De amerikanske genreforlag havde tilsyneladende let adgang til illustratorer i 1960’erne og 70’erne. Sådan var det ikke i England, hvor markedet i hvert fald ikke var større, end at man så sig om efter billigere måder at få skabt stemningsfulde forsidebilleder. De britiske fotoforsider med spindelvævsindhyllede kranier og dolke indsmurt i teaterblod blev udtænkt på den baggrund. Forsiderne er som oftest lige så gyselige, som de er underholdende, og de har været vist her på bloggen flere gange. Inderst inde elsker vi dem jo for deres dumhed.
Det var imidlertid ikke bare fotos og grafik, det hele. En af de kunstnere, der leverede malede forsider, og samtidig var med til at indfange skrækgenrens kæmpe popularitet i 70’erne, var Tony Masero. Han trådte ind på genrescenen i midten af 70’erne, og han er sådan set stadig med i dag.
Masero har et fantastisk og et let genkendeligt udtryk, og navnlig hans billeder fra 70’erne har en herlig stemning af undergrund og en forfinet sans for mødet mellem det skønne og ubehagelige. Det giver et særligt liv til hans billeder, som man ikke helt finder i de store, etablerede navne blandt periodens amerikanske forsideskabere.
Tony Maseros udtryk blev skarpere og mere forenklet i 80’erne, hvor hans billeder fik en mere grafisk fremstillingsform helt i tråd med tidsånden. Det var uden tvivl et skifte, der var med til at lande ham en plads på Dr. Who-romanseriens forsider. Han forlod dermed ikke genrefiktionen i 80’erne, men der gik noget tabt i takt med hans professionalisering som illustrator.
I dag, hvor de fleste forsider skabes digitalt, skal vi være glade for, at Masero stadig er aktiv, selvom hans storhedstid for længst er overstået. Det sammen kan man jo nok også sige om den skrækfiktion, der var med til at få ham på forsiderne. Den umiddelbare energi, der bar skrækgenren i 70’erne, kommer i hvert fald ikke tilbage og slet ikke i øjeblikket, hor pasticherne stadig er det toneangivende indenfor geneudtrykket. Men det kan blive temaet i et andet indlæg.
frasortsand.wordpress.com 