Yog-Sothoth og Phssthpok The Pak

Dette er noget nyt på bloggen – en gæsteartikel. Artiklen er skrevet af selveste Henning Andersen, som de fleste, der følger med på vores danske blogs og hjemmesider om genrerelaterede emner, sikkert vil kende. Hennings flittige kommentarer og mange indsigter er således noget, man med rette lægger mærke til i den digitale verden. Henning sendte mig denne artikel og spurgte, om det kunne være noget for Fra Sortsand. Og det mener jeg bestemt, den er. Om du er enig i Hennings konklusioner i artiklen, betyder ikke så meget – det underholdende er nemlig her at lade dig rive med af den kontrollerede associationslavine, som teksten repræsenterer. Jeg erkender blankt, at jeg har en svaghed for formen, og jeg håber, at I vil synes, det er lige så underholdende.

 

Yog-Sothoth og Phssthpok The Pak

En roadmovie

Af Henning Andersen

Al menneskelig gøren og laden er udtryk for relationer. Således også forfattervirksomhed. Og påstanden om, at ”jeg skriver bare, hvad der kommer til mig” (hvorfra?) eller ”jeg skriver bare til mig selv” (hvorfor skal vi så læse det?) er og forbliver rent nonsens. Selvfølgelig står vi på skuldrene af ældre generationer, i ethvert af livets forhold. Kald det udvikling – kald det evolution. Kald det inspiration.

I det følgende vil jeg forsøge at afdække nogle relationer mellem to fiktive universer. Jeg skal dog med det samme indrømme, at udlægningen af det ene univers i ret høj grad baserer sig på de tolkninger, som Dyer og Danforth nåede frem til på ekspeditionen til Antarktis og Vanviddets Bjerge. Det er således udelukkende med udgangspunkt i reportagen herfra – renskrevet og udgivet af korrespondenten Howard Phillips – at den følgende sammenligning kan forstås. Derfor ikke i forhold til andre videnskabelige artikler begået af nævnte H.P. – altså en indledende disclaimer.

Med hensyn til det andet univers, vil det blive afgrænset lige så snart vi kommer videre. Så lad os komme det:

Lawrence van Cott Niven (født 30. april 1938) tog sig en bachelor i anvendt matematik, og et sidefag i psykologi, på Harvard. Og kiggede sig derefter ikke tilbage, idet han hellere ville skrive science fiction, under det mere terrængående navn ”Larry Niven”.

Lawrence van Cott Niven (født 30. april 1938

Det er da også gået knippelfint med det. Og manden er ikke engang kostforagter, idet han tillige har begivet sig ud i det fantastiske – Inferno (1976), f.eks. – og det sword & sorcery-agtige – The Magic Goes Away (1978) – endda det næsten-surreale i Svetz-historierne, der ligner science fiction, men er fantasy (eller også er det omvendt – som er samlede i The Flight Of The Horse, 1973). Og så er der sådan en mærkelig legering som romanen The Flying Sorcerers (1971) skrevet sammen med David Gerrold, og den synes at kombinere hele moletjavsen. Der er noget ” A Whiter Shade Of Pale” over den roman.

Larry Niven har skrevet sammen med flere forskellige forfattere. Udover nævnte David Gerrold, bør der nævnes Steven Barnes og ikke mindst Jerry Pournelle, medforfatter til Inferno, samt en langt senere fortsættelse, Escape from Hell (2009). Og herudover har han åbnet sit centrale univers til – mere eller mindre – fri afbenyttelse i den langstrakte Man-Kzin-Wars-antologiserie (begyndt i 1988 – seneste fra 2013), hvori både kendte som mindre kendte forfattere har fået lov at boltre sig. Men netop ”the Man-Kzin-wars” er et centralt begreb i Nivens stort anlagte Future-history: – Known Space. Hvilket også er en Past-history, idet udgangspunktet – bagud i tid – er intet mindre end Big Bang. Tidslinien kan ses i novellesamlingen Tales Of Known Space (1975). Og Known Space er et konfliktfyldt univers.

Mellemregningerne er ikke relevante i denne sammenhæng. Så påstanden er blot, at Known Space-universet startede med novellen The Warriors, og nu om dage befinder det sig i den blandede landhandel i Man-Kzin Wars-serien og Nivens egen udfoldelse i Fleet Of Worlds til Fate Of Worlds (2007-2013) – sammen med Edward Lerner. Hvilket ikke yderligere skal bremse os – bare skal det nævnes, at Fleet Of Worlds-serien hænger sammen med en opdagelse, der blev gjort af Beowulf Shaeffer i novellen At The Core (1966 – findes i samlingerne Neutronstar og Crashlander).

Tales Of Known Space, Ballantine, 1975. Forsiden er skabt af Rich Sternbach

Så ham skal der lige falde et par ord om: – Beowulf Shaeffer er – navnemæssigt – interessant, derhen at Niven – sammen med Steven Barnes (og Jerry Pournelle) – har skrevet Heorot-serien (startende i 1987). Og i den sammenhæng kunne man komme ind omkring J.R.R. Tolkiens yndlingsværk: – Bjovulfskvadet. Og man kunne komme ind omkring Ringenes Herre og alt sådan noget. Men det gør vi ikke. Vi nøjes med at konstatere, at de ”grendels”, der optræder i Heorot-serien ikke har noget at gøre med Known Space-novellen Grendel (1968 – findes i Neutronstar). Vi konstaterer samtidig, at tropen om den lurende fare i dybet – hvadenten i Jordens inde, eller på søens bund, eller i psyken – synes at være en immanent trussel i verdensforståelsen. Universets iboende fjendtlighed. Alverdens farer lurer lige om hjørnet.

Vi vil nu træde henover nogle genre-afgrænsninger (muligvis nogle ligtorne og andre slags ømme tæer), og se en lille smule på en herre ved navn Howard Phillips Lovecraft (1890-1937). Næppe helt ukendt. Og allerede nævnt som formidler af fiktive opdagelser i det indre Antarktis.

Denne – udi egen overbevisning – gentleman konstruerede flere universer, men fremfor alt burde Cthulhu-universet være kendt. Man kunne også pege på ”Re-animator”-universet; en slags gendigtning af Frankenstein-myten, uden patchwork. Eller på ”Dream-quest”-universet, der læner sig op af noget William Morris eller Lord Dunsany, hvilket måske har betydning i nærværende forsøg på sammenligning af nogle helt andre forhold. Derfor præsenteret.

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Et resumé af Cthulhu-mytekomplekset (i henhold til Dyer og Danforth): – Da Jorden var ung og gold, kom der – gennem verdensrummet – en race af intelligente skabninger, kaldet The Old Ones, der ønskede sig et refugium fra det samfund de var flygtet fra.

Gennem millioner af år skabte dette folk ikke bare livet på Jorden, men tillige ”servants” og ”beasts of burden”, kaldet shoggoths. Gradvist begyndte disse shoggoth’er at opnå bevidsthed, og gøre oprør. Og for at det ikke skal være løgn, blev The Old Ones samtidig trængt af ”guden” Chtulhu og dennes kohorter. Men The Old Ones fandt en måde, at ”fængsle” Cthulhu til bunden af Jordens oceaner, men gik så selv til grunde. Tilbage er der ”shoggoths” og den ”lænkede” Cthulhu i dybet.

Og derefter gik millioner af år atter hen, indtil en ekspedition undersøger det indre Antarktis (se At The Mountains Of Madness, 1936, hvorfra udlægningen, som sagt, er hentet).

At The Mountains of Madness, Astounding Stories 1936

Lovecrafts Cthulhu-univers indeholder desuden et hav af andre entiteter, lokaliteter og rariteter, ikke mindst bøger og dokumenter. Necronomicon er kun én af mange.

Tilbage til Niven, for en kort bemærkning: Udover Kzinti – en slags løve-aliens, hvoraf kun hannerne er intelligente (hvad der så ellers kan udledes af det) – findes der, i Nivens Known Space-univers, de øretæveindbydende ”Puppeteers” – trebenede heste med to slangehoveder – der er benhårde forretningsmænd, men paranoide af natur. Der er ingen modsætning i det: – psykopati er tre fjerdedele af profittænkning. Og tre fjerdedele af psykopati er paranoide overbygninger.

Thrint, kunstner Wayne Barlove, Workman Publishing Company, 1979

Derudover er der Kdatlynoerne – der er blinde, men orienterer sig ved en slags radar (Det er en kdatlyno, der optræder i novellen Grendel). Der er Outsiderne, beskrevet som ”nihalede katte”, der besidder rumskibe med ”reaction-less drives”. Der er Groggerne – fastsiddende pelskegler, der lokker føden til sig via telepati. Pak’erne, som vi vil komme tilbage til. Og Bandersnatschi – intelligente kæmpeorme. Samt andre underligheder, som f.eks stjernerejsende kæmpeæg med vinger.

Snark eller boojum eller Elder Thing – bestem selv

Bandersnatchi er ikke udødelige, men de er uforanderlige – deres kromosomer er så store som en tommelfinger, hvilket i henhold til Niven skulle kunne forhindre mutation forårsaget af stråling (Hvorfor er vi ikke overbeviste?). Altså generelt ret svære at slå ihjel. Hvilket skyldes, at de er kunstigt skabte.

– Navnet på disse mega-maddiker er i øvrigt hentet fra The Hunting Of The Snark (1876), et såkaldt nonsens-digt begået af Lewis Carroll (ham med ”Alice i Eventyrland”). Snarken har i alt tre fremtrædelsesformer, i ”The Hunting”, og de to øvrige er ”Juju-fuglen” og ”Bandersnatchen”! –

Bandersnatchi er skabt af tnuctipun: en race, der for milliarder af år siden blev slaver i Thrint-Imperiet. Thrint’erne var telepatiske og krigeriske, men med tiden blev de udryddet af tnuctipuns biologiske våben, i et gigantisk slave-oprør. Resterne af dette oprør er såkaldte ”stasis-bokse” (der indeholder tidsfrosne genstande), samt – som nævnt – bandersnatchi og muligvis Groggerne og Stage-trees (raket-træer).

Man-Kzin Wars, Baen Books, 1990

Vi skal lige vende tilbage til Pak’erne. Disse er ”voksne” udgaver af menneskeheden, og ligner mest af alt nøgne kæmpepapegøjer med leddegigt. Og det er deres ”skyld”, at vi findes – hvilket man kan læse i Protector (1973). Om de nu er opstået på baggrund af Thrint-Tnuctip-krigene, eller blot som konsekvens af nogle central-galaktiske strålingsforhold, skal være usagt. Men de byggede i hvert fald Ringverdenen! – og skabte menneskeheden, ved noget der nærmest var en fejl. Eller i hvert fald et projekt, der ikke kunne følges til dørs, eftersom Livstræet ikke kan vokse i Jordisk jord, hvorfor vi aldrig bliver voksne Pak’er.

Jeg skal ikke undlade en bemærkning om, at Pak’ernes livscyklus på en eller anden måde er et ekko af noget centralt i Svetz-historierne. I disse kan man gøre sig bekendt med, at en hval blot er en juvenil udgave af en Leviathan og en struds er en Fugl Fønix-teenager. Således er mennesket ikke at betragte som ”rigtigt voksent”, uden frugterne fra Livstræet. Men hér kommer vi ind omkring noget med Lawrence van Cott Nivens historie- og menneskesyn (jeg nægter at kalde det ”hans filosofi”), og den side skal ikke udfoldes, ligesom det heller ikke skal nævnes at i Edens Have var der to træer. Nej! Lad os holde os til skønheden.

Det vil naturligvis være komplet umuligt, at forsøge en 1:1-oversættelse af Lovecraft til Niven. Men hæng alligevel lige på for en skematisk skitsering – og en rutchebanetur.

Jinx, hvor bandersnatci lever, kunstner John Schoenherr, Analog 1975

Lovecrafts Old Ones flygter til Jorden, og skaber sig slaveracer. Desuden skaber de livet i havet, der siden bliver til os mennesker. Imidlertid bliver de angrebet af Store Chtulhu, der så – til dels – bliver slået tilbage af The Old Ones’ tjenere, der herefter vender sig mod deres skabere. Og vi sidder derfor som en lus imellem to negle. Shoggoths på den ene side – Cthulhu på den anden. Og vores skabere – The Old Ones – er uddøde.

Paperback, Ballantine, 1973. Forsiden er af Van Dongen

Nivens Thrintun gør de gen-geniale bioingeniører, Tnuctipun, til deres slaver, men genierne opfinder biologiske våben, der udrydder slaveholderne. I dette interregnum kommer Pak’erne indover, og skaber – ved en fejl – menneskeheden og prøver en imperiedannelse. Og igen er vi udsat – Pak på den ene side og Imperiets efterladenskaber på den anden.

Det korte i det lange er, at ligesom Tnuctipuns biovåben stadig findes i kosmos (f.eks bandersnatchier) – og ligesom stasisbokse kan indeholde thrint-våben, ja endda en Thrint (The World Of Ptavvs, 1966) – så findes der stadig shogotter og chtulhuider i vores verden, og ”stasis-boksen” hedder i det tilfælde ”dybt inde i Antarktis” eller ”helt nede på havbunden”. Læg dertil, at den eneste ”overlevende” Thrint blev fundet på havbunden (se World Of Ptavvs). Først troede man det var en statue, men det viste sig at være en Thrint i et ”stasisfelt”. Den ”thrint”, der render rundt på Jorden i denne roman, er dog et menneske der tror han er en Thrint. Bare for at gøre det indviklet.

Gods Of Pegana, Lord Dunsany. Tegnet af Willy Grasser 1923

Cthulhu befinder sig ligeledes på havsens bund – ”in sunken R’lyeh” – og har, ligesom en Thrint, tentakler omkring munden, og det første møde med ”ham” er en statuette.

Den eneste kendte Pak, Phssthpok, dør efter at have skabt Brennan-monsteret, som oprindeligt var et menneske, men nu har spist af Livstræets frugter og er blevet en slags Pak. Brennan-monsteret har ”adopteret” menneskeheden – men kan han, ene Pak, beskytte os mod andre Pak’er?

Bandersnatchi lever i det tågede kystlandskab på planeten Jinx, og indgår gerne i dueller med mennesker i kampvogne. Det er ikke altid kampvognen der overlever. Beskrivelsen af disse dueller ligner Sandormenes angreb i Dune, men den ligner sandt for dyden også det, der forfølger den Antarktiske ekspedition på de sidste sider af At The Mountains Of Madness.

Elsevier, 1977, Amsterdam

På et tidspunkt støder denne ekspedition på blinde kæmpe-albino-pingviner, og Danforth stiller sig spørgsmålet, hvilken rolle disse har spillet i evolutionen, om nogen. Pak’er ligner kæmpepapegøjer med dertil hørende næb. Jeg nævner det blot. Og det kan da også nævnes at Beowulff Shaeffer er albino (en sen slægtning til Elric of Melniboné? – forstyrrende association, undskyld).

I sagens natur aner jeg selvfølgelig overhovedet ikke om denne udlægning er hold- eller gangbar. Det er egentlig heller ikke det, det drejer sig om. For jeg er aldeles ikke ude i en påstand om, at Nivens Known Space er et plagiat af Chtulhu-myten. Så meget mindre, idet myten om en ”mythos” synes at være en senere konstruktion. Jeg er bare uhyre interesseret i laterale koblinger – ikke dem, hvor alt muligt minder om alt muligt andet. Derimod dem, der kunne påvise et fælles perspektiv på eksistensen. Og hér synes jeg at kunne ”føle”, at Lovecraft og Niven anskuer Universet på en overensstemmende facon. I hvert fald er det en ”perspektivering” jeg vil foreslå man lige giver et par minutters eftertanke.

At The Mountains Of Madness, BilberryCat, DeviantArt

Noget ret signifikant – efter min sølle mening – er de ret ”underlige” navne, som d’herrer gør sig til gode med. Det er den ”fremmedgørende” effekt af disse navne, der angiver distancen mellem ”det absolut fremmede” og ”det absolutte os”. Hvilket dog ikke er noget hverken Lovecraft eller Niven har fundet på. Man kan f.eks. pege på de mærkeligt navngivne lande, som Gulliver besøger; de besynderlige navne E.R. Eddison giver sine personer, samt navnene i Lord Dunsanys næsten psykedeliske pantheon. Længe før det ord blev opfundet. Og derefter kan man give sig i kast med en skalering af, hvem der er mest xenofobisk, hvis ”mærkelige navne” er en målestok.

Cthulhu Passing

Man kan selvfølgelig også bare blive okkult-spiritistisk, og f.eks påpege at Lovecraft døde i 1937 og Niven blev født i 1938 – halvanden måned og det havde været på årsdagen. Reinkarnation – any? Eller man kan sige, at det næppe ville være det mærkeligste, hvis den unge Niven havde læst noget Lovecraft. Så måske skal man mere se det ud fra bonmot’et at ”amatører lader sig inspirere – professionelle stjæler med arme og ben”. Heldigt nok for os.

At the Mountains of Madness, Classics Illustrated (check lige nummeret)