Robert Bloch, Psycho II (1982): Forfatterens selvlede

Paperback, Corgi Books 1983

Paperback, Corgi Books 1983

Selvom Robert Blochs Psycho (1959) i dag står helt og holdent i skyggen af Hitchcocks filmatisering, var romanen ubetinget Blochs kommercielle gennembrud, allerede før Hitchcock fik øje for historien. Psycho var med andre ord bogen, der skabte hans karriere og efterfølgende sikrede ham fast indtjening som roman- og manuskriptforfatter. Bloch kunne således takke Psycho for rigtig, rigtig, meget og det kontante vedhæng ”The author of Psycho” fulgte ham sidenhen som en skygge på nærmest alle hans bogforsider. Det kunne i sig selv måske være blevet til en kreativ hæmsko, men sådan forholdt det sig ikke for Bloch. Han accepterede tilsyneladende prædikatet som manden bag den berømte choker, uden det ændrede hans skrivestil eller produktion på nogen måde. Ikke desto blev Bloch i stigende grad frustreret over, den succes Psycho havde fået og den udvikling i skrækindustrien, som han mente at kunne tilskrive sin egen roman.

Bloch oplevede nemlig både bogen og senere også Hitchcocks filmatisering som grundstenen i en radikalisering af underholdningsbranchen, hvor blod, død og vold blev feticheret og fremstilet med bramfri usmagelighed til skade for ungdommen og endda hele kulturen. Bloch var med andre ord langt fra fan af den brutale drejning, som gysergenren tog i løbet af 70’erne. Det udviklede sig til en hel del galde hos Bloch, og den gamle nestor indtog rollen som konservativ senior-skrækmester, der advokerede for de gode gamle dage, hvor gyset var subtilt, eskapistisk og aldrig gik helt tæt på. Den holdning luftede Bloch i adskillige interviews, men Psycho II blev hans første store litterære manifest om samme sag.

Paperback, Corgi Books 1983

Paperback, Corgi Books 1983

Med Psycho II fortsætter Bloch historien om den forkvaklede Norman Bates, men drejer handlingen bort fra det mesterlige, psykologiske portræt af en morder til en harmdirrende bredside mod Hollywood. Resultatet er en rent ud frygtelig bog, der i dag gør sig bedst som mentalitetshistorisk dokument fra en brydningstid, hvor den gamle garde endnu ikke helt havde forladt vagtstuen i horrorforfatternes vindomsuste klubhus.

Da romanen åbner, er der gået lidt over 20 år siden handlingen udspilede sig i Psycho. Norman har været indlagt på et hjem for psykisk syge lige siden drabene i slutningen af 50’erne, og da vi på ny kommer ind i historien, er to nonner kommet på besøg på hjemmet. De gør sjælesørgerisk arbejde på stedet¨, og naturligvis forsøger de også at tale med Norman. Det arbejde tilfalder den yngste af nonnerne, hvilket viser sig at være fatalt. Et uvejr bryder løs, og strømmen går et øjeblik under samtalen. Mere er imidlertid ikke nødvendigt, for Norman myrder nonnen, snupper hendes tøj og snart efter er mr. Bates på fri fod igen.

Robert Albert Bloch (5. april 1917 – 23. september 23 1994)

Robert Albert Bloch (5. april 1917 – 23. september 23 1994)

Norman flygter ud i natten, og han fortoner sig få kapitler senere ud af handlingen, indtil Bates ikke længere er andet end et fantom, som spøger mellem linjerne. Bloch tager os således et helt andet sted hen. Bates’ flugt falder sammen med, at et ublu filmselskab vil filmatisere Bates’ drab som gyserfilm. Der har været forhandlinger om historien, og optagelserne er på nippet til at begynde, da flugten sker. Men hvad betyder flugten for produktionen? Dr. Adam Claiborne, psykiateren der behandlede Bates, tøver ikke med at sætte efter sin forsvundne patient, fordi politiet hurtigt bliver overbeviste om, at morderen er omkommet i en bilulykke. Det tror psykiateren imidlertid ikke på, og han sætter derfor kurs mod Hollywood, hvor han mener, at Bates vil slå til for at rense sit navn.

Det er dermed i Hollywood, at den egentlige historie udspiller sig. Noget er da også ruskravende galt på filmsettet, hvor Bates’ mord genopføres for rullende kamera. Mystiske hændelser sker løbende, og snart bliver der også begået mord. Spørgsmålet er dog, om Bates rent faktisk er kommet til Hollywood eller om der er en anden, som har påtaget sig hans rolle?

Hardcover, Whispers Press 1982. romanens 1. udg. Et ganske, ganske fint omslag

Hardcover, Whispers Press 1982. romanens 1. udg. Et ganske, ganske fint omslag

Psycho II er, som sagt, først og fremmest Robert Blochs arrige angreb på det Hollywood, der til en vis grad har betalt hans løn gennem mange år. Bogen er fyldt med fagmandens indsigter i forhold til filmproduktion, og navnlig forholdet mellem instruktør, producent og manuskriptforfatter bliver udpenslet i en grad, der grænser til det pinagtige. Og netop pinagtig er et springende punkt. Blochs kritik kammer over, og romanen bliver en gumpetung, personlig vendetta, der efterlader historien om Normans arv som en tynd kop the, der nærmest fremstår som en ondskabsfuld vittighed fra Blochs side. Han dingler nemlig løftet om blod og vold foran læseren ved at trække sin gamle litterære kronjuvel op ad hatten, men i stedet for at levere det læseren håber, tager han os alle i søndagsskole og smækker os over fingeren, fordi vi håbede at høre om Norman i aktion igen.

Resultatet er en tåkrummende, moraliserende bog, hvor filmholdets enkelte medlemmer fremstilets som karikaturer eller klichéer, der synes Bloch ganske uværdig. Naturligvis er instruktøren en svedig, seksuelt forstyrret italiener, producenten en skrupelløs pengemand, den smukke starlette villig til at kneppe sig til en karriere, den mandlige hovedrolle er skabsbøsse og sådan fortsætter det hele vejen igennem. Blochs galde kender ikke nogen grænser.

Paperback, Warner Books 1982

Paperback, Warner Books 1982

Og fordi han et eller andet sted har taget sit afsæt i den oprindelig Psycho-roman, klinger Bates seksuelle traumer med ind over handlingen i seriens andet bind, hvor førnævnte karikaturer konstant væves ind i seksuelt ladede beskrivelser, der skal understrege, hvor perverteret hele Hollywood-maskinen er. Stedvist bliver det ganske ufrivilligt komisk. Som da morderen i afmagt dræber en kattekilling og Dr. Claiborne efterfølgende skal forklare drabet:

’Think for a moment.’ Claiborne’s voice deepened. ’The synonym for kitten is pussy. That’s why it was killed, because that’s what the killer really wanted to do. He stabbed her pussy.’ (s. 252)

Hardcover, Robert Hale 1986

Hardcover, Robert Hale 1986

Jeps, kniven stikkes ind i den stakkels pussy(!). Det er ikke Blochs stjernestund, og hele bogen er faktisk et arbejde, som han burde have ladet ligge i skrivebordsskuffen. Psycho II er i dag et kuriosum og et stærkt personligt værk, som muligvis fører os tæt ind på livet af Blochs syn på underholdningsbranchen, men som litterær præstation er det en sørgelig udgivelse. Og det bliver ikke mere sørgeligt af, at Bloch ikke fandt sig for god til at lukrere på sit store mesterværk fra ´59 for at få sine tirader ud til så mange læsere som muligt. Psycho II er en limpind, som mangt en gyserfan, mig selv inklusiv, er hoppet på, men heldigvis ryster man den let af sig igen.

 

Paperback, Tor 1989

Paperback, Tor 1989

 

Paperback, ibooks  2003

Paperback, ibooks 2003

 

 

 

5 kommentarer

Filed under Roman

5 responses to “Robert Bloch, Psycho II (1982): Forfatterens selvlede

  1. Det er nogle år siden, jeg genlæste PSYCHO II, men husker den som bedre end PSYCHO HOUSE. Men det kunne være, at jeg skulle en tur gennem bøgerne igen.

    Man kan i Bloch-interview ane en vis irritation over, at film-rettighederne til PSYCHO blev solgt for et relativt beskedent beløb – og uden efterfølgende procenter af filmens indtjening. Ingen tvivl om, at bogen har solgt strygende, og at Bloch har hentet mange dollar via Hollywood, men det kunne have været et noget større beløb.

    • Martin

      Tak for dit besyv. Jeg genlæste også Psycho House i sommerens løb (mere om det i et senere indlæg). Den er, for mig at se, hverken værre eller bedre end Psycho II. Den er måske en smule mindre skinger, men til gengæld sker der ikke ret meget i den.

      Jeg har godt hørt, at Bloch ikke var helt tilfreds med sine indtægter i forbindelse med filmatiseringen af Psycho. Jeg tror dog, når alt kommer til alt, at han næppe havde noget at klage over. Du Maurier klagede også over indtægterne i forbindelse med filmatiseringerne af hendes historier, men præcis som med Bloch sikrede de hende en plads på bestsellerlisterne, og en opmærksomhed i offentligheden, som de fleste forfattere kun kunne drømme om. Men derfor kan man naturligvis godt føle sig snydt alligevel…

      • Henning

        Uden sammenligning iøvrigt, så tog Harlan Ellison sig en gevaldig skriger idet han mente, at hans “Soldier” var planket af James Cameron i “Terminator”. Og fik ret – i retten. Og modtog et beløb fra filmselskabet og en “tak” i følgende udgivelser.
        Nu er det så også en af Ellisons kæpheste, men selvom han kan være lidt “over-the-top” kan jeg godt sympatisere med hans indstilling.

  2. Martin

    Hæ. Kun en tåbe ville forsøge at snyde Harlan Ellison! Han har i hvert fald forstået, at få hvad der tilkom ham. Ikke desto indre har den lille, koleriske hipster en høj stjerne hos mig.

  3. Pingback: Robert Bloch, Psycho House (1990): Det sidste søm i kisten… | Fra Sortsand

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.