Bogbekendtkaber: Tom Kristensen

Det er blevet tid til endnu et Bogbekendtskab, og denne gang har tegneren Tom Kristensen overtaget fortællerrollen. Som de fleste af Fra Sortsands læsere sikkert ved, går jeg en hel del op i bøgernes forsideillustrationer og for den sags skyld også deres indre udsmykning, der hvor en sådan findes. Derfor er det også spændende at få en tegner til at sætte ord på en udgivelse, der har betydet noget for ham.

I nyere tid har Tom således bl.a. leveret illustrationerne til den af Henrik Harksen udsendte antologi Grufulde Mørke fra 2012. Og faktisk har Tom arbejdet en del med gysergenren og udgivet tegneserien ”Innsmouth” i Nyarlathotep tilbage i 2011. Senest har han høstet prisen for årets horrorudgivelse med Made Flesh. Et flot samarbejde mellem Tom og Lars Kramhøft.

Toms streg er moderne, psykologiserende og ekstremt stemningsfuld. Faktisk var jeg allerede begejstret, da jeg første gang læste den ordløse ”Innsmouth” tilbage i ’11, og siden synes jeg, at hans arbejde er blevet bedre og bedre.

Det er derfor også med stor glæde, at jeg kunne få Tom overtalt til at lave denne udgave af Bogbekendtskaber. Ikke overraskende, og lidt anderledes end de tidligere, har Tom valgt at introducere os til en tegneserie. Men ikke mere snak; hermed går ordet videre til Tom Kristensen.

 

Den gule skygges dukker…

Jeg har læst rigtigt mange tegneserier. Mange flere end jeg kan huske. Én, som har gjort særligt indtryk på mig, er Den gule skygges dukker.

Jeg har nok været omkring de otte år og læste lystigt i bunken af tegneserier, vi havde i mit barndomshjem. Der var en masse hæfter og albums. Albummene havde vi til at stå i en kasse i køkkenet. Det var en solid trækasse med låg, som var blevet ophøjet til tegneserieskrin. Der var mange forskellige tegneserier i dette overflødighedshorn. Der var sjove, spændende, forvirrende og nogle med lettere voksne temaer, og så var der Den gule skygges dukker.

Hæfte, Lademann 1972

Den har gjort et uigenkaldeligt indtryk på mig. Jeg syntes rent ud sagt, at den var skideuhyggelig. Jeg var så skræmt af den, at efter endt læsning så kom den altid i kassen med låg på igen, og ting blev stablet oven på, så den ikke skulle kom ud efter mig. Jeg kunne dog ikke holde mig fra den, og den blev genlæst ofte. Altid med samme resultat; at den blev gemt godt af vejen lige bagefter.

Derfor skræmte det mig da også så meget desto mere, da jeg fandt den på stuebordet, efter jeg havde gemt den væk. Med hjertet bankende tog jeg forsigtigt tegneserien med den genkendelige orange og grønne forside og gemte den i kassen igen. Flere ting blev stablet oven på, og jeg følte mig lidt mere sikker. Det var først senere, jeg fandt ud af, at vi havde to eksemplarer, og at jeg ikke var den eneste i familien, som havde hang til uhyggelige gule dukker.

Tom Kristensen (født 1982)

Hukommelsen er en sjov størrelse. Jeg har i ny og næ gennem de sidste 25 år tænkt på Den gule skygges dukker, og genkaldt mig historien og den frydefulde frygt, som den indgød mit unge sind. Jeg husker den som en skræmmende historie om en morderisk gul dukke i stil med Chucky, som jagtede hovedpersonerne gennem hele hæftet. Jeg havde endda gentagne mareridt om den dukke.

Efter 25 år har jeg nu genlæst Den gule skygges dukker, og frygten udeblev. Ligeledes blev min hukommelse om plottet gjort til skamme. Jo, der er da en masse små gulgrønne dukker, men den ene ondskabsfulde dukke med den store kniv, som min fantasi havde gjort til det centrale i tegneserien, var der ikke. I stedet handler Den gule skygges dukker om den handlekraftige eventyrer Bob Morane og hans dumsmarte makker Bill Ballantine, som skal redde nogle smukke, unge kvinder, de kender, samt hele San Francisco, fordi skurken, Den Gule Skygge, har besluttet sig for at lave ravage i byen med hundredevis af små bomstærke dukker.

Dukken i al dens sære gru

Bob og Bill skal ligeledes forsvare sig mod Bumserne, den Gule Skygges håndlangere, som tilsyneladende bare er hjemløse med knive, som vore to helte standhaftigt skyder ned. Hele historien bærer præg af at være en del af en lang serie, og da jeg kun har læst dette ene Bob Morane hæfte, mangler jeg nok noget baggrundsviden. Der bliver dog forklaret en smule i form af fodnoter under de enkelte paneler. Et kneb som er ligeså prydeligt i en tegneserie som pile, der viser hen til det næste panel.

Historien udvikler sig til at være en lettere psykedelisk omgang, som også bliver understøttet af den ret outrerede farvelægning. Den er tegnet i Vances realistiske stil, og det er da også den, jeg er mest begejstret for i dag. Vance er også kendt som en af de helt store europæiske tegneserieskabere.

Den dumsmarte makker Bill Ballantine

En interessant opdagelse er, at i et enkelt panel på side 6 bliver den fjerde væg brudt. Bill Ballantine vender sig mod læseren, blinker, og tænker underforstået til os. Begrebet kommer fra teatret, og den fjerde væg betegner overgangen mellem scene og publikum. I nyere tegneserier bliver dette virkemiddel i særdeleshed brugt af Marvels Deadpool til stor forvirring for de omkringstående karakterer. Til de af jer, som ikke læser tegneserier, men alligevel er kommet så langt i teksten, så bliver grebet også brugt i film som Fight Club og High Fidelity samt serien House of Cards.

Rent historiemæssigt halter Den gule skygges dukker noget efter det visuelle. Dialogen er fyldt med dumsmarte replikker, og slutningen kræver da også en del samarbejdsvilje af læserens fantasi. Når det så er sagt, så er Den gule skygges dukker bestemt et kig værd. Specielt hvis man er otte år gammel. Du glemmer den aldrig.

Den gule dukkes skygge er en Bob Morane historie udgivet af Dargaud Editeur i 1970. Udgivet i Danmark i 1972 af Lademann. Original titel: Les poupées de l’Ombre Jaune. Skrevet af Henri Vernes og tegnet af William Vance.