Reklame: Bogforum ’18

Jeg tillader mig lille raklame på bloggen i dag. Min medsammensvorne skrivemakker Jacob Holm Krogsøe og jeg skal optræde med vores fælles roman Randvad til Bogforum i København om søndagen, d. 28. oktober, kl. 11:45. Amdi Silvestri skal styre slagets gang, og samtalen vil runde emner som overtro, mystik og horror. Måske vi også vil komme forbi min roman Thelema. Det bliver sikkert en underholdende snak, som jeg ser meget frem til. Skulle du være i nærheden, vil du være hjerteligt velkommen.

Jacob og jeg præsenterede Randvad i Aabenraa i aftes. Det var et godt og oplagt arrangement, og jeg må uden skam sige, at jeg gang på gang overrasket over, hvor godt folk har taget imod bogen. Det er sjovt, også når man i Aabenraa møder læsere, der normalt slet ikke er interesseret i horror. Jacob og jeg har i hvert fald fået blod på tanden i forhold til det videre samarbejde, som snart for alvor begynder igen.

På genhør

Martin

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Richard Matheson, Hell House (1971): Freudianske shock i knaldhytten

Paperback, Tor 1999. Den meget stemningsfulde forside er skabt af Michael Deas

Richard Matheson har en høj stjerne hos mig, ikke mindst som kreativ og udfordrende novelleforfatter. Han har også skrevet fremragende romaner, men hans skrækroman Hell House fra ’71 hører ikke til blandt hovedværkerne. Romanen blev ikke desto mindre et ganske stort hit for Matheson, hvilket uden tvivl skyldes, at den kunne ride videre på den bølge, som William Peter Blatty havde sat i bevægelse tidligere på året. Der kan da heller ikke være nogen tvivl om, at The Exorcist har inspireret Matheson til selv at prøve kræfter med en klassisk skrækfortælling; noget han ikke havde gjort i et stykke tid.

Hell House handler naturligvis om et hjemsøgt hus, og historien begynder, da parapsykologen Dr. Lionel Barrett bliver hyret af en aldrende rigmand til at undersøge spøgerierne i et berømt og berygtet hjemsøgt hus, hvor der for år tilbage udspillede sig nogle ganske dramatiske begivenheder. Ejeren af huset, Deutsch, har også hyret det kristne medium Florence Tanner og et medium mere, Ben Fischer. Fischer skiller sig ud fra de andre ved at have været med i en tidligere undersøgelse af det berygtede Hell House. Han deltog som ung teenager i spiritistiske eksperimenter i huset, og var den eneste, der slap bort fra stedet med livet i behold. Dr. Barrett har også taget sin kone med på opgaven, og til sammen udgør de fire bogens primære persongalleri.

Paperback, Tor 1999

Allerede kort efter, at selskabet er ankommet til det gamle hus, der er møbleret, men har stået ubenyttet meget længe, er det klart, at stedet hjemsøges af en ond kraft. Alt føles forkert i huset, hvilket ikke mindst demonstreres igennem elektriciteten, der driller, mystiske klapren med dørene mystisk. Dr. Barrett, en ægte videnskabens mand, går metodisk til værks med maskiner og målinger. Han giver ikke meget for de to mediernes psykiske evner, og her har vi en af bogens første og mest åbenlyse konflikter; en konfrontation imellem det rationelle og det irrationale.

Det er tydeligt, at Hell House ikke har fået sit ildevarslende navn og sataniske omdømme uden grund. Spøgerierne tager til, hvilket først rammer Florence Tanner, det kvindelige medium. Snart kaster ånderne også deres kærlighed over Barretts kone, som besættes af husets afdøde ejer og udsættes for en række ganske ydmygende optrin.

Richard Burton Matheson (20. februar 1926 – 23. juni 2013)

Baggrundhistorien er, at Belasco, manden, som opførte det nu hjemsøgte hus, hengav sig til orgier, satanisme og enhver form for depraveret udskejelse. Det siges også, at den gamle sluttede en pagt med Djævlen, før han selv døde, og derfor nu går igen. Denne smag for udskejelser bemærker de fire gæster i spøgelseshuset, for spøgelset prøver gang på gang at komme i lag med de besøgende; faktisk er hjemsøgelsen gennemsyret af seksuelle referencer. Meningen bag det hele falder kun gradvist på plads, og undervejs må de fire gæster gennemgå en række ganske, ganske voldsomme hændelser, som ender med at koste menneskeliv.

Som sagt har Matheson uden tvivl skævet til The Exorcist, da han skrev Hell House. Der er en rå og bramfri tone i bogen, der synes at lægge sig i forlængelse af de beskrivelser, vi får af stakkels besatte Regan. Det egentlige forløb i romanen må imidlertid siges at være hentet i Shirley Jacksons The Haunting of Hill House. Faktisk vil jeg mene, at Mathesons roman er et åbenlyst forsøg på en gendigtning af Jacksons historie, der nu søges tilført mere entydige tematikker og en mere kontant stemningsetablering. En opgave Stephen King også påtog sig med The Shining i ’77.

Hardcover, Viking Press 1971. romanens første udgave

Den øvelse slipper Matheson desværre ikke helt heldigt fra. Der er noget gumpetungt, for ikke at sige dumt, over hans overtydeligt konstruerede konflikter og brug af freudianske motiver. Barrett, der er impotent, kan ikke tilfredsstille sin kone seksuelt; det udnytter huset til at lade hende gå på seksuel opdagelser blandt de to andre gæster. Skyld og skam griber ind i dette, hvilket naturligvis alt sammen kan føres tilbage til de kun halvejs formulerede relationer, som Jackson så elegant etablerede i sin roman. I Hell House er der intet elegant. I stedet bokser Matheson sin hvermands-Freud ind i teksten og dræner sin fiktion for ethvert spor af den tvetydighed, som gør The Haunting of Hill House til et æstetisk hovedværk i den moderne skrækfiktion.

En klog bog kan man derfor absolut ikke kalde Hell House, men den har pulplitteraturens dramatiske fremdriftsform. Det gør den både underholdende og den flittige brug af stort set alle spøgelsesgenrens troper må siges at være charmerende for skrækentusiaster. Præcis det splitter mig i forhold til bogen. På den ene side er den et underholdende stykke skræk-ramasjang, på den anden side er den en uoriginal, dum udgave af Jacksons mesterværk og derfor, som litteratur, uinteressant.

Paperback, Bantam Books 1972. Her sælges bog af uforklarlige årsager som gotisk romance

Set som Jackson-reception bliver Kings The Shining et stykke subtil kunst, målt i forhold til Hell House, og det er i virkeligheden ret trist, for man kan også i den grad klandre Kings bud på en nyfortolkning af The Haunting of Hill House for banalitet. Det er især trist, hvis man som mig holder af Mathesons tidlige fiktion fra 50’erne. Hans spøgelsesfortælling er således endnu en roman, som desværre bekræfter alle fordomme om skrækfiktionen og dens ukritiske læsere. Vi stiller åbenbart meget få krav til vores genrelitteratur.

Paperback, Bantam Books 1973. Nu bekendes der kulør; her er det referencen til tidens bestsellere, der skal inspirere til køb af bogen

Paperback, Warner Books 1985. Bemærk den absurde ros fra “gysets konge” og hans tro væbner 

Hardcover, Gauntlet Press 1996

Hardcover, Severn House 2004

Hardcover, Centipede Press 2011. Bogen er senest udkommet i denne luksusudgave

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

En ode til Moder Sorg

En masse ikke helt tilsigtet skrivearbejde kom i vejen for bloggeriet i den seneste tid; sådan kan det jo gå. Mens du således nu kan forberede dig mentalt på et indlæg om hr. Richard Matheson, der kommer på søndag, kan du samtidig også lytte til Cult Leaders fascinerende nye single “To: Achlys”. Strengt taget er nummeret ikke noget særligt, men det er fascinerende, fordi det er ret overraskende i sammenhæng med det ellers så voldsomme band.

Giv sangen et lyt og kast dig så over Cult Leaders øvrige musik. Det rykker og deres nye album, som udkommer i begyndelsen af november, bliver helt sikkert super.

På genhør på søndag.

Skriv en kommentar

Filed under Video

Lin Carter, The Nemesis of Evil (1975): Hemmelige agenter i den okkulte underverden

Paperback, Popular Library 1978. Den herlige forside er malet af Don Maitz

Jeg vil vove pelsen og hævde, at Lin Carter næppe nogensinde skrev et eneste stykke originalt fiktion i løbet af sin ret lange karriere i genrefiktionens viltre verden. Som den evige opportunist fulgte Carter tidens tendenser og skrev, hvad der var populært. Det førte ham forbi Tolkien, Howard, Lovecraft og mange andre. Carter skabte med andre ord en litterær karriere på pasticher – nogle var gode, andre ganske forfærdelige, og fælles for dem alle var det, at de blev skrevet i en rivende fart, for tid er som bekendt også penge i pulpens verden.

The Nemesis of Evil er uden tvivl en af Carters mere vellykkede pasticher. I romanen griber Carter tilbage til den gamle pulphelt Doc Savage, og som sædvanlig gør han det helt åbenlyst – Savage bliver endda takket i bogens forord. Som læsere er vi med andre ord på forhånd informereret eller advaret. Carter lader os afstemme forventningerne, og heldigvis lykkes det for ham at levere det, vi måtte ønske os af et Savage-plagiat. Vi får nemlig et hæsblæsende eventyr med masser af ildkamp, ramasjang og mystik.

Linwood Vrooman Carter (9. juni 1930 – 7. februar 1988) fotograferet i 1975

I historien introduceres vi til den tophemmelige gruppe af problemknusere, som den enigmatiske prins Zarkon har samlet omkring sig i den fiktive metropol Knickerbocker City; et af uransaglige grunde introduceret alias for New York. Zarkon, der var monark i et obskurt europæisk land, er abdiceret og har brugt sin nyvundne frihed og personlige formue på at opbygge en lille organisation, der løser prekære problemer for velhavende folk.

”The Omega Crew” kalder Zarkon sit hold. Zarkons trup af flamboyante vovehalse kan alle takke ham for deres liv, og det har garanteret ham deres ubetingede loyalitet. Netop dette hold af specialister er da også absolut et af højdepunkterne i bogen, for Carter får skabt en stemning af en gruppe, der må arbejde sammen og supplere hinanden i løsningen af de utrolige udfordringer, som de møder.

Hardcover, Doubleday 1975

Zarkon selv er smuk, stærk og et videnskabeligt geni, der i hovedparten af bogen omtales som vidundermanden, der hører til blandt de mest utrolige personer, som nogensinde har levet på jorden. Carter underspiller ikke Zarkon’ storhed, men med en sådan superhelt som hovedperson må der naturligvis også være tilsvarende potente skurke, og det møder vi i The Nemesis of Evil i form af den geniale og skrupelløse bagmand, der går under navnet Lucifer. Lucifer, der leder en ring af satanister med templer spredt rundt i USA, er blevet et stort navn i den kriminelle underverden, og nu må Zarkon og hans hold tage kampen op imod okkultisterne, efter slynglerne har myrdet en prominent journalist, der var gået undercover i bevægelsen.

Der er fuld fart over sagen fra begyndelsen. Zarkon og vennerne rammer hurtigt plet og kommer i karambolage med satanisterne, men Lucifer får de ikke fingrene i. De får imidlertid, takket være stort heltemod, opsporet satanisterne hemmelige tilholdssted – et stort hulesystem under et bjerg, som Lucifer har omdannet til et kompleks af lagerhaller og kontorer. Det lugter langt væk af James Bond, og det gør den endelige konfrontation mellem Omega-mændene og satanisterne også. Ikke mindst takket være kampen mod en kulørt skurk, som eksempelvis den kinesiske torturmester, der er Lucifers højre hånd.

Paperback, Borgo Press 1999

Ren ordinær skæg og blå briller er The Nemesis of Evil dog ikke, for Carter lægger endnu et element til sit genreopkog. Den ufattelige og fantastiske Zarkon viser sig således slet ikke at være et almindeligt menneske. Hen imod romanens slutning hører vi, at han kommer fra en fjern fremtid og takket være teknologi og viden fra den avancerede kultur, han kommer fra, er det blevet muligt for ham at rejse tilbage i tiden og her bekæmpe de trusler, der vil plage planetens fremtid.

Der er med andre ord et udtalt SF-element i romanen, som allerede gennemsyrer handlingen fra begyndelsen takket være de geniale opfindelser, som Zarkon har skabt til sit Omega-hold; vi taler finurlige våben, særligt udstyr og utrolige fartøjer, hvis lige ikke kendes noget sted.

Doc Savage Magazine, august 1933

Som det nok fremgår, er The Nemesis of Evil letbenet underholdning. Tonen oser langt væk af brun-orange 70’erne-stemning med lummer drengerøvshumor og hårdkogt, behåret bakkenbart-action. Realisme er der intet af, i stedet leverer Carter en tempofyldt og underholdende røverhistorie, der er fyldt til bristepunktet med tåkrummende stereotyper og klichéer. Det lykkes med andre ord for ham at fange ånden fra Doc Savage-universet og omsætte den til noget velfungerede og interessant. Det er mere, end hvad man kan sige om mange af Carters andre pasticher, og selvom man måske i dag nok griner mere ad end med bogen, så har en fortælling som The Nemesis of Evil sin ret som genfortællingen af den klassiske pulp.

Carters blanding af SF og action-eventyr er da også en meget fin strømpil for tidens tendenser, for det var klart i ’75, hvor bogen som sagt udkom, at pulplæserne i stigende grad opsøgte hårdkogte actionhistorier. Historier, der udspiller sig i nutiden, ikke i eksempelvis sværdsvingende fantasy-miljøer. De traditionelle pulpgenrer levede naturligvis videre, men den hårdkogte actionpulp med narkobaroner, gadebander og korrupte politifolk hører i høj grad 70’ernes anden halvdel til, og her er Carters roman et oplagt eksempel på den retning som spændingsfiktionen skulle gå.

E-bog, Thunderchild Publishing 2017

The Nemesis of Evil solgte også godt – faktisk var den en af Carters største succeser, og han fulgte derfor historien op med flere bind om prins Zarkon og Omega-mændene. Tre bind blev det til i perioden mellem 1975 og ’76. Senere, i 80’erne, skrev Carter to bind mere, men de havde ikke sammen gennemslagskraft og det, der i dag kendes som Zarkon – Lord of the Unknown-serien må derfor i praksis betragtes som et 70’erne-fænomen. 70’ern-fænomen eller ej, så begik Carter en særdeles underholdende fortælling med det første bind i serien, og jeg glæder mig allerede nu til at skrive lidt om, hvordan det hele fortsætter i næste bind.

 

1 kommentar

Filed under Roman

Cold Cave holder (tror jeg nok)

Cold Caves single-cover til nummeret “You & Me & Infinity”. Sister of Mercy-inspiration? Det tror jeg nok

 

Den dystre synthpop-gruppe Cold Cave har lige lavet en ny single. Den hedder ”You & Me & Infinity”. Sangen er, som altid, super catchy, super poppet og slemt fængende. Jeg har det lidt ambivalent med gruppen, men af en eller anden grund kan jeg ikke helt lade være med at følge deres udgivelser. Det må være min indre indie-popdreng, der kæmper for at få plads mellem alt den larm, som jeg udsætter ham for. Er du til Drab Majesty og andet i den retning, så bør du helt sikkert give Cold Cave et lyt.

Vi ses på søndag, hvor vi skal have pulp med pulp på.

Skriv en kommentar

Filed under Video

Teenage Wildlife

Paperback, Monarch Books 1962

I årene efter Anden Verdenskrig holdt en ny figur for alvor sit indtog i pulplitteraturen; teenageren meldte sig på banen. Før krigen var der naturligvis også unge mennesker i pulpens univers, men det, man kan kalde den arketypiske teenager, var ikke helt blevet konciperet, og ser vi eksempelvis på skrækfiktionen før ’45, spiller unge ikke nogen synderlig rolle. Sådan var det også i de fleste andre traditionelle genrer. De steder, hvor vi møder unge, er det primært i rollen som rationelle, små voksne, og ikke som de sprængfarlige størrelser, der snart skulle træde ind på den litterære scene.

True Crime Detective, juli 1973

I dag kan det naturligvis virke overraskende, at teenageren som idé kunne være noget nyt, men sådan var det altså, og jeg skal ikke optrevle ungdommens kulturhistorie her. Den er velkendt og fortalt mange gange. I stedet synes jeg, at det er sjovt at bide mærke i publikummet for disse tidlige historier med og om teenagere. Langt de fleste pulpudgivelser var nemlig rettet mod et modent publikum, der havde penge på lommen. Det vil sige, at fortællingerne om teenagere typisk var skrevet til et ældre publikum. Det er stik modsat i dag, hvor stort set al underholdning med teenagere er rettet mod det samme alderssegment.

Paperback, Universal Publishing-Beacon 1964

Sådan var det bare ikke i pulpens verden. Her var teenageren et faretruende og fremmedartet fænomen i de voksnes verden, som pludselig indtog gader og stræder. De skabte grobund for overspændte, utrygge fantasier om kriminalitet, kulturelt forfald, fri sex og misbrug. Teenageren, som uansvarlig og kaotisk kraft i samfundet var dermed skabt, og temaet kunne fra slutningen af 40’erne og små 30 år frem varieres i det uendelige.

Paperback, Stag Books 1963

De unges depraverede adfærd kunne findes alle steder; lige fra motorcykelbander til hemmelige sexklubber og illegale hashhuler drevet af teens. Det skandaløse og chokerende gik hånd i hånd med teenagerne. Læserne kunne således gyse over de unge, og samtidig længselsfuldt drømme om den frihed, de egentlig burde fordømme. Nabokov tog naturligvis nælden ved roden, da han i sin Thomas Mann-parafrase fra ’55 om den fjortenårige Lolita gik ind i denne erotiske ungdomsfascination, hvorved emnet også fik et litterært udtryk uden for pulplitteraturens aflukke.

Paperback, Signet Books 1967

Som sagt forandrede teenagemotivet sig over tid; læderjakker bliver til løse gevandter, druk og springknive til LSD og fri sex. Grundlæggende er alt dette imidlertid bare overfladiske samtidsmarkøre, der dækker over den samme grundfortælling. En fortælling, der fortsat findes i dag, men som i nogen grad har mistet sin potens, efter det såkaldte ungdomsoprør gav de unge en stemme, der i nogen grad var mor-og-far-generationen ligeværdig. Teenagerne er derfor stadig scarry monsters og super creeps, men de er også meget andet i litteraturen; men først og fremmest er de blevet del af deres eget litterære reservat i form af den så uskønt benævnte Young Adult-litteratur.

Paperback, Random House 1976

Paperback, Pulp Press 2010

Paperback, Original Novel 1948

Paperback, New English Library 1973

Paperback, Monarch Books 1962

Paperback, Midwwood 1962

Paperback, Midwood Books 1966

Paperback, Midwood 1967

Paperback, Midwood 1965

Paperback, Mayflower Books 1971. En oversættelse af “Jeg, en pige” fra ’65, nu blot med en mere hip, pulpet titel

Paperback, Macfadden-Bartell 1970

Paperback, Greenleaf Classics 1974

Paperback, Gold Medal Books 1958

Paperback, Domiono Books 1963

Paperback, Digit Books 1959

Paperback, Crest Books 1960

Paperback, Corgi Books 1963

Paperback, Bedstand Books 1971

Paperback, Beacon Books 1962

Paperback, Beacon 1960

Paperback, Bantam Books 1951

Paperback, Avon 1958

Paperback, Ace Books 1959

Paperback, Ace Books 1959

Paperback, Ace Books 1959

Paperback, New American Library 1970

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Sonia H. Davis, The Private Life of H.P. Lovecraft (1985): Afsløringens time… eller?

Hæfte, Necronomicon Press 1985. Omslagets fine tegning er skabt af Jason Eckhardt

Sonia H. Davis, bedre kendt som Sonia Greene, har indskrevet sig i genrefiktionens historie ved at være kvinden, der kortvarigt var gift med H.P. Lovecraft. Alt, der i en eller anden facon har været i kontakt med Lovecraft, har jo som bekendt opnået en pseudo-sakral status i den fortsat voksende dyrkelse af forfatteren, hvilket derfor naturligvis også gør sig gældende for Greene. Iscenesættelsen af Lovecraft som indadvendt, mystisk kunstner og filosof med asociale tendenser lever fortsat, og det samme gør feticheringen af Lovecraft som selvlært intellektuel. I alt dette har Sonia Greene, ikke uden grund, indtaget en særlig stilling, fordi hun enten er blevet opfattet som den, der bekræftede alle myterne om Lovecraft eller omvendt, at hun er kvinden, der modbeviser det hele. Fortolkningen af deres forhold, så langt som vi kender det, afhænger således af øjnene, der ser.

Det var Sonia, der fik Lovecraft til at flytte fra Providence til New York; et enormt skridt, der fik ganske store konsekvenser i Lovecrafts liv og forfattervirke. Det var også Sonia, som på mange måder åbnede Lovecraft for verden – altså den fysiske verden, ikke den han udlevede i sine breve; uden hende var Lovecraft næppe heller taget ud de mange rejser, som han indledte i sine sidste år. Deres ægteskab holdt imidlertid ikke; de blev gift i 1924, og ’26 var det slut. Lovecraft afskyede livet i New York, og økonomisk var han på spanden. Det var Sonia, der tjente penge, mens Lovecraft ikke bidrog med ret meget. Der var sikkert mange grunde til, at Lovecraft og Greene gik fra hinanden, men der kan næppe være nogen tvivl om, at det økonomiske pres fik en ganske stor og negativ betydning i deres forhold; det fremgår både af Lovecrafts breve og Sonias egen beretning om deres liv sammen.

Sonia Haft Greene Lovecraft Davis (16. marts– 26. december 1972)

 

Som sagt har mytedannelsen omkring Lovecrafts person også skabt ganske meget interesse for mennesket Lovecraft. Sådan var det allerede i hans levetid, hvilket blandt andet fremgår af nysgerrige læserbreve i Weird Tales. Ægteskabet mellem Greene og Lovecraft blev eksempelvis også mødt med forbløffelse blandt deres venner, dels fordi de ikke havde kendt hinanden ret længe, dels fordi Lovecraft blev opfatte som inkarneret ungkarl – præcis som C.S. Lewis. Men modsat Lewis, der i en sen alder giftede sig, og frem til dette ægteskab levede i et uofficielt, men ægteskabslignende forhold med sin flere år ældre husholderske, blev Lovecraft slet ikke sat i relation til noget amorøst. Her har både samtidens og eftertidens forståelse af Lovecraft været helt anderledes end C.S. Lewis’. Lovecraft er nærmest blevet betragtet som aseksuel, ikke mindst takket være egne udtalelser i den retning. Det har naturligvis rejst spekulationer i retning af Lovecrafts mulige homoseksualitet, hans neuroser påført af forholdet til moderen samt meget andet, men intet af dette har i sidste ende kunnet dokumenteres på nogen overbevisende måde, og det er derfor kun forblevet vedvarende spekulationer. Ikke desto mindre har Sonia Greene været genstand for en hel del opmærksomhed, fordi hun jo måtte antages at ligge inde med detaljer om manden Lovecraft, som kun få eller ingen andre nogensinde oplevede.

Den fascination mærkede Sonia Greene allerede kort efter Lovecrafts død i ’36. Hun udgav derfor i 1948 en lille kronik med titlen ”Howard Phillips Lovecraft as His Wife Remembers Him”, som netop var det længe ventede kig ind bag facaden. Ikke mindst blev hun ansporet af W. Paul Cooks Lovecraft-biografi In Memoriam Howard Phillips Lovecraft fra 1941, som hun opfattede som ganske fejlagtig på flere punkter. Kronikken blev redigeret kraftigt, før den udkom, men det oprindelige manuskript blev bevaret. Det manuskript fik August Derleth fat i, og han genudgav nu Greeens tekst i 1949, men i en ny redigering og nu med titlen ”Lovecraft as I knew Him”. Greenes tekst var dermed aldrig blevet udgivet i sin helhed, før Necronomicon Press og S. T. Joshi udgav teksten i 1985, hvor de eneste tilføjelser og ændringer var en rettelse af slåfejl samt nogle få, forklarende fodnoter.

Hardcover, Arkham House 1949. Boger, hvor Greenes essay udkom i Derleths redaktion

Necronomicon Press’ udgivelse fik den inciterende titel The Private Life of H. P. Lovecraft, og dermed spillede forlaget naturligvis på læserens håb om dyneløfteri og afslørede hemmeligheder. Det finder man imidlertid ikke i teksten, hvilket vel ikke kan komme som nogen overraskelse. Faktisk er Greens tekst et kejtet, lettere ustruktureret stykke selvbiografi, der handler mindst lige så meget om Sonia selv, som den handler om Lovecraft.

Greene fortæller en sød og stedvist ganske underholdende række anekdoter om sin egen baggrund, om forholdet til Lovecraft og tiden efter deres brud. Det meste er skrevet i et lettere romantiserende eller nostalgisk sprog, men trods det kommer der alligevel et par tankevækkende ting frem. Ikke mindst bliver vi lidt klogere på Sonia Greene, der på den ene side tydeligvis var dybt betaget af Lovecrafts person og væsen. På den anden side var hun en stejl kvinde, der helt åbenlyst ikke var bange for at gå egne veje. Hun var eksempelvis ikke villig til at flytte med Lovecraft til Providence og leve hos hans tanter, fordi hun ville forsørge sig selv og stå på egne ben – et behov Lovecraft tydeligvis ikke selv følte i samme grad.

Redaktøren Sunand Tryambak Joshi (født 22. juni 1958)

I forordet til teksten hæfter Joshi sig da også med rette ved, at Greene selv kalder sit møde med Lovecraft for et møde mellem to stærke individer, der tiltrækkes, men begge er uvillige til for alvor at gå på kompromis.

I teksten er det tydeligvis magtpåliggende for hende at demonstrere over for læseren, i hvor høj grad det var hende, som holdt Lovecraft oven vande. Hun gav ham lommepenge, mens han drev omkring i New York, og teksten får en snert af bitterhed, når Greene beskriver, hvordan han spillede vært og gentleman for hendes penge. Som sagt ligger økonomien og nager i narrativet om ægteskabet. Hos Greene fornemmer vi med andre ord også antydninger af noget verdensfjernt, uansvarligt eller barnligt i Lovecrafts væsen, som ikke harmonerer helt med billedet af ham som den anstændige, intellektuelle gentleman.

Lovecraft og Greene sammen i 1924

Greenes selvbiografi gør heller ikke meget for at nedtone Lovecrafts velkendte racisme. Hun har flere passager, som desværre viser sider af Lovecraft, der ikke kan siges at stille ham i et flatterende lys. At det forholder sig sådan, er jo ikke noget nyt, men det er alligevel slående, hvordan Greene i 1948 kunne se tilbage på Lovecrafts udfald med en lettere uforstående, bekymret tone, og det små ti år før borgerrettighedsbevægelsen for alvor begyndte at markere sig. Bemærkninger hos Greene som eksempelvis, at Lovecraft læste Hitlers Mein Kampf kort efter, at den blev oversat til engelsk, og blev dybt begejstret for den, viser også den tynde linje mellem det infantile og brillante, som al Lovecrafts såkaldte filosofiske tænkning balancerer imellem.

Man må naturligvis heller ikke glemme, at Sonia Greene var jøde, og da Greene, ifølge hende selv, på et tidspunkt konfronterede Lovecraft med det faktum, var hans svar, at hun – som individ – var blevet assimileret ind i den amerikanske kultur og derfor ikke længere udgjorde nogen trussel. Netop det svar synes da også symptomatisk for, hvad vi ved om Lovecrafts offentlige persona: nemlig, at stort set alle hans idealer og filosofiske overvejelser fortonede sig i mødet med individer af kød og blod. Der var med andre ord langt fra realiteterne i Lovecrafts liv til de højtsvævende idéer formuleret i breve ved skrivebordet ud på de små timer. Netop det forhold synes Lovecraft-fandommen at have haft svært ved at acceptere eller indse.

Den aldrende Greene fotograferet i midten af 60’erne

Bag de søde og sjove anekdoter hos Greene gemmer der sig således også alvorlige sider, som i høj grad er med til at punktere den ensidige fremstilling af Lovecraft som alvorsfuld nattevandrer. Mellem linjerne får Greene beskrevet Lovecraft som umoden, fordomsfuld og ignorant, men samtidig også som varm, sjov og uendeligt hjælpsomt menneske, der mere end noget andet længtes efter opmærksomhed og selskab med andre.

Lærestregen er i dette er uden tvivl, at alle mennesker er mange-facetterede, og (selv)fortællingen om Lovecraft har i høj grad været fremstillet som en enstrenget historie om den selvvalgte enegænger, der filosofisk og æstetisk var på forkant med sin samtid. Det billede rummer nok også noget rigtigt, men andre ting hører også med, som trækker hans væsen ud af æteren og ned på jorden.

Skriv en kommentar

Filed under Nonfiktion