Ira Levin, Rosemary’s Baby (1967): Et satanisk syndefald

Paperback, Pan Books 1968

Rosemary’s Baby er en fascinerende bog, fordi den på den ene side er en særdeles velgennemtænkt roman, og på den anden side har den haft en enorm efterklang i populærkulturellen, der i virkeligheden har været med til at overskygge romanens egentlige indhold. Bogen var en øjeblikkelig bestseller, da den udkom i 1967, og Polanskis filmatisering fra ’68 var efterfølgende med til at cementere romanens status som et af sen-60’ernes mest indflydelsesrige, skønlitterære værker.

Bogen og filmen indledte nemlig mere eller mindre det sataniske boom, der pludselig kom til at gennemsyre alt fra krimier og komedier, til gys og gru. Satan blev ganske enkelt et af tidens bedst sælgende emner. Og ganske overraskende holdt temaet ved. Vi skal faktisk helt op i 70’ernes anden halvdel, før det djævelske emne begyndte at miste momentum.

Paperback, Pan Books 1968

Nu må man ikke være blind for, at meget lå in spe, da Levin udgav sin lille roman i ’67, og naturligvis trak Levin på ting, der lå i tiden. At påstå, at han egenhændigt ”opfandt” den moderne sataniske gyser, er derfor at skyde over målet, men Levin var den, der skabte udgangspunktet.

På baggrund af den reception kan det virke paradoksalt, at romanen i virkeligheden handler meget lidt om satanisme og djævledyrkelse. Faktisk er selve den okkulte del af romanen, der har betaget læsere lige siden, bogen så dagens lys, egentlig kun et virkemiddel, der med Levins vanlige sorthumoristiske pen understreger bogens tema om personlig frihed, social arv og kvindesyn.

Ira Levin (27. august 1929 – 12. november 2007)

Men lad os først, for en god ordens skyld, få handlingen på plads. Det unge par Rosemary og Guy Woodhouse flytter ind i den gamle ejendom The Bramford i New York. Guy er en skuespiller, der arbejder på at få hul på karrieren, og Rosemary er hjemmegående husmor. De har tænkt på at få børn, men Guy har indtil videre afvist det. Der går imidlertid ikke ret lang tid efter, at de er flyttet ind i den nye lejlighed, før lykken tilsmiler det unge par. Guy har held med at få nogle gode roller, og de beslutter sig for at forøge familien.

Imens alt dette står på, knytter Rosemary og navnlig Guy tætte bånd til det gamle ægtepar Minnie og Roman Castevet i nabolejligheden. Faktisk så nære bånd, at det ældre par kommer til at spille en stadigt større rolle i Rosemarys og Guys liv. Gradvist overtager Roman og Minnie kontrollen med den gravide Rosemary, der efterhånden sygner hen til en udpint nikkedukke, der gør, hvad hun får fortalt. Det skyldes ikke mindst, at graviditeten er smertefuld og tager hårdt på Rosemary. Alt burde sådan set være så godt, men det gamle ægtepars omklamrende opførsel og den følelse af indre uro og ubehag, som Rosemary oplever, bliver stærkere og stærkere. Noget er galt, og da den grufulde sandhed endelig går op for Rosemary, er det for sent. Hun sidder i den diabolske saks.

Hardcover, Random House 1967. romanens 1. udg.

Jeg har tidligere skrevet, at der er klare paralleller mellem Rosemary’s Baby og Levins senere The Stepford Wives (1972). Faktisk så klare paralleller, at Rosemary’s Baby kan ses som et forstudie til den efterfølgende roman. Ikke at forstå sådan at Rosemary’s Baby er mangelfuld i forhold til den senere bog, snarere forholder det sig sådan, at Levin gør sine pointer endnu tydeligere i The Stepford Wives.

Hvad er det så, Levin vil fortælle os med Rosemary’s Baby? Som med Stepford Wives handler bogen grundlæggende om forholdet mellem mand og kvinde i det moderne samfund. Det handler om kønsroller og sociale værdier. Det moderne menneske vil realisere sig selv, hvilket fordrer en grad af personlig frihed og et handlerum, der nødvendigvis vil føre til fravalg af klassiske, konservative familieværdier. Præcis det problem udstiller Levin i begge sine stærke romaner.

Paperback, Dell 1968

Rosemary’s Baby handler om frihed og retten til individualitet. Unge Rosemary er en mønsterbryder, der er sluppet fri af en streng religiøs opdragelse og genopfinder nu sig selv i det spraglede New York. Det opleves bedst gennem hendes frigjorte veninder, der fungerer som et konstant spejl i bogen. Først er Rosemary på bølgelængde med veninderne, men som handlingen skrider frem, vokser kløften mellem de uafhængige damer og Rosemarys mentale og fysiske fangetilværelse.

Rosemary vil være en moderne mor, der både kan være smart og moderlig på samme tid. Det viser sig imidlertid at være umuligt, fordi Guy vælger at ofre Rosemarys frihed til fordel for sin egen frihed og ønsket om en karriere. Levin spidder her iskoldt et for 60’erne klassisk maskulint adfærdsmønster.

Hardcover, Spaarnestad 1968

Guy har måske på overfladen fremstået som moderne, hip ung mand, men hans forankring i forældregenerationens forstenede værdisystemer bliver åbenbaret i det øjeblik, han står over for at skulle afgive plads til Rosemary. Det eneste forsonende ved Guy er, at han er sig fuldt bevidst om sit svig og åbenlyst skammer sig. Der er et omvendt syndefaldsmotiv på færde her, hvor Guy træder ind i rollen som den fristede part, der lader sig forføre af Djævlens løfter.

Hvor mændene i Stepford løser problemet ved bogstaveligt at bygge deres egne kvinder, er Levins greb om samme tematik mere subtil i Rosemary’s Baby. Her bruger han nemlig de aldrende hekse og satanister, der befolker The Bram, som parodisk metafor for den gamle generation, der sluger ungdommen med hud og hår og påtvinger dem deres værdier.

Paperback, Pan Books 1968, 2. udg.

Rosemary står romanen igennem over for valg, og selv om hun forsøger at slippe ud af heksenes konforme greb, kan hun ikke, fordi Guy bevidst manipulerer hende ind i rollen som stavnsbunden husmor. Og det værste ved det hele er, at Rosemary til en vis grad frivilligt går med på legen. Hun ser ikke faresignalerne, fordi en del af hendes ophav ønsker at bekræfte præcis de kønsrollemønstre, som Guy og satanisterne i smug bygger op omkring hende.

Det er derfor også vigtigt, at det er Rosemary, som gerne vil flytte ind i The Bramford. En bygning der, som Levin skriver, ejes af kirken ved siden af, og nærmest fremstår som gotisk kloster i beskrivelserne. Vel at mærke ikke et kristent kloster, men et satanisk kloster, hvor alt hengemt og mørnende bliver dyrket – anført af den sataniske pater familias Roman Castevet – en form for småborgerlig antipave, hvis næstekærlighed visner og kvæler alt ungdommeligt liv i Rosemary.

Paperback, Bruna 1968

Romanen er én lang deroute for Rosemary. Et fald, der afklæder hende den hårdt tilkæmpede selvstændighed, som hun havde fået opbygget. For at få hende derhen må hun nedbrydes, og det sker gennem en serie af systematiske overgreb fra Guy og hendes omgangskreds i The Bram.

Et formidabelt, tidligt billede på dette er, da Minnie hænger den stinkende amulet med ”tannisrod” om halsen på Rosemary (s. 61). Her beskriver Levin eminent, hvordan amuletten falder ned mellem Rosemarys bryster som et fremmedlegeme. Stærkere kan det nærmest ikke siges. Amuletten lægger sig befamlende opad Rosemarys køn og gør krav på hendes krop. Senere bliver det også til en egentlig voldtægt, men så meget er sket op til da, at det fysiske overgreb blot synes at være en forlængelse af de dybe svigt, som Rosemary har været udsat for.

Paperback, Altın 1971. En tyrkisk udgave af romanen

Voldtægten er imidlertid et vigtigt vendepunkt i romanen, fordi Rosemary på det tidspunkt endegyldigt mister herredømmet over sin krop. Fysisk er hun lænket til The Bram og det dukkehjem, som Guy har fået plantet hende i. Præcis som Joanna i Stepford. Og præcis som hos hendes søster i Stepford giver Levin os til sidst et blik på resultatet af heksenes arbejde. Som satanisk maestro løfter han sløret for det slutprodukt, som ”heksene” i The Bramford har skabt.

Han viser os det ultimative perverse paradoks. Rosemary er nedbrudt og ødelagt, men hun er også blevet mor, præcis som hun drømte om. Barnet, hun har født, er udsprunget ud af et sygt, dysfunktionelt forhold, men det lille liv er stadigvæk hendes og fortjener kærlighed. Levin kontrasterer således moderkærlighedens skønhed med situationens hæslighed. Barnet skulle aldrig være blevet til, men Rosemary kan ikke andet end at elske det, nu hvor det er der. Til stående applaus fra satanisterne siger Rosemary farvel til alt det, hun drømte om og flytter ind i det fængsel, som hun ikke kan andet end at elske – også selv om det djævelske barn er roden til al hendes ulykke.

Paperback, Fawcett Crest 1973

Levins bidske sociale, sorthumoristiske kommentar er skåret som okkult thriller, og netop thriller-elementerne har da også været så stærke, at de har overskygget de tonstunge pointer, der gemmer sig bag den på overfladen så forførende sataniske metafor. De sataniske elementer er og bliver imidlertid ikke andet end staffage i romanen. Men derfor kan man jo godt holde af det alligevel.

Paperback, Pan Books 1980

Hardcover, Easton Press 1995. En nyere luksusudgave af romanen

Paperback, Signet Books 1997

Paperback, New American Library 2003

Paperback, Pegausus Books 2010

Paperback, Constable and Robinson 2011