H. Beam Piper, Space Viking (1963): Røverjagt på den galaktiske prærie

Paperback, Ace Books 1977. Den herlige forside er skabt af Michael Whelan

Henry Beam Piper var en af de moderat flittige SF-forfattere, der havde hængt på siden 1940’erne. Han døde i ’64, og hans historier blev derfor aldrig for alvor udfordret af den rivende udvikling, som skete indenfor både SF og fantasy-litteraturen i 60’erne. Piper fik med andre ord lov til at skrive sine korte romaner og noveller, som han altid havde gjort det. Når man læser Space Viking, der her er i søgelyset, er det da også forbløffende, hvor bedaget den fremstår. Faktisk tror jeg, at de færreste ville gætte på, at den udkom første gang, som føljeton, så sent som i ’62. Romanen er med andre ord et litterært fossil eller en roman, der missede sit vagtskifte, men det forandrer ikke noget ved, at det er en ret så morsom røverhistorie.

Handlingen udspiller sig i en fjern fremtid, hvor menneskeheden nu lever i en spredt rumføderation af planeter, der løseligt er navngivet efter mytologiske sværd fra Jordens historie. Disse planeter, ”The Sword Worlds”, er principielt uafhængige politiske størrelser, hvilket naturligvis skaber god grund for krig og konflikter.

Paperback, Ace Books 1963. Romanens første udgave i bogform

Da romanen åbner, er der netop ved at blive indgået en politisk alliance på planeten Excalibur. Den relativt anonyme og måske endda lidt kedelige baron Lucas Trask skal her gifte sig med Elaine Karvall under stor pomp og pragt samt med forventninger om betydelige fremtidige gevinster ved den nye alliance. Så langt kommer det bare ikke. Brylluppet bliver afbrudt, da den vanvittige Andray Dunnan angriber festen med sine håndgangne mænd. Dunnan ville selv gifte sig med Elaine, men da han ikke kan få hende, må verden betale prisen.

Med maskingeværer mejer de brutalt bryllupsgæsterne ned. Eliane bliver dræbt og Lucas Trask såret, men han overlever. Da han rejser sig fra sit sygeleje, har han kun en tanke: Hævn! Han overvejer kort selvmord, men forkaster det, fordi han ikke kan lade Dunnans udåd gå ustraffet hen. Den, som sagt, ellers lidt støvede Trask kaster sit gamle liv fra sig og vier hele sin eksistens til hævnen.

Henry Beam Piper (23. marts 1904 – o. 6. november 1964)

Dermed går jagten på Dunnan ind. Trask køber og udstyrer et gammelt rumskib, han kalder Nemesis, og hyrer samtidig en hærdet rumrøver – en såkaldt ”space viking” som kaptajn, og derefter kan hævntogtet for alvor begynde. Nu er problemet bare, at rummet er stort og Dunnan snedig, hvorfor det ikke er så lige til at fange en skurk, der ikke vil findes. Trask og hans hold af lejesvende bruger derfor ganske lang tid på at søge efter spor, og gradvist begynder der at dukke ting op, men samtidig med alt dette vokser både de politiske og personlige implikationer. Til sidst, ved romanens udgang, er der tale om en storstilet krig mellem planeter, både i rummet og på jorden, med tusindvis af tabte menneskeliv.   

Historien i Space Viking udvikler sig overraskende, men trods alle krumspring, kan det ikke skjules, at vi her dybest set har at gøre med en western i rummet. Frontier-stemningen og konfrontationen mellem mere eller mindre lovløse bander, løst organiseret af den velhavende rancher, ligger lige for som model for handlingen. Beam Pipers roman er dermed endnu et eksempel på den type SF, der kun benytter fremtidsteknologien – altså rumfart og den slags – som en æstetisk kolorit, uden det egentlig har noget at gøre med romanens substans. Rumskibe erstatter heste, hvilket er et virkningsfuldt greb for fantasien, men som naturligvis også gør det hele ganske uforpligtende.

Paperback, Sphere Books 1978

Når det er sagt, må man også konstatere, at Beam Piper gør nogle få, men interessante sproglige greb for at illustrere, hvor langt ude i fremtiden vi befinder os. Han forvrænger almindelige vendinger fra romanens samtid (1960’erne) til overraskende, nye konstruktioner, der bliver ved med at påkalde sig læseren opmærksomhed, fordi det er så anderledes.

Eksempelvis erstatter han Guds navn med Satans. Som i ”By Satan!”. Det er mesterligt, synes jeg, fordi Beam Piper her går ind i en sproglig leg med sin læser og efterlader os med en stor usikkerhed omkring, hvordan vi rent faktisk skal forstå sådanne henvisninger til Satan. Hvad er der sket mellem vores nutid og den fjerne fremtid, romanen udspiller sig i? Hvordan blev den bibelske Gud ombyttet med Satan? Den slags meningsforskydninger over tid er et ekstremt interessant fænomen, og Beam fanger her noget helt centralt i den måde, som kultur bliver transmitteret på i tid og rum. Det er sådanne elementer i romanen, der gør den værd at læse.

Paperback, Temps Futurs 1982

Et andet bemærkelsesværdigt træk ved Space Viking, det lønner sig at bide mærke i, er den forandring, der sker med hovedperson Trask i løbet af romanen. Fra at være en støvet rigmand til en skarpsleben, hævntørstig krigsherre er en ting, men at han samtidig også i løbet af teksten vender tilbage til livet og får en horisont på den anden side af sit opgør, er også bemærkelsesværdigt, men måske knap så overraskende. Mindre overraskende fordi, der selvfølge skal være en romance i bogen, der kan reformere helten.

Det egentligt bemærkelsesværdige er da også her, at selvom Trask i løbet af handlingen bliver et helt menneske med en udviklet moralsk forståelse i det ellers ganske lovløse og barbariske univers, han befinder sig i, så vælger han alligevel til sidst at skyde den forsvarsløse skurk med koldt blod.

Paperback, Dorchester Publishing 2008

Hævnen skal med andre ord fuldbyrdes, for at han kan komme videre med livet, også selvom hævnen i virkeligheden slet ikke smager ham længere. Det paradoks, synes jeg, er et interessant motiv. Da Trask skyder Dunnan til sidst, er det derfor også det selvmord, han udfører, som han valgte fra ved romanens begyndelse. Det er det gamle jeg, han koldt afliver og det nye og bedre menneske, der står tilbage.

Space Viking er først og fremmest forsinket pulp og ramasjang, men det er underholdende ramasjang og tilmed ramasjang med pointer. Pointerne er ikke specielt udviklede, men de er der, og præcis som rumskibe sætter fantasien i gang, sætter de spredte små pointer tankerne i gang. Det er meget mere, end hvad man normalt kan forvente af den type romaner, og jeg kan derfor også kun sige, at man ikke skal lade sig narre af titlen Space Viking, for der er langt mere seriøst anlagt SF-romaner, som leverer væsentligt mindre end det, Beam gør her.

Paperback, Wildside Press 2007
Paperback, IndoEuropeanPublishing 2010
Hardcover, Pequod Press 2011
Ebog, Orion 2015
Paperback, Fiction House Press 2018

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Piers Anthony, A Spell for Chameleon (1977): Skæg, ballade og troldmandshalløj

Paperback, Ballantine 1977. Romanens første udgave med en forside af Michael Whelan. Forsiden genbruges stort set alle bogens mange senere oplag

Med A Spell for Chameleon indledte Piers Anthony en af det længst levende fantasyromanserier, der til dato er udkommet. Xanth-serien, som den hedder, er i skrivende stund oppe på 43 romaner, og der er stadig nye på vej. Gulp. Det er et svimlende antal sider og en svimlende mængde fiktion, som jeg med fuldstændig stensikkerhed kan sige, at jeg aldrig får læst. Det er imidlertid spændende at se, hvor og hvordan første bind i serien arter sig, for det kan kaste lidt lys over, hvad der har gjort Xanth-bøgerne så utroligt populære. Det skal der nemlig ikke herske nogen tvivl om, at serien har en så stor og dedikeret fanskare, at Piers Anthony har sikret sig fast arbejde med romanerne.

I A Spell for Chameleon introduceres vi til landet Xanth, der synes at eksistere i en form for magisk boble, der er adskilt fra Mundania (sic!) via magi. Som vi kommer frem i romanen, bliver det tydeligt, at Mundania må være vores egen verden på bogens udgivelsestidspunkt; altså en verden med biler, bomber og flyvemaskiner. Den står dermed i skærende kontrast til det før-industrialiserede, rurale Xanth, der bedst beskrives som en form for magisk alfeland. Alt er fortryllet i Xanth og magi bruges til alt. Fans af Harry Potter-bøgerne kan nikke genkende til den rolle magien spiller og føle sig helt hjemme i Piers Anthonys verden.

Piers Anthony Dillingham Jacob (født 6. august 1934)

I Xanth har alle indbyggere én magisk evne – de kan et eller andet utroligt. Hvad de kan, er vidt forskelligt; nogle kan store ting, andre har fuldstændigt ubetydelige og fjollede evner. Det væsentlige er, at de har en evne, og alle, der mangler en sådan, kan ikke få lov at blive i Xanth. De bliver sendt i eksil i Mundania med trussel om dødsstraf, hvis de skulle forsøge at vende tilbage.

Ved historiens åbning møder vi den unge mand Bink, der er på nippet til at blive myndig, og dermed skal han også vise sin magiske evne frem. Desværre har han (tilsyneladende) ikke fået nogen evne, og i desperation beslutter han sig for at opsøge Good Magician Humfrey, der efter sigende har hjulpet andre i samme situationen. Bink vil naturligvis helst ikke sendes i eksil, men han vil endnu mindre risikere ikke at kunne gifte sig med sin smukke forlovede.

Hardcover, Nelson Doubleday 1981. De første tre Xanth-romaner i en bog

Bink drager derfor ud på en klassisk dannelsesrejse, der skal hjælpe ham til at finde sin magiske evne og vende tilbage til det, der forhåbentlig kan blive et bryllup. Rejsen viser sig at være langt vanskeligere end antaget – ikke mindst fordi magien i Xanth har en særlig evne til at gøre alt voldsomt besværligt. Der lurer farer over alt, og indbyggernes ofte idiosynkratiske, excentriske adfærd gør dem til alvorlige problemer for sig selv og andre. Piers Anthony kender tydeligvis sin Jack Vance, der har afsat et tungt aftryk på fortællingen og Binks genvordigheder.

Alt kunne være såre enkelt, men sådan er det ikke, og Bink har en tendens til at havne i problemer. Vanskelighederne akkumulerer, og historien vrider og drejer sig fremad. Der, hvor vi egentlig forventede, at den ville stoppe, fortsætter den, og ved romanens slutning har Bink været med til at forandre Xanth for bestandig.

Paperback, Ballantine 1983

Jeg er i tvivl om, hvad jeg skal mene om romanen. De første kapitler fremstår som børne- eller ungdomslitteratur, hvis det ikke lige var for den konsekvent liderlige Bink, der prøver at gramse på sin forlovede og generelt udsender så mange indestængte sexvibrationer, at den egentlige målgruppe formentlig er langt ældre. Alene denne kontrastering af sex og en stemning af børnelitteratur er bizar, men der er flere besynderlige træk ved romanen. Tonen er jovial og underspillet humoristisk hele vejen igennem, og der er noget uskyldigt eller ligefrem naivt over alle konfrontationer. Ikke desto mindre er der konstant elementer fra voksenlivet, der presser sig på. Meget af dette handler om sex, sex og sex. Konkret sex er der ikke noget af i bogen, men Piers Anthony, og med ham Bink, bruger forbløffende meget tid på at tænke på sex.

Allerede her fornemmer man nok, at Anthony i nogen grad ironiserer over fantasygenrens indhold og det med rette. Han sætter tilmed trumf på ved at indføje flere yderst latrinære scener. Bink vælter eksempelvis, en smule umotiveret, sin natpotte i et kapitel. Konsekvenserne skal jeg ikke beskrive nærmere, men der er flere andre toiletbesøg, som næppe heller ville finde vej ind i typisk fantasylitteratur.

Paperback, Orbit 1985

Anthony punkterer dermed genrens ofte ganske selvhøjtidelige stemning, hvilket faktisk er underholdende. Han går også over stegen flere steder og bliver i stedet for den friske, frække fortæller til en lettere bøvet mandschauvinist. Eksempelvis bliver Bink involveret i en voldtægtssag, der ender med, at den unge kvinde, der er blevet voldtaget, får en reprimande af dommeren og en advarsel om, at hun skal passe på og tage sig sammen. Dette er, vel at mærke, ikke en del af scenen humor, der ligger et helt andet sted.

Den slags var måske gået i 1950’erne og 60’erne, men i en roman fra ’77 bliver dette bare pinligt. Bink har også store kvaler med ikke at forgribe sig på en kvindelig, nærmest retarderet men smuk rejsefælle, som han får på et tidspunkt. Meget af dette er formentlig tidsånden, men det afspejler også en forfatter, der skrev til et særligt publikum, der kunne spejle sig i Binks liderlige energi.

Når jeg i sidste ende alligevel er loren ved en roman som A Spell for Chameleon, skyldes det to ting. For det første er der en mislyd i romanens grundstemningen, som jeg ikke kan komme overnes med. Blandingen af uskyld og provokation er interessant, men i sidste ende ikke vellykket udført. Alt bliver ufarligt og fjollet på grund af humoren. Det bringer mig til den anden indvending, der udelukkende er et udtryk for min personlige præference. Jeg har nemlig meget lidt til overs for humoristisk fantasy og den type vittige historier, der gør sig lystig inden for genren.

Ebog, Del Rey 2019

Der er givetvis et kæmpe overlap mellem Terry Pratchetts læsere og Xanth-fans, hvilket ikke er så mærkeligt, men det er bare ikke min kop the. Jeg synes ikke om historier, der vender dragemyten på hovedet og lader dem være venlige og gå til psykolog for at blive behandlet for ridder-frygt, eller hvad det nu måtte være. Den slags var måske sjovt, da Dunsany skrev det tilbage i begyndelsen af 1900-tallet, men det er det ikke længere, og når den type humor stadig skrives og udgives herhjemme så sent som i 2020, er det nærmest bare trist.

A Spell for Chameleon er for grinebidere, ikke mig, alligevel var jeg positivt overrasket over de grovkornede, latrinære sider af romanen, der helt bevidst udfordrer god smag. Præcis dette skal Anthony have ros for, fordi han udfordrer alt forfinet ved den eventyrlige fantasy og lægger en stor, fed lort midt i alfeland. Det kan jeg sympatisere med, men når det er sagt, fremstår romanen alligevel både skabet og primitiv.

Jeg tror ikke, at Anthony selv havde forudset, at han stadig efter alle disse år skulle arbejde med Binks univers, men sådan blev det, og det siger måske i virkeligheden mere om hans læsere end forfatteren selv, der blot leverer til efterspørgslen. Jeg står dog af toget her og ønsker alle andre end god videre rejse ud i Xanth-serien.   

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Peter Straub, Koko (1988): Krigen kom hjem som seriemorder

Paperback, Penguin Books 1989

Med Ghost Story fra 1979 bevægede Peter Straub sig op i rækkerne som en af tidens store skrækforfattere. Vejen til hans succes gik gennem Stephen King, både direkte og indirekte. Direkte, fordi King og Straub blev gode venner og King promoverede sin nye ven, indirekte fordi Straub brugte Kings ’Salem’s Lot (1975) som vej til en fornyelse af sit egent forfatterskab. Før Ghost Story var Straub en udpræget litterær forfatter, hvis stille gru eksempelvis kan sidestilles med Thomas Tryons fine gys, men med Ghost Story tog han ved lære af King og lod dagligdagens prosaiske væsen glide ind i sit sprog og sin fiktion. Derved fik hans tekster et langt varmere og mere menneskeligt ansigt, hvilket gav pote hos læserne. Ghost Story blev, som sagt, en succes, og Straub så sig ikke tilbage.

Nogen fuldstændig King-klon kan man absolut ikke kalde Straub, men man kommer ikke uden om, at han med sin åbenlyse tilegnelse af forbilledet tabte noget. Straubs forfatterskab blev mere, eller rent faktisk bare, ordinært fra og med Ghost Story. Prisen for kommerciel succes var med andre ord at give slip på det kunstnerisk engagerede sprog for i stedet at satse på handling og persondrevet drama. Det er en temperamentssag, hvad man foretrækker. Jeg mener, Straub gjorde sig selv en bjørnetjeneste, i jagten på læsere, men det er også et let standpunkt at indtage.

Paperback, Penguin Books 1989

Med Koko fra ’88 greb Straub både ind i den amerikanske folkesjæl og ind i tidens zeitgeist ved at kombinere en fortælling om Vietnamkrigen med den i 80’erne så voldsomt populære seriemorderfigur. Fantastiske Thomas Tessier, en anden af Straubs venner, havde allerede små ti år tidligere kombineret de to ting i romanen The Nightwalker (1979), men her metaforisk brugt varulvefiguren på den havarerede vietnamveteran, der går løs på sine egne. Straub går anderledes til værks.

Koko er således i takt med sin samtid, og den skildrer seriemorderen som en mystisk skyggeentitet med næsten overnaturlig snarrådighed og dyrisk intuition for svaghed hos sit bytte. Det hele begynder, da fire soldaterkammerater og vietnamveteraner fra samme enhed mødes og diskuterer nogle bekymrende avisartikler. I Singapore er der blevet fundet maltrakteret lig – øjnene og tungen er blevet skåret ud på de døde, og der var anbragt et spillekort i munden på ligene med indskriften ”KOKO”.  Det er ubehagelige historier, men det særlige er, at ordet ”koko” refererer tilbage til en specifik episode, som deres deling oplevede i Vietnam, efter at de var med til en massakre på vietnamesiske civilister.

Peter Francis Straub (født 2. marts 1943)

”Koko” blev efterfølgende en form for besværgelse af den episode, og kortene noget som soldaterne alle efterfølgende lagde ved nogle af deres ofre. Hvordan det hele startede og hvad navnet betyder, kan de fire venner ikke huske, men de er sikre på, at ophavsmanden i delingen til ”koko-kortene” var den syrede forfatter Underhill, som levede et ganske udsvævende liv i Vietnam.

Den mest entreprenante af veteranerne, Harry Beeves, foreslår, at de skal finde Underhill og konfrontere ham med mordene. Han er sikker på, at Underhill står bag drabene, og hvis vennerne opklarer sagen, vil der måske være både bog- og filmrettigheder samt medfølgende økonomisk gevinst til alle.

Hardcover, E. P. Dutton 1988. Romanens første udgave

De øvrige i gruppen er ikke nævneværdigt interesserede i den økonomiske side af affæren, men vil af personlige grunde gerne have opklaret, om Underhill står bag. Derfor går turen til Singapore, hvor opklaringsarbejdet kan begynde. I Singapore finder de imidlertid ikke forfatteren, hvorfor rejsen fortsætter videre til Bangkok, inden den slutter tilbage i New York.

Alt imens, vi hører om efterforskningen, krydrer Straub teksten med små dramatiske kapitler set fra morderens perspektiv. Der bliver ikke sat navn på, så det holdes dermed åbent, hvem der er den egentlige seriemorder eller rettere ”Koko”, og først helt til sidst blive det endeligt afsløret. For at nå dertil må Straub gennem en række mere eller mindre krampagtige krumspring og vildledningsmanøvrer, der ikke just er elegante. Her helliger målet om at bevare spændingen længst muligt formentligt midlet. Brutalt og ubehageligt er det i hvert fald.

Paperback, HarperCollins 2001

Romanens hovedpersoner er, som sagt, de fire soldaterkammerater, der er ganske forskellige af natur og det er mere deres fælles historie end deres personligheder, som holder dem sammen. Straub genbruger på den led et vigtigt greb fra Ghost Story, der mere eller mindre synes at være skabelonen for Koko. Det fungerer, men romanen plages af sin sort/hvide-håndtering af persontyperne. Der er de gode og de onde i fortællingen. Der er anstændige og uanstændige mennesker, og forskellen imellem de to typer hamres ind i teksten. At den grådige Beeves er usympatisk, bliver dermed tydeligt fra første side, mens vi ligeså straks forstår, at en anden af vennerne, Michael, er en tragisk helt. Persongalleriet bliver konformt og ligegyldigt, fordi vi savner de gråtoner, der skaber troværdigt liv. Det er plat, og her King-inspirationen blandt andet træder tydeligt igennem.

Straubs sprog er stedvist elegant og minder os om den digter, der blev kastet over bord tidligt i forfatterskabet. I sådanne passager har Straub et helt andet sprogligt overskud end King. Der, hvor Koko og Straub også skiller sig positivt ud fra King, er i romanens absolut dystre portræt af navnlig Bangkok. Man kan her fornemme tydelig påvirkning fra Dan Simmons’ Sing of Kali (1986). Straubs Bangkok er således en sydende heksekedel, og jagten på Underhill går direkte ned i underverdenen – hvilket navnet da også allerede antyder. Underhills smag for transkønnede drenge er et vigtigt tema i bogen, og det fortæller lidt om miljøet, hvor centrale dele af historien udspiller sig. Meget af dette ville i øvrigt ikke være blevet skrevet i dag i en bog af bestseller-tilsnittet.

Paperback, Signet 2004

Straub formår at få skabt et tungt helvede af en stemning. Det eksotisk og farlige glider sammen med en næsten morbid sanselighed, hvor larm, forfald og sex blandes kakofonisk. Mens hovedpersonerne jagter den mystiske forfatter (præcis som i Song of Kali), falder de også mere og mere ind i sig selv og deres egen historie. Rejsen gennem Bangkok bliver dermed en rejse tilbage i tiden med al den smerte og vold, som det udløser. Straub har her mange formidable passager, hvor romanens miljøskildringer vokser frem med særdeles stor intensitet. Den lumre ækelhed, han maler frem, gør indtryk – langt større indtryk end den reelle fortælling om seriemorderen, der i sidste ende bare er tidstypisk metervare.

Som Vietnamkrigsbog er Koko næppe væsentlig. Dens behandling af krigens traume bliver udvandet af seriemoderfortællingens manierede brutalitet. Romanen kan da heller ikke måle sig med eksempelvis James Kirkwoods fine Some Kind of Hero (1975), der også benytter noget af skrækfiktionens formsprog til at formidle veteranens ødelagte psyke.

Paperback, Anchor Books 2009

Alligevel formår Straub at gribe den smerte, der ligger i at skulle genopleve fortidens ugerninger på ny. Han får dermed vist meget godt, hvordan veteranerne efterlod sig selv og deres hjem i Vietnam, da de skulle tilbage til USA, og vennernes rejse til Asien bliver nu et forsøg på at genfinde de unge mænd, som blev forladt dengang, tilbage i junglen. Der er med andre ord nok af både tankevækkende og æstetisk gribende passager i Koko til, at den er værd at kaste sig over. Det er en mammutroman, som afgjort er meget længere, end den burde være, men det skal ikke afholde dig fra at drage med vennerne på rejse tilbage i tiden. Uanset platheder og kommercielle krumspring er der gribende og skræmmende stof at finde frem fra Bangkoks neonoplyste nat.

Hardcover, Centipede Press 2009

2 kommentarer

Filed under Roman

Algernon Blackwood, The Complete John Silence Stories (2011): “… Who you gonna call?”

Paperback, Dover Publications 2011

Algernon Blackwood hører til blandt de sære fortællingers mestre, og han er desværre alt for ofte blevet læst udelukkende som skrækforfatter. Der er skam også masser af gys og gru i dele af Blackwoods tidlige forfatterskab, men det udgør kun en lille del af hans litterære produktion. Blackwood beklagede da også selv, at hans tidlige bøger i så høj grad kom til at farve offentlighedens opfattelse af ham som forfatter. Han var nemlig en mand med noget på hjertet, og det var smerteligt for Blackwood, når han af både læsere og anmeldere blev reduceret til kommercielt underholdningsstof.

Bag Blackwoods noveller og romaner lå der mere eller mindre fra begyndelsen en filosofisk tilgang til verden, som han igen og igen forsøgte at formulere på ny og videreudvikle, så hans budskab om eksistensen af en upåagtet, åndelig dimension måske ville blive taget alvorligt. Nogle hørte ham da også, men de fleste var ligeglade og nøjedes med at interessere sig for de overfladiske, men afgjort spændende elementer i hans historier.

Paperback, Dover Publications 2011

Som menneske var Blackwood et klassisk spirituelt søgende individ, og det er derfor heller ikke overraskende, at han som så mange andre af tidens intellektuelle blev tiltrukket af okkultisme, spiritisme og alt andet, der lugter af det samme. Han blev eksempelvis nærmest selvfølgeligt medlem af The Hermetic Order of the Golden Dawn, og Blackwood korresponderede flittigt med tidens store magikere. Indtil et vist punkt, hvor boblen bristede for ham, og han indså, at okkultismen var et blålys, en meningsløs leg uden egentligt metafysisk betydning. Blackwood forkastede med andre ord det overnaturlige i dets populære forstand for i stedet at vende sig mod en åndelig naturmystik af meget mere diffus karakter.

Det var en lang indledning, men den er nødvendig for at forstå ansatserne til det utrolig populære værk, som Blackwood udgav i 1908. Novellesamlingen, der fik titlen John Silence — Physician Extraordinary, gjorde Blackwood til et kendt navn, og bogen skabte mere eller mindre hans forfatterkarriere. Novellerne handler om den overnaturlige eller paranormale detektiv John Silence – en læge, der har specialiseret sig i det mystiske og uforklarlige.

Algernon Henry Blackwood (14. marts 1869 – 10. december 1951)

I victoriatidens litteratur havde idéen om den paranormale opdager været antydet i nogen tid. Som figur ligger den allerede før dette in spe hos Poe i form af M. Dupin, og vi finder noget lignende i Wilkie Collins romaner The Woman in White (1860) samt The Moonstone (1868). Doktor Van Helsing må heller ikke glemmes i den sammenhæng og ej heller le Fanus dokter Hesselius, men i John Silence møder vi for første gang figuren i rendyrket form.

Novellerne er da også opbygget helt efter Sherlock Holmes-modellen og genfortæller gamle sager, viderebragt til os af John Silences trofaste assistent. I sagerne skal Silence opklare en række meget forskelligartede mysterier, der går fra spøgelseshjemsøgelser over egyptiske ånder og varulve til sataniske hekse.

Hardcover, Eveleigh Nash 1908. Samlingens første udgave

Blackwood gennemspiller på den måde et bredt register af klassiske motiver fra skrækfiktionens repertoire, og hver enkelt læser vil uden tvivl finde præcis sin favorit i samlingen. Der er noget for enhver smag. For mig er den mest fascinerende novelle ”Secret worship”, der beretter om en forretningsrejsende, der vender tilbage til sin gamle kostskole i Tyskland for at genbesøge stedet efter mange år. Det besøg kommer tæt på at koste ham livet, da han pludseligt bliver det udvalgte offer i lærernes sataniske messe. Den okkulte del af novellen er underholdende, men det egentligt interessante ved novellen er selve optakten og rammen for fortællingen. Den er helt tydelig er selvbiografisk og afspejler Blackwoods egene oplevelser fra sin tid som kostskoleelev i et stærkt pietistisk skolemiljø i Tyskland. Hele første del, hvor den rejsende mindes sin tidlige ungdom, er formidabelt skrevet, og samspillet mellem miljø og natur i novellen er dybt betagende. Ikke mindst takket være den psykologiske indsigt, som Blackwood diskret får vævet ind i tekstens baggrundsstof.

Jeg kommer heller ikke uden om at nævne den mesterlige ”The Camp of the Dog”; en varulvefortælling, som jeg har skrevet om flere gange, og jeg skal derfor ikke bruge mere tid på den her, men det er altså fra samlingen af John Silence-historier, at den oprindeligt blev udgivet.

Hardcover, E.P. Dutton 1922

Nuvel, vi kom fra, hvorfor John Silence og Blackwoods opgør med okkultismen hænger sammen.

Med sin novellesamling gik Blackwood i kødet på okkultismen, og gennem Silence-figuren kunne han afmontere og udstille store dele af tidens okkulte praksisser. Det vigtige er her, at Blackwood (gennem John Silence) ikke afviste det overnaturlige, men i stedet forklarede tingenes rette sammenhæng. Novellerne er derfor, i populær form, et forsøg på at sende læseren i retning af den spiritualitet, som Blackwood selv jagtede. Den paranormale detektiv afslører misforståelse, men peger samtid på den ægte magi i verden. De nuancer går hurtigt tabt ved en for rask læsning, men det lønner sig at tænke disse ting med ind, når man læser de generelt meget underholdende noveller.

Samlingen blev, som sagt, en kæmpesucces for Blackwood. Stilistisk er det ikke alle novellerne, der er lige elegante, men de har generelt det tilfælles, at det centrale mysterie fremstår som et ægte mysterium. Der er med andre ikke tale om ordinære spøgelser og ånder. Alt hos Blackwood får en særlig drejning, der giver novellernes univers en speciel stemning af nærvær og fare. Det er Blackwoods særkende, at mestre denne foruroligende atmosfære af, at verden ikke er, som den burde være. Kun få har opnået dette i samme grad som ham.

Paperback, House of Stratus 2012

Den version af novellerne, som jeg sidder med, er en samling af alle historierne om John Silence. Det vil sige, at den inkluderer den sidste Silence-novelle, som Blackwood udsendte kort efter, bogen var udgivet i 1908. Den novelle, “A Victim of Higher Space”, har en helt anden karakter end de første fem, og det er ikke så mærkeligt, at den ikke blev inkluderet i den oprindelige samling. Novellen minder mere om den type spekulativ fiktion, som vi kender fra Ray Bradbury og Charles Beaumont i 1950’erne, idet den beskriver en mand, der så at sige eksisterer i flere dimensioner på en gang. Det er indviklet, så læs den selv. Traditionelt, okkult gys er det i hvert fald ikke.

Som skrækfiktion er novellerne fremragende, men de er mindst lige så spændende som vigtige indlæg i udviklingen af Blackwoods forfatterskab. Den, der gerne vil blive klogere på Blackwoods tanker, kan derfor med fordel begynde her og på den led følge hans egen udvikling fra at være betaget af det sene 1800-tals typiske okkulte sværmerier til langsomt at udvikle sin helt egen form for gnostisk mysticisme. I min verden kommer kun få op på siden af Blackwood, når det gælder forunderlige, forstyrrende eller tankevækkende fortællinger, og selv her, i mere letbenet udgave, er han stadig formidabel.

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Roger Zelazny, This Immortal (1965): Vi skaber os selv med sproget

Paperback, Methuen 1985. Forsiden er malet af Melvyn Grant

Roger Zelazny var på toppen af sin karriere i perioden fra midten af 1960’erne og frem til 70’erns begyndelse, hvor han skabte en række fortællinger, der har indskrevet som vigtige værker indenfor både SF- og fantasygenren. At han ikke kunne holde dampen oppe og at der efterhånden tegnede sig lidt for mange tomme idéer i forfatterskabet, kan ikke overraske – sådan er det jo hos stort set alle skønlitterære forfattere, der udgiver mange bøger. Det skal dog ikke forhindre os i at værdsætte Zelaznys tidlige produktion, der med fuld rette gjorde ham til en superstjerne indenfor genrefiktionen.

This Immortal fra 1965, der har en lidt kompliceret udgivelseshistorie, hører næppe til Zelaznys bedst kendte værker, men ikke desto mindre rummer romanen alle de klassiske træk fra hans hånd, hvorfor den absolut er værd at opsøge. Samtidig vil jeg mene, at den er blevet vigtig med fornyet aktualitet, men det skal jeg komme tilbage til.

Roger Joseph Zelazny (13. maj 1937 – 14. juni 1995)

Fortællingen udspiller sig et ubestemt sted ude i fremtiden, hvor Jorden mere eller mindre er blevet ødelagt af atomkrig. De forhutlede rester af civilisation har fået nødhjælp af rumvæsnerne fra solsystemet omkring Vega. Vegas indbyggere (blåhudede væsner, der ligner mennesker) har tilmed gradvist opkøbt store dele af Jorden, der nu udgør en form for turistpark for de kulturelt interesserede rumvæsner.

Det er ikke alle jordboer, der har været lige tilfredse med rumvæsnernes tilstedeværelse på Jorden, og da vi kommer ind i fortællingen, har der for længst været udkæmpet guerillakampe mellem jordboer og grupper, der ønsker uafhængighed af veganerne(?!). Midt i alt dette møder vi den enigmatiske Conrad, der fungerer som en form for rejseguide på Jorden, hvor han nu fremviser steder som Egyptens pyramider og andre ikoniske lokaliteter, turisterne kan se med ærefrygt og gysen. Det er også en opgave af den type, Conrad nu har fået. Han skal nemlig ledsage en veganer rundt til forskellige steder på planeten, fordi veganeren vil skrive en bog om Jorden. Med på rejsen er et mindre følge af kulturelle dignitarer, samt ikke mindst veganeres arabiske livvagt, som er en af Conrads gamle bekendte.

Paperback, Ace Books 1966. Romanens første udgave i bogform

Allerede kort efter afrejsen står det klart, at der er noget uldent ved hele affæren. Nogen vil Conrad til livs, men er der også nogen, som vil myrde den veganske forfatter? Med tydelige referencer til den klassiske whodunnit sender Roger Zelazny således sit rejseselskab ud i en ødelagt verden, hvor vi bliver vidne til de bizarre væsner, der er opstået i kølvandet på den atomare holocaust. Det jordiske vildnis er med andre ord blevet et ganske farligt sted, hvor mutanter lurer og såkaldte ”hot zones” pulserer giftigt.

Så langt så godt, men nu er dette en Roger Zelazny-roman, hvorfor der naturligvis er et udtalt metalag i fortællingen. Romanens omdrejningspunkt er den græske mytologi, og Zelazny har spækket sin roman med antikke referencer, som man kan muntre sig med at optrevle. Det væsentlige er her, at han bruger dette til at opstille et cirkelmotiv i romanen, hvorigennem han forsøger at fortælle os noget om, hvem vi er som mennesker og hvordan vi forklarer vores verden.

Paperback, Panther 1968

Atomkrigen har, som sagt, udløst mutationer, og disse mutanter kan være af monstrøs karakter, eller mere diskrete – det væsentlige er, at de af jordboerne bliver opfattet som en genkomst af mytologiske eller folkloristiske væsner. I Grækenland begyndte satyrer eksempelvis at danse i bakkerne igen efter atomkrigen side om side med andre, klassiske kompositte væsner, der også pludselig dukkede op. Naturen er dermed på en måde blevet magisk igen og er vendt tilbage til en form for mytologisk fortid.

Sådan forholder det sig bare ikke helt, fordi alle disse mytologiske væsner ved nærmere eftersyn ikke helt ligner det, som vi traditionelt forstår ved dem. Satyrerne ligner satyrer, men alligevel ikke, og det er med andre ord klart, at det er menneskene selv, der fortolker de nye væsner som mytologiske skabninger og derved gennem sproget skabt en genkendelig forklaringsmodel for den nye verden, hvor alt er forandret.

Paperback, Ace Books 1970

I stedet for at udvikle et nyt sprog, der skal beskrive verden efter atomkrigen, er man intuitivt vendt tilbage og har aktiverer et mytologisk vokabular, hvorved førmoderne, fantastiske skabninger og magi genintroduceres som realiteter i bevidstheden.

Det er et ekstremt interessant greb, synes jeg, og alene det gør Zelaznys værk værd at læse. Det er en slags genvej eller udfoldelse af tanker hentet hos Wittgenstein, som her bliver konkretiseret på forenklet vis. Zelazny driller os imidlertid også, fordi hans bærende karakter Conrad, der også bliver kaldt Kallikantzaros, har ganske meget til fælles med sidstnævnte mytologiske drilleånd af samme navn. Også andre karakterer i bogen bærer navne fra græsk mytologi, og som Conrad har de også evner, der ligner deres mytologiske forbilleder. Spørgsmålet er derfor her, om der vitterligt er tale om en genkomst af fortidens mytologiske figurer, eller om deres navne har været med til at forme dem i retning af de mytologiske forbilleder? Zelazny giver os heldigvis ikke noget svar og efterlader os med en pirrende usikkerhed.

Paperback, Ace Books 1973

Med romanen rejser Zelazny også det centrale spørgsmål, hvem der har retten til at definere verden. Her bliver tingene igen sat på spidsen, fordi rumvæsnerne fra Vega mere eller mindre har overtaget Jorden og gjort den til deres legeplads. De har omdannet den til et museum og en genstand for deres fornøjelse. Men har de ret til det, selvom de har investeret både tid og penge i at hjælpe jordboerne ud af deres selvforskyldte katastrofe?

Det spørgsmål gør romanen betimelig i forhold til vores igangværende kulturelle debat, for der er her afgjort tale om kulturel appropriation. Veganeren elsker jordisk kultur, som de synes er dybt fascinerende, og helst ville de tage så meget som muligt med sig hjem. Billedet Zelazny opstiller er med andre ord det, at fremmede, blåhudede skabninger kommer til et andet land og tager, hvad de kan bruge, mens de velmenende håndterer landets nødstedte indbyggere. At vi her taler om vestlige aktiviteter i det, som så uskønt kaldes tredjeverdenslande, kan der ikke være nogen tvivl om. Han udstiller den hvide vesterlænding som den anden, den fremmede, og stiller derved med romanen et spejl op foran os og spørger, om vi kan lide, hvad vi ser?

Paperback, Ace Books 1980

Roger Zelazny var på dette tidspunkt stærkt optaget af ikke-vestlige kulturer og religion, og måske dækker romanen også over nogle af de kvababbelser, som han selv oplevede ved eksempelvis at være turist i indisk kultur og religiøsitet. Bogens kritik opererer dermed både på et makroplan, hvor den leverer en grundlæggende kritik af appropriationen af fremmede kulturer, men også på et mikroplan, hvor Zelazny spejler 60’ernes såkaldte amerikanske ”counter cultrure”, og dennes dyrkelse af alt østerlandsk og mystisk.

This immortal er ikke nogen lang roman, og den er som alle Zelaznys romaner fyldt med dramatiske situationer og spænding. Der er tale om en særdeles underholdende indpakning af vigtige tanker. Man kan da også hurtigt overse tyngden i det, som Zelazny her leverer, men det lønner sig at grave lidt ned under det åbenlyse tjubang-lag, selvom det er fristende bare at blive i dramaet – for der skvulper man vitterligt også lunt og godt omkring.

Hardcover, John Goodchild Publishers 1984
Hardcover, The Easton Press 1986
Hardcover, Ace Books 1988
Paperback, Baen 1989
Paperback, Gollancz 2000
Paperback, ibooks 2004
Paperback, ibooks 2011

Skriv en kommentar

Filed under Roman

G. K. Chesterton, The Man Who Was Thursday (1908): Kun masker, kun røgslør

Paperback, Ballantine Books 1971. Forsiden, med en scene fra romanen, er malet af Gervasio Gallardo

Den engelske, intellektuelle forfatter G. K. Chestertons roman The Man Who Was Thursday fra 1908 er en af den type fortællinger, der gør dybt indtryk, og jeg kan godt garantere dig, at hvis du aldrig har læst bogen og gør det, vil der være scener, som bliver hos dig meget, meget længe – måske endda for altid. Det er store ord, men det er også en stor bog, og jeg står ved dem.

Det er vanskeligt at beskrive romanens handlingen, fordi selv et ganske detaljeret referat har svært ved at gengive den helt særlig stemning, der hurtigt gennemtrænger historien. Det hele begynder ganske fredeligt med et skænderi under en lille litterær komsammen i en have i London. Unge Gabriel Syme lytter til en lokal, selvsmagende poet og venstrefløjsaktivist – festlighedens midtpunkt – der gør sig klog på aktivisme. Til sidst får Syme nok. Fortørnet angriber han verbalt kunstneren og anklager ham for tomme ord og varm luft.

Paperback, Ballantine Books 1971

Frustreret over verdens dårskab forlader Syme festen og går fordybet i tanker omkring i Londons gader, indtil han møder en gammel betjent, der lytter til Symes kvaler og forklarer ham, at Syme lige præcis er en mand af den støbning, korpset har brug for. Politiet søger efter dedikerede, konservative folk, der vil bidrage til kampen imod den internationale anarkisme. Syme griber chancen og bliver, på forbløffende kort tid, en del af en særlig undercover-enhed, der skal infiltrere et anarkistisk netværk, som Syme på rekordtid befinder sig i hjertet af.

Syme finder hurtigt sig selv i selskab med seks anarkister, der alle har en ugedag som dæknavn. Centrum for dette netværk er den bogstaveligt talt enorme mand ”Sunday”, der styrer terroristerne på enigmatisk vis, så de mere eller mindre selv sætter ord på det, som de tror eller føler, Sunday (måske) opfordrer dem til.

Gilbert Keith Chesterton (29. maj 1874 – 14. juni 1936)

Det lyder sært, og det er det også. Tingene bliver imidlertid mere mærkværdige, for efter kort tids efterforskning opdager Syme først, at én af de seks andre terrorister er en politiagent, og snart er der en undercoveragent mere blandt terroristerne, og så en til. Du kan nok godt gætte, hvor det ender. Hvis alle terroristerne er politiagenter, der imiterer terrorister – er der så overhovedet nogen anarkistiske terrorister? Måske, for Sundays identitet er ubekræftet, og derfor går den vilde jagt efter bagmanden. Men her begynder tingene først for alvor at blive underlige. Som Syme og hans allierede kommer tættere og tættere på Sunday, forvrides realiteternes og verdens genkendelighed mere og mere

Romanens undertitel er ”A Nightmare”, og det er da også præcis, hvad romanen skildrer. Som i et mareridt, hvor naturlovene konstant ændrer sig, forandres vilkårene for Symes menneskejagt, og selvom han kommer tættere på Sunday, når han aldrig helt i mål. Stemningen af paranoia stiger løbende igennem hele fortællingen, og til sidst må Syme tvivle på sig selv og sin egen fornuft, for er han i det hele taget selv den eller det, han tror?

Hardcover, Dodd, Mead & Co. 1908_1ed

Spørgsmålet er ikke uvæsentligt, når man noterer sig, som Chesterton selv forklarede det, at han skrev romanen efter et psykisk sammenbrud; en identitetskrise, kan man sige, der blandt andet førte ham til en form for religiøs vækkelse, der varede resten af livet.  

Man kan anskue The Man Who Was Thursday fra flere vinkler og sammenligne den med modernistiske hovedværker fra omtrent samme tid, der ligeledes kredser om samme identitets- og eksistentialistiske problematikker. Kafkas værk er et oplagt eksempel, Thomas Manns et andet, men der er andre af samme type, som også kan trækkes ind.

Paperback, Penguin Books 1937

Stemningen af dyb paranoia, den absurde, den feberagtige humor og de groteske situationer, som Syme kommer ud for, bringer også romanen i kontakt med en bred vifte af stemninger, der gør, at læseren aldrig – præcis som Syme – ved, hvordan teksten skal håndteres. Man er på dybt vand, nøjagtigt som politiagenten, og der er ingen kære mor her – Chesterton giver os kun ganske få redningskranse at klamre os til.

Under opgøret med den lokale poet i begyndelsen af historien forstår vi, at Syme og derigennem Chesterton lufter sin frustration over påstået kunstnerisk radikalitet, der i sidste ende bare forbliver ved snakken. Det er de gryende ismers tid og hul radikalitet, Chesterton reagerer imod. Kommunisme, impressionisme og anarkisme udpeges indirekte, og den mystiske Sunday gør det samme, mens han nøder sit slæng af anarkister til at smide bomber.

Famous Fantastic Mysteries, marts 1944

Syme får kvalme af den flod af ord, som flyder efter alle tidens påstande om forandring og nytænkning, ikke mindst fordi de revolutionære i sidste ende viser sig at være tomme for andet end selvforelskelse. Præcis som terroristerne er falske, fordi deres radikalitet bare er masker. Inter er sandt, men er Sunday ægte? Er Sunday, bagmanden, rent faktisk den eneste troværdige karakter?

Hardcover, Dodd, Mead & Co. 1966

Til sidst, næsten totalt opløst i vanvid, kollapser Syme, som Chesterton selv, under åben himmel og råber til Sunday:

“Have you”, he [Syme] cried in a dreadful voice, ”have you ever suffered?” [Altså, har du lidt på grund af din menneskelighed, som jeg gør det?]

As he gazed, the great face grew to an awful size, grew larger than the colossal mask of Memnon, which had made him scream as a child. It grew larger and larger, filling the whole sky; then everything went black. Only in the blackness before it entirely destroyed his brain he seemed to hear a distant voice saying a commonplace text that he heard somewhere, “Can ye drink of the cup that I drink of?”

Svaret er nej. Syme kan ikke drikke af gudens bæger.

Paperback, Dover Publications 1986

Syme erkender, at han som menneske er i kaos, ude af stand til at kontrollere sin verden, der hverken rummer fornuft eller mening. Det eneste sande er det, der går ud over denne verden, fordi intet jordisk eller menneskeskabt kan være sandt.

I dette er det apologeten Chesterton, der kommer til orde og siger, at ønsket om orden og kaos er to sider af samme sag – begge dele er udtryk for den jordiske labyrint, hvorfra der ikke er nogen anden udvej end gennem troen. Vi har med andre ord her med endnu en (jf. min bogomtale fra sidste uge) kristen roman at gøre. Men Chesterton har et eget syn på troen og udfolder i sit verdensbillede et religionssyn, der kommer i nærheden af noget, William Blake kunne nikke genkendende til. Chestertons verden er et stort virvar, et fusioneret kaos af himmel og helvede, og den, der forsøger at forstå, vil kunne blive ved med at åbne døre i en uendelighed, fordi der ikke er nogen vej ud af labyrinten. Den eneste udvej går, som sagt, gennem troen (sola fides).

Hardcover, Lythway Large Print 1987

Det var protestanten Chesterton, der skrev The Man Who Was Thursday. Han konverterede få år senere til katolicismen, og det er ikke sikket, at han på det tidspunkt ville kunne stå inde for de bagvedliggende tanker, der karakteriserer romanen.

Man kan mene, hvad man vil om den teologi, som Chesterton skitserer for os, og mange har forsøgt sig med en sekulariseret læsning af bogen. Det kan man sagtens, fordi den eksistentialistiske erkendelse, der kommer for dagen, dybest set ikke behøver nogen metafysisk overbygning. Ikke desto mindre går man derved imod Chestertons egne tanker, hvilket man bør have med i sine overvejelser.

Paperback, Penguin Books 1990

Selve fortællingen om Symes tur gennem et mareridt er da også så fremragende, så isnende og vanvittigt, så sjov og absurd, at han nærmest ville kunne prædike om hvad som helst, og vi ville tilgive ham til sidst, fordi romanen er et rædselsridt af den sjældne slags, der rusker ved vores instinktive behov for orden, rationalitet og mening. Den sætter fornuften ud af spil og efterlader os med stor undren og en let følelse af uro, for tænk om Chestertons mareridtsvision er rigtigt? Tænk om verden ikke består af andet end bedragere, og at vi alle spiller komedie for hinanden og frygter at blive afsløret. Hvis det ikke lyder som noget, der fortsat er aktuelt, så ved jeg ikke hvad, der gør!

Paperback, Ignatius Press 1999
Paperback, Modern Library 2001
Hardcover, Wildside Press 2004
Paperback, Kessinger 2004
Paperback, Headline Review 2007
Paperback, Atlantic Books 2008
Paperback, Penguin Books 2008
Paperback, Seven Treasures Publications 2008
Hardcover, Cosimo Classics 2009
Paperback, The Large Print Book Company 2009
Paperback, Simon & Brown 2010
Paperback, Penguin Books 2011
Paperback, Penguin Books 2012
Paperback, Whitaker House 2014

5 kommentarer

Filed under Roman

Kender du Gnomo?

Jeg rendte tilfældigvis ind i denne portugisiske udgave af Tolkiens The Hobbit (1937). Bogen er fra 1962 og en rigtig spøjs og helt skæv størrelse, der viser lidt om, hvor vanskeligt forlagene stadig på det tidspunkt havde ved at håndtere både Tolkien og fantasy i 1960’erne, hvor interessen for hans forfatterskab var hastigt stigende. Alene titlen ”Gnomo” rammer helt forbi. 

Hardcover, Livraria Civilização Editora 1962. Forsiden er tegnet af António Quadros

En hurtig tur igennem Google translate viser, at en ”gnomo” ikke overraskende er en gnom. Bilbo er afgjort en lille fyr og måske derfor en gnom, men af race er han en hobbit, og jeg tror afgjort, at Tolkien ville være lidt ærgerlig over den forvanskning. Ikke mindst med tanke på den absolut selvhøjtidelige alvor han lagde for dagen i løbet af 60’erne, hvor førnævnte interesse for hans værk og tanker tog fart.  

Men bid også mærke i illustrationerne. Tegneren fanger ganske vist, at hobbitter har hår på fødderne og ryger pibe, men der stopper enhver stemningsmæssig kontakt med Tolkiens verden vel også. Nisse- eller rettere gnomhuen især, men også den spraglede 60’er-poncho siger næsten alt. De tre stupide trolde, som vi ser i en af de indvendige illustrationer, har også mere til fælles med karikerede vikinger end de væsner, som Tolkien beskriver. Tegneren António Quadros kendte tydeligvis teksten, men alligevel indfanger han slet ikke indholdets tone. Faktisk ligner det hele mest af alt noget, som Peyo kunne have skabt.

Indvending illustration af António Quadros

Nuvel, sjovt er det med Gnomo (og jeg ved godt, at man ikke skal gøre sig morsom på andres sprog!), og António Quadros’ tegninger er lige så interessante som eksempelvis de tre rosiner på vandring, som vi herhjemme har præsteret at svinge os op til på forsiden af Gyldendals nu klassiske udgave af Tolkiens ring-værk. Forskellen er jo nok, at disse ikke sender et forkert signal til læseren, men noget stort sus af eventyr leverer de ikke. Omvendt kan man i det mindste klukke lidt over det portugisiske bud.  Det gør jeg i hvert fald.

Stilrent og seriøst eller dødkedeligt?

5 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret, Roman

Roland Cutler, The Firstborn (1978): Et barn er født i… Jerusalem?

Paperback, Fawcett Gold Medal 1978. Romanens første udgave

Den mindre kendte skræk- og thrillerforfatter Roland Cutler havde en lille håndfuld udgivelser i 1980’erne. Han debuterede imidlertid ved at springe på gysertoget i 1978 med den religiøse The Firstborn. Romanen indskriver sig i den uendelige kæde af værker, der tog direkte afsæt i Blattys The Exorcist (1971) og mere eller mindre krampagtigt forsøgte at finde en ny vinkel på historien om satanisk besættelse. Cutler havde da også en klar og ny idé, da han skrev sin roman, men lige lidt hjalp det, og der er gode grunde til, at Cutlers roman faldt død ud på gulvet i den litterære fødselsklinik. Lidt liv var der nu nok i den alligevel, for bogen udkom i et andet oplag allerede samme år, men derefter forsvandt den i glemslens tåger.

Det er ærgerligt, for på papiret er The Firstborn en gyser af præcis den slags, som jeg har en stor, stor svaghed for. Den rammer nemlig det gode sted i 70’ernes genrefiktion, hvor okkultisme og metafysik møder paranoia og drama. Cutlers roman indeholder tilmed en god del vildmarkseventyr, som også er en genre, jeg holder rigtig meget af. Her er det således Afghanistans ødeland, der udgør miljøet i romanens første del.

Paperback, Fawcett Gold Medal 1978

Efter en kort, klassisk nervepirrende prolog åbner handlingen således i Afghanisten, hvor vi introduceres til Girard, der er en plaget sjæl. Han er rejst til landet fra USA for at søge efter meningen med sit eget liv, og måske søger han i sidste ende også efter Gud. Imens har han en gravid kone derhjemme, der tålmodigt har ventet på Girard, mens han udlever sin selvrealisering under fjerne himmelstrøg. En spiritual oplevelse i bjergene får imidlertid Girard til at skynde sig hjem, men hjemkomsten bliver ikke som ventet. Laura, Girards kone, har oplevet mystiske ting, og mystikken bliver ikke mindre nu. Der er tilsyneladende nogen eller nærmere ”noget”, der er efter Laura og hendes barn.

Girard har en mistanke, for hans egen opvækst har også været præget af mystik. Hans mor og far døde under mærkværdige omstændigheder (prologens indhold), og han har hele livet igennem følt en form for tilstedeværelse i sit liv. Nu er spørgsmålet så bare, om denne tilstedeværelse, der hjemsøger Laura, er ude efter Girard eller det barn, han har skabt sammen med Laura? Alt dette udløser en form for metafysisk jagt, der fører vores hovedpersoner fra USA til London og videre til Israel, hvor det hele kan kulminere mellem arkæologer, soldater og skumle typer.

Paperback, Fawcett Gold Medal 1978. Romanens andet oplag fra samme år

Som sagt kunne alt dette umiddelbart lyde som ingredienser til et ganske fint og nervepirrende stykke skrækfiktion, men det er bare ikke tilfældet. Roland Cutlers roman savner helt og aldeles nerve. Det sker meget sjældent, at jeg decideret keder mig, når jeg læser skønlitteratur, men med The Firstborn ramte jeg en mur, som det krævede viljestyrke at forcere. Romanen er en langstrakt pine, hvor den stakkels læser skal plage sig gennem en strøm af følelsesladede indre dialoger, ligeledes følelsesladede samtaler og ligegyldige, omfattende beskrivelser, der til sammen skal fortælle os, hvor rædselsvækkende og mystisk det hele er for stakkels Girard og hans familie.

Roland Cutler følte formentlig også, at der skulle leveres konkret gru, for at romanen ville gøre sig som den bestseller, han håbede, den ville blive. Derfor er der indlagt en række korte, lettere akavede drabsscener, hvor den mystiske kraft, der hjemsøger Girard, dræber et udvalg af romanens bipersoner. Mest overvældende er drabet på en usympatisk arkæolog i London, der bliver myrdet ved at få en stor, forhistorisk lerfallos stukket ned i halsen. Det er skrap kost, men ikke nogen veludført scene. Den spiller imidlertid sammen med den kuriøse, homofobiske undertone, der hænger over romanen og flere gange kommer til udtryk gennem små udfald, der ikke her nogen egentlig kontekst i historien, men emnet var åbenbart noget, Cutler følte for.

Paperback, Dial Press 1980

På trods af fascinerende rammer og særdeles grafiske beskrivelser forbliver The Firstborn med andre ord totalt uinteressant. Det er ikke desto mindre oplagt at spørge sig, hvad Cutler så bruger sin historie til; hvad er hans bud på en fornyelse af besættelsestematikken?

Humlen i alt dette er naturligvis det barn, som Laura bærer rundt på. Gennem hovedparten af romanen har læseren en mistanke om, at det næppe er noget godt, der kan komme ud af denne graviditet. Med tanke på Rosemary’s Baby (1967) er det oplagte naturligvis en formodning om, at det er Djævlen eller noget dæmonisk, som hun vil sætte i verden.

Paperback, Jove Books 1980

Her er det imidlertid, at Cutler snyder sin læser med en tematisk kovending på de sidste sider. Det viser sig nemlig at være det stik modsatte, der er tilfældet. Det er ikke det onde selv, men i stedet Messias, som Laura bærer i livet, og romanen slutter da også med et citat fra Første Mosebog (22:15), hvor Abraham accepterer, at Gud har valgt at prøve ham. Vi forstår her, på sidste side, at Girard er den nye Abraham og bogens afslutning er dermed også begyndelsen på enden af den jordiske verden.  

Roland Culter, der i et lille forord skriver, at han udtænkte bogens historie sammen med sin bror, leverer et stykke kristent gru. Det onde, som har forfulgt Laura og Girard, er sataniske kræfter, som vil gøre alt for at forhindre fødslen, der udspiller sig i Israel, og den tilstedeværelse, som Girard livet igennem har følt, er naturligvis Guds nærvær. Prologen, hvor Girards forældre blev angrebet og dræbt, var udført af Satans tjenere, der gik til angreb for at gribe ind i frelseshistorien og forhindre, at Girard skulle medvirke i at få Messias til verden.

Paperback, Dell 1984

Man må give Cutler, at dette er en ny variation over 70’ernes sataniske tematik. Han udnytter og spiller på udtrykket gennem hovedparten af fortællingen, før han i sidste øjeblik gør det til en fortælling om Kristus. Dermed lægger han sig også i virkeligheden langt tættere på Blattys roman end hovedparten af de mange efterfølgere, der red med på Satan-bølgen uden det tonstunge, kristne budskab, men der er Cutler ikke. Hans budskab ti læseren er, at selvom Satan prøver os, så er Guds plan større og Kristus vil komme til sidst.

Paperback, Berkley Books 1987

Jeg er sikker på, at den type gudfrygtigt gys har et publikum og med bedre færdigheder kunne det måske også være blevet en interessant roman. Det blev det så ikke. I stedet står vi tilbage med en homofobisk, pro-Israelsk og millenaristisk roman, der famlende forsøger at kede sin læser ihjel. The Fristborn skuffer mig oprigtigt, fordi den er så forfejlet, men samtidig er den også et ganske godt billede på den type af stærkt underlødige skrækromaner, der fik lov at udkomme i 70’erne, på grund af den store gyserbegejstring, der prægede tiden. Devisen var: Hellere udgive for meget i jagten på den nye bestseller end at overse en guldmine. The Firstborn var ikke nogen guldmine, og måske skulle den være blevet aborteret seneste 12 uger efter brødrene Cutler undfangede idéen.  

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Dengang H. Rider Haggard besøgte Danmark

Vi fortsætter lidt i samme spor som søndagens indlæg. 

Jeg sad i en anden sammenhæng for nogen tid siden med Mediestream og begyndte som en lille overspringshandling at søge på Henry Rider Haggard, der i 1910 besøgte Danmark. Han var blevet udpeget af sin regering til at foretage en undersøgelse i udvalgte lande, med det formål at afdække, hvordan det engelske landbrug kunne forbedres. Der var store problemer i det britiske landbrug, der ikke længere var tidssvarende, og netop jordbrug var en af de ting, som interesserede den konservative Haggard stærkt. Ikke mindst var han beæret over endelig at få et tillidshverv, og han gik derfor også til opgaven med stor ildhu. 

Den aldrende Henry Rider Haggard (22. juni 1856 – 14. maj 1925) fotograferet efter 1920.

Han skulle til Danmark for at se andelsbevægelsen ved selvsyn, og resultatet af det arbejde udgav han senere i det generelt entusiastiske topografiske værk med titlen Rural Denmark and its lessons, udgivet i 1911. Bogen er stedvist sjov læsning for den topografisk interesserede, ikke mindst på grund af Haggards små anekdoter fra rejsen. Som landbrugshistorie (ikke mit felt!) er det sikkert også sjovt, fordi man landet her bliver taget under kritisk lup af en fremmedes blik, hvilket altid er tankevækkende. Hele værket kan du finde online her.

Besøget i Danmark havde også en særlig, private interesse for Haggard, fordi han var af den overbevisning, at hans slægt ”Haggard” var en gammel vikingefamilie, der nedstammede fra Aagaard ved Fjerritslev i Thy. Den tanke kan fuldstændig afvises, tror jeg, men ikke desto mindre var det noget, der optog den romantiske Haggard, som det fremgår af hans dagsbogsoptegnelser fra perioden. 

Herregården Aagaard fotograferet fra luften i 1950’erne. Det nuværende hovedhus er opført 1917 og kom altså til få år efter Haggards besøg på stedet. I bogen har Haggard inkluderet billeder af den gamle gård, som han så

Men tilbage til Mediestream. Haggard var en berømthed, og naturligvis måtte bladene også skrive om den succesfulde forfatters tur til Danmark. Han skulle være i landet omkring 14 dage med ankomst til Esbjerg 18. september 1910, og derfra videre rundt i Jylland, før han endte i København, hvorfra det hele skulle afsluttes med et besøg på Kronborg. Han måtte naturligvis også forbi Aagaard, og hele slægstvinklen bliver med en vis stolthed omhyggeligt beskrevet i aviserne. 

Dengang dækkede aviserne jo sådanne berømtheders rejser ganske nøje, og det er helt sikkert muligt at kortlægge Haggards tur rundt i landet gennem lokalaviserne, hvilket kunne være en sjov opgave, men det må vente. Her er i hvert fald blot et eksempel på den dækning af besøget, der blev publiceret i Lolland-Falsters Stifts-Tidende torsdag d. 15. september 1910, hvor Haggard endnu ikke var ankommet i Danmark.  

Indrømmet, alt det her er meget nørdet, men hvem ved, måske sidder der en Haggard-fan derude, der synes, det er lige så sjovt som mig.

5 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret, Nonfiktion

H. Rider Haggard, King Solomon’s Mines (1885): Blod på savannen

Hardcover, Castle Books 1987. Forsiden er malet af Eric Kincaid

Det er ironisk, at en af Englands bedst sælgende forfattere i tiårene omkring 1900 var H. Rider Haggard. Det er ironisk, fordi Haggard aldrig havde set sig selv som en specielt litterær person og først begyndte at skrive skønlitteratur i en relativt sen alder. Han drømte om en karriere i embedsværket, og livet igennem var det hans ambition at blive taget alvorlig som politiker og mand i statens tjeneste. Sådan blev det bare ikke helt, fordi hans romaner længe var så ustyrligt populære, at han forblev fastlåst i rollen som folkekær spændingsforfatter.

Haggard fik skam vigtige statslige opgaver, men aldrig den respekt han for alvor drømte om. Han fik således i en sen alder diplomatisk arbejde, der tog ham ud i verden, og da han under et besøg i USA blev inviteret hjem til præsident Theodore Roosevelt, måtte en både beæret og skuffet Haggard konstatere, at præsidenten kun ville snakke om jagt og Haggards romaner, som præsidenten elskede. Politik og landbrugsreformer, der var rejsens anledning, blev der ikke meget tid til. Læren må være, at succes er herligt, men den skal helst komme for det rigtige.

Henry Rider Haggard (22. juni 1856 – 14. maj 1925)

Baggrunden for alt dette var Riders roman King Solomon’s Mines fra 1885, der var hans tredje skønlitterære bog på kun to år. Haggard, der i slutningen af 1883 var økonomisk presset, havde fået den tanke, at hans ungdomsoplevelser i Sydafrika måske kunne omsættes til rejsefiktion, der var et populært emne. Det forsøgte han og oplevede moderat succes med sin anden roman The Witch’s Head, der dybest set er en samling røverhistorier fra savannen. Bogen fik imidlertid så tilpas stor opmærksomhed, at Haggard forsatte i samme spor, nu bare ansporet til at rendyrke de elementer, som læserne havde reageret mest positivt på; nemlig dramaet, det mystiske og det eksotiske.

Resultatet blev den fabulerende King Solomon’s Mines, der som en løbeild gik sin sejrsgang i hele den vestlige verden. I romanen fortsatte Haggard med at sammenskrive sine egen oplevelser fra Afrika med ting, han ”lånte” fra andres rejsebeskrivelser og litteratur samt de vilde idéer, han selv fandt på. Historien er da også et stykke spektakulær eventyrfiktion, der kom til at danne skole og stå som et af højdepunkt i spændingslitteraturen fra slutningen af 1800-tallet.

Hardcover, Cassell & Company 1885. Romanens første udgave i bogform

Handlingen behøver næppe nogen stor introduktion, men i grove træk skildrer bogen – som du sikkert husker – hvordan storvildtjægeren Allan Quatermain bliver hyret til at ledsage et lille rejseselskab, anført af Sir Henry Curtis, der prøver at spore sin bror. Broderen forsvandt under en ekspedition, der havde til formål at finde kong Salomons sagnopspundne miner. Quatermain har ikke store forventninger om at finde den forsvundne bror, men han lader sig alligevel overtale til opgaven, fordi han har brug for penge, og englænderne betaler ham godt for rejsen.

Således kan selskabet drage ud på en lang og farefuld rejse, der byder på lige dele storvildtjagt og nervepirrende strabadser. Rejsen går ind i ukendt land og ender hos et hidtil uopdaget folkefærd, der har bevogtet Salomons miner, siden de blev forladt. Ved afrejsen hyrede ekspeditionen en lettere mystisk bærer, der nu viser sig at blive central for romanens sidste del. Her bliver englænderne nemlig involveret i et brutalt opgør internt i den stamme, der sidder på minerne. Tjeneren, som englænderne bragte med sig, viser sig at være stammens retmæssige konge, og de slutter sig nu sammen med Ignosi, som han hedder, i et opgør mod den siddende konge og tronraner. Det leder til at brutalt slag, hvor Quatermain og de andre kæmper side om side med loyale stammefolk, før de til sidst kan forlade minerne med rigdom og kort efter også har den forsvunden bror med på slæb tilbage.

Paperback, Dell 1950

Det er højspændt dramatik, der udfolder sig, og en af romanens store kvaliteter er, at Haggard løbende højner stemningen af eventyr og drama. Det begynder som et relativt nøgternt indblik i sydafrikansk kultur og topografi, hvilket i sig selv var ganske eksotisk på udgivelsestidspunktet. Vi får dog gradvist tilføjet mere komplekse handlingslag, der kulminerer i det store opgør blandt Kukuana-folket og antydninger af mulig overnaturlig indblanding. Det kommer som en ganske stor overraskelse, og det er på den led umuligt på forhånd at spå, hvordan handlingen vil udvikle sig.

Efterfølgende er meget af det, som Quatermain og hans rejsefæller oplever, blevet troper eller klichéer, der ikke mindst blev formaliseret i pulplitteraturen. Haggard var selv stærkt medvirkende til dette, fordi han kom til at gentage sig selv ganske mange gange. Ikke desto mindre er der en utrolig fantasirigdom og vilje til drama og spænding i handlingen, der gjorde den til noget overraskende og nervepirrende, da bogen udkom, men som stadig også gør indtryk i dag. Idéerne leveres ligefremt og alvorsfuldt, uden nogen form for stemning af parafrase, der senere ofte er kommet til at sig ind i denne type eventyrfortællinger.  

Paperback, Pan Books 1951

De er mange elementer i romanen, der i dag kan være interessante at dykke ned i og analysere nærmere. Man kan eksempelvis hæfte sig ved, at det er en utrolig brutal og blodig fortælling. Englænderne skyder storvildtet med en entusiasme, der grænser til blodtørst, og det store slag i slutningen skildres med tilsvarende entusiasme for vold. Vi får også serveret Haggards fascination af afhuggede lemmer i romanen; et element, der går igen i stort set alle hans spændingsromaner fra The Witch’s Head og frem. Vold og blod ligger med andre ord i romanens grundsubstans, hvilket fortæller os en del om Haggards syn på Afrika.

Man kan også hæfte sig ved det homosociale rejseselskab og de modeller for maskulinitet, som udtrykkes igennem de enkelte individer i gruppen, hvor Quatermain naturligvis indtager pladsen som førerhund. Der ligger en fascinerende, gradvist optrappet form for erotik i teksten, der så at sige pumpes i vejret af de traditionelt maskuline handlinger, der udføres af selskabet. Der er ikke nogen tvivl om, at englænderne betvinger landskabet, med alt hvad det indebærer af magt- og erotikkonnotationer. At dette har en sanselig dimension udløses for alvor, da de ankommer hos Kukuana-folket, men allerede inden da har vi forstået sammenhængen mellem rejsen og en vis sanselighed. Før mødet med Kukuana-folket har mændene eksempelvis besteget en klippe, der hedder ”Dronning Sheebas Bryster”, som pikant stikker ensomt frem i landskabet som en farefuld udfordring, der nu indtages præcis som rejseselskabet med stor lyst har betvunget dyr og landskab.

Paperback, Ballantine Books 1963

Som sagt blev King Solomon’s Mines en kæmpemæssig succes – en international bestseller af de største. Haggard fulgte den op med She, der ligeledes blev en gigantisk succes, og dermed var hans berømmelse og karriere sikret. Haggard havde rent kreativt svært ved at efterleve den første popularitet, selvom han kommercielt vedblev med at sælge i store oplag ganske længe. Som Haggards berømmelse falmede i 1900-tallet og hans romaner mistede deres gennemslagskraft, sank de gradvist ned fra voksenlitteraturen til den lidt udefinerbare brokkasse af såkaldte ”drengebøger” og senere til ”bare” børnebøger, hvor de siden 1950’erne levede et stadigt mere stille liv. En krank skæbne, må man sige.  

Jeg tvivler på, at der stadig er mange børn, endsige voksne, der læser en roman som King Solomon’s Mines, hvilket er trist. Det er et mesterværk udi sin genre, der til enhver tid tåler sammenligning med nutidig spændingsfiktion. At man skal sluge et kynisk natursyn og en generelt utrolig racistisk grundtone, kan være et problem, men læser man sig igennem dette og accepterer det, for hvad det er, så ligger der fortsat en utrolig kraft i Haggards værk, der kan bringes frem til overfladen ved blot en smule tålmodighed med den bedagede sprogtone, hvilket sådan set bare er sundt arbejde, tænker jeg. Så læs den (igen), men ikke i en tarvelig forkortet og fordansket udgave. Læs den rigtige tekst, for det er der, eventyret fortsat lever stærkest.

Paperback, Puffin 1966
Paperback, Magnum Books 1975
Paperback, Airmont Books 1978
Paperback, Puffin 1983
Paperback, Tor 1985
Paperback, Beaver Books 1986
Paperback, Regnery 1999
Paperback, Quiet Vision Publishing 2004
Paperback, Penguin Books 2007
Paperback, Penguin Books 2007
Paperback, Headline Review 2007
Paperback, The Large Print Book Company 2010
Paperback, The Echo Library 2011
Paperback, Bibliotech Press 2012
Hardcover, Award Publications 2012
Paperback, HarperPerennial Classics 2014
Paperback, Ulverscroft Large Print Books 2014

3 kommentarer

Filed under Roman