George O. Smith, Hellflower (1953): Rummets hårdkogte narkokriminelle

Paperback, Pyramid 1969. Forsiden er skabt fint af Jack Gaughan

George O. Smith huskes vel i dag bedst som manden, der snuppede den store SF-legende John W. Campbells kone og giftede sig med hende, hvorefter Smiths og Campbells samarbejde blev indstillet. Sådan kan det gå.

Smith var ganske produktiv i 50’erne, hvor han smed en række tidstypiske SF-fortællinger på markedet. Hellflower, der udkom i bogform 1953, som vi her skal se lidt nærmere på, var en af disse. I romanen introduceres vi til den nedslidte rumpilot Farradyne, der har slået sig på flasken, efter han forulykkede med en rumfærge, og derved var skyld i et stort antal passagerers død. Han overlevede selv, hvilket har efterladt ham med skylden, og døden synes derfor nu et kærkomment alternativ til livet med skammen. Men var han vitterligt skyld i ulykken? Farradyne er faktisk ikke helt sikker, for der var noget uldent ved hændelserne, og han er overbevist om, at der pludselig var en fremmed i cockpittet med ham, kort før ulykken skete. Alt dette står dog nu uklart for Farradyne, der ikke helt kan afgøre, hvad han har drømt sig til, og hvad der rent faktisk skete.

Paperback, Pyramid 1969

En dag bliver vores nedbrudte pilot eller ”Space Master”, som hans egentlige titel var, kontaktet af en efterretningsagent, der ønsker at hente Farradyne ud af svampemarkerne på Venus, hvor han bor nu og slår tiden ihjel med druk. Agenten ønsker, at Farradyne skal gå undercover og infiltrere en interplanetar narkoring, der er begyndt at sælge en euforiserende blomst, der går under navnet ”hellflower”. Som kasseret pilot har Farradyne den helt rette profil som agent, og han går modvilligt med til opgaven med den bagtanke, at han samtidig vil grave i sin egen ulykke, der muligvis kan knyttes til narkosmugling.

Så langt så godt. Farradyne kommer på vingerne igen, og derfra begynder en indviklet historie, der fører ham til Ganymedes og på kollisionskurs med en narkobande, som viser sig at være ganske meget mere magtfulde end først antaget. Undervejs løber Farradyne også ind i en hel del udforinger, ikke mindst takket være enken efter en af de passagerer, der omkom i den ulykke, som han (måske) var skyld i.

George Oliver Smith (9. april 1911 – 27. maj 1981)

Enken, Norma, er blevet afhængig af hellflower, og det er gennem hende, at vi for alvor forstår, hvor vanedannende stoffet er. Planten beskrives som ekstremt potent heroin, og blomster-junkierne vil gøre hvad som helst for at få fingre i nyt stof, så snart de har indtaget bare en ganske lille smule af den djævelske vækst.

Noget stikker imidlertid under hele denne narkosag, for nogen lækker informationer om Farradynes arbejde til banden, og snart står det klart, at dette er en sag, der går videre end bare narkosalg. Der er storpolitik i dette, og da brikkerne endelig falder på plads, går det op for vores hovedperson, at det rent faktisk er ondsindede rumvæsner fra planeten Lyra 357, der har sat en langsigtet plan i værk for at erobre Jorden ved først at slavegøre planetens befolkning med hellflower.

Hardcover, Abelard Press 1953. Romanens første udgave i bogform

Hellflower er på alle måder en jævn roman, der med sin prosaiske stil og generiske greb om alt fra sprog til karakterer, handling og miljø egentlig kun udmærker sig ved selve udtrykket som SF-fortælling. Sagen er den, at hvis man fjernede de interplanetare rejser, erstattede de onde rumvæsner med eksempelvis kommunister og gjorde det forkætrede hellflower-stof til super-herion, så stod vi med en helt ordinær krimi. Hele romanens futuristiske udtryk er en yderst sparsom projicering af Smiths hverdag ud i en ubestemt, fjern fremtid, der dybest set begrænser sig til en udskiftning af ord. Smith har dermed taget en samtidskrimi og udført ganske overfladiske ændringer for så at sælge sin roman som SF-fortælling.

Det er et klogt greb fra en pulpforfatter, der skulle arbejde hurtigt og følge pengene. Solgte den ikke som SF, kunne den hurtigt omarbejdes til krimi, eller den anden vej rundt. Set fra Smiths stol har dette været smart, men det efterlader SF-læseren med en noget fersk fremstilling, der savner kreativitet og eventyrlighed. Svampemarkerne på Venus er i sig selv en herlig idé, der emmer af Edgar Rice Burroughs, men det er bare ikke helt nok til at drive en hel roman frem.

Hardcover, The Bodley Head 1955

Den hårdkogte krimi, der dybest set er bogens væsen, er moderat underholdende læsning på grund af det bedagede portræt af kønsroller. Farradyne involverer sig med to kvinder i løbet af bogen, og begge giver hver på sin måde et interessant indblik i, hvad der bliver forventet af en kvinde på udgivelsestidspunktet. Den seksuelle vildskab, som den ene af kvinderne tilbyder, viser sig at være en faldgrube, og heldigvis kommer Farradyne til fornuft og vælger i sidste ende damen, der kan give ham stabilitet og et godt hjem. Lige hvad man trænger til efter flere års druk på Venus.

Romanen er med andre ord en banal fortælling, som i sidste ende bedst kan beskrives som metervare fra 50’ernes SF-fabrik. Der blev spyttet et utal af den slags romaner ud i løbet af det tiår, og læserne var helt sikkert derude, men set retrospektivt har en fortælling som Hellflower ikke mange andre kvaliteter end sit udtryk som produkt af sin tid. Den er på den led også et meget godt billede på de bekymringer, som blev ventileret i tidens pulplitteratur.

Paperback, Pyramid Books 1957

Truslen ude fra, sædernes forfald og ungdommens fordærv er alt sammen ingredienser, der går igen på tværs af genrerne og tydeligvis noget, som læserne kunne spejle sig i. Narko-tematikken er da formentlig også grunden, til at bogen blev genoptrykt forbavsende mange gange frem til 1969. Man kan på den måde nærmest beskrive Hellflower som en utilsigtet eller underspillet allegori over tidens store spørgsmål og bekymringer. Det sigtede George O. Smith helt sikkert ikke efter med sin lille roman, der lugter langt væk af kassetænkning, men det blev desuagtet resultatet.

Paperback, Mayflower-Dell 1964

2 kommentarer

Filed under Roman

Nightmares. A New Decade of Modern Horrors, red. Ellen Datlow (2016): Blandede bolsjer fra det store køkken

Paperback, Tachyon 2016. Forsiden er skabt af “Nihil”

Efter en lang karriere i redaktørstolen er Ellen Datlow efterhånden blevet en af de mest prominente kritikere og udgivere i gysets verden. Hvis man kan tale om indflydelse og magt inden for noget så relativt marginalt som skrækfiktion, må man sige, at Datlow her hører til blandt de vigtigste. Læser man interviews med eller indledninger til debuterende amerikanske forfattere og deres værker, er det tydeligt, at Datlows anbefaling åbner døre.

En af de ting, som Ellen Datlow har gjort til sin mærkesag, er opsamlende antologier, der tager temperaturen på bestemte ideer eller forløb. I den bog, som vi her skal se nærmere på, har Datlow udvalgt det, hun opfatter som de bedste noveller fra 00’erne. Hendes udgangspunkt for at lave et sådant tilbageblik er, at hun sidder som medredaktør på den prestigiøse årbogsudgivelse The Best Horror of the Year, der bliver udsendt af forlaget Night Shade.

Paperback, Tachyon 2016

Ikke desto mindre er det ambitiøst at udvælge 00’ernes bedste gys, men før vi går til selve fortællingerne, må det nævnes, at Datlows tilgang til skrækfiktion, hendes kvalitetsstempel om man vil, ikke er helt ukontroversielt. Det siger nemlig næsten sig selv, at en redaktør med så meget indflydelse som Datlow træffer valg og navnlig gennem fravalg skaber sig en del uvenner.

Dem har Datlow mange af, fordi hendes tilgang til gyset er meget litterær og generelt synes at vælge det stille psykologiske gys over den filmiske splatterfest eller, og det er centralt, det litterære over den ligefremme fejring af genrens klassiske idéer eller troper. Præcis den form for stolt fejring af gysets klichéer er noget, som især præger mange af de små forlags entusiastiske udgivelser. Vi ser det samme udgivelsesmønster herhjemme, hvor hovedparten af de gys, der udgives, i en eller anden grad dyrker glæden ved genrens klassiske udtryk og indhold. Den type fiktion går Datlow imidlertid i vid udstrækning uden om, hvilket har ført forsmåede parter til at beskylde hende for at være elitær og sekterisk i sin tilgang til genren. Det har blandt andet også ført Datlow på kollisionskurs med S.T. Joshi, Lovecraft-kenderen over alle, på grund af hendes afstandtagen til netop Lovecraft og mange af forfatterne i kredsen omkring denne.

Ellen Datlow (født 31. december 1949)

Med det sagt er det klart, at en antologi fra Datlows hånd er et udtryk for en specifik æstetisk agenda. Sådan burde det selvfølgelig altid være, når en redaktør udsender en bog, men det er langt fra tilfældet. Det er i hvert fald ofte sådan, at man savner en æstetisk rød tråd i udvælgelsen, når man sidder med en antologi. Sådan er det ikke hos Datlow, og det er noget, jeg har stor respekt for, også selvom jeg kan være uenig i hendes faktiske udvælgelser.

Den litterære præference mærkes da også straks i Nightmares, da samlingen åbner med Mark Samuels’ ”Shallaballah”, der er en ekstremt dyster og surrealistisk beskrivelse af en skuespillers forsøg på kosmetisk at få sit ansigt tilbage, efter han har været involveret i en bilulykke. Lad mig bare sige, at den klinik, han opsøger, ikke ligefrem løser problemet, og resultatet bliver en kort fortælling om opløsning og dødsangst. Det er et lille stykke vanitas-litteratur, der med sit valg af skuespilleren uden ansigt sætter fingeren på den synlighedskultur, der har præget vestlig kultur i det nye årtusinde. Tematisk slår Datlow gennem sit valg af Samuels dermed meget præcist tonen an, og man må sige, at novellen i den grad har vist sig at ramme sømmet på hovedet med sit portræt af den forfængelige skuespiller, der bliver sin egen undergang.

Paperback, Night Shade 2019

Et mere overraskende valg er bogens anden novelle, der er skrevet af den gamle mester Gene Wolfe, som igennem tiden har skrevet skrækfiktion, uden at dette på nogen måde er blevet en mærkesag hos ham. En novelle som ”Sob in the silence” viser da også, hvorfor det ikke er inden for denne genre, at Wolfe har sine største evner. Novellen er klassisk, man fristes til at sige uopfindsom, og den beskriver, hvordan en ung pige bliver kidnappet. Narrativet leveres gennem en typisk upålidelig fortæller, der naturligvis viser sig at være kidnapperen. Det er grumt og pokkers velskrevet, men form og indhold følges ikke ad her, og jeg tror, at Datlow gerne ville have et stort, klassisk navn som Wolfes med i samlingen, der savner koryfæer på indholdsfortegnelsen. Originalt er det i hvert fald ikke.

Så er der meget mere saft og kraft i novellerne fra Laird Barron (”Strappado”) og den formidable ”Omphalos” af Livia Llewellyn. Sidstnævnte er et dybt fascinerende spring ud i et sort, sort hul af incestuøse familieforhold, kaos og kosmisk gru. Det er svært kortfattet at indfange novellens ubehagelige portræt af en dysfunktionel familie og den metafysiske dimension, som gruen synes at rumme. Llewellyn slår i en novelle som denne fast, at det kosmiske gys eller ”weird tale”-genren rummer en enorm energi, når den udfoldes rigtigt og ambitiøst. Det gør hun, og det gør hendes novelle til en af de bedste, hvis ikke den bedste i bogen.

Livia Llewellyn

Den novelle, der kommer op på siden af ”Omphalos” er Lisa Tuttles ”Closet Drams”, der ganske enkelt er et stykke mesterligt udført, grusom fiktion, som leger med læserens forventninger på en herlig facon, som vækker mindelser om noget Roald Dahl kunne have udtænkt. Tuttles stil er iskold og skrevet med overlegen sprogkontrol, som gør hende til en uomgængelig skikkelse i skrækfiktionen. ”Closet Drems”, med sin skildring af en teenagepige, der er taget til fange, er samtidig et fascinerende nedslag i diskussionen om, hvad der konstituerer skrækfiktion, fordi den snildt kunne være indlemmet i en hvilken som helst sammenhæng og stadig, uanset prædikatet, fremstå som et stykke skræmmende prosa.

Lisa Gracia Tuttle (født 16. september 1952)

Det er klart, at der er mange noveller i antologien, som jeg ikke nødvendigvis ser det helt store i. Sådan vil det altid være, men jeg kan ikke sige mig fri for at tænke, at en del af bogens yngre bidragydere er kommet med, fordi de stilistisk udfordrer formsproget, uden de desværre nødvendigvis har meget på hjertet. Det er naturligvis en hård dom, men ganske meget af gyset i bogen fremstår en smule hult og næsten lidt pjanket, men det sted havner uambitiøs skrækfiktionen altid hurtigt.

Om det vitterligt er de bedste engelsksprogede gys udgivet i 00’erne, skal jeg ikke gøre mig til dommer over. Det er det nu nok næppe, men jeg må alligevel sige, at Nightmares i overvejende grad er en underholdende samling, hvis største problem formentlig er, at den ikke har noget ud over det kronologiske perspektiv, der binder den sammen. Tematiske stikker historierne i alle retninger. Det kan være godt og skidt, men jeg foretrækker i sidste ende en smule mere fokus. Det har Datlow andre steder, så bifald herfra til hendes vue på 00’ernes gys.

Indhold

Mark Samuels: “Shallaballah”

Gene Wolfe: “Sob in the Silence”

Brian Hodge: “Our Turn Too Will One Day Come”

Kaaron Warren: “Dead Sea Fruit”

Lisa Tuttle: “Closet Dreams”

Gemma Files: “Spectral Evidence”

Simon Bestwick: “Hushabye”

Nicholas Royle: “Very Low-Flying Aircraft”

Margo Lanagan: “The Goosle”

Steve Duffy: “The Clay Party”

Laird Barron: “Strappado”

Stephen Graham Jones: “Lonegan’s Luck”

Reggie Oliver: “Mr Pigsny”

Ray Cluley: “At Night, When the Demons Come”

M. Rickert: “Was She Wicked? Was She Good?”

John Langan: “The Shallows”

Anna Taborska: “Little Pig”

Livia Llewellyn: “Omphalos”

Dan Chaon: “How We Escaped Our Certain Fate”

Robert Shearman: “That Tiny Flutter of the Heart I Used to Call Love”

Caitlín R. Kiernan: “Interstate Love Song (Murder Ballad No. 8)”

Garth Nix: “Shay Corsham Worsted”

Nathan Ballingrud: “The Atlas of Hell”

Richard Kadre: “Ambitious Boys Like You”

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Gode gamle Jello Biafra

En af mine gamle helte, Jello Biafra fra Dead Kennedys, har et nyt album på trapperne med sit band The Guantanamo School of Medicine. Albummet hedder Tea Party Revenge Porn, og så er tonen lagt. Det er det første nye album siden 2013, hvilket må siges at være en lang pause. Jeg så dem, da de spillede i København for nogle år siden, hvilket var en stor, stor oplevelse, mest fordi jeg endelig oplevede Jello live. Noget jeg nok aldrig havde troet skulle ske. Havde jeg fortalt til Martin på 15, at han en dag ville være til koncert med Jello, ville han kalde mig en løgner. Hvem ved, med den nye plade kan det måske ske igen. Det håber jeg.

Desværre må jeg også indrømme, at de nye sange, som bandet har lagt online med tilhørende videoer, ikke helt holder musikalsk. Musikken lider i virkeligheden under Jellos person, der vel egentlig er udgangspunktet for hele bandet. Jellos vokal og lyrik fylder så meget i mixet, at resten af gruppen næsten er reduceret til baggrundslyde til fordel for vokalen. Det er da også altid værd at lytte til Jello, men han trænger til den form for modspil, som han får, når han optræder som gæstevokalist hos andre kunstnere. Det gør han heldigvis jævnligt, men i denne konstellation bestemmer han tydeligvis for meget.

Uanset hvad, kan jeg ikke helt få mig selv til for alvor at kritisere hverken Jello eller The Guantanamo School of Medicine. Gammel kærlighed ruster jo ikke for alvor, også selvom den kan blive lidt tung ad åre.

Her får I første single – The Last Big Gulp:

Vi ses på søndag til gys og gru fra 00’erne.

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Video

En Skrækfest med Skrækvisioner

I slutningen af september afvikles Skrækfest i Odense. Det bliver et par dage med masser af gys og gru. Jeg skal præsentere min fagbog Skrækvisioner om lørdagen d. 26. september kl. 12.00 i selskab med Jacob Holm Krogsøe, der indtager rollen som interviewer. Den snak glæder mig til, ikke mindst fordi det er min første mulighed for rent faktisk at præsentere bogen og tale lidt om den. Udgivelsen tilbage i marts druknede mere eller mindre i corona-feber, så arrangementet i Odense føles faktisk som en slags første møde med verden. Sådan er det jo ikke helt, for bogen er blevet anmeldt fint flere steder, men det er alligevel min første ud-af-huset-begivenhed med bogen. Jacob kender teksten ganske godt, så der er absolut grundlag for en god og spændende snak, synes jeg.

Paperback, Syddansk Universitetsforlag 2020

Skulle du være nysgerrig, så håber jeg, at du vil kigge forbi hovedbiblioteket i Odense den lørdag. Før vores samtale vil der være en lille bogreception, som jeg også tror bliver ganske (u)hyggelig. Efter Jacobs og min snak vil årets danske horrorudgivelse bliver overrakt, så der er også god grund til at blivende hængende lidt længere.

Du kan se hele programmet for Skrækfest her. I teksten om præsentationen af Skrækvisioner har der sneget sig den lille misforståelse ind, at jeg er teolog. Det er jeg ikke, men jeg håber, at du kigger forbi alligevel. Jeg er i hvert fald spændt på snuse lidt til Skrækfest-stemningen. Jeg har aldrig været til arrangementet før.

Vel mødt.

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Vaughn Heppner, Invaders. The Battle for Earth (2016): Så dum, at jeg stadig har hovedpine

Paperback, CreateSpace 2016. Forsidens skaber er ikke oplyst

Jeg prøver at udfordre mig selv og læse ting, som jeg på forhånd kan sige, vil blive en prøvelse for mig. Den slags udfordringer er der ikke mindst mange af inden for SF-genren, der har flere afkroge, jeg kun ugerne besøger. Vaughn Heppners navn har været på min radar i noget tid. Ikke for noget godt vel at mærke, men fordi han har skabt sig et navn som succesfuld selvudgiver med hårdtslående, macho-SF af militærstøbning, der ofte er blevet sammenlignet med Robert Heinleins forfatterskab. Han er ydermere ganske, ganske produktiv, og dermed formentlig også populær blandt læserne, så da jeg tilfældigvis faldt over første bind i hans Invaders-serie, tænkte jeg, at tiden måske var kommet til dykke ned i Heppners oeuvre og se, hvad al virakken handler om.

Man behøver ikke læse meget mere end første kapitel i Invaders fra 2016, før man mere eller mindre har fået kortlagt hele romanen, dens tone og indhold. Vi introduceres til den pensionerede soldat Logan, der nu arbejder for et privat vagtværn. Da Logan en sen aften er på vej til jobbet som nattevagt, bliver han vidne til et angreb af en slags. Den virksomhed, han skal beskytte, er ved at blive plyndret, og det tager ikke Logan mange sekunder at finde sin gamle kommandosoldat-identitet frem. Der uddeles tæv, skud og ligene hober sig op på et øjeblik.

Paperback, CreateSpace 2016

Det mystiske er, at det ikke er almindelige røvere, som Logan er oppe i mod. Det er rumvæsner forklædt som mennesker, han slås med, og det er ikke bare hans firma, der er under angreb. Logan finder snart ud af, at et større, globalt angreb er under opsejling, og nu er det op til ham at stoppe invasionen.

Vores actionhelt stjæler et rumskib, og ved hjælp af en kunstig intelligens ombord, der også belejligt arbejder imod disse invaderende rumvæsner, er han snart i gang med en enmandskamp imod overmagten. Væsnerne vil i øvrigt ikke bare indtage jorden. De søger efter noget, de kalder ”The Starcore”, som skulle være en kilde til enorm energi, og Logan må nu forsøge at finde ud af, hvordan han kan sætte en stopper for deres jagt, før det er for sent.

Vaughn Heppner – “Best selling author”, som det hedder på hans hjemmeside. ellers er det sparsomt med oplysninger om manden

Den præmis fører os ud på en ganske vild rejse, der både indeholder en tur ud i verdensrummet, et smut fra USA til Grønland og et besøg i en tidslomme af en slags ude i Nevadas ørken, hvor klokken altid er 1950’erne, og UFO’erne kun lige er ankommet i Roswell. Tjubang, må man nok sige.

Alt dette er jo i og for sig typisk pulpet spændingsfiktion, men det, der skiller Heppners roman ud fra mængden, er sprogtonen, der navnlig formidles gennem Logans indre dialog. Den bitre veteran er nemlig en omvandrende kliché på en stærkt højreorienteret amerikaner, og man skal ikke et sekund tro, at dette er skrevet som parodi eller med glimt i øjet. Invaders er skabt til rødtoppede MAGA-tropper med smag for det fantastiske. Logan konstaterer hånligt, hvordan det kun er Fox News, der fatter, hvor store problemer jordkloden er havnet i, efter at rumvæsnerne begynder at infiltrere planeten. Alle de øvrige venstreorienterede stationer er naturligvis for blødsødne og fordummede til at forstå sagens alvor.

Paperback, CreateSpace 2017. Seriens andet bind

Logan er den klassiske proto-fascistiske actionhelt, der gennem livslang erfaring med vold har forstået, at verden er rådden og mennesket et kryb. Den eneste måde at overleve på er ved at forsvare sig selv og helst med en så stor en pistol som muligt. Han har nul respekt for andre, men alligevel betyder USA som idé alt for ham, og han har ingen problemer med at myrde alt, hvad der stiller sig i vejen for ham.

Den kunstige intelligens, som bliver Logans hjælper, indtager hurtigt rollen som følgesvend og komisk indslag. Computerskabningen er iscenesat som en klynkende tøsedreng, hvis pivede kvindagtighed skal måles i forhold til den kontante, maskuline Logan. Flere gange siger computeren, at dette eller hint statistisk set ikke kan lade sig gøre, men Logan træder selvfølgelig i karakter og viser, at han er så sej, at han gør ting, som slet ikke burde være mulige ifølge datamaskinens beregning. Æd den, data-væsen; intet overgår superseje muskler og virkelige soldatererfaringer!

Paperback, CreateSpace 2018. Seriens tredje bind

Den slags kan være ganske underholdende at læse, men Vaughn Heppner formår at trække ganske meget af underholdningsværdien ud af sin roman, fordi den er så forbistret åbenmundet og prædikende. Invaders har karakter af en politiske opsang fra højre, og Logan er det sendebud, der skal hamre de dårlige nyheder ind i alle os svæklinge, der ikke forstår, at verden er pilrådden og kræver en grundig oprydning. I den sammenhæng er en invasion fra rummet jo sådan set bare en kærkommen anledning til at sætte den oprydning i værk, og det er da også netop, hvad Logan begynder at gøre.

Som fiktion betragtet er Invaders banal pulp og æstetisk ikke værd at diskutere, men der er smæk for skillingen, og det er vel her, at man finder forklaringen på Heppners popularitet. Kapitlerne er så korte, at du ikke skal anstrenge dig for at holde koncentration, og du behøver heller ikke være bange for, at det bliver kedeligt i de otte-ti minutter, det tager dig at læse om Logans næste eskapade. Alt hos Heppner er kogt ind til essensen, og resultatet bliver en – for mig at se – ganske usmagelig cocktail af testosteron og totalitære våde drøm.

Der er flere bind i serien, men jeg tør ikke garantere, at jeg orker at bevæge mig dybere ind i Heppners verden. Som sagt, man skal udfordre sig selv en gang imellem, men derfra og til selvpineri er der et stykke.

 

2 kommentarer

Filed under Roman

Jack Ketchum, The Girl Next Door (1989): Intet mindre end modbydeligt…!

Paperback, Warner Books 1989. Romanens første udgave. Forsiden er malet af Lisa Falkenstern

Nå, tingene skred for mig på grund af et trist dødsfald i familien, men nu til sagen.

Det sker relativt sjældent, at jeg læser skrækfiktion, der direkte påvirker mig følelsesmæssigt, men Jack Ketchums The Girl Next Door gør indtryk. Det gjorde den første gang, jeg læste den for snart ret længe siden, og det gjorde den igen, da jeg læste den på ny. Når jeg skriver, ”gør indtryk”, mener jeg, at bogen efterlader sit klamme mærke på mig som læser, og den hænger ved som en ubuden gæst et godt stykke tid efter. Sådan burde det meste skrækfiktion ideelt set påvirke os, men det er jo langt fra tilfældet. Ketchums bog opnår dermed noget, som de færreste skrækromaner formår, men desuagtet er jeg faktisk lidt ambivalent i forhold til romanen og dens projekt, fordi jeg ikke er helt sikker på motiverne bag bogen.

Men lad os først lige få styr på handlingen, fordi det vil gøre det potentielt ganske problematiske ved fortællingen tydeligere. Handlingen udspiller sig i det evige, nostalgiske drømmeland, 1950’ernes USA udgør som referencepunkt i den amerikanske selvforståelse. Fortællingen er et tilbageblik, hvor vores fortæller David mindes en uhyrlig række begivenheder, der udspillede sig i løbet af en sommer på det tidspunkt, hvor han befandt sig i det tvetydige stade mellem barn og teenager.

Paperback, Warner Books 1989

To piger flytter til kvarteret, hvor David bor. De flytter ind hos fjerne slægtninge, fordi deres forældre er omkommet i en bilulykke. Familien, de rykker ind hos, er imidlertid ikke helt velfungerende. Moderen Ruth er alene med to drenge, der må karakteriseres som nogle rødder, og Ruth ser nok også lidt for dybt i flasken, hvilket der naturligvis bliver hvisket og tisket om i det lille provinsmiljø.

David møder den ældste af de to søstre, Meg, nede ved floden, der løber forbi deres by, og de to falder i snak. Det bliver kimen til en stille forelskelse i Meg, der er en smule ældre end ham. Scenen er dermed sat til en sommerromance, men hændelserne tager desværre en særdeles ubehagelig drejning. Der går nemlig ikke ret lang tid, før det hele går skævt mellem Meg og Ruth i huset. Hvor skævt det går, forstår vi først sent, fordi der går noget tid, inden David, der er vores øjne og ører, kommer hjem på besøg hos familien.

Dallas William Mayr alias Jack Ketchum (10. november 10 1946 – 24. januar 2018)

Meg er blevet genstand for alle Ruths frustrationer og vrede. Den unge, kønne, kloge teenagepige, der har livet foran sig, er blevet alt det, som Ruth hader ved sig selv, og da Meg tillader sig at protestere over den behandling, hun får af sine plejemor, bliver hun straffet; først mod stuearrest, så slag og derfra eskalerer volden i hjemmet til groteske dimensioner.

Volden mod Meg bliver et sort hul, der hurtigt sluger alt omkring dem og suger familien ned i kælderen, hvor teenagepigen holdes fanget. Det er ikke bare Ruth, der udøver volden. Hun får også sine to sønner med ind i det, og David, vores fortæller, går nølende fra samtykkende iagttager til tøvende deltager, det samme gør en vild teenagepige fra kvarteret, der ser sig mindst lige så vred på Meg, som Ruth er det. Det smerteligste for Meg er dog, at hendes lillesøster også bliver en af bødlerne, fordi hun ikke ønsker selv at gennemgå, hvad hendes storesøster udsættes for.

Hardcover, Overlook Connection Press 2002

Afstraffelserne, der begynder som vold, antager meget hurtigt en seksuel karakter, og til sidst slutter med at være enhver form for nedbrydende og ydmygende behandling, der går fra slag og spark, skamfering og voldtægt til spisning af egen afføring og andre ydmygelser. Ketchum præsenterer det hele med stor appetit, og det er hårrejsende læsning, fordi det bliver ved og ved og konstant bliver værre. Handlingen, der mere eller mindre udspiller sig nede i det lille kælderrum, bliver på den led et vanvittigt kammerspil om menneskelig ondskab og sårbarhed.

Det er mere end skrap kost, og det problematiske ved romanen er, at jeg flere gange under læsningen kommer i tvivl om, hvorfor Ketchum egentlig skriver det, han gør. Bogens portræt af den ødelagte kvinde og mor Ruth, der lader sine frustrationer gå ud over Meg, er hurtigt ganske tydeligt. Det samme er tematikken omkring børnenes, navnlig Davids, medløberi og spørgsmålet om skyld og ansvar, hvilket naturligvis igen især gør sig gældende for David, der som en liderlig voyeur er med til det hele uden at skride ind, og dermed bliver han en af voldsmændene, også selvom han ikke direkte deltager i størstedelen af overgrebene.

Paperback, Leisure Books 2005

Sagen er den, at Ketchum går meget længere end nødvendigt for at kommunikere alt dette, og der kommer dermed noget lystfuldt, sadistisk over teksten, der (næsten?) synes at invitere læseren til at værdsætte beskrivelserne som en seksuel, fetichistisk voldtægtsfantasi. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, hvornår noget er for meget, den grænse må man selv trække, men jeg bliver personlig bekymret i det øjeblik, jeg kommer i tvivl om, hvad der egentlig er bogens anliggende – er det at fortælle den triste historie om den misbrugte teenagepige, der bliver offer for en tragisk kvindeskæbne, eller er romanen et alibi for at udleve ekstremt destruktive sexfantasier?

Den slags er ikke let at afgøre, men man løber af og til på dem inden for skræk- og krimigenren; endda oftere end i de manierede, oftest småfjollede exploitation eller såkaldte ”torture porn”-film, der vel ellers er den oplagte parallel til Ketchums roman. For at tage et hjemligt eksempel oplevede jeg det sidst, da jeg læste Steen Langstrups novellesamling I Lygternes Skær, hvor der også er en sær entusiastisk begejstring i den gentagende skildring af ganske unge piger, der bliver voldtaget. Igen må man spørge sig hvilken agens, der ligger bag skildringerne. Æstetisk synes kvaliteten i hvert fald en smule tvivlsom hos Langstrup. Hos Ketchum reddes det hele dog af den overtydelige motivation, der så at sige holder hans ryg fri og giver ham et spillerum; et spillerum, Ketchum udnytter til fulde og i en sådan grad, at det, som sagt, fremstår som alibi.

Paperback, 47North 2015

Før jeg bliver udråbt til puritansk sippe, må jeg hellere gentage, at The Girl Next Door har noget dragende, netop fordi den bevæger sig så tæt på en grænse og måske også overskrider den. Bogen kommer i hvert fald ganske nær på at være noget, jeg ikke kan beskrive som andet end en entusiastisk skildring af ekstrem seksuel vold, og det kræver sit at læse det uden at blive påvirket, fordi Ketchum leverer det med en simpel, enstrenget kynisme, der ud over at være iblandet en dosis nostalgisk 50’er-romantik serveres råt for usødet. Hvis du med andre ord er på jagt efter en bog, der måske kan provokere og berøre dig, så kunne det jo være, at du skulle tage et smut ned i kælderen med Ketchum. Jeg håber dog, at du har lyst til at tage et langt bad efter læsningen!

 

 

4 kommentarer

Filed under Roman

Forsinket feriemelding! Vi ses igen d. 2. august

Skriv en kommentar

20. juli 2020 · 08:12

Mark Grant, Mutants Amok 1 (1991): Så dumt kan det gøres…

Paperback, Avon Books 1991. Forsiden er malet af den altid fantastiske Les Edwards

Mark Grant, alias David Bischoff, vidste formentlig godt, at han ikke ville vinde nogen litterære priser for første bind i Mutants Amok-serien, men det har næppe tynget ham meget. Man konstaterer da også allerede efter få sider, at han er gået til arbejdet med højt humør og stor appetit på død, ødelæggelse og lummer underholdning. Faktisk er Mutants Amok uforskammet plat og så dum, at den opnår en form for integritet med sin stupiditet. Ikke mindst fordi der ikke bliver lagt fingre imellem noget sted, hverken når det kommer til humor, vold eller sex.

Handlingen lader sig da også præsentere ganske kortfattet. I en ikke alt for fjern fremtid har mutanter overtaget verden. I USA sidder cyber-mutanten Charlegmagne på magten, og hans tropper gør nu livet surt for de overlevende mennesker, der er blevet slavegjorte af de mutanter, som videnskabsmænd skabte i jagten på den perfekte soldat. Men naturligvis er der også en modstandsbevægelse, og den sejeste, mest bistre og røv-sparkende modstandsmand er Max Turkel, der har sat sig for at gøre en ende på Charlegmagne og de andre ”muties”.

David F. Bischoff (15. december 1951 – 19. marts 2018)

I seriens første bind kommer oprøret dog ikke så godt fra start, for Turkel styrter ned med sit lille personfly og må hårdt såret søge hjælp på en slavefarm drevet af mutanter. En ung fyr på farmen ved navn Jack, et menneske forstå sig, begynder at hjælpe Turkel og snart er et oprør under opsejling blandt slaverne. Før det kommer så langt, må Max Turkel dog hjælpe til med at redde Jacks kæreste fra at blive udsat for eksperimenter hos den lokale, vanvittige mutantlæge. Så er der selvfølgelig også Charlegmagnes højre hånd, der leder efter Turkel, hvilket alt sammen bliver en giftig cocktail af problemer for vores hårdtslående modstandsmand og hans nye grønskolling af en partner.

Der er knald på fra første side, men det betyder ikke, at hverken Jack eller Turkel ikke har tid til at hygge sig. En væsentlig del af bogen handler om, at den erfarne Turkel giver unge Jack sextips og scoretricks i nogle ganske grænseoverskridende scener, mens de to mænd arbejder på at få Turkels flyvemaskine på vingerne igen. Da vi når midten af romanen, kunne man næsten tro, at det hele går lidt for let, men naturligvis bliver vores hovedpersoner presset, og alt ender i kamp og kage samt en cliffhanger, der sender læseren direkte videre til andet bind i serien.

Paperback, DelRey 1979

Bischoff går, som allerede indledningsvist nævnt, linen ud. Præcis det er bogens helt store aktiv, for den tåbelige handling, de latterlige hovedpersoner og den platte humor er alt for meget af det gode. Det samme er de rå mængder vold, som føjer et festligt, grotesk lag til fortælling, der giver den uhøjtidelige munterhed kant. Vi hører eksempelvis om, hvordan Charlegmagnes højre hånd, general Torx, stamper hovedet i stykker på en baby. Jeps, det er rå sager, og Torx gør det ene og alene for at vise, hvor sej og gemen han er.

I den mere muntre ende kan man nævne kapitlet, hvor Torx og hans mutantsoldater kommer til en lille landsby af små væsner med hår på fødderne, der bor inde i bakker med runde hoveddøre… De er en særlig mutantrace, som ingen kan holde ud, og efter Torx har udspurgt de små fyre, bliver alle hobbi… mutanterne knaldet med ned maskingeværer. Sjovt, dumt og ekstremt blodigt.

Paperback, Avon Books 1990 – en af Bischoffs mange bøger baseret på film og TV

Less is more lyder det moderne mundheld, men Mutants Amok går den stik modsatte vej og slipper afsted med det. Det er med speederen i bund, at bogen åbner, og farten bliver stort set ikke sænket efter første side. Alligevel må man hæfte sig ved, at dette bind har karakter af en synopsis, der både skal dække verdensbeskrivelsen, introducere de væsentligste karakterer og sætte historien i gang. Der er med andre ord en form for slør i handlingen, hvor vi introduceres til meget, men måske ikke oplever helt så meget, som der fortælles. Det er naturlig en konsekvens af, at dette er første bind; elegant er det ikke. Omvendt er der intet elegant ved hele projektet. Romanen havde formentlig også et begrænset sideantal til sin rådighed. Man skulle vel for alt i verden ikke udfordre læserne med alt for mange sider og skræmme dem væk.

Når det er sagt, må indvendingerne også konstateres at være bagateller fordi vi her har at gøre med et stykke uforpligtende neo-pulp, der i 90’ernes ånd gør alt for at være så fræk som muligt. Bischoff hyggede sig helt afgjort, mens han arbejdede på bindet, der ganske klart er tænkt som startskuddet til noget stort.

Paperback, Bantam Books 1984. Mere pulp fra Bischoffs hånd

Jeg tror også, at Bischoff var et godt valg fra forlagets side. Han har styr på sine actionscener og rammer den tåbelige humor, der helt klart har været et idémæssigt udgangspunkt for serien, til perfektion. Som sagt gør den ekstreme vold samtidig, at der kommer en snert af alvor over bogen (kun en snert!), der løfter det fra at være en genreparodi til rent faktisk at være et selvstændigt genrebidrag.

Er Mutants Amok værd at læse? Nej, absolut ikke. Verden er fyldt med fantastisk litteratur, så der er slet ikke tid til at bruge bare et øjeblik på en bog som denne. Men hvis man nu alligevel har en ulykkelig svaghed for pulp og genrefiktion, og hvis man nu er nysgerrig på at se, hvordan den postapokalyptiske genre kunne lanceres i ’91, så er det her bestemt et sjovt og ganske uforpligtende sted at springe ind. Bischoff kender som sagt sin besøgstid, og bogen er slut, før man får set sig om, men lur mig, om du ikke på det tidspunkt er blevet bare en lille smule interesseret i at finde ud af, hvad han har planlagt af voldsomme og usmagelige platheder til andet bind? Det blev jeg i hvert fald, og hvordan det faldt ud, kan du læse om, når jeg vender tilbage med andet bind snart.

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Juris-Karl Huysmans, Là-bas (Dybet) (1891): Ned i sølet og op igen

Paperback, Sphere 1974. Den udgave af romanen, som jeg har læst i oversættelsen fra 1924

Da Juris-Karl Huysmans gik i gang med sit berømte værk Là-bas, var det med baggrund i et dybt personligt udviklingsprojekt, der havde sendt ham fra en sværmerisk kunst for kunstens skyld til i stigende grad at se kunsten som en måde at nærme sig en religiøs erfaring.

Huysmans bliver ofte knyttet til den såkaldte dekadente bevægelse i fransk litteratur i 1800-tallets slutning, hvilket sådan set også er meget rimeligt, selvom han på flere punkter skiller sig ud fra den gruppe. Det gør Huysmans ikke mindst takket være den idealisme, som han i stigende grad kom til at udtrykke i sit forfatterskab, men mere om det lidt længere nede. Først må jeg nemlig hellere præcisere, hvorfor Huysmans’ Là-bas er relevant på Fra Sortsand.

Joris-Karl Huysmans (5. februar 1848 – 12. maj 1907) alias Charles-Marie-Georges Huysmans

I romanen, der udkom 1891, introduceres vi til den anæmiske forfatter Durtal, der slider sig ihjel på et storværk om de historiske, middelalderlige rødder for folkeeventyret om Blåskæg. Det er, som bekendt, en grum fortælling om manden, der myrder sine koner, og Durtals kilder viser, at den ”virkelige” Blåskæg ikke var mindre blodtørstig, men Durtal finder også ud af mere. Den historiske Blåskæg gør nemlig oprør mod de sociale og religiøse bånd, der begrænser hans personlige udfoldelse. Det fører ham i kontakt med diabolske kræfter, der i sidste ende bliver Blåskægs undergang.

Netop det forhold, at Blåskæg satte sig uden for kirken, kommer til at optage Durtal, der bliver fascineret af Blåskægs tilvalg af Djævlen. Han bliver måske endda mere end bare fascineret. Gennem forfattervenner begynder Durtal nu også selv at blive optaget af det diabolske, og det går gradvist op for han, at satanisme ikke bare er noget, der hører fortiden til. Det bliver praktiseret midt i det moderne Paris. Der sker med andre ord en spejling af Blåskæg i Durtal, som på sin vis gentager Blåskægs historie nu blot i en moderne kontekst.

Hardcover, Tresse & Stock 1891. Romanens 1. udgave

Den store kulmination på det hele kommer, da Durtal til sidst bliver taget med til en hemmelig sort messe. Oplevelsen bliver den modgift, som Durtal har søgt efter. Da han ser, hvad der udspiller sig under denne ceremoni, bliver han kureret for enhver fascination af det diabolske, og han flygter hals over hoved bort. Han flygter ind i armene på kirken, som han nu forstår og værdsætter med fornyet kraft.

For alle entusiaster af genrefiktion er det naturligvis Durtals udforskning af den okkulte underverden i Paris, der er bogens attraktion. Huysmans væver i romanen middelaldermystik og melodramatisk spændingsfiktion sammen og føjer dertil et eksistentialistisk lag, som kredser om Durtals ulykkelige fascination af mørket.

Der er ikke nogen tvivl om at Huysmans’ værk lægger sig i forlængelse af en gotisk roman som The Monk (1796), men værket skærper portrættet af satanismen ved at flytte det ind i det dekadente parisiske bourgeoisi, hvor rigmænd og intellektuelle står skulder ved skulder foran Satans alter i en gudstjeneste, der naturligvis bliver anført af en frafalden præst.

Det var absolut skrappe sager, da romanen udkom, og bogen udløste en mindre skandale for sine bramfri skildringer af de seksuelle udskejelser, der skete under den sataniske messe. Noget der naturligvis har været med til at sikre Huysmans en plads i litteraturen, men Là-bas var ikke tænkt som (kun) en provokation.

Hardcover, La Connaissance 1924. Titelbladet i denne fine udgave, der dog ikke for nogen specielt spændende forside

Præcis som Matthew Lewis med The Monk har Huysmans et anliggende med sin skildring af den selvfornedrelse, der sker i Satans navn. Hans alter ego, Durtal, søger autenticitet og en vej til stærkere erkendelse af den åndelige side af livet. Den vej kan han ikke finde i sin samtid, hvor den katolske kirke har mistet sin evne til at skabe en oplevelse af transcendens. Durtal ønsker imidlertid dette åndelig samvær med noget metafysisk større. Durtal har, præcis som Huysmans selv, først søgt dette i naturen, men også her har han mistet kontakt med gudserfaringen, hvorfor denne ulmende satanisme med dens ritualer og gamle hemmeligheder pludselig fremstår som en mulig vej til nye og ægte erkendelser.

Her tager Durtal fejl, må han erkende, og i stedet kaster den søgende forfatter sig over kunsten som den sande kilde til erfaringen af Gud. Æstetikken bliver det svar, som Dural søger, og Huysmans følger dermed Friedrich Schleiermachers tanker om kunstens rolle i religionen, der netop var fremherskende på dette tidspunkt og blev en kilde til fornyet spiritualitet i intellektuelle kredse.

Hardcover, University Books 1958

Med Là-bas beskriver Huysmans tvivleren, der er på nippet til at miste troen helt. Han søger, men ved ikke, hvor han skal gå hen og havner derfor i et spirituelt mørke, der fører ham langt, langt ned – helt ned i dybet. Den grumme, nutidige skrækforfatter ville naturligvis ikke lade Durtal vende tilbage fra dette diabolske mørke, men her går Huysmans en anden vej, fordi bogen skildrer en erkendelsesproces. Kunsten er Durtals redning, og kunsten som kilde til transcendens bliver også hovedtemaet i mere eller mindre alt andet, Huymans skrev efter Là-bas.

Det kan dermed heller ikke overraske, at Huysmans forfatterskab ganske ofte bliver beskrevet som indadvendt, for det er hans fiktion i højeste grad. Romanen er én lang refleksion over troens mysterie og erkendelsen af Gud. Undervejs møder Durtal forskellige individer, der bliver talerør for bestemte synspunkter, der alle på en eller anden måde udfordrer Durtal og sender ham videre ind i den labyrint af tvivl, angst og oplysning, der driver ham.

Hardcover, Garnier-Flammarion 1978

Trods bogens okkulte dimension må man ikke være i tvivl om, at dette først og fremmest er et stykke realistisk fiktion, der ganske vist bruger gotikken og dele af samtidens fascination af det morbide, men fortællingen aktiverer ikke overnaturlige elementer. Satanismen bliver skildret som et absurd, menneskeskabt teater, der i virkeligheden bare er et skalkeskjul for utøjlet, skamløs liderlighed og moralsk forfald. Det er med andre ord ikke nogen egentlig religion, men her adskiller satanismen sig paradoksalt nok heller ikke stort fra den tomme religion, Durtal finder i den katolske kirkes institution, der synes forblændet af sin egen magt og ceremoniel.

Som en anden opdagelsesrejse må Durtal finde sin egen åndelige vej, og det gjorde han, præcis som Huysmans også selv gjorde det. Skal man indpasse værket et sted i genrefiktionens kronologi, er det således relevant at se Huysmans åndelige søgen som noget, der peger frem mod Algernon Blackwoods værker, der i høj grad følger det spor, der blev udstukket med Là-bas og udbyggede dette yderlige i jagten på erkendelse.

Paperback, Penguin 2002

Durtals rejse ned i underverdenen er ikke noget gotisk brag af morbide optrin og forbudt opførsel, det er nærmere en stille samtale, som gradvist bliver mere og mere skummel, før der til sidst bliver luftet ud og sollyset slippes ind. Det er næppe alles kop the, det var det ikke dengang, og det heller ikke i dag, men jeg synes nu, at det er meget sjovt at gå i kødet på et værk som dette, fordi det er litteratur, som kan sætte tankerne i gang hos læseren. Præcis det er sundt, tror jeg.

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Michel Faber, Under the Skin (2000): Vi er alle alene i verden

Paperback, Canongate Books 2016

Under the Skin fra 2000 er Michel Fabers debutroman, og det må siges at være noget af en fornem entré på den litterære skrækscene. Fabers fortælling er nemlig noget af det mest forstyrrende, jeg har læst meget længe. Bogen er ikke uhyggelig eller klam i traditionel gyserforstand, i stedet er den foruroligende på et dybere plan, som skrækfiktion kun sjældent når. Det er lidt af en bedrift, af Faber, synes jeg, og bogen rammer tungere end de fleste bøger, den ellers kan sammenlignes med.

Romanen udspiller sig i Skotland, hvor vi introduceres til Isserley, der kører omkring på landevejene og søger efter muskuløse mænd, som hun kan narre ind i bilen under påskud af at ville gå i seng med dem. Først tror de fleste læsere nok, at det er en form for seriemorder, vi har med at gøre, men snart står det klart, at Isserley er noget helt andet. Hun bedøver sine ofre og kører dem tilbage til den farm, hun bor på sammen med en gruppe arbejdere. Præcis som Isserley er arbejderne ikke helt almindelige. Isserley og hendes kolleger på farmen er rumvæsner, der indsamler, eller rettere høster mænd, fordi de er en stor delikatesse på deres hjemplanet.

Michel Faber (født 13. April 1960)

Isserley er med andre ord en lokkedue, der bruges til at skaffe byttedyr på diskret vis. Så langt så godt, men vi forstår allerede tidligt i handlingen, at Isserley kun med besvær opererer i vores verden. Vi hører gradvist, at hun har undergået ganske voldsomme operationer for at kunne komme til at ligne et menneske. Hvordan Isserleys race egentlig ser ud, får vi aldrig fuldstændig præciseret, men de går i hvert fald normalt på alle fire og har pels. Alt dette er blevet kirurgisk fjernet eller ændret, så Isserley er kommet til at ligne en kvinde, der tilmed har fået ganske store silikonebryster, hvilket hjælper til med at aflede mændenes opmærksomhed fra hendes besynderlige udseende. Isserley ser nemlig underlig ud. De fleste tror, hun har været i en ulykke af en art, og hun opfører sig også sært; noget der løbende får hende i vanskeligheder.

Dengang Isserley fik stillingen som jæger på Jorden, troede hun, at det var en stor chance og en mulighed for at stige i de sociale grader tilbage på hendes hjemplanet, men nu er det gået op for hende, at hun aldrig vil være som andre igen. Hun er blevet permanent forandret til uigenkendelighed, og selvom hendes produkt er højt skattet, ønsker ingen hjemme at forstå, hvordan deres delikatesser er blevet tilvejebragt. Det, der burde gøre hende fortjent til hæder, har fjernet hende længere fra samfundet og isoleret hende fuldstændig, hvilket også sker på farmen, hvor arbejderne undgår hende.

Paperback, Harcourt 2000. Romanens første udgave

Da den unge idealistiske rigmand Amlis, søn af Isserleys chef, møder op på farmen en dag og begynder at tale om menneskenes rettigheder, opstår der et særligt bånd mellem de to. Isserley forelsker sig i Amlis, og hun drømmer om et liv sammen med ham, men det forbliver en drøm, og han rejser snart efter bort fra farmen igen. Isserley efterlades i det fremmede og må fortsætte sin jagt, nu mere alene end nogensinde før.

Det fundamentalt foruroligende ved Under the Skin er den fremmedartethed, som Michel Faber får skrevet frem. Isserley fremstår så bizar, for ikke at sige grotesk, at hun i kraft af sin næsten-menneskelighed bliver monstrøs og grusom. Samtidig er hendes jagt, der udspiller sig langs våde, tågede landeveje, skildret i rå og kolde scener, som klaustrofobisk lukker sig om læseren. Alt er fremmedgjort i et ingenmandsland, hvor ensomme ofre dukker op ud af det blå for at forføres af Isserley, inden de køres til farmen.

Paperback, Harvest 2001

Isserley har mistet sit hjemland og sin krop i jagten på et bedre liv. Hun er nu tættere på sit bytte, mennesket, end hun er sine egne, men hun er absolut ikke noget menneske og føler sig ganske tragikomisk mere knyttet til får end mennesker, fordi de åbenbart ligner hendes egen race svagt, hvilke der kommer flere absurde scener ud af. En absurditet der naturligvis også ligger i bogens overgribende brug af vores eget forhold til fødevareproduktion og dyrevelfærd, som vej frem mod beskrivelsen af Isserleys indre liv.

Gennem Isseyley får vi den andens blik på manden som individ og gennem de ofre, der samles op, introduceres vi til en hel stribe bud på mandetyper. Isseyley er her et troldspejl for læseren, der lader os se disse mænd ude fra; deres opførsel, lugte, fysik og adfærd. Kønt er det langt fra, men det er et sårbart syn og, ja, meget menneskeligt. Når disse mænd liderligt puster sig op for at få fingre i Isserley, ser vi bagom facaden og ser de skæbner, der har ført dem ud på de øde landeveje, hvor monstret nu har samlet dem op. De er mindst lige så meget i limbo som Isserley selv, og når det kommer til stykket nok også lige så meget alene, om de så har kone og børn derhjemme eller ej.

Paperback, Canongate Books 2004

Alt dette formår Faber at få frem gennem et sparsomt og klart sprog, der antyder meget, men kun forklarer ganske lidt. Der er en nøgtern kraft bag hans tomme landskaber og akavede situationer, og hans personskildringer har en gribende evne til at indfange øjeblikkets absurditeter og gru. Det er råt, det er rørende og det er stærkt ubehageligt.

Vi er inde i Isserleys tanker og følger kun det, hun selv sætter ord på. Nogen større indsigt i hendes baggrund og race får man ikke, men netop dette er noget af det fine ved Under the Skin, som har sin styrke i at dvæle ved de følelsesmæssige konsekvenser af hendes gerninger og i skildringen af Isserleys indre verden, der hurtigt er ved at falde fra hinanden, da vi kommer ind i historien. Triviel worldbuilding slipper vi heldigvis for i Fabers litterære skrækunivers.

Paperback, Canongate Books 2010

Skal man være lidt kritisk, kan man sige, at romancen mellem Isserley og Amlis måske er en anelse banal og problematisk, fordi den er meget menneskelig. Illusionen om den uforståelige anden, som disse rumvæsner udgør, brydes derfor her. Men omvendt er affæren vigtig for narrativet, fordi Amlis et kort øjeblik bliver et lys i Isserleys verden. Det er et håb, som ikke fører til noget, og Isserley forstår, efter Amlis er rejst hjem, at hun kun har sig selv. Der findes ingen som hende, og hun har derfor kun sig selv at tænke på.

Grundlæggende siger Faber, at vi alle er hæslige og, at vores fornemste opgave må være at se bagom denne hæslighed. Med sin roman går Faber dermed tæt på vores selvopfattelse og relation til kroppen. Hvem er vi og hvordan oplever vi både og selv og andre. Hvad identificerer vi os med og hvordan forstår vi noget, der ikke ligner det, vi kender. Den type spørgsmål kredser bogen om, og det gør den på fineste og mest skræmmende vis. Isserley er frastødende og væmmelig, hun er også dødsdømt fra begyndelsen, og netop derfor kerer vi os om hende. Hun er en tragisk figur, og måske ligner hun os alle mere, end vi tror. Det tror jeg i hvert fald.

Paperback, Canongate Books 2011

Paperback, Canongate Books 2013

 

 

2 kommentarer

Filed under Roman