Her har I et lille livstegn fra mig. Jeg har mere eller mindre været på rejse de sidste to uger, og rejserne fortsætter lidt tid endnu. På søndag kommer der en almindelig opdatering (Lovecraft!), og så burde det hele have normaliseret sig igen. Pyh.
Imens kan I glæde jer over superseje Conan fra Skotland, der netop har lagt en ny videosingle ud til deres kommende album – et album, som jeg glæder mig ret meget til, for jeg er lidt af en Conan-fan.
Vi ses på søndag.
Martin
Filed under Video
Det skotske doom-band Conan, der lyder som High On Fire spillet i en tredjedel tempo, har netop udsendt endnu ny plade. Den hedder Revengeance. Et ganske fint album, som fortsætter lyden fra den seneste plade Monnos. Begge er udkommet lige omkring årsskiftet, så gruppen har været ganske produktive på det seneste. Det betyder forhåbentlig også, at de snart lægger vejen forbi København igen. Jeg vil virkelig gerne opleve dem live.
Her kan du se den blodige og underholdende fantasy-video, som bandet har lavet til nummeret ”Throne of fire”, der blev udsendt i begyndelsen af denne måned. Sangen er fra den nye plade og viser ganske godt, hvordan en klassisk Conan-sang lyder. Gode sager, som både kan varme dit metal- og pulpelskende hjerte.
Filed under Video
Nu skrev jeg lidt om Robert E. Howard i søndags og så kan jeg jo passende reklamere for bandet Conan, der spiller i København i begyndelsen af maj. Conan er en helt fantastisk doom-trio, der spiller uendeligt langsomt og uendeligt larmende. De er High on Fire i kvart tempo og deres tekster er fyldt med referencer til Sword & Sorcery. Hele universet er det perfekte soundtrack til alt hvad du finder på bloggen. Jeg har hørt Conan live to gange før og glæder mig allerede vildt til de kommer igen.
Check Conan ud. Her får du den eneste officielle video fra gruppen. Sangen hedder ”Foehammer” og stammer fra albummet Blood Eagle, der udkom sidste år.
Filed under Video
Paperback, Robert E. Howard Foundation Press 2012
Robert E. Howards posthume popularitet har en sær parallelitet til H. P. Lovecrafts litterære efterliv. Interessen for begge forfatteres historier oplevede en nærmest eksplosionsagtig popularitet i 60’erne, som for Howards vedkommende holdt ved ind i 80’erne, mens Lovecrafts stjerne stadig fortsætter med at stige.
Det er imidlertid ikke alene i popularitet, at de to giganter ligner hinanden. Iscenesættelsen af dem har også påfaldende lighedstræk. Begge er således blevet portrætteret som særlinge, outsidere og mere eller mindre psykisk forkvaklede individer, der takket være deres sårbarhed var i stand til at skabe noget unikt.
Vi har med andre ord at gøre med den helt traditionelle, romantiske fremstillingen af kunstneren, der eksisterer på randen af normaliteten, og derved er i stand at se verden med andre øjne end os almindelige dødelige. Et forældet, uholdbart kunstnersyn, der heldigvis efterhånden er lagt helt i graven. For Lovecrafts vedkommende er dette blevet gjort flere gange af S. T. Joshi. Mark Finn, bedre kendt som forfatteren Mark Farr-Nash, har påtaget sig at gøre det samme for Howard.
Paperback, 2. reviderede udg., Robert E. Howard Foundation Press 2012. Skål Howard!
Med Blood & Thunder har Finn sat sig for at skære ind til benet og aflive myterne omkring Howard for så i stedet at gå på jagt efter hans litterære ophav og kunstneriske agenda. Det er et glorværdigt projekt, som Finn høstede mange roser for, da bogen udkom første gang i 2006. Biografien er da helt sikkert også en informativ og nyttig bog for alle Howard-læsere, men genren er vanskelig, og Finns resultat er, for mig at se, ikke uden problemer.
Før jeg går videre med substansen, vil jeg kort nævne, at bogen skildrer Howards korte liv fra fødslen i 1906 til selvmordet i 1936 kronologisk, med enkelte afstikkere til redegørelser for Texas historie, pulpmagasinernes udvikling og lignende relevante ekskurser. Der gives løbende handlingsreferater af Howards historier, og flere kapitler ledsages af fotografier. Alt sammen fint og sagligt, leveret med en uhyggelig grad af detailviden, der sikkert går langt ud over, hvad der eksempelvis måtte interessere den generelle Conan-fan.
Mark Finn, der under sit borgerlige navn lyder Mark Farr-Nash (født oktober 1969)
Men nu til det interessante. Finn har, som sagt, et ærinde med biografien. Hen vil rense Howards navn og vise læseren mennesket bag myterne. Et dybest set håbløst projekt, der får afgørende betydning for fremstillingen, Finn vælger nemlig apologetens rolle og udser sig nogle klare fjender at skrive op imod.
For at tage det sidste først, så udpeger Finn ikke helt overraskende L. Sprague de Camp som en af historiens helt store skurke. De Camp kom i 60’erne mere eller mindre til at varetage Conan-karakterens litterære eftermæle. Han redigerede antologier med Conan-historier, udgav ikke-publicerede Conanfortællinger fra Howards hånd og skrev flere uafsluttede fortællinger færdig. På den led har de Camp fået samme rolle i forhold til Howard, som August Derleth har fået i forhold til Lovecraft, og resultatet er nogenlunde det samme. De Camp er i den grad blevet lagt for had af Howard-fans på grund af sin bramfri redigering af teksterne og forvanskning af Howards ord.
Robert Ervin Howard (22. januar 1906 – 11. juni 1936)
Det er jo slemt nok i sig selv, men de Camp blev også i rollen som Howard-ekspert den afgørende autoritet på Howards personlighed og liv. Og det er her, ifølge Mark Finn, at de største overgreb fandt sted. De Camp lagde nemlig ikke fingrene imellem, når han fremstillede Howard som en undertrykt stakkel af et voksenbarn med galoperende moderbinding.
Den anden store skurk i Blood & Thunder er selve populariseringen af Howard på baggrund af Conan. Finn begræder løbende, hvordan Conan-novellerne har begravet store dele af Howards øvrige forfatterskab i glemslen, og han hæfter sig ved, hvor mange af Conan-fortællingerne der er af tvivlsom kvalitet. I Finns fremstilling har Howards eftermæle med andre ord været under belejring af skrupelløse forlæggere og populærkulturens vridemølle.
Der findes dermed også en overset eller glemt Robert E. Howard, som Finn gerne vil vise os. Og her kommer vi ind på Finns rolle som apologet. For at få den ”egentlige” Howard skrevet frem, må han nemlig forklare og ikke mindst bortforklare sider af Howards forfattervirke og livsforløb, der eksempelvis taler for de Camps portræt af forfatteren.
Robert E. Howard (t.h.) med sin nærmeste familie. Billedet er taget i februar 1918
Et åbenlyst eksempel på Finns patetiske forsvar ses eksempelvis i hans forsøg på at bortforklare Howards udtalte racisme som noget symptomatisk for tiden (se eksempelvis s. 94 og s. 155). Det gør ondt på Finn, at litterater har talt dårligt om Howard på grund af hans utidssvarende menneskesyn, men fordi at Finn ikke kan bortforklare det, svarer han næsten en smule infantilt igen ved at sige, at de andre var lige så slemme. Finn kommer således ud i en længere redegørelse for eksempelvis Lovecrafts og Jack Londons racistiske ytringer, og han smækker trumf på ved flere gang at nævne Lovecrafts positive tilkendegivelser i forhold til Hitler og Mussolini.
En anden gruppe Finn forsvarer Howard imod, er de mange litterære ”fejllæsninger” af Howards værker. Her har Finn navnlig et horn i siden på den akademiske tekstanalyse. Man får her næsten det indtryk, at Finn ser Howards historier som særligt gnostiske tekster, der ikke bare kan analyseres af hvem som helst. Man skal nærme sig dem med den rigtige respekt og være i besiddelse af den særlige Howard-nøgle, som kun særligt indviede læsere (dvs. fans) har.
Robert Howard og vennerne leger med sværd. Billedet er taget ml. 1923 og ’25
Men hvad er det så for et billede af Robert E. Howard, som Finn fremstiller? I stedet for at tage udgangspunkt i Howards komplicerede sjæleliv viser Finn i hvor høj grad, at Texas og texansk historie spiller ind i Howards forfattervirke. Faktisk er Finn så optaget af denne sammenhæng, at han nærmest får afskrevet Howards selvstændighed og kreativitet. Han får Howard fremstillet som talerør for en texansk selvforståelse, som Howard intuitivt udtrykker.
Intuitivt er et ord, Finn bruger meget. Ordet skal vise os, at Howard mere eller mindre bevidst trak på sine omgivelser og omsatte dem til fantastiske genrer og eventyr. Han var dermed, i Finns optik, en misforstået hjemstavsforfatter, der beskrev, hvad han så, hørte og levede med.
Lyon Sprague de Camp (27. november 1907 – 6. november 2000)
Finn har helt sikkert langt hen ad vejen ret. Howard var dybt forankret i forestillinger om sin hjemegns virkelighed, men afmytologiseringen af Howard lykkes ikke for Finn. Han får nemlig erstattet den forkvaklede sjæl med et snusfornuftigt portræt af en digtersjæl, der var for skrøbelig til denne verden. Finn vil gerne gøre Howard til litteratur – altså verdenslitteratur, der hæver sig op over stigmatiseringer som pulp-forfatter osv. I forsøget på det får Finn imidlertid undertrykt eller nedtonet alt det komplicerede og enigmatiske ved Howard.
Ydermere må det undre, at Finn bevidst fravælger Howards digte i sin gennemgang. Howard skrev en enorm mængde poesi, og digtene er rent faktisk den mest konsekvente tråd gennem Howards virke, fordi han her i vid udstrækning undlod at lade sig påvirke af kommercielle interesser. Howard fik ganske enkelt ikke udgivet ret meget af sin poesi. Desuagtet vil jeg mene, at det er i digtene, at vi klarest finder det forfatterjeg, som Howard drømte om at realisere. Finn inddrager ikke digtene, fordi der er for mange. Arbejdet ville ganske enkelt blive for stort, skriver han. Det er måske den dummeste undskyldning, man kan komme med, og sagen er nok snarrest den, at de poetiske tekster desværre ikke interesserer Finn.
Hardcover, Bluejay Books 1983
Som kritisk biografi skriger den slags til himlen og efterlader bogen, som en problematisk udgivelse. Den har hele saglighedens facade, men er i virkeligheden ikke stort bedre end Blood & Thunders forkætrede forgænger Dark Valley Destiny (1983), de Camps Howard-biografi.
Blood & Thunder er en guldgrube, hvad faktuel viden om Howards liv angår, men som fortolkning svigter Finn sin læser. Han postulerer at frigøre sin helt fra myternes tåger, men hvirvler så meget ny støv op, at han blot erstatter et sæt myter med et andet. Bogen er afgjort et bud på den definitive Robert E. Howard-biografi, men den er samtidigt også et tungtvejende vidnesbyrd om genres store metodiske problemer. Det er en fanbog forklædt som sagkundksab. En trist kombination, i hvert fald hvis man interesserer sig for seriøs litteraturkritik.
Filed under Nonfiktion
Paperback, Belmont Books 1969. Forsiden er malet af den ikoniske Jeff Catherine Jones
Gardner F. Fox var en af DC Comics flittige forfattere. Han skrev stakkevis af tegneserier, men udgav også en hel hob pulpromaner under forskellige pseudonymer. Under sit eget navn, Gardner Fox, skrev han en række bøger, der alle udspiller sig i pulpede sword & sorcery-universer. Hans mest ambitiøse projekt var en serie på fem bind om barbaren Kothar, og det er første bind i denne serie, vi skal se nærmere på her.
Allerede i den første bog, Barbarian Swordsman (1969), fornemmer man, at der ligger ambitioner bag projektet. Romanen er nemlig forsynet med en indledning skrevet af Donald MacIvers, der reflekterer over bogens litterære kvaliteter og barbargenrens kulturelle referencer. Og det er faktisk slet ikke dumt, det MacIvers skriver om genrens Spenglerske implikationer.
Paperback, Belmont Books 1969
Faktisk er indledningen ganske interessant. Det eneste besynderlige er, at gode gamle Conan ikke nævnes med et ord. Og taget i betragtning, at Gardner Fox har planket stort set alt, hvad der kan plankes hos førnævnte, er det mildest talt besynderligt, at Robert E. Howard ikke berøres. Jeg skal vende tilbage til Conan om et øjeblik. Først vil jeg gerne dvæle et øjeblik ved barbargenrens betydning.
En væsentlig præmis for barbareventyret, som Howard i høj grad var med til at opstille, er den underforståede frihedstrang. Barbaren bliver en idealiseret fremstilling af det frigjorte menneske, der utvungent af civilisationens fremmedgørende konventioner bevæger sig gennem verden og hedonistisk hengiver sig til livets glæder. For Howard eksisterede der er en form for urmoral – et retfærdighedskodeks – som det frigjorte individ (barbaren) natuligt ville følge. En forestilling om, at den stærke beskytter de svage og konflikter løses med den nødvendige grad af brutalitet. Fjendebilledet er naturligvis det konsensussøgende vestlige samfund, der med sine maskiner og bekvemligheder kvæler individets frihed og ret til at handle.
Gardner Francis Cooper Fox (20. maj 1911–24. december 1986). Her portrætteret af Gil Kane
I den forstand var Howard ikke så langt fra Tolkien og Lewis, der ligeledes fandt et fjendebillede i den moderne kultur. ”The Machine”, som Tolkien kaldte det. Forskellen er, at de gode englændere skrev deres fantasyeventyr ud fra kristne moralforestillinger. Det gjorde Howard ikke. Han skabte sin fantasy under påvirkning af Nietzsche, og det gør verdener til forskel.
I stedet for at indpasse sine hovedpersoner i en eskatologisk kristen fortælling, som førnævnte Tolkien og Lewis, viste Howard barbaren som en eksistentialistisk figur, der står alene i verden og former den ved egen kraft. I Camusk forstand kaster barbaren sig ud i livet med en enorm appetit og gør kun, hvad han har lyst til. Om Nietzsche ville bifalde den popularisering af overmenneske-begrebet, er tvivlsomt, men sådan blev udfaldet hos Howard. Og resultatet er barbargenren, som vi kender den.
Men nu til barbaren Kothar og bogen det egentlig handler om. Modsat Howards Conan-univers, der udspiller sig på i en mytisk fortid, tager Gardner Fox os med ud i en fjern, fjern fremtid. Her i dette vildsomme land, der ligner Conans barbarunivers til forveksling, tumler den enorme kriger Kothar omkring og sælger sine kampevner til den højestbydende.
Paperback, Starbooks 1970
Som sagt er Kothar: Barbarian Swordsman første bind i en serie på fem bøger. Sikkert som en form for loyalitet overfor Howards gamle pulphistorier er der ikke tale om en roman, men tre noveller. Første historie er den længste, og her introduceres Kothars verden. Fox får også allerede her lagt skabelonen for de kommende fortællinger om barbaren.
Det forholder sig nemlig sådan, at vi kommer ind i Kothars liv, netop som barbaren må sande, at han er den sidste overlevende på en slagmark. Han har kæmpet for Dronning Elfa, men hendes tropper er blevet udraderet. Kothar fortrækker, hårdt såret, fra valpladsen, men bliver forfulgt af fjenden. Hans flugt fører ham ind i en skov, hvor han opdager et gammelt bygningsværk. Er han mon på magisk vis blevet kaldt til bygningen? Naturligvis er han det, og bygningen er intet mindre end en oldgammel krypt, hvor nekromantikeren Afgorkon ligger ikke død men sovende.
Afgorkon kommer til live, da Kothar render ned i hans gravkammer, og nekromantikeren giver Kothar et tilbud, han ikke kan afslå. Barbaren får tilbudt det magiske sværd Frostfire, der vil gøre ham til en endnu bedre kriger. Hagen ved dette er, at den, som bærer sværdet, ikke kan eje andet. Kothar accepterer gladeligt, men som det skal vise sig, handler han måske overilet.
Paperback, Leisure Books 1973
Takket være sværdets magi mister Kothar sine ejendele. Det betyder, at han forarmet må fortsætte med at sælge sig selv som lejesvend for at overleve. Han kan ikke skille sig af med sværdet, der vel må betegnes som forbandet, og han kan ikke slå sig ned, fordi han ikke kan holde på noget. Det gælder i øvrigt både rigdom og venskaber.
Til det må man så også føje, at den heks, Kothar bekriger i første historie, ganske vist bliver overvundet i sidste ende, men hun fortsætter med at plage Kothar som en form for gespenst, der helt sikkert også vil komme til at figurere i de kommende bind.
Kothars verden er fyldt med blodig vold, lumre kvinder og livsglæde. Det er svulmende pulp med monstre og kamp fra ende til anden. Kothar får ganske enkelt ikke et eneste regulært pusterum i bogens tre noveller. Han hakker sig igennem talløse modstandere og gør det med største glæde. Fox har ikke samme digteriske aspirationer som Howard og sværmer tydeligvis heller ikke i samme grad for edda-digtningen som Howard. Det betyder, at Fox har en noget mere nøgtern stil. Samtidig har Fox fundet stor inspiration i arturiske motiver.
Paperback, Librairie des Champs-Élysées 1976
Den forbandede Kothar er tydeligvis modelleret over stakkels Parsifal, og hele tonen i bogen kredser omkring en middelalderlig terminologi. Trods det faktum, at Conan har stået model til et og alt i novellerne, har Kothars verden således nogle andre nuancer, som giver bogen en smule originalitet. Ikke meget, men lidt. Præcis nok til, at man ikke kan afskrive den som rent plagiat.
Kothar: Barbarian Swordsman er en af de bøger, jeg ville ønske, jeg havde opdaget for mange år siden. Den går rent ind hos mig nu, men som dreng ville jeg have elsket den. Novellerne om Kothar er uforskammet underholdende kamp og kage. Vold, blod og sort magi af højeste kaliber. Ganske vist er tonen højstemt og stedvist pinligt banal, men hvor er det dog underholde. Længe leve den dårlige smag. Jeg glæder mig til at læse de kommende bind!
Filed under Novellesamling
Lin Carter er på mange måder en kontroversiel forfatter, der har delt vandene. I sit relativt korte liv, på kun 58 år, skabte han sig en karriere som redaktør og forfatter af genrelitteratur såvel som meget andet. Det særlige ved Carter er, at han gjorde en dyd af at kopiere andres stil. Det vil sige, at Carter bevidst forsøgte at efterligne herrer som eksempelvis H. P. Lovecraft og Robert E. Howards sprog. Det har naturligvis skabt en hel del vrede læsere, der har følt Carters historier snyltede og udvandede forbilledernes værk. Det kan der være noget om, men for Carter har det at skrive i en specifik forfatters univers indebåret at bruge dennes stil og ordvalg, fordi det jo netop er det specifikke sprog, der i udgangspunktet karakteriserer det univers, der digtes videre på.
Belmont Books 1969. Den fine forside er tegnet af Jeff Jones.
Beyond the Gates of Dream fra 1969 er den første novellesamling, som Lin Carter udgav. Bogen består af otte fortællinger, som genremæssigt spænder over horror, science fiction og fantasy. Dermed indfanger samlingen meget fint det genrespektrum, som Carter opererede i. I den selvbiografiske indledning noterer Carter, at han faktisk slet ikke er nogen novelleforfatter. Han ser sig som en ”60.000 words and fifteen chapters”-forfatter, og når man kaster et blik på Lin Carters bibliografi, er det da heller ikke fordi, der er voldsomt mange noveller. På det punkt adskiller han sig tydeligvis fra den flok forfattere fra pulpmagasinernes storhedstid, der var hans livslange forbilleder og inspirationskilder.
Novellesamlingen adskiller sig fra de fleste andre antologier ved at være udstyret med et forord og et efterskrift samt en introduktioner til hver historie skrevet af Lin Carter selv. Den disposition er absolut fascinerende, og de introducerende tekster er faktisk langt mere interessant læsestof end mange af selve novellerne. De små indledninger giver samlingen en raison d’être, fordi vi får sat ord på tankerne bag historiernes udvælgelse. Indledningsvist kan Carter således på en sært tilbageskuende, næsten gammelmandsagtig facon se tilbage på en barndom med pulpmagasiner, film og tegneserier. Her iscenesætter han sig som drengen, der aldrig er blevet helt voksen og faktisk hellere vil drømme sig bort fra samtiden til sære verdener og bizarre fortællinger. Som Carter skriver: ”… there is more pure Magic for me in the single word ”SHAZAM!” than in any given half-a-book by William Burroughs or thirty solid minutes of listening to Bob Dylan or Brahms” (Belmont udg., s. 15).
Belmont Books 1969. Ganske kuriøst er det ikke de korrekte noveller, der beskrives på bagsiden. Man har ændret planer i forhold til bogens indhold og glemt at få skrevet nye tekster.
Alvoren bag synspunktet bliver efterfølgende nedtonet lidt, da Carter kommer med en længere liste over bøger og forfattere, han har ladet sig inspirere af. Grundlæggende har han dog meget lidt til overs for tidens nyere litteratur – Burroughs får endda endnu et syrligt huk med på vejen i en af de efterfølgende novelleintroduktioner.
Humor fylder en del i flere af fortællingerne, men Lin Carter har blikket rettet stift mod ældre genrefiktion, der står som skabelonen for hovedparten af hans prosa og poesi. Af den grund bliver det også svært med sikkerhed at fange Carters egen forfatterstemme, netop fordi han konstant taler med andres ord eller stil. Det gør sig allerede gældende i den gennemført pjattede ”Masters of the Metropolis”, en novelle Carter skrev sammen med Randall Garrett i 1956, og som faktisk er hans første professionelt publicerede historie. Novellen er en satirisk kommentar til den ærværdige science fiction-gigant Sam Moskowitz (1920-1997), der kom for skade at udtale, at Carters generation af forfattere ikke længere mestrede samme grad af eventyr og fantasi i deres fortællinger. Det provokerede den unge Carter og Garrett til et satirisk modsvar med Moskowitz i hovedrollen som ”Sam IM4 SF+”. I indledningen til historien fremstiller Carter spøgen meget hjerteligt og morsomt, men spørgsmålet er, om ikke det har haft en del mere brod end han vil stå ved? Samtidig kan man jo notere sig det ironiske i, at Carter mere eller mindre selv udtrykker samme pessimistiske synspunkter, som Sam Moskowitz i sin vurdering af 60’ernes litteratur.
Belmont Tower Books 1973.
Når pasticherne lykkes, skaber Lin Carter solide fortællinger med sans for tempo og drama. I “The Hand of Nergal” afslutter han eksempelvis en Conan-novelle, som Howard aldrig fik skrevet færdig. Historien har senere fået en hel del kritik, men for mig at se er det en ganske fin novelle, der udnytter et stærkt og ekstremt blodigt oplæg fra Howards hånd på bedste vis. Dog må man vel at mærke først acceptere, at han brygger videre på en anden mands tekst. I indledningen til novellen skriver Carter, at han brugte uhyggeligt mange timer på at studere Howards ordvalg, sætningsstruktur, navneformer og så fremdeles. Det giver os uden tvivl et indblik i den omhu, som Carter lagde i sine pasticher. Eller sagt på en anden måde, det var ikke for at gøre det lettere for sig selv, at han brugte andres udtryk. Det, tror jeg, er en pointe, der alt for ofte bliver overset i kritikken af Lin Carter.
Det for mig at se bedste bud på en pastiche og bogens bedste novelle generelt er ”Uncollected works”. Her tager Carter os med tilbage til århundredeskiftets science fiction eller fantastiske litteratur, om man vil, med en skikkelse som eksempelvis H. G. Wells lurende i kulissen. I historien har en ingeniør opfundet en maskine, der har til opgave at nedfælde alle sprogets tænkelige ordkombinationer. Til opfinderens overraskelse skiver maskinen ordenerne i en litteraturhistorisk kronologi. Den producerer med andre ord eksisterende litterære værker, begyndende med babylonske legender og derfra arbejder den sig op gennem tiden og ud i fremtiden. Novellen, der naturligvis er ret langt ude, er en bittersød refleksion over det at blive gammel. Her er Carter både poetisk og rørende. Han indfanger smukt en aldrende mands vemod ved tanken om alt det, han aldrig skal se eller opleve. Historiens melankoli er helt atypisk for alt andet i bogen, og måske netop derfor står den blændende stærkt.
Linwood Vrooman Carter (9. juni 1930 – 7. februar 1988)
Mere ærgerligt bliver det, når Carter i den korte gyser ”Keru” åbner med en fabelagtig spøgelsesagtig scene – han beskriver hvordan hovedpersonen opdager kadaveret af en forpjusket hund i vejsiden, på en ensom, måneoplyst nat. Billedet er afsindig stærkt. Jeg havde faktisk lidt svært ved at slippe det bag efter, men fordi Carter skal fortælle historien som klassisk pulpet, weird tale, kræver det en ”chokerende” afslutning, der efterlader novellen som et stykke komplet ligegyldigt prosa uden nogen form for originalitet.
Five Star Paperbacks 1973. Endnu et fint cover, dette er tegnet Jack Faragasso. Dog har det ikke nogen åbenlys relation til bogens indhold
Helt slemt bliver det imidlertid først i ”The Mantichore”, der er Lin Carters forsøg ud i episk Tolkien-fantasy. Historien er egentlig et uddrag af noget, der er tænkt som en roman. Fortællingen fremstår derfor lidt rå og ubearbejdet, men det forhindrer ikke Carter i at mønstre et uhyrligt antal Tolkien-klichéer, lige fra navne som ”Gondomir” til tåbelig ”middelalderlig” dialog, anakronistiske stavemåder og komplet overlæssede beskrivelser. Suk. Måske er det bare mig, der aldrig bliver nogen stor fantasy-fan, men her skraber Carter afgjort bunden. Pastichen har ingen troværdighed. Den står som dum efterligning, uden nogen selvstændig værdi. Det er ikke engang underholdende, fordi det latterligt omstændelige sprog kommer i vejen for handlingen.
Leisure Books 1977. Endnu et ganske fint cover uden relation til bogens noveller. Tegneren er mig ubekendt.
I sidste ende er det jo nok en smagssag, hvornår en af Carters pasticher lykkes, og hvornår de falder igennem. Hans forfatterhåndværk kan man ikke kritisere. Det kræver både sprogsans og disciplin at skrive, som han gjorde det. Det er vel også derfor, at han til trods for den megen kritik var et rigtig stort navn i 70’erne, som absolut var Carters glansperiode. Han leverede ganske enkelt præcis den vare, som læserne efterspurgte – om det så var Conan-action, Lovecraft-horror eller vintage science fiction.
Wildside Press 1999.
Som et lille kuriosum kan det afslutningsvis nævnes, at Lin Carter åbenbart så Beyond the Gates of Dream som første bind i en tilbagevendende serie. I efterskriftet gør han i hvert fald et stort nummer ud af alle de noveller, som han formentlig vil få sammensat til en ny antologi, som allerede skulle komme året efter – altså i 1970. Det skete ikke, i stedet udsendte han uhyggeligt meget and, og det er da absolut heller ikke sidste gang, at jeg tager fat i ham her på bloggen.
Novellerne:
Masters of the Metropolis, med Randall Garrett (tidligere udg. i 1956)
Owlstone
Keru
The Hand of Nergal, med Robert E. Howard (tidligere udg. i 1967)
Harvey Hodges, veebelfetzer
Uncollected works (tidligere udg. i 1965)
The Mantichore
Filed under Novellesamling
 | Martin til Drømmenes Pris har nu et … |
 | Janus til Drømmenes Pris har nu et … |
| Martin til Muttertag |
 | Jack J til Muttertag |
 | Henning Andersen til Nå men ellers ikke noget … |
frasortsand.wordpress.com 