Darrell Schweitzer, Pathways to Elfland: The Writings of Lord Dunsany (1989): En mavesur fan?

Hardcover, Owlswick Press 1989. Forsiden er malet af Tim Kirk

Efter Mark Amory udsendte den til dato eneste egentlige Lord Dunsany-biografi i 1972, var der stilhed på feltet i en årrække. Interessen for Dunsany levede naturligvis, navnlig blandt Lovecraft-interesserede læsere, men han trak også interesserede læsere til i egen kraft. Ikke mindst takket være det promoveringsarbejde for Dunsany, som L. Sprague de Camp og Lin Carter begyndte at gøre i slutningen af 60’erne.

En af de andre entusiastiske kritikere indenfor fantasy-feltet var Darrell Schweitzer, der fra slutningen af 70’erne gjorde sig bemærket som fremtrædende redaktør og anmelder af gys og fantasy. Faktisk er det ganske imponerende, hvor meget faglitteratur Schweitzer fik udgivet på kort tid, og til det kan man så også lægge hans egen skønlitterære produktion, som heller ikke ligefrem er lille.

Hardcover, Owlswick Press 1989. Bagsidens billede er også tegnet af Tim Kirk

Schweitzer havde skrevet om både Lovecraft og Robert E. Howard, da han kastede sig over Dunsany, der så at sige lå i forlængelse af de to førnævnte herrer. Bogen, han skrev om Dunsany, der fik den fine titel Pathways to Elfland, var længe ventet, fordi der stadig var skrevet utrolig lidt om manden – i hvert fald i form af monografier. Desværre blev Schweitzers værk ikke mødt med udelt begejstring, da det endelig så dagens lys.

Bogen er relativt kort og gennemgår hele Dunsanys omfattende forfatterskab, hvilket naturligvis præger diskussionerne, der som oftest er overstået i en enkelt passage eller to. TilSchweitzers forsvar kan man sige, at der altid skal prioriteres, navnlig når man sætter sig for at dække et stort og forskelligartet stof. Der er milevidt fra den tidlige Dunsany til den sene, og hvis man vil have det hele med, må der træffes benhårde valg. Desværre virker det ikke helt som om, at Schweitzer har truffet egentlige valg i bogen. I stedet får man den fornemmelse, at vi som læsere kigger ham over skulderen, mens han hastigt bladrer sig frem gennem Dunsanys værker og tilfældigt her og der udpeger en passage for os.

Darrell Charles Schweitzer (født 27. august 27 1952)

Fordelen ved den tilgang er, at man faktisk får et indtryk af Dunsanys samlede værk. Som introduktion er det ikke dumt, navnlig når man tænker bogen ind i en tid før Wikipedia, hvor man ikke umiddelbart havde nogen let adgang til den slags oplysninger. Voldsomt spændende læsning er det imidlertid heller ikke.

Det er derfor også mere interessant at se på, hvad Schweitzer rent faktisk mener om Dunsany og bruger ham til. Her kan det rent historiografisk være værd at bemærke, at Schweitzer i høj grad kan betragtes som en sen elev af L. Sprague de Camp. Det er ikke tilfældigt, at netop de Camp skrev forordet til bogen. At det også er et ganske spøjst, skolemesteragtigt forord er så en anden sag. Schweitzer er nærmest til eksamen hos sin lærer de Camp i det forord, og eleven klarer det flot – dog ikke til topkarakter, for de Camp har kritiske punkter, men præstationen vurderes alligevel god.

Edward John Moreton Drax Plunkett, 18. baron af Dunsany (24. juli 1878 – 25. oktober 1957)

Der kan da heller ikke være nogen tvivl om, at Schweitzer har taget meget med fra både de Camp og Lin Carter, når han skriver om Dunsany og fantasy generelt. Præcis som de Camp og Carter er Schweitzer optaget af Dunsanys ”worldbuilding”. Det er sammenhængskraften i den fiktive verden, der optager ham, og de mekanismer Dunsany bruger til at etablere sine fantastiske universer. Det er sådan set heller ikke uinteressante punkter, men det fokus gør også, at analyserne primært bliver hængende i teksternes overflade, fordi det handler mere om de faktuelle oplysninger om disse andre verdener, som Dunsany formidler til sin læser, end om hvad de betyder eller hvad Dunsany eventuelt måtte have på hjertet med sin fiktion.

Gennem Pathways to Elfland bliver man klogere på, hvad Dunsany har skrevet, men man kommer ikke stort nærmere, hvorfor han skrev det. Det er et problem, synes jeg, i hvert fald for mig for, fordi han dermed ikke kommer ind på ret meget af det, som, jeg personligt synes, er mere interessant end worldbuilding. Når det kommer til analytiske indsigter, er Schweitzers bog dermed næsten lige så tom som Amorys biografi.  

Tim Kirk har en række illustrationer i bogen, som er meget charmerende, men som alligevel er fuldstændig forfejlede. De fanger i hvert fald slet ikke den grundstemning, so jeg forbinder med Dunsanys tekster

Selve Schweitzers stil er også interessant at bide mærke i, fordi han her igen viser sig som tydelig elev af de Camp. Schweitzer selv fylder meget i teksten, og han kommenterer løbende på, hvad han kan lide og hvad han ikke bryder sig om. Dunsany bliver bedømt hos Schweitzer. Den tilgang kan jeg personlig godt lide, fordi jeg mener, at en aktiv stillingtagen til de æstetiske og indholdsmæssige elementer ud over selve det, der kommunikeres med teksten, faktisk styrker forståelsen af et værk og den præmis, værket analyseres ud fra. Dette er dog ikke en tilgang, alle bryder sig om. Faktisk langt fra.

Schweitzer fik for første gang for alvor ørerne i maskinen, da han skrev sin bog om Robert E. Howard og her formastede sig til at kritisere flere af Howards hovedværker. Nu ved alle, der interesserer sig bare en lille smule for forskningen omkring Howard, at der findes en stålsat brigade af fantropper, der forsvarer ham til sidste bloddråbe. Dem lægger man sig ikke ustraffet ud med.

Dunsany har ikke den samme aggressive fanskare, men de var bestemt åbenmundede i deres kritik. Det er da også interessant at overveje, hvor kritisk man kan være i forhold til sit emne, når man skriver en bog om eksempelvis Dunsany? Hvor stor skal forfatterens sympati være for de tekster, der behandles? I hvor høj grad skal man lufte sin misfornøjelse?

Endnu en illustration af Tim Kirk

Der findes selvfølgelig ikke noget klart svar, men jeg synes, det er sjovt at tænke på. Især fordi det også siger noget om de læsere, man henvender sig til. Hvad forventer de af en bog om eksempel Dunsany? Har fans lyst til at læse kritik af noget, de elsker? Hvorfor læser man i det hele taget den slags bøger?

Jeg synes også, det er bemærkelsesværdigt, at der skulle gå små 30 år før, der kom en ny monografi om Dunsany. Det fortæller måske noget om hans status som forfatter, der bestemt ikke er, hvad den var engang. Det er i hvert fald ikke, fordi Schweitzers værk har stået som dækkende og uomgængeligt standardværk i alle disse år, dertil er det alt for spinkelt og idiosynkratisk.

Skriv en kommentar

Filed under Nonfiktion

M.P. Shiel, The Purple Cloud (1901): “Excuse me while I kiss the sky…”

Paperback, Warner Paperback Library 1973. Den fine forside er skabt af Chuck Sovek

M.P. Shiels The Purple Cloud fra 1901 hører til blandt de absolut bedste og mest formative stykker apokalyptisk skønlitteratur. Genren, hvis man kan kalde den det, ville ikke være det samme uden Shiels værk, og man kan hurtigt konstatere, at der ikke er kommet meget nyt til udtrykket, siden Shiels roman udkom. Han sagde det hele! og sagde det på sæt og vis bedre, end langt de fleste har gjort det efterfølgende.

Som David Lindsays A Voyage to Arcturus (1920) begynder Shiels fortælling samme overraskende sted, nemlig med en spiritistisk seance. Det fortæller os en hel del om tilblivelsestidspunktet for teksten, men de to forfattere bruger det ikke til det samme. Hos Shiel bliver seancen nemlig et metagreb, hvor åndemediet i sin trance læser et manuskript langt ude i fremtiden, og det er dette manuskript, mediet læser, som vi nu får genfortalt i romanen. Det er en kluntet konstruktion, men den har sin pointe, hvilket jeg skal vende tilbage til.

Paperback, Warner Paperback Library 1973

I grove træk skildrer The Purple Cloud menneskehedens sidste dage på Jorden, fortalt gennem den næsten eneste overlevende; en brite ved navn Adam Jeffson. Optakten til dette er som følger. I en ikke alt for fjern fremtid bliver der udlovet en dusør til den, der først kan nå Nordpolens centrum. Den opgave udløser en række videnskabelige ekspeditioner, og Jeffson er ombord på et af de skibe (Borealis), der sætter kursen mod nord. Jeffson er også del af en lille gruppe, der med hundeslæde begiver sig ud på isen for at komme frem til det afgørende punkt. Så langt når han også, men det nytter ham ikke meget. En dag antager himlen et lilla skær, og kort efter begynder dyrelivet at dø omkring ham. Jeffson er alene på isen på dette tidspunkt, og han indleder sin rejse tilbage mod ekspeditionens skib.

Noget er tydeligvis helt galt. Der ligger døde dyr over alt, og da han når Borealis, er alle ombord også døde her. Alt er dækket af et lag fint, lilla støv, og mysteriet bliver kun større, da det lykkes Jeffson at styre skibet hjemad på egen hånd. Dets nærmere han kommer beboede kyster, dets klare står det for han, at verden har været udsat for en katastrofe. Der driver skibe med døde besætninger rundt på havet, og da Jeffson for første gang går i land, et sted på den norske kyst, finder han kun døde overalt. Alt liv er ophørt – dyr som mennesker ligger rådnende der, hvor den lilla sky indhentede dem.

Matthew Phipps Shiell (21. juli 1865 – 17. februar 1947)

I løbet af romanen finder vi ud af, at der formentlig har været et vulkanudbrud et sted på Jordens sydlige halvkugle, der har slynget et giftstof ud i luften, som vinden har spredt til alle hjørner af verden. Alt er dermed blevet forgiftet og intet har overlevet. I hvert fald ikke ret meget.

Jeffson begynder en trøstesløs odysse gennem en ødelagt verden. Først går turen til England og London, hvor han genbesøger sit gamle hjem. Derfra rejser han videre for til sidst at slutte livet på en tropeø, hvor han kan afvente døden. Før han når dertil, har Jeffson skabt sig et museum af kunstskatte indsamlet fra denne mennesketomme verden, og omgivet af herlighederne vil han nu afvente, at han kan slutte sig til de døde. Så let går det dog ikke, for naturligvis dukker der en Eva op i Adam Jeffsons mausoleum af en tropeø, og dermed får vores hovedperson pludseligt helt nye tanker og udfordringer. Med ét er der måske en fremtid, men hvilken fremtid kan det egentlig blive og for hvem?

Hardcover, Chatto & Windus 1901. Romanens første udgave

The Purple Cloud er en fremragende roman. Dens første del er et stykke isnende skrækfiktion, der på grusomste vis udmaler de rædsler, som Jeffson bliver vidne til under sin rejse rundt i England, mens han stadig har håbet om at finde overlevende. Det psykologiske portræt, som Shiel skaber, er mesterligt, og han leger skånselsløst med Jeffsons konstante, men stadigt mindre, håb. Det er uhyggeligt, hjerteskærende og smukt, når vi med Jeffson vandrer gennem det ene morbide tableau efter det andet. Mest hjerteskærende er det uden tvivl, da Jeffson opsøger sin familie og finder dem døde, men der er mange andre optrin, der står decideret foruroligende. Han finder miner, hvor folk har søgt tilflugt, kun for at dø af sult i mørket. Der er også mange andre lignende situationer, hvor vi får beskrivelser af mennesker, der ligger fastfrosset i deres dødsøjeblik som bizarre hverdagsglimt fra en verden, der ikke længere findes.

Romanens første halvdel er et dødsstudium. Det er et billede på undergangens øjeblik og verden, som den tager sig ud, efter døden har passeret på hastig gennemfart. Der er ikke nogen tvivl om, at Poes sublime “The Masque of the Red Death” (1842) har dannet en væsentlig inspirationskilde for Shiel, der her lader sin lilla død angribe verden og præcis som Poe røde død, luller den alle bort som trolddomssøvnen i ”Tronerose”.

Hardcover, World Publishing Co. 1946

Anden halvdel, efter Jeffson beslutter sig for at skabe sit museum over menneskets kunstneriske bedrifter, har en ny tone. Det morbide går i baggrunden for en gylden, varm stemning af melankoli og afsked. Det er slutpunktet for alt liv, vi hører om. Matthæusevangeliets formuleringen om, at de første skal være de sidste, er her tydeligt udgangspunktet. Romanens Adam får således lov til at lukke og slukke for alt – sådan tror han i hvert fald selv.

De anfald af vemod, vrede og galskab, der rammer ham under arbejdet med museet, står stærkt og viser os Shiels forestilling om mennesket som socialt individ. Det er et imponerende psykologisk register, som Shiel præsenterer med sans for den frustration og skuffelse, Jeffson føler. Han er rasende over at have overlevet alene. Rasende over, ikke at have modet til selvmord og rasende over, at det i det hele taget kunne ske. Hvorfor, spørger han sig hele tiden, og svaret kan ikke gives. Der er ikke noget svar, det skete bare, fordi sådan er naturen. Den grusomme erkendelse knuser alle forestillinger om mening med livet og guddommelige indvirkning i verden. Det er et billede på mennesket som en skabning fuldstændig i verdens og naturkræfternes vold, til trods for vores forestillinger om kontrol ved hjælp af teknologi og intellekt.

Hardcover, Gollancz 1963

Jeffsons reaktioner er mange, og den første vrede sender ham på en årelang ødelæggelseskampagne, hvor han sprænger og brænder alle monumenter, han kan komme i nærheden af. Alt stort, alt ikonisk, skabt af mennesket ødelægger han. Han sætter hele byer i flammer og sletter menneskehedens spor. Men han kan alligevel ikke bære at ødelægge alt. Angsten for tomheden og den totale ensomhed bliver for stor, og han skaber sig derfor museet og nedfælder den beretning, som vi nu læser. Han skriver dermed til en fremtid, der måske vil komme, hvorfra ved han dog ikke.

Paperback, Paperback Library 1963

Nu kan jeg så vende tilbage til den kluntede konstruktion med det spiritistiske medie, der læser Jeffsons tekst i en trance. Det vigtige er her, at Shiel trækker en streg mellem os og Jeffson. Mediet kan med mystiske kræfter krydse barrieren ind i fremtiden, men det er klart, at vi (os læsere) er de dødsmærkede. Vi vil gå under, og det er kun tilfældigheder, der tillader os at få et indblik i den verden, der skal komme, når vi ikke længere er der. Denne nye verden, der tilhører Adam Jeffson, er noget andet og et sted, vi ikke hører hjemme. Det er ikke verdens undergang, Shiels beskriver, det er vores undergang; din og min død. Det er et barskt billede, der rammer i hjertekulen, når man først forstår sammenhængen.

De første skal være de sidste. Shiels skabte noget dybt fascinerende og vemodigt smukt med The Purple Cloud, og med sin vision sagde han også mere eller mindre alt, hvad der er et sige inden for denne tematik. Det begynder og slutter her. Storslået.

Paperback, Paperback Library 1966
Paaperback, Panther 1969
Hardcover, Gollancz 1978
Paperback, Allison & Busby 1978
Paperback, Bison Books 2000
Hardcover, Tartarus Press 2004
Paperback, CreateSpace 2012
Paperback, Penguin Books 2012

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Bjarne Reuter, Shamran (1985): Stadig flot og lettere uopfindsom

”For tusind år siden spillede Døden terning og tabte.”

Som jeg efterhånden har skrevet et par gange her på bloggen, så er jeg ret langt med efterfølgeren til Skrækvisioner i form af en oversigt over fantasylitteraturens udvikling fra 1800 til i dag. Det er en stor mundfuld, men mere om det en anden gang. Det projekt har også fået mig til at se lidt på noget af den danske fantasy, selvom det ikke kommer til at figurere i bogen.

Paperback, Gyldendal 1985. Bogens første udgave. Forsidens klassiske barbarkriger er skabt af Erik Hjorth Nielsen

Normalt skriver jeg jo ikke om børne- og ungdomslitteratur på bloggen, men det kan nu være lidt sjovt at gøre en gang imellem alligevel. I løbet af de fantasyglade 80’ere udkom der en del bøger herhjemme, hvoraf de fleste mere eller mindre er glemt i dag, men Bjarne Reuters Shamran er stadig tilgængelig og bliver formentlig også fortsat læst, om ikke andet fordi Reuter har en særlig plads i dansk litteratur.

Handlingen kender du jo sikkert, men jeg vil alligevel genfortælle den kort. Drengen Filip er syg, formentlig i den terminale fase. Hans forældre er voldsomt tyngede af sorgen, hvilket Filip fornemmer uden helt at kunne sætte ord på sin oplevelse af forældrenes følelser. Han fortæller dem heller ikke alt. Der er kommet et mystisk modermærke på hans hofte, som vokser og gradvist synes at antage form af en kat. Intuitivt holder Filip dette for sig selv, måske fordi han frygter, at det vil gøre forældrene endnu mere kede af det. Han fortæller heller ikke, at han på sit værelse har et billede af en bro, som strækker sig fra en kyst og ud i et tågeindhyllet hav. På denne bro opdager han, at der er tre skikkelser, og at disse skikkelser dag for dag kommer ham nærmere i møde.

Det hele er drømmende mystisk og kulminerer, da tre dværge (altså små mennesker, ikke Gimlis slægtninge) komme frem gennem billedet og henter ham. Filip skal med dem, og han når ikke meget mere end at snuppe sit sovedyr Dobbo og sige farvel til sine sovende forældre, før han er inde i billedet med de tre små mænd. Afskeden er hjerteskærende, fordi vi forstår, at det er drengens stille død i en sen nattetime, vi her er vidner til, og scenen hører til blandt bogens bedste momenter.

Bjarne Reuter (født 29. april 1950)

Dermed begynder en sær og forunderlig rejse for Filip, der opdager, at den verden, han er hentet ind i, er et koldt og brutalt sted, der regeres fra staden Tronn af en fyrste, som ikke benævnes andet end Ham. Vi forstår også, at ganske mange indbyggere i Tronn har fået berøvet en af deres sanser; de er mærket, som det hedder, og den kuede befolknings livskraft og frihedstrang er derved blevet stækket.

I krogene bliver der imidlertid hvisket om frelseren, der skal vende tilbage og rydde op i det hele. Shamran hedder den, der skal komme, og hans navn er forbudt at nævne, præcis som den onde fyrste forbliver navnløs. Nu kommer det næppe som nogen overraskelse, at Filip er netop denne Shamran, og resten af romanen skildrer Filips udvikling fra en lille, syg dreng til en stor, muskuløs kriger, bevæbnet med det mytiske våben Nouredins sværd, der skal bruges i kampen mod Ham.

Man skal ikke have læst ret meget fantasy for at konstatere, at plottet i Shamran omtrent er så generisk, som det kan blive. Ung mand modnes og skal konfrontere en mørk fyrste; det er mere eller mindre den faste køreplan i en stor del af 80’ernes fantasylitteratur. Hvor velkendt dette greb var for danske læsere i ’85, kan diskuteres, men der kan ikke være nogen tvivl om, at mange læsere dengang såvel som i dag vil blive forbløffet over Reuters meget tydelige inspiration hos Tolkien, mest åbenlyst i navngivningen. Vi har en skurk ved navn Smaugg og en dværg ved navn Doromir samt en anden, der hedder Pippin, og der er flere velkendte navne i bogen.

Mere overordnet gennemsyres romanen af den samme tanke om selvopofrelse, der også bærer Tolkiens Ring-værk. Lille Filip, der er dødsmærket, forstår således, da han kommer til den anden verden hinsides Tågebroen, at hans død ikke er forgæves. Filips død vil frigive de forkrøblede og lidende i denne verden, og da han finder fred i dette, er han i stand til at vokse ind i rollen som den messianske krigerfigur. Romanen handler om at finde modet til at se sit liv og sine udfordringer i øjnene, uanset hvor håbløst det måtte se ud.   

Paperback, Gyldendal 1997

Mellem Shamran og Ham skyder Reuter den mytologiske Vandringsmand ind, der er Døden personificeret. Vandringsmanden går egne veje og ser tingene i et større perspektiv end de dødelige, og læseren forstår, at Vandringsmanden er skæbnen, som på godt og ondt tildeler alle en rolle at spille. Hvor den personlige frihed befinder sig i dette, forklares ikke, og det er ikke klart, om Filip rent faktisk ville kunne fejle i sin opgave, som Vandringsmanden i sidste ende selv har tildelt ham, men det spørgsmål ligger udenfor bogens horisont.

Selve handlingen kan analyseres nærmere; der er meget på spil i historien, som rent faktisk fortjener at blive belyst, men jeg synes i virkeligheden, at formen og tonen er mere interessante at bringe frem her. Først og fremmest kan man nemlig hæfte sig ved, at romanen overvejende er skrevet i en traditionel datidsform, men ganske mange af kapitlerne indledes med stykker skrevet i nutid. Dette valg er overraskende og svært at forklare, fordi det tilsyneladende ikke bruges til andet end at etablere et givent miljø i et ”nu”; i læseøjeblikket, om man vil. Det kan muligvis også være grund nok, men det står ikke desto mindre som et særpræget, stilistisk valg.

Der, hvor Reuter for alvor gør positivt indtryk med romanen, er i den grundtone af tungsindighed, der hænger over hele fortællingen. Han har, som sagt, utvivlsomt samlet dette op hos Tolkien, men der er mere i dette. Den sørgmodige stemning væves sammen med hovedpersonens begejstring for sang og navnlig sangteksternes poetiske indhold. En af de ting, Filip lavede med sine forældre, var at synge, og vi hører, at hans sangstemme var ganske smuk.

Hardcover, Gyldendal 2015.

Reuter bruger sangmotivet til at binde en lang række både åbenlyse og indirekte citater fra traditionelle sange, salmer og viser ind i teksten, hvilket højner det lyriske udtryk i hele romanens fremstilling. I spænd med temaet om den forudbestemte skæbne rammer Reuter derved en form for høvisk atmosfære, en form for minnesang eller ridderballade, uden at dette dog skal forstås bogstaveligt. Romanen er skrevet i et alderdommeligt sprog, men det er mindre middelalderisme end Højskolesangbogens højstemte dansk, der her kommer til udtryk.

Bogen er ubetinget stedvist smuk, og man må sige, at det også er i dette lyriske arbejde, at romanen afslører sig som litteratur fra ’85. I børne- og ungdomsfantasy af i dag fokuseres der stort set kun på handling, og tonen er næsten uniformt den samme ukomplicerede og oftest kække facon, der skal sørge for, at ingen keder sig.

Reuters roman tager for givet, at litteratur ikke er kedelig, hvis man vælger den til, og han tør kræve af sin læser, at man skal have lyst til at dvæle ved sproget og ordklangen. Kan ske det er blevet et for ambitiøst krav i dag? Ikke desto mindre er det flot, og Reuter kan kun roses her. At han ikke er nogen stor ”worldbuilder”, og at hans fantasy som sådan ikke videre inspirerende, kan fuldstændig tilgives, fordi han når i mål med noget langt større og vigtigere. Tekstens udtryk vejer op for alt, hvad der måtte være af trivielle indvendinger imod værket.

2 kommentarer

Filed under Roman

John C. Hutcheson, The Ghost Ship. A Mystery of the Sea (1903): Racister til havs

Hardcover, Wilder Publications 2018

I første del af 1800-tallet begyndte søromanen at finde sin form. Poe var en af de tidlige, der var med til at give genren sit udtryk som spændingsfiktion, men mange andre bidrog også til udviklingen. Herman Melville er nok det bedst kendte navn i dag, men især Frederick Marryats The Phantom Ship fra 1839 blev vigtig, fordi den sammenføjede den gotiske skrækroman med maritim spændingsfiktionen. Poe havde allerede gjort dette på excentrisk vis året forinden med The Narrative of Arthur Gordon Pym of Nantucket (1938), men Marryats bud på skrækfiktion til søs fandt større popularitet, fordi hans vision var både stærk og mere tilgængelig end Poes. Marryat udnyttede fortællingen om ”Den flyvende Hollænder”, og han omsatte dermed for alvor idéen om spøgelsesskibet til en litterær tematik, som er blevet gentaget lige siden.

En af dem, der stod i direkte gæld til Marryat, var engelske John C. Hutcheson, der skrev en stribe søeventyr i slutningen af 1800-tallet og posthumt i de første år af 1900-tallet. Hutcheson er stort set glemt i dag, men hans bøger nød en vis grad af berømmelse på udgivelsestidspunktet, hvor han hørte til blandt de bredt læste spændingsforfattere.

Som så mange andre på dette tidspunkt var Hutcheson inspireret af rejseeventyr og mystiske hændelser. Det var da også udgangspunktet for hans The Ghost Ship fra 1903, der åbner som et forsøg på snigende maritim gru, men historien ændrer gradvist karakter og ender som blodigt ramasjang med mytteri og pirater.

John Conroy Hutcheson (1840–1897)

Historien begynder, da den unge matros Dick Haldane, der befinder sig ombord på fragtskibet SS Star of The North, har et mystisk syn først på aftenen. Ude over bølgerne, mens det trækker op til storm, ser han et mærkeligt forrevet skib i horisonten, og Haldane synes også, at han ser en ensom kvinde stå på dæk, stirrende frem for sig med en hund ved sin side.  

Synet er foruroligende, og læseren er ikke et øjeblik i tvivl om, at det er et dødsvarsel, men Haldane er alligevel bange for, at det rent faktisk kunne være et skib i havsnød. Da han kort efter mister det sorte skib af syne, tvivler de andre på Haldanes opdagelse, og snart efter er stormen over dem.

På grund af uvejret bliver Star of The North drevet langt ud af kurs, og mandskabet kæmper for livet i stormen, men da uvejret er stilnet af, sker der noget nyt. De samler en drivende redningsbåd op og bjerger her blandt andet en ældre mand, der nu kan fortælle en hårrejse beretning.

Den gamle har boet mange år i USA, i sydstaterne, og han kan berette, hvordan hans handelsskib blev kapret af en besætning, der viste sig at være pirater i forklædning. De har taget hans skib og holder tilmed hans datter til fange. Nu står det også klart, at det sorte spøgelsesskib, Haldane så, ikke var en dødssejler, men det kaprede skib, og kvinden var ingen andre end den tilfangetagne datter.

Efter en kort rådslagning ombord på Star of The North er alle enige om, at det er deres pligt som englændere og kristne mænd at sætte efter piraterne og befri datteren. Dermed er der lagt i kakkelovnen til en konfrontation, som da også bliver indfriet.

Paperback, CreateSpace 2014

Alt dette lyder uden tvivl ganske underholdende, og det er det sådan set også. Hutcheson er ikke nogen stor forfatter, men hans fascination af vind og vejr skaber en vis lyrisk kvalitet i værket, der krydres med spænding og samtidig af en stærkt sentimental dialog. Man kan sige, at romanen er tidstypisk metervare, men Hutchesons stil havde et greb i læsernes bevidsthed på udgivelsestidspunktet. Den langt mere interessante William Hope Hodgson (man forveksler let de to navne!) var eksempelvis stærkt optaget af Hutchesons maritime romaner, selvom Hogdsons egne søeventyr er mange, mange gange bedre.

Med det sagt er The Ghost Ship alligevel en prøvelse. Jeg er normalt ikke nogen synderligt tyndhudet eller krænkelsesparat læser. Det er let sagt af mig, men jeg forsøger at læse tekster ud fra deres historiske kontekst, hvilket ofte betyder, at der i ældre fiktion er kameler, som må sluges. Sådan er det med gammel litteratur. I The Ghost Ship er det imidlertid ikke bare kameler, der skal sluges; det er hvaler, eller noget i den stil. Romanen er omtrent det mest racistiske, jeg har læst, måske nogensinde. Rider Haggard, Stoker, Lovecraft, Hemingway eller de fleste andre er vand i forhold til dette.

Hele bogen gennemsyres af en hierarkisk racetænkning. For det første er de onde piraterne mulatter, hvilket får Hutcheson til at skildre dem som yderst tvivlsomme individer uden nogen forsonende træk. Den blanding af afrikaner og sydeuropæer, som de er, oplyses det, er den værst tænkelige, fordi det fremelsker begge ”racers” dårligste karaktertræk. Her stopper det imidlertid ikke.

Det viser sig nemlig også, at den gamle mand, som bliver samlet op på Star of The North, havde en plantage, indtil slaveriet blev ophævet. Dermed mistede han sit livsgrundlag, hvilket var en stor, stor tragedie for ham, forstår vi. Vi forstår også, at de fleste af plantagens slaver var triste over at miste deres arbejde på farmen. Den historie om de stakkels arbejdsløse slaver fører blandt andet til, at kaptajnen ombord på Star of The North må konkludere, at det kan være meget godt at give sorte nogle rettigheder, men at ophøje dem til jævnbyrdige med hvide mand er omtrent det tåbeligste, han nogensinde har hørt og noget, der kun kan føre til kaos og undergang – altså noget vi kan sidestille med de diabolske mulat-piraters overfald.

E-bog, Start Publishing 2015

Jeg skal skåne jer for detaljerne omkring Hutchesons skildring af piraterne og de sorte ombord på det kaprede skib. Det er ikke kønt, præcis som det ikke er kønt at læse fremstillingen af den eneste ”gode” sorte i romanen, nemlig en matros, der var slave på føromtalte farm, og som nu går i døden for sin tidligere ”ejer”, fordi hans gamle herre var så retfærdig og behandlede ham så godt. Denne eneste gode sorte i romanen sidestilles af Hutcheson med en trofast hund.

Som sagt mindes jeg ikke at have læst et mere absurd racistisk værk, og jeg forstår vitterligt godt, at romanen er gået i glemmebogen sammen med Hutchesons øvrige værker. Det er ikke en roman, der fortjener at blive læst længere. Som genrelitteratur har den intet ny at byde på, og der hvor den har sin egen stemme, har man slet, slet ikke lyst til at lytte. Den har da også meget længe været ude af trykken, men i de senere år, er den genudkommet i en række billigbogsudgaver, hvilket ikke ligefrem er nogen gave til åndslivet.

Og dog må man med de kulturhistoriske briller på konstatere, at The Ghost Ship var et stykke jævnt populær underholdningslitteratur i 1903. De synspunkter, som her bliver lagt for dagen, var konservative og reaktionære, men ikke mere end, at de kunne formuleres i det, vi må opfatte som tidens forsøg på bestsellerlitteratur. Det er tankevækkende, ikke mindst når vi vil forstå den racisme, der direkte og indirekte bliver udtrykt i så megen andet litteratur i begyndelsen af 1900-tallet.

Der er ikke nogen tvivl om, at Hutcheson i nogen grad ønskede at chokere sine læsere, men radikaliteten i hans ytringer er først og fremmest en indikation på, hvad der lå usagt i samfundet og dermed havde en klangbund. Den slags er værd at bide mærke i, ikke mindst i vores egen hverdag, hvor vi har politikere og pseudo-politikere, der provokerer med deres radikalitet, men som mere bekymrende i virkeligheden bare sætter det på spidsen, som alt for mange desværre åbenbart tænker og føler.

2 kommentarer

Filed under Roman

David Lindsay, A Voyage to Arcturus (1920): En målestok for god litteratur

Paperback, Ballantine Books 1968. Forsiden er malet af Bob Pepper

Det er i dag en almindelig og ofte gentaget tanke, at SF-litteraturens beretninger om rumfart og rumudforskning i virkeligheden er en metafor for den indre rejse eller granskningen af jegets psyke. Der kan da heller ikke være nogen tvivl om, at det er en spændende analytisk figur at arbejde med, men det er i sidste ende også en sandhed med modifikationer – det tror jeg, de fleste vil kunne være enige om. Ikke desto mindre er der eksempler på værker skrevet før, tanken blev formuleret, der entydigt udtrykker denne idé om den ydre rejse som billede på den indre udforskning. Conrads Heart of Darkness (1899) er naturligvis et af forbillederne her, men der er også andre. Et af de andre hovedværker i den sammenhæng er skotske David Lindsays dybt fascinerende, utrolig komplekse og sprudlende A Voyage to Arcturus fra 1920.

Lindsays bog er en roman af den type, som man umuligt kan lægge én entydig fortolkning ned over. Teksten stritter, fuldt bevidst, i alle retninger, og tilbyder først og fremmest sin læser et paradoksalt mysterium, som man kan reflektere over og genfinde sig selv i. Romanen indskriver sig entydig i den moderne romantradition, og den har ikke så lidt tilfælles med værker af modernistiske helte som James Joyces, William Faulkner og Ernest Hemingway. Den intellektuelle barre er sat højt, og Lindsay fordrer noget af sin læser. Dette er ikke banal pulp eller letforståelig lommefilosofi, som SF-litteraturen alt for ofte er leveringsdygtig i.

David Lindsay (3. marts 1876 – 16. juli 1945)

A Voyge to Arcturus begynder et overraskende sted. Hovedpersonen Maskull tager med til en spiritistisk seance, hvor han bliver vidne til nogle uforklarlige optrin. Ikke mindst resulterer seancen i, at han falder i snak med to bekendte, Krag og Nightspore, der gerne vil vise ham en hemmelighed. Han drager med dem til et øde observatorium, hvor et rumfartøj venter på dem. Snart er de ombord med kurs mod en planet, der kredser om stjernen Arcturus. Her går alt i sort og Maskull vågner op alene i den fremmede verden.

Forvirret over situationen begynder Maskull at søge efter sine venner, og dermed indledes en besynderlig vandring omkring på planeten, hvor Maskull kommer i dialog med den ene sære person efter den anden. Ret hurtigt står det klart for Maskull, at de menneskelignende væsner, han møder, er ganske forskellige fra ham selv – ikke mindst rent fysisk.

Hardcover, Methuen 1920. Romanens første udgave

Gennem samtalerne hører Maskull om deres forskellige moralske og etiske standpunkter. Disse samtaler ender som oftest i konflikter, og Maskull roder sig ud i flere ubehagelige episoder, der kommer til at plage ham efterfølgende. Men der sker også mere radikale ting: Maskulls krop begynder at forandre sig i samklang med omgivelserne. Han gror et nyt organ, en form for langt, telepatisk følehorn og gennemgår også andre forandring, der kun kan beskrives som bizarre.

Under sine samtaler med planetens indbyggere bliver hans forestillinger om køn og krop, individ og kollektiv, liv og død, godt og ondt udfordret. Det er store spørgsmål, der hvirvles op, og som anden Alice, forsøger Maskull at fastholde sit greb om den vante virkelighed, men som han kommer frem, er det i stigende grad klart for ham, at hans gamle jeg og den gamle verden ikke længere kan eksistere. Oplevelserne, forandringer med hans krop og samtalerne med de fremmede væsner sprænger rammerne for hans bevidsthed og åbner nye verdener for ham. Turen rundt på planeten er en dannelsesrejse, hvor Maskull gradvist forstår sig selv bedre og bedre.

Hardcover, Gollancz 1946

I løbet af samtalerne bliver det også klart, at en form for djævel eller overskurk styrer planeten. Maskull møder både folk, der frygter og hylder denne skabning, og det går op for ham, at vennen Nightspore måske er identisk med denne djævel. Men hvordan hænger det sammen? Hvem eller hvad er dette symbol på det onde?

Spørgsmålene hober sig op, og som i romaner som 1984 og The Man Who Was Thursday peger alt i sidste ende indad. Maskull forstår, at hvis han vil møde Nightspore igen og få svar på sine spørgsmål, må han træde over den sidste tærskel; døden. I en af bogens måske mest tankevækkende og forbløffende passager accepterer Maskull udfordringen og vælger døden, så han kan få svaret, og svaret er, at han selv er Nightspore. Han er selv den djævel, som han har søgt efter. Det er ham selv, Maskull har jagtet på kryds og tværs gennem den dybt besynderlige planets flora og fauna, der vokser viltert i denne idets have.

Hardcover, Gollancz 1963

Maskull indser, at alle ydre former og fremstillinger kan påvirkes af deres sociale miljø og fysiske omgivelser – også kroppen og sindet er plastiske størrelse, men jeget er en konstant og i sidste ende er det kun individet, der kan stå til regnskab for individet selv. Lindsays calvinske baggrund føjer sig her sammen med freudiansk tænkning og Nietzsches afmontering af teologien – Gud er død, og der er kun det ensomme menneske, som må forstå sig selv i forhold til verden. Det er et potent budskab, som hos Lindsay antager metafysiske sider, fordi han midt i al verdens og kroppens flygtighed ser nogle overgribende kræfter som eksempelvis kærligheden, der forbinder individer på et underbevidst plan uanset, hvor forskellige de måtte være.

Jeget, som Lindsay dermed skriver frem i sin roman, er på den ene side fuldstændig isoleret og alene i verden. Al kommunikation med andre er sønderbrudt og forvansket tale, fordi vi aldrig virkeligt kan forstå hinanden, men omvendt er der en usagt forbindelse, som holder os sammen. Der er en genkendelighed, der trods forskelle bygger bro imellem os som tænkende og skabende individer.

Hardcover, Macmillan 1963

Jeg kan ikke her gøre rede for alle romanens spidsfindigheder. Den er, som sagt, kompleks og alene et studie af navnene i bogen er fascinerende arbejde, der fortæller os meget om, hvordan Lindsay gerne vil diskuteres af sine læsere.

A Voyage to Arcturus er uden tvivl et litterære højdepunkt. At kalde den fantasy eller SF, som jeg har gjort her, og læse den ind i denne genresammenhæng, er i virkeligheden misvisende, fordi den i sidste ende udelukkende ser indad. Brugen af rumrejsen og den fremmede planet er ren, kreativ staffage; skrælles dette overfladiske lag bort, står vi med en psykologisk roman, der intet har med genrelitteratur at gøre. Jeg kan imidlertid godt forstå, hvorfor genrehistorikere gerne vil have Lindsays roman ind i både fantasy og SF-folden, fordi den er en æstetisk og intellektuel magtpræstation, som det er flot at kunne spejle sig i.

Paperback, Sphere Books 1980. Bemærk Maskulls “nye følehorn” på forsiden skabt af Peter Jones

Al god litteratur er krævende og aldrig let. Den er aldrig noget, hvor sproget ”bare flyder”, og hvor meningerne springer utvetydigt ud af siderne. God litteratur er kompleks som livet selv og uden Hollywood-patos såvel som regelbundne fortælleformer. A Voyage to Arcturus er alt dette, og skulle det virke afskrækkende, kan man måske trøste sig med, at romanen vitterligt er både bizar og forstyrrende, hvorfor man også kan få tilfredsstillet sit fix på den måde, hvis man altså tør binde an med den. Men pas på – du kommer langt ud på dette syretrip.

Goo goo g’joob, goo goo goo g’joob!

Paperback, Citadel Press 1985
Hardcover, Wildside Press 2002
Paperback, Bison Books 2002
Paperback, Orion 2003
Paperback, Dover Publications 2005
Paperback, Waking Lion Press 2008
Paperback, Wilder Publications 2009
Paperback, Wilder Publications 2011
Paperback, CreateSpace 2012
Paperback, Positronic Publishing 2013
Ebog, Dancing Unicorn Books 2017

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Fremdrift

Pyh, så er vi næsten i mål. Den nye roman, som jeg har skrevet sammen med Jacob Holm Krogsøe, har nu været igennem den endelige korrektur og sørme om der ikke også er kommet en forside. Forsidebilledet er blevet virkelig fint, synes jeg. Det er dygtige Tom Kristensen, der har skabt det, med udgangspunkt i en scene fra romanen. Det er ret fedt, at billede og tekst hænger sammen, hvilket jo langt fra altid tilfældet. Selve historien er grum, men forhåbentlig også lidt rørende, og en slags rejsefortælling.   

Forside skabt af Tom Kristensen

Som det fremgår af forsiden, så hedder romanen Blodbaner. Den udkommer d. 23. august hos Calibat.

Du kan godt glæde dig.

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Richard Gavin, At Fear’s Altar (2012): Komiske gys i hverdagens skjulte afkroge

Paperback, Hippocampus Press 2012. Forsiden er skabt af Barbara Briggs Silbert

Canadiske Richard Gavin er efterhånden blevet et af de bedre kendte navne inden for den lille særgenre i skrækfiktionen, der ofte betegnes som ”weird fiction”. Andre vil sikkert kalde det lovecraftiansk horror eller ligefrem sige, at det er ”cthulhuidt”. Kært barn har mange navne. Man kan også notere sig, at Gavins gys har fået en del opmærksomhed, fordi hans noveller er blevet promoveret og fremhævet af Lovecraft-forskeren med mere S.T. Joshi.

Dermed er det formentligt også tydeligt, at Richard Gavins fiktion ofte opererer indenfor et særligt stemningsmæssigt terræn, der ikke har med traditionelle gys at gøre. I stedet stiler han mod en fornemmelse af noget kosmisk. Det er en fast ingrediens i weird-litteraturen, selvom det kun er et absolut fåtal, der rent faktisk når i mål med dette. Jeg må da også med det samme sige, at Gavin heller ikke opnår at indfange den attråværdige oplevelse i sine tekster, men mere om det senere.

Paperback, Hippocampus Press 2012

Først og fremmest må man nemlig konstatere, at At Fear’s Altar er en novellesamling med en række gys, der stort set alle tager udgangspunkt i hverdagen. De fleste historier begynder med en sær hændelse, der indtræffer midt i den daglige trummerum, og derfra udvikler tingenes sig i en drastisk retning, og som ofte med en både død og galskab som konsekvens.

I åbningsnovellen ”Chapel in the Reeds” er hovedpersonen eksempelvis en ældre enkemand, der langsomt er ved at blive dement. Under en gåtur med sine to børnebørn støder de på et bizart kapel fyldt med sado-seksuelle, rituelle billeder af blasfemisk karakter. Oplevelsen er forstyrrende, men problemet er, at børnebørnene ikke mener at have set stedet. Er det nu den demente bedstefar, der bare forestiller sig kapellet, eller er der mere bag dette?

Richard Gavin

Gavin leger i flere historier med upålidelige fortællere. I de fleste tilfælde fungerer dette udmærket som drivkraft for novellens spændingsopbygning, men selve grebet rummer ikke mange overraskelsesmomenter, og må efterhånden betegnes som ganske slidt – både hos Gavin og i den nyere skrækfiktion generelt. Alligevel er der steder i At Fear’s Altar, hvor det bruges stærkt, som i novellen ”The Eldritch Faith”, hvor fortælleren beretter om, hvordan han som barn kom i kontakt med en form for ånd nede i barndomshjemmets kælder. Det bliver udnyttet til en række utroligt potente passager, der bliver hængende hos læseren som noget man husker.

Der er da heller ikke nogen tvivl om, at Gavins fortællinger næsten alle rummer virkeligt stærke passager, der har elementer af noget grundlæggende foruroligende. Han har faktisk scener og beskrivelser, der hører til blandt de bedste, jeg længe har læst indenfor genren. Førnævnte ånd i ”The Eldritch Faith”, den sært passive hovedperson i halloween-gyset ”Darksome Leaves” eller de indledende passager i den ligeledes førnævnte ”Chapel in the Reeds” er mesterligt og misundelsesværdigt veludførte. Mange af historierne har lignende stærke passager.

Paperback, Dark Regions Press 2010

Der er dog også mindre vellykkede fortællinger, hvor Gavin hylder sine inspirationskilder. Mest tydeligt i samlingen er det med novellerne ”Faint Baying from Afar” og ”The Unbound”. Den første er en fortsættelse til Lovecrafts novelle ”The Hound”, og den anden præsenterer sig som en meditation over Lovecrafts ”The Unnamable”. Der er intet godt at sige om nogen af historierne, der må karakteriseres som ordinære, fjollede livtag med den gamle mesters tekster. De kan heldigvis let ignoreres som noget, der ikke påvirker samlingens essens.

Det ærgerlige ved At Fear’s Altar er, at selvom ganske mange af Gavins fortællinger har store kvaliteter, formår han næsten ikke at afslutte en eneste novelle uden at tabe det hele på gulvet i udflydende ordflom. Han introducerer hverdagen med en kirurgisk præcision, etablerer hovedpersoner med formidabel nøjagtighed såvel som følelsesmæssig indlevelse, og det samme gør han med det sære, der først lukkes ind i det små, men som gradvist får lov at vokse sig til noget ubehageligt og forstyrrende.

Paperback, Three Hands Press 2018

Alt dette forsvinder dog på et øjeblik til sidst, hvor Gavins forsøg på at skrive kosmisk gru ender blindt i fabulerende, ligegyldige passager om uformelige væsner og udflydende sindssyge. Jeg plæderer absolut ikke for, at han burde have skrevet sine historier som konkret monsterfiktion med et væsen eller et fantom, der blottes fuldstændig for læseren til sidst, men nærmere det modsatte.

Gavin trækker sine tekster unødvendigt langt ud i afsløringerne. Han vil med andre ord gerne vise læseren noget konkret, men han er samtidig loren ved dette og ender dermed i vage, rablende passager, hvor hovedpersonen i bedste Lovecraft-stil går fra forstanden. Det er en slap og billig vej ud, der efterlader en fornemmelse af, at Gavin faktisk slet ikke selv er klar over, hvad det er, han beskriver. Dette er, vel at mærke, ikke et ukendt fænomen i Lovecraft-pastichernes verden. 

Afslutningen er et af de helt kritiske punkter i den såkaldte weird-tradition. Det er ofte her genren står sin prøve, fordi vi typisk her skal få det store kosmiske sug og det endelige møde med det store nihilistiske intet, som så tit er genrens pointe. I indeværende tilfælde afslører Gavin med al tydelighed, at han ikke er den opgave voksen. Han fejler, og det er synd og skam, fordi det er med til at ødelægge det fine arbejde han gør i sine teksters første halvdel.

Paperback, Undertow Publications 2020

Jeg er fuldstændig overbevist om, at Gavin vil kunne blive en af weird-traditionens helt store navne, fordi han har en særlig stemme og særligt perspektiv, men før han når dertil, må loyaliteterne til genres typiske motiver forkastedes. Hvis han bare turde stole på styrken i den stille gru, han skaber, ville teksterne stå som moderniseringer af den Robert Aickmans litteratur, som At Fear’s Altar blandt andet er dedikeret til. Den anden forfatter, som bogen ser dedikeret til, er Clive Barker, og Barkers indflydelse gør sig også tydeligt gældende; ikke mindst i den rammefortælling, Gavin har skabt til samlingen. Ganske sigende formår Gavin imidlertid hverken at være foruroligende vag som Aickman eller grusomt konkret som Barker – han sætter sig midt imellem og falder på halen.

Det til trods, så lønner sig absolut at opsøge Richard Gavins værker. En samling som At Fear’s Altar er også et godt sted at starte, fordi han her viser, hvordan moderne gys kan skrives uden at forfalde til filmiske parafraser eller blind forelskelse i genren som sådan. Gavin vil noget med sit gys, og det betyder alt for læsningen af hans værker. I hvert fald i de bedste af novellerne, og det er en vigtig lektie. Han skriver ikke bare til ”gyserfans”; han forsøger at skabe egentlig litteratur, og derfor fortjener han opmærksomhed. Langt mere opmærksomhed end al den trivielle selvfejring, som stadig vælter ud fra små og store genereforlag, der ikke har andet på hjertet end gys for gysets skyld. 

Novellerne:

”Prologue: A Gate of Nerves”

”Chapel in the Reeds”

”The Abject”

”Faint Baying from Afar”

”The Unbound”

”A Pallid Devil, Bearing Cypress”

”King Him”

”The Plain”

“Only Enuma Elish”

“The Word-Made Flesh”

“Annexation”

“Darksome Leaves”

“The Eldritch Faith”

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Mark Amory, Lord Dunsany. A Biography (1972): Overklassesværmeri?

Hardcover, Collins 1972

Jeg har arbejdet lidt med Lord Dunsanys tidlige fortællinger i de seneste måneder, hvilket også har givet mig lejlighed til at få gennemlæst hovedværkerne om Dunsany. Det har været sjov læsning, synes jeg, fordi de er så forskellige i fokus og udtryk. Derfor tænkte jeg også, at jeg vil turnere bøgerne her på bloggen til glæde for dem, der overvejer at snuse lidt mere til baggrunden for Dunsanys fascinerende historier.

Først og fremmest er det måske vigtigt at sige, at Dunsany i genrelitteraturen er kendt for sine tidlige værker, der vitterligt er utrolig smukke og morsomme. Det er fantasy, der ikke ligner ret meget andet, og som C.L. Moore sagde det engang i et berømt citat, så har alle forfattere, der læser Dunsany, forsøgt at efterligne ham, og alle, der gjorde forsøget, har fejlet.

De fleste tænker nok i dag på Dunsany igennem H.P. Lovecrafts dyrkelse af ham, og der kan ikke være nogen tvivl om, at han på grund af Lovecraft har bevaret en helt særlig status. Ikke desto mindre må man ikke glemme, at Dunsany var en stjerneforfatter i sin samtid. Det var ikke på grund af sin skønlitteratur, men på grund af sine dramaer. Dunsanys første stykke, The Glittering Gate, blev skrevet og opført i 1909, og dermed var en kometagtige karriere skudt i gang, som gjorde, at han i 1910’rne og 20’erne var en af de mest feterede og populære dramatikere i England og USA. Navnlig amerikanerne tog varmt imod ham, og det var under hans første foredragsturne i USA, at Lovecraft i 1919 var blandt tilhørerne i salen, da Dunsany talte i Boston.

Senere faldt Dunsanys dramaer i unåde, men på det tidspunkt var han begyndt at sadle om og opnåede fornyet popularitet med sine humoristiske fortællinger om den skrønefortællende Jorkens, der underholder medlemmerne i sin herreklub med den ene røverhistorie efter den anden.

Edward John Moreton Drax Plunkett, 18. baron af Dunsany (24. juli 1878 – 25. oktober 1957)

Dunsany var med andre ord ikke en hvem som helst, alligevel udkom den første egentlige biografi om ham så sent som i 1972. Den er skrevet af den amerikanske Mark Amory, der var venner med Dunsanys barnebarn og sikkert derfor blev inspireret til at skrive bogen. Venskabet har formentlig også bevirket, at han fik adgang til Dunsany-familien på en måde, som andre næppe ville kunne, og man fornemmer navnlig, at han har talt meget med Dunsanys kone Beatrice. På dette tidspunkt var Dunsany nemlig selv for længst død.

Som biografi er Amorys bog fuldstændig klassisk i sin opbygning. Den er kronologisk og trækker i lige dele på samtaler med familien samt ikke mindst de selvbiografier, som Dunsany udgav. Det har med andre ord ikke været en mangel på kilder, der stillede sig i vejen på arbejdet, og Amory kan derfor også meget indlevende beskrive mange episoder fra Dunsnays liv. Det er underholdende og oplysende, og man får tilmed indblik i en del af de små særheder, der kendetegnede privatpersonen Dunsany – eller ”Pony”, som vi forstår, hans kælenavn var.  

Så langt så godt. Når man skriver en biografi, må man naturligvis vælge en vinkel, og Amory har skrevet sin uden stort set at tage stilling til den litteratur, som Dunsany skrev. Hans værker bliver nævnt og ofte kort karakteriseret, men hvis man søger lidt dybere indsigter, er der ikke ret meget at komme efter. Det er skuffelse, men et bevidst valg, og derfor egentlig ikke noget man kan klandre Amory.

Lady Beatrice “Lady Dunsany” Child-Villiers Plunkett (12. oktober 1880 – 30.maj 1970)

Det problematiske ved biografien opstår, fordi han er så tæt på familien. Bogen handler om Dunsany, men den virkelige hovedperson er Beatrice. Hele bogen synes at være skrevet i dialog med hende, og man fornemmer, at hun har siddet og læst ham over skulderen, mens han skrev. Hun er konstant til stede i teksten, hun bliver konstant smigret med flatterende bemærkninger, og hun får løbende det sidste ord. Amorys fortolkning af Dunsanys liv og virke er derfor Lady Dunsanys udlægning.

Det er i sig selv ikke et problem, men det bliver det alligevel, fordi Amory aldrig gør sin læser opmærksom på dette. I stedet bliver der postuleret en form for faktuel tilgang og objektivitet, som på ingen måde er til stede.

Man kan ikke kalde fremstillingen for et decideret skønmaleri, men der kan ikke være nogen tvivl om, at det er en ukritisk fremstilling, der lader familien bestemme, hvor de ømme eller svære punkter skal ligge. Amory styrer dermed behændigt udenom mange af de åbenlyst mindre flatterende sider ved Dunsanys person, og han styrer uden om den mængde ganske uinteressante værker, som Dunsany udgav i slutningen af sin karriere.

Dertil kommer, at Amory er mindst lige så betaget af Dunsany-familiens overklassetilværelse, som han er betaget af Beatrice Dunsany. Hans biografi er fyldt til bristepunktet med små anekdoter fra livet på deres herregård i Irland og deres landstedet i England. Det er den slags stof, som man baserer populære TV-serier på, og det er samtidig den slags stof, som kun alt for let bliver romantiseret. Jeg tror faktisk, at Amory er mere betaget af Dunsanys tilværelse som adelsmand end hans fiktion, hvilket forvrænger portrættet af forfatteren og alt der i det hele taget gør ham relevant at skrive om.

Dunsany Castle, County Meath, i Irland

Der er noget naivt og tonedøvt i bogens fremstilling af Dunsanys tilværelse, fordi den kan komme med absurde påstande om at leve stille og enkelt, med uendelig tid til jagt og fornøjelse, og samtidig at være i kontakt med verden i bred forstand. Samtidig bliver det tydeligt, hvor utrolig banalt Dunsany-familiens liv bliver, når man skræller den litterære produktion bort. Det er da også netop banaliteten, som Dunsany kæmpede med i slutningen af sin litterære karriere, men det hører vi, som sagt, intet om.   

Amorys portræt af Dunsanys er ”fantasy”; en lun og gylden fortælling om et farverigt og næsten sorgløst liv. Det er en drøm om et liv, hvor de bekymringer, der er, er så belejligt store, at de ikke kan føres tilbage på individet. Kriserne er verdenskrige og nationalistisk politisk uro, ikke personlig opførsel eller holdninger. Fjendskabet mellem Dunsany og hans bror forbigås eksempelvis stort set i tavshed.

Biografien bliver på den led et tandløst portræt. Den bliver et flatterende bagsidebillede til omslaget på Dunsanys værker, uden man som læser bliver det mindste klogere på hvilke idéer og drifter, der egentlig har skabt den kunst, som Dunsany stadig kan betage sine læsere med. Bogen er i sidste ende behagelig læsning, men for den, der gerne vil arbejde med Dunsanys litteratur, efterlader Amorys biografi desværre flere spørgsmål end den besvarer.   

1 kommentar

Filed under Nonfiktion

H. Beam Piper, Space Viking (1963): Røverjagt på den galaktiske prærie

Paperback, Ace Books 1977. Den herlige forside er skabt af Michael Whelan

Henry Beam Piper var en af de moderat flittige SF-forfattere, der havde hængt på siden 1940’erne. Han døde i ’64, og hans historier blev derfor aldrig for alvor udfordret af den rivende udvikling, som skete indenfor både SF og fantasy-litteraturen i 60’erne. Piper fik med andre ord lov til at skrive sine korte romaner og noveller, som han altid havde gjort det. Når man læser Space Viking, der her er i søgelyset, er det da også forbløffende, hvor bedaget den fremstår. Faktisk tror jeg, at de færreste ville gætte på, at den udkom første gang, som føljeton, så sent som i ’62. Romanen er med andre ord et litterært fossil eller en roman, der missede sit vagtskifte, men det forandrer ikke noget ved, at det er en ret så morsom røverhistorie.

Handlingen udspiller sig i en fjern fremtid, hvor menneskeheden nu lever i en spredt rumføderation af planeter, der løseligt er navngivet efter mytologiske sværd fra Jordens historie. Disse planeter, ”The Sword Worlds”, er principielt uafhængige politiske størrelser, hvilket naturligvis skaber god grund for krig og konflikter.

Paperback, Ace Books 1963. Romanens første udgave i bogform

Da romanen åbner, er der netop ved at blive indgået en politisk alliance på planeten Excalibur. Den relativt anonyme og måske endda lidt kedelige baron Lucas Trask skal her gifte sig med Elaine Karvall under stor pomp og pragt samt med forventninger om betydelige fremtidige gevinster ved den nye alliance. Så langt kommer det bare ikke. Brylluppet bliver afbrudt, da den vanvittige Andray Dunnan angriber festen med sine håndgangne mænd. Dunnan ville selv gifte sig med Elaine, men da han ikke kan få hende, må verden betale prisen.

Med maskingeværer mejer de brutalt bryllupsgæsterne ned. Eliane bliver dræbt og Lucas Trask såret, men han overlever. Da han rejser sig fra sit sygeleje, har han kun en tanke: Hævn! Han overvejer kort selvmord, men forkaster det, fordi han ikke kan lade Dunnans udåd gå ustraffet hen. Den, som sagt, ellers lidt støvede Trask kaster sit gamle liv fra sig og vier hele sin eksistens til hævnen.

Henry Beam Piper (23. marts 1904 – o. 6. november 1964)

Dermed går jagten på Dunnan ind. Trask køber og udstyrer et gammelt rumskib, han kalder Nemesis, og hyrer samtidig en hærdet rumrøver – en såkaldt ”space viking” som kaptajn, og derefter kan hævntogtet for alvor begynde. Nu er problemet bare, at rummet er stort og Dunnan snedig, hvorfor det ikke er så lige til at fange en skurk, der ikke vil findes. Trask og hans hold af lejesvende bruger derfor ganske lang tid på at søge efter spor, og gradvist begynder der at dukke ting op, men samtidig med alt dette vokser både de politiske og personlige implikationer. Til sidst, ved romanens udgang, er der tale om en storstilet krig mellem planeter, både i rummet og på jorden, med tusindvis af tabte menneskeliv.   

Historien i Space Viking udvikler sig overraskende, men trods alle krumspring, kan det ikke skjules, at vi her dybest set har at gøre med en western i rummet. Frontier-stemningen og konfrontationen mellem mere eller mindre lovløse bander, løst organiseret af den velhavende rancher, ligger lige for som model for handlingen. Beam Pipers roman er dermed endnu et eksempel på den type SF, der kun benytter fremtidsteknologien – altså rumfart og den slags – som en æstetisk kolorit, uden det egentlig har noget at gøre med romanens substans. Rumskibe erstatter heste, hvilket er et virkningsfuldt greb for fantasien, men som naturligvis også gør det hele ganske uforpligtende.

Paperback, Sphere Books 1978

Når det er sagt, må man også konstatere, at Beam Piper gør nogle få, men interessante sproglige greb for at illustrere, hvor langt ude i fremtiden vi befinder os. Han forvrænger almindelige vendinger fra romanens samtid (1960’erne) til overraskende, nye konstruktioner, der bliver ved med at påkalde sig læseren opmærksomhed, fordi det er så anderledes.

Eksempelvis erstatter han Guds navn med Satans. Som i ”By Satan!”. Det er mesterligt, synes jeg, fordi Beam Piper her går ind i en sproglig leg med sin læser og efterlader os med en stor usikkerhed omkring, hvordan vi rent faktisk skal forstå sådanne henvisninger til Satan. Hvad er der sket mellem vores nutid og den fjerne fremtid, romanen udspiller sig i? Hvordan blev den bibelske Gud ombyttet med Satan? Den slags meningsforskydninger over tid er et ekstremt interessant fænomen, og Beam fanger her noget helt centralt i den måde, som kultur bliver transmitteret på i tid og rum. Det er sådanne elementer i romanen, der gør den værd at læse.

Paperback, Temps Futurs 1982

Et andet bemærkelsesværdigt træk ved Space Viking, det lønner sig at bide mærke i, er den forandring, der sker med hovedperson Trask i løbet af romanen. Fra at være en støvet rigmand til en skarpsleben, hævntørstig krigsherre er en ting, men at han samtidig også i løbet af teksten vender tilbage til livet og får en horisont på den anden side af sit opgør, er også bemærkelsesværdigt, men måske knap så overraskende. Mindre overraskende fordi, der selvfølge skal være en romance i bogen, der kan reformere helten.

Det egentligt bemærkelsesværdige er da også her, at selvom Trask i løbet af handlingen bliver et helt menneske med en udviklet moralsk forståelse i det ellers ganske lovløse og barbariske univers, han befinder sig i, så vælger han alligevel til sidst at skyde den forsvarsløse skurk med koldt blod.

Paperback, Dorchester Publishing 2008

Hævnen skal med andre ord fuldbyrdes, for at han kan komme videre med livet, også selvom hævnen i virkeligheden slet ikke smager ham længere. Det paradoks, synes jeg, er et interessant motiv. Da Trask skyder Dunnan til sidst, er det derfor også det selvmord, han udfører, som han valgte fra ved romanens begyndelse. Det er det gamle jeg, han koldt afliver og det nye og bedre menneske, der står tilbage.

Space Viking er først og fremmest forsinket pulp og ramasjang, men det er underholdende ramasjang og tilmed ramasjang med pointer. Pointerne er ikke specielt udviklede, men de er der, og præcis som rumskibe sætter fantasien i gang, sætter de spredte små pointer tankerne i gang. Det er meget mere, end hvad man normalt kan forvente af den type romaner, og jeg kan derfor også kun sige, at man ikke skal lade sig narre af titlen Space Viking, for der er langt mere seriøst anlagt SF-romaner, som leverer væsentligt mindre end det, Beam gør her.

Paperback, Wildside Press 2007
Paperback, IndoEuropeanPublishing 2010
Hardcover, Pequod Press 2011
Ebog, Orion 2015
Paperback, Fiction House Press 2018

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Piers Anthony, A Spell for Chameleon (1977): Skæg, ballade og troldmandshalløj

Paperback, Ballantine 1977. Romanens første udgave med en forside af Michael Whelan. Forsiden genbruges stort set alle bogens mange senere oplag

Med A Spell for Chameleon indledte Piers Anthony en af det længst levende fantasyromanserier, der til dato er udkommet. Xanth-serien, som den hedder, er i skrivende stund oppe på 43 romaner, og der er stadig nye på vej. Gulp. Det er et svimlende antal sider og en svimlende mængde fiktion, som jeg med fuldstændig stensikkerhed kan sige, at jeg aldrig får læst. Det er imidlertid spændende at se, hvor og hvordan første bind i serien arter sig, for det kan kaste lidt lys over, hvad der har gjort Xanth-bøgerne så utroligt populære. Det skal der nemlig ikke herske nogen tvivl om, at serien har en så stor og dedikeret fanskare, at Piers Anthony har sikret sig fast arbejde med romanerne.

I A Spell for Chameleon introduceres vi til landet Xanth, der synes at eksistere i en form for magisk boble, der er adskilt fra Mundania (sic!) via magi. Som vi kommer frem i romanen, bliver det tydeligt, at Mundania må være vores egen verden på bogens udgivelsestidspunkt; altså en verden med biler, bomber og flyvemaskiner. Den står dermed i skærende kontrast til det før-industrialiserede, rurale Xanth, der bedst beskrives som en form for magisk alfeland. Alt er fortryllet i Xanth og magi bruges til alt. Fans af Harry Potter-bøgerne kan nikke genkende til den rolle magien spiller og føle sig helt hjemme i Piers Anthonys verden.

Piers Anthony Dillingham Jacob (født 6. august 1934)

I Xanth har alle indbyggere én magisk evne – de kan et eller andet utroligt. Hvad de kan, er vidt forskelligt; nogle kan store ting, andre har fuldstændigt ubetydelige og fjollede evner. Det væsentlige er, at de har en evne, og alle, der mangler en sådan, kan ikke få lov at blive i Xanth. De bliver sendt i eksil i Mundania med trussel om dødsstraf, hvis de skulle forsøge at vende tilbage.

Ved historiens åbning møder vi den unge mand Bink, der er på nippet til at blive myndig, og dermed skal han også vise sin magiske evne frem. Desværre har han (tilsyneladende) ikke fået nogen evne, og i desperation beslutter han sig for at opsøge Good Magician Humfrey, der efter sigende har hjulpet andre i samme situationen. Bink vil naturligvis helst ikke sendes i eksil, men han vil endnu mindre risikere ikke at kunne gifte sig med sin smukke forlovede.

Hardcover, Nelson Doubleday 1981. De første tre Xanth-romaner i en bog

Bink drager derfor ud på en klassisk dannelsesrejse, der skal hjælpe ham til at finde sin magiske evne og vende tilbage til det, der forhåbentlig kan blive et bryllup. Rejsen viser sig at være langt vanskeligere end antaget – ikke mindst fordi magien i Xanth har en særlig evne til at gøre alt voldsomt besværligt. Der lurer farer over alt, og indbyggernes ofte idiosynkratiske, excentriske adfærd gør dem til alvorlige problemer for sig selv og andre. Piers Anthony kender tydeligvis sin Jack Vance, der har afsat et tungt aftryk på fortællingen og Binks genvordigheder.

Alt kunne være såre enkelt, men sådan er det ikke, og Bink har en tendens til at havne i problemer. Vanskelighederne akkumulerer, og historien vrider og drejer sig fremad. Der, hvor vi egentlig forventede, at den ville stoppe, fortsætter den, og ved romanens slutning har Bink været med til at forandre Xanth for bestandig.

Paperback, Ballantine 1983

Jeg er i tvivl om, hvad jeg skal mene om romanen. De første kapitler fremstår som børne- eller ungdomslitteratur, hvis det ikke lige var for den konsekvent liderlige Bink, der prøver at gramse på sin forlovede og generelt udsender så mange indestængte sexvibrationer, at den egentlige målgruppe formentlig er langt ældre. Alene denne kontrastering af sex og en stemning af børnelitteratur er bizar, men der er flere besynderlige træk ved romanen. Tonen er jovial og underspillet humoristisk hele vejen igennem, og der er noget uskyldigt eller ligefrem naivt over alle konfrontationer. Ikke desto mindre er der konstant elementer fra voksenlivet, der presser sig på. Meget af dette handler om sex, sex og sex. Konkret sex er der ikke noget af i bogen, men Piers Anthony, og med ham Bink, bruger forbløffende meget tid på at tænke på sex.

Allerede her fornemmer man nok, at Anthony i nogen grad ironiserer over fantasygenrens indhold og det med rette. Han sætter tilmed trumf på ved at indføje flere yderst latrinære scener. Bink vælter eksempelvis, en smule umotiveret, sin natpotte i et kapitel. Konsekvenserne skal jeg ikke beskrive nærmere, men der er flere andre toiletbesøg, som næppe heller ville finde vej ind i typisk fantasylitteratur.

Paperback, Orbit 1985

Anthony punkterer dermed genrens ofte ganske selvhøjtidelige stemning, hvilket faktisk er underholdende. Han går også over stegen flere steder og bliver i stedet for den friske, frække fortæller til en lettere bøvet mandschauvinist. Eksempelvis bliver Bink involveret i en voldtægtssag, der ender med, at den unge kvinde, der er blevet voldtaget, får en reprimande af dommeren og en advarsel om, at hun skal passe på og tage sig sammen. Dette er, vel at mærke, ikke en del af scenen humor, der ligger et helt andet sted.

Den slags var måske gået i 1950’erne og 60’erne, men i en roman fra ’77 bliver dette bare pinligt. Bink har også store kvaler med ikke at forgribe sig på en kvindelig, nærmest retarderet men smuk rejsefælle, som han får på et tidspunkt. Meget af dette er formentlig tidsånden, men det afspejler også en forfatter, der skrev til et særligt publikum, der kunne spejle sig i Binks liderlige energi.

Når jeg i sidste ende alligevel er loren ved en roman som A Spell for Chameleon, skyldes det to ting. For det første er der en mislyd i romanens grundstemningen, som jeg ikke kan komme overnes med. Blandingen af uskyld og provokation er interessant, men i sidste ende ikke vellykket udført. Alt bliver ufarligt og fjollet på grund af humoren. Det bringer mig til den anden indvending, der udelukkende er et udtryk for min personlige præference. Jeg har nemlig meget lidt til overs for humoristisk fantasy og den type vittige historier, der gør sig lystig inden for genren.

Ebog, Del Rey 2019

Der er givetvis et kæmpe overlap mellem Terry Pratchetts læsere og Xanth-fans, hvilket ikke er så mærkeligt, men det er bare ikke min kop the. Jeg synes ikke om historier, der vender dragemyten på hovedet og lader dem være venlige og gå til psykolog for at blive behandlet for ridder-frygt, eller hvad det nu måtte være. Den slags var måske sjovt, da Dunsany skrev det tilbage i begyndelsen af 1900-tallet, men det er det ikke længere, og når den type humor stadig skrives og udgives herhjemme så sent som i 2020, er det nærmest bare trist.

A Spell for Chameleon er for grinebidere, ikke mig, alligevel var jeg positivt overrasket over de grovkornede, latrinære sider af romanen, der helt bevidst udfordrer god smag. Præcis dette skal Anthony have ros for, fordi han udfordrer alt forfinet ved den eventyrlige fantasy og lægger en stor, fed lort midt i alfeland. Det kan jeg sympatisere med, men når det er sagt, fremstår romanen alligevel både skabet og primitiv.

Jeg tror ikke, at Anthony selv havde forudset, at han stadig efter alle disse år skulle arbejde med Binks univers, men sådan blev det, og det siger måske i virkeligheden mere om hans læsere end forfatteren selv, der blot leverer til efterspørgslen. Jeg står dog af toget her og ønsker alle andre end god videre rejse ud i Xanth-serien.   

Skriv en kommentar

Filed under Roman