David Tangye & Graham Wright, How Black Was Our Sabbath (2004): “Killing yourself to live…”

Paperback, Pan Books 2004

Jeg har igennem tiden efterhånden læst et par bøger om Black Sabbath. Bandet har på en eller anden måde fundet et permanent sted i mit system, som gør, at jeg aldrig bliver færdig med dem. Det er en gammel kærlighed; min samling af Sabbath-albums går tilbage til 7. eller 8. klasse, hvor jeg på en lejrskole til London købte en hel stak af deres plader – både fra Ozzy-årene og lidt nyere sager som den forkætrede The Eternal Idol fra ’87. Flere af de vinyler lytter jeg stadig jævnligt til, så det må siges at være en slidstærk investering.

Det er også den gamle fascination, der fik mig til at samle David Tangye og Graham Wrights biografi op. De to har nemlig skrevet en lidt anderledes bandhistorie, der er baseret på deres egne erfaringer med gruppen, mens de arbejdede for Sabbath som roadies. Deres bog dækker i store træk bandets første ti år, hvilket vil sige tiden med Ozzy som forsanger. Den indfaldsvinkel giver dem et lidt andet blik på Sabbath, som man hverken finder i gruppens individuelle selvbiografier eller i de mere klassiske bandbiografier. De to roadies bog lover således fra første side et lille smugkig ind bag forhænget, og det er også præcis, hvad de leverer.

Paperback, Pan Books 2004

Først og fremmest må det imidlertid konstateres, at bogen grundlæggende følger den sædvanlige model for bandbiografier. Det vil sige, at de genfortæller historien om, hvordan bandet blev dannet som Earth og derfra gradvist blev transformeret om til Black Sabbath, mens den nu klassiske line-up faldt på plads. De to forfattere var ikke selv til stede fra begyndelsen, og der er derfor ikke ret meget spræl over biografiens første kapitler, der ligner det meste andet skrevet om gruppen.

Tingene ændrer sig, da de langt om længe kommer ombord på ”the crazy train”. Her forandrer bogen sin tone og bliver mere personlig; man mærker deres glæde og stolthed over at have været del af det store Sabbath-cirkus, der udfoldede sig i årene mellem det første album udkom i 1970 og ’79, hvor gruppen fyrede Ozzy. Det var ti vilde år, der med raketfart gjorde gruppen til ”supertzars”, men som også i de sidste år lod dem falde hårdt – både mod bunden af hitlisterne og menneskeligt.

Mørkets fyrster. Fra venstre: Bill Ward, Geezer Butler, Ozzy Osbourne og Tony Iommi

Før bandet satte kurs mod USA første gang, drak de, tog LSD og røg masser af hash, men under denne første tour stiftede de bekendtskab med kokain i L.A. Det blev et voldsomt bekendtskab for de fleste af bandets medlemmer. Den eneste, som ikke for alvor hoppede på det hvide pulver med gigantisk appetit var, trommeslager Bill Ward, der ikke kunne holde til det og derfor holdt sig til litervis af øl og cider.

Bandets medlemmer har alle været åbenmundede omkring stofferne og givet deres kokainforbrug skylden for bandets deroute, men Tangye og Wright peger sikkert også meget rigtigt på nogle fundamentale problemstillinger i selve gruppen, der langsomt voksede sig mere tydelige med årene. Ozzy og Ward ville gerne holde Sabbath så tæt på de oprindelige albums som muligt, mens Geezer og bandets uofficielle leder Toni Iommi gerne ville udvikle gruppen og gruppens lyd i en progrock-retning. Sidstnævnte skete også, hvilket især fremmedgjorde Ozzy, der allerede i ’78 begyndte at lege med tanken om et band kaldet Blizzard of Ozz – det, der som bekendt blev titlen på hans første soloalbum fra 1980.

Ozzy og Graham Wright drikker Newcastle Brown Ale, som gruppen fik hjemme mens de var på tour

Som sagt er dette ikke ukendte betragtninger, og det sjove i præcis denne bandbiografi ligger derfor også først og fremmest i de mange små anekdoter om livet med gruppen, som vi bliver lovet ved bogens begyndelse. Det bliver da også leveret. Vi hører om madkampe og Ozzys vedvarende practical jokes. Vi hører om slagsmål, eksempelvis mellem Geezer og Malcom Young fra AC/DC, og vi hører om den måde, bandets medlemmer levede med hinanden. Ikke mindst livet på Ozzys farm får ret meget opmærksomhed.

Der er også sjove detaljer for en dansker. Eksempelvis, hvordan Ozzy drak så meget elefantøl sammen med Status Quo på en bar i København dagen før deres koncert i januar ’74, at han fik alkoholforgiftning. Ikke desto mindre klarede han at møde op til koncert den næste dag efter at have fået et par peppiller af en venlig doktor. 

Den første Sabbath-plade fra 1970 med den helt fantastiske forside.

Mere overraskende er det, hvor meget den lille gruppe Necromandus fylder. Bandet er stort set ukendt i dag. De var et såkaldt heavy blues-band, præcis som Sabbath, og stærkt inspireret af den første Sabbath-plade. Iommi opdagede dem og blev deres producer for en stund, men det var især Ozzy, der kastede sin kærlighed over gruppen. De blev en del af hans faste party-slæng med alt, hvad det indebar af vildskab.

Som vi kommer frem gennem bogen, bliver det tydeligt, at Ozzy og Ward hang mest ud med roadierne. Dermed får de også mest plads og det er eksempelvis også grunden til, at en gruppe som Necromandus får så meget opmærksomhed. De var en del af roadiernes verden. Forfatternes største kærlighed ligger dermed sagt også hos Ozzy og Ward, mens Iommi og navnlig Geezer føles meget fjerne i teksten. Til sidst, da det hele ramler og biografien skal finde nogle forklaringer på alle ulykkerne, bliver skylden for bandets opløsning også placeret mere eller mindre entydigt hos Iommi. Ronnie James Dio, der overtog pladsen efter Ozzy, får ikke mange gode ord med på vejen, og hvis bogen har en skurk, må det næsten være ham.

Til fest med gruppen. Bogens ene forfatter, David Tangye, sidder yderst til venstre

How Black Was Our Sabbath er hurtigt læst og underholdende. Den rummer ikke ret mange nye indsigter, men den tilføjer et par festlige anekdoter til Sabbath-mytologien. Samtidig er der noget sjovt ved at høre historien blive genfortalt fra et helt andet sted end det, vi normalt finder i fremstillinger af bandets historie. At selvsamme måske også kan siges at være et problem er en anden sag. Det hele bliver stedvist næsten for hyggeligt og kammeratligt, men sådan bliver det let, når man skal genfortælle røverhistorier fra sin ungdom.

Det søde celebrity-liv; Sabbath hænger ud med Linda Blair backstage i 1976

Tangye og Wrights bog bliver nok aldrig nogen klassiker, men jeg vil alligevel mene, at den er et besøg værd for alle, der gerne vil tilbringe lidt tid i selskab med den klassiske udgave af Sabbath eller for den sags skyld 70’ernes ekstatiske musikkultur generelt. Set fra den vinkel er bogen en lang beskrivelse af festens op og nedture og et fascinerende portræt af en kultur, som aldrig kommer tilbage.   

Bog blast all of you!

Drømmenes Pris har nu et ansigt

Her får I bare et lille pip. Nu er forsiden på min Lovecraft-biografi på plads. Hurra. Dermed går der heller ikke ret lang tid før bogen udkommer, hvilket jeg glæder mig utrolig meget til. Udgivelsen falder i begyndelsen af september til Fantasyfestivallen i Esbjerg. Jeg glæder mig ikke mindst til at høre reaktionerne på bogen, for man kan jo ikke ligefrem kalde gamle HPLs tekster for ukendte. Mange har meninger om ham og mange ved utrolig meget om manden, så det er ikke let at sige noget nyt om emnet. Ikke desto mindre har jeg dumdristigt gjort forsøget.

Jeg er tilbage igen senere på ugen, hvor vi denne gang skal på en ganske fordrukken tour med et legendarisk band.

Mark Amory, Lord Dunsany. A Biography (1972): Overklassesværmeri?

Hardcover, Collins 1972

Jeg har arbejdet lidt med Lord Dunsanys tidlige fortællinger i de seneste måneder, hvilket også har givet mig lejlighed til at få gennemlæst hovedværkerne om Dunsany. Det har været sjov læsning, synes jeg, fordi de er så forskellige i fokus og udtryk. Derfor tænkte jeg også, at jeg vil turnere bøgerne her på bloggen til glæde for dem, der overvejer at snuse lidt mere til baggrunden for Dunsanys fascinerende historier.

Først og fremmest er det måske vigtigt at sige, at Dunsany i genrelitteraturen er kendt for sine tidlige værker, der vitterligt er utrolig smukke og morsomme. Det er fantasy, der ikke ligner ret meget andet, og som C.L. Moore sagde det engang i et berømt citat, så har alle forfattere, der læser Dunsany, forsøgt at efterligne ham, og alle, der gjorde forsøget, har fejlet.

De fleste tænker nok i dag på Dunsany igennem H.P. Lovecrafts dyrkelse af ham, og der kan ikke være nogen tvivl om, at han på grund af Lovecraft har bevaret en helt særlig status. Ikke desto mindre må man ikke glemme, at Dunsany var en stjerneforfatter i sin samtid. Det var ikke på grund af sin skønlitteratur, men på grund af sine dramaer. Dunsanys første stykke, The Glittering Gate, blev skrevet og opført i 1909, og dermed var en kometagtige karriere skudt i gang, som gjorde, at han i 1910’rne og 20’erne var en af de mest feterede og populære dramatikere i England og USA. Navnlig amerikanerne tog varmt imod ham, og det var under hans første foredragsturne i USA, at Lovecraft i 1919 var blandt tilhørerne i salen, da Dunsany talte i Boston.

Senere faldt Dunsanys dramaer i unåde, men på det tidspunkt var han begyndt at sadle om og opnåede fornyet popularitet med sine humoristiske fortællinger om den skrønefortællende Jorkens, der underholder medlemmerne i sin herreklub med den ene røverhistorie efter den anden.

Edward John Moreton Drax Plunkett, 18. baron af Dunsany (24. juli 1878 – 25. oktober 1957)

Dunsany var med andre ord ikke en hvem som helst, alligevel udkom den første egentlige biografi om ham så sent som i 1972. Den er skrevet af den amerikanske Mark Amory, der var venner med Dunsanys barnebarn og sikkert derfor blev inspireret til at skrive bogen. Venskabet har formentlig også bevirket, at han fik adgang til Dunsany-familien på en måde, som andre næppe ville kunne, og man fornemmer navnlig, at han har talt meget med Dunsanys kone Beatrice. På dette tidspunkt var Dunsany nemlig selv for længst død.

Som biografi er Amorys bog fuldstændig klassisk i sin opbygning. Den er kronologisk og trækker i lige dele på samtaler med familien samt ikke mindst de selvbiografier, som Dunsany udgav. Det har med andre ord ikke været en mangel på kilder, der stillede sig i vejen på arbejdet, og Amory kan derfor også meget indlevende beskrive mange episoder fra Dunsnays liv. Det er underholdende og oplysende, og man får tilmed indblik i en del af de små særheder, der kendetegnede privatpersonen Dunsany – eller ”Pony”, som vi forstår, hans kælenavn var.  

Så langt så godt. Når man skriver en biografi, må man naturligvis vælge en vinkel, og Amory har skrevet sin uden stort set at tage stilling til den litteratur, som Dunsany skrev. Hans værker bliver nævnt og ofte kort karakteriseret, men hvis man søger lidt dybere indsigter, er der ikke ret meget at komme efter. Det er skuffelse, men et bevidst valg, og derfor egentlig ikke noget man kan klandre Amory.

Lady Beatrice “Lady Dunsany” Child-Villiers Plunkett (12. oktober 1880 – 30.maj 1970)

Det problematiske ved biografien opstår, fordi han er så tæt på familien. Bogen handler om Dunsany, men den virkelige hovedperson er Beatrice. Hele bogen synes at være skrevet i dialog med hende, og man fornemmer, at hun har siddet og læst ham over skulderen, mens han skrev. Hun er konstant til stede i teksten, hun bliver konstant smigret med flatterende bemærkninger, og hun får løbende det sidste ord. Amorys fortolkning af Dunsanys liv og virke er derfor Lady Dunsanys udlægning.

Det er i sig selv ikke et problem, men det bliver det alligevel, fordi Amory aldrig gør sin læser opmærksom på dette. I stedet bliver der postuleret en form for faktuel tilgang og objektivitet, som på ingen måde er til stede.

Man kan ikke kalde fremstillingen for et decideret skønmaleri, men der kan ikke være nogen tvivl om, at det er en ukritisk fremstilling, der lader familien bestemme, hvor de ømme eller svære punkter skal ligge. Amory styrer dermed behændigt udenom mange af de åbenlyst mindre flatterende sider ved Dunsanys person, og han styrer uden om den mængde ganske uinteressante værker, som Dunsany udgav i slutningen af sin karriere.

Dertil kommer, at Amory er mindst lige så betaget af Dunsany-familiens overklassetilværelse, som han er betaget af Beatrice Dunsany. Hans biografi er fyldt til bristepunktet med små anekdoter fra livet på deres herregård i Irland og deres landstedet i England. Det er den slags stof, som man baserer populære TV-serier på, og det er samtidig den slags stof, som kun alt for let bliver romantiseret. Jeg tror faktisk, at Amory er mere betaget af Dunsanys tilværelse som adelsmand end hans fiktion, hvilket forvrænger portrættet af forfatteren og alt der i det hele taget gør ham relevant at skrive om.

Dunsany Castle, County Meath, i Irland

Der er noget naivt og tonedøvt i bogens fremstilling af Dunsanys tilværelse, fordi den kan komme med absurde påstande om at leve stille og enkelt, med uendelig tid til jagt og fornøjelse, og samtidig at være i kontakt med verden i bred forstand. Samtidig bliver det tydeligt, hvor utrolig banalt Dunsany-familiens liv bliver, når man skræller den litterære produktion bort. Det er da også netop banaliteten, som Dunsany kæmpede med i slutningen af sin litterære karriere, men det hører vi, som sagt, intet om.   

Amorys portræt af Dunsanys er ”fantasy”; en lun og gylden fortælling om et farverigt og næsten sorgløst liv. Det er en drøm om et liv, hvor de bekymringer, der er, er så belejligt store, at de ikke kan føres tilbage på individet. Kriserne er verdenskrige og nationalistisk politisk uro, ikke personlig opførsel eller holdninger. Fjendskabet mellem Dunsany og hans bror forbigås eksempelvis stort set i tavshed.

Biografien bliver på den led et tandløst portræt. Den bliver et flatterende bagsidebillede til omslaget på Dunsanys værker, uden man som læser bliver det mindste klogere på hvilke idéer og drifter, der egentlig har skabt den kunst, som Dunsany stadig kan betage sine læsere med. Bogen er i sidste ende behagelig læsning, men for den, der gerne vil arbejde med Dunsanys litteratur, efterlader Amorys biografi desværre flere spørgsmål end den besvarer.   

Sonia H. Davis, The Private Life of H.P. Lovecraft (1985): Afsløringens time… eller?

Hæfte, Necronomicon Press 1985. Omslagets fine tegning er skabt af Jason Eckhardt

Sonia H. Davis, bedre kendt som Sonia Greene, har indskrevet sig i genrefiktionens historie ved at være kvinden, der kortvarigt var gift med H.P. Lovecraft. Alt, der i en eller anden facon har været i kontakt med Lovecraft, har jo som bekendt opnået en pseudo-sakral status i den fortsat voksende dyrkelse af forfatteren, hvilket derfor naturligvis også gør sig gældende for Greene. Iscenesættelsen af Lovecraft som indadvendt, mystisk kunstner og filosof med asociale tendenser lever fortsat, og det samme gør feticheringen af Lovecraft som selvlært intellektuel. I alt dette har Sonia Greene, ikke uden grund, indtaget en særlig stilling, fordi hun enten er blevet opfattet som den, der bekræftede alle myterne om Lovecraft eller omvendt, at hun er kvinden, der modbeviser det hele. Fortolkningen af deres forhold, så langt som vi kender det, afhænger således af øjnene, der ser.

Det var Sonia, der fik Lovecraft til at flytte fra Providence til New York; et enormt skridt, der fik ganske store konsekvenser i Lovecrafts liv og forfattervirke. Det var også Sonia, som på mange måder åbnede Lovecraft for verden – altså den fysiske verden, ikke den han udlevede i sine breve; uden hende var Lovecraft næppe heller taget ud de mange rejser, som han indledte i sine sidste år. Deres ægteskab holdt imidlertid ikke; de blev gift i 1924, og ’26 var det slut. Lovecraft afskyede livet i New York, og økonomisk var han på spanden. Det var Sonia, der tjente penge, mens Lovecraft ikke bidrog med ret meget. Der var sikkert mange grunde til, at Lovecraft og Greene gik fra hinanden, men der kan næppe være nogen tvivl om, at det økonomiske pres fik en ganske stor og negativ betydning i deres forhold; det fremgår både af Lovecrafts breve og Sonias egen beretning om deres liv sammen.

Sonia Haft Greene Lovecraft Davis (16. marts– 26. december 1972)

 

Som sagt har mytedannelsen omkring Lovecrafts person også skabt ganske meget interesse for mennesket Lovecraft. Sådan var det allerede i hans levetid, hvilket blandt andet fremgår af nysgerrige læserbreve i Weird Tales. Ægteskabet mellem Greene og Lovecraft blev eksempelvis også mødt med forbløffelse blandt deres venner, dels fordi de ikke havde kendt hinanden ret længe, dels fordi Lovecraft blev opfatte som inkarneret ungkarl – præcis som C.S. Lewis. Men modsat Lewis, der i en sen alder giftede sig, og frem til dette ægteskab levede i et uofficielt, men ægteskabslignende forhold med sin flere år ældre husholderske, blev Lovecraft slet ikke sat i relation til noget amorøst. Her har både samtidens og eftertidens forståelse af Lovecraft været helt anderledes end C.S. Lewis’. Lovecraft er nærmest blevet betragtet som aseksuel, ikke mindst takket være egne udtalelser i den retning. Det har naturligvis rejst spekulationer i retning af Lovecrafts mulige homoseksualitet, hans neuroser påført af forholdet til moderen samt meget andet, men intet af dette har i sidste ende kunnet dokumenteres på nogen overbevisende måde, og det er derfor kun forblevet vedvarende spekulationer. Ikke desto mindre har Sonia Greene været genstand for en hel del opmærksomhed, fordi hun jo måtte antages at ligge inde med detaljer om manden Lovecraft, som kun få eller ingen andre nogensinde oplevede.

Den fascination mærkede Sonia Greene allerede kort efter Lovecrafts død i ’36. Hun udgav derfor i 1948 en lille kronik med titlen ”Howard Phillips Lovecraft as His Wife Remembers Him”, som netop var det længe ventede kig ind bag facaden. Ikke mindst blev hun ansporet af W. Paul Cooks Lovecraft-biografi In Memoriam Howard Phillips Lovecraft fra 1941, som hun opfattede som ganske fejlagtig på flere punkter. Kronikken blev redigeret kraftigt, før den udkom, men det oprindelige manuskript blev bevaret. Det manuskript fik August Derleth fat i, og han genudgav nu Greeens tekst i 1949, men i en ny redigering og nu med titlen ”Lovecraft as I knew Him”. Greenes tekst var dermed aldrig blevet udgivet i sin helhed, før Necronomicon Press og S. T. Joshi udgav teksten i 1985, hvor de eneste tilføjelser og ændringer var en rettelse af slåfejl samt nogle få, forklarende fodnoter.

Hardcover, Arkham House 1949. Boger, hvor Greenes essay udkom i Derleths redaktion

Necronomicon Press’ udgivelse fik den inciterende titel The Private Life of H. P. Lovecraft, og dermed spillede forlaget naturligvis på læserens håb om dyneløfteri og afslørede hemmeligheder. Det finder man imidlertid ikke i teksten, hvilket vel ikke kan komme som nogen overraskelse. Faktisk er Greens tekst et kejtet, lettere ustruktureret stykke selvbiografi, der handler mindst lige så meget om Sonia selv, som den handler om Lovecraft.

Greene fortæller en sød og stedvist ganske underholdende række anekdoter om sin egen baggrund, om forholdet til Lovecraft og tiden efter deres brud. Det meste er skrevet i et lettere romantiserende eller nostalgisk sprog, men trods det kommer der alligevel et par tankevækkende ting frem. Ikke mindst bliver vi lidt klogere på Sonia Greene, der på den ene side tydeligvis var dybt betaget af Lovecrafts person og væsen. På den anden side var hun en stejl kvinde, der helt åbenlyst ikke var bange for at gå egne veje. Hun var eksempelvis ikke villig til at flytte med Lovecraft til Providence og leve hos hans tanter, fordi hun ville forsørge sig selv og stå på egne ben – et behov Lovecraft tydeligvis ikke selv følte i samme grad.

Redaktøren Sunand Tryambak Joshi (født 22. juni 1958)

I forordet til teksten hæfter Joshi sig da også med rette ved, at Greene selv kalder sit møde med Lovecraft for et møde mellem to stærke individer, der tiltrækkes, men begge er uvillige til for alvor at gå på kompromis.

I teksten er det tydeligvis magtpåliggende for hende at demonstrere over for læseren, i hvor høj grad det var hende, som holdt Lovecraft oven vande. Hun gav ham lommepenge, mens han drev omkring i New York, og teksten får en snert af bitterhed, når Greene beskriver, hvordan han spillede vært og gentleman for hendes penge. Som sagt ligger økonomien og nager i narrativet om ægteskabet. Hos Greene fornemmer vi med andre ord også antydninger af noget verdensfjernt, uansvarligt eller barnligt i Lovecrafts væsen, som ikke harmonerer helt med billedet af ham som den anstændige, intellektuelle gentleman.

Lovecraft og Greene sammen i 1924

Greenes selvbiografi gør heller ikke meget for at nedtone Lovecrafts velkendte racisme. Hun har flere passager, som desværre viser sider af Lovecraft, der ikke kan siges at stille ham i et flatterende lys. At det forholder sig sådan, er jo ikke noget nyt, men det er alligevel slående, hvordan Greene i 1948 kunne se tilbage på Lovecrafts udfald med en lettere uforstående, bekymret tone, og det små ti år før borgerrettighedsbevægelsen for alvor begyndte at markere sig. Bemærkninger hos Greene som eksempelvis, at Lovecraft læste Hitlers Mein Kampf kort efter, at den blev oversat til engelsk, og blev dybt begejstret for den, viser også den tynde linje mellem det infantile og brillante, som al Lovecrafts såkaldte filosofiske tænkning balancerer imellem.

Man må naturligvis heller ikke glemme, at Sonia Greene var jøde, og da Greene, ifølge hende selv, på et tidspunkt konfronterede Lovecraft med det faktum, var hans svar, at hun – som individ – var blevet assimileret ind i den amerikanske kultur og derfor ikke længere udgjorde nogen trussel. Netop det svar synes da også symptomatisk for, hvad vi ved om Lovecrafts offentlige persona: nemlig, at stort set alle hans idealer og filosofiske overvejelser fortonede sig i mødet med individer af kød og blod. Der var med andre ord langt fra realiteterne i Lovecrafts liv til de højtsvævende idéer formuleret i breve ved skrivebordet ud på de små timer. Netop det forhold synes Lovecraft-fandommen at have haft svært ved at acceptere eller indse.

Den aldrende Greene fotograferet i midten af 60’erne

Bag de søde og sjove anekdoter hos Greene gemmer der sig således også alvorlige sider, som i høj grad er med til at punktere den ensidige fremstilling af Lovecraft som alvorsfuld nattevandrer. Mellem linjerne får Greene beskrevet Lovecraft som umoden, fordomsfuld og ignorant, men samtidig også som varm, sjov og uendeligt hjælpsomt menneske, der mere end noget andet længtes efter opmærksomhed og selskab med andre.

Lærestregen er i dette er uden tvivl, at alle mennesker er mange-facetterede, og (selv)fortællingen om Lovecraft har i høj grad været fremstillet som en enstrenget historie om den selvvalgte enegænger, der filosofisk og æstetisk var på forkant med sin samtid. Det billede rummer nok også noget rigtigt, men andre ting hører også med, som trækker hans væsen ud af æteren og ned på jorden.

L. Sprague de Camp, Literary Swordsmen and Sorcerers. The Makers of Heroic Fantasy (1976): Pulpens titaner

Hardcover, Arkham House 1976. Forsidens tegning er udført af Tim Kirk

Den moderne fantasy har dybe rødder i de amerikanske pulpmagasiner, der udkom i begyndelsen af 1900-tallet. Andre kilder har naturligvis også bidraget, men ser man tilbage over genrerne, er det tydeligt, at en generation af forfattere, næsten alle født i slutningen af 1800-tallet og med anker i pulpmagasinerne, opfandt de skabeloner, som man fortsat arbejder med i dag. I deres samtid var pulpforfatterne naturligvis populære, mens en egentlig berømmelse først kom i løbet af 60’erne, hvor de fleste var døde eller bedagede seniorer, der ikke længere var aktive. Afstanden skabte rum for myter og den form for heltedyrkelse, der kun kan opstå, når helten ikke længere er i live.

L. Sprague de Camp, der selv havde levet et liv i genrefiktionens univers og opbygget en karriere på at arbejde videre med forgængernes arbejde, var en af de væsentlige bidragydere til den mytedannelse. Sprague de Camp arbejdede hårdt på at gøre sig til den ældre forfattergenerations stemme dels gennem videredigtninger på deres universer, dels gennem forord og biografier. Sidstnævnte biografier var måske ikke altid flatterende, men de Camp havde næse for gode historier, og derfor blev de altid fortalt med sans for drama og det man kan kalde mytologisk kvalitet.

Lyon Sprague de Camp (27. november 1907 – 6. november 2000)

Alt det kan du få et levende indtryk af i Literary Swordsmen and Sorcerers fra ’76, en samling af 11 biografier, der præsenterer nogle af de største navne fra 1900-tallets første halvdel. I hvert fald nogle af de største navne, der tilhørte kredsen omkring Weird Tales, Lovecraft og senere Arkham House. Det vil sige navne som førnævnte Lovecraft, Clark Ashton Smith og Rob Howard. Dertil kommer Lord Dunsany, Tolkien, William Morris og T. H. White. Udvalget er ganske forskelligt, og de enkelte forfatteres værker har ikke meget til fælles.

Pointen med biografierne er sådan set heller ikke at indkredse en bestemt genre, men snarere at udstikke vejen tilbage til den moderne fantasy-litteraturs rødder og dermed vise, hvad den i ’76 uhyggeligt populære genre byggede på. For en ting er ganske sikkert: de fleste af de forfattere, de Camp har med i sin bog, oplevede aldrig den berømmelse i levende live, som deres fiktion senere skulle opleve, da fantasy for alvor blev mainstream. Tolkien var selvfølgelig en af undtagelserne, idet synergien mellem The Lord of the Rings og genopdagelsen af pulplitteraturens heltefiktion i 60’erne gjorde den aldrende, engelske professor skræmmende populær i USA.

John Ronald Reuel Tolkien (3. januar 1892 – 2. september 1973)

Der er flere interessante punkter ved Literary Swordsmen and Sorcerers, som gør den til en fængende, men samtidig også spøjs udgivelse. Præmissen for bogen er nemlig ganske skæv; hvem ville eksempelvis nogensinde drømme om at beskrive Lovecrafts eller Ashton Smiths værker som ”heroisk fantasy”? Der er flere andre i bogen, som også kun dårlig dækkes af begrebet, og det er formentlig kun de Camp, der kunne se en større mening med tingene. Eller kunne han? Jeg tvivler faktisk. De Camp var en opportunist af kaliber, og jeg er helt sikker på, at den eneste grund til, at navne som eksempelvis Lovecraft har fundet vej ind i bogen her, er, fordi de Camp havde skrevet om ham tideligere, fordi Literary Swordsmen and Sorcerers udkom på Arkham House og fordi der var penge i Lovecrafts navn. Måske er jeg bare kynisk, men de Camp havde blik for den slags slagsfremmende taktikker.

Clark Ashton Smith (13. januar 1893 – 14. august 1961)

Man kan så sige, at det kunne komme ud på et, om Lovecraft er med i en bog om heroisk fantasy eller ej, men det får faktisk betydning for den indledning, de Camp skriver, der handler om genrens udvikling. Her må han finde plads til størrelser som Lovecraft, hvilket ikke ubetinget lykkes for ham, fordi han sætter sig mellem to stole. På den ene side skildrer han fantasy som kærligheden til det uvirkelige, eventyrlige og alt det, der strider imod vores rationelle verdensopfattelse, på den anden side som fiktion om den stærke sagahelt, der tager kampen op imod det onde. Den tematiske beskrivelse kan have meget på sig, men som sagt kræver det en ganske kreativ læsning at få alle enderne i bogen til at mødes.

Lord Dunsany – elere rettere Edward John Moreton Drax Plunkett, 18. Baron af Dunsany (24. juli 1878 – 25. oktober 1957).

De enkelte biografier er sjove derved, at de Camp ikke bare præsenterer sine forfattere. Han lever sig ind i situationer og stiller sig først og fremmest til dommer over deres liv og virke. De Camp indtager rollen som den store connaisseur, der uddeler ris og ros, opsang og fordømmelse. Her taler vi vel at mærke ikke om det litterære, nej, vi taler om selve personerne. De Camp leverer nemlig psykologiske portrætter og stiller sig til dommer over svaghed eller dårlige beslutninger. Det går især ud over Lovecraft, Smith og Howard.

En væsentlig ting er nemlig, at de Camp bedst kan lide forfattere, der deler samme indstilling til fiktion som ham selv. Det vil sige disciplinerede håndværkere, der skriver historier for morskabens skyld og gemmer alle krukkerierne bort. Mens De Camp eksempelvis leverer et sønderlemmende personportræt af Howard, har han stor respekt for hans evne til at sælge sine historier, ikke bare en gang, men flere gange. Helt omvendt er det med Lovecraft og Smith, der ikke alene klantres for deres svage psyke, men også for deres elendige forståelse for at tjene penge på pulpbranchen. Eller Tolkiens langsommelige omhyggelighed, som de Camp heller ikke giver meget for.

Robert Ervin Howard (22. januar 1906 – 11. juni 1936) i Fort McKavett 1933

Det er stedvist næsten lidt grænseoverskridende at læse de Camps kritiske bemærkninger, der er af en karakter, som ingen ville drømme om at skrive i dag. Men samtidig er det sjovt. Det samme er hans vurderinger af selve de litterære kvaliteter. Alle, der er med i bogen, har naturligvis en høj stjerne hos ham, men han går kritisk til alles værker, og alle får i en eller anden grad hårde ord med på vejen. Den eneste, som omtrent går fri, er Clark Ashtin Smith, der iscenesættes som geniet, der selvforskyldt aldrig blev opdaget af verden.

Literary Swordsmen and Sorcerers stammer fra en tid, hvor internet og Wikipedia var en uhørt drøm. Bogens biografier er således stof til de nysgerrige læsere, der ville vide mere om navnene bag de paperbacks, de sad med og måske komme ind bag de rygter, der florerede. I dag har bogen derfor mistet en væsentlig funktion, men bestemt ikke sin relevans. Dels er de Camps indledning et stykke spændende refleksion over fantasygenrens væsen, dels gør selve bogens stil stadig indtryk.

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Det er ikke bare ferske biografier, vi får fortalt, nej det er de Camps version, vi får leveret. Han er med hele vejen og giver tydeligt sin holdning til kende. Det gør bogen frisk, selv i dag, og gør, at den ikke minder så lidt om de artikler, vi eksempelvis finder på blogs på nettet, hvor det også ofte er et stærkt personligt greb om tingene, der karakteriserer teksterne. Den slags skaber et særligt liv – tror jeg – fordi det er i mødet med andres personlige holdninger, at vi tvinges til selv at tænke og mærke efter. Det gør de Camps kapitler, der er en form for blogindlæg fra 70’erne. Altmodisch og moderne på samme tid – selvom blogs vist nok også er ved at være stærkt umoderne. Nuvel. Jeg holder meget af bogen, der en sær størrelse fyldt med personlighed. Mere sympatisk kan det næsten ikke blive.

Bogens biografier:

Chapter I. “The Swords of Faërie”

Chapter II “Jack of All Arts: William Morris”

Chapter III. “Two Men in One: Lord Dunsany”

Chapter IV. “Eldritch Yankee Gentleman: H. P. Lovecraft”

Chapter V. “Superman in a Bowler: E.R. Eddison”

Chapter VI. “The Miscast Barbarian: Robert E. Howard”

Chapter VII. “Parallel Worlds: Fletcher Pratt”

Chapter VIII. “Sierran Shaman: Clark Ashton Smith”

Chapter IX. “Merlin in Tweeds: J.R.R. Tolkien”

Chapter X. “The Architect of Camelot: T.H. White”

Chapter XI. “Conan’s Compeers”

En anbefaling – læs John Josephs The Evolution of a Cro-Magnon!

Paperback, PUNKHouse 2007

Jeg er lige blevet færdig med John Josephs lange selvbiografi The Evolution of a Cro-Magnon fra 2007. En fantastisk underholdende bog, der er fyldt med festlige og skræmmende fortællinger om livet blandt punks og junkier i New Yorks gader. Biografien er et spændende tidsbillede fra 70’erne og 80’erne. Den er fyldt med stakkevis af anekdoter fra musikkens verden og hans relativt korte tid med Cro-Mags. Jeg kan på det varmeste anbefale bogen – også til folk der ikke nødvendigvis dyrker Cro-Mags. John Josephs kæmpe skat af historier fra gaden er ganske enkelt dybt fascinerende.

John Joseph på scenen med Cro-Mags omkring 1986

Herfra ønskes du en god fridag til tonerne af Cro-Mags’ ”We Gotta Know”.

 

Mark Finn, Blood & Thunder. The Life and Art of Robert E. Howard. Revised edition (2012): Apologetens skingre hyl

Paperback, Robert E. Howard Foundation Press 2012

Robert E. Howards posthume popularitet har en sær parallelitet til H. P. Lovecrafts litterære efterliv. Interessen for begge forfatteres historier oplevede en nærmest eksplosionsagtig popularitet i 60’erne, som for Howards vedkommende holdt ved ind i 80’erne, mens Lovecrafts stjerne stadig fortsætter med at stige.

Det er imidlertid ikke alene i popularitet, at de to giganter ligner hinanden. Iscenesættelsen af dem har også påfaldende lighedstræk. Begge er således blevet portrætteret som særlinge, outsidere og mere eller mindre psykisk forkvaklede individer, der takket være deres sårbarhed var i stand til at skabe noget unikt.

Vi har med andre ord at gøre med den helt traditionelle, romantiske fremstillingen af kunstneren, der eksisterer på randen af normaliteten, og derved er i stand at se verden med andre øjne end os almindelige dødelige. Et forældet, uholdbart kunstnersyn, der heldigvis efterhånden er lagt helt i graven. For Lovecrafts vedkommende er dette blevet gjort flere gange af S. T. Joshi. Mark Finn, bedre kendt som forfatteren Mark Farr-Nash, har påtaget sig at gøre det samme for Howard.

Paperback, 2. reviderede udg., Robert E. Howard Foundation Press 2012. Skål Howard!

Med Blood & Thunder har Finn sat sig for at skære ind til benet og aflive myterne omkring Howard for så i stedet at gå på jagt efter hans litterære ophav og kunstneriske agenda. Det er et glorværdigt projekt, som Finn høstede mange roser for, da bogen udkom første gang i 2006. Biografien er da helt sikkert også en informativ og nyttig bog for alle Howard-læsere, men genren er vanskelig, og Finns resultat er, for mig at se, ikke uden problemer.

Før jeg går videre med substansen, vil jeg kort nævne, at bogen skildrer Howards korte liv fra fødslen i 1906 til selvmordet i 1936 kronologisk, med enkelte afstikkere til redegørelser for Texas historie, pulpmagasinernes udvikling og lignende relevante ekskurser. Der gives løbende handlingsreferater af Howards historier, og flere kapitler ledsages af fotografier. Alt sammen fint og sagligt, leveret med en uhyggelig grad af detailviden, der sikkert går langt ud over, hvad der eksempelvis måtte interessere den generelle Conan-fan.

Mark Finn, der under sit borgerlige navn lyder Mark Farr-Nash (født oktober 1969)

Men nu til det interessante. Finn har, som sagt, et ærinde med biografien. Hen vil rense Howards navn og vise læseren mennesket bag myterne. Et dybest set håbløst projekt, der får afgørende betydning for fremstillingen, Finn vælger nemlig apologetens rolle og udser sig nogle klare fjender at skrive op imod.

For at tage det sidste først, så udpeger Finn ikke helt overraskende L. Sprague de Camp som en af historiens helt store skurke. De Camp kom i 60’erne mere eller mindre til at varetage Conan-karakterens litterære eftermæle. Han redigerede antologier med Conan-historier, udgav ikke-publicerede Conanfortællinger fra Howards hånd og skrev flere uafsluttede fortællinger færdig. På den led har de Camp fået samme rolle i forhold til Howard, som August Derleth har fået i forhold til Lovecraft, og resultatet er nogenlunde det samme. De Camp er i den grad blevet lagt for had af Howard-fans på grund af sin bramfri redigering af teksterne og forvanskning af Howards ord.

Robert Ervin Howard (22. januar 1906 – 11. juni 1936)

Det er jo slemt nok i sig selv, men de Camp blev også i rollen som Howard-ekspert den afgørende autoritet på Howards personlighed og liv. Og det er her, ifølge Mark Finn, at de største overgreb fandt sted. De Camp lagde nemlig ikke fingrene imellem, når han fremstillede Howard som en undertrykt stakkel af et voksenbarn med galoperende moderbinding.

Den anden store skurk i Blood & Thunder er selve populariseringen af Howard på baggrund af Conan. Finn begræder løbende, hvordan Conan-novellerne har begravet store dele af Howards øvrige forfatterskab i glemslen, og han hæfter sig ved, hvor mange af Conan-fortællingerne der er af tvivlsom kvalitet. I Finns fremstilling har Howards eftermæle med andre ord været under belejring af skrupelløse forlæggere og populærkulturens vridemølle.

Der findes dermed også en overset eller glemt Robert E. Howard, som Finn gerne vil vise os. Og her kommer vi ind på Finns rolle som apologet. For at få den ”egentlige” Howard skrevet frem, må han nemlig forklare og ikke mindst bortforklare sider af Howards forfattervirke og livsforløb, der eksempelvis taler for de Camps portræt af forfatteren.

Robert E. Howard (t.h.) med sin nærmeste familie. Billedet er taget i februar 1918

Et åbenlyst eksempel på Finns patetiske forsvar ses eksempelvis i hans forsøg på at bortforklare Howards udtalte racisme som noget symptomatisk for tiden (se eksempelvis s. 94 og s. 155). Det gør ondt på Finn, at litterater har talt dårligt om Howard på grund af hans utidssvarende menneskesyn, men fordi at Finn ikke kan bortforklare det, svarer han næsten en smule infantilt igen ved at sige, at de andre var lige så slemme. Finn kommer således ud i en længere redegørelse for eksempelvis Lovecrafts og Jack Londons racistiske ytringer, og han smækker trumf på ved flere gang at nævne Lovecrafts positive tilkendegivelser i forhold til Hitler og Mussolini.

En anden gruppe Finn forsvarer Howard imod, er de mange litterære ”fejllæsninger” af Howards værker. Her har Finn navnlig et horn i siden på den akademiske tekstanalyse. Man får her næsten det indtryk, at Finn ser Howards historier som særligt gnostiske tekster, der ikke bare kan analyseres af hvem som helst. Man skal nærme sig dem med den rigtige respekt og være i besiddelse af den særlige Howard-nøgle, som kun særligt indviede læsere (dvs. fans) har.

Robert Howard og vennerne leger med sværd. Billedet er taget ml. 1923 og ’25

Men hvad er det så for et billede af Robert E. Howard, som Finn fremstiller? I stedet for at tage udgangspunkt i Howards komplicerede sjæleliv viser Finn i hvor høj grad, at Texas og texansk historie spiller ind i Howards forfattervirke. Faktisk er Finn så optaget af denne sammenhæng, at han nærmest får afskrevet Howards selvstændighed og kreativitet. Han får Howard fremstillet som talerør for en texansk selvforståelse, som Howard intuitivt udtrykker.

Intuitivt er et ord, Finn bruger meget. Ordet skal vise os, at Howard mere eller mindre bevidst trak på sine omgivelser og omsatte dem til fantastiske genrer og eventyr. Han var dermed, i Finns optik, en misforstået hjemstavsforfatter, der beskrev, hvad han så, hørte og levede med.

Lyon Sprague de Camp (27. november 1907 – 6. november 2000)

Finn har helt sikkert langt hen ad vejen ret. Howard var dybt forankret i forestillinger om sin hjemegns virkelighed, men afmytologiseringen af Howard lykkes ikke for Finn. Han får nemlig erstattet den forkvaklede sjæl med et snusfornuftigt portræt af en digtersjæl, der var for skrøbelig til denne verden. Finn vil gerne gøre Howard til litteratur – altså verdenslitteratur, der hæver sig op over stigmatiseringer som pulp-forfatter osv. I forsøget på det får Finn imidlertid undertrykt eller nedtonet alt det komplicerede og enigmatiske ved Howard.

Ydermere må det undre, at Finn bevidst fravælger Howards digte i sin gennemgang. Howard skrev en enorm mængde poesi, og digtene er rent faktisk den mest konsekvente tråd gennem Howards virke, fordi han her i vid udstrækning undlod at lade sig påvirke af kommercielle interesser. Howard fik ganske enkelt ikke udgivet ret meget af sin poesi. Desuagtet vil jeg mene, at det er i digtene, at vi klarest finder det forfatterjeg, som Howard drømte om at realisere. Finn inddrager ikke digtene, fordi der er for mange. Arbejdet ville ganske enkelt blive for stort, skriver han. Det er måske den dummeste undskyldning, man kan komme med, og sagen er nok snarrest den, at de poetiske tekster desværre ikke interesserer Finn.

Hardcover, Bluejay Books 1983

Som kritisk biografi skriger den slags til himlen og efterlader bogen, som en problematisk udgivelse. Den har hele saglighedens facade, men er i virkeligheden ikke stort bedre end Blood & Thunders forkætrede forgænger Dark Valley Destiny (1983), de Camps Howard-biografi.

Blood & Thunder er en guldgrube, hvad faktuel viden om Howards liv angår, men som fortolkning svigter Finn sin læser. Han postulerer at frigøre sin helt fra myternes tåger, men hvirvler så meget ny støv op, at han blot erstatter et sæt myter med et andet. Bogen er afgjort et bud på den definitive Robert E. Howard-biografi, men den er samtidigt også et tungtvejende vidnesbyrd om genres store metodiske problemer. Det er en fanbog forklædt som sagkundksab. En trist kombination, i hvert fald hvis man interesserer sig for seriøs litteraturkritik.

Frank Belknap Long, Howard Phillips Lovecraft. Dreamer on the Night Side (1975): En ubetinget kærlighedserklæring

Hardcover, Arkham House 1975. Forsiden er tegnet af Frank Utpatel

I 1960’erne eksploderede H. P. Lovecrafts popularitet, og paperbackopsamlinger med hans historier blev pludselig tilgængelige i et hidtil ukendt antal. Med begejstringen for Lovecrafts historier voksede interessen også for forfatteren selv. Der blev skrevet forord om Lovecraft, der udkom selvstændige bøger om manden, og der blev udgivet lærde artikler om ham.

Hovedparten af alt dette er tekster, der på en eller anden måde bidrager til konstruktionen af den mytologiske Lovecraft. En mytologi, som han vel at mærke selv var med til at konstruere igennem sine breve. Det vil sige idéen om Lovecraft som isspisende mystiker og eneboer i Providence, der hadede jøder, var skabsbøsse og okkultist. Fyld selv mere på – der er frit slag på alle hylder, myterne lever stadig.

Hardcover, Arkham House 1975

Måske ansporet af den store opmærksomhed omkring H. P. Lovecraft, måske ansporet af de mange fejlagtige postulater om manden, måske ansporet lidt af det hele, udgav Frank Belknap Long sine erindringer om Lovecraft i 1975 på Arkham House (naturligvis). Et erindringsværk med den fantastiske undertitel ”Dreamer on the Night Side”.

Long var ikke nogen hvem som helst. Han var en del af inderkredsen omkring Lovecraft, og blandt de tre unge forfattere, der kom tætteste på den ærværdige gentleman fra Providence.

Frank Belknap Long (27. april 1901 – 3. januar 1994)

Long, sammen med Robert H. Barlow og Alfred Galpin, var således en af de personer fra forfattermiljøet, der tilbragte mest tid sammen med Lovecraft. Først og fremmest i den periode, hvor Lovecraft boede i New York (1924-26), men senere også i kraft af flere besøg og fælles ekskursioner. I alt blev det til godt og vel ti års venskab mellem unge Belknapius og Lovecraft. Ti år, der gjorde et udsletteligt indtryk på ham.

Belknap Long var 76 år, da han udgav sin erindringsbog. På det tidspunkt havde Lovecraft været død i 38 år. Der var dermed løbet meget vand i åen siden da, og man kommer ikke uden om, at Longs bog er et ganske, ganske sentimentalt tilbageblik. Flere steder på nettet kan man se den omtalt som biografi, men det er i virkeligheden misvisende. Belknap Longs bog er personlige erindringer, og handler derfor i lige så høj grad om ham selv, som om Lovecraft.

H. P. Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937) og Frank Belknap Long i New York 1931

Bogen er ikke noget udpræget systematisk værk. Long går nogenlunde kronologisk til værks og forsøger at skildre Lovecrafts liv fra barndom til død, men undervejs gør Belknap Long så mange svinkeærinder, at strukturen bliver ganske udflydende. Præcis det er faktisk en af bogens charmer. Den er excentrisk, og man fornemmer, hvordan pennen løber af med den gamle Long, mens han sidder og tænker tilbage på de gode gamle dage. Der er noget stream of consciousness-agtigt over teksten, der leder læseren ud i alle mulige kringelkroge af pulplitteraturen. Og det er vel at mærke absolut ikke kedeligt, når man er i selskab med en veteran som Long.

Stilistisk fører excentriciteterne blandt andet til en ordret rekonstruktion, i bedste Q&A-stil, af en af de mange paneldebatter og rundbordsdiskussioner om Lovecaft, som Long har deltaget i. Han havner også i passager, der må kvalificeres som ren fiktion (se nedenfor) og temmelig lange citater af andres tekster.

Sonia H. Greene og H. P. Lovecraft

Bogen er hverken den mest velredigerede udgivelse, som Arkahm House har udsendt, eller den mest gennemtænkte tekst, som Long skrev. Den er faktisk ganske problematisk hele vejen igennem. Det skyldes først og fremmest Longs ambition om at afmontere de mange myter om Lovecraft og forklare, hvordan manden i ”virkelighed” var. I stedet for at beskrive Lovecraft som gotisk eneboer genskaber Long ham som et intellektuelt kunstnergeni – et renæssancemenneske ud over det sædvanlige, der er på linje med litteraturhistoriens giganter (Shakespeare, Keats, Poe osv.).

Faktisk kender Longs rosenrøde heltedyrkelse næsten ingen grænser. Det fører ham ud i penible situationer – som da han forsøger at besvare spørgsmålet om, hvorvidt Lovecraft var grim. Han kvier sig ved at fremstille sin gamle mentor som uskøn, og må derfor gå krabbegang omkring emnet, og Long ender i et mærkværdigt modangreb og påstår, at mange store genier op gennem historien har set særprægede ud.

Frank Belknap Long fotograferet på et tidspunkt i slutningen 1940’erne

Mere problematisk bliver det, når Belknap Long foretager små kunstgreb, der skal nedtone den unge Lovecrafts udfald mod jøder, politiske overbevisninger eller de generelle racistiske bemærkninger, der falder i brevene såvel som i fiktionen. Long vælger her det klassiske, hundske argument, at Lovecraft bare var et barn af sin tid og dermed ikke kan kvalificeres som racist. Det argument kan man mene, hvad man vil om, men etisk er det uholdbart og uigennemtænkt – men det er en anden diskussion.

Mere interessant er Longs påstand om, at Lovecraft aldrig bar masker. At han altid var sig selv og altid helt ærlig (s. 84). Jeg er for meget af en Goffman-tilhænger til at sluge det postulat, og alle, der har læst i Lovecrafts korrespondance, vil utvivlsomt bemærke, hvordan han løbende skifter persona. Faktisk falder Long over sit eget argument. Sidst i bogen bruger han nemlig Lovecrafts evne til at tilpasse sig forskellige sociale sammenhænge som delforklaring på førnævnte racisme. H. P. Lovecraft var således kun racist i de sammenhænge, hvor det var passende at ytre sig racistisk. Hvis det ikke er at påtage sig roller eller masker, så ved jeg ikke, hvad der er!

Kåd, fake boksekamp mellem Long og Lovecraft i New York 1931

På samme led er jeg for meget af en freudianer til at acceptere, at sex ikke spillede nogen rolle i Lovecrafts liv og personlighed. Kan ske han ikke talte om det og kan ske, han ikke skrev om det, men dermed ikke sagt, at det ikke betød noget for ham. Emnet dukker ikke overraskende op flere gange hos Long; først i forbindelse med en diskussion af forholdet til Sonja Green, og senere igen, da skabsbøsse-tesen skal dementeres.

Det hele er naturligvis et led i Frank Belknap Longs udrensning af mytologien omkring Lovecraft og iscenesættelsen af ham som genial digter. Poes arvetager, som Long skriver det et sted. Longs egen rolle i denne sammenhæng bliver som sandhedens apostel, fordi han bedre end nogen anden kendte Lovecraft. Det siger han selv i indledningen, og gør sig dermed også til den gamle mesters talerør. Og det ganske bogstaveligt.

Frank Belknap Long, H. P. Lovecraft og James F. Morton, 11. april 1922, fotograferet foran den såkaldte Poe Cottage i Fortham, New York

Long opstiller nemlig en længere, tænkt dialog mellem ham selv og Lovecraft, hvor han spørger sin gamle ven om en række emner, der vil interessere læseren at få besvaret. Det er naturligvis ganske grotesk læsning og viser, måske helt uskyldigt, hvordan Long placerer sig som førstemand i den apostoliske arvefølge efter mesterens død.

Trods alle bogens absurditeter er den et fascinerende, underholdende og rørende gravskrift. Det er en ubetinget kærlighedserklæring til Lovecraft og Belknaps tak til sin mentor. Han fik aldrig sagt farvel til Lovecraft, men med denne bog viste han verden, at han aldrig havde glemt de ti gode år med vennen.

Frank Belknap Long som gammel mand

Alene fordi bogen er så kluntet og tvivlsom, bliver den et udtryk for Frank Belknap Longs fejlbarlighed og menneskelighed. Det er et skud fra hoften fra en gammel mand, der længes tilbage. Der havner vi alle. Derfor må man også tilgive ham alle de små forfængeligheder, de hvide løgne og glædes over bogens hjertevarme indhold. Det er lige til at blive rørstrømsk over.

Snøft!

William Seabrook, No Hiding Place (1942): Ærligheden som facade

Hardcover, J. B. Lippincott Company 1942

William Seabrook er en notorisk skikkelse i den amerikanske mellemkrigslitteratur. Hans liv som jetsetter og skandaleombrust forfatter smeltede sammen med de eventyrlige oplevelser, Seabrook berettede om i sine bøger. Som en form for stamfader til gonzo-journalistikken kastede Seabrook sig ud i en lang række sensationssøgende projekter, der alle blev beskrevet og udgivet i bogform. I den første bog, Adventures in Arabia (1927), lod Seabrook sig indlemme i en beduinstamme og deltog i stammens røveriske overfald. Han lod sig endda, for syns skyld, omvende til islam. Noget der dengang sendte en gysen gennem de amerikanske læsere (og gør det måske også i dag?). Bogen blev et kæmpe hit, og Seabrook fandt sin opskrift på succes; det selvoplevede eventyr.  En opskrift han gentog udgivelse efter udgivelse.

Det var imidlertid først med den anden bog, The Magic Island (1929), at Seabrook for alvor fik fat i de kulørte emner, der skulle komme til at kendetegne det efterfølgende forfatterskab. I The Magic Island beskriver Seabrook sit år i Haiti og leverer indgående beretninger om voodooens væsen og ritualer. Bogen er kulørt, saftig og fyldt med stemning. Tilmed bruger han en del plads på begrebet ”zombie”, og hvis det ikke var Seabrook, der indførte begrebet i amerikansk populærkultur, var det i hvert fald The Magic Island, der gjorde zombien til hvermandseje.

William Buehler Seabrook (22. februar 1884 – 20. september 20 1945)

Senere tog Seabrook tilbage til Afrika, hvor han skrev om kannibaler og angiveligt selv spiste menneskekød. Han begyndte også at interesserer sig for sort magi og fraterniserede med Aleister Crowley og så videre. Alt sammen spektakulære projekter udtænkt på baggrund af deres chokværdi og populistiske potentiale. Noget Seabrook naturligvis selv ville benægte.

William Seabrook havde omtrent lige så mange fjender og kritikere, som han have læsere, der elskede ham. Han blev udskældt som løgner, fantast, pralhals og alt muligt andet. En stor del af kritikken har sikkert været berettiget, men sandheden om ægtheden af Seabrooks oplevelser får vi næppe opklaret.

Hardcover, George G. Harrap 1936, engelsk udg.

Hvad ægthed angår, bliver man heller ikke klogere ved læsning af Seabrooks selvbiografi No Hiding Place fra 1942. Bogen er skrevet i slutningen af forfatterskabet, og har man i baghovedet, at Seabrook begik selvmord i ’45, antager bogen karakter af et ensomt, dystert farvel til verden.

Biografien som sådan har mange variationer, der læner sig op ad fiktionens fortællestrukturer. Seabrooks bog er afgjort en bekendelsesroman. Han er den triste, men ikke angrende, synder, der ude af stand til at ændre på sig selv, ser tilbage på sit liv med melankoli. I løbet af voksenårene udviklede Seabrook sig til en forhærdet alkoholiker, og kampen mod drukken fylder meget i bogen.

Han skriver åbent om sit problem med flasken og genfortæller dramatisk episoder om elendighed og fornedrelse. Men her må man være opmærksom på, at den påståede ærlighed, den faktuelle åbenhed, løber som en rød tråd gennem alle Seabrooks bøger. Hver bog er udgjort af en stribe iscenesatte erfaringer, om det så er smagen af menneskekød eller den sorte messe. Selvbiografien er på præcis samme måde blevet et projekt for Seabrook. Livet lægges frem – sådan var det. Derfor gjorde jeg sådan, derfor skete dette. Ærligheden bliver en maske, som Seabrook skjuler sig bag.

Paperback, Bantam Books 1947. “An alcoholic takes the cure” – I Asylum beskriver Seabrook sit første alvorlige afvænningsforsøg

Bogens titel No Hiding Place skal vise, at Seabrook ikke har nogen steder at gemme sig længere. Her står jeg, blottet, siger han til læseren. Men i virkeligheden skjuler han sig bag den fordrukne forfatterpersona og slipper aldrig noget ud, der ikke først er filtreret igennem rollens iscenesættelse. Det betyder, at til trods for, at Seabrook beskriver hjerteskærende elendighed og smerte i forbindelse med sit druk, bliver det altid den rationelle, klogere forfatter, der ser tilbage. Han giver den som alkoholikeren, der har fået sit druk under kontrol, men det ved vi vel alle godt, at den slags ikke findes, og på den led slås der åbenlyse sprækker i ærligheden.

Når man først har accepteret præmissen for bogens ærlighedskonstruktion, er det fascinerende at læse, hvor sikkert William Seabrook fører os gennem et liv, der begynder ydmygt i Maryland og leder ham helt til tops i New York. Blandt de mere spøjse detaljer er eksempelvis, hvordan han tager på opiumsfyldte rejser med sin bedstemor i de tidlige barndoms år og oplever fantasy-lignende episoder i rusen.

Hardcover, Harcourt, Brace & Co. 1940

Eller når Seabrook bekender en oprigtig erotisk kærlighed til sin mor. Bramfrit fortæller han om, som barn, at ville i seng med sin mor og hadet til lillebroderen, fordi han skal dele moren med ham. Ganske bizar læsning. Det bliver ikke mindre slibrigt, når Seabrook løbende beretter om sine åbne ægteskaber og seksuelle eskapader med kvinderne, han møder på sine rejser.

Et væsentligt tema, der strækker sig fra barndomsårene og op gennem hele voksenlivet, er Seabrooks hang til det, vi i dag vil kalde bondage. Han tænder på at binde og lænke kvinder. Det bruger han meget tid på at fortælle om, og jeg formoder, at det har været provokerende, skrap kost i ’42, da bogen udkom.

Seabrook er en provokatør, der som performance-kunsteren lever af at iscenesætte sig selv i forskellige situationer. Hans liv er naturligvis den ultimative iscenesættelse og der hvor han når grænsen for sit forfattervirke. Der kom ikke flere bøger efter No Hiding Place og det med god grund. Hvad skulle han stille op? Hvor kunne han rejse hen? Hvilke tabuer stod tilbage? På den led havnede Seabrook i samme saks som Hemmingway og senere Hunter S. Thompson gjorde det. Forfatterpersonaen åd ganske enkelt forfatteren som menneske.

Hardcover, George G. Harrap & Co. 1931, engelsk udg.

No Hiding Place, Seabrooks liv og forfatterskab generelt, er interessant i forhold til genrelitteraturen, fordi det virkede som en selvforstærkende kraft. Seabrook rejste ud og oplevede det, som pulpforfatterne beskrev hjemme ved skrivebordene. Seabrook leverede den ”ægte, selvoplevede” vare, og det gjorde indtryk. Hans bøger kom til at inspirere genrefiktionen og levere væsentlige input til stemningsbeskrivelser og plotidéer. Han fik i sidste ende omdannet hele sit liv til en grotesk pulp-beretning, der blev en kæmpe bestseller. Ved at læse Seabrooks selvbiografi får man således et væsentligt indblik i pulpens guldalder og de inspirationskilder, der dannede grundlag for de gys, fantasy- og eventyrhistorier, vi stadig læser i dag.

Der er saft og kraft i William Seabrooks selvbiografi. Den åbner op indtil maskinrummet bag den amerikanske pulplitteratur. På en ganske interessant måde og viser os, hvilke vilkår forfattere arbejdede under i mellemkrigsårene. Man kan næppe kalde biografien oprigtig, men oprigtigt underholdende, det er den.