Et andet København?

Paperback, McFadden-Bartell 1969

City of old-world charm and new-world kicks, where sex and sin offer unheard-of delights – Danish style

Pornografien blev frigivet herhjemme i 1969, og det amerikanske forlag McFadden-Bartell greb hurtigt den nyhed. De bestilte fluks en erotisk pulproman, som kunne udspille sig i de frigjorte danskeres land, og naturligvis måtte handlingen henlægges til hovedstaden København.

Forfatteren Phil Lewis har tydeligvis aldrig besøgt byen, men han har læst en form for guidebog til hovedstaden, hvorfor han selvfølgelig kan nævne de vigtigste turistmål – præcis som forsiden til Copenhagen After Dark har Tivoli i baggrunden.

McFadden-Bartell udsendte en hel stribe af den type bøger i slutningen af 60’erne, der var tænkt som en mulighed for den læsende til at tage på erotiske rejser fra sofaen, og opleve en verden langt mere spændende end den hjemlige trummerum. Her får I lige et par andre eksempler. Hver by har i øvrigt sit særlige fokus – Taipei er prostitutionens hovedstad, i Paris ligger fokus på selve bordellernes forskellighed og London er åbenbart hjemsted for strippere af begge køn. Jo-jo, verden har skam meget at tilbyde!

Paperback, McFadden-Bartell 1969

Paperback, McFadden-Bartell 1966

Paperback, McFadden-Bartell 1966

 

Reklamer

1 kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Roman

Colin Wilson, The Mind Parasites (1967): Lad sindets mentale champagnepropper springe

Paperback, Panther Books 1973. Forsidens stemningsfulde “new age”-billede er skabt af Bob Haberfield

Hvis jeg skulle udpege et stykke skrækfiktion fra slutningen af 60’erne, der sammenfatter alle tidens tendenser, må valget falde på Colin Wilsons The Mind Parasites fra 1967. Her samles trådene i et kluntet, uharmonisk og uelegant værk, som trods alle sine slagsider rummer en særegen kraft, der tydeligvis havde et solidt tag i samtidens læsere. Bogen har mistet meget af sin potens i dag, hvor Wilsons idéer om sindets paranormale potentiale har tabt alt momentum. Teksten må derfor i dag også i vid udstrækning vurderes ud fra sine litterære kvaliteter; dem er der ikke mange af, men retrospektivt er det vanskeligt at komme uden om The Mind Parasites.

Det hele begynder, da bogens jegfortæller, arkæologen Gilbert Austin, opdager, at en af hans venner fra studietiden har begået selvmord i London. Selvmordet kommer som et chok for Austin, der aldrig havde troet, at hans stærkt ideologiske ven ville kunne vælge den udvej. Han begynder derfor at grave i sagen, og snart viser det sig, at vennen åbenbart var i færd med studier af menneskets underbevidsthed og havde opdaget anomalier, som optog ham meget. Idéerne optager også hurtigt Austin. Han går i vennens fodspor og finder ud af, at han er på sporet af en sønderknusende opdagelse, der kan forandre selve menneskehedens eksistens.

Paperback, Panther Books 1973

Imens dette arbejde står på, er Austin taget til Tyrkiet for der at deltage i nogle arkæologiske udgravninger, som en anden af hans venner står for. Her, under ødemarkens sand, støder de på et enormt bygningsværk to kilometer nede. En umulighed, som hurtigt viser sig at tale sammen med de erkendelser Austin havde gjort i London forinden. Det korte af det lange er, at Austin har opdaget, at menneskets sind er en næsten ubegrænset energikilde, som kan transformere os til en form for superindivider med både fysiske og intellektuelle kapaciteter langt over vores nuværende fatteevne. Grunden til at dette ikke er sket, er, at en parasit har taget bo i menneskehedens kollektive bevidsthed og her snylter på denne energi.

Det lyder abstrakt, og det er det sådan set også, men Colin Wilson foretager i romanen en kobling mellem Jungs teori om racehukommelse eller kollektiv erindring og H. P. Lovecrafts såkaldte ”Cthulhu-mytologi”. Til dette kommer så også flere SF-elementer. Et fremmed væsen har således trælbundet menneskeheden indefra og reduceret os til malkekvæg, som væsnet siden tidernes morgen har kunnet tappe for kraft. Austin kalder dette eller disse væsner ”the Tsathogguans”, et navn hentet fra Clark Ashton Smiths forfatterskab. Det er da også kendetegnende for The Mind Parasites, at Wilson rører fakta og fiktion sammen i en skønsom blanding, der skaber en særlig videnskabelig stemning i bogen, som formentlig har til hensigt at opbygge en form for troværdighed.

Colin Henry Wilson (26. juni 1931 – 5. december 2013)

Set i lyset af Wilsons senere forfatterskab er det tydeligt, at idéerne, han præsenterer i romanen, ikke alene er tænkt som fiktion. Wilson fortsatte i hvert fald med at udbygge sine tanker om det underbevidste og intellektets ubenyttede kapaciteter, og i det lys bliver The Mind Parasites et vigtigt skrift, fordi det er her, han for første gang får lejlighed til at udfolde sine sensationelle og kontroversielle idéer.

Den slags lykkedes det nemlig for Wilson at skabe sig en karriere på, og det er tydeligt, at det først og fremmest er idéerne, der driver værket for ham. Præcis dette adresserede han rent faktisk selv i introduktionen til sin næste roman, The Philosopher’s Stone fra 1969. I forbindelse med denne roman, der stort set er en genfortælling af The Mind Parasites, forklarer han sine læsere, at han først og fremmest ser sig som filosof, der kommunikerer sine idéer gennem fiktionens sprog, på linje med eksistentialisterne.

Hardcover, Arkham House 1967. Romanens 1. udgave

For Wilson handler det altså om, at mennesket må overvinde sine indre grænser, sprænge de kræfter, der tøjler bevidstheden, og derved opnå indsigt, styrke og kreativitet. Hans vision er et nyt samfund baseret på intellekt og æstetisk nydelse. Bogen er dermed et stykke idealistisk, visionær prosa, som absolut ser frem mod et andet og bedre samfund.

Fiktionen og gyset spiller en væsentlig rolle her, fordi det bliver disse narrative redskaber, der skaber fremdrift i Wilsons argumentation. Det er Austins opdagelser, som giver Wilson anledning til at uddybe sine tanker og læseren bliver så at sige klogere på meningen med bogen i takt med Austins egne erkendelser af sandheden om de parasitiske ”Tsathogguans”.

Hardcover, Arthur Barker 1967

Man kan imidlertid også gå et niveau dybere ned i teksten. Bogens hovedperson bliver hurtigt jaget vildt, fordi parasitterne opdager, at han er ved at få færden af dem. Parasitterne kan ikke selv agere, fordi de ikke har nogen krop – de eksisterer udelukkende i bevidsthedens ”dimension”. De kan imidlertid handle gennem deres agenter – svage mennesker med dårligt selvværd, tendens til depressive tanker og ringe selvkontrol. Den type personer er parasitternes typiske agenter, og de har infiltreret kultur og politik på alle niveauer.

Præcis på den baggrund får Colin Wilson affyret en række kritiske bredsider mod alt det, han opfatter som nedbrydende eller ødelæggende for sindet. Hans væsentligste eksempel, ud over tåbelige politikere, er en forfatter i Paris, der med sine skrifter om sadomasochisme, science fiction og livslede, holder den intellektuelle avantgarde i åndeløs beundring. For Wilson er dette præcis den form for jordbunden kunst, der lukker sindet ned og stimulerer til destruktion frem for sprudlende kreativitet. Inspirationskilden til Wilsons fiktive forfatter kan næppe være nogen anden end William S. Burroughs, der netop repræsenterer alt andet end den højstemte kunst, som Wilson ser som sine primære bud på værker, der transcenderer sindets grænser.

Paperback, Bantam Books 1968

Wilson konkluderer nemlig gennem Austin, at nogle få ”genier” af egen drift har opnået den store gave, kortvarigt, at se bag om sindets barriere og opnå adgang til intellektets uudtømmelige kraftkilder. Mozart, Shakespeare og alle andre store, kanoniserede kulturkoryfæer er således Wilson bud på steder, hvor vi ser antydningen af noget større. Parasitternes agenter er dermed det, Wilson opfatter som kunstens fjender; de er de uanstændige, de er misbrugerne, de af mammon forblændede og hedonisterne, der ikke formår at løfte sig op over egne behov. Gyset, som her er en paranoid størrelse, opstår fordi, at disse agenter er over alt og luller os ind i sortsyn og depression gennem deres ”falske” kunst, som ikke inspirerer, men kun avler håbløshed.

The Mind Parasites går til kamp for livsglæde og kreativitet, for håb og forandring. Foregangspersonerne i dette er genierne, som med momentane anfald af klarsyn har udstukket vejen, som masserne må følge. Løftet er, at vi alle kan blive som de store, hvis vi lytter til deres ord, dyrker deres kunst og søger efter deres ledetråde. Wilsons idéer var avantgardistiske, da han udsendte sin roman i ’67, men grundlæggende er romanen en bekymret mands reaktion på en kultur i opbrud. Hans bolværk er den klassiske borgerlige dannelse, og Wilson fremstår derfor i bogen mere som udsyret rindalist end visionær mystiker. Fornyeren Wilson er derfor måske i virkeligheden selv en af de mørkemænd, som han forsøger at bekæmpe.

Paperback, Oneiric 1972

Paperback, Panther 1977

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Apropos A Wizard of Earthsea

Da tårerne stoppede, fandt jeg den bog mor havde købt og læste videre. Langt tilbage i bevidstheden registrerede jeg at Yngve gik i seng, at skydedøren blev lukket, at de spillede musik derinde, men uden at den nogensinde blev tydelig, for fra første sætning gled jeg ind i fortællingen jeg læste, og jeg gled længere og længere ind. Hovedpersonen hed Gæt, en dreng der boede på en ø, han havde specielle evner, og da de blev opdaget, blev han sendt på en troldmandsskole… (s. 330)

Sådan begynder en meget fin passage i Karl Ove Knausgårds Min Kamp. Her kan man i bind tre læse, hvordan den ganske unge Knausgård pludselig opdager Ursula K. le Guins verden og opsluges helt af den. Der er noget rørende ved denne passage i bogen, især fordi Knausgård på det tidspunkt ikke har det særlig godt. Le Guins bog bliver en flugt til et andet sted, som Knausgårds selvbiografiske romanfigur kan søge ly i. Han går i et med le Guins hovedperson Ged/Gæt, og det fører frem til denne stærke passage i Min Kamp, hvor vi efter et længere handlingsreferat får ord på den sorg og rædsel Knausgårds romanego føler igennem le Guins unge troldmand:

Så vidste han det pludselig. Ude på havet, alene i en båd med skyggen der kom tættere og tættere på, vidste han det. Skyggen hed Gæt. Skyggen havde hans navn. Skyggen var ham selv.

Da jeg slukkede lyset efter at have læst den sidste side, var klokken næsten tolv, og mine øjne fulde af tårer.

Skyggen var ham selv! (s. 332)

-Min Kamp, bd. 3, Lindhart og Ringhof 2015.

Bemærk rytmen i Knausgårds  linjer, og den energiske nerve han føjer til sin genfortælling. Geds oplevelser bliver her parallelle med Knausgårds, og den synergi genskaber han nu kunstnerisk som voksen på flotteste vis i sin roman. Det er den slags erkendelser og læseoplevelser, som vi alle sukker efter. De kommer sjældent, men når de kommer, husker vi dem hele livet.

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Roman

Ursula K. le Guin, A Wizard of Earthsea (1968): En lille perle

Paperback, Bantam Books 1975. Den charmerende forside er skabt af Pauline Ellison

Når man taler om fantasylitteraturens store, kanoniske, værker begynder man typisk hos Tolkien og C. S. Lewis, men hvor snakken derfra går videre hen, varierer; de fleste ser typisk til pulp-giganter som Robert E. Howard og Fritz Leiber. Pulpens sword and sorcery er da også helt central for udviklingen af fantasygenren, som vi forstår den. Ser vi på den fantasy, som bliver skrevet i dag, kan man også hurtigt konstatere, at det er fra pulpen de blivende impulser er kommet efter at have absorberet, hvad der kunne absorberes hos Tolkien. Her skal vi imidlertid se nærmere på et af de værker, der hverken lader sig indskrive entydigt i Tolkien-traditionen eller har noget med pulpens sword and sorcery at gøre.

Ursula K. le Guin udsendte i 1968 den nu vidt berømte roman A Wizard of Earthsea, der på alle måder er et øjenåbnende værk – det var det dengang i slutningen af 60’erne, og det er det stadig den dag i dag. Dette skyldes først og fremmest romanens sproglige pondus, men også dens slående originalitet, som er det element, jeg gerne vil trække frem i dette lille indlæg.

Hardcover, Parnassus Press 1968. Romanens 1. udgave

Historien er sikkert bekendt for de fleste. Handlingen udspiller sig i den eventyrlige Earthsea-verden, der er udgjort af en utal af små og store øer i et gigantisk hav. Her stifter vi bekendtskab med drengen Ged (et ufrivilligt komisk navn på dansk), hvis kaldenavn er Sparrowhawk. Ged vokser op blandt fattige bønder på en lille ø. Røvere angriber øen, og under angrebet opdager Ged, at han er i stand til at trække på mærkelige, magiske kræfter. Dermed er Geds skæbne beseglet, for rygtet går, og snart bliver han samlet op af den gamle, magtfulde magiker Ogion, der gør Ged til sin lærling.

Ged lærer på en gang meget og ganske lidt i sin tid hos Ogion, men da hans læretid er omme, bliver den vemodige og spændte lærling sendt til troldmændenes skole på øen Roke, hvor hans uddannelse kan fortsætte. Her, blandt ørigernes fremmeste hoveder, møder Ged en ny, sprudlende verden, men han bliver også her ført i fristelse og hidkalder en ”skygge” – en form for dæmon, der bliver en del af ham. Ged tegner til at blive en stor troldmand, men episoden med skyggen er et nederlag, og til sidst må Ged stikke til søs og få taget konfrontationen mod det væsen, der truer ham. Det bliver en lang rejse ud over øhavet, hvor Ged gennemgår flere prøvelser, før han kan stå ansigt til ansigt med mørket i ham.

Ursula Kroeber Le Guin (født 21.oktober 1929)

Fortællingen er helt åbenlyst en dannelsesrejse, der beskriver den proces, som bondedrengen Ged må gennemgå for at blive en intellektuel magiker med verden som sin legeplads. Magien hos le Guin er dramatisk og voldsom, men den er i høj grad også et indre, filosofisk anliggende, og lærlingenes skoling handler dybest set om at reflektere over og erkende tingenes inderste væsen. Magien er en refleksion over ”Das ding an sich” (i bogen omtalt som tingenes sande navn: ”the true name”), som fører troldmanden til en sansning af den kraft, der ligger bag den materielle verden.

Troldmændene beskæftiger sig således i høj grad med illusioner og manipulationer, mens egentlig skabelse er yderst vanskelig og dybest set noget forkert, fordi man her griber ind i selve verdens substans. Den kantianske tænkning gennemsyrer hele romanens metafysiske rammeværk, og det er klart, at le Guin i fuld samklang med ’68-ånden transformerer Kants billede af den uerkendbare Gud til en panteistisk verdenskraft, der binder natur og mennesker sammen til et forpligtende fællesskab.

Paperback, Ace Books 1970

At der ligger en gennemtænkt idé bag romanens magiske univers, er i sig selv ikke noget hverken nyt eller originalt. Det originale ligger derimod i hele bogen som helhed. Den ligner ikke noget andet, selvom man fornemmer antydningerne af de myter og tekster, der har inspireret le Guin. A Wizard of Earthsea står dermed som selvstændigt, eventyrligt univers, som med ganske få virkemidler formår at åbne en helt verden for læseren. Le Guins primære aktiv ligger imidlertid ikke i selve verdensbeskrivelsen – her får vi heldigvis kun de nødvendigste komponenter og bliver i stedet overladt til selv at digte med og tænke videre.

Den fremherskende litterære parole i det meste plot-orienterede fiktion lyder i dag populært ”show it, don’t tell”, men le Guin gør præcis det modsatte. A Wizard of Earthsea er en fortalt historie, der med omhyggelig og forsigtig poesi får malet det eventyrlige frem for os og danner et univers, der kan måle sig med Tolkiens mastodontiske kreation på trods af drastiske forskelle i omfang.

Hardcover, Gollancz 1971

Le Guin giver os ganske enkelt en unik vision, der er så rig i sin skildring af den ydre og indre rejse, som Ged foretager, at den leder os ind i denne verden uden de engagerende greb, som vi normalt mener læseren har brug for. Værket er derfor også flot og rummer sin egen fantasy, uden begrænsede knæfald til generekonventioner, hvilket er noget ganske sjældent.

Det er forbløffende befriende at læse en roman som denne, fordi den hviler i sig selv og på ingen måde forsøger at lefle for læseren. Den er kompleks og smuk, den er gribende og har samtidig folkeeventyrets enkelhed. Bogen er traditionelt markedsført som ungdomsroman, og det gør sådan set bare det hele bedre, fordi le Guin faktisk tør stille krav til sin (unge) læser, fordi hun har investeret substantielt tankegods i sin tekst. De uendelige strømme af ungdomsfantasy, som spyttes ud, og så herhjemme, står som triste ligegyldigheder målt i forhold til dette. Den ulidelige, visionsløse friskfyrsgenre, som ungdomsfantasy (og -horror) er blevet til i dag, kunne lære meget af le Guins kunstneriske magtpræstation.

Paperback, Ace Books 1973

Paperback, Puffin Books 1974

Paperback, Puffin Books 1975

Paperback, Bantam Books 1984

Paperback, Puffin Books 1986

Paperback, Roc 1991

Paperback, Bantam Spectra 2004

Paperback, Bantam Spectra 2004

Hardcover, Turtleback Books 2012

Paperback, Puffin Books 2016

2 kommentarer

Filed under Roman

Et sidste ridt med Danzig?

Hans højhed Glenn Danzig har netop udsendt en video til singlen ”Last Ride” fra albummet Black Laden Crown, der udkom tilbage i slutningen af maj. Albummet er langt det bedste, som Danzig har begået længe, men det siger i virkeligheden ikke synderligt meget. Pladen er da heller ikke voldsomt ophidsende, men han har set tilbage mod lyder fra Samhain og de første to Danzig-albums, hvilket helt sikkert var et klogt valg. Nummeret ”Last Ride” er da også en fin sang, som tåler at blive hørt et par gange.

Mere spændende er det imidlertid, at fantastiske Electric Wizard udkommer med et nyt album til november. Jubii! Det bliver fedt. Titlen på albummet bliver Wizard Bloody Wizard og den cool, smagfulde forside kan du se her.

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Video

Østens dødbringende mystik

Weird Tales, april-maj 1931

Så skal vi på langfart med pulpen. Vi skal til Fjernøsten, der i den kulørte litteraturs regi repræsenterer lige dele eksotiske eventyr og dødbringende farer. Den udtalte herrefolksmentalitet i 1800-tallets sidste del, blandet med de paranoide feberfantasier om ”Den gule Fare”, var lige stærke komponenter i pulplitteraturens brug af Østen, men der gemmer sig også en oprigtig fascination af de fjerne destinationer bag de racistiske parader.

Detective Fiction Weekly, maj 1931

Fjernøsten i pulpen er i høj grad et miljø, der bygger på idéen om ”den anden civilisation”. Det vil sige en civilisation med ældgamle skikke og kulturer, der var så fremmedartet, at den hvide pulplæser konstant måtte spørge sig, om de eventyr, heltene oplevede, nu også kunne have deres rigtighed eller om det hele bare var digt.

The Spider, december 1934

Nok så vigtigt var det imidlertid også, at de asiatiske kulturer kunne bruges som modbilleder på den vestlige kultur. Det vil sige negative spejlinger af os selv, som frembar alt det nederdrægtige og beregnende, som vi kun sjældent bryder os om. Det er da også bemærkelsesværdigt, hvordan der går en lige linje fra de ubehagelige jødekarikaturer, der har udviklet sig siden middelalderen, til de karaktertræk, der tillægges de onde asiater, som skruppelløst trækker i trådene og udnytter den troskyldige vesterlænding.

Hardcover, Doubleday 1934

Set med nutidige øjne er pulpens håndtering af Asien afgjort et betændt farvand, men det er samtidig slående, hvor utrolig populær Fjernøsten og referencer til Østen var. Der var naturligvis indtil flere magasiner, der specialiserede sig specifikt i dette miljø, og man kan følge ”Østens mystik”-temaet fra pulpens guldalder i 1920’erne og 30’erne og helt op til 70’ernes hårdkogte manderomaner, hvor Koreakrigen fulgt af Vietnamkrigen havde gjort sit til at genoplive det ambivalente sværmeri for Asien.

Strange Stories, december 1940

Den popularitet er ikke bare udtryk for læsere, der var optaget af at få deres stereotype opfattelser af fremmede kulturer bekræftet. Nej, populariteten vidner også om en udtalt nysgerrighed blandt læserne, som slugte beretninger om det fremmede og eksotiske råt. Onde asiater, som Sax Rohmers Fu-Manchu var naturligvis frygtindgydende skikkelser, der truede de vesterlændingene og ødelagde samfundet, men omvendt kom der også mange historier, som var fyldt med betagende skønhed og kærlighed til det anderledes. Tænk bare på novellerne fra forfattere som Clark Ashton Smith og E. Hoffmann Price.

Man to Man Magazine, december 1965

Vi kan meget let fordømme pulpen for dens åbenlyse reduktionisme af fremmede kulturer. Jeg må dog samtidig sige, at genrefiktionens læsere i en stor del af 1900-tallet var nysgerrige på det fremmede i en grad, som gør os til skamme i dag, hvor vi åbenbart har det bedst med at læse krimier, der udspiller sig i vores egen baghave.

Strange Stories, august 1939

Måske er det Internettets skyld? Måske har Nettet gjort verden så stor, at vi ikke har brug for det fjerne i vores fiktion længere. Måske er det langdistanceturismens skyld? Måske er verden blevet så lille og banal, at den ikke længere byder sig til som troværdig legeplads for det eventyrlige. Måske er det alt sammen den naturlige konsekvens af Max Webers såkaldte ” Entzauberung der Welt”. Det tror jeg faktisk.

Man’s Action, august 1968

Uanset hvad det skyldes, er der jo ikke meget at gøre ved det, men den moderne provinsialisme er nu ærgerlig, for langfart i genrefiktionens fartøj er sjældent kedeligt.

Short Stories, april 1931

Men Today, maj 1968

Real Police Story Magazine 1937

Men Today, november 1967

Paperback, Pyramid 1961

Oriental Stories, sommer 1932

Paperback, Popular Giant 1952

Paperback, Avon Books 1950

Paperback, Pinnacle Books 1974

Paperback, Badger Books 1966

Paperback, Pan Books 1960

Paperback, Belmont Tower 1983

Paperback, New American Library 1956

Paperback, Berkley Publishing 1958

Paperback, MB 1974

Paperback, Consul Books 1963

Paperback, MB 1971

Paperback, Dell 1956

Paperback, MB 1956

Paperback, Fawcett Publications 1968

Paperback, MB 1955

Paperback, Gold Medal Books 1955

Paperback, Horwitz Publications 1966

Paperback, Gold Medal Books 1960

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Fritz Leiber, Conjure Wife (1943): Det forheksede køn

Paperback, Ace Books 1984. Kunstneren bag forsiden er ikke oplyst

Fritz Leiber kendes uden tvivl bedst for de to slyngler Fafhrd og Grey Mouser, der huserer i storstaden Lankhmar. Leibers fiktion breder sig imidlertid også ud i andre dele af genrefiktionens bredspektrede univers. Han skrev flere skræknoveller samt et par vigtige gyserromaner. Den første er formentlig den væsentligste, fordi den synes helt ude af trit med sin samtid og snarere fremstår som et varsel om det, der skulle ske med horrorlitteraturen i 1950’erne. Romanen hedder Conjure Wife, og den så dagens lys for første gang i 1943, da den blev udsendt i magasinet Unknown Worlds. Der skulle imidlertid gå ti år, før Leibers fortælling udkom i bogform, og da det skete i ’53, var den pludselig blevet en del af en bredere bevægelse, hvor historiens nyskabende blik på gysets iscenesættelse havde fortonet sig, fordi andre på det tidspunkt havde fulgt samme stier som Leiber.

Handlingen fører os til et lille, stærkt konservativt universitet et sted på den amerikanske østkyst. Her på Hempnell College, som stedet hedder, har Norman Saylor sikret sig en plads som fast underviser, og fremtiden tegner lyst. Normans karriere går roligt fremad, og derhjemme venter hans søde kone Tansy hver aften med drinks og aftensmad. Lykken tilsmiler familien Saylor, men alt får en brat ende, da Norman en dag ved et tilfælde opdager noget mystisk i en af Tansys skuffer. Norman finder dels en lille amulet, dels en dagbog, der beskriver, hvordan Tansy aktivt praktiserer beskyttende magi i huset. Norman, der er antropolog, har studeret folklore og kender en del til forskellige former for folkloristisk magi, men det rammer ham som en hammer, at hans kone skulle benytte den slags.

Paperback, Ace Books 1984

Naturligvis konfronterer Norman sin kone med opdagelsen, og nu bliver sagen først for alvor sær. Det kommer frem under deres samtale, at der er flere kvinder, faktisk ganske mange kvinder, der praktiserer magi i det skjulte. De bruger magi til at fremme deres familielykke, til at beskytte sig selv og ikke mindst deres mænd fra magiske angreb og naturlige ulykker. Norman fatter ikke et ord, men efter at han har forbudt Tansy at praktisere sin magi, går der ikke mange timer før problemerne hober sig op. Knap er alle Tansys beskyttende amuletter og tegn fjernet fra huset, før ægteparret Saylor går en ganske hurtig deroute i møde.

Man skal lægge mærke til to punkter ved Conjure Wife, som gør romanen til et stykke fascinerende, banebrydende skrækfiktion. For det første har bogen et udtalt feministisk perspektiv, som står uventet stærkt i teksten, og for det andet trækker Leiber sin fiktion ind i hjemmets sfære på en måde, som kun sjældent var blevet afprøvet tidligere.

Fritz Reuter Leiber, Jr. (24. december 24 1910 – 5. september 1992)

Set med nutidige øjne er kønsrollemønstret i Conjure Wife naturligvis ganske forældet, al autoritet ligger således hos Norman, mens Tansy er hjemmets tjenende ånd. Sådan er det i hvert fald indledningsvist. Leiber får imidlertid vendt perspektivet, så det rent faktisk er hos kvinderne, at den reelle magt ligger. I bogen eksisterer der en kæmpemæssig farlig og magisk verden omkring den mandlige eksistens, som mændene slet ikke opfatter. De forstår ganske enkelt ikke, i hvor høj grad deres verden og adfærd bliver manipuleret af kvinder. Man kan naturligvis indvende, at det virker en smule begrænsende, at kvinderne først og fremmest udnytter deres magiske magt til at sikre deres mænd status og velstand, men faktisk får Leiber skrevet dette forhold frem på en sådan facon, at det til sidst er klart, at han i virkeligheden ser en form for arbejdsdeling og ligestilling mellem kønnene i dette. Kvindernes hekseri giver dem en bagvedliggende magt, som mændene udadtil kan forvalte og udnytte. Den ene fungerer ikke uden den anden.

Man kan mene om dette hvad man vil, men bogens kvindesyn er absolut progressivt for tiden. At tage det stigmatiserede begreb heks og indsætte det i en moderne ramme, for så samtidig at fylde det med en ny form for magt, der i høj grad var positiv – selvom den også kunne bruges til at gøre ondt – var ligeledes noget nyt i 1943, da Conjure Wife så dagens lys.

Unknown Worlds, april 1943. Romanens første udgivelsessted

Det samme gælder selve fortællingens miljø, nemlig hjemmet. I 40’ernes gys skal man se langt efter fortællinger, der ikke trækker heftigt på gotiske troper og velkendte skrækklichéer. Modernisering af genren var ikke noget presserende på det tidspunkt, men præcis det gør Leiber op med i Conjure Wife.

Hans heks er en moderne kvinde og bogens miljø et ordinært universitetsmiljø. Alle forventninger til gysets setstykker bliver dermed gjort til skamme, for ganske vist bruger Leiber velkendte troper som ”heksen”, ”spøgelset” og så fremdeles, men han fylder dem med nye betydninger, der baserer sig på moderne livsvilkår. Leiber leger dermed med sin læser og udfordrer gysets klichéer med en modernisme, som demonstrer, at horror og gru lige så let kan opstå bag det moderne hjems fire vægge som i gamle borgruiner og dystre kirkegård; tanker der vel at mærke stadig var innovative i 40’ernes første halvdel.

Paperback, Lion Books 1953. Romanens første bogudgave. Bemærk den helt forfejlede forsideillustration, der tydeligvis forsøger at sælge bogen som noget den ikke er

Romanen kan let opfattes som forløber for en lang række senere gys; ikke mindst skrevet af navne som Robert Bloch og Charles Beaumont. Som direkte inspiration har den dog næppe virket for ret mange, men bogens budskab og greb om genren var en vigtig indikation på, at pulpens forstenede skrækfiktion var på vej ud.

Med alt dette sagt må man imidlertid også hæfte sig ved, at en af grundende til, at alt dette lykkes med så stor, overbevisende kraft, er Leibers særlige prosa, der blander pulpens tempo og fokus på handling med et præcist blik for psykologiske skildringer, der stikker langt dybere end mange af Leibers samtidige. Leibers portræt af både Norman og Tansy Sailor er karakteriseret af både hjertevarme og strejf af kynisme, der formidles gennem et formidabelt øje for dialog.

Hardcover, Twayne Publishers 1953

Man må heller ikke glemme den sikkerhed, hvormed Leiber får serveret sin fortælling og det isnende billede, den bærer frem til sidst, som fortsat står krast for den nutidige læser. Norman sidder her ulykkelig på et hotelværelse efter desperat at have søgt efter sin forsvundne kone hele dagen. Med ét hører han slæbende fodtrin ude på gangen, og han ved, at det er Tansy, som er vendt tilbage. Scenen er rædselsvækkende, ikke mindst takket være Leibers arbejde for at etablere et egentligt psykologisk portræt af sine hovedpersoner.

Det lader sig ikke fornægte, at Conjure Wife er et stykke pulplitteratur, som skal fungerer på pulpens præmisser. Det har, kan ske, hæmmet den kritiske reception af bogen, men Fritz Leibers fyldige prosa og livskloge tilgang til stoffet gør det til mere end underholdning. Med denne fortælling føjer han nytænkning til skrækfiktionen og får på den led skabt et værk, der kan måle sig med genrens store milepæle. Leiber forandrede pulpen indefra med sine tekster, og resultatet blev blandt meget andet et radikalt værk som Conjure Wife, der, dengang som nu, leverer både stof til eftertanke og spænding af den grumme slags.

Paperback, Berkley Medallion 1962

Paperback, Award Books 1968. Også her forsøger man hårdt, at få bogen solgt som “nygotisk” gys – en genre, der havde sin storhedstid netop i 60’ernes anden halvdel

Paperback, Penguin Books 1969

Paperback, Ace Books 1977

Paperback, Tor 1991

Paperback, Orb 1999

Paperback, Orb 2009

Hardcover, Centipede Press 2011

Ebog, Gateway 2011

Ebog, Open Road 2014

2 kommentarer

Filed under Roman