Kristoffer J. Andersen, Dansk Tusmørke (2013): Gys og gru i Fjollerup

Paperback, Kandor 2013

For snart nogen tid siden kom Jonas Wilmann og jeg med et lille opråb om dansk horror, og det var tanken, at indlægget skulle bakkes op af en række mindre indlæg, som kunne kaste lys over vores opråb. Jonas har efterfølgende allerede været flittig ved tasterne, og jeg vil med indlægget her også indlede en serie indlæg om danske udgivelser, som vil komme drypvis her på bloggen i den kommende tid.

I indeværende indlæg har jeg valgt at tage fat i Kristoffer J. Andersens novellesamling Dansk Tusmørke fra 2013. En lille samling på ni fortællinger, der tematisk er opdelte under overskrifterne ”Humor”, ”Horror” og ”Fantasy”.  Det er med andre ord en blandet buket, som vi her har med at gøre. Det sjove er imidlertid, at bogen slet ikke virker så sammensat, som man skulle tro. Faktisk er der nærmest ingen forskel de ni fortællinger imellem. Ganske vist skifter miljøerne, og fantasy-fortællingerne skiller sig her især ud, men grundtonen i alle novellerne er mere eller mindre identiske. Det er da også derfor, at bogen skal trækkes frem.

Tonen i Andersens horror er båret af præcis samme kækhed som hans humor og fantasy. Man kan på samme tid også notere sig en nærmest lemfældig omgang med overnaturlige elementer, der slynges ind i skrækfortællingerne uden noget forsøg på at indlejre disse elementer troværdigt, hvilket kun forstærker parallellerne til fantasy-historierne.

Paperback, Kandor 2013

Der er noget naivt over Andersens noveller, der enstrenget bygger op imod en klassisk aha-slutning. I ”Røde dæmoner” forsøger en vampyr at drive en stakkels mand til selvmord, mens ”De døde børns hus” er en pinagtig historie om pagt med mørke kræfter. Den tredje, egentlige horrorfortælling ”2000 år i Helvede” er en triviel historie om den bibelske Brabbas, fangen der blev frigivet i stedet for Jesus.

Som læser spørger jeg mig, hvem målgruppen til bogen egentlig er? At dømme ud fra bogens indhold synes den i lige så høj grad rettet mod voksne som børn. Stedvist går Andersen ind i modne problemstillinger som i ”Røde dæmoner” og ”Ninja”, men andre steder er teksterne skrevet i børnehøjde. Men selv for børne- eller ungdomslitteratur er der tale om ganske simple tekster.

Bogen har, som sagt, titlen Dansk Tusmørke, hvilket må betyde et eller andet. Henrik Harksen udgav antologien Dystre Danmark i 2009, og Lars Kramhøft kaldte i Således forgår al verdens herlighed (2016), på lidt tvivlsomt grundlag, sine noveller for ”ny nordisk horror”. Der er med andre ord en vis opmærksomhed omkring det at finde ind til en særlig dansk tone eller indhold. Det er et vanskeligt projekt, som Jonas Wilmann også berørte i sin anmeldelse af romanen Rakelsminde; for findes denne ”danske stemning” i miljøet, i sprogtonen eller i begge dele tilsammen?

Kristoffer J. Andersen

Jeg må straks konstatere, at Kristoffer J. Andersen rent faktisk rammer noget meget hjemligt og bekendt i sine noveller. Det skyldes brugen af velkendte miljøer som eksempelvis den klassiske brune bodega i ”Ninja”, hvis første halvdel uden tvivl er bogens bedste tekst. Andersen kommer her tæt på en nostalgisk Finn Søeborg-humor, der desværre tabes på gulvet til sidst i unødvendige overdrivelser, der er symptomatiske for bogen som helhed. Det er et sidespring, for den væsentligste årsag til, at Dansk Tusmørke virker så bekendt eller dansk, er, at den på det nærmeste fremstår som destillat af Dennis Jürgensens forfatterskab.

Andersen gør således principielt intet i Dansk Tusmørke, som Dennis Jürgensen ikke allerede har gjort. Jeg tror ikke, at der er tale om noget bevidst forsøg på imitation fra Andersens side; jeg tror snarere, at han er en del af det faderkompleks, som dansk horror har i forhold til Jürgensen. Jeg vil nemlig mene, at Dennis Jürgensens forfatterskab på godt og ondt har præget forståelsen af, hvad horror på dansk er eller skal være. Der er da heller ikke mange andre end Jürgensen, der har oplevet samme succes med sin kombination af skrækmotiver og humor. Sagen er bare den, at det sjældent fungerer synderligt godt for andre end Jürgensen. Ikke desto mindre genfinder man ekkoer af Dennis Jürgensen i ganske meget af den danske horror, der åbenbart har svært ved at slippe de toner, der ligger i Jürgensens fortællinger.

Min pointe med dette er, at arven fra Jürgensen i nogen grad har lagt sig som en hæmsko for udviklingen af ny horror, navnlig til voksne. Den humoristiske (under)tone, der snakker med i teksterne, skaber et slør i forhold til det forpligtende ved gruen. Som model for succes er Jürgensen uden tvivl et godt sted at se hen, og der kan ikke være nogen tvivl om, at tekster inspireret hos Jürgensen kommer til at fremstå meget ”danske”. Men de værker, der kommer ud af sådanne lån, står samtidig også langt fra den form for skrækfiktion, som jeg selv finder stimulerende og interessant. Det hele bliver for let og uforpligtende. Der fordres ganske enkelt for lidt for af læseren. Det virker derfor også en smule forskruet, når Andersen i bogens formentlig ironiske efterskrift skriver:

Fandt du ikke en snært af uhygge i hver eneste novelle, er det, fordi du er et følelseskoldt og kynisk menneske, der er blevet så forhærdet af virkelighedens ondskab, at du ikke længere finder selv de mest gruopvækkende oplevelser det mindste skræmmende (s. 164). 

Jeg er absolut en af disse følelseskolde, kyniske mennesker, der ikke fandt en snært af uhygge i en eneste af novellerne.

Paperback, Kandor 2016. Fortsættelsen til Dansk Tusmørke

For mig at se er der et opgør her, som må tages. Der er i hvert fald en arv, som vi må være bevidste om og måske aktivt italesætte. En ny dansk horror bør tage en dyb indånding og slippe den folkelighed, der kendetegner Jürgensens tekster, og i stedet rette ambitionerne et helt andet sted hen. Især handler det om at turde skrive til voksne og turde skrive med eftertænksomhed til voksne. Drengerøvsdagene i dansk horror fra 00’erne er ved at være overstået; det har i hvert fald vist sig at være en både kommerciel og æstetisk fiasko. Ingen gider læse eller købe det – især ikke, når den, som i Dansk Tusmørke, kombineres med bedaget rollespilshumor.

I alt dette er Andersens Dansk Tusmørke jo mest af alt en anledning, et gidsel kan man sige. Men ikke desto mindre, mener jeg, at bogen repræsenterer meget af det, som vi burde lægge bag os. Som det nok fremgår, er jeg alt andet end imponeret over novellesamlingen, og jeg er sikker på, at Andersens virke som børnebogsforfatter er mere vellykket, end det han her har skrevet til voksne(?). Jeg undrer mig over, at bogen i det hele taget er udkommet, men forlaget Kandor så åbenbart et potentiale her, som jeg ikke har opfanget. Jeg tror imidlertid, at bogen først og fremmest kan takke Jürgensen-syndromet sin eksistens. Den minder os om vores barndomslæsning, og så må det jo være godt… desværre fungerer det bare ikke.

Man kan sige, at Dansk Tusmørke til fulde lever op til sit navn. Den er meget ”dansk”, men hvis det er tilfældet, bør vi nok stoppe med at sværme for præcis denne form for ”danskhed” og i stedet rette vores visioner for skrækfiktionen mod et andet og mere udfordrende sted. En bog som denne har i hvert fald intet bidraget til at højne niveauet blandt vores genreudgivelser herhjemme.

Nå, diskussionen fortsætter i næste indlæg, hvor der også bliver plads til positive eksempler.

Giv gerne dit besyv med.

 

 

Clyde Caldwell på godt og ondt

Paperback, Avon Books 1978

For alle, der er vokset op med Dungeons & Dragons, TSR og sværdsvingende fantasy, er Clyde Caldwells streg uden tvivl så velkendt, at den øjeblikkeligt udløser små nostalgiske stik i hjertet. Sådan får jeg det i hvert fald, når jeg ser en af hans efterhånden mange forsider. Navnlig hans billeder fra 80’erne.

Paperback, Zebra Books 1979

Caldwell var en af den håndfuld professionelle tegnere, der fik så godt som fast arbejde hos rollespilsfirmaet TSR i begyndelsen af 80’erne. Sammen med en skikkelse som eksempelvis Larry Elmore var de et udtryk for en helt ny professionalisme fra spilfirmaets side, der mere eller mindre automatiske placerede TSR kilometervis over den vildsomme underskov af små firmaer og forlag, der ikke kunne trække på samme kunstneriske niveau.

Hardcover, Nelson Doubleday 1981

TSR fik dermed et markant udtryk, der i kraft af en mand som Caldwell trak direkte på de ældre pulpforsider fra det store fantasy/horror-boom i 60’erne. Faktisk kom TSR, der også udgav en stadig strøm af fiktion, til at forlænge 60’ernes pulp-revival. Man kan navnlig opfatte Caldwells stil som en hyldest til de forsider, der prydede 60’ernes fabelagtige paperbackudgivelser. Han fortsatte på den led pulptraditionen ind i 80’erne og opflaskede en helt ny generation af læsere (som f.eks. mig selv) med visuelle indtryk lånt fra 20 år gamle bøger.

Paperback, Zebra Books 1978

Det skal dog også bemærkes, at Caldwell naturligvis også påførte udtrykket sit eget fingeraftryk, og selvfølgelig snakker 80’ernes pågående æstetik ligeledes med i billederne. Den svulstige, muskelglinsende hyldest til kroppen er eksempelvis afgjort et barn af tiden. Selve legen med det fremmedartede, magiske og skildringen af sære monstre er imidlertid Caldwells egen. Man er derfor aldrig i tvivl, når man ser hans magisk, tågede landskaber med gudesmukke kvinder og reptiliske væsner med glødende øjne.

Paperback, TSR 1990

Og Caldwell er skam stadig aktiv. Det fremgår dog ikke af indeværende indlæg, som fokuserer på hans produktion fra slutningen af 70’erne til begyndelsen af 90’erne.

Paperback, TSR 1992

Sandt at sige er Clyde Caldwell ikke en af mine favoritter. Hans stil bliver for pæn, for velfriseret og svulstig på en dum Hollywood-facon, der ikke bider på mig. Ikke desto mindre har han sine nostalgiske kroge i mig, og jeg må blankt erkende, at hans forsider har en plads i mit sentimentale samlerhjerte.

Hvad med dig – mon ikke du har det på samme måde?

 

Paperback, Ace Books 1978

Paperback, TSR/Penguin Books 1991

Paperback, Ace Books 1980

Paperback, TSR 1990

Paperback, Avon Books 1979

Paperback, TSR 1990

Paperback, Avon Books 1979

Paperback, TSR 1989

Paperback, Avon Books 1979

Paperback, TSR 1989

Paperback, Avon Books 1979

Paperback, TSR 1989

Paperback, Avon Books 1980

Paperback, TSR 1989

Paperback, DAW Books 1981

Paperback, TSR 1989

Paperback, Pocketbooks 1982

Paperback, TSR 1988

Paperback, Questar 1990

Paperback, TSR 1987

Paperback, TSR 1984

Paperback, TSR 1987

Paperback, TSR 1984

Paperback, TSR 1986

Brian Lumley, Synchronicity, or something (1988): Forsvundne rollespillere og Cthulhu mythos

Hæfte, Dagon Press 1988. Forsiden er tegnet af Dave Carson – en flittig bidragyder til de små, engelske genrepublikationer fra 1980’erne

For to uger siden skrev jeg, at jeg dels forsøger at undgå koblingen mellem Cthulhu mythos og humor, dels at der ville gå lidt tid, før jeg kastede mig over nye mythos-historier. Sådan skulle det bare ikke gå, fordi jeg fik lyst til at genlæse Brian Lumleys flabede kortroman Synchronicity, or something, fra 1988, udsendt af mikroforlaget Dagon Press. Forlaget, der bedst kendes for fanzinet Dagon.

Historien omhandler den livstrætte, alkoholiserede privatdetektiv Jim Slater, der har spioneret utro ægtefolk i en lang årrække, mens hans eget privatliv er gået i spåner. Livet er hårdt for Slater, men det hele lysner en smule, da han får en overraskende opgave. Han skal tage til en rollespilskongres, hvor de deltagende spiller Chaosiums Call of Cthulhu, for at holde øje med stedet. Årsagen er, at der henover de seneste måneder er forsvundet deltagere på tilsvarende kongresser rundt omkring i Europa. En ulykkelig mor til en af de forsvundne drenge har derfor hyret Jim Slaters firma til at overvåge kongressen i England og undersøge, om hendes søn eventuelt skulle dukke op.

Brian Lumley (født 2. December 1937)

Af en eller anden grund appellerer opgaven til Slater, der straks begynder at grave i sagen og finder ud af, at der blandt den hårde kerne af Call of Cthulhu-spillere findes en gruppe, anført af den forrykte Kevin Blacker, som vitterligt tror på Lovecrafts gudelignende skabninger. Måske der er en sammenhæng mellem denne sekteriske bevægelse og de forsvundne kongresdeltagere?

Opgaven fører Slater ind i et særpræget miljø, der på overfladen synes ganske harmløst, men noget stikker under, og snart befinder den stakkels privatdetektiv sig i store problemer.

Som du sikkert kan fornemme, er historien ganske humoristisk. Alene titlen slår en let tone an, men humoren balanceres af en klichéfyldt livstræt tone, der er hentet direkte fra den klassiske hårdkogte krimi. Lumley er med andre ord ude i en stemningsmæssig balancegang, der ikke helt lykkes for ham, men det betyder faktisk ikke så meget, fordi historien er så skæv, som den er. Dertil kommer, at handlingen og kortromanens tone mest af alt er et påskud for at kunne levere en grovkornet satire på rollespillere og mythosforfattere.

Brian Lumley har altid fremstået som en åbenmundet, for ikke at sige krigeriske personlighed, og han lægger heller ikke fingrene imellem i historien her. En væsentlig del af handlingen bruges således på at skildre rollespillere og deres spilkongresser. Med et grumt blik for detaljen får Lumley udstillet kongresdeltagerne og deres mere eller mindre fjollede optræden. Og jeg tror desværre, at de fleste, der har deltaget i den type spilkongresser, vil kunne nikke genkendende til Lumleys typebeskrivelser, der er nørder på godt og navnlig ondt.

Lilleputforlaget Dagon Press’ logo – naturligvis tegnet af Dave Carson

 

Hvis ret skal være ret, må man dog hæfte sig ved, at selvom Lumley tydeligvis har været på spilkongresser og sat sig ind i sagerne, har han ikke helt forstået grundprincipperne bag rollespillet. Selve spillet bliver derfor fremstillet som en form for konkurrence og generelt omtalt i en sportsterminologi, der rammer helt ved siden af.

Den lident flatterende parodi på Sandy Petersen, Call of Cthulhu-spillets skaber, er en af de mere bemærkelsesværdige detaljer. I bogen bliver han gendigtet som kvinde (Cindy Patterson), men fremstilles ellers som fedladen, arrogant amerikaner, der holder hof blandt ligesindede nørder. Ikke et kønt billede og Lumley får afgjort luftet noget galde her. En vrede, der går tilbage til Chaosiums brug af Lumleys mythos-materiale uden hverken at betale ham for det eller bare at spørge først. Lumley går lige til stregen, men det småperfide er underholdende og nærmest en smule sladderbladsagtig.

Endnu en af kortromanens illustrationer. Også denne er skabt af hr. Dave Carson

 

Brian Lumley får også lejlighed til at kommentere på flere af sine forfatterkolleger. Det fylder ikke så meget som rollespilsdelen, men horrorlæsere vil løbende finde referencer til nye og gamle forfatternavne i teksten. Alle har mere eller mindre kærligt fået parafraseret deres navne, hvorved lidt af Lumleys udblik og syn på kollegerne antydes. Den eneste, der dog synes direkte spiddet i teksten, er imidlertid Ramsey Campbell, der omtales som J. Caspar Ramble. Et navn, der ikke er helt usandt, men som også rummer en grov forenkling af Campbells fiktion. At netop Campbell gør sig fortjent til et hug, kan skyldes mange ting, men sikkert er det, at Lumleys og Campbells greb om mythos-genren og tilgangen til litteratur generelt er som dag og nat. Og skulle jeg vælge, ville jeg til en hver tid vælge Campbell over Lumley, som jeg i virkeligheden har et ret anstrengt forhold til.

Synchronicity, or something er dybest set en rodet tekst, der hverken er specielt velskrevet eller spændende som historie betragtet. Ikke desto mindre er den ganske, ganske morsom, fordi den ser de vanlige mythos-tematikker fra et uvant perspektiv, og på sin vis bliver den et nostalgisk tilbageblik på rollespilsscenen i slutningen af 80’erne. Som litteratur betragtet holder Synchronicity, or something ikke vand. Teksten er fattig og kluntet, men Lumley har ramt en nerve med sin spydige pen. En nerve, der gør læsningen særdeles fornøjelig, og faktisk må jeg indrømme, at kortromanen er noget af det mest underholdende, jeg har læst fra Lumleys hånd. Om det siger mest om mig eller Lumley, må stå åbent hen.

Mit eksemplar af Synchronicity, or something

Afslutningsvis vil jeg nævne, at Synchronicity, or something er lidt af en nicheudgivelse. Den udkom som hæfte i 350 nummererede, signerede eksemplarer og blev glimrende illustreret af den altid fine Dave Carson. Illustrationer, der i øvrigt stedvist synes at underbygge Lumleys skildringer af rollespilsnørderne ganske fint. Synchronicity, or something kan faktisk stadig opstøves til rimelige priser på eBay – sikkert fordi udgivelsen er relativt ukendt eller også har Lumley ikke nogen særlig status blandt samlere? Hvem ved?

 

Bogbekendtskaber: Jacob Holm Krogsøe

For nogle uger siden introducerede jeg en serie her på bloggen, som jeg kalder Bogbekendtskaber. En serie, hvor forskellige folk fra vores lille genremiljø præsenterer en forfatter eller bog, der har betydet noget særligt for dem. Serien fortsætter nu med Jacob Holm Krogsøe, som de fleste vil kende som flittig medredaktør på Planet Pulp.

Han har efterhånden gennem ganske mange år leveret talrige, alsidige anmeldelser, artikler og interviews, der kredser om film, tegneserier og bøger. Hans tekster er altid særdeles veloplagte og bliver leveret med et glimt i øjet, der gør ham til en af vores mest underholdende hjemlige genreskribenter på nettet. Jeg skylder måske at nævne, at jeg har kendt Jacob, siden vi gik i første klasse sammen på Aabenraa Friskole.

I det følgende kan du tage på en nostalgisk rejse med Jacob til eventyrets verden. En tekst, der meget præcist viser, hvorfor vi genreentusiaster altid er i de bedste hænder hos Jacob. God læsning.

 

Rollespil, Drizzt, Salavtore og Costa del Sol

“Is the course I have chosen a better way than the life Zaknafain knew? I think, yes, though I find despair often enough sometimes to long for that other way. It would have been easier. Truth, though, is nothing in the face of selffalsehood, and principles are of no value if the idealist cannot live up to his own standards.”

Lad mig tage jer med på en lille rejse, før vi vender tilbage til indholdet i det gammelkloge citat du lige har læst. Da jeg var omkring ti år, altså i 1988, indledte jeg mit forhold til rollespil. Først gennem Sværd og Trolddom, så med fægtelege og eventyr i skoven og dernæst små hjemmelavede systemer. Alt dette ændrede sig en dag på biblioteket i Aabenraa, og der er vi i 1989, hvor en ung mand, Bo hed han vidst, introducerede en masse knægte for Dungeons & Dragons. Og så tog misbruget for alvor overhånd: først på biblioteket, så i Aktivitetshuset og siden i privaten og på rollespilskongressen Fastaval.

I 1991 sad jeg i køkkenet i vores hus i Sønderjylland. Ved bordet sad min lillebror og min gode ven Martin. Vi rullede nogle karakterer, som vi skulle bruge til en rollespilskampagne. Men den eneste karakter, vi gik videre med, var dværgen Ben Firebreath, en karakter der på godt og ondt fulgte mig helt frem til 2005, hvor vi afsluttede kampagnen. Dengang, tilbage i 1991, var det netop den kampagne, der for alvor satte mit hjerte i brand. En kærlighed til fantasygenren som stadig ikke er slukket. Og en kærlighed til fantasylitteratur, og gerne gamefiction, som stadig er varm.

Jacob Holm Krogsøe (født 23. august 1978)

Så først kastede jeg mig over Dragonlance-bøgerne, som blev lånt på biblioteket eller hos en rødhåret rollespiller ved navn Richard, som jeg også havde gået i børnehave med. Jeg husker en aften, hvor jeg lå med feber, hvor jeg beordrede min far til at starte bilen og køre ind til Richard og hente Legender bind 3. Så langt så godt.

Kampagen med dværgen Ben kørte fremragende, men så kom sommerferien i 1992, hvor mig og familien skulle til Costa del Sol i en timeshare lejlighed. Langt væk fra kampagnen, og langt væk fra fantasy. Men det største problem var faktisk at jeg ikke vidste hvad jeg skulle læse. Og her kom så min ven Jens mig til hjælp. Han havde nemlig læst en fed trilogi med en Drow-elver og den måtte jeg gerne låne. Der var naturligvis tale om The Dark Elf Trilogy (bestående af Homeland, Exile og Sojourn), skrevet af Robert Anthony Salvatore, som blev udgivet 1990 og 1991. De paperback udgaver jeg lånte af Jens var nogle lækkerrier – I ved, den type med relieffer som var stort dengang, hvor bogstaverne træder frem som var det 3D.

Så mens min familie tonsede rundt ved stranden i Spanien, lå jeg og svedte på mit værelse i selskab med Salvatore og Drizzt. Og måske dette møde mellem varme, mit unge sind og letbenet fantasy gjorde noget helt unikt/fatalt ved min hjerne? I hvert fald gjorde Salvatore et stort indtryk på mig. Måske også fordi jeg på det tidspunkt spillede så meget rollespil og at eventyrromantikken gik rent ind, som her fra Sojourn:

”Gabriel shrugged, hung his pipe in his mouth, and clasped his hands behind his head. This was the life that he and all of the adventuring companions enjoyed, camping under the stars with the song of the mountain wind in their ears”.

Robert Anthony Salvatore (født 20. januar 1959)

Men det var også noget mere end eventyret der fangede mig og jeg tror, at hvis jeg skal koge min Salvatore-fascination ned til ét citat, så må det være et, der stammer fra The Crystal Shard. Det er nemlig så episk, at det næsten gør ondt, det er næsten for meget af det gode, men jeg mener at Salvatore om nogen mestrer det episke og det gør også, at jeg kan vende tilbage til ham igen og igen i et skøn sammenblanding mellem nostalgi, noget jeg læste dengang jeg var en knægt og noget, der stadig kan røre mig som en mand på 35 år. Kort om det, der leder op til citatet: De onde truer med at løbe et fredeligt samfund over ende. Alt håb ser ud til at være ude og dværgene, anført af Bruenor Battlehammer, vil forskanse sig. Men så sker der noget. En ung barbar viser at skæbnen har valgt ham til noget større:

“But Bruenor unexpectedly ordered the tunnel experts to come back out of the shafts and the dwarves to hold their line. He had heard the first notes of an ancient song, a song that, just a few years before, would have filled him with dread. Now, though, it lifted his heart with hope. He recognized the voice that led the stirring words.”

Paperback, TSR 1990

Og hvis det ikke er nok til at overbevise dig, og samtidig også for at understrege at Salvatore er ganske glad for at gentage sig selv (han ved hvad der virker), kommer her endnu et heroisk citat, igen med dværge, men denne gang fra Legacy:

”They did not look back, but bowed their heads forward and ran on, each vowing silently to toast the lost companions. The blockers would not break ranks and join them in their flight; they would hold the line, hold the enemy back until their lifeless bodies fell to the stone. It was all done in loyalty to their fleeing kin, an act of supreme, valiant sacrifice, dwarf for dwarf.”

Salvatore er en Amerikansk forfatter som blev født i Massachusetts i 1959. Salvatores interesse for fantasy opstod, ganske klassisk og måske lidt søgt, da han fik en kopi af J.R.R. Tolkiens The Lord of the Rings i julegave i starten af sin universitetskarriere.

Paperback, Penguin Books 1988

I 1988 udkom så Salvatores debutroman The Crystal Shard, som blev udgivet på det hedengangne TSR, som på det tidspunkt var det største forlag inden for rollespil- og rollespilslitteratur. Før det havde Salvatore siden 1982 arbejdet med små ideer, men det var som sagt først da TSR søgte en forfatter til Forgotten Realms-settingen at hans lykke var gjort. Fra 1990 blev Salvatore fuldtidsforfatter, før dette skete var han i en periode udsmider (ja, du læste rigtigt) og har i perioden 1988-2014 skrevet mere end 50 romaner, hvoraf de 22 har været på New York Times‘ bestsellerliste. Selv om han er bedst kendt for sine fantasyromaner, har hans gode navn også givet ham arbejde på serier som Star Wars og Tarzan.

Til dato har Salvatores romaner solgt mere end 16 millioner eksemplarer bare i USA, og er oversat til mere end 14 sprog, dog desværre ikke dansk. Salvatores sprog er kendetegnet ved fine, men simple persontegninger, og en sans for timing og action i de mange kampbeskrivelser. Hør blot denne passage fra Homeland:

“The child’s agonized scream, however, overruled prudence. Rage burned in Drizzt’s eyes so blatantly that even the stupid hook horror knew its life was soon to end. Drizzt put the tips of his scimitars together in a ”V” and plunged them down onto the back of the monster’s skull with all his might. Seeing a slight crack in the creature’s shell, Drizzt crossed the hilts of his weapons, reversed the points, and split a clear opening in the monster’s defense. He then snapped the hilts together and plunged the blades straight down, through the soft flesh and into the monster’s brain.”

Hardcover, TSR 1993

Salvatores styrke, i forhold til kampscenerne, er, at han både kan gøre dem tempomæssigt helt forrygende, meget detaljerede og samtidig glemmer han aldrig den stemning, kampen skal underbygge eller den måde karaktererne agerer i forhold til død og vold

Hans fortællinger er hensat til store episke sagaer, hvor drenge bliver til mænd, og hvor de onde er rigtig onde, og de gode er gjort af det stof, der skaber legender – kort sagt, enhver nørds våde drømme, hvor ham der er udenfor bliver helten.

Når der kommer en ny bog om Drizzt ud, har jeg for vane at genlæse samtlige af bøgerne op til det punkt. Så flere af bøgerne har jeg læst fem gange. Så tænker du sikkert: spild af tid. Men for mig er det bestemt ikke spild. Langt fra. Salvatore er ikke verdens bedste forfatter og han får aldrig parnassets blå stempel. Langt fra. Men for mig er han en solid klippe, der har stået fast igennem de sidste 20 år af mit liv, hvor der er sket meget. Gymnasie, øl, kærester, øl, uddannelse, øl og børn og ikke længere så meget øl. I en verden af forandringerne er Drizzt og Salvatore mine konstanter. Nogen mediterer, andre løber. Jeg finder min indre ro gennem Salvatore.

Jacob Holm Krogsøes Salvatore-samling

Et andet Salvatore/Drizzt træk jeg gerne vil fremhæve her på falderebet, og som hænger sammen med citatet der indleder denne artikel, er Drizzt som gammelklog fortæller. Eller man kan sige, at Salvatore bruger Drizzt til moralisering. Og det er præcis dét, som der er tale om. Nogen gange er det rammende, andre gange dumt og nogen gange kammer det simpelthen over og bliver kvalmende. Men det er, som alt andet, en fast del af romanerne om Drizzt og det optræder første gang i Homeland og alle efterfølgende bøger (ikke før hvert kapitel, men før hver del som der typisk er 4-5 af i en Drizzt-roman, hvilket vil sige at vi er oppe på over 200 sider sammenlagt!) indledes af en Drizzt-monolog. Jeg har tit tænkt over om Salvatore engang vil samle alle disse monologer til én samlet roman. Det vil han med garanti og det bliver ganske frygteligt, men naturligvis noget jeg kommer til at læse.

Salvatore går nogle gange over stregen, hvor det bliver lidt for tydeligt, at det er ham selv, og ikke kun Drizzt, der taler. Hør blot her fra The Spine of the World, hvor han kommer med et direkte angreb mod stofmisbrugere og folk der indtager for meget alkohol. Om han har ret eller ej er jeg sådan set ligeglad med, men det er måden hvorpå han gør det, der skærer i mine ellers trofaste Drizzt-øre, da han i denne omgang leger Dr. Phil:

”And so I reject all but the most moderate use of such intoxicants, and while I´ll not openly judge those who so indulge, I will pity them their empty souls. What is that drives a person to such depths? Pain, I believe, and memories too wretched to be openly faced and handled. Intoxicants can, indeed, blur the pains of the past at the expense of the future. But it is not an even trade.”

Tak for kaffe, du fantasypsykolog.

Paperback, Wizards of the Coast 2002

Som det fremgår, har Salvatore skrevet rigtig mange bøger og serien om Drizzt, som er mit primære fokus for læsning, fortsætter som en kanin og det seneste bind, The Night of the Hunter, som påbegynder en ny serie, er netop udkommet. Man kan diskutere om Salvatore efterhånden har udvandet sit eget koncept. Om det hele er blevet lidt trivielt. Det vil jeg dog ikke gøre i denne omgang men blot lade Salvatore slutter det her af. For dybest set handler det om venskab. Om at stå fast på sine værdier. Og om ikke at gå på kompromis. Banalt, måske, men velskrevet og i min bog meget, meget rørende her i The Streams of Silver, hvor Drizzt hellere vil dø (hvilket han naturligvis ikke gør) sammen med sin ven, end stikke af og redde sig selv. Det er smukt og tak til Salvatore for mangt og meget, for godt og ondt. Men mest af alt tak for et forfatterskab, og karakterer fra fiktionens verden, som har fyldt meget i mit liv:

”The fateful decision came easily to Drizzt. He swung back around scimitars ready. He couldn’t possibly carry the stout dwarf, nor could he defeat the horde of trolls that even now closed in. ”And so our tale ends, Bruenor Battlehammer!” he cried out.”In battle, as it should.” Seething flames danced again within the lavender eyes, and his blades whirred into their own dance of death.”

John Tynes, Delta Green. The Rules of Engagement (2000): Cthulhu, skæg og blå briller

Paperback, Armitage House/Pagan Publishing 2000. Forsiden er lavet af Stephen Alzis i den for alle Delta Green-produkter karakteristisk hæslige stil

Generelt har jeg det lidt svært med fiktion baseret på rollespilsuniverser – ikke så meget fordi universerne er dårlige, men fordi fiktionen meget ofte bliver en formidlingsplatform for verdenen uden et egentlig selvstændigt udtryk. Det er uden tvivl vanskeligt som forfatter at skrive i et univers man ikke har konceptuel frihed over. Det bliver hurtigt en balancegang mellem at udnytte universets konventioner og så give kød og stemning til alt det, der ikke er givet på forhånd. Balancegangen lykkes sjældent. TSRs forlagsvirksomhed i slutningen af 1980’erne og 90’ernes begyndelse står for mig som skræmmeeksemplet. Den ene ligegyldige trilogi efter den anden blev spyttet ud til et fantasyhungrende publikum.

Chaosiums udgivelser har haft andre udfordringer, fordi deres Cthulhu mythos-bøger kunne trække på en kreds af ældre, ikke spil-relateret fiktion, men samtidig også skulle finde spillets stemme i det store hav af mythos-historier. Det er således ikke så meget nytænkning som tilegnelsen og tillempelsen af eksisterende idéer, der har præget Chaosiums fiktion.

Paperback, Armitage House/Pagan Publishing 2000

Pagan Publishing og John Tynes forsøgte med grundlæggelsen af magasinet The Unspeakable Oath at udfordre Chaosiums vanetænkning og tage det faktum alvorligt, at den såkaldte Cthulhu mythos blev fortolket og brugt meget forskelligt i litteraturen – noget der ikke umiddelbart blev afspejlet i supplementerne til Call of Cthulhu-spillet. På den baggrund blev der i Unspeakable Oath søsat mange spændende eksempler på nytænkning, og en af de største satsninger var udgivelsen af den selvstændige kampagneverden Delta Green. En spilverden, der har til hensigt at give spilpersonerne en plausibel ramme for og grund til vedvarende at jagte og bekæmpe de cthuloide monstre. Det sker ved at lade alle spilpersoner være tilknyttet den amerikanske regerings forskellige militære enheder og sikkerhedstjenester. Aha, tænker du sikkert nu, betyder det ikke bare X-files, der splejses med noget Cthulhu mythos? Og jo, det er præcis hvad det er.

Pagan Publishing gjorde, hvad de kunne for at nedtone forbindelsen mellem X-files-serien og spilverdenen, da Delta Green blev lanceret. Bl.a. understregede hovedforfatteren John Tynes, at Delta Green havde været planlagt meget lang tid før TV-serien rullede over skærmen. Måske har Tynes ret, men det lyder ærlig talt lidt hult, især når man læser hvordan han valgte at iscenesætte kampagneverdenen i romanen The Rules of Engagement fra 2000.

John Tynes (født 1971)

I The Rules of Engagement fører Tynes os ind i et kompliceret net af intriger og sammensværgelser. Den hemmelige Delta Green-sammensværgelse i regeringen, der arbejder for at bekæmpe mythos-kræfters aktiviteter, går en svær tid i møde. Den lille Celle T får til opgave at undersøge, hvad der skete i Groversville, da en tidligere celle undersøgte nogle lyssky aktiviteter på stedet. Sagen udvikler sig hurtigt i en uventet retning, da det viser sig, at et meget suspekt firma har aktive interesser i området.

Selve handlingen er imidlertid mindre relevant, fordi den dybest set fungerer som en tour de force gennem hele Delta Green-mytologien. Det vil sige, den amerikanske regerings delvise medvirken i mythos-relaterede aktiviteter, de grupper af interessenter, der opererer under regerings radar og endelig de mystiske (mytologiske) kræfter, der ligeledes har en finger med i spillet. Det hele introduceres og røres sammen i høj fart, før det krydres med tilstedeværelsen af de væsentligste, navngivne aktører fra Delta Green-supplementerne.

Paperback, Pagan Publishing 1999. Grundbogen til Delta Green-universet

John Tynes er så afgjort en filmisk historiefortæller, og den dialogdrevne historie føles stedvist mere som et filmmanuskript end en roman. I sig selv er det et hæderligt greb, men Tynes bliver måske lidt for kæk, når hovedpersonerne kaster sig ud i Tarentino-lignende ordkrige. Samtidig er der ikke tvivl om, at John Tynes er en action-dreng. Romanen er spækket, og jeg mener vitterligt spækket, med oplysninger om pistoler, geværer, ammunition, skudsikreveste og alt hvad der ellers hører hjemme i den boldgade. Personlig synes jeg, det bliver gudsjammerligt kedeligt, men han har helt sikkert et publikum, der vil elske den kærlighed til detaljen, som han lægger i sine beskrivelser af krudt og kugler.

For mig at se er det mere interessant at notere sig, hvilken vinkel Tynes lægger på selve Cthulhu mythos-elementet – det element, der vel må siges at danne grundlag for alt det øvrige. Her kan det lidt overraskende konstateres, at han faktisk nærmest ikke berører noget, der direkte kan relateres til emnet. Det hele går op i skæg og blå briller, hvilket ikke alene indebærer, at bogen knap kan karakteriseres som mythos-fiktion, men bogens lader sig også vanskeligt forstå som horror. Genremæssigt ligger den og roder rundt et sted i den såkaldte weird fiction, men den fremstår med sin hårdkogte action-vinkel og det kække sprog sært hjemløs.

The Unspeakable Oath nr. 3 1991. En fantastisk forside

Det er fint, at John Tynes lader den store, tunge mythos glide i baggrunden og tager den menneskelige konflikt som sit omdrejningspunkt, men ved at trække det overnaturlige så langt ud af handlingen står man tilbage med noget, der ligner en Robert Ludlum-roman. Der kan jeg ikke følge Tynes hen. Det er ikke min genre og ikke mit felt.

Måske burde han bare have skrevet romanen uden det påklistrede mythos-tema. Det havde sikkert skabt en mere strømlinet fortælling og gjort, at historien ville virke en del stærkere. For mig at se hænger tematik og stemning i hvert fald kun dårligt sammen. De beskrivelser, vi får af gru og kosmisk horror, falder igennem med et brag, fordi de personer, der reflekterer over Cthulhu-mytologiens kosmiske implikationer, egentlig ikke bliver påvirket af det. De forholder sig til kamp og kage, til det at miste en ven i felten, ikke sære guder fra hinsides tid og rum. Måske er det derfor også en form for realisme, som Tynes er ude i her. Det kan meget vel være. Jeg kan ikke følge ham og tror hellere, at jeg genser et gammelt afsnit af X-files. Som mythos-fiktion er bogen i hvert fald ikke meget værd.

The Unspeakable Oath nr. 4 1991. Endnu en fantastisk forside