Reparerede øjne til påsken

Nu har jeg jo før udtrykt min kærlighed til The Silver Machine på bloggen, derfor skal I også her have gruppens første video fra deres fortsat ret nye debutalbum, der udkom tilbage i februar. Det er gode sager. Giv sølvmaskinen et lyt, for det er de bestemt værd.

Her bliver desværre lidt stille de kommende dage, men jeg er tilbage søndag d. 21. april, hvor Steen Langstrups nyeste novellesamling står på menuen.

På genhør

Martin

Skriv en kommentar

Filed under Video

Lin Carter, Invisible Death (1975): Whodunnit? I hvert fald ikke Lin Carter

Paperback, Popular Library 1978. Det herlige omslag er skabt af Don Maitz

Jeg var ret godt underholdt af første bind i Lin Carters serie om Lord Zarkon; vidundermennesket fra fremtiden, der er blevet sendt tilbage til vores tid (1970’erne) for at bekæmpe kriminalitet og måske redde fremtiden fra fortidens fejl.

I første bind hørte vi, hvordan Zarkon har samlet sig et hold af utrolige, loyale specialister omkring sig, der går under navnet The Omega Crew. Sammen rejser de nu kloden rundt og hjælper i særlige sager, der kræver kompetence ud over det sædvanlige, samt ikke mindst diskretion. Den idé har Carter lånt fra ældre pulpeventyr, og som allerede nævnt i omtalen af første bind har Carter dedikeret serien til fortællingerne om Doc Savage.

Paperback, Popular Library 1978

Med andet bind, Invisible Death, der udkom i hælene på første bind, kan Carter gå mere direkte til sagen, fordi han ikke behøver at introducere sine helte på ny. Denne gang bliver en række velhavende mænd afpresset og truet på livet. Sagen er mærkværdig og begynder med et klassisk ”lukket rum”-mysterium. En velhavende mand er fundet død i sit bibliotek. Ingen har besøgt ham, ingen er trængt ind i huset og dødsårsagen er ikke åbenlys, men han er med al sandsynlighed blevet myrdet, for man finder et trusselbrev hos ham: Betal eller du er død inden for 24 timer. Politiet er hjælpeløst og søger hjælp hos Zarkon og co.

Dermed er der lagt i kakkelovnen til en omgang detektivarbejde, der fører Zarkon og vennerne ind i Knickerbocker Citys kinesiske underverden. Det store spørgsmål er naturligvis, hvem der står bag forbrydelserne? Utvivlsomt en genial forbryder af en slags, men hvilket geni truer nu freden denne gang? Der er ildkamp, slagsmål og utrolig teknologi; alt sammen noget, vi forventer at møde efter første bind i serien. Et højdepunkt er eksempelvis, da Zarkon sniger sig ind i de kinesiske gangsteres hovedkvarter iklædt en kamuflagedragt, der gør ham usynlig, og her må undgå fælder og bruge sine kampsportsfærdigheder på samme tid. Alle komponenterne er dermed tilstede i Inivisible Death, men desværre løfter Carter aldrig for alvor historien. Et element mangler nemlig.

Linwood Vrooman Carter (9. juni 1930 – 7. februar 1988)

Første bind levede i høj grad på fornemmelsen af, at Zarkon og vennerne arbejder sammen som et team med hver sin opgave og specialitet. Dette element er stort set fraværende i andet bind, hvor Zarkon entydigt tager hovedrollen og viser, at han sådan set kan alt det, som hans håndgangne mænd kan og måske kan han endda gøre det hele lidt bedre end dem. Dermed gør Carter sin fortælling om Zarkon langt mindre interessant, for manden fra fremtiden bliver på den led ”bare” en form for superhelt, der overlegent kan vandre gennem fortællingen uden på noget tidspunkt for alvor at blive udfordret.

Det meste pulp i genrens guldalder blev skrevet på kort tid og som samlebåndsarbejde. De forfattere, der kunne klare mosten, havde ingen fine fornemmelser omkring deres tekster. Ord var penge, og der skulle mad på bordet. Det betød naturligvis, at der i de fleste tilfælde blevet skrevet ud fra en form for ”skriv først, tænk bagefter”-strategi.

Hardcover, Doubleday 1975. Romanens 1. udgave

Præcis samme mentalitet prægede fortsat pulpens sølvalder i slutningen af 1960’erne og 70’erne. Her var Carter en af de store på markedet for fantastiske genrer, og man mærker i høj grad hans pragmatiske tilgang til genren i en bog som Invisible Death. Romanen er dybest set en ganske traditionel whodunnit-fortælling, der er blevet påklistret lidt eventyrligt og eksotisk krydderi i form af futuristisk teknologi og onde kinesere. Zarkon indtager rollen som detektiv i historien, og præcis den type traditionelt opklaringsarbejde virker alt for ordinært til en supergruppe som The Omega Crew.

Carters grundidé for bogen passede dermed ikke åbenlyst ind i seriens koncept, i hvert fald som det tegnede sig i første bind. Samtidig er det tydeligt, at Carter ikke rigtigt har haft tid til at videreudvikle sit persongalleri. Scenerne med Zarkons mænd er i vid udstrækninger gentagelser af scener fra første bind. Vi får de samme mundhuggerier og interne konkurrencer. Vi skal tilmed også igen have introduceret en smuk kvinde, som Zarkons gejle knægte på ny kan kurtisere på pinagtig vis i en nøjagtig gentagelse af det, vi hørte i The Nemesis of Evil.

Paperback, Wildside Press 1999

En bog som Invisible Death skal leve på sit overskud af vanvittige indfald og utrolige, hæsblæsende sammenstød. Det er eksotisk spændingsfiktion tilsat et drys SF, og den opskrift er stærk, men Carter var åbenlyst ikke inspireret, da han skulle fortsætte med sit andet bind. Det hele virker forceret og slapt. Han plagierer sig selv og forsøger krampagtigt at tilføje noget liv ved af uransaglige årsager at introducere to sydstatsbetjente i fortællingen. Bogens Knickerbocker City er en slet skjult omdøbt New York, og hvad de to betjente gør så langt hjemme fra, er et godt spørgsmål og meget søgt. Carter har sig imidlertid en fest med de betjente, der taler med tydelig dialekt og konsekvent er mænd for fladpandede, vittige kommentarer.

Pulpudtrykket i sin rene form kan sjældent smykke sig med de store intellektuelle udfordringer af læseren. Det gælder ikke mindst spændingsgenren, hvis vigtigste formål er kontant underholdningsværdi. Handlingen er det centrale, og vi skal blive revet med af historiens høje tempo og finurlige indfald. Det kan lyde let, men er nok i virkeligheden langt vanskeligere end man skulle tro, og Carter har ikke opfyldt denne eneste præmis med sit andet bind. I stedet for spænding får vi en blodfattig tørvetriller af en krimi. Den spræller lidt og gør krumspring, men er i sidste ende bare bovlam og uinspireret.

Nå, vi må håbe, at det tredje bind i serien er mere interessant.

E-bog, Thunderchild Publishing 2017

2 kommentarer

Filed under Roman

Pinlig eller ægte Provo-punk?

Der kommer snart en ny dokumentarserie om punk. Dem er der mange af, og denne nyeste blev for ikke ret længe siden promoveret med en paneldebat, der talte koryfæer som Henry Rollins, Marky Ramone, Duff McKagan og John ”Johnny Rotten” Lydon. Det der kunne være blevet til en helt sjov snak endte i en fordrukken omgang ordkløveri takket være en tydeligvis pisse fuld mr. Rotten, der har svært ved at holde sin kæft. Han ender faktisk i åbent skænderi med Marky, og lykkedes vel egentlig med at fornærme alle de andre. Det kunne jo lyde vældig ”punk” og Sex Pistols-agtigt, hvilket det vel sådan set også er. Problemnet er bare, at Lydon ikke rigtig gør en god figur. Han virker mest af alt som en selvoptaget, lidt trist bedstefar. Måske du ser anderledes på sagen? Er det ægte provokation, som vi er vidner til her? Holder det?

Bedøm selv; underholdende (og lidt trist) er det i hvert fald.

 

Vi ses på søndag.

 

3 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret, Video

Jack Vance, The Eyes of the Overworld (1966): Gækkerier fra den yderste fremtid

Paperback, Pocket Books 1986. Kunstneren bag den fine forside er desværre ikke identificeret

Da Jack Vance udgav samlingen The Dying Earth i 1950, havde han skabt en uforlignelig milepæl i fantasylitteraturen, der ikke alene blev en succes i samtiden, den står fortsat i dag som et væsentligt referencepunkt, som nutidens genreforfattere skriver sig ind i eller op imod. Faktisk må man nok konstatere, at bogen trods en omfattende produktion blev Vances hovedværk. Det er en tung arv at løfte, men Vance forsøgte sig alligevel, idet han efter udgivelsen i ’50 drypvis fortsatte med at skrive noveller, der udspiller sig i det samme univers. Et univers, der beskriver livet på jorden i en fjern, fjern fremtid, hvor solen er blevet mat, og teknologi og magi (igen) er smeltet sammen til et uadskilleligt hele. Her, i denne sære, drømmende fremtid, oser alt af dekadence og overmodent efterår. En jordens indian summer, hvor verden er blevet så rigt, dvaskt og overlæsset, at graden af individuel nydelse er den eneste målestok for liv og kultur.

The Eyes of the Overworld fra 1966 er en sammenskrivning af de noveller, som Vance havde udgivet siden ’50. Han strikkede dem sammen omkring den bærende karakter Cugel the Clever, der på en markedsplads gejles op til at forsøge et tyveri hos troldmanden Iucounu. Det skulle han aldrig have gjort, for Cugel bliver taget på fersk gerning og ender med, for at redde sit liv, at komme i troldmandens tjeneste. Cugel skal nu drage ud i verden for at finde en purpurfarvet linse – den såkaldte ”Eye of the Overworld” – til Iucounu.

John Holbrook Vance (28. august 1916 – 26. maj 2013)

For at sikre sig, at Cugel rent faktisk adlyder, planter Iucounu et ubehageligt, tankelæsende snyltervæsen mellem skulderbladene på den uheldige tyv, der gør, at skulle Cugel planlægge at snyde sin arbejdsgiver, vil snylteren dræbe ham på en yderst pinefuld facon. Han har dermed intet valg. Via magi sendes Cugel af sted på sin opgave til en fjernt landområde, hvor eftersøgningen kan begynde. Vores hovedperson skal her mange strabadser og eventyr igennem, før han endelig kan vende tilbage fra sin mission. Iucounu kaldes også ”The Laughing Magician”, og man siger, at den, der ler sidst ler bedst. Cugel gør en ihærdig indsats for at få dette sidste grin, men Jack Vance er en drilsk fortæller, og stakkels Cugels eventyr slutter derfor ikke helt, som han havde håbet.

Med sin efterfølger til The Dying Earth fortsatte Vance i samme spor og skabte endnu en fortælling fyldt med pikareske karakterer, anført af Cugel selv, der, næsten uanset hvilken situation han måtte havne i, stjæler billedet. Cugel er da også hovedperson i ordets bogstaveligste forstand. Alt handler om Cugel og Cugels navlepillende betragtninger. Han er stor i slaget; en verdensmand, der kan alt, hvis han selv skal sige det, men han er også en slyngel, der lyver, stjæler og skruppelløst udnytter alt til egen fordel.

Paperback, Ace Books 1966. Romanens 1. udgave

Man kan ikke kalde Cugel en kompleks karakter, dertil er han alt for entydig og monomant fokuseret på sig selv, men det betyder ikke, at han er kedsommelig at følge. Tværtimod er Cugel helt forrygende, og vi griner både med og af ham. Vi griner, når han er snu og overlegent udmanøvrere sine fjender, men vi griner også, når han viser sig fra sin sølle side og eksempelvis patetisk stamper en stamme af små alfer ihjel, fordi de tillader sig at grine på hans bekostning. Cugel er ikke en egentlig person af kød og blod, han er noget manieret og overgjort, men han er samtidig også stærkt menneskelig, og derfor kan man ikke undgå at holde af ham.

Cugels indtryksfulde person betyder da også, at man kan tilgive Vance, at hans episodiske, lidt stødvise roman ikke bidrager med meget nyt til den vision, han allerede havde publiceret tilbage i ’50. På mange måder er The Eyes of the Overworld bare mere af det samme, blot en anelse mindre tankevækkende og inspirerende. Fra et kunstnerisk standpunkt er fortællingen om Cugel dermed overflødig og i sidste ende et fejlgreb, der i nogen grad udvander, hvad Vance tidligere havde skabt, men omvendt er The Eyes of the Overworld en forbistret morsom og underholdende bog. Det er bedre end stort set alt anden fantasy, og det alene gør naturligvis, at vi skal være taknemmelige for, at Vance fortsatte med at skrive til sit Dying Earth-univers.

Paperback, Mayflower 1972

De mange optrin, som Cugel roder sig ind i, mens han leder efter Iucounus linse, er forskelligartede, men alle har det til fælles, at Cugel ankommer som den fremmede, der med den udefrakommendes blik får lejlighed til at opleve kulturer og praksisser med friske øjne. Hvor kapitlerne i første bog i høj grad var koncentreret om mødet mellem individer og personlige konflikter, har Vances forfatterskab ændret karakter i de mellemliggende år. Det fokus på kultur og ”world building”, som har gjort ham så berømt, er i ’66 trådt afgjort tydeligt frem, og det kan mærkes i The Eyes of the Overworld.

Gennem Cugels øjne bliver vi vidner til det ene sære optrin efter det andet; og det er alt sammen noget, der fortæller os om en rig og forunderlige verden, der i stort og småt lever og ånder det anderledes. I disse kulturforskrækkede dage er den slags forunderlig læsning, fordi Vance som en anden antropolog sender os ud i den kulturelle urskov og viser os de særeste, sjoveste og mest fremmedartede ting, alt imens vores guide og ledestjerne, tyven, løgnerens og charmetrolden Cugel sørger for, at vi ikke fortaber os unødigt i trivialiteter. Derved ender Vance heller ikke i den samme form for overlæsset ”world building”, der desværre plager alt for meget fantasy og SF i dag.

Paperback, Pocket Books 1977

The Eyes of the Overworld når måske ikke op på siden af The Dying Earth, men at kunne fortsætte efter den milepæl med en så stærk efterfølger er desuagtet en bedrift, som kun meget få ville kunne gøre Vance efter. At hans budskab om mangfoldighed og glæde ved det anderledes synes kærkommen i dag, gør sådan set bare, at hans bog fra ’66 kun synes endnu mere berettiget. Læs den. Og læs den igen.

Hardcover, Underwood-Miller 1977

Paperback, Granada 1985

Paperback, Baen 1986

Hardcover, Vance Integral Edition 2005. Her genudgivet med ny titel. De senere E-bøger har også denne titel

2 kommentarer

Filed under Roman

Døde hekse kalder månen ned

Jeg er en kæmpe Electric Wizard-fan, og der findes efterhånden et enormt antal bands, der har efterlignet deres lyd og univers. De fleste er jævnt kedelige, men jeg er lige blevet opmærksom på Dead Witches, som faktisk gør det rigtig fint. Måske er det Soozi Chameleones vokal, der gør forskellen her. Det tror jeg næsten. Man kunne dog også få den mistanke, at det skyldes gruppens trommeslager Mark Greening, der var en af de oprindelige medlemmer af Electric Wizard. Det har jo formentlig også noget at sige.

Gruppen har udsendt deres andet album, The Final Exorcism, tilbage i slutningen af februar; et cool album, som du bestemt bør lytte lidt til. Her kan du imidlertid høre singlen ”Drawing Down the Moon” fra deres første album, Ouija, der udkom tilbage i ’17.

Vi ses på søndag, hvor vi skal på eventyr med Cugel the Clever.

Skriv en kommentar

Filed under Video

Randvad på Blodig Weekend

Jeg skal snakke lidt om Randvad og horror i selskab med meriterede folk som Anne-Marie Vedsø Olesen og Teddy Vork til årets Blodig Weekend-festival i København. Vores paneldebat afholdes lørdag d. 13. april kl. 11.00. Tid, sted og nærmere info kan findes her.

Min medforfatter Jacob Holm Krogsøe kan desværre ikke stille op, så jeg må forsøge at repræsentere vores bog alene. Det bliver sikkert en sjov snak, så læg vejen forbi; også – gulp- selvom det er en filmfestival, der vel egentlig slet ikke handler om litteratur. Det er rigtig fint, at Dansk Horrorselskab laver den slags arrangementer.

Men, vigtigere end al den slags reklame, er der i dag kun at sige: Hvil i fred mr. Wilum Hopfrog Pugmire, du har en høj stjerne her på bloggen og din lyrik vil blive savnet!

Wilum Hopfrog Pugmire (3.maj 1951 – 26. marts 2019)

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Lindsay Gutteridge, Cold War in a Country Garden (1971): ”One pill makes you larger, and one pill makes you small”

Paperback, Futura 1979. Det herlige omslag er skabt af Vicente Segrelles

Lindsay Gutteridge udsendte Cold War in a Country Garden i 1971, og romanen blev en mindre bestseller på det engelske bogmarked, vel sagtens af samme grund som at James Herbert få år senere fik så stor succes med Rats (1974). De engelske læsere var nemlig tydeligvis sultne efter genrefortællinger, der ikke udspillede sig i USA eller alle mulige andre steder, men som derimod tog afsæt i en britisk virkelighed og hverdag. Det er da også omtrent udgangspunktet for Lindsay Gutteridges spændingsroman, hvis første halvdel foregår i noget så engelsk som den klassiske ”country garden”.

Da bogen åbner, møder vi vores hårdtslående hovedperson, militærmanden Matthew Dilke, der som led i et videnskabeligt eksperiment udført af efterretningstjenesten har ladet sig skrumpe til mikrostørrelse (via en pille!). Da vi kommer ind i historien, har Dilke levet i sin egen baghave i nogen tid. Formålet er, at han her skal afprøve, hvor svært det er for mennesket at overleve i den skala, og hvilke muligheder samt ikke mindst udfordringer, der viser sig. Dilke er således i kontakt med ”den store verden” gennem et sindrigt kommunikationssystem, men får ellers tiden til at gå som jæger og samler.

Hardcover, Jonathan Cape 1971. Romanens 1.udgave

Der går ikke lang tid før Dilke får følgeskab af en ung videnskabsmand med forstand på insekter samt en berømt storvildtsjæger, der naturligvis skal undervise i kampen mod havens titaner; myrer, hvepse, biller og alt mulig andet kryb, der nu har antaget dimensioner som elefanter og det, der er større.

En stor del af romanens handling er naturligvis tyvstjålet fra Richard Matheson. Alene det faktum, at vi introduceres til historien in medias res, er det samme greb, som Matheson har brugt flere gange, og hvor Mathesons hovedperson har sin nemesis i form af en edderkop, er Dilkes opgør med en jagtbille i stedet. De åbenlyse lån fra The Shrinking Man (1956) til trods tager Gutteridge alligevel læseren med et andet sted hen. Sagen er den, at Dilke jo er skrumpet med vilje modsat Mathesons ufrivilligt formindskede hovedperson. Formålet med at skrumpe Dilke er imidlertid ikke helt klart, men han har en række ganske underholdende og ganske absurde betragtninger omkring perspektiverne ved denne ”skrumpeteknologi”. Blandt andet at verdens hunger og overbefolkning kan afhjælpes ved at lade overskuddet i befolkningen skrumpe og kolonisere mikrouniverset, så man vil få en menneskehed i flere skalaer, levende side om side.

Paperback, Gold Medal Books 1956

Alle de altruistiske perspektiver til trods er Dilke militærmand, og pludselig kommer der bud fra hæren. Man har brug for en mikromand, der kan infiltrere en militærlejr på den anden side af jerntæppet i Rumænien for her at bjerge informationer. En lettere skør tanke, men Dilke bliver i hvert fald udstyret med et mikrokamera og smuglet ind i landet i en cigaretpakke. Snart befinder han sig dybt inde i rødt territorium. Nu går det hverken værre eller bedre end, at den lejr, som han skal infiltrere, er af videnskabeligt tilsnit og her arbejder kommunisterne også… med mikro-mennesker selvfølgelig. Hvad ellers. Dilke, som en anden mikro-Adam, møder dermed sin kommunistiske mikro-Eva midt i alt dette, for pulplitteratur skal naturligvis også have en romance. Dilke skal også igennem en frygtelig masse ubehagelige udfordringer i bedste Mary Norton-stil, før han er sikkert hjemme i sin have igen.

Der sker et ret voldsomt, stemningsmæssigt omslag i handlingen. Første del er rent og skært vildmarkseventyr i en sær, forvrænget verden, hvor kampen om liv og død står mellem de tre isolerede mænd og en enorm jungle fyldt med blodtørstige skabninger. Præcis den del, som måske ikke er videre original, er klart bogens bedste og mest intense. Gutteridge fanger her essensen af pulpeventyret ved at koge sin handling ned til klare, spændingsorienterede konflikter og sørge for, at vi gribes af det eksotiske miljø.

Paperback, Panther 1973

Der er noget fascinerende ved med en simpelt greb at kunne omdanne sin egen baghave til en fantasy-jungle. Jeg er generelt glad for vildmarkseventyr, og Gutteridge føjer afgjort noget spændende til genren ved at lægge dette element af jordbunden fantasy til de velkendte scener med kamp mellem helte og junglens bæster. Måden han eksempelvis får beskrevet hvepsene, er helt forrygende, fordi Gutterridge her virkelig får skrevet noget diabolsk og akut livstruende ind i sin fremstilling.

Lige så underholdende den første del er, lige så ufrivilligt komisk og en smule dum bliver anden del, hvor Dilke, som en anden mikro-James Bond, må udkæmpe en blodtørstig kamp med sit kommunistiske mikro-alter ego i en militærbarak. Idérigdommen fejler ikke noget hos Gutteridge, og man kan sige, at når han omdanner det indre af barakken til en form for farefuldt klippeterræn, som mikro-mændene kun forcerer med møje og besvær, er det ikke anderledes end situationen i haven. Det hele bliver dog for alvor fjollet, når det bliver fortalt, at Østblokken arbejder på at lave en hel armé af mikrosoldater, der vil kunne infiltrere Vesten.

Paperback, Pocket Books 1973

Cold War in a Country Garden er tidstypisk retro-pulp, der i sprog og handling skæver bagud. Det slipper Gutteridge ikke nødvendigvis helt vellykket fra, men romanen blev, som sagt, en ganske stor succes, og jeg kan sagtens se hvorfor. Den rammer noget rigtigt ved at udpege den arketypiske engelske have som sit miljø, og Gutterigde vil noget andet med sin historie end forlægget hos Matheson. Derved bliver Cold War in a Country Garden sin egen fortælling, der ikke udelukkende er et plagiat. Den er nærmere en britisk spejling af Matheson, som kan ske ikke har samme, fascinerende eksistentialistiske problemstillinger, men som i stedet udnytter sit miljø langt mere end Matheson gør det i sin mere indadvendte roman.

Lindsay Gutteridge fangede noget stærkt, da han slap Dilke løs i haven, og det førte til et par efterfølgere, som vi forhåbentlig også snart kan se nærmere på her på bloggen. Efterfølgerne tog i øvrigt ved lære af den uheldige sammenblanding af vildmark og James Bond. Sidste nævnte blev nedtonet i de næste bind, mens den barske kamp om liv og død i baghavens vildnis i stedet kom i forgrunden – præcis som jeg gerne ville have det.

Skriv en kommentar

Filed under Roman