Hardcover, Arkham House 1975. Den ferske forside er tegnet af Frank Utpatel – den faste forsideskaber for Arkham House i denne periode
I en årrække mellem 1952 og ’65 skrev August Derleth en stribe korte SF-fortællinger, der markerer et afbræk fra hans vanlige grusel- og krimihistorier. Derleth var aldrig sen til at se mulighederne for et lukrativt marked, og SF-genrens stigende popularitet i 50’erne har uden tvivl ansporet ham til at skrive novellerne.
Der kan imidlertid ikke være nogen tvivl om, at Derleth til en vis grad var på udebane, da han kastede sig over SF-genren. Han havde redigeret SF og læst en masse af sine forfatterkollegers historier, men egentlige, selvstændige bidrag til genren var der ikke blevet nogen af. Faktisk kan man ganske paradoksalt spore en form for modstand imod selve genren i hans noveller.
Hardcover, Arkham House 1975
På den ene side tumler Derleth ganske ukritisk ind i alle tidens klichéer og plots, men på den anden side er historierne skrevet skævt ind på tidens typiske science fiction og fordrejer derved de velkendte temaers fokus. Derleth kommer på den led bevidst (eller ubevidst) til at bøje genren og skabe sig et selvstændigt greb om de velkendte motiver. Alt det har man mulighed for at opleve i antologien Harrigan’s File, som Arkham House udsendte i 1975.
Alle Derleths science fiction-noveller er bygget op omkring journalisten Tex Harrigan, en hårdkogt skeptiker med smag for det kuriøse. I historierne er Harrigan en erfaren herre, der kan se tilbage på en lang karriere i pressebranchen. Han har arbejdet på et utal af aviser og mødt en lind strøm af sære eksistenser. De særeste har han samlet i et arkiv over ”besynderlige personer”, og det er disse personager, som novellerne handler om.
August William Derleth (24. february 1909 – 4. juli 1971)
Konceptet for alle Harrigan-historierne er stort set ens, og de begynder da også mere eller mindre på samme måde. Harrigan sidder på en bar et sted i USA og drikker med en kollega eller ven. Snakken falder på et eller andet emne, hvorefter Harrigan udbryder: ”Det minder mig om dengang…”. Vennen svarer: ”Det kender jeg ikke noget til…” Og så fortæller Harrigan ellers sin historie.
Typisk får Tex Harrigan sig rodet ind i historierne, fordi han er blevet sendt ud for at lave et interview med en gal opfinder af en art. Harrigan er, som sagt, ekstremt skeptisk anlagt og tvivler derfor altid på opfinderen, men gang på gang har de gale opfindere gjort det umulige og opfundet videnskabelige sensationer. Desværre går det altid galt, maskinerne vender sig imod opfinderen eller forsvinder, før verden får øjnene op for miraklet. Ganske ironisk er det eneste vidne til de store opfindelser således som regel Tex Harrigan, der ikke har megen tiltro til de skøre opfinderes evner.
Worlds of Science Fiction, juli 1952, med novellen “McIlvaine’s Star”
Tematisk kommer vi rundt om lidt af hvert i bogen. I “Invaders from the Microcosm” har en opfinder opdaget, at mikroskopiske fremmede væsner fra verdensrummet har indledt en invasion af Jorden i hans baghave. I en anden, “The Mechanical House”, har en excentrisk rigmand skabt et fuldt mekanisk hus, der kan varetage alle tænkelige funktioner. Det lyder genialt, men problemerne hober sig hurtigt op for den uheldige videnskabsmand. Man kunne også trække “By Rocket to the Moon” frem. Her tager en mand til månen i en raket, men ser sig ude af stand til at bevise sin bedrift og ender med at blive indlagt som galning.
Faktisk er stort set alle historierne mere eller mindre ens i opbygning og indhold. Kun “A Corner for Lucia” skiller sig for alvor ud ved i langt højere grad at ligne en klassisk ”weird tale”. Her kommer en kvinde, Lucia, uforvarende til at træde ind i en anden dimension. Historien er rigtig fin og rummer nogle sære elementer, som grænser til gys. Man fornemmer, at Derleth her er i sit rette element, og måske var historien i virkeligheden oprindelig tænkt til noget helt andet, før den blev brugt i Harrrigans univers.
Weird Tales, maj 1953. Her findes den fine “A Corner for Lucia” trykt
Hovedparten af bogens noveller er bygget op omkring den klassiske pulpede afsløring til sidst, hvor Tex må genoverveje, om der muligvis alligevel var mere i sagen, end man umiddelbart skulle tro. Som læsere er vi imidlertid aldrig i tvivl, fordi Derleth konsekvent lægger en lille passage ind i alle novellerne, hvor vi i stedet for at få historien fortalt gennem Harrigan, følger den pågældende videnskabsmand eller opfinder, som novellen handler om. Derleth opnår to ting med det greb: På den ene side knyttes alle novellens tråde sammen for læseren, og på den anden side kan Harrigans snusfornuftige skepsis gang på gang blive udstillet som blindhed.
Man kan så spørge sig, om der er en overordnet tematik, der går igen i novellerne; det vil jeg mene. De er skrevet i en så tæt rækkefølge, at Derleth helt naturligt forfulgte den samme tankerække i historierne. Novellerne forholder sig stort set alle til videnskabens muligheder, men holder den faktiske videnskab ude i armslængde. Tilgangen til naturvidenskaberne er med andre ord ganske blød, om man vil, men kredser alligevel om emnet. Novellerne forstås da også bedst som en advarsel, hvor Derleth lufter en solid skepsis overfor jagten på mere komfort og materiel velstand.
Spaceway, april 1954, med novellen “The Remarkable Dingdong”
Derleth lader os nemlig gennem sine noveller forstå, at fremskridtet ikke nødvendigvis vil føre til forbedringer. Fremskridtet fører os ud i ubekendt terræn, der kan vise sig at give alvorligt bagslag med fatale følger, hvilket bogens videnskabsmænd gang på gang må sande.
Men Derleth siger samtidig, at det er mindst lige så farligt, hvis ikke farligere, at gøre som Tex Harrigan og vende det blinde øje til naturvidenskaben. Derleths budskab er således at holde et vågent øje med det videnskabelige arbejde, der udføres, fordi de gode intentioner pludselig kan ramme os som en boomerang i nakken. Pointen er måske hverken overraskende eller original, men ikke desto mindre sympatisk.
Orbit Science Fiction, sommer 1953. Her optrådte “Invaders from the Microcosm” første gang
Det er let at se, hvordan landdrengen August Derleth, der elskede sit stille Wisconsin, med skepsis oplevede 50’ernes enorme teknologiske forandringer i forhold til øget effektivitet og bekvemmelighed. Heldigvis formår han at udtrykke sin bekymring gennem mild samtidssatire uden at forfalde til den tungsindige modernitetskritik, som ellers kan påtræffes blandt flere af Derleths jævnaldrende genreforfattere.
Det er naturligvis rart, at Arkham House samlede alle Tex Harrigan-novellerne i et bind, men som samling fungerer de dårligt. Teksternes skabelon-agtige opbygning og gentagelser gør bogen til en fornøjelig, men blodfattig oplevelse.
Fantastic Universe, juni-juli 1953, hvor novellen “The Maugham Obsession” blev bragt første gang
Derleths kreative overskud fandt ikke vej ind i Tex Harrigan-historierne, der vel bedst kan beskrives som metervare. Det er tyndbenet fiktion, skrevet uden synderlig kærlighed til teksten eller genren og repræsenterer noget af Derleths svagere litteratur. Dermed ikke sagt, at det er kedeligt eller dårligt, langt fra. Tex Harrigan skal bare indtages i små doser, alt andet fører til litterær forstoppelse.
Novellerne:
“McIlvaine’s Star”
“A Corner for Lucia”
“Invaders from the Microcosm”
“Mary VII”
“The Other Side of the Wall”
“An Eye for History”
“The Maugham Obsession”
“A Traveler in Time”
“The Detective and the Senator”
“Protoplasma”
“The Mechanical House”
“By Rocket to the Moon”
“The Man Who Rode the Saucer”
“Ferguson’s Capsules”
“The Penfield Misadventure”
“The Remarkable Dingdong”
“The Martian Artifact”
frasortsand.wordpress.com 