt fra.

Schweitzer fik for første gang for alvor ørerne i maskinen, da han skrev sin bog om Robert E. Howard og her formastede sig til at kritisere flere af Howards hovedværker. Nu ved alle, der interesserer sig bare en lille smule for forskningen omkring Howard, at der findes en stålsat brigade af fantropper, der forsvarer ham til sidste bloddråbe. Dem lægger man sig ikke ustraffet ud med.

Dunsany har ikke den samme aggressive fanskare, men de var bestemt åbenmundede i deres kritik. Det er da også interessant at overveje, hvor kritisk man kan være i forhold til sit emne, når man skriver en bog om eksempelvis Dunsany? Hvor stor skal forfatterens sympati være for de tekster, der behandles? I hvor høj grad skal man lufte sin misfornøjelse?

Endnu en illustration af Tim Kirk

Der findes selvfølgelig ikke noget klart svar, men jeg synes, det er sjovt at tænke på. Især fordi det også siger noget om de læsere, man henvender sig til. Hvad forventer de af en bog om eksempel Dunsany? Har fans lyst til at læse kritik af noget, de elsker? Hvorfor læser man i det hele taget den slags bøger?

Jeg synes også, det er bemærkelsesværdigt, at der skulle gå små 30 år før, der kom en ny monografi om Dunsany. Det fortæller måske noget om hans status som forfatter, der bestemt ikke er, hvad den var engang. Det er i hvert fald ikke, fordi Schweitzers værk har stået som dækkende og uomgængeligt standardværk i alle disse år, dertil er det alt for spinkelt og idiosynkratisk.

1 kommentar

Filed under Nonfiktion

M.P. Shiel, The Purple Cloud (1901): “Excuse me while I kiss the sky…”

Paperback, Warner Paperback Library 1973. Den fine forside er skabt af Chuck Sovek

M.P. Shiels The Purple Cloud fra 1901 hører til blandt de absolut bedste og mest formative stykker apokalyptisk skønlitteratur. Genren, hvis man kan kalde den det, ville ikke være det samme uden Shiels værk, og man kan hurtigt konstatere, at der ikke er kommet meget nyt til udtrykket, siden Shiels roman udkom. Han sagde det hele! og sagde det på sæt og vis bedre, end langt de fleste har gjort det efterfølgende.

Som David Lindsays A Voyage to Arcturus (1920) begynder Shiels fortælling samme overraskende sted, nemlig med en spiritistisk seance. Det fortæller os en hel del om tilblivelsestidspunktet for teksten, men de to forfattere bruger det ikke til det samme. Hos Shiel bliver seancen nemlig et metagreb, hvor åndemediet i sin trance læser et manuskript langt ude i fremtiden, og det er dette manuskript, mediet læser, som vi nu får genfortalt i romanen. Det er en kluntet konstruktion, men den har sin pointe, hvilket jeg skal vende tilbage til.

Paperback, Warner Paperback Library 1973

I grove træk skildrer The Purple Cloud menneskehedens sidste dage på Jorden, fortalt gennem den næsten eneste overlevende; en brite ved navn Adam Jeffson. Optakten til dette er som følger. I en ikke alt for fjern fremtid bliver der udlovet en dusør til den, der først kan nå Nordpolens centrum. Den opgave udløser en række videnskabelige ekspeditioner, og Jeffson er ombord på et af de skibe (Borealis), der sætter kursen mod nord. Jeffson er også del af en lille gruppe, der med hundeslæde begiver sig ud på isen for at komme frem til det afgørende punkt. Så langt når han også, men det nytter ham ikke meget. En dag antager himlen et lilla skær, og kort efter begynder dyrelivet at dø omkring ham. Jeffson er alene på isen på dette tidspunkt, og han indleder sin rejse tilbage mod ekspeditionens skib.

Noget er tydeligvis helt galt. Der ligger døde dyr over alt, og da han når Borealis, er alle ombord også døde her. Alt er dækket af et lag fint, lilla støv, og mysteriet bliver kun større, da det lykkes Jeffson at styre skibet hjemad på egen hånd. Dets nærmere han kommer beboede kyster, dets klare står det for han, at verden har været udsat for en katastrofe. Der driver skibe med døde besætninger rundt på havet, og da Jeffson for første gang går i land, et sted på den norske kyst, finder han kun døde overalt. Alt liv er ophørt – dyr som mennesker ligger rådnende der, hvor den lilla sky indhentede dem.

Matthew Phipps Shiell (21. juli 1865 – 17. februar 1947)

I løbet af romanen finder vi ud af, at der formentlig har været et vulkanudbrud et sted på Jordens sydlige halvkugle, der har slynget et giftstof ud i luften, som vinden har spredt til alle hjørner af verden. Alt er dermed blevet forgiftet og intet har overlevet. I hvert fald ikke ret meget.

Jeffson begynder en trøstesløs odysse gennem en ødelagt verden. Først går turen til England og London, hvor han genbesøger sit gamle hjem. Derfra rejser han videre for til sidst at slutte livet på en tropeø, hvor han kan afvente døden. Før han når dertil, har Jeffson skabt sig et museum af kunstskatte indsamlet fra denne mennesketomme verden, og omgivet af herlighederne vil han nu afvente, at han kan slutte sig til de døde. Så let går det dog ikke, for naturligvis dukker der en Eva op i Adam Jeffsons mausoleum af en tropeø, og dermed får vores hovedperson pludseligt helt nye tanker og udfordringer. Med ét er der måske en fremtid, men hvilken fremtid kan det egentlig blive og for hvem?

Hardcover, Chatto & Windus 1901. Romanens første udgave

The Purple Cloud er en fremragende roman. Dens første del er et stykke isnende skrækfiktion, der på grusomste vis udmaler de rædsler, som Jeffson bliver vidne til under sin rejse rundt i England, mens han stadig har håbet om at finde overlevende. Det psykologiske portræt, som Shiel skaber, er mesterligt, og han leger skånselsløst med Jeffsons konstante, men stadigt mindre, håb. Det er uhyggeligt, hjerteskærende og smukt, når vi med Jeffson vandrer gennem det ene morbide tableau efter det andet. Mest hjerteskærende er det uden tvivl, da Jeffson opsøger sin familie og finder dem døde, men der er mange andre optrin, der står decideret foruroligende. Han finder miner, hvor folk har søgt tilflugt, kun for at dø af sult i mørket. Der er også mange andre lignende situationer, hvor vi får beskrivelser af mennesker, der ligger fastfrosset i deres dødsøjeblik som bizarre hverdagsglimt fra en verden, der ikke længere findes.

Romanens første halvdel er et dødsstudium. Det er et billede på undergangens øjeblik og verden, som den tager sig ud, efter døden har passeret på hastig gennemfart. Der er ikke nogen tvivl om, at Poes sublime “The Masque of the Red Death” (1842) har dannet en væsentlig inspirationskilde for Shiel, der her lader sin lilla død angribe verden og præcis som Poe røde død, luller den alle bort som trolddomssøvnen i ”Tronerose”.

Hardcover, World Publishing Co. 1946

Anden halvdel, efter Jeffson beslutter sig for at skabe sit museum over menneskets kunstneriske bedrifter, har en ny tone. Det morbide går i baggrunden for en gylden, varm stemning af melankoli og afsked. Det er slutpunktet for alt liv, vi hører om. Matthæusevangeliets formuleringen om, at de første skal være de sidste, er her tydeligt udgangspunktet. Romanens Adam får således lov til at lukke og slukke for alt – sådan tror han i hvert fald selv.

De anfald af vemod, vrede og galskab, der rammer ham under arbejdet med museet, står stærkt og viser os Shiels forestilling om mennesket som socialt individ. Det er et imponerende psykologisk register, som Shiel præsenterer med sans for den frustration og skuffelse, Jeffson føler. Han er rasende over at have overlevet alene. Rasende over, ikke at have modet til selvmord og rasende over, at det i det hele taget kunne ske. Hvorfor, spørger han sig hele tiden, og svaret kan ikke gives. Der er ikke noget svar, det skete bare, fordi sådan er naturen. Den grusomme erkendelse knuser alle forestillinger om mening med livet og guddommelige indvirkning i verden. Det er et billede på mennesket som en skabning fuldstændig i verdens og naturkræfternes vold, til trods for vores forestillinger om kontrol ved hjælp af teknologi og intellekt.

Hardcover, Gollancz 1963

Jeffsons reaktioner er mange, og den første vrede sender ham på en årelang ødelæggelseskampagne, hvor han sprænger og brænder alle monumenter, han kan komme i nærheden af. Alt stort, alt ikonisk, skabt af mennesket ødelægger han. Han sætter hele byer i flammer og sletter menneskehedens spor. Men han kan alligevel ikke bære at ødelægge alt. Angsten for tomheden og den totale ensomhed bliver for stor, og han skaber sig derfor museet og nedfælder den beretning, som vi nu læser. Han skriver dermed til en fremtid, der måske vil komme, hvorfra ved han dog ikke.

Paperback, Paperback Library 1963

Nu kan jeg så vende tilbage til den kluntede konstruktion med det spiritistiske medie, der læser Jeffsons tekst i en trance. Det vigtige er her, at Shiel trækker en streg mellem os og Jeffson. Mediet kan med mystiske kræfter krydse barrieren ind i fremtiden, men det er klart, at vi (os læsere) er de dødsmærkede. Vi vil gå under, og det er kun tilfældigheder, der tillader os at få et indblik i den verden, der skal komme, når vi ikke længere er der. Denne nye verden, der tilhører Adam Jeffson, er noget andet og et sted, vi ikke hører hjemme. Det er ikke verdens undergang, Shiels beskriver, det er vores undergang; din og min død. Det er et barskt billede, der rammer i hjertekulen, når man først forstår sammenhængen.

De første skal være de sidste. Shiels skabte noget dybt fascinerende og vemodigt smukt med The Purple Cloud, og med sin vision sagde han også mere eller mindre alt, hvad der er et sige inden for denne tematik. Det begynder og slutter her. Storslået.

Paperback, Paperback Library 1966
Paaperback, Panther 1969
Hardcover, Gollancz 1978
Paperback, Allison & Busby 1978
Paperback, Bison Books 2000
Hardcover, Tartarus Press 2004
Paperback, CreateSpace 2012
Paperback, Penguin Books 2012

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Bjarne Reuter, Shamran (1985): Stadig flot og lettere uopfindsom

”For tusind år siden spillede Døden terning og tabte.”

Som jeg efterhånden har skrevet et par gange her på bloggen, så er jeg ret langt med efterfølgeren til Skrækvisioner i form af en oversigt over fantasylitteraturens udvikling fra 1800 til i dag. Det er en stor mundfuld, men mere om det en anden gang. Det projekt har også fået mig til at se lidt på noget af den danske fantasy, selvom det ikke kommer til at figurere i bogen.

Paperback, Gyldendal 1985. Bogens første udgave. Forsidens klassiske barbarkriger er skabt af Erik Hjorth Nielsen

Normalt skriver jeg jo ikke om børne- og ungdomslitteratur på bloggen, men det kan nu være lidt sjovt at gøre en gang imellem alligevel. I løbet af de fantasyglade 80’ere udkom der en del bøger herhjemme, hvoraf de fleste mere eller mindre er glemt i dag, men Bjarne Reuters Shamran er stadig tilgængelig og bliver formentlig også fortsat læst, om ikke andet fordi Reuter har en særlig plads i dansk litteratur.

Handlingen kender du jo sikkert, men jeg vil alligevel genfortælle den kort. Drengen Filip er syg, formentlig i den terminale fase. Hans forældre er voldsomt tyngede af sorgen, hvilket Filip fornemmer uden helt at kunne sætte ord på sin oplevelse af forældrenes følelser. Han fortæller dem heller ikke alt. Der er kommet et mystisk modermærke på hans hofte, som vokser og gradvist synes at antage form af en kat. Intuitivt holder Filip dette for sig selv, måske fordi han frygter, at det vil gøre forældrene endnu mere kede af det. Han fortæller heller ikke, at han på sit værelse har et billede af en bro, som strækker sig fra en kyst og ud i et tågeindhyllet hav. På denne bro opdager han, at der er tre skikkelser, og at disse skikkelser dag for dag kommer ham nærmere i møde.

Det hele er drømmende mystisk og kulminerer, da tre dværge (altså små mennesker, ikke Gimlis slægtninge) komme frem gennem billedet og henter ham. Filip skal med dem, og han når ikke meget mere end at snuppe sit sovedyr Dobbo og sige farvel til sine sovende forældre, før han er inde i billedet med de tre små mænd. Afskeden er hjerteskærende, fordi vi forstår, at det er drengens stille død i en sen nattetime, vi her er vidner til, og scenen hører til blandt bogens bedste momenter.

Bjarne Reuter (født 29. april 1950)

Dermed begynder en sær og forunderlig rejse for Filip, der opdager, at den verden, han er hentet ind i, er et koldt og brutalt sted, der regeres fra staden Tronn af en fyrste, som ikke benævnes andet end Ham. Vi forstår også, at ganske mange indbyggere i Tronn har fået berøvet en af deres sanser; de er mærket, som det hedder, og den kuede befolknings livskraft og frihedstrang er derved blevet stækket.

I krogene bliver der imidlertid hvisket om frelseren, der skal vende tilbage og rydde op i det hele. Shamran hedder den, der skal komme, og hans navn er forbudt at nævne, præcis som den onde fyrste forbliver navnløs. Nu kommer det næppe som nogen overraskelse, at Filip er netop denne Shamran, og resten af romanen skildrer Filips udvikling fra en lille, syg dreng til en stor, muskuløs kriger, bevæbnet med det mytiske våben Nouredins sværd, der skal bruges i kampen mod Ham.

Man skal ikke have læst ret meget fantasy for at konstatere, at plottet i Shamran omtrent er så generisk, som det kan blive. Ung mand modnes og skal konfrontere en mørk fyrste; det er mere eller mindre den faste køreplan i en stor del af 80’ernes fantasylitteratur. Hvor velkendt dette greb var for danske læsere i ’85, kan diskuteres, men der kan ikke være nogen tvivl om, at mange læsere dengang såvel som i dag vil blive forbløffet over Reuters meget tydelige inspiration hos Tolkien, mest åbenlyst i navngivningen. Vi har en skurk ved navn Smaugg og en dværg ved navn Doromir samt en anden, der hedder Pippin, og der er flere velkendte navne i bogen.

Mere overordnet gennemsyres romanen af den samme tanke om selvopofrelse, der også bærer Tolkiens Ring-værk. Lille Filip, der er dødsmærket, forstår således, da han kommer til den anden verden hinsides Tågebroen, at hans død ikke er forgæves. Filips død vil frigive de forkrøblede og lidende i denne verden, og da han finder fred i dette, er han i stand til at vokse ind i rollen som den messianske krigerfigur. Romanen handler om at finde modet til at se sit liv og sine udfordringer i øjnene, uanset hvor håbløst det måtte se ud.   

Paperback, Gyldendal 1997

Mellem Shamran og Ham skyder Reuter den mytologiske Vandringsmand ind, der er Døden personificeret. Vandringsmanden går egne veje og ser tingene i et større perspektiv end de dødelige, og læseren forstår, at Vandringsmanden er skæbnen, som på godt og ondt tildeler alle en rolle at spille. Hvor den personlige frihed befinder sig i dette, forklares ikke, og det er ikke klart, om Filip rent faktisk ville kunne fejle i sin opgave, som Vandringsmanden i sidste ende selv har tildelt ham, men det spørgsmål ligger udenfor bogens horisont.

Selve handlingen kan analyseres nærmere; der er meget på spil i historien, som rent faktisk fortjener at blive belyst, men jeg synes i virkeligheden, at formen og tonen er mere interessante at bringe frem her. Først og fremmest kan man nemlig hæfte sig ved, at romanen overvejende er skrevet i en traditionel datidsform, men ganske mange af kapitlerne indledes med stykker skrevet i nutid. Dette valg er overraskende og svært at forklare, fordi det tilsyneladende ikke bruges til andet end at etablere et givent miljø i et ”nu”; i læseøjeblikket, om man vil. Det kan muligvis også være grund nok, men det står ikke desto mindre som et særpræget, stilistisk valg.

Der, hvor Reuter for alvor gør positivt indtryk med romanen, er i den grundtone af tungsindighed, der hænger over hele fortællingen. Han har, som sagt, utvivlsomt samlet dette op hos Tolkien, men der er mere i dette. Den sørgmodige stemning væves sammen med hovedpersonens begejstring for sang og navnlig sangteksternes poetiske indhold. En af de ting, Filip lavede med sine forældre, var at synge, og vi hører, at hans sangstemme var ganske smuk.

Hardcover, Gyldendal 2015.

Reuter bruger sangmotivet til at binde en lang række både åbenlyse og indirekte citater fra traditionelle sange, salmer og viser ind i teksten, hvilket højner det lyriske udtryk i hele romanens fremstilling. I spænd med temaet om den forudbestemte skæbne rammer Reuter derved en form for høvisk atmosfære, en form for minnesang eller ridderballade, uden at dette dog skal forstås bogstaveligt. Romanen er skrevet i et alderdommeligt sprog, men det er mindre middelalderisme end Højskolesangbogens højstemte dansk, der her kommer til udtryk.

Bogen er ubetinget stedvist smuk, og man må sige, at det også er i dette lyriske arbejde, at romanen afslører sig som litteratur fra ’85. I børne- og ungdomsfantasy af i dag fokuseres der stort set kun på handling, og tonen er næsten uniformt den samme ukomplicerede og oftest kække facon, der skal sørge for, at ingen keder sig.

Reuters roman tager for givet, at litteratur ikke er kedelig, hvis man vælger den til, og han tør kræve af sin læser, at man skal have lyst til at dvæle ved sproget og ordklangen. Kan ske det er blevet et for ambitiøst krav i dag? Ikke desto mindre er det flot, og Reuter kan kun roses her. At han ikke er nogen stor ”worldbuilder”, og at hans fantasy som sådan ikke videre inspirerende, kan fuldstændig tilgives, fordi han når i mål med noget langt større og vigtigere. Tekstens udtryk vejer op for alt, hvad der måtte være af trivielle indvendinger imod værket.

2 kommentarer

Filed under Roman

John C. Hutcheson, The Ghost Ship. A Mystery of the Sea (1903): Racister til havs

Hardcover, Wilder Publications 2018

I første del af 1800-tallet begyndte søromanen at finde sin form. Poe var en af de tidlige, der var med til at give genren sit udtryk som spændingsfiktion, men mange andre bidrog også til udviklingen. Herman Melville er nok det bedst kendte navn i dag, men især Frederick Marryats The Phantom Ship fra 1839 blev vigtig, fordi den sammenføjede den gotiske skrækroman med maritim spændingsfiktionen. Poe havde allerede gjort dette på excentrisk vis året forinden med The Narrative of Arthur Gordon Pym of Nantucket (1938), men Marryats bud på skrækfiktion til søs fandt større popularitet, fordi hans vision var både stærk og mere tilgængelig end Poes. Marryat udnyttede fortællingen om ”Den flyvende Hollænder”, og han omsatte dermed for alvor idéen om spøgelsesskibet til en litterær tematik, som er blevet gentaget lige siden.

En af dem, der stod i direkte gæld til Marryat, var engelske John C. Hutcheson, der skrev en stribe søeventyr i slutningen af 1800-tallet og posthumt i de første år af 1900-tallet. Hutcheson er stort set glemt i dag, men hans bøger nød en vis grad af berømmelse på udgivelsestidspunktet, hvor han hørte til blandt de bredt læste spændingsforfattere.

Som så mange andre på dette tidspunkt var Hutcheson inspireret af rejseeventyr og mystiske hændelser. Det var da også udgangspunktet for hans The Ghost Ship fra 1903, der åbner som et forsøg på snigende maritim gru, men historien ændrer gradvist karakter og ender som blodigt ramasjang med mytteri og pirater.

John Conroy Hutcheson (1840–1897)

Historien begynder, da den unge matros Dick Haldane, der befinder sig ombord på fragtskibet SS Star of The North, har et mystisk syn først på aftenen. Ude over bølgerne, mens det trækker op til storm, ser han et mærkeligt forrevet skib i horisonten, og Haldane synes også, at han ser en ensom kvinde stå på dæk, stirrende frem for sig med en hund ved sin side.  

Synet er foruroligende, og læseren er ikke et øjeblik i tvivl om, at det er et dødsvarsel, men Haldane er alligevel bange for, at det rent faktisk kunne være et skib i havsnød. Da han kort efter mister det sorte skib af syne, tvivler de andre på Haldanes opdagelse, og snart efter er stormen over dem.

På grund af uvejret bliver Star of The North drevet langt ud af kurs, og mandskabet kæmper for livet i stormen, men da uvejret er stilnet af, sker der noget nyt. De samler en drivende redningsbåd op og bjerger her blandt andet en ældre mand, der nu kan fortælle en hårrejse beretning.

Den gamle har boet mange år i USA, i sydstaterne, og han kan berette, hvordan hans handelsskib blev kapret af en besætning, der viste sig at være pirater i forklædning. De har taget hans skib og holder tilmed hans datter til fange. Nu står det også klart, at det sorte spøgelsesskib, Haldane så, ikke var en dødssejler, men det kaprede skib, og kvinden var ingen andre end den tilfangetagne datter.

Efter en kort rådslagning ombord på Star of The North er alle enige om, at det er deres pligt som englændere og kristne mænd at sætte efter piraterne og befri datteren. Dermed er der lagt i kakkelovnen til en konfrontation, som da også bliver indfriet.

Paperback, CreateSpace 2014

Alt dette lyder uden tvivl ganske underholdende, og det er det sådan set også. Hutcheson er ikke nogen stor forfatter, men hans fascination af vind og vejr skaber en vis lyrisk kvalitet i værket, der krydres med spænding og samtidig af en stærkt sentimental dialog. Man kan sige, at romanen er tidstypisk metervare, men Hutchesons stil havde et greb i læsernes bevidsthed på udgivelsestidspunktet. Den langt mere interessante William Hope Hodgson (man forveksler let de to navne!) var eksempelvis stærkt optaget af Hutchesons maritime romaner, selvom Hogdsons egne søeventyr er mange, mange gange bedre.

Med det sagt er The Ghost Ship alligevel en prøvelse. Jeg er normalt ikke nogen synderligt tyndhudet eller krænkelsesparat læser. Det er let sagt af mig, men jeg forsøger at læse tekster ud fra deres historiske kontekst, hvilket ofte betyder, at der i ældre fiktion er kameler, som må sluges. Sådan er det med gammel litteratur. I The Ghost Ship er det imidlertid ikke bare kameler, der skal sluges; det er hvaler, eller noget i den stil. Romanen er omtrent det mest racistiske, jeg har læst, måske nogensinde. Rider Haggard, Stoker, Lovecraft, Hemingway eller de fleste andre er vand i forhold til dette.

Hele bogen gennemsyres af en hierarkisk racetænkning. For det første er de onde piraterne mulatter, hvilket får Hutcheson til at skildre dem som yderst tvivlsomme individer uden nogen forsonende træk. Den blanding af afrikaner og sydeuropæer, som de er, oplyses det, er den værst tænkelige, fordi det fremelsker begge ”racers” dårligste karaktertræk. Her stopper det imidlertid ikke.

Det viser sig nemlig også, at den gamle mand, som bliver samlet op på Star of The North, havde en plantage, indtil slaveriet blev ophævet. Dermed mistede han sit livsgrundlag, hvilket var en stor, stor tragedie for ham, forstår vi. Vi forstår også, at de fleste af plantagens slaver var triste over at miste deres arbejde på farmen. Den historie om de stakkels arbejdsløse slaver fører blandt andet til, at kaptajnen ombord på Star of The North må konkludere, at det kan være meget godt at give sorte nogle rettigheder, men at ophøje dem til jævnbyrdige med hvide mand er omtrent det tåbeligste, han nogensinde har hørt og noget, der kun kan føre til kaos og undergang – altså noget vi kan sidestille med de diabolske mulat-piraters overfald.

E-bog, Start Publishing 2015

Jeg skal skåne jer for detaljerne omkring Hutchesons skildring af piraterne og de sorte ombord på det kaprede skib. Det er ikke kønt, præcis som det ikke er kønt at læse fremstillingen af den eneste ”gode” sorte i romanen, nemlig en matros, der var slave på føromtalte farm, og som nu går i døden for sin tidligere ”ejer”, fordi hans gamle herre var så retfærdig og behandlede ham så godt. Denne eneste gode sorte i romanen sidestilles af Hutcheson med en trofast hund.

Som sagt mindes jeg ikke at have læst et mere absurd racistisk værk, og jeg forstår vitterligt godt, at romanen er gået i glemmebogen sammen med Hutchesons øvrige værker. Det er ikke en roman, der fortjener at blive læst længere. Som genrelitteratur har den intet ny at byde på, og der hvor den har sin egen stemme, har man slet, slet ikke lyst til at lytte. Den har da også meget længe været ude af trykken, men i de senere år, er den genudkommet i en række billigbogsudgaver, hvilket ikke ligefrem er nogen gave til åndslivet.

Og dog må man med de kulturhistoriske briller på konstatere, at The Ghost Ship var et stykke jævnt populær underholdningslitteratur i 1903. De synspunkter, som her bliver lagt for dagen, var konservative og reaktionære, men ikke mere end, at de kunne formuleres i det, vi må opfatte som tidens forsøg på bestsellerlitteratur. Det er tankevækkende, ikke mindst når vi vil forstå den racisme, der direkte og indirekte bliver udtrykt i så megen andet litteratur i begyndelsen af 1900-tallet.

Der er ikke nogen tvivl om, at Hutcheson i nogen grad ønskede at chokere sine læsere, men radikaliteten i hans ytringer er først og fremmest en indikation på, hvad der lå usagt i samfundet og dermed havde en klangbund. Den slags er værd at bide mærke i, ikke mindst i vores egen hverdag, hvor vi har politikere og pseudo-politikere, der provokerer med deres radikalitet, men som mere bekymrende i virkeligheden bare sætter det på spidsen, som alt for mange desværre åbenbart tænker og føler.

2 kommentarer

Filed under Roman

David Lindsay, A Voyage to Arcturus (1920): En målestok for god litteratur

Paperback, Ballantine Books 1968. Forsiden er malet af Bob Pepper

Det er i dag en almindelig og ofte gentaget tanke, at SF-litteraturens beretninger om rumfart og rumudforskning i virkeligheden er en metafor for den indre rejse eller granskningen af jegets psyke. Der kan da heller ikke være nogen tvivl om, at det er en spændende analytisk figur at arbejde med, men det er i sidste ende også en sandhed med modifikationer – det tror jeg, de fleste vil kunne være enige om. Ikke desto mindre er der eksempler på værker skrevet før, tanken blev formuleret, der entydigt udtrykker denne idé om den ydre rejse som billede på den indre udforskning. Conrads Heart of Darkness (1899) er naturligvis et af forbillederne her, men der er også andre. Et af de andre hovedværker i den sammenhæng er skotske David Lindsays dybt fascinerende, utrolig komplekse og sprudlende A Voyage to Arcturus fra 1920.

Lindsays bog er en roman af den type, som man umuligt kan lægge én entydig fortolkning ned over. Teksten stritter, fuldt bevidst, i alle retninger, og tilbyder først og fremmest sin læser et paradoksalt mysterium, som man kan reflektere over og genfinde sig selv i. Romanen indskriver sig entydig i den moderne romantradition, og den har ikke så lidt tilfælles med værker af modernistiske helte som James Joyces, William Faulkner og Ernest Hemingway. Den intellektuelle barre er sat højt, og Lindsay fordrer noget af sin læser. Dette er ikke banal pulp eller letforståelig lommefilosofi, som SF-litteraturen alt for ofte er leveringsdygtig i.

David Lindsay (3. marts 1876 – 16. juli 1945)

A Voyge to Arcturus begynder et overraskende sted. Hovedpersonen Maskull tager med til en spiritistisk seance, hvor han bliver vidne til nogle uforklarlige optrin. Ikke mindst resulterer seancen i, at han falder i snak med to bekendte, Krag og Nightspore, der gerne vil vise ham en hemmelighed. Han drager med dem til et øde observatorium, hvor et rumfartøj venter på dem. Snart er de ombord med kurs mod en planet, der kredser om stjernen Arcturus. Her går alt i sort og Maskull vågner op alene i den fremmede verden.

Forvirret over situationen begynder Maskull at søge efter sine venner, og dermed indledes en besynderlig vandring omkring på planeten, hvor Maskull kommer i dialog med den ene sære person efter den anden. Ret hurtigt står det klart for Maskull, at de menneskelignende væsner, han møder, er ganske forskellige fra ham selv – ikke mindst rent fysisk.

Hardcover, Methuen 1920. Romanens første udgave

Gennem samtalerne hører Maskull om deres forskellige moralske og etiske standpunkter. Disse samtaler ender som oftest i konflikter, og Maskull roder sig ud i flere ubehagelige episoder, der kommer til at plage ham efterfølgende. Men der sker også mere radikale ting: Maskulls krop begynder at forandre sig i samklang med omgivelserne. Han gror et nyt organ, en form for langt, telepatisk følehorn og gennemgår også andre forandring, der kun kan beskrives som bizarre.

Under sine samtaler med planetens indbyggere bliver hans forestillinger om køn og krop, individ og kollektiv, liv og død, godt og ondt udfordret. Det er store spørgsmål, der hvirvles op, og som anden Alice, forsøger Maskull at fastholde sit greb om den vante virkelighed, men som han kommer frem, er det i stigende grad klart for ham, at hans gamle jeg og den gamle verden ikke længere kan eksistere. Oplevelserne, forandringer med hans krop og samtalerne med de fremmede væsner sprænger rammerne for hans bevidsthed og åbner nye verdener for ham. Turen rundt på planeten er en dannelsesrejse, hvor Maskull gradvist forstår sig selv bedre og bedre.

Hardcover, Gollancz 1946

I løbet af samtalerne bliver det også klart, at en form for djævel eller overskurk styrer planeten. Maskull møder både folk, der frygter og hylder denne skabning, og det går op for ham, at vennen Nightspore måske er identisk med denne djævel. Men hvordan hænger det sammen? Hvem eller hvad er dette symbol på det onde?

Spørgsmålene hober sig op, og som i romaner som 1984 og The Man Who Was Thursday peger alt i sidste ende indad. Maskull forstår, at hvis han vil møde Nightspore igen og få svar på sine spørgsmål, må han træde over den sidste tærskel; døden. I en af bogens måske mest tankevækkende og forbløffende passager accepterer Maskull udfordringen og vælger døden, så han kan få svaret, og svaret er, at han selv er Nightspore. Han er selv den djævel, som han har søgt efter. Det er ham selv, Maskull har jagtet på kryds og tværs gennem den dybt besynderlige planets flora og fauna, der vokser viltert i denne idets have.

Hardcover, Gollancz 1963

Maskull indser, at alle ydre former og fremstillinger kan påvirkes af deres sociale miljø og fysiske omgivelser – også kroppen og sindet er plastiske størrelse, men jeget er en konstant og i sidste ende er det kun individet, der kan stå til regnskab for individet selv. Lindsays calvinske baggrund føjer sig her sammen med freudiansk tænkning og Nietzsches afmontering af teologien – Gud er død, og der er kun det ensomme menneske, som må forstå sig selv i forhold til verden. Det er et potent budskab, som hos Lindsay antager metafysiske sider, fordi han midt i al verdens og kroppens flygtighed ser nogle overgribende kræfter som eksempelvis kærligheden, der forbinder individer på et underbevidst plan uanset, hvor forskellige de måtte være.

Jeget, som Lindsay dermed skriver frem i sin roman, er på den ene side fuldstændig isoleret og alene i verden. Al kommunikation med andre er sønderbrudt og forvansket tale, fordi vi aldrig virkeligt kan forstå hinanden, men omvendt er der en usagt forbindelse, som holder os sammen. Der er en genkendelighed, der trods forskelle bygger bro imellem os som tænkende og skabende individer.

Hardcover, Macmillan 1963

Jeg kan ikke her gøre rede for alle romanens spidsfindigheder. Den er, som sagt, kompleks og alene et studie af navnene i bogen er fascinerende arbejde, der fortæller os meget om, hvordan Lindsay gerne vil diskuteres af sine læsere.

A Voyage to Arcturus er uden tvivl et litterære højdepunkt. At kalde den fantasy eller SF, som jeg har gjort her, og læse den ind i denne genresammenhæng, er i virkeligheden misvisende, fordi den i sidste ende udelukkende ser indad. Brugen af rumrejsen og den fremmede planet er ren, kreativ staffage; skrælles dette overfladiske lag bort, står vi med en psykologisk roman, der intet har med genrelitteratur at gøre. Jeg kan imidlertid godt forstå, hvorfor genrehistorikere gerne vil have Lindsays roman ind i både fantasy og SF-folden, fordi den er en æstetisk og intellektuel magtpræstation, som det er flot at kunne spejle sig i.

Paperback, Sphere Books 1980. Bemærk Maskulls “nye følehorn” på forsiden skabt af Peter Jones

Al god litteratur er krævende og aldrig let. Den er aldrig noget, hvor sproget ”bare flyder”, og hvor meningerne springer utvetydigt ud af siderne. God litteratur er kompleks som livet selv og uden Hollywood-patos såvel som regelbundne fortælleformer. A Voyage to Arcturus er alt dette, og skulle det virke afskrækkende, kan man måske trøste sig med, at romanen vitterligt er både bizar og forstyrrende, hvorfor man også kan få tilfredsstillet sit fix på den måde, hvis man altså tør binde an med den. Men pas på – du kommer langt ud på dette syretrip.

Goo goo g’joob, goo goo goo g’joob!

Paperback, Citadel Press 1985
Hardcover, Wildside Press 2002
Paperback, Bison Books 2002
Paperback, Orion 2003
Paperback, Dover Publications 2005
Paperback, Waking Lion Press 2008
Paperback, Wilder Publications 2009
Paperback, Wilder Publications 2011
Paperback, CreateSpace 2012
Paperback, Positronic Publishing 2013
Ebog, Dancing Unicorn Books 2017

Skriv en kommentar

Filed under Roman