Paperback, Robert E. Howard Foundation Press 2012
Robert E. Howards posthume popularitet har en sær parallelitet til H. P. Lovecrafts litterære efterliv. Interessen for begge forfatteres historier oplevede en nærmest eksplosionsagtig popularitet i 60’erne, som for Howards vedkommende holdt ved ind i 80’erne, mens Lovecrafts stjerne stadig fortsætter med at stige.
Det er imidlertid ikke alene i popularitet, at de to giganter ligner hinanden. Iscenesættelsen af dem har også påfaldende lighedstræk. Begge er således blevet portrætteret som særlinge, outsidere og mere eller mindre psykisk forkvaklede individer, der takket være deres sårbarhed var i stand til at skabe noget unikt.
Vi har med andre ord at gøre med den helt traditionelle, romantiske fremstillingen af kunstneren, der eksisterer på randen af normaliteten, og derved er i stand at se verden med andre øjne end os almindelige dødelige. Et forældet, uholdbart kunstnersyn, der heldigvis efterhånden er lagt helt i graven. For Lovecrafts vedkommende er dette blevet gjort flere gange af S. T. Joshi. Mark Finn, bedre kendt som forfatteren Mark Farr-Nash, har påtaget sig at gøre det samme for Howard.
Paperback, 2. reviderede udg., Robert E. Howard Foundation Press 2012. Skål Howard!
Med Blood & Thunder har Finn sat sig for at skære ind til benet og aflive myterne omkring Howard for så i stedet at gå på jagt efter hans litterære ophav og kunstneriske agenda. Det er et glorværdigt projekt, som Finn høstede mange roser for, da bogen udkom første gang i 2006. Biografien er da helt sikkert også en informativ og nyttig bog for alle Howard-læsere, men genren er vanskelig, og Finns resultat er, for mig at se, ikke uden problemer.
Før jeg går videre med substansen, vil jeg kort nævne, at bogen skildrer Howards korte liv fra fødslen i 1906 til selvmordet i 1936 kronologisk, med enkelte afstikkere til redegørelser for Texas historie, pulpmagasinernes udvikling og lignende relevante ekskurser. Der gives løbende handlingsreferater af Howards historier, og flere kapitler ledsages af fotografier. Alt sammen fint og sagligt, leveret med en uhyggelig grad af detailviden, der sikkert går langt ud over, hvad der eksempelvis måtte interessere den generelle Conan-fan.
Mark Finn, der under sit borgerlige navn lyder Mark Farr-Nash (født oktober 1969)
Men nu til det interessante. Finn har, som sagt, et ærinde med biografien. Hen vil rense Howards navn og vise læseren mennesket bag myterne. Et dybest set håbløst projekt, der får afgørende betydning for fremstillingen, Finn vælger nemlig apologetens rolle og udser sig nogle klare fjender at skrive op imod.
For at tage det sidste først, så udpeger Finn ikke helt overraskende L. Sprague de Camp som en af historiens helt store skurke. De Camp kom i 60’erne mere eller mindre til at varetage Conan-karakterens litterære eftermæle. Han redigerede antologier med Conan-historier, udgav ikke-publicerede Conanfortællinger fra Howards hånd og skrev flere uafsluttede fortællinger færdig. På den led har de Camp fået samme rolle i forhold til Howard, som August Derleth har fået i forhold til Lovecraft, og resultatet er nogenlunde det samme. De Camp er i den grad blevet lagt for had af Howard-fans på grund af sin bramfri redigering af teksterne og forvanskning af Howards ord.
Robert Ervin Howard (22. januar 1906 – 11. juni 1936)
Det er jo slemt nok i sig selv, men de Camp blev også i rollen som Howard-ekspert den afgørende autoritet på Howards personlighed og liv. Og det er her, ifølge Mark Finn, at de største overgreb fandt sted. De Camp lagde nemlig ikke fingrene imellem, når han fremstillede Howard som en undertrykt stakkel af et voksenbarn med galoperende moderbinding.
Den anden store skurk i Blood & Thunder er selve populariseringen af Howard på baggrund af Conan. Finn begræder løbende, hvordan Conan-novellerne har begravet store dele af Howards øvrige forfatterskab i glemslen, og han hæfter sig ved, hvor mange af Conan-fortællingerne der er af tvivlsom kvalitet. I Finns fremstilling har Howards eftermæle med andre ord været under belejring af skrupelløse forlæggere og populærkulturens vridemølle.
Der findes dermed også en overset eller glemt Robert E. Howard, som Finn gerne vil vise os. Og her kommer vi ind på Finns rolle som apologet. For at få den ”egentlige” Howard skrevet frem, må han nemlig forklare og ikke mindst bortforklare sider af Howards forfattervirke og livsforløb, der eksempelvis taler for de Camps portræt af forfatteren.
Robert E. Howard (t.h.) med sin nærmeste familie. Billedet er taget i februar 1918
Et åbenlyst eksempel på Finns patetiske forsvar ses eksempelvis i hans forsøg på at bortforklare Howards udtalte racisme som noget symptomatisk for tiden (se eksempelvis s. 94 og s. 155). Det gør ondt på Finn, at litterater har talt dårligt om Howard på grund af hans utidssvarende menneskesyn, men fordi at Finn ikke kan bortforklare det, svarer han næsten en smule infantilt igen ved at sige, at de andre var lige så slemme. Finn kommer således ud i en længere redegørelse for eksempelvis Lovecrafts og Jack Londons racistiske ytringer, og han smækker trumf på ved flere gang at nævne Lovecrafts positive tilkendegivelser i forhold til Hitler og Mussolini.
En anden gruppe Finn forsvarer Howard imod, er de mange litterære ”fejllæsninger” af Howards værker. Her har Finn navnlig et horn i siden på den akademiske tekstanalyse. Man får her næsten det indtryk, at Finn ser Howards historier som særligt gnostiske tekster, der ikke bare kan analyseres af hvem som helst. Man skal nærme sig dem med den rigtige respekt og være i besiddelse af den særlige Howard-nøgle, som kun særligt indviede læsere (dvs. fans) har.
Robert Howard og vennerne leger med sværd. Billedet er taget ml. 1923 og ’25
Men hvad er det så for et billede af Robert E. Howard, som Finn fremstiller? I stedet for at tage udgangspunkt i Howards komplicerede sjæleliv viser Finn i hvor høj grad, at Texas og texansk historie spiller ind i Howards forfattervirke. Faktisk er Finn så optaget af denne sammenhæng, at han nærmest får afskrevet Howards selvstændighed og kreativitet. Han får Howard fremstillet som talerør for en texansk selvforståelse, som Howard intuitivt udtrykker.
Intuitivt er et ord, Finn bruger meget. Ordet skal vise os, at Howard mere eller mindre bevidst trak på sine omgivelser og omsatte dem til fantastiske genrer og eventyr. Han var dermed, i Finns optik, en misforstået hjemstavsforfatter, der beskrev, hvad han så, hørte og levede med.
Lyon Sprague de Camp (27. november 1907 – 6. november 2000)
Finn har helt sikkert langt hen ad vejen ret. Howard var dybt forankret i forestillinger om sin hjemegns virkelighed, men afmytologiseringen af Howard lykkes ikke for Finn. Han får nemlig erstattet den forkvaklede sjæl med et snusfornuftigt portræt af en digtersjæl, der var for skrøbelig til denne verden. Finn vil gerne gøre Howard til litteratur – altså verdenslitteratur, der hæver sig op over stigmatiseringer som pulp-forfatter osv. I forsøget på det får Finn imidlertid undertrykt eller nedtonet alt det komplicerede og enigmatiske ved Howard.
Ydermere må det undre, at Finn bevidst fravælger Howards digte i sin gennemgang. Howard skrev en enorm mængde poesi, og digtene er rent faktisk den mest konsekvente tråd gennem Howards virke, fordi han her i vid udstrækning undlod at lade sig påvirke af kommercielle interesser. Howard fik ganske enkelt ikke udgivet ret meget af sin poesi. Desuagtet vil jeg mene, at det er i digtene, at vi klarest finder det forfatterjeg, som Howard drømte om at realisere. Finn inddrager ikke digtene, fordi der er for mange. Arbejdet ville ganske enkelt blive for stort, skriver han. Det er måske den dummeste undskyldning, man kan komme med, og sagen er nok snarrest den, at de poetiske tekster desværre ikke interesserer Finn.
Hardcover, Bluejay Books 1983
Som kritisk biografi skriger den slags til himlen og efterlader bogen, som en problematisk udgivelse. Den har hele saglighedens facade, men er i virkeligheden ikke stort bedre end Blood & Thunders forkætrede forgænger Dark Valley Destiny (1983), de Camps Howard-biografi.
Blood & Thunder er en guldgrube, hvad faktuel viden om Howards liv angår, men som fortolkning svigter Finn sin læser. Han postulerer at frigøre sin helt fra myternes tåger, men hvirvler så meget ny støv op, at han blot erstatter et sæt myter med et andet. Bogen er afgjort et bud på den definitive Robert E. Howard-biografi, men den er samtidigt også et tungtvejende vidnesbyrd om genres store metodiske problemer. Det er en fanbog forklædt som sagkundksab. En trist kombination, i hvert fald hvis man interesserer sig for seriøs litteraturkritik.
frasortsand.wordpress.com 