Tag Archives: David Tangye

David Tangye & Graham Wright, How Black Was Our Sabbath (2004): “Killing yourself to live…”

Paperback, Pan Books 2004

Jeg har igennem tiden efterhånden læst et par bøger om Black Sabbath. Bandet har på en eller anden måde fundet et permanent sted i mit system, som gør, at jeg aldrig bliver færdig med dem. Det er en gammel kærlighed; min samling af Sabbath-albums går tilbage til 7. eller 8. klasse, hvor jeg på en lejrskole til London købte en hel stak af deres plader – både fra Ozzy-årene og lidt nyere sager som den forkætrede The Eternal Idol fra ’87. Flere af de vinyler lytter jeg stadig jævnligt til, så det må siges at være en slidstærk investering.

Det er også den gamle fascination, der fik mig til at samle David Tangye og Graham Wrights biografi op. De to har nemlig skrevet en lidt anderledes bandhistorie, der er baseret på deres egne erfaringer med gruppen, mens de arbejdede for Sabbath som roadies. Deres bog dækker i store træk bandets første ti år, hvilket vil sige tiden med Ozzy som forsanger. Den indfaldsvinkel giver dem et lidt andet blik på Sabbath, som man hverken finder i gruppens individuelle selvbiografier eller i de mere klassiske bandbiografier. De to roadies bog lover således fra første side et lille smugkig ind bag forhænget, og det er også præcis, hvad de leverer.

Paperback, Pan Books 2004

Først og fremmest må det imidlertid konstateres, at bogen grundlæggende følger den sædvanlige model for bandbiografier. Det vil sige, at de genfortæller historien om, hvordan bandet blev dannet som Earth og derfra gradvist blev transformeret om til Black Sabbath, mens den nu klassiske line-up faldt på plads. De to forfattere var ikke selv til stede fra begyndelsen, og der er derfor ikke ret meget spræl over biografiens første kapitler, der ligner det meste andet skrevet om gruppen.

Tingene ændrer sig, da de langt om længe kommer ombord på ”the crazy train”. Her forandrer bogen sin tone og bliver mere personlig; man mærker deres glæde og stolthed over at have været del af det store Sabbath-cirkus, der udfoldede sig i årene mellem det første album udkom i 1970 og ’79, hvor gruppen fyrede Ozzy. Det var ti vilde år, der med raketfart gjorde gruppen til ”supertzars”, men som også i de sidste år lod dem falde hårdt – både mod bunden af hitlisterne og menneskeligt.

Mørkets fyrster. Fra venstre: Bill Ward, Geezer Butler, Ozzy Osbourne og Tony Iommi

Før bandet satte kurs mod USA første gang, drak de, tog LSD og røg masser af hash, men under denne første tour stiftede de bekendtskab med kokain i L.A. Det blev et voldsomt bekendtskab for de fleste af bandets medlemmer. Den eneste, som ikke for alvor hoppede på det hvide pulver med gigantisk appetit var, trommeslager Bill Ward, der ikke kunne holde til det og derfor holdt sig til litervis af øl og cider.

Bandets medlemmer har alle været åbenmundede omkring stofferne og givet deres kokainforbrug skylden for bandets deroute, men Tangye og Wright peger sikkert også meget rigtigt på nogle fundamentale problemstillinger i selve gruppen, der langsomt voksede sig mere tydelige med årene. Ozzy og Ward ville gerne holde Sabbath så tæt på de oprindelige albums som muligt, mens Geezer og bandets uofficielle leder Toni Iommi gerne ville udvikle gruppen og gruppens lyd i en progrock-retning. Sidstnævnte skete også, hvilket især fremmedgjorde Ozzy, der allerede i ’78 begyndte at lege med tanken om et band kaldet Blizzard of Ozz – det, der som bekendt blev titlen på hans første soloalbum fra 1980.

Ozzy og Graham Wright drikker Newcastle Brown Ale, som gruppen fik hjemme mens de var på tour

Som sagt er dette ikke ukendte betragtninger, og det sjove i præcis denne bandbiografi ligger derfor også først og fremmest i de mange små anekdoter om livet med gruppen, som vi bliver lovet ved bogens begyndelse. Det bliver da også leveret. Vi hører om madkampe og Ozzys vedvarende practical jokes. Vi hører om slagsmål, eksempelvis mellem Geezer og Malcom Young fra AC/DC, og vi hører om den måde, bandets medlemmer levede med hinanden. Ikke mindst livet på Ozzys farm får ret meget opmærksomhed.

Der er også sjove detaljer for en dansker. Eksempelvis, hvordan Ozzy drak så meget elefantøl sammen med Status Quo på en bar i København dagen før deres koncert i januar ’74, at han fik alkoholforgiftning. Ikke desto mindre klarede han at møde op til koncert den næste dag efter at have fået et par peppiller af en venlig doktor. 

Den første Sabbath-plade fra 1970 med den helt fantastiske forside.

Mere overraskende er det, hvor meget den lille gruppe Necromandus fylder. Bandet er stort set ukendt i dag. De var et såkaldt heavy blues-band, præcis som Sabbath, og stærkt inspireret af den første Sabbath-plade. Iommi opdagede dem og blev deres producer for en stund, men det var især Ozzy, der kastede sin kærlighed over gruppen. De blev en del af hans faste party-slæng med alt, hvad det indebar af vildskab.

Som vi kommer frem gennem bogen, bliver det tydeligt, at Ozzy og Ward hang mest ud med roadierne. Dermed får de også mest plads og det er eksempelvis også grunden til, at en gruppe som Necromandus får så meget opmærksomhed. De var en del af roadiernes verden. Forfatternes største kærlighed ligger dermed sagt også hos Ozzy og Ward, mens Iommi og navnlig Geezer føles meget fjerne i teksten. Til sidst, da det hele ramler og biografien skal finde nogle forklaringer på alle ulykkerne, bliver skylden for bandets opløsning også placeret mere eller mindre entydigt hos Iommi. Ronnie James Dio, der overtog pladsen efter Ozzy, får ikke mange gode ord med på vejen, og hvis bogen har en skurk, må det næsten være ham.

Til fest med gruppen. Bogens ene forfatter, David Tangye, sidder yderst til venstre

How Black Was Our Sabbath er hurtigt læst og underholdende. Den rummer ikke ret mange nye indsigter, men den tilføjer et par festlige anekdoter til Sabbath-mytologien. Samtidig er der noget sjovt ved at høre historien blive genfortalt fra et helt andet sted end det, vi normalt finder i fremstillinger af bandets historie. At selvsamme måske også kan siges at være et problem er en anden sag. Det hele bliver stedvist næsten for hyggeligt og kammeratligt, men sådan bliver det let, når man skal genfortælle røverhistorier fra sin ungdom.

Det søde celebrity-liv; Sabbath hænger ud med Linda Blair backstage i 1976

Tangye og Wrights bog bliver nok aldrig nogen klassiker, men jeg vil alligevel mene, at den er et besøg værd for alle, der gerne vil tilbringe lidt tid i selskab med den klassiske udgave af Sabbath eller for den sags skyld 70’ernes ekstatiske musikkultur generelt. Set fra den vinkel er bogen en lang beskrivelse af festens op og nedture og et fascinerende portræt af en kultur, som aldrig kommer tilbage.   

Bog blast all of you!

Skriv en kommentar

Filed under Nonfiktion