Nu skal vi ned i skraldespanden. Næsten helt ned til bunden, faktisk.
Engelske Graham Masterton begyndte sin karriere som ublu, fræk forfatter, der skrev gys til friske læsere, som foretrak deres spændingsfiktion med en solid dosis vold og sex. Sammen med landsmanden James Herbert stilede Masterton mod et aggressivt, lettere spydigt udtryk, der leverede hårdkogt fiktion og samtidig et godt grin. Den cocktail havde en grad af charme i Mastertons tidlige bøger, og han har holdt fanen højt siden de gyldne år i midten af 70’erne og skriver stadig præcis det samme som dengang. Den eneste forskel er, at Masterton er blevet ældre, og hans udtryk fremstår derfor også efterhånden som et levn fra fortiden, der mest af alt skræmmer, fordi det er ældet så absolut uskønt, som det er.
I The Painted Man fra 2008 møder vi den kæderygende, clairvoyante Sissy Sawyer igen. Masterton brugte hende også som karakter i romanen Touchy and Feely (2005), og nu er Sissy tilbage. Denne gang er hun kommet på besøg hos sin søn og sønnens forlovede Molly. Sissys søn er en jordnær forretningsmand, der er ved at arbejde sig ihjel. Molly og Sissy er af den stik modsatte støbning og kunne være søstre. Begge er frigjorte, spirituelle individer med smag for flagrende gevandter, røgelse og new age-mystik. Molly er kunstner, arbejder som illustrator og har en sidegesjæft som fantomtegner for politiet, hvilket er vejen ind i romanens historie.
Bogen åbner med et række hændelser, der i første omgang synes uden relation, men som vi kommer frem i handlingen, står det klart, at det hele bestemt hænger sammen. For det første køber Sissy en mystisk, gammel amulet til Molly som en afskedsgave, fordi Sissy snart skal rejse hjem igen. Molly elsker det antikke hængesmykke og tager det straks på. Det næste, der sker, er, at Molly opdager noget utroligt. Hun arbejder på nogle illustrationer til en bog, og de roser, hun netop har tegnet, er med ét blevet virkelige. Billedet har fået fysisk form, og blomsterne står pludselig som noget faktisk. Mystisk. Heldigvis er Molly og Sissy, som sagt, alternative typer, der tager det med nogenlunde ro. Den slags sker vel for alle en gang imellem?!
Nuvel. Molly tager også på arbejdet hos politiet, hvor der skal fremstilles en fantomtegning af en mand, der har overfaldet et par. Morderen dræbte manden, men kvinden overlevede. Molly får hurtigt fremstillet sit portræt af den særdeles modbydelige fyr. Hans ansigt er nærmest en maske; som var alle ansigtstræk brændt bort og det eneste, der er tilbage, er arvæv. Heldigvis er tegningen færdig i tide for få timer efter, at Molly har afsluttet arbejdet, slår morderen til igen. Denne gang slagter han en række tilfældige mennesker i en elevator.
Der går lidt tid, før Molly og Sissy får lagt to og to sammen, men gradvist går det op for dem, at de er de eneste to, som kan stoppe denne djævelske morder, der selvfølgelig må være blevet skabt, da Molly tegnede ham – altså præcis som blomsterne. Årsagen er naturligvis den gamle amulet, der er magisk. Det kunne måske lyde fantastisk nok i sig selv, men Masterton føjer endnu en utrolighed til plottet. Sissys afdøde mand var kriminalbetjent – den bedste betjent nogensinde, fornemmer man, og han er den eneste, der vil kunne løse sagen med denne bestialske fantommorder. Derfor tegner Molly nu også Sissys døde mand, som dermed vender tilbage til livet og nu hjælper dem med at løse sagen. At dette udløser en række logiske spørgsmål, skal jeg ikke komme ind på, for Masterton regner tydeligvis ikke med, at hans læsere tænker kritisk med.
The Painted Man er fuldstændig langt ude og sprænger enhver troværdighed, fordi de utrolige hændelser bliver accepteret af Molly og Sissy, som om det hele mere eller mindre er hverdag. Masterton banaliserer det mystiske fuldstændig og ender med et ufrivilligt komisk, for ikke at sige latterligt, resultat, som er mere fantasy end noget andet. Man tager sig til hovedet under læsningen, når vi hører Sissy og Mollys tåbelige, kværnende dialog og oplever bogens øvrige, nærmest karikerede persongalleri. Ikke mindst de hårdkogte betjente tager prisen som tåbelige klichéer.
Det eneste forsonende ved romanen er, at Masterton fanger noget ægte ubehageligt i denne morder, som Molly slipper løs. Den ansigtsløse dræber beskrives som kogt. Hans hud er højrød, og han ligner en mand i konstant smerte. Dette, blandet med morderens afsindige vrede, er et stærkt motiv, som desværre drukner fuldstændig i den helt og aldeles forvrøvlede historie.
Den brutalitet, som morderen udviser, er typisk, blodigt splat fra Mastertons side. Blodet sprøjter og lemmerne flyver, når morderen går løs. Disse scener står også i kontrast til Mollys og Sissys hyggesnak, hvilket formentlig er et helt bevidst greb fra Mastertons side, men i stedet for at højne drabsscenernes intensitet, bidrager snakken bare til bogens tåbelighed.
Romanen må absolut være en af de ringeste bøger, som jeg har læst meget længe. Ikke at den er kedelig. Bestemt ikke, men der er tale om en fortælling, som er så ubegavet, at den kunne være en parodi. Det er den imidlertid ikke. I de senere år har Masterton mere eller mindre specialiseret sig i overnaturlige thrillere eller krimi-gysere med okkulte elementer, og han har tydeligvis en fast kreds af læsere, der følger ham. Hvem de er, og hvorfor de læser romanerne, er mig en gåde, men de er derude.
Jeg vidste da også på forhånd, hvad jeg gik ind til, da jeg åbnede bogen, og jeg må indrømme, at en lille djævel i mig faktisk så en smule frem til at blive forarget over romanens elendighed. Den djævel fik sit ønske opfyldt, og måske det er meget sundt engang imellem at dykke helt ned og rode i bundfaldet. Det sætter tingene i perspektiv og minder os om, hvor uendelig dum genrefiktionen kan være, når den udfoldes i de forkerte hænder, men samtidig også hvor rig og begavet den kan være hos andre.
frasortsand.wordpress.com 