Der er bøger, der har en helt særlig aura. De afkræver en form for respekt og drager os, fordi de tydeligvis er noget ud over det sædvanlige. Robert Chambers’ The King in Yellow fra 1895 er en af den slags bøger. Jeg har læst den sært forhutlede novellesamling flere gange, og jeg har hver gang siddet med en stemning af mystik og fascineret forundring. Det er faktisk næsten som om, at Chambers’ samling har præcis den samme virkning, som den fiktive bog The King in Yellow, der optræder i hans noveller.
De fleste af jer kender helt sikkert Chambers’ novellesamling af navn, og mange har nok også læst i hvert fald dele af den. Takket være Lovecrafts begejstring for nogle af novellerne, er The King in Yellow blevet optaget i den såkaldte Cthulhu-mytologi med ”The Yellow Sign” og Hastur som de primære bidrag. Det har sikret, at Chambers ikke er gået i glemmebogen, hvilket ellers givetvis ville være sket, for sandt at sige er hans novellesamling en besværlig størrelse, og da han efter denne bog mere eller mindre kun skrev helt ordinære spændingsfortællinger, står The King in Yellow tilmed isoleret i forfatterskabet.
Der er dog ikke nogen tvivl om, at Chambers’ gotiske samling af historier er bemærkelsesværdig. Med inspiration fra blandt andet Poe tager han sine læsere igennem en række fortællinger, der alle er bundet sammen ved henvisninger til figuren ”kongen i gul” eller et fiktivt værk med samme titel. Værket er formentlig et skuespil, vi får i hvert fald små scener fra teksten igennem novellerne, men det er aldrig fuldstændig klart, om bogen rent faktisk er den samme igennem alle historierne, eller om den antager forskellig form. Det gør imidlertid kun den fiktive bog mere fascinerende, fordi mystikken omkring værket forbliver intakt. Den mærkværdige bog har en foruroligende indvirkning på alle, der læser den, hvilket er et tilbagevende tema i novellerne.
Stemningsmæssigt er Chambers’ historier ganske svære at placere. Der er klare skrækfortællinger i samlingen, som hører til noget af de stærkeste fra denne periode, men der er også mere prosaiske dramaer og tilmed en romantisk komisk forvekslingshistorie. Der er endda to noveller, der udspiller sig ude i en nær fremtid, mens en anden fortælling (måske) sender hovedpersonen tilbage i tiden. Vi kommer vidt omkring, ikke bare i handling, men også i stemningerne.
Blandt de mere typiske, gotiske skrækfortællinger finder man eksempelvis fortællingen om en kunstner, der via alkymi opfinder en væske, som omdanner alt levende, den kommer i kontakt med, til marmor. Det skaber mulighed for at udføre den perfekte skulptur, og så har du vel allerede regnet ud, hvor det fører os hen. Min personlige favorit i den sammenhæng, er historien om den sataniske organist, der hjemsøger den stakkels hovedperson i den parisiske storbyjungle.
Der er, som sagt, noget stærkt dragende ved novellesamlingens historier, der stedvist når op på siden af mestre som Algernon Blackwood og Robert Aickman, når det gælder stille gru. Præcis derfor kan man også let forstå den frustration, som eksempelvis Lovecraft og hans venner udtrykte i forhold til The King in Yellow. For den, der elsker samlingens mystiske uhygge, skuffer hovedparten historierne, fordi det uhyggelige kun udgør en ganske lille del af helheden. Chambers’ giver med andre ord kun skrækentusiasterne en smagsprøve og efterlader læseren med et ønske om mere, hvilket bare ikke kommer. Det kom faktisk slet ikke igen i hele Chambers’ forfatterskab, og han er derfor også i skræklitteraturens kredse blevet afvist som en forpasset mulighed og ligefrem en fiasko.
Den vurdering er ganske urimelig og en underkendelse af det projekt, Chambers forsøger med sin samling. Man kan nemlig spørge sig, hvad historierne som helhed egentlig viderebringer på tværs af de mange udtryk og stemninger, der bliver iscenesat. Ikke mindst kan man overveje, hvad The King in Yellow repræsenterer. Der kan ikke gives noget entydigt svar her, for Chambers har ikke forklaret sine tanker med bogen.
Man kan dog notere sig Chambers’ tydelige forbillede i det antikke drama. Det betyder et fokus på idéen om skæbnen som styrende faktor i menneskenes liv samt måske endnu vigtigere, hvordan skæbnefortællingen kan berettes igennem forskellige stemninger eller følelser. Det komiske og det tragiske er her det vigtigste, og netop tilfældet i The King in Yellow, der bruger disse atmosfæriske hovedspor som styrende faktorer i historierne, ydermere suppleret med oplevelsen af lyst, had, frygt, glæde og melankoli.
Som helhed er novellerne i The King in Yellow med andre ord et stemningsportræt, der kredser om den undgåelige skæbne, som er blevet udstykket for os. Dette tema belyses fra vidt forskellige sider og gennemspilles alsidigt. Konsekvenserne er dog de samme, uanset om Chambers får os til at gyse eller grine; der er større kræfter i verden end mennesket, og vi danser mere eller mindre blindt efter disse kræfters fløjte.
Jeg tror bestemt ikke, at samlingens tematik afspejler en egentlig livsanskuelse hos Chambers. Bogen må først og fremmest opfattes som et æstetisk projekt, der leger med litterære temaer, der går tilbage til midten af 1800-tallet, hvor netop den form for leg med antikke patos-motiver var populære. Sværmeriet for Paris som kakofonisk labyrint af erotiske og uhyggelige oplevelser er her et tydeligt referencepunkt, der går igen i flere af novellerne og viser Chambers’ inspiration i den franske, såkaldte dekadente bevægelse.
Samlingen har med andre ord klart karakter af et kunstprojekt, og det er ærgerligt, at Chambers har fået så lidt anerkendelse for bogens helhed, som han har. Lovecrafts velsignelse af forfattere og bøger har reddet mange fortællinger fra den totale glemsel, men hans specifikke læsning af Chambers har også gjort meget dårligt for receptionen af The King in Yellow. Det er trist, for værket skal læses og nydes som en helhed, ikke bare som en samling med tre stærke gysernoveller og en masse ligegyldigt fyld.
Det er der god grund til, for som jeg allerede har sagt, er der en helt særlig stemning i samlingen, som går på tværs af de ganske forskellige noveller. Der, hvor gruen er fremherskende, står det sære og mærkelige tydeligst frem, men det underlige er også lige under overfladen i de lettere fortællinger.
Det lønner sig derfor at gå til hele bogen og ikke bare opsøge de få skrækfortællinger, der er blevet udgivet i antologier flere gange siden, novellesamlingen så dagenes lys. At Chambers kastede de kunstneriske ambitioner overbord og begyndte at skrive ordinære spændingsfortællinger er ærgerligt, men han valgte tydeligvis, at penge på bordet var vigtigere end ungdommelige idealer om kunsten for kunstens skyld. Det valg kan man ikke klandre ham, selvom det er ærgerligt, for der var uden tvivl flere fascinerende fortællinger at hente hos ham.
frasortsand.wordpress.com 