Arthur C. Clarke, Profiles of the Future (1962): Fremtiden er nu engang uforudsigelig

Paperback, Pan 1973

Her skal det handle om et essay, som Arthur C. Clarke udgav første gang i 1962. Jeg vil dog lige begynde med et par indrømmelser: For det første har jeg kun meget lidt forstand på teknologi i bred forstand, og det interesserer mig egentlig heller ikke ret meget. Jeg har heller ikke læst voldsomt meget af Clarkes skønlitteratur, selvom jeg sådan set føler, at jeg har et udmærket indtryk af hans stil. Nogen stor fan er jeg ikke, men der er alligevel noget udholdende ved hans prosa, som har fået mig til at genbesøge ham en gang imellem.

Nuvel, Profiles of the Future er ikke skønlitteratur, men i stedet et essay, hvor Clarke giver sit bud på, hvad fremtiden vil bringe. Bogen udkom, som sagt, i ’62, men den udgave, jeg har læst, er den reviderede version fra 1973, hvor vi foruden Clarkes oprindelige vision også bliver udstyret med hans bemærkninger til den gamle teksts konklusioner samt nye betragtninger ansporet af de erfaringer, han havde høstet i mellemtiden.

Paperback, Pan 1973

Man skal ikke tro, at bogen er en skildring af et Clarkesk Utopia, hvor han beskriver en verden, som den burde se ud. Dertil er Clarke alt for snu. Allerede i bogens første kapitel, ”The Hazards of Prophecy: The Failure of Nerve” beskriver han for os, hvor vanskeligt det er med disse fremtidsprognoser. Clarke var samtidig en mand, der ikke stillede sit lys under en skæppe, og han kan, oplyser han os venligt i kapitlet, faktisk gøre det, som mange andre har fejlet i. Clarke kan nemlig, mener han selv, give nogle bud på en realistisk fremtid, fordi han modsat mange andre tør tænke vildt og kreativt uden at lade sig binde af politiske eller økonomiske teorier. Han er udstyret med en særligt, modigt klarsyn, om man vil.

Det handler med andre ord om at kunne læse samtiden og se de brændpunkter for udvikling, hvor mennesket for alvor vil flytte sig. Og det kan Clarke altså, ikke mindst fordi han gennem sin fiktion har fået trænet sin kreativitet og skærpet blikket for de udfordringer, der nødvendigvis vil kræve løsninger på sigt.

Sir Arthur Charles Clarke (16. december 1917 – 19. marts 2008)

Som sagt er Clarke er ikke bange for at rose sig selv, og han kan da også igennem bogens 19 kapitler levere en række studier af centrale fænomener som rumfart, transport, madproduktion, tidsrejser og meget andet. Clarkes betragtninger, som eksempelvis når han giver sig i kast med en analyse af fremtidens vejnet og begrænsningerne ved nutidens forståelse af fart, er da også drevet af en stor kreativitet og passion. Idéerne kan man ikke tage fra ham, men man kan måske også spørge sig selv, om det ikke bliver en anelse for let. I sine perspektiver kommer Clarke nemlig ikke med forsøg på skildringer af processer, men udelukkende slutprodukter. Hvordan vi rent faktisk skal opnå de teknologiske tigerspring, han skriver om, overlader han til andre. Den slags arbejde er tydeligvis langt fra det åndens værksted, som Clarke sidder i. På den led ligner hans essay alligevel mere skønlitteratur end en egentlig debatbog. Eller en gratis omgang kan man sige.

Man kan dog ikke tage fra Clarke, at han frimodigt kaster sig ud i stærkt spekulative overvejelser. I kapitlet ”The Road to Lilliput” er han eksempelvis optaget af mikroskala og de muligheder, der ligger i at skrumpe ting. Her er han på flere måder helt på linje med Lindsay Gutteridge, der skrev sin pulp-trilogi om mikroagenten Matthew Dilke. Clarke tænker dermed sprælsk og udnytter helt bevidst troper udviklet i fællesskab med sine SF-kolleger, men han gør samtidig en dyd ud af at påpege, hvorfor mange andre enten er naive eller uambitiøse i deres forståelse af de specifikke fænomener og deres udfordringer.

Hardcover, Gollancz 1962. Bogens første udgave

Med det sagt er det selvfølgelig interessant at se, hvordan Clarke rent faktisk lykkedes med sit projekt. Til det må man svare: Ikke ret godt. Han forudså eksempelvis koloniserede planeter i år 2000, foruden en lang række andre ganske optimistiske forudsigelser, der alt sammen er projiceringer af en rumudforskning, der ikke har udfoldet sig som ventet. Hele IT-revolutionen er naturligvis eller ikke spået, hvilket alt sammen får Clarkes fremtid til at virke ganske bedaget. At han rammer rigtigt i forhold til andre ting, skyldes nok først og fremmest, at han skriver så vagt, at man hurtigt kan forme hans tekst i den retning, det nu passer bedst. Trods de selvhøjtidelige ord er resultatet ikke voldsomt imponerende.

Grundlæggende må man da også sige, at Clarkes største problem er, at hans optimistiske fremtidsprognoser udelukkende baserer sig på betragtninger baseret på teknologiske udviklinger. Han har ikke den menneskelige side med i sit billede af udviklingen. Clarke har dermed været totalt tonedøv over for den såkaldte counter-culture, og denne strømnings antiautoritære søgen mod økologi, teknologisk tilbageholdenhed samt ikke mindst spørgsmål om ligestilling, køn, åndelighed og så fremdeles.

Hardcover, The Scientific Book Club 1962

Clarkes rationelle verdensbillede greb ikke de længsler og behov, som mange unge følte, da han skrev bogen, og det var vel at mærke disse unge, der kom til at præge den fremtid, han skrev om. Clarke var på den led allerede bag om dansen, da han med sit snusfornuftige ingeniørsindelag skrev SF-drømme om en bedre verden.

Mens Clarke var optaget af at uddele verbale øretæver til kolleger, der bliver beskyldt for at være uambitiøse eller at tænke småt, kunne samfundet omkring ham passende synge med på Dylans linjer ”Because something is happening here but you don’t know what it is – Do you, Mr. Clarke?” Teknologi former mennesker, jovist, men mennesker former også teknologi, og jeg vil bestemt mene, at det er sidstnævnte forhold, der er det vigtigste.

Paperback, Bantam Books 1964

Clarke bliver på den led hurtigt et let offer for sin egen arrogance, hvilket kan synes velfortjent. Men med det sagt, vil jeg også sige, at Profiles of the Future er ganske underholdende læsning. Bogen solgte godt, og den har uden tvivl talt til et særligt publikum af læsere, der har følt sig hjemme i denne stemning af ”far ved bedst”. Bogens underholdningsværdi ligger da også i høj grad i Clarkes forfatterstemme. Han er fræk og kritiserer andre åbent. Han kommer også med udfald, som når han udpeger H.P. Lovecrafts fiktion som pjat, eller når han roser sig selv som en anden hr. Tudse.

Jeg vil da også sige, at det kræver mod at udgive en bog som Profiles of the Future, fordi den vel nærmest var dømt til at fejle. Det kræver også et stort ego, og Arthur C. Clarke havde uden tvivl begge dele. I medierne blev han sammen med Ray Bradbury SF-litteraturens repræsentanter, på samme måde som Stephen King har været skrækfiktionens ansigt i pressen. Den form for opmærksomhed forpligter. King skrev Danse Macabre (1981), og Clarke gav os et SF-essay – et portræt af fremtidens muligheder, som den burde tage sig ud i en rationel verden. Men, som Tocotronic synger smukt: ”Pure Vernunft darf niemals siegen”. Jeg tror, King slap en hel del heldigere fra sit essay-statement end Clarke, selvom Clarkes opgave naturligvis også er en hel del vanskeligere, men når det kommer til stykker er Profiles of the Future mindst lige så sjov læsning som Kings bog alligevel.

Paperback, Pan 1964

Paperback, Bantam Books 1967

Hardcover, Harper & Row 1973

Paperback, Popular Library 1977

Hardcover, Gollancz 1982

Paperback, Pan 1983

Hardcover, Gollancz 1999

Skriv en kommentar

Filed under Nonfiktion

A. Merritt, The Moon Pool (1919): Sær underjordisk uhygge og heltemod

Paperback, Avon 1978. Omslaget er skabt fantastisk af Rodney Matthews, som skabte alle omslagene til Avons genudgivelser af A. Merritts fiktion

Abraham Merritt udsendte i 1919 en sammenskrivning af to lange noveller, der var blevet bragt i All-Story Weekly i henholdsvis 1918 og ’19. Novellerne blev særdeles godt modtaget blandt magasinets læsere – selv den kritiske H.P. Lovecraft var begejstret, og netop Lovecrafts begejstring for historierne har formentlig også bevirket, at Merritt stadig i dag har en relativt prominent plads blandt forfatterne fra pulpens guldalder.

Novellerne, ”The Moon Pool” og ”Conquest of the Moon Pool”, blev i romanform samlet under navnet The Moon Pool og resultatet blev en hæsblæsende pulpfortælling i to dele, der sender en lille gruppe brave opdagelsesrejsende ned under jorden og ind i et voldsomt opgør mellem gode og onde kræfter.

Hardcover, G. P. Putnam’s Sons 1919. Romanens første udgave

Første del, hvilket så ofte er tilfældet i datidens pulplitteratur, er udformet som en mundtlig beretning, der er blevet nedfældet. I dette tilfælde er det botanikeren Walter Goodman, der ved et tilfælde møder den alsidige videnskabsmand David Throckmartin ombord på et stort linjeskib. Sammen oplever de et stærkt skræmmende, tilsyneladende overnaturligt lysfænomen, og snart viser det sig, at Throckmartin ved mere om dette end som så. Den hærgede forsker må da også krybe til korset, og han begynder at fortælle den historie, som Goodman nu har nedskrevet til os læsere. Edgar Rice Burroughs benyttede samme greb i At the Earth’s Core (1914), og det synes uomgængeligt, at Merritt har fundet en hel del inspiration her.

Ikke desto mindre har Merritt sin helt egen vej og tematik. Throckmartin kan således berette, hvordan han og hans kone samt en mindre ekspedition af andre deltagere var vidner til, hvordan de nat efter nat blev angrebet af mystiske lysvæsner på stillehavsøen Nan-Matal. Til sidst, da Throckmartin var den eneste tilbage, besluttede han, med stærkt svækkede nerver, at søge bort fra øen for at søge hjælp til at redde hans kone og de andre.

Der slutter første del, og første novelle. Anden del handler om Walter Goodman, der i selskab med en gæv, irsk pilot og en norsk sømand rejser til Nan-Matal for at opklare øens mysterie. Det kommer de også til, men først må de ned i en underverden befolket af ukendte menneskeracer, mystiske troldelignende dværgvæsner, frømænd og alt muligt andet godt. Det viser sig tilmed, at de ikke er de første rejsende, der går på opdagelse i denne hemmelighedsfulde verden. En fremmed videnskabsmand er kommet først, og han har tænkt sig at snuppe denne underverdens fremmedartede teknologi og udnytte den militært.

Abraham Grace Merritt (20. januar 1884 – 21. august 1943) fotograferet i 1909

Her kan det indskydes, at videnskabsmanden i den oprindelige novelle fra 1919 samt i bogens første udgave fra samme år bar navnet von Hertzdorf og var tysker. Det har naturligvis haft en særlig klang, da novellen udkom i halen på Første Verdenskrig. I senere udgaver af romanen følte Merritt åbenbart, at en tysk videnskabsmand som fjende havde mistet sit ildevarslende skær. Derfor blev han pludselig til en russer ved navn Marakinoff og dermed en repræsentant for sovjetiske kræfter. Derved fik Merritt naturligvis givet de senere udgaver af romanen et skær af relevans, men måske endnu vigtigere, signalerer han til os, hvor vigtigt det var for ham, at den trussel, som videnskabsmanden repræsenterer i historien, skulle være så ildevarslende og klar, at alle læsere forstod den gruopvækkende konsekvens af skurkens planer. Idéen er givetvis, at dette både skal skærpe forståelsen af det akutte i heltenes kamp imod ham og samtidig tjene til at gøre skurkens onde ambitioner til noget konkret; noget læseren kan relatere til i en fortælling, som ellers må siges at skildre ting, der ligger ganske langt fra vores erfaringsverden.

Hardcover, Horace Liveright 1929

En af de ting, som gør The Moon Pool til fascinerende læsning, er den fremmedartede stemning, som Merritt formår at få skrevet frem. De underjordiske racer og deres gudelignende herskere, den mærkværdige arkitektur og stemning af trykkende mørke bliver ganske håndgribelig. Det samme gør sig gældende i første del, hvor vi hører Throckmartins fortælling om hans ulykkelige ekspedition i ruinerne på Nan-Matal. Her rammer Merritt en form for Blackwoodsk uhygge, som formår at skildre den samme form for gru, som jeg også berørte i forbindelse med min omtale af The Beetle (1897) i sidste uge.

De mærkværdige ruiner, som ekspeditionen undersøger, og de eller det energivæsen, der kommer op ad jorden og kidnapper ekspeditionens deltagere én for én, er et godt eksempel på den måde gotikkens tematik om fortidens spøgelser, der hjemsøger nutiden, blev transformeret ind i det, vi opfatter som den moderne skrækfiktion. I stedet for den hjemlige fortids mystik og uhygge, som åbenbart ikke for alvor kunne bruges som udgangspunkt for rædsel længere, blev fortiden henlagt til det fremmede, det ukendte land; fjerne øer og kontinenter. Den bevægelse er Merritt absolut en del af, og hans The Moon Pool rammer plet. Det er ikke så sært, at Lovecraft var begejstret for historien, for man kan sige, at den kom til at udstikke en væsentlig kurs for ham, som han mere eller mindre skulle følge op igennem anden halvdel af sit forfatterskab.

Paperback, Avon Book 1944

Når The Moon Pool ikke er blevet den store klassiker, som man måske kunne tro, ud fra hvad jeg skriver her, skyldes det i sidste ende, at den dels er præget af tidens tonstunge klichéer. Det er heroisk fiktion med slagkraftige helte, onde skurke, en kvinde, der skal reddes og så fremdeles. Historien fremstår derfor ikke videre inspireret. Den ligner alt andet fra denne periode og er ældet med lige så lidt ynde, som hovedparten af alt anden pulplitteratur. Samtidig må man sige, at Merritts sprog ikke var helt så energisk som eksempelvis hans forbillede Edgar Rice Burroughs. Der er noget gumpetungt over Merritts docerende stil, som gør sig dårligt i spændingsfyldt fiktion som dette.

Det er dermed også klart, at romanen lever i sin ramme. Det er i miljøskildringerne og de større, bagvedliggende koncepter, at Merritt excellerede. Her fangede han afgjort en særlig form for mytisk, der gør, at hans underjordiske civilisationer fremstår oprigtigt fremmedartede for ikke at sige uforståelige. Den oplevelse er sjælden, men Merritt mestrede det. Derfor er romanen også fortsat værd at læse, til trods for dens skavanker. Merritt forsøgte senere at indfange magien igen med andre fortællinger, men det lykkedes ikke for ham. Han gentog sig selv i udvandede versioner, og The Moon Pool står derfor med fuld ret som højdepunktet i forfatterskabet.

Paperbaack, Avon 1951

Paperback, Avon 1956

Paperback, Collier Books 1962

Paperback, Collier Books 1968

Paperback, Carroll & Graf 1993

Hardcover, The Easton Press 1994

Paperback, University of Nebraska Press 2001

Paperback, Wesleyan University Press 2004

Paperback, The Overlook Press 2008

Paperback, Dodo Press 2008

Paperback, Dorchester Publishing 2009

Paperback, Phoenix Pick 2010

Paperback, Moran Press 2013

Paperback, Martino Fine Books 2014

Paperback, Armchair Fiction 2014

2 kommentarer

Filed under Roman

Rama Rama Europa kan købes nu… fedt, ikke?

Her, midt i Corona-krisen, er det nu muligt at bestille min roman Rama Rama Europa – og endda med rabat! Den skulle egentlig være blevet lanceret til Krimimessen i Horsens, men messen blev, som bekendt, aflyst. Den messerabat, der normalt ville være, er derfor blevet overført til forlagets  webshop. Så det er bare med at slå til nu…

Jeg har glædet mig utrolig meget til bogen kunne komme ud i verden. Det er en skæv rejsefortælling, der udspiller sig i en blanding af fortid, nutid og fremtid. Under arbejdet med bogen var jeg optaget af en tanke om u-realisme, hvilket kan mærkes på fortællingens ofte absurde og voldsomme optrin. Det betyder blandt andet, at den udfordrer en hel del genreklichéer, hvilket sikkert vil få nogle op i det røde felt, mens andre vil være helt med på legen.

Hvis du overvejer at give Rama en chance, hvilket jeg da synes du skal, så smut forbi forlaget. Jeg håber, at du vil synes om den; jeg er i hvert fald rigtig stolt af den bog, der absolut har været en væsentlig udvikling af mig som forfatter.

Du kan købe Rama Rama Europa her.

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Roman

Richard Marsh, The Beetle. A Mystery (1897): Orientalismens spøgelse slår til igen

Paperback, Wordsworth Editions 2007

Litteraturhistorien er fyldt med glemte skrækromaner. En af dem, der mere eller mindre fra udgivelsestidspunktet i 1897 har kæmpet imod glemslens tåger, er Richard Marshs The Beetle, der allerede fra begyndelsen var udfordret ved at blive udgivet samme år som Stokers Dracula. Selv metropolen London var ikke stor nok til at kunne rumme to gotiske bestsellere på samme tid, og taberen blev i den sammenhæng The Beetle, der da også må siges at være Stokers værk underlegen på snart sagt alle punkter. Dermed ikke sagt, at Marshs roman er ringe, for det er den langt fra. Tidstypisk og gumpetung, men absolut et underholdende bekendtskab, der rummer den samme form for dystert pikanteri, som vi eksempelvis også finder i Dracula.

I romanen møder vi et firkløver af karakterer, der hver især står for at fortælle en del af handlingen, og dermed stykker de fire stemmer det mysterium sammen, der udgør bogen. Fordi vi har flere fortællere, som hver især kun kender en bid af historien, får vi aldrig fuldstændig afdækket, hvad der rent faktisk udspiller sig, og The Beetle efterlader derved sin læser med en snigende form usikkerhed, som navnlig på udgivelsestidspunktet må være blevet oplevet som ganske ubehagelig. En stor del af romanens momentum opstår da også igennem skiftet mellem de fire fortællere, der ved hver især kaster nyt lys over centrale aspekter af historien.

Richard Marsh alias Richard Bernard Heldmann (12. oktober 1857 – 9. august 1915). Marsh var i øvrigt bedstefar til selveste Robert Aickman

Det hele begynder, da en ung, arbejdsløs og nu hjemløs kontorassistent traver omkring i London for at finde et sted at overnatte. Han kommer forbi et hus, der ser ubeboet ud, og han beslutter sig for at søge ly for natten derinde. Det skulle han aldrig have gjort, for i det tomme hus oplever han noget skrækindjagende. En gigantisk bille kommer til syne foran ham og overtager hans sind med en form for hypnose.

Robert Holt, som kontorassistenten hedder, bliver derefter værktøj i et nedrigt komplot imod politikeren Paul Lessingham, der på en eller anden måde har noget at gøre med denne mystiske bille. Men hvad? Det får vi gradvist, men kun delvist, opklaret i løbet af romanen, som ikke alene byder på den allerede omtalte mystiske, kæmpeskarabæ, den byder også på en truende orientalsk mand af sært kønsløs fremtoning og en dunkel kvinde, ligeledes af orientalsk afstamning. Det hele peger mod Kairo som stedet, hvor den dunkle affære tog sin begyndelse i en fjern fortid, og dermed også tilbage mod oldtidens Egypten.

Hardcover, Skeffington & Son 1897. Romanens første udgave

Den velbevandrede, moderne læser aflurer naturligvis hurtigt, at alle disse fjender sandsynligvis er sider af samme skabning, men i sidste ende får vi aldrig entydigt forklaret, hvad denne skabning egentlig er. Mere væsentligt er det da også, hvordan politikeren Lessingham kan undgå at blive dræbt, for det er tydeligt, at denne okkulte ondskab fra Kairo er kommer til London for at gøre det af med ham.

Historien har rod i Lessinghams fortid, og var det ikke for hans rival Sydney Atherton, ville det se sort ud. Athortons videnskabelige sindelag og analytiske hjerne er imidlertid det perfekte våben mod de ældgamle skygger, der truer Lessingham. De to rivaler gør derfor, som ægte gentlemen, fælles front mod den større trussel, der til sidst kan blive konfronteret efter en hæsblæsende jagt tværs gennem landet i drosche og med tog.

Paperback, World Distributors 1959

The Beetle er et tidstypisk bud på en eventyrfortælling, der krydser flere genrer. Handlingen svinger mellem dybe, sentimentale samtaler om store følelser, og ligeledes stort drama i form af kamp, magi og gru. Har man læst Rider Haggard, vil man straks føle sig hjemme hos Marsh, hvis mystiske bille kunne være en ny inkarnation af ”Hun”. Det er i hvert fald i samme univers, vi bevæger os. Et univers, hvor civilisationens bolværk, indfanget metaforisk gennem Londons gasoplyste gader, konstant trues udefra af destruktive kræfter, der lurer i mørket og nu melder sig fra historiens dybder.

Det glemte vender tilbage og hjemsøger nutiden. Det motiv var omdrejningspunktet i den gotiske litteratur, men forfattere i det senere 1800-tal omdannede temaet og forflyttet til det glemte kulturer i fremmede kontinenters afkroge. Perspektivet blev globalt, præcis som det britiske imperium, således at glemte civilisationer i Afrika og andre vildsomme landmasser langt fra London kunne blive det sted, hvorfra fortiden igen meldte sig ildevarslende og beviste, at der er mere mellem himmel og jord end den rationalistiske industris tidsalder anerkendte.

Paperback, Consul Books 1965

H.P. Lovecraft trak senere ganske åbenlyst på dette som en tematisk arv, lånt fra de spændingsfortællinger, han havde læst som barn. Men den voksne Lovecraft greb især det uforståelige og mystiske i disse kulturmøder med det glemte fra fortiden. Derved adskilte han sig fundamentalt fra forgængere som Marsh, Rider Haggard og Stoker, som alle var romantiske forfattere, der var betaget af dualiteten i det eksotiske. De så det mørke som lige dele indbydende og ødelæggende. Den dæmoniske bille, den forføreriske manipulator Hun eller voldtægtsforbryderen Dracula er dermed tre sider af samme sag.

En videre fællesnævner for disse store antagonister er, at de alle er drevet af eros. Erotikken spiller en vigtig rolle i alle tre forfatterskaber, og med eros kommer døden selvfølgelig også ind i billedet. Tankevækkende i den sammenhæng er det, at Stokers Dracula rummede tydelige homo-erotiske elementer, og det samme gør sig gældende for den ambivalente bille hos Marsh, med dens både mandlige og kvindelige aspekt. Som en tvetydig størrelse af ubestemt køn er Billen således en stærk, moderne figur, som taler direkte ind i vores nuværende samtaler om køn og kønsidentifikation. Alene af den grund er The Beetle en roman, som man burde få trukket frem igen.

Paperback, Broadview Press 2004

Nogen genopdaget bestseller bliver den dog næppe, selvom den er relevant i dag, for det kræver en smag for victoriansk litteratur, hvis man vil gnave sig gennem romanen. Der er meget snak og mange svinkeærinder i teksten, som kan føles dybt irrelevante med moderne øjne. Læst ud fra sit udgangspunkt er det klart, at disse samtaler etablerer det moralske univers, hvorigennem truslen fra Billen skal vurderes, men det greb fremstår nu forældet og dogmatisk.

Ikke desto mindre er The Beetle en fascinerende bog at kaste sig ud i, ikke mindst fordi den kaster mere lys over spændingsromanen i 1800-tallets slutning og binder flere tekster sammen, som jeg også har gjort det her. At den så også stedvist er ufrivilligt komisk, er så en anden snak. Den store videnskabsmand Sydney Atherton arbejder på at udvikle kemiske våben, hvilket præsenteres som en opgave af en hvis national betydning. Det er ikke ligefrem en beskæftigelse, man ville give en helt i dag, men sådan skifter tiderne jo.

Paperback, Valancourt Books 2008

 

Paperback, Penguin Books 2008

Paperback, BBBZ Books 2010

Paperback, Bibliolis Classics 2010

Paperback, British Library, Historical Print Editions 2011

Paperback, CreateSpace 2011

Paperback, CreateSpace 2012

Paperback, The Echo Library 2012

Paperback, CreateSpace 2013

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Charlie Don’t Surf

Her kommer en lille sang, der måske kan muntre lidt op i en virusramt hverdag. Her i Fra Sortsand-bunkeren har vi i hvert fald nu indstillet os på nogle laaange uger, mens vi venter på at få hverdagen tilbage. I den forbindelse kan det være godt med lidt festlig musik. Det kommer her i form af den syrede duo The Sunflowers fra Portugal.

De leverer ret cool psych-rock med flere nik til The Cramps, så kan man andet end at elske dem? Det tror jeg ikke! Giv dem et lyt; her er nummeret ”Charley Don’t Surf” fra albummet The Intergalactic Guide To Find The Red Cowboy, udsendt i 2016.

God weekend (og lad nu være med at hamstre).

Vi ses på søndag, hvor det bliver slemt gotisk.

Skriv en kommentar

Filed under Video

Doomsday Warrior på trapperne

Her kommer kun et ganske kort indlæg i dag. Nogle gange går man i gang med tåbelige læseprojekter. Blade-serien er for mit vedkommende et godt eksempel på dette. Serien er uendeligt lang og komplet smagløs. Sidstnævnte er selvfølgelig også, hvad der gør den sjov, men der må alligevel være en grænse for, hvad man bruger (spilder) sin tid på. Eller er der?

Jeg faldt for nogen tid siden over første bind i den berømte og berygtede Doomsday Warrior-serie, der udkom på forlaget Zebra mellem 1984 og ’91. Serien er en omgang ublu vold og ramasjang, der udspiller sig i askehoben efter atomkrigen mellem Rusland og USA. 19 bind blev det til og serien var enormt populær i slutningen af 80’erne. Tiderne ændrede sig imidlertid og denne type macho-fortælling mistede læsernes interesse. 19 bind burde også være mere end rigeligt til at skildre, hvordan Ted Rocksen, kendt som ”The Rock”, med sin bande af ”Freefigters” uddeler slag og kugler til kommunister og andre skurkagtige typer.

Det kommer I helt sikkert til at høre mere om i et senere indlæg. Her kan I glæde jer over den absurde ikonografi og seriens utrolige titler, der naturligvis er skrevet med en smule glimt i øjet, men så heller ikke mere end det. For der stikker også en alvor bag bøgerne, som giver det hele et skær af noget politisk meget ubehageligt. Så glæd jer til det bekendtskab, men først er der andre ting, som skal turneres på bloggen.

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Roman

Robert R. McCammon, Swan Song (1987): Milleniaristiske sværmerier

Paperback, Pocket Books 1987. Forsiden er malet af den aldeles glimrende Rowena Morrill

Swan Song fra ´87 er uden tvivl Robert R. McCammons bedst kendte værk. Den blev et hit, da den udkom og sikrede ham en plads blandt skrækfiktionens velkendte navne – i hvert fald for en stund, før han som så mange andre i løbet af 90’ernes første halvdel sadlede om og vendte sig mod krimigenren.

Med Swan Song udsendte McCammon sin mest ambitiøse roman, og man kan vel med god ret hævde, at han aldrig efterfølgende har skrevet et tilsvarende magnum opus. Det kan der være gode grunde til, for resultatet står uvægerligt i skyggen af Stephen King. Men først et kig på handlingen, der tager os gennem apokalypsen og ud på den anden side igen, hvor livet viser sig slet ikke at være så værst endda.

Paperback, Pocket Books 1987

I en ganske nær fremtid bryder forholdet mellem koldkrigsmagterne sammen. Krigen bliver hed, alt for hed, og atomkrigen begynder. Bomberne falder og verden, som vi kender den, ophører med at eksistere. Midt i denne ødelæggelse introduceres vi til en vifte karakterer, der befinder sig rundt omkring i USA. De oplever hver især katastrofen på forskellig vis, og da de første støvskyer har lagt sig, er det som om, at fronter har tegnet sig mellem de overlevende. På den én side har vi de arbejdsomme, der drømmer om at genskabe samfundet eller måske endda bygge et nyt og bedre. På den anden side har vi ødelæggerne, der synes at svælge sig i destruktionen og det nedfaldshelvede, som landskabet er blevet omdannet til.

De centrale figurer er her Colonel Macklin, der bliver anføreren for en dystopisk hær af mordere, voldtægtsmænd og banditter, som kæmper for at underlægge sig den nye verden. På den anden side har vi en lettere sindsforvirret posedame fra New York, der går under navnet Sister Creep. Creep har også en mission, men den handler om genforening, genrejsning og genkomst.

Robert Rick McCammon (født 17. juli 1952) fotograferet i 2002

Ideologisk repræsenterer de to figurer hinandens modsætninger, og dikotomien gennemsyrer hele bogen, der klart fordeler sit persongalleri mellem gode og onde. Dette sættes yderligere på spidsen gennem to bipersoner. På den ene side den uskyldige og blinde pige Sue, som har evnen til at genoplive eller vække planter fra deres hi. Hun bærer dermed både symbolsk og konkret fremtiden i sig, og det er omkring Sue, at de lyse kræfter samler sig. Omvendt har vi manden med de mange navne – den omrejsende djævel, der ansporer ødelæggelsen for ødelæggelsens skyld. Som handlingen skrider frem, er det klart, at en ny konfrontation skal udspille sig. Denne gang ikke mellem øst- og vestmagter, men mellem godt og ondt, mellem liv og død, mellem Guds eller Moder Jords udvalgte og Satan tropper.

Hvis alt dette lyder bekendt, er det ikke så mærkeligt, for Swan Song læner sig, som nævnt, ganske kraftigt op ad Stephen Kings The Stand (1978). Forbløffende tydeligt, må man sige, og selvom der ikke er tale em et decideret plagiat, er det vanskeligt klart at sige, hvad McCammon egentlig føjer til fortællingen, som King ikke allerede havde skrevet. Både The Stand og Swan Song er således kæmpemæssige kollektivromaner, der beskriver to folkefærds vandring og endelige sammenstød. I begge romaner er det metafysiske kræfter, der styrer handlingen i fortællingens baggrund, og i begge fortællinger er det en tydelig kristen tænkning, der danner udgangspunktet for konflikten.

Paperback, Pocket Books 1987. Romanens første udgave

Det er derfor også en smule forbløffende, at McCammon rent faktisk skrev og udgav sit post-apokalyptiske epos, for ingen er et sekund i tvivl om, hvorfra han henter hovedparten af sin inspiration. Sagen er dog nok den, at McCammon slet ikke prøvede at nytænke. I stedet er bogen en form for genfortælling af Kings værk, blot udført i en væsentligt mere løssluppen facon. Hvor The Stand er ubehagelig og grum, foruden at være hjertevarm og sentimental, føjer Swan Song deciderede elementer af pulp og fantasy til udtrykket, hvilket trods alt gør, at det ikke føles identisk med Kings værk. Vores hovedpersoner kæmper eksempelvis flere gange mod muterede dræberdyr a la Hiero’s Journey (1973), og oplever også andre ting, som klart hører hjemme i en mere frimodig litteratur end den alvor, som præger The Stand.

Robert McCammon ville dermed afgjort underholde sin læser, men samtidig er det klart, at han havde noget på hjertet og brugte romanen og skabelonen lånt fra King, til at opdatere historien. Således iscenesætter den tidens frygt for krig og atomvåben. Budskabet er det samme som hos King, nemlig at mennesker drevet af det nedrige, det onde og formørkede altid arbejder på at nedbryde verden. Dermed gør de helt bogstaveligt Djævlens gerning – om det er arbejdet på atomvåben eller en virus som Captain Trips spiller ingen rolle – begge dele er menneskeskabt og skabt af de samme forblændede personer. Men uanset hvor omfattende ødelæggelserne bliver, så vil de retskafne mennesker bestå, så længe de ikke mister håbet. Og skulle de miste håbet, kan de være sikre på, at det vil komme tilbage til dem – hos McCammon i form af en lille pige, der kan få æbletræer med fuldmodne frugter til at skyde op fra den forgiftede jord på en nat.

Paperback, Sphere 1988

Der ligger med andre ord klare messianske forestillinger bag Swan Song, som siger, at de udvalgte vil kunne se et nyt liv i møde, når deres prøvelser er overstået. Den tanke er måske en af den apokalyptiske litteraturs største klichéer, men samtidig formentlig også selve genrens raison d’être, fordi drømmen om udrensningen og den friske start synes at blive selve drivkraften bag den form for fortælling. Sådan er det hos King, og Justin Cronin gentager stort set det samme i sin The Passage fra 2010.

Hvor tragisk og gruopvækkende verdens ødelæggelser end måtte være, bliver den både i Swan Song og genren som sådan til en fortælling om håb og et løfte om bedre tider efter prøvelserne. Apokalypsens huskekage er Guds opdragende hånd, der giver verden en lussing, men så lader menneskene finde sig til rette igen. Nu blot som bedre og stærkere individer, der forstår at værdsætte kloden, livet og åndeligheden. Det tankegods man finder formuleret hos Paulus i første Korintherbrev, hvor man netop hører om Gud, der prøver verden med en rensende ild, som lader de gudløse brænde og de udvalgte blive stærkere.

Hardcover, Dark Harvest 1989

Alt dette er i sidste ende en frygtelig, sødladen klangbund, som gør den såkaldt post-apokalyptiske genre til en suspekt størrelse, som kun sjældent transcenderer sine milleniaristiske ansatser. Men når det er sagt, har en roman som Swan Song en klar underholdningsværdi, fordi den er fyldt med vanvittige optrin og skrevet med en løssluppenhed, som gør den væsentligt mere humørfyldt end den kvælende The Stand. McCammon er ingen god forfatter, hans psykologiske forståelse er næsten fornærmende banal, men desuagtet rammer han en pulpet tone, som punkterer de selvhøjtidelige takter i fortællingen og gør den til letbenet ramasjang. Letbenet ramasjang ville McCammon næppe selv kalde den, men ser man den i det lys, er Swan Song en stedvist fornøjeligt, omend ganske omstændeligt bekendtskab.

Paperback, Pocket Books 1996

Paperback, Pocket Books 2009

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman