2. april 2014 · 06:39
For nogle uger siden introducerede jeg en serie her på bloggen, som jeg kalder Bogbekendtskaber. En serie, hvor forskellige folk fra vores lille genremiljø præsenterer en forfatter eller bog, der har betydet noget særligt for dem. Serien fortsætter nu med Jacob Holm Krogsøe, som de fleste vil kende som flittig medredaktør på Planet Pulp.
Han har efterhånden gennem ganske mange år leveret talrige, alsidige anmeldelser, artikler og interviews, der kredser om film, tegneserier og bøger. Hans tekster er altid særdeles veloplagte og bliver leveret med et glimt i øjet, der gør ham til en af vores mest underholdende hjemlige genreskribenter på nettet. Jeg skylder måske at nævne, at jeg har kendt Jacob, siden vi gik i første klasse sammen på Aabenraa Friskole.
I det følgende kan du tage på en nostalgisk rejse med Jacob til eventyrets verden. En tekst, der meget præcist viser, hvorfor vi genreentusiaster altid er i de bedste hænder hos Jacob. God læsning.
Rollespil, Drizzt, Salavtore og Costa del Sol
“Is the course I have chosen a better way than the life Zaknafain knew? I think, yes, though I find despair often enough sometimes to long for that other way. It would have been easier. Truth, though, is nothing in the face of selffalsehood, and principles are of no value if the idealist cannot live up to his own standards.”
Lad mig tage jer med på en lille rejse, før vi vender tilbage til indholdet i det gammelkloge citat du lige har læst. Da jeg var omkring ti år, altså i 1988, indledte jeg mit forhold til rollespil. Først gennem Sværd og Trolddom, så med fægtelege og eventyr i skoven og dernæst små hjemmelavede systemer. Alt dette ændrede sig en dag på biblioteket i Aabenraa, og der er vi i 1989, hvor en ung mand, Bo hed han vidst, introducerede en masse knægte for Dungeons & Dragons. Og så tog misbruget for alvor overhånd: først på biblioteket, så i Aktivitetshuset og siden i privaten og på rollespilskongressen Fastaval.
I 1991 sad jeg i køkkenet i vores hus i Sønderjylland. Ved bordet sad min lillebror og min gode ven Martin. Vi rullede nogle karakterer, som vi skulle bruge til en rollespilskampagne. Men den eneste karakter, vi gik videre med, var dværgen Ben Firebreath, en karakter der på godt og ondt fulgte mig helt frem til 2005, hvor vi afsluttede kampagnen. Dengang, tilbage i 1991, var det netop den kampagne, der for alvor satte mit hjerte i brand. En kærlighed til fantasygenren som stadig ikke er slukket. Og en kærlighed til fantasylitteratur, og gerne gamefiction, som stadig er varm.
Jacob Holm Krogsøe (født 23. august 1978)
Så først kastede jeg mig over Dragonlance-bøgerne, som blev lånt på biblioteket eller hos en rødhåret rollespiller ved navn Richard, som jeg også havde gået i børnehave med. Jeg husker en aften, hvor jeg lå med feber, hvor jeg beordrede min far til at starte bilen og køre ind til Richard og hente Legender bind 3. Så langt så godt.
Kampagen med dværgen Ben kørte fremragende, men så kom sommerferien i 1992, hvor mig og familien skulle til Costa del Sol i en timeshare lejlighed. Langt væk fra kampagnen, og langt væk fra fantasy. Men det største problem var faktisk at jeg ikke vidste hvad jeg skulle læse. Og her kom så min ven Jens mig til hjælp. Han havde nemlig læst en fed trilogi med en Drow-elver og den måtte jeg gerne låne. Der var naturligvis tale om The Dark Elf Trilogy (bestående af Homeland, Exile og Sojourn), skrevet af Robert Anthony Salvatore, som blev udgivet 1990 og 1991. De paperback udgaver jeg lånte af Jens var nogle lækkerrier – I ved, den type med relieffer som var stort dengang, hvor bogstaverne træder frem som var det 3D.
Så mens min familie tonsede rundt ved stranden i Spanien, lå jeg og svedte på mit værelse i selskab med Salvatore og Drizzt. Og måske dette møde mellem varme, mit unge sind og letbenet fantasy gjorde noget helt unikt/fatalt ved min hjerne? I hvert fald gjorde Salvatore et stort indtryk på mig. Måske også fordi jeg på det tidspunkt spillede så meget rollespil og at eventyrromantikken gik rent ind, som her fra Sojourn:
”Gabriel shrugged, hung his pipe in his mouth, and clasped his hands behind his head. This was the life that he and all of the adventuring companions enjoyed, camping under the stars with the song of the mountain wind in their ears”.
Robert Anthony Salvatore (født 20. januar 1959)
Men det var også noget mere end eventyret der fangede mig og jeg tror, at hvis jeg skal koge min Salvatore-fascination ned til ét citat, så må det være et, der stammer fra The Crystal Shard. Det er nemlig så episk, at det næsten gør ondt, det er næsten for meget af det gode, men jeg mener at Salvatore om nogen mestrer det episke og det gør også, at jeg kan vende tilbage til ham igen og igen i et skøn sammenblanding mellem nostalgi, noget jeg læste dengang jeg var en knægt og noget, der stadig kan røre mig som en mand på 35 år. Kort om det, der leder op til citatet: De onde truer med at løbe et fredeligt samfund over ende. Alt håb ser ud til at være ude og dværgene, anført af Bruenor Battlehammer, vil forskanse sig. Men så sker der noget. En ung barbar viser at skæbnen har valgt ham til noget større:
“But Bruenor unexpectedly ordered the tunnel experts to come back out of the shafts and the dwarves to hold their line. He had heard the first notes of an ancient song, a song that, just a few years before, would have filled him with dread. Now, though, it lifted his heart with hope. He recognized the voice that led the stirring words.”
Paperback, TSR 1990
Og hvis det ikke er nok til at overbevise dig, og samtidig også for at understrege at Salvatore er ganske glad for at gentage sig selv (han ved hvad der virker), kommer her endnu et heroisk citat, igen med dværge, men denne gang fra Legacy:
”They did not look back, but bowed their heads forward and ran on, each vowing silently to toast the lost companions. The blockers would not break ranks and join them in their flight; they would hold the line, hold the enemy back until their lifeless bodies fell to the stone. It was all done in loyalty to their fleeing kin, an act of supreme, valiant sacrifice, dwarf for dwarf.”
Salvatore er en Amerikansk forfatter som blev født i Massachusetts i 1959. Salvatores interesse for fantasy opstod, ganske klassisk og måske lidt søgt, da han fik en kopi af J.R.R. Tolkiens The Lord of the Rings i julegave i starten af sin universitetskarriere.
Paperback, Penguin Books 1988
I 1988 udkom så Salvatores debutroman The Crystal Shard, som blev udgivet på det hedengangne TSR, som på det tidspunkt var det største forlag inden for rollespil- og rollespilslitteratur. Før det havde Salvatore siden 1982 arbejdet med små ideer, men det var som sagt først da TSR søgte en forfatter til Forgotten Realms-settingen at hans lykke var gjort. Fra 1990 blev Salvatore fuldtidsforfatter, før dette skete var han i en periode udsmider (ja, du læste rigtigt) og har i perioden 1988-2014 skrevet mere end 50 romaner, hvoraf de 22 har været på New York Times‘ bestsellerliste. Selv om han er bedst kendt for sine fantasyromaner, har hans gode navn også givet ham arbejde på serier som Star Wars og Tarzan.
Til dato har Salvatores romaner solgt mere end 16 millioner eksemplarer bare i USA, og er oversat til mere end 14 sprog, dog desværre ikke dansk. Salvatores sprog er kendetegnet ved fine, men simple persontegninger, og en sans for timing og action i de mange kampbeskrivelser. Hør blot denne passage fra Homeland:
“The child’s agonized scream, however, overruled prudence. Rage burned in Drizzt’s eyes so blatantly that even the stupid hook horror knew its life was soon to end. Drizzt put the tips of his scimitars together in a ”V” and plunged them down onto the back of the monster’s skull with all his might. Seeing a slight crack in the creature’s shell, Drizzt crossed the hilts of his weapons, reversed the points, and split a clear opening in the monster’s defense. He then snapped the hilts together and plunged the blades straight down, through the soft flesh and into the monster’s brain.”
Hardcover, TSR 1993
Salvatores styrke, i forhold til kampscenerne, er, at han både kan gøre dem tempomæssigt helt forrygende, meget detaljerede og samtidig glemmer han aldrig den stemning, kampen skal underbygge eller den måde karaktererne agerer i forhold til død og vold
Hans fortællinger er hensat til store episke sagaer, hvor drenge bliver til mænd, og hvor de onde er rigtig onde, og de gode er gjort af det stof, der skaber legender – kort sagt, enhver nørds våde drømme, hvor ham der er udenfor bliver helten.
Når der kommer en ny bog om Drizzt ud, har jeg for vane at genlæse samtlige af bøgerne op til det punkt. Så flere af bøgerne har jeg læst fem gange. Så tænker du sikkert: spild af tid. Men for mig er det bestemt ikke spild. Langt fra. Salvatore er ikke verdens bedste forfatter og han får aldrig parnassets blå stempel. Langt fra. Men for mig er han en solid klippe, der har stået fast igennem de sidste 20 år af mit liv, hvor der er sket meget. Gymnasie, øl, kærester, øl, uddannelse, øl og børn og ikke længere så meget øl. I en verden af forandringerne er Drizzt og Salvatore mine konstanter. Nogen mediterer, andre løber. Jeg finder min indre ro gennem Salvatore.
Jacob Holm Krogsøes Salvatore-samling
Et andet Salvatore/Drizzt træk jeg gerne vil fremhæve her på falderebet, og som hænger sammen med citatet der indleder denne artikel, er Drizzt som gammelklog fortæller. Eller man kan sige, at Salvatore bruger Drizzt til moralisering. Og det er præcis dét, som der er tale om. Nogen gange er det rammende, andre gange dumt og nogen gange kammer det simpelthen over og bliver kvalmende. Men det er, som alt andet, en fast del af romanerne om Drizzt og det optræder første gang i Homeland og alle efterfølgende bøger (ikke før hvert kapitel, men før hver del som der typisk er 4-5 af i en Drizzt-roman, hvilket vil sige at vi er oppe på over 200 sider sammenlagt!) indledes af en Drizzt-monolog. Jeg har tit tænkt over om Salvatore engang vil samle alle disse monologer til én samlet roman. Det vil han med garanti og det bliver ganske frygteligt, men naturligvis noget jeg kommer til at læse.
Salvatore går nogle gange over stregen, hvor det bliver lidt for tydeligt, at det er ham selv, og ikke kun Drizzt, der taler. Hør blot her fra The Spine of the World, hvor han kommer med et direkte angreb mod stofmisbrugere og folk der indtager for meget alkohol. Om han har ret eller ej er jeg sådan set ligeglad med, men det er måden hvorpå han gør det, der skærer i mine ellers trofaste Drizzt-øre, da han i denne omgang leger Dr. Phil:
”And so I reject all but the most moderate use of such intoxicants, and while I´ll not openly judge those who so indulge, I will pity them their empty souls. What is that drives a person to such depths? Pain, I believe, and memories too wretched to be openly faced and handled. Intoxicants can, indeed, blur the pains of the past at the expense of the future. But it is not an even trade.”
Tak for kaffe, du fantasypsykolog.
Paperback, Wizards of the Coast 2002
Som det fremgår, har Salvatore skrevet rigtig mange bøger og serien om Drizzt, som er mit primære fokus for læsning, fortsætter som en kanin og det seneste bind, The Night of the Hunter, som påbegynder en ny serie, er netop udkommet. Man kan diskutere om Salvatore efterhånden har udvandet sit eget koncept. Om det hele er blevet lidt trivielt. Det vil jeg dog ikke gøre i denne omgang men blot lade Salvatore slutter det her af. For dybest set handler det om venskab. Om at stå fast på sine værdier. Og om ikke at gå på kompromis. Banalt, måske, men velskrevet og i min bog meget, meget rørende her i The Streams of Silver, hvor Drizzt hellere vil dø (hvilket han naturligvis ikke gør) sammen med sin ven, end stikke af og redde sig selv. Det er smukt og tak til Salvatore for mangt og meget, for godt og ondt. Men mest af alt tak for et forfatterskab, og karakterer fra fiktionens verden, som har fyldt meget i mit liv:
”The fateful decision came easily to Drizzt. He swung back around scimitars ready. He couldn’t possibly carry the stout dwarf, nor could he defeat the horde of trolls that even now closed in. ”And so our tale ends, Bruenor Battlehammer!” he cried out.”In battle, as it should.” Seething flames danced again within the lavender eyes, and his blades whirred into their own dance of death.”
frasortsand.wordpress.com 