Her får I bare et lille pip. Nu er forsiden på min Lovecraft-biografi på plads. Hurra. Dermed går der heller ikke ret lang tid før bogen udkommer, hvilket jeg glæder mig utrolig meget til. Udgivelsen falder i begyndelsen af september til Fantasyfestivallen i Esbjerg. Jeg glæder mig ikke mindst til at høre reaktionerne på bogen, for man kan jo ikke ligefrem kalde gamle HPLs tekster for ukendte. Mange har meninger om ham og mange ved utrolig meget om manden, så det er ikke let at sige noget nyt om emnet. Ikke desto mindre har jeg dumdristigt gjort forsøget.
Jeg er tilbage igen senere på ugen, hvor vi denne gang skal på en ganske fordrukken tour med et legendarisk band.
Så er det ved at være den tid på året, hvor Copenhell udspiller sig her i København. Efter et par år, hvor jeg ikke rigtigt har været med, blev jeg sidste år hyret til at holde foredrag på festivallen. Det endte med at blive en rigtig fin oplevelse, og da programmet i år er godt, krævede det heller ikke så megen overtalelse at springe på vognen igen. Når det er sagt, er der generelt vældig meget musik på Copenhell, som jeg er ret ligeglad med. Det var også en af grundende til, at jeg mistede interessen for festivallen, men i år har de alligevel fået samlet så tilpas mange gode navne, at det hænger sammen for mig.
Min tre topnavne er:
Biohazard, som skulle være tilbage i topform efter års pause i topform. Jeg har set dem en gang tidligere, men det er ved at være en del år siden og på et tidspunkt, hvor bandet ikke fungerede specielt godt mere.
Die Krupps, som jeg aldrig har set live, og som jeg glæder mig virkelig meget til. En sangtitel som ”Nazis auf Speed”, siger det hele. Giv dem et lyt:
High on Fire, som jeg har set mange gange før, og som må være blandt mine yndlingsbands. Jeg glæder mig især til at høre deres nye numre live. Matt Pike og gutterne er uovervindelige, og her får I lige en af singlerne fra den nye plade.
Havmænd, havfruer og sirener; begreberne glider let sammen. Havfolket kendes tilbage fra antikken, og deres tilstedeværelse fortsætter ind i middelalderens tankeverden, hvor forestillingerne om havvæsnerne udbygges en hel del. I middelalderen opfattede man det således sådan, at der under havoverfladen eksisterede en hel parallelverden, der spejlede livet på landjorden. Eller sagt på en anden måde – alt på land havde sit modsvar i havet. Det undersøiske liv var dermed underlagt de samme regler for skaberværket som alt over vandet, hvilket ikke mindst indbefattede de væsner, der lignede mennesket – nemlig havfolket.
Weird Thrillers, forår 1952
Fælles for størstedelen af de ældre fortællinger om disse havvæsner er det, at de er forbundet med fare og druknedød. Navnlig havfruen, eller sirenen, har en særlig betydning, fordi hun er en entydig erotisk figur, der lokker sømanden i havet med sit smukke ydre, som hun fremviser for ensomme matroser eller igennem sin sang – sirenesangen. Sådan var det i antikken og senere også i middelalderen. Den islandske Physiologus fra o. 1200, beskriver eksempelvis sirenen sådan:
Sirena betegner ved sin stemmes skønhed sødmen i de nydelser som mennesker har til fryd her i verden, og de ænser kun det og sover således ind fra gode gerninger; men dyret tager mennesket og ombringer dem når de er faldet i søvn på run daf den skønne røst.
En af Lorenz Frölichs illustrationer til H. C. Andersens “Den lille havfrue”, udført 1905
I romantikken undergik havfruen sin moderne forvandling og blev til en tragisk figur, der – præcis som Medusa – bliver et billede på den uforløste længsel efter kærligheden. Ensom higer havfruen efter kærligheden, men når hendes elskede indfinder sig, dør han, fordi han ikke kan leve i havet. Sådan udspillede fortællingen sig i hvert fald, indtil H. C. Andersen genfortalte historien i sin egen længselsfulde version, hvor kærligheden overvinder miljøets begrænsninger. Der er et tydeligt element af Romeo og Julie-fortællingen bag romantikkens gendigtning af havfruen, men hos Andersen fik det hele en lykkelig udgang.
True Weird, november 1955
H. C. Andersen var dermed også med til at genskabe havfruen i en blid form, hvor det i høj grad handler om at nedbryde de mure, der stiller sig i vejen for de elskende. Dette, romantikkens blik på havfruen, har da også i vid udstrækning overlevet helt op til i dag. Ikke desto mindre må man sige, at netop pulplitteraturen og pulplitteraturens forsider fra 1900-tallets første halvdel bevarede en kim af den oprindelige trussel, der lå i havfruen. Alt fra skrækfiktion og SF til hårdkogt krimi bruger havfruen som metafor for den dødbringende dame – en af genrelitteraturens absolut centrale arketyper. Havfruen er en femme fatale og hendes sirenesang løftet om sex. Det motiv gennemspilles igen og igen i pulpens storhedstid, og man kommer ikke uden om, at det har en stærkt, ikonisk kvalitet.
Supernatural-Stories, nr. 23 1954
Når vi møder havfruen i en moderne sammenhæng, er tingene som regel vendt på hovedet. I dag er hun heltinden og/eller offeret, der trues af sømanden eller mennesket. Fra antagonist til protagonist er hun blevet et billede på renhed og frihed. Mere overraskende er det, at man også kan se det samme afspejlet i Lovecrafts gendigtning af havfolket – hans Deep Ones er også gået fra at være den monstrøse anden til nu i nyere litteratur at optræde som det misforståede offer for menneskelig indgriben.
Argosy, marts 1929
Havfruens rolle har med andre ord forandret sig ganske meget, siden Odysseus tog udfordringen og lod sig udsætte for sirenernes sang. Man kan sige, at hun har mistet sin monstrøsitet; hun er blevet domesticeret i en proces, der har renset hende for de misogyne overtoner. Det er nok meget godt, men hun er også blevet lidt kedelige i denne proces, fordi hun nu mere eller mindre er reduceret til en tom, fantasyfigur på lige linje med elvere, dværge og andet godtfolk, der rutinemæssigt valser omkring i genrefiktionens verden. Og dog, ingen regel uden undtagelser. Som det også fremgår af indlægget, er der også eksempler på at den monstrøse havfrue lever i bedste velgående derude i havets dybder.
Altid seje Kid Congo sendte et cool nummer på gaden for to måneder siden. ”Wicked World” hedder det. Jeg har forsømt at dele videoen her, men den får I nu. Det er et fint lille garagerocknummer i den stil, vi kender fra hans band The Pink Monkey Birds – her også med L.A.-punklegenden Alice Bag på gæstevokal. Bags og Congos venskab går helt tilbage til deres tidligste ungdom, så det er rørende at høre dem samarbejde. Videoen er også ganske cool. Det er en lille seriemoderhistorie, tror jeg.
Nummeret kommer fra Congos nye album That Delicious Vice, der udkom tilbage i april. Pladen er god – giv den et lyt.
Paperback, Sphere, 1988. Forsiden er malet af Chris Moore
Larry Niven red på en bølge af succes i slutningen af 60’erne. Med en fod plantet i både den klassiske, hårde SF og en i den nye New Wave-strømning dækkede han begge tidens fronter. Han ramte en gylden mellemvej. En roman som Ringworld fra 1970 viser med al tydelighed, hvorfor han faldt i god jord hos læserne. I handlingen afsøger han, typisk for New Wave-litteraturen, en række etiske spørgsmål, mens rammen for historien tager udgangspunkt i et teknologisk sætstykke. Netop fortællingens ramme har efterfølgende efterladt sig et aftryk på genren og udgør nu et fast referencepunkt. For mig at se er det imidlertid historien, der er det mest bemærkelsesværdige.
Handlingen fører os ud i det herrens år 2850, hvor menneskeheden rutinemæssigt flyver omkring i galaksen og tilmed har fået kontakt med fremmede racer, ikke mindst de superintelligente, trebenede og tohovedede ”Pierson’s Puppeteers”, som racen kaldes af jordboerne, og de aggressive, antropomorfe kattevæsner, der kaldes Kzin. Ikke overraskende har der allerede udspillet sig i en krig i verdensrummet, men for nu er der fred. Spørgsmålet er dog, om det kun er på lånt tid, for navnlig Kzin-racen er konstant på jagt efter muligheder for at ekspandere deres territorium.
Paperback, Ballantine Books 1970. Romanens første udgave
Da romanen åbner, introduceres vi til hovedpersonen Louis Wu, der netop skal til at holde sin 200-års fødselsdag. Wus liv er blevet kunstigt forlænget flere gange ad kemisk vej. Selvom han således fysisk er i fremragende form, trykker alderen ham mentalt. Wu keder sig slet og ret, og da han derfor pludseligt bliver kontaktet af en af disse førnævnte ”puppeteers”, lytter han interesseret til den fremmedes tilbud. Her skal det indskydes, at denne dukkeførerrace ikke har været set på Jorden i mange, mange år. Hele racen har af årsager ukendt for menneskene forladt den kendte del af universet. Nu står der altså et spillevende eksemplar hos Wu, der egentligt bare burde holde sin fødselsdag.
Dukkeføreren ønsker at samle et hold, der skal hjælpe til med at undersøge et fænomen ude i rummet, der måske vil kunne blive en stor gevinst for alle missionens deltagere. Wu siger naturligvis ja til opgaven, og han er ikke den eneste, der skal afsted. Med på turen kommer også en Kzin-ambassadør, der oversat til engelsk hedder Speaker-to-Animals. De får også følgeskab af den purunge kvinde Teela Brown, som egentlig ikke har nogen særlige evner, men hun er ekstremt heldig; noget der er ganske nyttigt. Teela og Wu har allerede før afrejsen indledt et forhold, hvilket viser sig at få afgørende betydning.
Paperback, Sphere 1973
Afsted går det, og her afsløres det, at målet for ekspeditionen er en kæmpemæssig, kunstig verden, der hænger i verdensrummet som en ring med en egen sol og atmosfære. Dukkeførerne vil have undersøgt, om denne verden indeholder noget farligt, og det er her vores hold kommer ind i billedet.
Umiddelbart tyder alt på, at den enorme verden, der er mange gang større end jordkloden, er blevet forladt. Alligevel bliver de skudt ned af et automatisk forsvar, da de nærmer sig den kunstige ringverden, og ekspeditionens rumskib må nødlande på en bjergside.
Laurence van Cott Niven (født d. 30. april 1938)
De er nu fanget i denne fremmede verden, som de pludseligt ikke bare skal undersøges for potentielle farer, men de skal også finde en mulighed for at komme hjem igen. Før de når dertil, gør holdet flere utrolige oplevelser, ikke mindst at der er lavteknologiske, mere eller mindre menneskelige samfund i ringverdenen, hvilket udløser spørgsmålet, hvem der egentlig har skabt denne verden.
Nivens roman har, som indledningsvist nævnt, været en vigtig inspirationskilde for andre SF-forfattere, der ikke bare har taget beskrivelsen af hans galaktiske miljø til sig, men især grebet idéen om den kæmpemæssige, kunstige ringverden. Der er da også noget fascinerende ved tanken, men strengt taget er dette en detalje i en roman, der i stedet ambitiøst spørger til, hvilken ret vi har til at gribe ind i andres liv. Niven vender løbende tilbage til temaet ved at bringe metaforen om guden spil. De lavteknologiske samfund i ringverdenen tror Wu, og hans ekspedition er guder, fordi de kommer flyvende på maskiner. Men hele denne verden er tilsyneladende skabt af så mægtige skabninger, at Wu fristes til at tænke på disse skabere som næsten guddommelige. Der er altså tale om en variation over idéen om, at fremtidens videnskabelige lovmæssigheder er nutidens magi. Magt gør med andre ord guddommelig, men giver det også ret til at manipulere med liv?
Paperback, Ballantine Books 1975
Nivens svar er indledningsvist nej, magt giver ikke den ret, men som romanen skrider frem, går det op for vores persongalleri, at de selv konstant manipulerer hinanden og de væsner, de møder i stort og småt. Sagt med andre ord gør vi os i mikroskala til guder i vores eget liv og påberåber os retten til at intervenere der, hvor det passer os, eksempelvis hos vores børn, fordi vi mener, det er bedst eller fordi vi synes, det kunne være sjovt.
Den afgørende pointe for Niven er, at vi aldrig selv vil manipuleres. Manipulation gør os vrede, fordi den fratager os selvstændighed og agens, men her læner han sig tilbage og konkluderer, at vi slet ikke kan undgå at blive manipulerede. Vi opfatter kun en brøkdel af de manipulationer, vi er udsat for, og der er altid noget større, der så at sige fører dukkeføreren. Der er guder bag guderne, som han nok ville udtrykke det i romanen. Dette bliver ultimativt sat på spidsen, da ekspeditionen opdager disse menneskelige samfund i ringverden, for hvad laver de der? En mistanke breder sig om menneskehedens ophav, som pludselig sætter alle idéer om selvstændighed i relief.
Paperback, Ballantine Books 1979
Her viser Niven også en af sine tydelige inspirationskilder, for bag Ringworld genkender man tematikker, der mere eller mindre direkte er løftet ud af Lovecrafts At the Mountains of Madness (1931). Enkelte passager, eksempelvis om ringverdenens dimensioner, vækker sproglige mindelser om Lovecrafts tekst, men den grundlæggende parallel findes i tanken om denne ældre race, der har skabt det hele. Her parafraserer Niven afgjort Lovecraft. Han slipper også godt fra det, fordi han formår at omsætte Lovecrafts idéer ganske kreativt. At han lod sig inspirere af Lovecraft er måske heller ikke så mærkeligt, for Ringworld udkom midt under den store Lovecraft-renæssance, der udspillede sig i slutningen af 60’erne og 70’ernes begyndelse.
Generelt er Ringworld en ganske underholde roman, der formår at introducere det fremmedartede og intellektuelle i samspil med god gammeldags pulpet ramasjang. Sprogligt ligner Nivens udtryk, det man eksempelvis også finder hos Roger Zelazny. Begge bruger den klassiske, hårde helt som fartøj for deres historiefortælling, men hos Niven sniger der sig små variationer ind, der blandt andet afspejler sen-60’ernes opbrud i kønsroller og politik. Man kan derfor beskrive Wu som en ambivalent pulp-hovedperson, der er sig bevidst om at være en dinosaur, der har overlevet sig selv. Det er ikke mindst vigtigt, fordi hans bedagede konservatisme stilles i kontrast til hans elskerinde Teela, der ender med at tage førerskab og få sin egen stemme, mens Wu selv må erkende, at hans tid er ved at være omme.
Hardcover, Gollancz 1972. Romanens første indbundne udgave
Larry Niven leverede et stykke underholdende og tankevækkende fiktion med Ringworld. Den gør præcis det, der har gjort New Wave-bevægelsen så vigtig, da den var med til at genopfinde SF-genren og give den et nyt liv. Niven har afgjort sin andel i dette, og det er trist at konstatere, hvor meget bras han senere kom til at skrive, da dampen gik af maskinen, og han blandt andet begyndte på sine tvivlsomme samarbejde med Jerry Pournelle. Det skal vi ikke kom ind på her. Lad os i stedet holde fast i, at Niven med Ringworld skabte noget godt, som stadig holder.
frasortsand.wordpress.com 