John Wyndham, The Day of the Triffids (1951): “News guy wept and told us Earth was really dying…”

Paperback, Crest 1964. Forsiden er malet af gode, gamle Richard Powers

John Wyndham trådte for alvor ind på den moderne, britiske genrefiktionsscene med et bemærkelsesværdigt og gribende værk, der i dag har opnået klassikerstatus. The Day of the Triffids fra 1951 står nemlig som en forbløffende stærk, apokalyptisk fortælling, der stemningsmæssigt lægger sig i gråzonen mellem SF og gys. Det var tydeligvis et sted, hvor Wyndham befandt sig godt, for han skrev efterfølgende flere romaner, der ligger samme sted mellem undren og gru.

The Day of the Triffids er et tydeligt nik til pioneren M.P. Shiels ligeledes fremragende The Purple Cloud, men Wyndham får opdateret fortællingen, ikke mindst under påvirkning fra amerikansk genrefiktion, og leverer et nyt, relevant bud på en undergangsberetning.

John Wyndham Parkes Lucas Beynon Harris (10. juli 1903 – 11. marts 1969)

Historien er fortalt retrospektivt, efter katastrofen om man vil, og begynder den nat, hvor en meteorsky farer over himlen. Vi befinder os i England, nærmere bestemt London, og skyens klare, grønne lys trækker folk i hobetal ud på gaden for at se fænomenet. Næste dag ved daggry bryder helvede løs, for alle, der har set det grønne lys, er nu blinde. Som ved et trylleslag kan kun et fåtal af befolkningen se, og på rekordtid har storbyen udviklet sig til et kaos, hvor kun den stærkes ret gælder.

Der går imidlertid en historie forud for den skæbnesvangre nat. Nogle år forinden begyndte man at kultivere nogle mystiske, kødædende planter – de såkaldte ”triffids”, der er en stor ressource, fordi der kan udvindes olie til brændstof fra planterne. Hagen ved denne superafgrøde er, at den ikke bare er kødædende, men planterne kan også skyde med giftige torne, der lammer offeret, og de kan tilmed flytte sig (sic!). Planterne kan trække deres rødder op og langsomt bevæge sig i retning af deres ofre. Det gør, selvfølgelig at man skal være ganske påpasselig i omgangen med dem. Ikke desto mindre er det med en form for galgenhumoristisk dødsforagt blevet moderne at have tornløse triffids stående i haven som pynt.

Hardcover, Doubleday 1951. Romanens første udgave

Det store spørgsmål er, hvor disse mystiske panter i det hele taget stammer fra? Nogle mener, at de blevet udviklet i Sovjet, andre gætter på Sydamerikas jungler som deres ophavsland, mens andre igen mener, at så sære vækster ikke kan stamme fra denne jordklode. Noget entydigt svar får vi aldrig.

Bogens hovedperson, biologen Bill Masen, fik kort før meteornatten en triffids saft i øjnene, hvorfor han lå indlagt med en skærmende forbinding om hovedet, da det grønne lys blændede verden. Han er med andre ord gået fri, og det er Bill, som nu introducerer os til alt, der skete, efter det hele gik ad helvede til.

Hardcover, Michael Joseph 1951

To ting står hurtigt klart; for det første, at alle disse plantager med triffids pludselig bliver en enorm trussel, fordi planterne er ubevogtede og derfor frit kan vandre ud i verden. Den anden alvorlige ting er, at der næsten synes at være en form for kollektiv bevidsthed planterne imellem. Det er som om, at de er i stand til at tænke og handle taktisk – men det kan ikke passe, for de er jo bare planter, ikke? Og er der en sammenhæng mellem planterne og meteorskyen, eller er det blot en tilfældighed?

Bill finder sammen med et lille hold af blinde og seende, og igennem romanens anden halvdel vi følger, hvordan de forskanser sig på en lille landejendom og her sikrer sig imod ikke bare det stadigt voksende antal triffids, der gradvist har omringet hele grunden, men også fra de andre, der forsøger at finde sig til rette i den nye verdensorden.

Paperback, Penguin Books 1954

The Day of the Triffids rummer næsten alle de motiver, som vi finder i den moderne, apokalyptiske eller post-apokalyptiske genrelitteratur. Zombiefans vil eksempelvis med glæde kunne notere sig, at man uden videre kan erstatte romanens kødædende planter med levende døde og derved stå med en historie, der virker voldsomt bekendt.

Wyndham byggede som sagt videre på andres værker. Førnævnte Shiel er vigtig, og han angav selv H.G. Wells som inspirationskilde, hvilket også synes rimeligt. Man kommer dog ikke uden om, at fortællingen er hans egen, og Wyndham skaber i langt højere grad fremtidens klichéer her, end han gentager andres idéer.

Modsat meget af den litteratur, der er kommet efter Wyndhams roman, er der noget underspillet over The Day of the Triffids. Den har al det kaos og menneskelige ondskab, som vi kender fra genren, hvor grupper af overlevende tørner hensynsløst sammen i kampen for overlevelse. Men alligevel er der en nedtonet realisme over handlingen; noget tørt, man fristes til at sige særligt britisk, over den nøgterne fremstillingsform. Præcis dette bidrager til romanens styrke, fordi den når meget igennem det usagte og antydningens kunst.

Paaperback, Dolphin Books, 1960

Man kan diskutere kvaliteten i dialogen og andre stilistiske greb i romanen, men ikke desto mindre får Wyndham udnyttet sit stof til det yderste. Han skriver sine triffids frem som en gruopvækkende størrelse, der på grund af uforklarligheden er langt mere ubehagelige end mangt et mere klassisk monster. Vi forstår ikke disse plantevæsner, vi ved dybest set ikke, hvad de er, hvor de kommer fra og om de har et større mål end ren overlevelse.

Man skal da også bide mærke i, at det er menneskeheden selv, der har inviteret disse triffids indenfor, og dermed også selv skabt undergangen. Det er derfor nærliggende at se triffids som metafor for teknologi, særlig atomkraft, der letsindigt bliver taget i brug af mennesker, som overmodigt tror, at de kan kontrollere den. Det viser sig nu bare, at det er dem selv, der bliver kontrolleret og dem selv, der forblændet af overmodig selvtillid, har sat alt over styr. Dette tidstypiske, allegoriske lag er i virkeligheden mindre interessant end selve historiens ødelæggende vision af disse skrækindjagende planter, der stille og roligt lukker sig om menneskeheden.

Paperback, Horwitz 1961

Scenerne, hvor Wyndham beskriver, hvordan tusindvis af planter står i tæt ring rundt om hovedpersonernes farm og presser sig imod hegnet, er stærk skrækfiktion, og ikke mindst et billede, der har fået fornyet aktualitet i vores egen samtid, hvor det kan læses som tegn på en natur, der slår tilbage mod en selvdestruktiv kultur.

Paperback, Crest 1962

En anden væsentlig ting ved The Day of the Triffids er selve dens fremstillingsform. Vi kastes ind i handlingen, og vi forlader den igen uden at få opklaret, hvordan det i sidste ende kommer til at gå med Bill og hans allierede. Dette ufuldstændige narrativ er et formidabelt greb, fordi det efterlader os med en nagende uro. Vi tør ikke stole på det øjebliks ro, som har givet Bill tid til at nedfælde sin beretning, men vi kan håbe. Måske er det da også netop Bills faste tro på, at der kan være en fremtid for mennesket derude, som er romanens vigtige budskab til læseren. Selv i undergangen er der håb, men for at der kan blive liv, må alting gøres fra ny.

Paperback, Penguin Books 1962
Paperback, Penguin Books 1973
Paperback, Hutchinson 1973
Hardcover, Doubleday 1979
Paperback, Fawcett Crest 1980
Paperback, Penguin Books 1985
Paperback, Penguin Books 1988
Paperback, Carroll & Graf 1993
Paperback, Penguin Books 1998
Paperback, Gollancz 2001
Paaperback, Modern Library 2003
Paperback, Penguin Books 2008
Paperback, Penguin Books 2008
Paperback, Penguin Books 2014
Paperback, Penguin Books 2016

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Zombiesange til fredagen

Her kommer to fine, nye numre, der sjovt nok begge har zombier som tema. Først en af bloggens helt store helte, Lars Frederiksen, der udgiver en soloplade ganske snart med en blanding af genindspilninger af gamle numre samt nogle enkelte nye. Det er et ret godt projekt, som allerede har bragt flere fine singler, og som viser hr. Frederiksen fra en mere følsom side end vi normalt møder ham. Præcis i dette nummer er der dog ganske god smæk for skillingen, når han konfronterer en ”Army of Zombies”:

Det andet nummer er af The Cutthroat Brothers og Mike Watt, der udsender albummet Devil in Berlin nu i december. Det bliver helt sikkert en fed plade, og deres retro-horrorsang ”Like a Zombie” burde gå rent ind hos alle, der bare sværmer det mindste for The Cramps og alt det, som de har inspireret. Den er i hvert fald gået lige ind hos mig. Det orgel er ikke til at stå for!

Gør dig selv en tjeneste og giv begge numre et lyt.

På genhør på søndag, hvor vi atter engang må stå ansigt til ansigt med apokalypsen.  

Skriv en kommentar

Filed under Video

Fitzgerald, Hemingway, hekse og Lovecraft?

Jeg skriver normalt ikke så meget om de ting, som jeg går og køber, men det her synes jeg alligevel er værd at dele med jer. Mikroforlaget Withnail Books, der har specialiseret sig i små, særlige genudgivelser, udsendte d. 31. oktober en helt speciel ting, nemlig F. Scott Fitzgeralds stort set glemte novelle ”Gods of Darkness”. Novellen, der blev skrevet i midten af 1930’erne, har nærmest ikke været genoptrykt siden den udkom i et magasin nogle år efter. Det er der gode grunde til, for den spiller kun dårligt sammen med de øvrige værker, som forfatteren bag The Great Gatsby skrev.

Hæfte, Withnails Books 2021

Novellen er imidlertid særdeles relevant for os genrefans. I historien, der udspiller sig i middelalderens Frankrig, konfronteres hovedpersonen med en heksekult. Ikke alene er denne hovedperson modelleret over Fitzgeralds ven Ernest Hemingway, selve inspirationen til historien og handlingen fandt Fitzgerald hos H.P. Lovecraft. Fitzgerald, Hemingway, hekse og Lovecraft – det er en vild cocktail!

Withnail Books har genudgivet novellen i en enkelt, stilrent hæfte med et stemningsfuldt frontispice af Sharon Newell. Novellen udkom d. 31. oktober i 250 håndnummererede eksemplarer og var udsolgt to dage senere. Jeg fik heldigvis et eksemplar, nummer 57, og det var på selve udgivelsesdagen.

Alt dette er desværre er post festum, men jeg håber, du vil bide mærke i Withnail Books, for som samler lønner sig at holde et øje med det lille foretagende, der også har udgivet glemte sager af Mary Shelley og Philip K. Dick. Hvad fremtiden byder, ved jeg ikke, men det bliver helt sikker spændende sager.

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Novellesamling

Blodbaner løber til Randers

I morgen aften skal Jacob og jeg snakke om Blodbanerbiblioteket i Randers. Det bliver underholdende, tror jeg. Bogen har haft en del medvind, hvilket er rigtig godt, og det er sjovt at tale om de tanker, der ligger bag den. Skulle du være i det østjyske i morgen, så læg vejen forbi biblioteket. Arrangementet er kl. 19 og gratis. Jeg kan også nævne (host, host), at der stadig er signerede eksemplarer af bogen til salg hos Jacob. Find ham på Facebook eller skriv til mig.

Jacob og jeg skal også bruge tiden i Randers på for alvor at komme i gang med arbejdet med vores næste projekt, romanen Pramdragerne, som for alvor tegner til at blive et gearskifte fos os.

Der er kog i gryderne!

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Murray Leinster, Creatures of the Abyss (1961): Gru fra havets bund eller…?

Paperback, Berkley Books 1961. Romanens første udgave. Forsiden er skabt af cool cat Richard Powers, som vi efterhånden har mødt ret ofte på bloggen her

Den ekstremt produktive Murray Leinster, alias William Fitzgerald Jenkins, udsendte en voldsom mængde romaner samt en vældig stak noveller fra 1920’erne og et godt stykke op i 60’erne. Forfatterskabet spændte vidt, og hans kendetegn er sans for genrekoder og spænding. Med sin Creatures of the Abyss fra ’61 leverer han da også en relativt skarp, underholdende og overraskende genreoverskridende roman. Er det gys, SF, romance eller slet og ret spændingsfiktion? Valget må være op til den enkelte læsers behov for kategorisering. Leinster skrev i hvert fald romanen til et bredt genrepublikum, og det er han sluppet ganske godt fra.

Fortællingen introducerer os til den anløbne radioekspert og skattejæger Terry Holt. Vi befinder os på en lille ø i Filippinerne, hvor han har drevet en lettere lyssky biks. Nu er han på vej til at lukke og rejse videre, men så træder en smuk, ung kvinde pludselig ind på hans kontor. Sådan er en enorm mænge moderne ramasjang begyndt, og naturligvis bliver Holt også noget modstræbende opslugt af historien, da han hører eventyrets sirenesang.

Murray Leinster alias William Fitzgerald Jenkins (16. juni 1896 – 8. juni 1975)

Deidre, som den unge kvinde hedder, og hendes far har udstyret et ekspeditionsskib bemandet med en besætning af unge, entusiastiske videnskabsfolk – primært studerende, der har sluttet sig til missionen som gratis arbejdskraft. Terry Holt har først lidt svært ved at få at vide, hvad hans opgave er, og hvad hele missionen egentlig handler om, men da de er kommet ud på åben sø, bliver hele affæren afsløret.

De gamle fiskere fortæller om et område på havet, hvor der sker mystiske ting. ”Dem Der Lytter”, ”Orejas de ellos”, bor derude i dybet og kræver nu og da ofre. Det er naturligvis bare folklore og ammestuesnak, eller er det? Deidres far har opdaget, at der historisk rent faktisk er forsvundet forbløffende mange skibe i præcis det område, som fiskerne hvisker om. Altså en slags Bermudatrekant i det små. Hvad betyder det? Det skal nu opklares.

Hardcover, Sidgwick & Jackson 1969. I England udkom romanen under denne mere interessante og mindre pulpede titel

På den led kan en opdagelsesrejse begynde, hvor radiomanden Holt får til opgave, med superavanceret radioudstyr, at lytte til ”Dem Der Lytter”. Han skal lytte til lyde fra havet og måske afsløre aktivitet under bølgerne, der kan forklare fænomenet. Imens arbejder den øvrige stab med andre metoder, der alt sammen forhåbentlig vil blotlægge sandheden.        

Så langt så godt. Holt går endelig med til at løse opgaven, selvom han synes, det er noget pjat. Dermed kan en ganske hæsblæsende række af begivenheder udspille sig. For det viser sig naturligvis, at der er ”noget” under havets overflade, men hvem eller hvad? Der er mange bud, og Leinster holder længe kortene tæt ind til kroppen. Det kunne være et tophemmeligt, russisk militærprojekt, som nu er blevet afsløret – det tror den amerikanske regering i hvert fald. Det kunne også være hidtil uopdagede havvæsner, men sandheden kunne også være langt mere utrolig; det kunne være liv fra verdensrummet – eller det hele i en stor sammenblanding.

Hardcover, The Science Fiction Book Club 1971

Midt i alle de voldsomme begivenheder går det hverken værre eller bedre end, at vores radiomand Terry Holt og unge Deidre forelsker sig. Vi får med andre ord også serveret den obligatoriske kærlighedsaffære med alt, hvad det indebærer af problemer og dramatiske redningsaktioner i det næstsidste kapitel.

Leinsters roman tikker sig frem imod slutningen som et taktfast urværk. Det hele lagt på skinner; hver person opfylder sin forventede funktion og siger omtrent, hvad vi på forhånd ved, de vil sige. Der er grundlæggende rent stilistisk intet overraskende ved Creatures of the Abyss, der er et klassisk eksempel på sen sølvalder-pulp. Fremstillingen er præget af præcis den rutine, man kender fra Leinsters generation af forfattere, der masseproducerede genrefiktion efter nøje udtænkte skabeloner, som ikke krævede ret meget andet end en spektakulær idé som udgangspunkt, hvorefter skabelonen mere eller mindre dikterede, hvordan fortællingen skulle udspille sig.

E-bog, Sci-Fi Publishing 2005

Trods det, trods det tydeligt ophav i pulpens tomgang, er der noget ved Leinsters roman, som får den til gøre sig bemærket. Han havde tydeligvis vanskeligt ved at finde ud af, hvordan vores hovedpersoner rent faktisk skulle konfrontere dette ukendte fra dybet, og netop den usikkerhed giver store dele af fortællingen en vag, utydelig karakter. Vi får naturligvis, efter SF-sædvane, flere lange passager, hvor videnskabsmænd kan forklare os, hvordan det hele hænger sammen, men alligevel er selve mødet med væsnerne uldent og utrygt. Dermed står mysteriet aldrig fuldstændig blottet, og noget af den atmosfære af uvished, der hænger over dele af romanen, får lov til at leve videre på et tidspunkt, hvor handlingen egentligt har skiftet gear og flyttet sig ind i den fase, hvor heltene løser problemerne.

Noget af romanens styrken ligger formentlig også i, at Leinster aldrig fuldstændig vælger sin genre. Han spiller på flere forskellige udtryk, og det falder heldigt ud, fordi han derved skaber en stemningsmæssig uro i teksten, som forplanter sig lidt nervøst til læseren. Det, der ganske hurtigt kunne blive banalt, forbliver tankevækkende i betydeligt længere tid, end vi er forvente i romaner af denne type, fordi vi er i tvivl om, hvordan historien i sidste ende skal afkodes. Det er ret interessant at tænke videre over, synes jeg.

Paperback, Eternal Books 2016. Foruden en stribe e-bøger er romanen i de senere år kun udkommet som genoptryk i opsamlinger, som denne, af Leinsters værker

Creatures of the Abyss er ikke noget stort værk, men det er en fortælling, der alligevel griber sin læser med antydninger af noget uforklarligt. Den skaber en stille gysen og undren og sender samtidig tankerne i retning af andre værker om væsner, der skjuler sig på havets bund.

Min største anke imod bogen er da også, at dens skabelontænkning i sidste ende alligevel lykkes med at tage livet af de fine takter, som Leinster får skrevet frem. Selvfølgelig skal vores hovedpersoner vise sig som helte og aflive truslen, og selvfølgelig skal helten have sin heltinde til sidst. Værket synker for Leinster, men ikke uden at hans roman har leveret overraskende stærke momenter, som er fyldt med den blandede følelse af usikkerhed, fascination og frygt, som kan opstå i mødet med det fuldstændigt ukendte. Om det var tilsigtet eller et tilfælde, er svært at afgøre, men resultatet blev mere potent, end jeg turde forvente fra en mand som Murray Leinsters hånd.

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Bogforum gyser

På fredag åbner årets helt store bogmesse, Bogforum. Det er altid sjovt at daske rundt og se på nye og gamle titler, jagte slagtilbud og sludre med bekendte. Mere relevant for bloggen er det imidlertid, at jeg skal interviewe et panel af tre spændende forfattere fredag formiddag kl. 11.30. Det drejer sig om Benni Bødker, Amdi Silvestri og John Kenn Mogensen. Med udgangspunkt i deres romaner Occidentens Stjerne, Vardekød og Hvileløs, skal vi have en snak om gys og gysets litterære virkemidler. Det er emner, som jeg er ret optaget af, og det bliver helt sikkert interessant at høre panelets tanker og overvejelser.

Skulle du være på Bogforum på fredag, så læg vejen forbi vores scene og sig hej. Det bliver bombesikkert død uhyggeligt!

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

C. J. Cutcliffe Hyne, The Lost Continent (1900): En charmerende undergangsfortælling

Paperback, Ballantine Books 1972. Det ret så fine omslag er malet af Dean Ellis

Efter Helena Petrovna Blavatsky og flere andre i sidste fjerdedel af 1800-tallet gjorde Atlantis-myten aktuel gennem den populære teosofiske bevægelse, rykkede det sunkne kontinent ikke overraskende også ind i fiktionen med fornyet intensitet. Ikke mindst blev Atlantis en væsentlig arena for eventyrlige fortællinger i 1920’ernes og 30’ernes amerikanske pulp. En af de væsentligste navne, når det kom til at danne brohoved mellem teosofi og pulp, var engelske C. J. Cutcliffe Hyne, der i 1899 udsendte The Lost Continent: The Story of Atlantis som føljeton, før romanen kunne udkomme i bogform året efter. Hyne kendes nok i dag bedst som forfatteren bag nogle af tidens helt store bestsellere, nemlig de maritime spændingsromaner om Kaptajn Kettle, der bestemt er sit eget indlæg værd.

Hynes The Lost Continent er bemærkelsesværdig på flere punkter, men først og fremmest er den et stykke for tiden atypisk og skoledannende ”world building”. Ved at fusionere spredte fantasier og myter om Atlantis med antik, græsk kultur, vævede han et forbløffende sammenhængende univers sammen, der i den grad satte gang i fantasien hos hans læsere.

Charles John Cutcliffe Wright Hyne (11. maj 1866 – 10. marts 1944)

I fortællingen introduceres vi til feltherren og ypperstepræsten Deucalion, der igennem en årrække har styret den atlantiske koloni på det sydamerikanske kontinent. Han bliver nu kaldt hjem, efter at kontrollen over Atlantis er blevet overtaget af den selverklærede ypperstepræstinde Phorenice. Hun har brug for en ægtemand og har udpeget Deucalion som sin udvalgte, men han er absolut ikke interesseret i at gifte sig med kejserinden, selvom hendes skønhed frister ham. Desværre er det ikke helt enkelt at afvise Phorenice, især ikke efter at Deucalion forelsker sig i en af hendes tjenerinder, som han ikke vil miste kontakten til. 

Under den nye kejserindes regime står de gamle sæder for fald. Guderne spottes med hendes blasfemiske livsførelse, misbrug af landets magi og hendes voldsomme overgreb på befolkningen. En oprørshær rejser sig, og Deucalion bliver indblandet i kampen, før han kommer i landflygtighed en årrække, inden han endelig kan vende tilbage og udfordre Phorenice. Desværre er det allerede for sent, gudernes straf er over Atlantis og landet begynder at synke i havet.

Hardcover, Hutchinson 1900. Romanens første udgave i bogform

The Lost Continent er i princippet et stykke typisk spændingsfiktion for årene omkring 1900, der helt tydeligt er skrevet med et øje til H. Rider Haggards forfatterskab. Vi genkender den eksotiske, magiske dimension i historien. På samme måder genkender vi også motivet med den moralsk stålsatte helt og hovedperson, der fristes mellem en dyster, erotisk skønhed og en uskyldig, blid kvinde; den ene tilbyder rå sex, den anden sart, ubesmittet kærlighed. Deucalion plages naturligvis af sine drifter, men i sidste ende er det også hans moralske skrupler, der redder ham fra undergang.

Der er nemlig ikke nogen tvivl om, at Atlantis’ undergang skyldes morlask fordærv. Det er svært ikke at se Hyne som en revser af sin samtid. Atlantis fremstår som allegorisk repræsentation af det britiske imperium med dronning Victoria i spidsen. Hyne benytter sin roman til at spørge læseren, hvad al den velstand og magt har ført til? Hvad er riget blevet andet end materialisme, moralsk løssluppenhed og afgudsdyrkelse? I romanen er kontinentets undergang da også en guddommelig renselse, der som den bibelske syndflod vasker jorden ren og lader alt begynde på ny. Den advarende Hyne hæver også her en advarende finger og siger, at en ny syndflod vil kunne vaske det nu eksisterende imperium bort, og måske, vil han nok mene, vil det slet ikke være så dårligt endda, at se det victorianske England synke i havet.

Hardcover, Oswald Train 1974

Romanens moralske anliggende er i sig selv interessant at diskutere, men man må ikke overse, at The Lost Continent fungerer fornemt som spændingsroman. Den har en storladen og generøs omgang med sin handling, hvor det ene optrin tager det andet i store som små konflikter. Krig, slåskampe, magi og mystik væves sammen og bringes i tydelig dialog med det, vi i dag identificerer som fantasygenren; eksempelvis når vores hovedperson Deucalion møder dinosaurusser i sumpene under sin udlændighed eller vi er vidner til præsternes rituelle magi – for ikke, naturligvis, at tale om selve kontinentet Atlantis.

Set som historisk roman er der også tydelige forbilleder for historien, måske især Lewis Wallaces ligeledes stærkt moralsk engagerede og ligeledes storladne Ben-Hur (1880), der skildrer den samme form for moralske dom over et samfund i ubalance. Her er det Romerriget, der konfronteres med den gryende kristendom. Man kan da også hæfte sig ved en slående lighed i skildringerne af Judas Ben-Hur og Deucalion, men Hyne tager sin fortælling til et langt mere utroligt og fabulerende land, som trods sin flirten med en form for realisme i sidste ende overgiver sig helt og holdent til eventyret.

Paperback, DelRey 1977

Hvis man kan finde kvaliteter hos forfattere som Rider Haggard, Bram Stoker og Conan Doyle, vil Hynes roman med garanti også vække en vis glæde. Ikke mindst er dens enorme udladning af kreativitet en bedrift i sig selv, fordi Hyne ikke havde noget umiddelbart at sammenligne sig med. Den er, så at sige, skabt fra bunden. Han beskrev sin egen fantasyverden med Atlantis, og dette var da også med til at sikre bogen som lidt af en sensation på udgivelsestidspunktet.

Man kan på den led sidestille The Lost Continent med en række af de tidlige bidrag til den moderne fantasy fra århundredeskiftet, men jeg vil i virkeligheden hellere sammenligne Hynes indsats med det den finske Mika Waltari gjorde i Sinuhe, egypteren (Sinuhe egyptiläinen) fra 1945, hvor han præcis som Hyne rejste en mere eller mindre død verden for os. Waltari satte sig for at skabe et levende billede af oldtidens Egypten, der var andet og mere end kortfattede myter, og Hyne gør det samme med sit fiktive Atlantis.

Paperback, Bison Books 2002

Som litterært projekt, som spændingsfiktion og som tidlig fantasy står The Lost Continent i dag som et fascinerende værk, det lønner sig at opsøge. Romanen fik også, som sagt, stor betydning blandt pulpens amerikanske forfattere. Det gør den i hvert fald relevant at kende for de genrehistorisk interesserede, hvilket vil sige bloggens. Derfor skal der da også herfra lyde en varm anbefaling af The Lost Continent, der stadig kan gribe sin læser med magi, eventyr og undren.    

Paperback, CreateSpace 2008
Paperback, Bottom of the Hill Publishing 2014
Paperback, Armchair Fiction 2017
Paperback, Blackmore Dennett 2018

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Angst in der Nacht

Halloween nærmer sig, så der skal da også lige være et lille drys uhygge her på bloggen. Selve d. 31. oktober er allerede blevet beslaglagt til en Atlantis-tur, derfor får I her Hermann Hesses fine digt ”Angst in der Nacht”, skrevet i 1918. Jeg holder frygtelig meget af Hesses forfatterskab, og han indfanger i digtet smukt den angst, der kan gribe os alle, når vi eksempelvis pludselig vågner om natten og falder i tankespindenes vold.   

Hermann Hesse (2. juli 1877 – 9. august 1962)

***

Angst in der Nacht  

Die Uhr spricht ängstlich mit dem Spinnweb an der Wand,  

Am Laden reißt der Wind,  

Meine flackernden Kerzen sind  

Ganz vertropft und heruntergebrannt,  

Kein Wein im Glase mehr,  

Schatten in allen Ecken,  

Deren lange Finger sich nach mir strecken.  

Wie in der Kinderzeit  

Schließ ich die Augen und atme schwer,  

Angst hält mich kauernd im Stuhl gefangen.  

Aber keine Mutter kommt mehr,  

Keine gute, scheltende Magd mehr gegangen,  

Die mich am Arm nimmt und mir die schreckliche Welt  

Freundlich entzaubert und neu mit Trost erhellt.  

Lange bleib ich im Finstern kauern,  

Höre den Wind im Dach und den knisternden Tod in den Mauern,  

Höre Sand hinter Tapeten rinnen,  

Höre den Tod mit frierenden Fingern spinnen,  

Reiße die Augen auf, will ihn sehen und greifen,  

Sehe ins Leere und höre ihn fern  

Aus den spöttischen Lippen leise pfeifen,  

Taste zum Bett — schliefe, schliefe so gern!  

Aber Schlaf ist ein scheuer Vogel geworden,  

Schwer zu fangen, zu halten, doch leicht zu morden;  

Pfeifend fährt er, die Stimme voll bittrem Hohn,  

Sausenden Fluges im zerrenden Winde davon.  

***

God, uhyggelig halloween. Vi ses på søndag.

– Martin

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Poesi

Kiss the Anus of a Black Cat spiller sig ind i mit “Heartland”

Her på bloggen sker der desværre ikke så meget mere i denne uge eller i den næste, hvor der står efterårsferie på programmet. Jeg synes dog lige, at jeg vil dele mit oktober-soundtrack med jer. Jeg har i øjeblikket udnævnt den lille belgiske neofolk-gruppe Kiss the Anus of a Black Cat til denne måneds verdens bedste band nogensinde. Deres plader er ret forskellige, men albummet Weltuntergangsstimmung fra 2012 er helt og aldeles fremragende. Det må du ikke snyde dig selv for.

Min vej ind til bandet gik gennem deres fuldstændig fantastiske cover af mine gamle helte Sisters of Mercys nummer ”Heartland”, der hører til blandt Sisters bedste sange overhovedet.

Her kan du høre Kiss the Anus of a Black Cat spille “Heartland”:

Og skulle du have glemt originalen (skam dig!) – så kommer den her:

På genhør i slutningen af næste uge, hvor rejsen går til Atlantis.

Skriv en kommentar

Filed under Video

Krimimesse med Skrækvisioner og Blodbaner

Så går det løs igen i denne weekend. I morgen skal jeg optræde med et foredrag om min bog Skrækvisioner på Krimimessen i Horsens. Det bliver rigtig fint at lufte den igen, især fordi jeg faktisk ikke har haft så mange muligheder for at tale om den bog på grund af nedlukningen, der desværre faldt sammen med udgivelsen sidste år. Nuvel, det sker i morgen lørdag kl. 12.00.

Paperback, Syddansk Universitetsforlag 2020

Søndag er jeg på programmet igen, kl. 11.30, sammen med Jacob Holm Krogsøe. Vi skal her interviewes om Blodbaner af Amdi Silvestri. Det bliver uden tvivl en sjov snak. Amdi er en god interviewer, og vi har en del at fortælle om bogen, så tiden skal nok gå stærkt.

Hardcover, Calibat 2021

Ud over disse to punkter vil jeg anbefale, at man lægger vejen forbi uddelingen af årets Horrorpris om lørdagen kl. 12.45, og lidt senere samme dag lytter til den altid læseværdige Teddy Vork fortælle om sin bog Mulm kl. 14. 30.

Der sker også mange andre spændende ting i løbet af weekenden, så der er nok at få tiden til at gå med. Hvis der skulle komme en Fra Sortsand-læser forbi messen, så sving forbi og sig hej.

Steder og hele programmet kan findes her.

På genhør i næste uge.

Martin

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret