Engelske Basil Copper var en rutineret forfatter, da Arkham House udsendte From Evil’s Pillow i 1973. Bogen er hans første amerikanske udgivelse, men han havde allerede i ’73 skrevet en hel del overnaturlige gys, hvortil der også kommer en lang række romaner om den LA-bosiddende privatdetektiv Mike Faraday. August Derleth var begejstret for Copper, og Donald Wandrei har også rost hans forfatterskab. Det er derfor ikke så underligt, at Arkahm House gennem tiden har udsendt flere af Coppers bøger.
Hardcover, Arkham House 1973. En fin forside af Frank Upatel
From Evil’s Pillow består af to kortere og tre ret lange noveller, der alle har rod i det overnaturlige eller uforklarlige. Den første fortælling, ”Amber Print”, øser direkte ud af Basil Coppers egne erfaringer som amatørsamler af gamle stumfilm. I novellen mødes to gamle venner og samlerkolleger i den enes hjemmebiograf for at se en hidtil ukendt udgave af Robert Wienes Das Cabinet des Dr. Caligari (1920). Filmen rummer nogle sære scener, der synes at udspille sig anderledes, hver gang de bliver set. Novellens slutning er måske ikke voldsomt overraskende, men historien er ganske stemningsfuld. Navnlig der hvor Dr. Caligari henvender sig direkte til den ene af de to venner. Novellen er en form for præfiguration til Hideo Nakatas Ringu (1998) og kunne uden problemer være med i David J. Schows populære antologi Silver Scream (1988), der netop tematisk kredser om horrorhistorier, der udspiller sig i og omkring filmens verden.
Hardcover, Arkham House 1973.
De næste to noveller, ”The Gray House” og “The Gossips”, er påfaldende ens i kvaliteter og svagheder. Der er tale om to meget lange noveller, hvor ældgamle forbandelser griber ind i nutiden, fordi de bliver forstyrret eller draget frem i lyset igen. I ”The Gray House” køber en engelsk gyserforfatter et chateau i Frankrig og opdager, under arbejdet med at få stedet sat i stand, at der har foregået sataniske ting i huset for flere hundrede år siden. Der er med andre ord tale om en variant over et velkendt gotisk tema – fortidens ondskab vender tilbage for at forsætte sit grufulde virke, der hvor det slap for mange år siden.
I ”The Gossips” genfinder vi samme vinkel, her er det bare en museumsmand fra London, der tager til Sicilien for at studere en skulpturgruppe fra 1600-tallet. Skulpturerne viser sig at være meget sære. Skulpturerne hvisker nemlig lavmælt sammen (The Gossips… ugh!). Frank Utpatel har tydeligvis brugt novellen som inspiration til bogens ret fine forside, men desværre gør illustrationen ikke novellens tekst nogen ære. Skulpturerne bliver nemlig beskrevet som ekstremt forvredne og skrækindjagende, skabt af en kunstner dybt optaget af det okkulte og perverterede. Skulpturerne er naturligvis besatte, ædende onde og formår i løbet af novellen, at forårsage en hel del blodsudgydelser.
Basil Copper (født 1924) i arbejdsværelset. Foto ca. 1970
Begge historier er charmerende, fordi de er så grundige i deres miljøbeskrivelser og placering af den historiske kontekst. Der er en omhyggelighed over teksten, der gør de ellers ret åbenlyse historier interessante. De er nok lidt for lange, men ikke desto mindre spændende og fin læsning. Især ”The Gray House” kan anbefales. Der bliver beskrevet en gigantisk grå kat i historien, som sniger sig omkring i det store chateaus haver. Den gjorde især indtryk på mig, og mens jeg læste novellen, sad jeg og ventede spændt på flere episoder med dyret, som desværre ikke kom. Copper bruger ikke katten til ret meget, men de få steder, hvor den optræder, er blandt bogens stærkeste scener. Der er noget tilfældigt mesterligt over den måde, som dyret optræder på. Henkastet bliver det beskrevet, hvordan katten smyger sig ondskabsfuldt og mystisk omkring i træerne skygger osv. Virkelig fin og billedskabende prosa.
De sidste to historier, ” A Very Pleasant Fellow” og ”Charon” har meget britiske kvaliteter og underspiller i virkeligheden det overnaturlige ganske kraftigt. Første historie er en sær fortælling om en gammel mands had til den grove mandsperson, der har overtaget hans butik. Hadet får uventet afløb, da den gamle får fingre i et okkult redskab. ”Charon” er måske bogens mest afdæmpede og handler dybest set om en parafrase over et stykke græsk mytologi omsat til den travle engelske storbyvirkelighed. Meget fint og stemningsfuldt.
Werner Krauß som Dr. Caligari
Basil Coppers stil ligger sig et sted mellem noget ganske litterært og helt ordinær populærfiktion. Han vil gerne udfordre læseren intellektuelt og stiller krav til læserens viden om historie og kultur. Det slår igennem i alle bogens historier. Samtidig er selve det sprog, Copper skriver i, et tilbageholdende, konservativt engelsk, der mange steder forsøger at underspile det voldsomme eller makabre, der opstår i løbet af fortællingerne. Copper har i den forstand en hel del tilfælles med Walter de la Mare (1873-1956). Imidlertid er Coppers prosa slet ikke så gennemført elegant og legende som De la Mares, og samtidig rummer Coppers prosa også en anden side.
Navnlig bogens første tre noveller har alle tydelige burleske pulp-elementer, der gennem grafiske beskrivelser og chokerende afsløringer på de sidste linjer er skåret efter den velafprøvede Weird Tales-skabelon. For blot at komme med et enkelt eksempel, der næsten siger det hele: ”She was naked except for a flimsy nightgown which revealed every detail of her figure” (s. 71). Naturligvis skal fruen i huset fra ”The Gray House” løbe omkring i gennemsigtig natkjole. Og der er mere i vendte, bare rolig. Hammer-horror på bogform!
Walter John de la Mare (25. april 1873 – 22. juni 1956)
Det pulpede fylder en del i bogen, men Coppers historier vil og kan mere end bare at chokere med voldsomme beskrivelser. Alene det, at han indskriver sig i samme tradition som de la Mare og Robert Aickman, gør Coppers forfatterskab spændende. Han er endnu en stemme i de sære fortællingers landskab, der bringer noget utvetydigt britisk ind i historierne. Det er vanskeligt at sige præcis, hvad det er, men man fornemmer tydeligt, at det ikke er en amerikaner, der har skrevet novellerne i From Evil’s Pillow.
Copper når måske ikke helt samme højder som de la Mare eller Aickman, men han er ikke desto mindre en spændende brobygger mellem den traditionelle amerikanske pulpfortælling og den moderne gyser, såvel som en brobygger mellem den gamle victorianske spøgelsestradition og så den nye skole af sære fortællinger, som Ramsey Campbell eksempelvis repræsenterer. I sidste ende står Copper nok de ældre forbilleder nærmere end den yngre genration af forfattere, men ikke desto mindre fornemmer man, hvordan det pulpede, det åbenlyse og sensationslyste gradvist er ved at blive rystet af horrorlitteraturen i 1973, da From Evil’s Pillow udkommer. Vi tillægger som regel en skikkelse som Stephen King en stor del af æren for dette, men netop ved at læse en antologi som Basil Coppers første Arkham House-bog bliver det tydeligt, hvordan den moderne horrors udvikling er en gradvis proces. En proces, hvor mange helt eller delvist glemte navne, er kommet til at stå i skyggen af bestseller-giganterne.
Novellerne:
“Amber Print”
“The Grey House”
“The Gossips”
“A Very Pleasant Fellow”
“Charon”
frasortsand.wordpress.com 