Helle Stangerup, Ulvetid (1980): Hey wolf moon come cast your spell on me…

Hardcover, Conamore 1984

Hardcover, Conamore 1984

Helle Stangerup udsendte i 1980 en lille intens roman, der dykker ned i varulvemytologien, og det kom der noget forbløffende godt ud af. Faktisk er det formenlig den bedste danske varulvfortælling, vi har, hvis du spørger mig. Bogens overraskende kraft skyldes uden tvivl, at Stangerup nærmede sig emnet fra den afdæmpede psykologisk indfølte romantype, som hovedparten af hendes bøger er rodfæstet i. Man fornemmer således også tydeligt, at hendes vej ind i tematikken går gennem studier af folkloren om varulven, ikke traditionel horror.

Den klaustrofobiske handling udspiller sig i en ubestemt jysk hedeegn, hvor romanens fortæller Anna bor med sin mand Tom. Anna havde egentlig sin egen karriere, før hun mødte Tom, men den er nu gået i stå. Tom er en succesful forfatter, der skriver fagbøger om natur og naturoplevelser, og da vi kommer ind i fortællingen, arbejder han på en bog om jagt. Man forstår fra historiens begyndelse, at Anna er den hjælpende ånd i huset og Tom det centrum, hvorom alting drejer sig.

Eva Helle Stangerup (30. oktober 1939 - 29. marts 2015)

Eva Helle Stangerup (30. oktober 1939 – 29. marts 2015)

En skønne dag op dukker Ellinor op. Ikke helt uanmeldt, for hun har skrevet med Tom i forvejen. Hun kommer med nogle ulve, som skal have et nyt hjem, fordi de ellers skal aflives. Tom og Anna har plads nok, og de indvilliger i at tage imod dyrene. Knap er ulvene installeret, før Ellinor også er blevet en del af husholdningen. Med Ellinor i huset ændres dynamikken ikke bare i hjemmet, Ellinor på det nærmeste overtager Tom og efterlader Anna isoleret og svigtet. Der går imidlertid ikke lang tid, før Anna opdager, at der er noget sært ved Ellinor og hendes ulve. Et ildevarslende bånd eksisterer imellem deres husgæst og dyrene, der kun bliver mere skræmmende, som Anna graver i sagen, og snart bliver hun overbevist om, at Ellinor er en form for varulv.

Som allerede nævnt er romanens stemning ekstremt fortættet. De tre mennesker indgår i et dybt dysfunktionelt fælleskab, der gnistrer af aggression og undertrykte følelser. Anna har haft en abort, før bogens historie begynder, og de psykiske men efter den oplevelse plager hende stadig. Det gør Anna sky og skamfuld, fordi hun føler, aborten var hendes skyld. Hun finder sig derfor også i Toms vedvarende psykiske vold, fordi Anna underbevist føler, at hun skal straffes for tabet af deres barn. Tom drages samtidig mod Ellinor, der både synes mere dyr end menneske og mere pige end kvinde. Det gør hende tvetydighed i mere end en forstand. Tom og Ellinor forsvinder hver nat ind i lange samtaler om ulve, men hvor meget eller hvor lidt, der også er tale om en seksuel tiltrækning imellem de to, er svært at afgøre. Om der rent faktisk er sket noget fysisk imellem dem, er egentlig heller ikke så vigtigt, fordi deres forhold tydeligvis er en form for affære, der ekskluderer Anna helt.

Hardcover, Gyldendal 1980. Romanens 1. udgave

Hardcover, Gyldendal 1980. Romanens 1. udgave

Romanen er bygget op omkring lurende blikke. Husets beboere betragter, studerer og iagttager mistænksomt hinanden i en stadig kredsen om noget, der side for side kun synes at eskalere i en voldelig retning. Men det er ikke kun husets beboere, der lurer. Natten har også øjne. Det ensomme hus, der danner rammen for bogen, ligger åbent i landet, og noget ser ind på de tre aktører i ly af mørket. Rovdyr holder dem i skak som onde ånder i kulissen, der næsten parallelt med læseren ser ind på dramaet.

Med sit korte kammerspil tematiserer Helle Stangerup de indestængte følelser, der ligger som åbne sår på psyken. Følelser, der flytter den ellers lykkelige Tom og Anna ind i et sadomasochistisk, skamfuldt parforhold. Da Ellinor toner frem, nærmest ud af det blå, er det som en form for projicering af parrets frustrationer. Den mystiske Ellinor fremstår nemlig ikke et eneste øjeblik som egentlig skabning af kød og blod. Uden baggrund og identitet er hun knap nok fysisk tilstede i huset. Alt drejer sig om hendes ulve og ulvenes blodige mad, der ligger i køkkenvasken og fylder huset som en grotesk påmindelse om Annas abort.

Paperback, Gyldendal 1981

Paperback, Gyldendal 1981

Stangerup slipper med andre ord Ellinor løs i hjemmet som en psykopomp, dannet af parrets uforløste smerte, og det er tydeligt, at Ellinor kun har ét formål; nemlig at føre både Tom og Anna ud i det fortabelsens ingenmandsland, der ligger i tågerne omkring deres hus. Spørgsmålet er bare, om den skrøbelige Anna kan få samlet kræfter til at gøre op med den trussel, der har taget bo i det frosne land imellem hende og Tom.

Præcis som hos Aksel Sandemose er varulven hos Stangerup primært en psykologisk-metaforisk konstruktion, der er billedet på de destruktive kræfter mellem Anna og Tom. Stangerup løfter imidlertid det metaforiske over i det konkrete, så Ellinor rent faktisk kan forstås som værende til stede og rent faktisk kan læses som værende en varulv. Det giver også Stangerup anledning til at bruge det uhyggelige som greb, for at vise det indre sammenbrud, der truer Anna. Som skrækfiktion kommer Ulvetid således fra det psykologiske drama og låner fra gysergenren. Det skaber både fascinerende og isnende momenter i bogen, som næppe ville kunne opstå i en mere klassisk horror-tilgang til varulven som konkret monster.

Hardcover, Bonniers 1981. Ulvetid på svensk

Hardcover, Bonniers 1981. Ulvetid på svensk

Helle Stangerups enkle prosa kan stedvist skurre, men hendes poetiske naturiagttagelser er formidable, og alene af den grund er Ulvetid et besøg værd. Men romanen er også et sjældent stykke vellykket stemningsmæssigt romanarbejde. Den folkloristiske varulvemyte bliver måske en tand for indstuderet og slavisk udnyttet, men det kan vi let se over med, fordi Stangerups tekst lever et dybtfølt gru, der som ulvens kæber bider sig sammen om læseren og holder fast, indtil sidste side er løbet igennem.

Paperback, Politikens paperbacks 2008

Paperback, Politikens paperbacks 2008

 

 

 

Reklamer

5 kommentarer

Filed under Roman

5 responses to “Helle Stangerup, Ulvetid (1980): Hey wolf moon come cast your spell on me…

  1. Henning Andersen

    Og så blev den filmatiseret et par år efter, og det er derfor man kan se en (meget) ung Jannie Faurscou på forsiden. Dog mener jeg at kunne huske, at intrigen i filmen var drejet en smule i forhold til forlægget.
    Til gengæld vil jeg henlede opmærksomheden på forsiden til den svenske udgave, med forsideillustration af “Arnold”. Bag den signatur “gemmer” der sig kunstneren Hans Arnold, som virkeligt er et bekendtskab værd. I sin tid lavede han ret mange forsider til det hedengang Delta Förlag, der udgav både dit og dat indenfor de genrer vi lissom beskæftiger os med, hér. Men hans produktion begrænsede sig ikke til dette virke, og som et kuriosum – måske som en slags genkendelses-trigger eller “nåhe-ja”-oplevelse vil jeg nævne, at han er “cover-artisten” på ABBA’s første LP (ja, den med Waterloo). Bemærk Napoleons-figuren, der dukker op af klaveret; det er “Stickan” Anderson, ABBAS manager.

    • Martin

      En fantastisk fortsættelse af indlægget Henning, tak for det! Er det ikke coveret til ABBAs første greatest hits-plade du tænker på? Et ganske bizart og festligt billede.

      • Henning Andersen

        Det er “greatest hits”, selvfølgelig er det det – min skråsikkerhed skyldes det forhold, at jeg ABBAS diskografi ikke er en del af min paratviden, så jeg nøjedes med at tro at jeg vidste …
        Det har så ikke noget med “Arnold” at gøre; han er stadig spændende.

  2. Jack J

    Jeg fandt bogen i går i en Røde Kors-genbrugsbutik. Yay! Jeg har aldrig læst den eller set filmen. Jeg tror iø, at min er førsteudgaven i første oplag. Den er fra 1980 og har et næsten helt sort omslag, som du ikke har vist her. Jeg købte også Helle Stangerups “Gravskrift for Rødhætte”. Har du læst den? (hvis det nævnes i ovenstående anmeldelse, så husker jeg det ikke og jeg vil ikke genlæse anmeldelsen, før jeg har læst bogen). Hvis ja, hvad synes du så om den?

    Redaktør Henrik Larsen skriver i det nye Bibliotek Obskuriøst nr. 1: “De to Helle Stangerup krimier Gravskrift for Rødhætte (Spektrum, 1967) og Gule handsker (Spektrum, 1968), jeg har gravet frem af antikvariatets dyb til lejligheden holdt ikke ved genlæsning. Måske gav Stangerup mig vitterlig et kick i 1977, måske var det bare de fede titler” […]

    Det skuffer mig jo lidt, hvis “Gravskrift” vitterligt ikke er særlig god (omend bagsideomtalen ser lovende ud, men det gør den slags jo), nu hvor jeg har langet hele 5 kroner over disken for den, men jeg er selvsagt ikke altid enig med hr. Larsen angående popkultur, så jeg håber, det er tilfældet her.

    • Martin

      Til lykke med købet Jack. Beklager min langsomme svartid – jeg har ikke haft så meget tid ved tasterne. Stangerups krimier har lidt af den samme kvalitet som Anders Bodelsens romaner – de er fine små tidsbilleder, der drives af et underliggende lyrisk sprog, som stort set er forsvundet fra krimigenren i dag. Jeg kan med andre ord godt lide hendes lidt afdæmpede, til tider lidt gumpetunge bøger, fordi de ikke bare er den for krimien så sædvanlige blanding af spænding og social forargelse. Med andre ord – læs dem bare! Meld endelige tilbage efter læsning af Ulvetid. Og ja, det er 1. udgaven, som du har fået fat på.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s