Havmænd, havfruer og sirener; begreberne glider let sammen. Havfolket kendes tilbage fra antikken, og deres tilstedeværelse fortsætter ind i middelalderens tankeverden, hvor forestillingerne om havvæsnerne udbygges en hel del. I middelalderen opfattede man det således sådan, at der under havoverfladen eksisterede en hel parallelverden, der spejlede livet på landjorden. Eller sagt på en anden måde – alt på land havde sit modsvar i havet. Det undersøiske liv var dermed underlagt de samme regler for skaberværket som alt over vandet, hvilket ikke mindst indbefattede de væsner, der lignede mennesket – nemlig havfolket.
Fælles for størstedelen af de ældre fortællinger om disse havvæsner er det, at de er forbundet med fare og druknedød. Navnlig havfruen, eller sirenen, har en særlig betydning, fordi hun er en entydig erotisk figur, der lokker sømanden i havet med sit smukke ydre, som hun fremviser for ensomme matroser eller igennem sin sang – sirenesangen. Sådan var det i antikken og senere også i middelalderen. Den islandske Physiologus fra o. 1200, beskriver eksempelvis sirenen sådan:
Sirena betegner ved sin stemmes skønhed sødmen i de nydelser som mennesker har til fryd her i verden, og de ænser kun det og sover således ind fra gode gerninger; men dyret tager mennesket og ombringer dem når de er faldet i søvn på run daf den skønne røst.
I romantikken undergik havfruen sin moderne forvandling og blev til en tragisk figur, der – præcis som Medusa – bliver et billede på den uforløste længsel efter kærligheden. Ensom higer havfruen efter kærligheden, men når hendes elskede indfinder sig, dør han, fordi han ikke kan leve i havet. Sådan udspillede fortællingen sig i hvert fald, indtil H. C. Andersen genfortalte historien i sin egen længselsfulde version, hvor kærligheden overvinder miljøets begrænsninger. Der er et tydeligt element af Romeo og Julie-fortællingen bag romantikkens gendigtning af havfruen, men hos Andersen fik det hele en lykkelig udgang.
H. C. Andersen var dermed også med til at genskabe havfruen i en blid form, hvor det i høj grad handler om at nedbryde de mure, der stiller sig i vejen for de elskende. Dette, romantikkens blik på havfruen, har da også i vid udstrækning overlevet helt op til i dag. Ikke desto mindre må man sige, at netop pulplitteraturen og pulplitteraturens forsider fra 1900-tallets første halvdel bevarede en kim af den oprindelige trussel, der lå i havfruen. Alt fra skrækfiktion og SF til hårdkogt krimi bruger havfruen som metafor for den dødbringende dame – en af genrelitteraturens absolut centrale arketyper. Havfruen er en femme fatale og hendes sirenesang løftet om sex. Det motiv gennemspilles igen og igen i pulpens storhedstid, og man kommer ikke uden om, at det har en stærkt, ikonisk kvalitet.
Når vi møder havfruen i en moderne sammenhæng, er tingene som regel vendt på hovedet. I dag er hun heltinden og/eller offeret, der trues af sømanden eller mennesket. Fra antagonist til protagonist er hun blevet et billede på renhed og frihed. Mere overraskende er det, at man også kan se det samme afspejlet i Lovecrafts gendigtning af havfolket – hans Deep Ones er også gået fra at være den monstrøse anden til nu i nyere litteratur at optræde som det misforståede offer for menneskelig indgriben.
Havfruens rolle har med andre ord forandret sig ganske meget, siden Odysseus tog udfordringen og lod sig udsætte for sirenernes sang. Man kan sige, at hun har mistet sin monstrøsitet; hun er blevet domesticeret i en proces, der har renset hende for de misogyne overtoner. Det er nok meget godt, men hun er også blevet lidt kedelige i denne proces, fordi hun nu mere eller mindre er reduceret til en tom, fantasyfigur på lige linje med elvere, dværge og andet godtfolk, der rutinemæssigt valser omkring i genrefiktionens verden. Og dog, ingen regel uden undtagelser. Som det også fremgår af indlægget, er der også eksempler på at den monstrøse havfrue lever i bedste velgående derude i havets dybder.
frasortsand.wordpress.com 