Joyce Wolf, White Spider (1987): En mindre vellykket debutroman

Paperback, Leisure Books 1987

Paperback, Leisure Books 1987

Amerikanske Joyce Wolf romandebuterede med White Spider i 1987. En for tiden typisk Stephen King-klon, der ligner mange andre horrorromaner, der udkom i de år. Kings indflydelse som inspirator for et kæmpe kuld af genreforfattere kan ganske enkelt ikke overvurderes. Det kan godt være, at en splatterpunk som David Schow eller Clive Barkers groteskerier viste, at ikke alle nødvendigvis delte Kings æstetik og litterære valg. Det ændrer ikke ved, at King nærmest havde enerådende dominans over broderparten af det litterære horrorudbud i slutningen af 80’erne. Det vender jeg tilbage til om lidt. Lad os først se lidt på Wolfs roman.

Handlingen fører os til Stony Cliffs, en lille collegeby, med ry som hjemsted for alternative typer. Den unge Nora har fået en midlertidig ansættelse i byen som underviser i litteratur. Den eneste, Nora kender, i Stony Cliffs er hendes gamle veninde og studiekammeret Kate, der flyttede til byen for nogle år siden. Her lever hun sammen med Ted, mens hun venter på, at livet for alvor skal begynde.

Nora sidder netop og forbereder sit første undervisningsforløb, der skal begynde efter ferien, da telefonen ringer og hun får fortalt, at Kates kæreste er blevet dræbt. Myrdet på den helt grumme måde, som vi allerede har hørt i bogens prolog. Mordet på Ted roder op i en masse halvskjulte forhold og konflikter, som Nora gradvist bliver involveret i. Ikke mindst fordi hun hjælper Kate med at passe på hendes store datter Sam i den svære tid.

Paperback, Leisure Books 1987

Paperback, Leisure Books 1987

Det viser sig naturligvis, at mordet har en forhistorie. Kate og Ted var nemlig begge del af en form for studiekreds, ledet af den mystiske Victor. Kredsen studerede okkulte teorier, og Victor førte an i arbejdet som karismatiske mystiker og vismand. Det hele lugter langt væk af kamufleret sort magi, især fordi Victor begik selvmord nogle måneder før drabet og i okkulte vendinger i sit afskedsbrev svor, at han ville vende tilbage.

Naturligvis er der tale om satanisme. Kate og vennerne er uforvarende kommet under vingerne på den lokale Alesteir Crowley, der har lovet dem magt og frihed. Præcis det er løfter, som den forsumpede vennekreds har brug for.

Ingen havde dog forudset, hvad der nu begynder at udspille sig i Stony Cliffs. En bølge af vanvittige selvmord skyller over byen – børn, unge og gamle dræber sig selv og andre på grusom vis. Sære ting sker, og det hele er øjensynlig centreret om Nora og Sam. De hjemsøges på god gammeldags maner af stemmer og skygger, mystiske syner og spøgelseslignende aktiviteter. Men hvorfor? Hvad er det ånderne vil, og hvilken rolle spiller de små hvide edderkopper, der bliver ved med at optræde i nærheden af de overnaturlige hændelser?

Paperback, Leisure Books 1987, 2. udg.

Paperback, Leisure Books 1987, 2. udg.

Joyce Wolf tegner med White Spider et portræt af en forsamling mennesker, der alle har uforløste drømme tilfælles. Havarerede kunstnertyper i slutningen af 30’erne, der ikke har drevet det til det de forventede, og nu må tage sig til takke med helt almindelige jobs. En af Joyces største fortjenester med romanen er at ramme præcis den rette balance mellem sentimental tristesse og kynisk parodi. Hendes kunster-karakterer er i hvert fald på godt og ondt letgenkendelige typer.

Desværre er det også kun der, at Wolf har sin styrke. Romanen halter nemlig stort set på alle andre fronter. Den brutale, blodige åbning skruer forventninger i vejret om pulpet splat, men det er der ikke meget af. I stedet leverer Wolf en langsommelig søndagstur af en roman der viser, hvorfor Kings fortællemodel er så vanskelig at mestre (også for ham selv).

Wolf fortaber sig ganske enkelt i den store ensemble-struktur, som romanen er bygget op omkring. Hver eneste person, der introduceres, får sin livshistorie udfoldet i kortere eller længere form. Det dræner støt og roligt al energien ud af teksten, frem til det øjeblik, hvor hendes forsøg på at skabe nærvær og relationer til bogens persongalleri ender i ren ligegyldighed.

White Spider savner enhver skarphed i sproget og strukturen. Symptomatisk introduceres der eksempelvis en hund (Leisure Books, s. 110), der først kort benævnes Errol. I sætningen efter udvides oplysningen, og det fortælles, at dens fulde navn er Errol Flynn. Og sørme om vi ikke skal have en tredje sætning, der understreger, at den er opkaldt efter skuespilleren. Et prima eksempel på usikkert skrivearbejde fra en forfatter, der er bekymret for, at læseren ikke skal fange tekstens idéer og hentydninger.

Helt galt går det for Joyce Wolf i bogens mange voldelige konfrontationer. Til trods for, at romanen har ganske meget slagsmålsaction, evner hun ikke at omsætte de brutale billeder til nogen form for farlighed. Der boksens, sparkes og slås i et væk, men det opleves bare pjattet og dumt.

Som sagt er Stephen King-inspirationen enorm i White Spider. Mørket, der ligger og lurer under lillebyens facade, de ”almindelige” mennesker, der skal være et billede på folk som de er flest, og det uhåndgribelige onde, der truer hverdagens harmoni. Det er alt sammen tilstede i Wolfs roman, bare omsat så kluntet, at det stedvist næsten bliver grinagtigt.

Stephen Edwin King (født 21. september 1947) - en storsmilende inspirator

Stephen Edwin King (født 21. september 1947) – en storsmilende inspirator

Anlægger man et feministisk perspektiv på romanen, er det interessant at bemærke, at det onde kommer ud af mandens drifter og begær. Det er romanens mænd, der er skyld i de mange dødsfald, og det er en kreds af kvinder, der forsøger at bekæmpe det sataniske onde, som truer byen. Men til trods for, at romanens kvinder er stærke og handlekraftige, er det magtpåliggende for Joyce Wolf at introducere tilsvarende stærke, rene mænd, der i sidste ende kan tage over og redde kvinderne.

Ganske overraskende viser det sig nemlig, at de handlekraftige kvinder har brug for de mandlige protagonister, der kan komme ind fra højre og klare ærterne. Hvordan skal vi forstå det? Er det drømmen om den stærke mand, der kan tæmme den på overfladen frigjorte kvinde, som Wolf er tiltrukket af? Er det nødvendigt at afbalancere forholdet mellem mand og kvinde i bogen af hensyn til en idé om kønnenes ligeværdighed?

Eller forholder det sig det ganske enkelt sådan, at Joyce Wolf blindt falder ned i stereotype fortællerstrukturer, der kræver en maskulin helt, som træder i karakter til sidst? Jeg tror, at sidstnævnte er tilfældet.

En af hemmelighederne bag Kings succes som bestseller-forfatter er hans livtag med traditionelle middelklasseværdier. Det har King haft stort held med i begyndelsen af karrieren, og hans evne til at skrive om ”helt almindelige” amerikanere er gået rent ind hos det læsende publikum, der kunne spejle sig i hans tekster. Joyce Wolf forsøger det samme, men det kommer der ikke noget godt ud af det. Det hele ender i ufarlig, dilletantisk middelklasseromantik. Jeg kan da også fortælle, at det til dato er blevet hendes eneste voksenroman. Hun udsendte en børnegyser i 1992 og har ikke siden givet lyd fra sig på den litterære front – og det er måske godt nok.

Advertisements

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s