Da den aldrende Alexandre Dumas havde mistet taget i sit enorme publikum og tabt sin vigtigste samarbejdspartner Auguste Maquet, forlod han Frankrig og de stigende økonomiske vanskeligheder. Han forsøgte nu at leve som turnerende berømthed, der da også blev modtaget fyrsteligt ude i verden, hvor hans falmende status ikke var blevet et problem endnu. Under denne sidste del af sit liv kastede Dumas sig over en række sentimentale romanprojekter, hvor han dykkede ned i sin barndom og opvækst på landet i nærheden af Villers-Cotterêts. I Dumas’ forfatterskab er disse sene tekster interessante, fordi de i høj grad er med til at vise, hvordan han gerne ville opleves og huskes af eftertiden. Dumas gik med andre ord i gang med mere eller mindre at kuratere sin egen myte og litterære eftermæle.
Her skal vi se nærmere på en af disse sene tekster, nemlig romanen Le Meneur de loups (direkte oversat ”ulvenes leder”). I den svenske udgave af romanen, som jeg har, bærer historien titlen Varulven, og dermed har vi vel meget præcist fået indkredset, hvad det er for en type handling, vi her står overfor. Helt så enkelt er det bare ikke; men lad os se på nærmere på historien.
Handlingen er gengivet som en fortælling i fortællingen. I begyndelsen beretter Dumas selvbiografisk om en oplevelse, han havde som ung mand eller stor knægt under en ulvejagt. Her skød han efter en mærkelig ulv, som efterfølgende sporløst forsvandt. Undrende spurgte Dumas den gamle jæger, han var i selskab med, hvad det skulle betyde. Denne fortalte nu en sælsom historie til unge Alexandre, som han her har nedfældet efter hukommelsen til os læsere. Selvom Dumas dermed kun spiller en begrænset rolle i romanen, optræder han som sig selv i bogen, og Dumas bringer på den led sin egen person i kontakt med en form for magisk eller mytologisk fortid, som læseren nu igennem Dumas kan drømme sig tilbage imod.
I jægerens fortælling, der udspiller i begyndelsen af 1780’erne, hører vi, hvordan den selvhøjtidelige skomager og eneboer Thibault bliver krænket af den lokale herremand, der ender med at give skomageren et grundigt drag prygl. Mens Thibault raser i sin skovhytte over det skete, bliver han opsøgt af en talende ulv, der tilbyder ham en genvej til magt, rigdom og hævn. Sagen har naturligvis en hage, for Thibault skal antage ulvens skikkelse med jævne mellemrum, men hvis han accepterer det, vil lykken tilsmile ham. Skomageren tager imod tilbuddet, og dermed har han taget kurs direkte mod sin egen fortabelse.
Thibault havde en kæreste før episoden med ulven, men efter han har indgået pagten, er hun ikke længere god nok til ham, for Thibault forlanger mere. Romanen skildrer, hvordan den ærgerrige skomager stiler højere og højere i en higen efter anerkendelse, magt og rigdom. Hver gang han opnår noget, der ligner succes, kommer skæbnen i vejen for ham, og han forlader episoden fattigere end før. Det, der umiddelbart kunne ligne fremdrift, bliver blot en langstrakt deroute, der gradvist fremmedgør Thibault fra sine medmennesker. Til sidst giver han sig helt hen til den ulv, han bærer inden i sig, og bliver en form for gespenst, der som anfører af et ulvekobbel nu hjemsøger de skove, han levede fredeligt i førhen.
Dumas’ roman er en af de helt tidlige forsøg på at bruge den folkloristiske varulv som litterært motiv, og handlingens ”monster” har da også meget lidt at gøre med den varulv, vi tænker på i dag. Hans ulv er, som sagt, primært en form for indre fordærvelse, der opstår, fordi Thibault sælger sin sjæl til Djævlen. Han skifter også konkret form og bliver til en ulv, men det er i virkeligheden mindre monstrøst, end den adfærd Thibault udviser i sin stadigt mere depraverede menneskeskikkelse.
Parallellerne mellem Thibault og mr. Hyde fra 1886 er tydelige og pointen den samme; de har kastet deres medmenneskelighed fra sig og hengivet sig helt til det dyriske, hvilket i sidste ende bliver deres undergang. Men hvor Stevensons Hyde-figur er en refleksion over dualiteten i mennesket og forholdet mellem rationalitet og instinkt, har Dumas et andet sigte med sin roman. Bogen er nemlig en moralsk opsang; en tydelig påmindelse om standsbevidsthed og gudfrygtighed.
Den begærlige Thibault oveskider sin stands beføjelser og rækker ud efter noget, der ikke er hans. Han er ment til at være skomager, hverken mere eller mindre, men desværre for ham er han fra naturens hånd blevet født med intelligens implicit derfor med en længsel efter mere. Den stakkels, simple bondepige, han først kurtiserer, er kernemotivet her, for hun er billedet på alt det, Thibault burde være og elske, men som han forkaster i jagten på verdens glæder.
Utilfredshed er Thibaults egentlige forbandelse, og det er den, der sender ham i armene på Djævlen. Havde han lyttet til råd og stillet sig tilfreds, kunne fortællingen få en lykkelig udgang, men Thibault angrer ikke, før det er for sent, og han har mistet sig selv endegyldigt til Djævlen og må leve livet i permanent ulveform, afskyet og frygtet af alle.
Romanen er underholdende, ikke mindst fordi Thibault er en herligt ulidelig og usympatisk karakter, der hver eneste gang træffer det forkerte valg. Om hans undergang er selvforskyldt eller ej kan diskuteres, fordi han, som sagt, er født med denne ulyksalige stræben efter mere, end det hans stand kan tilbyde, og det er måske i virkeligheden her, Dumas viser sig som en moderne forfatter. Dette spørgsmål om skyld, der ikke entydigt lader sig besvare indenfor fortællingens rammer, peger fremad ind i samtidens litteratur. Stilistisk må man imidlertid konstatere, at Dumas’ roman er en dinosaur, der har overlevet sig selv.
Fortællingen lægger sig entydigt i forlængelse af de gotiske romaner, der havde deres storhedstid 50-60 år tidligere. Sammenligner man Dumas’ varulv med Lewis’ The Monk, er lighederne åbenlyse og handlingen i de to bøger fuldstændig ens. Rammen er naturligvis forskellig, men selve skelettet i er det samme. I begge følger vi en karakter, der begærer noget, han ikke retmæssigt kan få. For alligevel at få opfyldt sine behov søger karakteren bort fra det gode og kaster sig i armene på Djævlen, som naturligvis løber fra sine løfter og ødelægger hovedpersonen. Som fordærvsfortælling er Dumas’ historie derfor et stykke rendyrket gotik, der i midten af 1800-tallet kunne lukrere på en vis smag for det fantastiske og eventyrlige, men som trods det må siges at være et værk af mindre betydning.
Blandt os elskere af skrækfiktion betyder det imidlertid ikke så meget, for Dumas’ varulvefortælling er væsentlig for udviklingen af selve den moderne varulvemyte, og hans roman er, som de fleste gotiske klassikere, et godt billede på de selvdestruktive kræfter og længsler, vi alle i et eller andet omfang bærer omkring på. Jeg vil derfor absolut opfordre til, at man tager en tur med Thibaults ulvekobbel, hvis man skulle falde over denne roman, som ikke får ret meget opmærksomhed længere. Den fortjener måske ikke ligefrem prædikatet klassiker, men den må absolut ikke gå i glemmebogen.
frasortsand.wordpress.com 
Pingback: H. Warner Munn, The Werewolf of Ponkert (1976): Månesyg i Østeuropa |