Paperback, Picador 1991. Forsiden her prydes af Marshall Arismans ikoniske maleri, der ubetinget har fanget Patrick Batemans ikke-person. Bravo!
Elsket, forhadt, rost og kritiseret: Bret Easton Ellis’ American Psycho har fået rigtig mange ord med på vejen, og nu vil jeg da også lige føje lidt til hoben. Romanen om den dysfunktionelle Patrick Bateman med de morderiske tendenser behøver i virkeligheden næppe megen introduktion, men lad os da lige få handlingen på plads alligevel.
Igennem en række korte, sceniske kapitler skildrer romanen den unge forretningsmand Patrick Batemans liv på Manhattan. Han arbejder på Wall Street, tjener kassen og er stille og roligt ved at brænde mentalt sammen. Som bogen skrider frem, bliver Batemans opførsel mere og mere excentrisk. Indledningsvist kan man bare notere sig hans besættelse af tøj, materielle goder, sex og letbenet TV-underholdning, men gradvist bobler der også en smag for mord og lemlæstelse op til overfladen. Bateman har nemlig appetit på andres smerte, og som bogen skrider frem, bliver det morderen Bateman, der kommer i fokus. Ludere, hjemløse, børn, tilfældigt forbipasserende og selv venner og kolleger kan ikke vide sig sikre for Batemans blodtørst, der fører ham længere og længere ud. Så langt, at da vi forlader Patrick i sidste kapitel, må man forvente, at spillet snart er ude for ham.
Paperback, Picador 1991
American Psycho blev en bestseller, der gik verden rundt og chokerede læsere med sine pågående skildringer af Batemans morderiske excesser. Den blev et fænomen, der i nyere tid måske bedst kan sammenlignes med den diskussion, E. L. James’ Fifty Shades of Grey har udløst. Desværre må man også notere sig, at myten om American Psycho hurtigt fik sit egen liv og kaprede forståelsen af romanen. Romanen er således oftest forstået i lyset af de polemiske diskussioner om skildringen af vold, sex og Ellis kvindesyn, som bogen udløste end på grundlag af den egentlige tekst.
Kigger man bag al den polemik og virak, der omgærder romanen, må det i hvert fald konstateres, at American Psycho’ status som enestående værk synes noget tvivlsom. Romanen er en sort, sort farce, der med et tegneserieunivers af surreale dimensioner fjerner sig fra enhver realisme og gør sig morsom på 80’er-yuppiernes bekostning. Bret Easton Ellis ser hånligt, parodisk tilbage på det forgangne årti og latterliggør de stortjenende forretningsmænd på Wall Streets fladpandede materialisme. Han spidder dem som tanketomme kar, der styret af libido og grådighed kræver mere og mere, mens de træder alt under dem i stykker på deres vej frem.
Bret Easton Ellis (født 7. marts 1964)
Drevet af manglende idealisme og ideologi handler det kun om penge, magt og udseende – alt andet er irrelevant i yuppiernes univers. For Ellis er det en syg livsindstilling, som fører til fremmedgørelse og håbløs tomhed. Faktisk er tomheden så stor, at Patrcik Bateman, som en anden teenager, er nødsaget til skære ikke i sig selv, men i samfundet for at mærke det og føle interaktion med sine medmennesker. Budskabet sættes med andre ord på spidsen, men billedet er potent. Og Ellis har en fest, mens hans skildrer Batemans patologiske eskapader, der alle kan opfattes som desperate nødråb fra det dybt lidende menneske Patrick, som er fanget i et yuppie-monsters krop.
Alt dette er der kommet en særdeles morsom bog ud af, der med sine konsekvent underspillede humor stedvist er stærkt latterfremkaldende. Som når Bateman beskrives siddende nøgen foran fjernsynet med en halskæde af sine ofres fingre om halsen, mens han spekulerer på, hvilket nyt stereoanlæg han skal købe, eller når han sagligt gennemgår Huey Lewis and the News’ diskografi album for album og ophøjer deres kønsløse radiorock til en kunstnerisk magtpræstation. Satiren er tonstung, men åbenbart ikke tungere end at den er gået hen over hovedet på mange læsere, der ikke forstår voldens karikerede Tom og Jerry-dimensioner og fremstiller bogen som dyster horrorroman eller bestialsk morderportræt.
Paperback, Random House 2006
Umiddelbart virker romanen da heller ikke ligefrem som komedie, fordi bogens fremstillingsform er iskold og distanceret. Bateman er fortælleren, og det er Batemans oplevelser af verden, der viderebringes i kapitlerne. Dermed får vi ikke alene lov til at følge hans fantasier og overvejelser om alle de ugerninger, han gerne ville begå, vi kan også følge Batemans endeløse litanier om det tøj, han selv går i og det tøj hans omgangskreds bruger. Alt opregnes nøje fra top til tå for at understrege at han Bateman aldrig ser dybere end overfladen. Joken er konsekvent gennemført og skrevet næsten brutalt nøgternt og omhyggeligt. En nøgternhed, der naturligvis viser, hvor syg Bateman er, men som også tjener til at skubbe ham længere væk fra læseren, fordi det ganske enkelt er umuligt at relatere til ham som menneske af kød og blod, præcis som hans handlinger konstant svæver i grænselandet mellem fantasi og virkelighed, og derfor også bliver mere og mere umulige.
Romanen er absolut underholdende læsning, men noget mesterværk er den bestemt ikke. American Psycho åbner med et for bogen relativt langt kapitel, hvor Patrick, Patricks kæreste og nogle venner spiser middag sammen. I løbet af dette første kapitel får Ellis stort set præsenteret alle sine pointer med romanen og brugt de stilistiske greb, der karakteriser de følgende kapitler. Efter de første sider er alt med andre ord en gentagelse af den samme pointe, som igen og igen hamres ind i læserens bevidsthed. Den eneste forskel er den stigende voldsomhed i Patricks adfærd, men det i sig selv er sådan set også bare udtryk for bogens tematiske cirkelgang.
Paperback, Picador 2012. En særlig jubilæumsudgave af romanen
For mig at se er der imidlertid et større, fundamentalt problem ved American Psycho, som ligger i selve bogens samfundskritik. Der findes ikke noget så let i verden som at udstille en allerede forhadt person eller samfundsgruppe. Yuppierne – hvis de nogensinde har eksisteret uden for arketypernes eventyrland – var en universelt forhadt gruppe i 80’erne. Alle kendte dem, alle hadede dem og dem, der identificerede sig med yuppierne, elskede rollen som rige røvhuller, der kunne opføre sig som de ville, og dermed lignede de i virkeligheden en borgerlig spejling af den engelske punkbevægelses asociale tenderser. Når Ellis stiller skarpt på yuppierne, er det med andre ord et mål, der på forhånd er ramt, og hans pointer er alle de sædvanlige fordomme, som vi kender til hudløshed – hos Ellis har de bare fået en noget mere grotesk indpakning end sædvanlig. Bogen bekræfter derfor bare noget, som de fleste i forvejen mener og tror.
American Psycho har dermed noget overfladisk, letkøbt over sig. Pointerne er tydelige og enkle, hvilket uden tvivl har fremmet bogens bestsellerpotentiale. Men hvis man skal tage romanens samfundskritik alvorligt, må man sige, at Ellis forfejler sit mål helt og aldeles. Han udstiller yuppierne for deres sanseløse materialisme og åndsløse adfærd, men ignorerer det forhold, at yuppie-idéen sådan set bare er det kondenserede udtryk for det kapitalistiske forbrugersamfund. Altså at yuppierne er den yderste konsekvens af en kultur, vi alle er en del af. I stedet for at stille skarpt på forbrugersamfundets som sådan, vælger han at slå ned på et marginalt, i forvejen ugleset segment og skaber en os-og –dem-forståelse, hvor vi læsere kan grine af yuppierne.
Sagen er bare den, at vi ikke er et hak bedre end yuppierne, fordi vi alle er fedtet ind i samme kultur. Den store, masseforbrugende dig-og-mig middelklasse er i virkeligheden den helt store synder, som bærer alle de mærker, Ellis håner den lille yuppie-klub for. Vi er alle yuppier i det små, men det glemmes bekvemt, når vi kan grine af nogen, som er meget værre end os selv. Det er en ussel retorisk stil, som gør Ellis til intellektuel kujon og American Psycho til et skinhelligt projekt. En skrækbog til middelklassen, der kan blive bekræftet i, at deres værdier og holdninger er gode, som de er.
Vil man kritisere forbrugersamfundet, må man gribe ind i hjertet af systemet. Det gør Ellis ikke, og romanen bliver derfor præcis lige så overfladisk og tyndbenet som de talkshows, Patrick Bateman er så glad for. Jeg kunne være fristet til at se det som en pointe fra Ellis’ side, men det næppe. Bogen rammer skævt og lefler for middelmådigheden i os alle.
Paperback, Pan 2011
Elllis er absolut en kompetent herre, der med sin skarpe ironi og snerrende sarkasme skriver både underholdende og læseværdigt. Og American Psycho er skam læseværdig, det er bare synd, den har fået den status, den har, for romanen er blevet blæst op til meget mere end den kan bære. I stedet burde vi hylde Ellis for den fine, fine debutroman Less than Zero fra ’85, der i langt højere grad synes i kontakt med det miljø og de mennesker, han skildrer. Her fornemmer man, at Ellis er en til en med de mennesker og tematikker, han udstiller, og gør alt det rigtigt, som American Psycho ikke formår.
Paperback, Pan 2002
Paperback, Pan 2000
frasortsand.wordpress.com 
Til dels enig – til dels uenig. Enigheden kan vi lade ligge; den er der alligevel aldrig kommet noget kreativt ud af. Omvendt skal jeg heller hverken forsvare Ellis eller romanen, der – skal vi være ærlige? – sine steder er en udholdenhedsprøve, hvor man har lyst til at råbe: “Jatak! Det er feset ind!”
Men der er et lag – eller rettere: der er lagene – af vakuum. Jeg tror ikke, at Ellis så meget ville gøre grin med yuppierne, som at bruge “ikonet” som metafor for (d)et (amerikanske) samfund, karakteriseret ved “fravær(d)”. Og i den forbindelse tror jeg heller ikke, at Ellis solidariserer sig med os, der sidder i Toyataen, og håner de rige mors-drenge, der fræser forbi i BMW’en.
Det første spørgsmål er nemlig: – hvem er Patrick Bateman? Og svaret er, at Patrick Bateman er ikke nogen. Han HAR noget – penge, guccisko, armanijakker, rolex- og zirkon-ure, 1. udgaven af The White Album og en Al Pacino-autograf. Det er det der karakteriserer ham. Det han har. Hvilket burde få os andre til, at overveje om vi også – udelukkende – er karakterisérbare ved det vi har, og/eller spørge os selv hvorfor vi egentlig har det vi har.
Det andet spørgsmål er: – hvad gør Patrick Bateman? The Wall Street Shuffle, hvilket består af imaginære overførsler mellem imaginære selskaber. Og idet han meget hurtigt diffunderer til en yderst upålidelig fortæller, er svaret er måske at han heller ikke gør noget, andet end ud i egen fantasi. Og det er inde i disse fantasier, han undfanger den ideologi at folk der går i prada skulle have skallen flækket.
Det er således forbrugerismen Ellis kritiserer – forbrugersamfundet og overfladen. Og under denne overflade er der tomhed – vakuum. Sensorisk deprivation (hvor man begynder at hallucinere).
Jeg tror det er denne tomhed – dette vakuum (som iøvrigt også kan føles i Less Than Zero) – Ellis har bemærket og skriver sig ud af. For han er selv runden af et yuppie-segment; ikke Wall Street men medie- og underholdningsbranchen, og altså igen imaginære figurer i imaginære universer, med tendens til at blive betragtet som mere virkelige end virkeligheden. En tendens der også er ved at brede sig til Danmark. Personer, hvis claim to fame er… at de claimer til famen.
Tomhed og vakuum nedenunder. Støv og aske. Smoke and mirrors.
Nåja – når jeg nu har kuglepennen fremme. Man bør skelne mellem materialisme i filosofisk forstand og i vulgær forstand. Det samme gælder for idealisme. Det er nemlig min opfattelse, at American Psycho er en idealistisk roman, derhen at den kaster vrag på den materielle verden som noget i bund og grund værdiløst, som får folk til at begå de særeste handlinger. F.eks. at beklæde et kranium med diamanter. Der er bare det ved det, at den verden af vakuum og tomhed allerede fandtes, før Bateman tørnede ind i den. Og den verden var ikke skabt af idealisme, men af benhård kapitalisme – der som bekendt ernærer sig af råstoffer (ret materielt) og hårdt, fysisk, gerne underbetalt, arbejdskraft. Også ret materielt, skulle jeg mene.
Så det der svigter for Ellis er hans samfundsanalyse – fordi den ikke interesserer ham, eller fordi Patrick Bateman er et uafklaret aspekt af hamselv.
Hej Henning,
Tak for nogle meget væsentlige, kritiske, eftertænksomme synspunkter.
Bogen tematiserer afgjort et fravær af mening eller manglende åndelig tilstedeværelse – noget jeg forsøgte at indkredse med billedteksten under det første forsidebillede. Patrick Bateman er en skal, der kun er kendetegnet ved summen af de ting, han ejer. Og det gælder ikke kun Bateman – alle Batemans venner/fjender forveksler hinanden et væk. Ingen kan hitte rede i hvem, der er hvem, hvilket naturligvis bare understreger deres manglende identitet og individualitet. Det perspektiv kunne man sagtens gå længere med.
Jeg er helt enig med dig i, at Ellis ikke som sådan fraterniserer med en bred middelklasse, men for mig at se er Patrick Batemen en kommentar til en specifik ”type” i det amerikanske samfund. Han er forbrugersamfundets kondenserede ekstrakt; den kapitalistiske maggiterning. Jeg har derfor svært ved at se ham som metafor for Amerika som helhed, fordi bogen har så uendeligt få åbninger, der peger ud af Bateman og co’s lille verden på Manhattan. Bogen skildrer dermed også Bateman som skræmmebillede; en advarsel om ikke lade sig imponere af Batmens succes, fordi der ikke er noget inde bagved facaden. For at den kritik skal give mening, må Ellis selv stå et andet sted – i hvert fald rent ideologisk. Det ståsted kan han naturligvis kun selv redegøre for, så vidt jeg kan se, skriver han ud fra et klassisk middelklasseperspektiv. Altså kommer han indirekte til at stå på hold med os i Toyotaen.
Hvis man vil opfatte bogen som generel kritik af det amerikanske samfund som helhed, vil jeg mene, at Ellis greb i bogen bliver endnu mere problematisk, end jeg allerede synes, det er.
Hej Martin
Det er så hér enigheden begynder at indfinde sig. Og så bliver det straks umådeligt kedeligt. Men gud fader for, at jeg skal bestemme hvordan American Psycho skal læses, så meget mere som at jeg sådan set satte (amerikanske) i parantes, og muligvis skulle have skrevet “sub-kultur” istedetfor “samfund”.
Når jeg alligevel fastholder mit synspunkt, så er det netop fordi Ellis lige præcis mangler den samfundsanalyse, der kunne definere hans eget ståsted, hvilket gør at han er skibbruden. Min opfattelse af middelklasse-værdier kan eksemplificeres af Lille-Palle og “flyv ikke høj’re end vingerne bær'”, og den slags åndeligt vraggods. Jeg tror derfor (stadig?) at Ellis’ ideologiske ståsted (uden at jeg skal udnævne ham til en dyyyyyyb forfatter) ligger i en eksistentialistisk “weltschmerz”. Ikke en småborgerlig misundelse. Derfor tror jeg – naturligvis – heller ikke på, at Ellis har en kritik af det amerikanske samfund som punkt første på dagsordenen. Og i så fald står det endnu mere skraldt til, for hvad er den samlende betegnelse for et så stort kludetæppe af alt det bedste og alt det værste og alt midt imellem? Men Romanen hedder “American Psycho” – ikke “Wall Street Psycho”.
Jeg viste din artikel/dit indlæg, og min kommentar, til min søn, og han sagde til mig: “Sig mig er du dum, far? Patrick Bateman er et sølle skrog, der tror han er noget, og fantaserer om alt hvad han kan. Men han kan ikke engang blive arresteret eller tiltalt for mord, for heller ikke det kan han finde ud af. Og han kan heller ikke få den op at stå, og det hele er hele tiden nogle andres skyld. Det er hvad den roman handler om – overførsel og impotens”.
Det er jo et synspunkt, som jeg ikke er uvillig til at give knægten ret i.
Men igen: – nej, American Psycho er sandt for dyden ike noget litterært mesterværk. På ingen måde. Den har ikke desto mindre lavet et aftryk, også selvom jeg er på linie med dig i din beskrivelse af, hvor den fejler. Men noget er der gang i. Ikke sandt?
“Men noget er der gang i. Ikke sandt?” Der har du helt og aldeles ret. Bogen indbyder fortsat til diskussion og alene det er en bedrift. Det er mere end hvad man kan sige om rigtig mange andre bøger!
Pingback: William March, The Bad Seed (1954): Ingen er uskyldig |