Jack the Ripper og Ripper-myten er et af de små sorte kapitler i engelsk historie, der bliver ved med at fascinere og tiltrække sig opmærksomhed. Man tilskriver almindeligvis drabsmanden fem mord, men hvem gerningsmanden var, er jo aldrig blevet opklaret. Det problem bliver heller aldrig løst, men fordi mordene var blodige, fordi de blev begået i Londons dengang snuskede Whitechapel-kvarter og fordi det var prostituerede, der blev dræbt af ”Jack”, sugede sagens spektakulære og kulørte dimensioner allerede i samtiden opmærksomheden til sig.
En stor del af Ripper-mytologien blev dermed dannet i 1888, da mordene fandt sted, men efterfølgende har generation på generation af gådeløsende forfattere, forskere, journalister og fantaster bidraget til et stadigt voksende puslespil uden egentlig motiv.
Uanset hvordan man ser på morderen og dennes motiver, er der imidlertid en dyster kerne, der vedbliver med at pådrage sig opmærksomhed. Fremstillinger af Jack the Ripper og Ripperens verden kredser om Londons tågede gader, de seksuelle aggressioner i knivmordet på de prostituerede kvinder og selve det faktum, at morderen forbliver ansigtsløs.
Han er et fantom, som skiftende tider har kunnet projicere deres fortællinger ind i. Ripper-mordene er dermed også meget hurtigt gået fra at være en bestialsk drabssag til en monsterfantasi indlejret i den kulturelle bevidsthed. Man kan sige, at Ripperen overtager en jungiansk arketype og bliver et urbant mareridtsbilledet på mødet med det indre mørke.
Det er i hvert fald interessant at notere sig, hvor hurtigt al sympati for ofrene som mennesker af kød og blod forsvinder til fordel for spekulationer om Ripperens identitet, seksualitet og de faktiske mords beskaffenhed. Selv i et pragtværk som From Hell (1991-96), der endda er dedikeret til ofrene, glider alt i baggrunden til fordel for Ripperens handlinger og motiver. I den forstand er Jack the Ripper vel også den første fortælling om ”slasheren” – det ofte ansigtsløse rovdyr, der navnlig dræber unge piger. Parallellen mellem Ripperen og eksempelvis Michael Meyers er i hvert fald ganske åbenlys.
Ripperen og den ansigtløse morder blev skabt af pressen i 1888, og grundsubstansen i London-mordene er efterfølgende blevet genfortalt, omfortolket og parafraseret i det uendelige. Mordene og morderen er blevet en del af den vestlige horrortradition og et standardmotiv i bøger og film.
- Hardcover, David McKay 1976
Vi har altså at gøre med en fortælling, der på den ene side bliver omfortalt igen og gen, og på den anden side fastholder bestemte, velkendte motiver. Det samme gør sig gældende for bøgerne om Jack the Ripper. Uanset om det er fiktion eller nonfiktion, så genfinder vi de samme komponenter i motiverne. Det gør Ripper-bøgerne til en spændende rejse ind i mordets ikonografi.
Her har jeg samlet nogle Ripper-forsider, der netop viser, hvordan de selvsamme komponenter i Ripper-forestillingen bliver genbrugt igen og igen. Kniven, kvinden, de seksuelle undertoner og den ansigtsløse mand. Her er Jack the Ripper mine damer og herrer:
- Paperback, Arrow Books 1964. Den blodige kniv – mordets instrument; her har vi et af de bærende elementer fra Ripperens motivverden
- Paperback, DuMont 1967. Og Ripperens kniv på tysk
Så kan vi vende os mod den onde mørkemand
- Paperback, Berkley Press 1989. De tågede gader er alene nok til at vise Ripperens tilstedeværelse
- Paperback, Running Press Books 1999. Ripperen med høj hat og mord i tankerne
- Paperback, Gold Medal Books 1957. …The blood-spattered name of Jack the Ripper. Bemærk det fine samspil mellem blonde Suzy i forgrunden og den sorte morder med de onde øjne i baggrunden. Smukt
- Paperback, Pan Books 1962. Colin Wilsons fortolkning af Ripper-myten
- Paperback, Pinnacle Books. Udgivelsesåret er ukendt – skal vi sige ca. 1958
Pingback: Twist of Cain: Endnu et blik på morderen | Fra Sortsand