Kender du Gnomo?

Jeg rendte tilfældigvis ind i denne portugisiske udgave af Tolkiens The Hobbit (1937). Bogen er fra 1962 og en rigtig spøjs og helt skæv størrelse, der viser lidt om, hvor vanskeligt forlagene stadig på det tidspunkt havde ved at håndtere både Tolkien og fantasy i 1960’erne, hvor interessen for hans forfatterskab var hastigt stigende. Alene titlen ”Gnomo” rammer helt forbi. 

Hardcover, Livraria Civilização Editora 1962. Forsiden er tegnet af António Quadros

En hurtig tur igennem Google translate viser, at en ”gnomo” ikke overraskende er en gnom. Bilbo er afgjort en lille fyr og måske derfor en gnom, men af race er han en hobbit, og jeg tror afgjort, at Tolkien ville være lidt ærgerlig over den forvanskning. Ikke mindst med tanke på den absolut selvhøjtidelige alvor han lagde for dagen i løbet af 60’erne, hvor førnævnte interesse for hans værk og tanker tog fart.  

Men bid også mærke i illustrationerne. Tegneren fanger ganske vist, at hobbitter har hår på fødderne og ryger pibe, men der stopper enhver stemningsmæssig kontakt med Tolkiens verden vel også. Nisse- eller rettere gnomhuen især, men også den spraglede 60’er-poncho siger næsten alt. De tre stupide trolde, som vi ser i en af de indvendige illustrationer, har også mere til fælles med karikerede vikinger end de væsner, som Tolkien beskriver. Tegneren António Quadros kendte tydeligvis teksten, men alligevel indfanger han slet ikke indholdets tone. Faktisk ligner det hele mest af alt noget, som Peyo kunne have skabt.

Indvending illustration af António Quadros

Nuvel, sjovt er det med Gnomo (og jeg ved godt, at man ikke skal gøre sig morsom på andres sprog!), og António Quadros’ tegninger er lige så interessante som eksempelvis de tre rosiner på vandring, som vi herhjemme har præsteret at svinge os op til på forsiden af Gyldendals nu klassiske udgave af Tolkiens ring-værk. Forskellen er jo nok, at disse ikke sender et forkert signal til læseren, men noget stort sus af eventyr leverer de ikke. Omvendt kan man i det mindste klukke lidt over det portugisiske bud.  Det gør jeg i hvert fald.

Stilrent og seriøst eller dødkedeligt?

Henry N. Beard & Douglas C. Kenney, Bored of the Rings (1969): Studentikos skæg og ballade i Middle-earth

Paperback, Signet 1971. Forsiden er skabt af Michael K. Frith

For nogen tid siden fik jeg afsluttet min genlæsning af Lord of the Rings, og det var derfor naturligt at fortsætte ind i Henry Beards og Douglas Kenneys kærlige, absurde parodi på Tolkiens store epos. Parodien, der udkom i ’69, fik navnet Bored of the Rings, og den er en grovkornet satire på både den storladne trilogi og samtidens amerikanske kultur. Parodien er også et vidnesbyrd om den enorme gennemslagskraft, som Tolkiens værker oplevede blandt 60’ernes unge, hvilket gør den til mere end bare en vittig replik til Tolkien, den er også et interessant produkt af sin egen tid, kultur og kontekst.

Forfatterne, Henry Beard og Douglas Kenney, går absolut seriøst til værket, forstået sådan, at de fanger Tolkien præcis der, hvor det er lettest at gøre nar ad den gamle Oxfordprofessor. Den højtidelige sprogtone, alt den lettere meningsløse ”world building”, og det løst sammensatte narrativ bliver alt sammen grebet af Beard og Kenney og omsat til en fuldstændig absurd fortælling, der i grundtræk gentager trilogiens handling i stærkt forkortet form, omend det navnligt er første bind, som står for skud.

Paperback, Signet 1971

En stor del af morskaben i Bored of the Rings opstår ved at fordreje handlingen i forlæggets kapitler, så den højtidelige rejse pludseligt antager karakter af noget grotesk, som er ganske morsomt, fordi Beard og Kenney opretholder Tolkiens tørre, deskriptive sprog uanset, hvor vildt tingene udvikler sig i handlingen. De underspiller med andre ord humoren, hvilket de langt hen ad vejen lykkes ganske godt med.

I historien følger vi en lille gruppe ”buggies”, anført af Frito Bugger (nevø til Dildo Bugger(!)), der sammen med Spam Gangree samt Moxie og Pepsie Dingleberry (slang for ”røvribs”) rejser ud på en lang og farefuld rejse, ledsaget af troldmanden Goodgulf, vandringsmanden Stomper, elveren Legolam, dværgen Gimlet (son of Groin) og Bromosel. Navne alene siger en del om den humor, der ligger læseren i vente, og som vi kommer frem gennem teksten, bliver tingene ikke mindre fjollede. Alle de centrale scener og møder fra Tolkiens trilogi har fået en drejning i som oftest latrinær retning, og selvom sprogtonen forsøger at opretholde en passende episke stemning, bliver den massivt sjofle undertone umulig at ignorere.

Paperback, Roc 1993

60’ernes udsvævende ungdomskultur maser sig også ind i handlingen. Hobbitterne, eller buggies, som de hedder her, ryger flittigt pot i deres piber, og besøget hos Tom Bombadil bliver en af de mest muntre optrin i hele bogen, fordi Bombadil i Bored of the Rings er blevet til et gammelt syrehoved ved navn Tim Benzedrine. Rejseselskabet indtager således LSD, eller det der ligner, og har sig en ganske voldsomt fest, før de kan fortsætte den næste dag med svære tømmermænd.

Bored of the Rings sætter sig et sted mellem studentikos ordleg, forvekslingshumor og skarp kulturel satire. Den svinger mellem letbenede fjollerier og ganske fine, velplacerede stikpiller til kapitalistisk kommercialisering af kultur og landsskab. Det øde kulturlandskab, som Tolkiens rejseselskab drager igennem, er hos Beard og Kenney blevet befolket af det argeste kommercielle bras. Middle-earth er så at sige blevet spoleret af turisme, som har suget sjælen ud af landet og gjort det til en stor forlystelsespark. På den led klinger Tolkiens egen længselsfulde jagt efter autenticitet også med i parodien, men i stedet for at fremføre en verden fri for kapitalismens markedskræfter bliver konsekvensernes klart udmalet hos Beard og Kenney.

Hardcover, Gollancz 2001

Det subversive i Bored of the Rings kommer også frem i forgrunden gennem den stofkultur, der indirekte bliver fremført som noget positivt. Det potrygende rejseselskab møder ikke gobliner, orker og trolde i bogen – nej, mørkets soldater bliver repræsenteret ved de nedrige ”narcs” – små, gemene væsner, der tjener det onde. Narcs er naturligvis slang for ”narkostrømer”, og dermed er fronterne tydeligvis trukket op mellem en grum, kapitalistisk verden og den glade counter culture; alt sammen noget, der kunne være løftet direkte ud af siderne på Gilbert Sheltons The Fabulous Furry Freak Brothers.

Faktisk er der ikke så få paralleller mellem bogen og Freak Brothers, når det kommer til både humoren og selve handlingens opbygning. Men der kan heller ikke være nogen tvivl om, at de to udgivelser langt hen ad vejen blev båret af samme ånd og henvendte sig til samme miljø. Bored of the Rings var hashhumor til hippier, præcis som Freak Borthers var det i begyndelsen.

Paperback, Gollancz 2003

Henry Beards og Douglas Kenneys parodi er underholdende læsning. Hvor sjov man synes den er, bliver i sidste ende et temperamentsspørgsmål. Jeg er personlig ikke til al den navnesjov, men desuagtet er det en bog, som fortjener at blive læst, ikke mindst fordi den som barn af sin tid bidrager til at kaste lys over Tolkien-receptionen i slutningen af 60’erne, hvor den moderne fantasy blev født som genre. Bored of the Rings er imidlertid nok ved at gå i glemmebogen i dag, hvilket er en skam, både for Tolkien-receptionen, men også for fantasylitteraturen generelt. Det er nemlig eksempelvis svært at se den voldsomt populære Terry Pratchetts enorme produktion uden et afsæt hos Beard og Kerrey. Parodien kom med andre ord til at inspirere andre parodier.

En sidste kommentar. Da Tolkien-filmatiseringerne genoplivede kulten omkring ham for en stund, blev Bored of the Rings genudgivet i en lettere opdateret udgave, hvor nye navne og referencer blev lagt ind som erstatning for gamle navne og betegnelser, der ikke længere var aktuelle. Der kom eksempelvis referencer til skuespilerne i filmatiseringen. Den opdatering er synd og skam, synes jeg, og jeg vil til enhver tid anbefale, at man finder sig en ældre udgave, hvor det er de oprindelig referencer, der stadig kan opleves i deres bedagede 60’er-helhed.

Paperback, Gollancz 2011

Paperback, Simon & Schuster 2012

 

 

J.R.R. Tolkien, The Return of the King (1955): Historien der aldrig slutter

Paperback, Unwin Books 1975

 

The Road goes ever on and on

From the door where it began…

 

Efter utallige opfordringer fra bloggens læsere (host, host) har jeg langt om længe fået taget mig sammen til at skrive om det tredje og sidste bind i Tolkiens The Lord of the Rings. Et bind eller en del, der traditionelt deler vandene. Det skyldes formentlig ikke mindst, at sidste del af det enorme epos er disponeret på en, med moderne øjne, overaskende facon, som i nogen grad synes at modarbejde det, vi i dag ville forvente i et heroisk fantasyklimaks. Men, som jeg har sagt før i mine tidligere skriverier om trilogien, så opfatter jeg slet ikke Tolkiens store roman om ringen som fantasy, hvilket faktisk betyder en hel del for blikket både på denne sidste del og på fortællingen som helhed.

Jeg skal undlade at genfortælle handlingen i det sidste bind, for du kender den naturligvis forfra og bagfra. I stedet er det måske mere interessant at se nærmere på selve Tolkiens romanprojekt, som det tager sig ud efter læsningen af den afsluttende del. Navnlig to nedslag skal optage mig i det følgende.

John Ronald Reuel Tolkien (3. januar 1892 – 2. september 1973)

Tolkien var en blufærdig herre, når det kom til hans skønlitteratur, og han skiftevis talte den ned som ren og skær underholdning, og antydede, at han rent faktisk arbejdede med seriøse idéer, som han forsøgte at formidle til sine læsere. Det ene udelukker ikke det andet, og der kan næppe være nogen tvivl om, at Tolkien elskede at lege med sit selvskabte univers. Faktisk må man nok konkludere, at det i sidste ende blev denne umiddelbare glæde med sin kreation, der tog over og beskæftigede ham, efter fortællingen om ringen var afsluttet og effektivt set gjorde, at han aldrig fik udgivet eller skrevet noget af betydning efter sit magnum opus fra 1954-55.

Det er imidlertid vigtigt at forstå, at Tolkien ikke var en ensom, kreativ kunstner, men derimod et barn af sin tid, der gennem fiktionen udtrykte sit behov for, og en tryghed ved, idéen om et ordnet, moralsk univers med klare grænser mellem god og ondt, sandt og falsk og så fremdeles. I den forstand stillede Tolkien og hans venner i The Inklings sig bestemt ikke på modernisternes side, men søgte i stedet sværmerisk at udpege universelle værdier, der i sidste ende kun kunne forankres i religionen. Eller, sagt mere præcist, i kristendommen. Tolkien udtrykte berømt, at der kun findes én myte, og det er denne ene myte, der genfortælles igen og igen blot iklædt nye dragter. Den tanke er vel mere eller mindre nøglen til hele projektet med The Lord of the Rings, og en spændende idé, fordi den er relevant i eksempelvis sammenligningen mellem en direkte kristen eller katolsk tænkning og så indholdet i romanen.

Hardcover, George Allen & Unwin 1955. Bogens 1. udgave

Dermed når vi også frem til min første pointe. Som de fleste læsere sikkert hurtig vil notere sig, er der ganske meget kristent stof i The Lord of the Rings, men her må vi rent faktisk lytte til Tolkien selv, for han sagde, som bekendt, at bøgerne om ringen ikke er en allegori – de er dermed heller ikke nogen kristen parafrase; de er noget andet. Følger vi Tolkiens tanke hele vejen med udsagnet om den ene myte i baghovedet, betyder det, at Biblens fortælling også bare er en genfortælling af denne samme myte om kampen mellem godt og ondt, som principielt kan sidestilles med ringeventyret. Hver genfortælling af denne kosmiske myte er dermed anderledes, fordi den tager farve af sin tid. Budskabet er imidlertid det samme, og svaret i disse variationer over ”mestermyten” er altid tilliden til det gode i skaberværket og visheden om, at det gode i sidste ende vil besejre det onde.

I antikken opfattede man moralen som grundlaget for den episke digtning, og det er præcis også tilfældet med Tolkiens (anti)moderne, episke digtning. Han rejser et moralsk univers for os, som vi kan identificere os med og tage ved lære af. Gennem sin idé om mestermyten køber han sig imidlertid også frihed til at skabe det, hans fantasi byder ham og forfølge idéer, der kun perifært eller slet ikke har noget med et kristent tankeunivers at gøre.

Hardcover, Houghton Mifflin 1956

Et helt afgørende element i den sammenhæng er arbejdet med det cykliske, for som jeg allerede nævnte i mine tidligere indlæg om trilogien, handler fortællingen som helhed i høj grad om det at skildre en mytisk cyklus, et mytehjul om man vil, der bliver ved at snurre, så fortiden konstant taler direkte ind i nutid og fremtid i en form for selvfornyelse, hvor nutiden bliver fremtidens mytologiske fortid. Inspirationen til den slags overvejelser kommer givetvis fra Tolkiens professionelle virke som sprogforsker og kender af tidlig middelalderlig litteratur og digtning, der netop satte hans overvejelser om urmyten i gang og fik ham til at afsøge den fælles moralske (kristne) sandhedsværdi i fortidens tekster på tværs af århundrederne, ikke ulig det vores hjemlige Grundtvig også forsøgte på sin egen tågede facon.

I første bind af historien om ringen, hvor alt er forførerisk simpelt, begynder vores rejseselskab at sætte gang i endnu en drejning af mytehjulet. Vores helte sætter så at sige mytologien i bevægelse og passerer gennem et næsten abstrakt mytologisk landskab, hvor de – tableau for tableau – genbesøger erindringssteder, hvis mening og betydning peger bagud. I andet bind forandrer tonen sig, og vores hovedpersoner bevæger sig ind i en form for mytologisk nulpunkt, hvor de gamle historier slipper op og de nye begynder.

Paperback, Ace Books 1965

Med sidste bind er den gamle fortælling dermed sluppet op, og en ny mytologi er i sin vorden, der skal overskrive den ældre mytologi. Frodo og Sam, Strider og Gandalf samt alle de andre skaber dermed en ny myte, som de former ud fra en forudbestemt skabelon, præcis som alle helte før dem har skabt myterne ud fra samme skabelon. Vores hovedpersoner ved dermed også, at de rent faktisk er en ny fortælling. ”This war is a great war long-planned, and we are but one piece in it…” (s. 32), siger Beregond et sted. Et andet sted udbryder Sam ”What a tale we have been in, Mr Frodo, haven’t we?” (s. 201) og spekulerer på, hvordan myten vil blive fortalt af fremtidens historiefortællere.

Bevidstheden om, at heltene kropsliggør historien eller har historien som noget iboende i sig, ligger dermed i forgrunden af teksten, og vores helte ved udmærket, at de er moralske værktøjer i en større sags tjeneste – i det ubestemmelige ”lys’” tjeneste, i det godes tjeneste osv. Men mens den kosmiske fortælling drives af store eller mægtige personer, lader Tolkien det egentlige drama sig udspille i det små og viser det store i det ydmyge – vel vidende, at de små også vil blive ophøjet i myterne senere. Hans beskrivelse af Frodos og Sams sidste vej op mod ildbjergets spids, er dermed et utroligt og uforligneligt studie udi den menneskelige psyke.

Paperback, Ballantine Books 1965

Frodo er mennesket, der bid for bid tømmes for alt i sit ønske om at ofre alt for den stores sag. Som han lyrisk udtrykker sin totale opløsning i opgaven til Sam: ”No taste of food, no feel of water, no sound of wind, no memory of tree or grass or flower, no image of moon or star are left to me. I am naked in the dark, Sam, and there is no veil between me and the wheel of fire” (s. 189). Et af de måske mest fascinerende øjeblikke, hvis ikke det mest storslåede ved hele fortællingen er, at efter al den offervilje fejler Frodo alligevel. Han har ikke styrken til at modstå fristelsen, for intet menneske, ingen dødelig, har styrken. Her hjælper kun at hengive sig til forsynet og tro på, at de større kræfter vil gøre resten af arbejdet, og gennem Gollums felix culpa sker det naturligvis også.

Jeg er ikke nogen egentlig Tolkien-fan, men jeg holder utrolig meget af disse bøger, fordi de er blevet til med så megen omhyggelighed og kærlighed. Meget af det, som Tolkien selv elskede ved bøgerne – al legen og sjoven – er jeg ret ligeglad med. Det var alt det, som fantasy-litteraturen senere samlede op, men det er i sidste ende kun staffage – den glittede papir, som nørder har ladet sig forblænde af. I stedet mener jeg, vi i langt højere grad bør ignorere, hvad Tolkien sagde, og se på, hvad han i stedet gjorde.

Paperback, Methuen 1971

Lad os gå ind i romanværket og forstå teksten, ikke som fantasyfiktion, men som moralsk episk digtning med anliggende og råb om moralsk oprustning – om man så er enig med Tolkien eller ej. Desværre har fjollede Tolkienfans i kostumer kuppet diskussionen om værkerne, og filmatiseringen har ikke gjort meget for at bedre forståelsen af værket som litteratur. I stedet er utrolig meget af det, der bliver sagt om bogværket, blevet reduceret til det sædvanlige nørdcirkus og forblommet snak om ”episk fantasy”, men her er jeg nok bare ved at blive en sur gammel mand, der må stoppe, før pennen for alvor løber af med mig…

Paperback, Ballantine Books 1973

Hardcover, George Allen & Unwin 1974

Paperback, Magnum 1977

Paperback, Ballantine Books 1982

Paperback, Unwin 1986

Hardcover, Houghton Mifflin 1988

Paperback, Ballantine Books 1988

Paperback, Ballantine Books 1993

Paperback, HarperCollins 2001

Paperback, HarperCollins 2002

Paperback, Houghton Mifflin 2005

Hardcover, Paw Prints 2008

Paperback, HarperCollins 2013

J. R. R. Tolkien, The Two Towers (1954): Om myten, der dannes i øjeblikket

Paperback, Unwin Books 1975. Skaberen af forsidens fine akvarel er Tolkien selv

Det er noget tid siden, at jeg skrev om første bind af Lord of the Rings, og nu må det være på tide at fortsætte. Jeg skal heller ikke denne gang kede jer med et handlingsreferat af en tekst, som I naturligvis kender forfra og bagfra. Derfor må det også være tilstrækkeligt at sige, at trilogiens andet bind mere eller mindre fortsætter præcis dér, hvor første bind stopper.

Man fornemmer imidlertid straks, at The Two Towers er et andet sted end The Fellowhip of the Ring. Første bind handler netop om følgeskabet og venskabet, der udvikler sig i gruppen om Frodo og ringen. Der opstår en form for soldaterfællesskab, hvor det, som opgavens alvor står klart for deltagerne, viser sig, at alle har ting at bidrage til gruppen. Både de magtfulde krigere og de ydmyge hobbitter har således funktioner, og det nivellerer gruppens forskelle i erfaring, status og magt. Man fornemmer lige dele fascination af sagateksternes beretninger om våbenbroderskaber her og Tolkiens egne erfaringer fra både et kostskoleliv og de efterfølgende krigsoplevelser, der hver på sin vis synes at bidrage til ringfælleskabets emotionelle bånd.

Paperback, Unwin Books 1975

Sådan er det imidlertid ikke længere i The Two Towers, for første bog slutter netop ved, at Boromir lader sig friste af ringen og derved brydes fælleskab uden nogensinde at blive genetableret i samme form. Det er et dramatisk punkt i fortællingen – måske et af de meste dramatiske og smertefulde overhovedet – der er en voldsom parafrase over Syndefaldet. Der går således noget uerstatteligt tabt, da Boromir fristes. Ringens fællesskab er nemlig noget smukt, og det er tydeligt, hvor meget Tolkien selv sværmede for dette fællesskab, og man føler med ham, fordi rejsens første del kommer til at stå som en gylden, uskyldig tid.

Alt der kommer efter opløsningen af ringens fælleskab, er blod sved og tårer. I deres ansigts sved må bogens helte stride sig frem mod den uundgåelige konfrontation med mørket. Det er da også med god grund, at heltene herefter konsekvent må tvivle på, hvorvidt det gode rent faktisk findes, for alt synes nu mere dystert og ubehageligt end før. Det eneste forløsende lyspunkt synes rent faktisk at være de små hobbitter Merry og Pippin, der bliver den ventil, som Tolkien kan bruge til, en smule satirisk, at gengive menigmands noget fortegnede billede af de katastrofale begivenheder, der er ved at udspille sig i verden.

John Ronald Reuel Tolkien (3. januar 1892 – 2. september 1973)

Nu skrev jeg allerede i første indlæg om trilogien, at jeg mener, at Tolkiens ambition om at skabe en ny mytologi skal tages ganske bogstaveligt. Det skal jeg ikke gentage her, men i stedet fortsætte med samme synspunkt, fordi The Two Towers bidrager væsentligt til præcis det perspektiv. I Fellowship of the Ring drager selskabet gennem et ødeland, hvor de så at sige rejser fra det ene mytiske tableau til det andet. Deres vandring bliver dermed en form for passage gennem hele universets kosmologi, og hvert sted, de besøger, er en ny station i myten, der belyser facetter af den samlede historie. I dette er Frodo og hans ledsagere mest af alt iagttagere, der hverken gør stort fra eller til i forhold til det, de oplever. Deres rolle kommer først senere.

Præcis det ændrer sig i andet bind. Den vise Aragorn fortæller til Éomer, at de nu står midt i fortællingen, og alt, hvad de fra dette øjeblik foretager sig, vil have betydning for den måde, som man vil fortælle om dem senere. ”Do we walk in legends or on the green earth in the daylight?”, spørger Éomer, hvortil Aragorn svarer ”A man may do both” (s. 30). Aragorn adresserer dermed tydeligt det forhold, at selskabet har indhentet myterne og nu er trådt ind i en ny fase, hvor de selv er blevet aktører i en fortælling, som vil blive genfortalt senere. Den samme bevidsthed om at være del af et narrativ bliver også senere italesat af Sam (s. 285), der konstaterer, at han er i tvivl om, hvad folk vil fortælle om Frodo og ham – dog ved han, at man vil berette om deres rejse, og han håber, at det vil blive en lykkelig fortælling.

Hardcover, George Allen & Unwin 1954. Romanens 1. udgave

Tolkien viser dermed sine læsere, at det er en gammel fortælling, som præsentres i første bind, og en ny fortælling, som symbolsk begynder, da ringens fællesskab brydes. Hans karakterer er sig fuldt ud bevidste dette og forstår deres status som aktører i et mytologisk univers, hvor alt bærer hen imod den endelige kulmination.

The Two Towers er dermed det tidspunkt, hvor heltene træder ind i det, man kunne kalde mytens ’nu’. Altså det sted, hvor narrativet dannes eller den nye myte får sin form. Det udløser selvfølgelig den bekymring, at modsat alle tidligere myter, så kender hovedpersonerne i denne nye historie ikke det præcise udfald af deres fortælling, og derved lykkes det for Tolkien både at skabe spænding for sine læsere og føje en gribende følelse af anspændt, smertefuld intensitet ind i beretningen, der naturligvis er stærkest omkring den hårdtprøvede Frodo og hans elskede ven Sam.

Hardcover, Houghton Mifflin 1955

Præcis venskabet mellem hobbitterne er da også et helt essentielt greb i Tolkiens epos, fordi de vedbliver med at være det følelsesmæssige alibi i værket, der giver ham mulighed for rent faktisk at udtrykke affekter og reaktioner, vi kan genkende og identificere os med. Alt andet i bøgerne er stiliserede helte og skurkes tale, mytens dialog om man vil, der her dikteres til senere genfortælling. Hobbitterne er gruset i maskineriet, der bliver outsiderens blik på det store, kosmiske spil. Hvor vigtigt dette er for bøgerne som helhed, står imidlertid først for alvor klart med fortællingens anden del.

Paperback, Ballantine Books 1965

The Two Towers er fremragende læsning, og måske den bedste del i værket som helhed, fordi Tolkien rent faktisk her udfolder ganske komplicerede temaer, der ikke findes i hverken første eller tredje bind. Der er noget eminent ved at følge denne gigantiske fortælling i præcis denne del af historien, hvor det hele så at sige er i bevægelse. Det er her, at myten samler momentum og bygger op. Forløsningen kommer senere, og den er måske nok storladen og følelsesfuld, men den er hverken overraskende eller så stemningsmæssigt sammensat, som det blik ind i myternes ’nu’ vi får her.

Nu må vi se, om ikke også kongen, på sin vej tilbage, kan få lejlighed til svinge forbi Fra Sortsand snart.

Paperback, Ace Books 1965

Paperback, Methuen 1971

Paperback, Ballantine Books 1973

Hardcover, George Allen & Unwin 1974

Paperback, Magnum 1977

Paperback, Ballantine Books 1982

Paperback, Unicorn 1986

Paperback, Ballantine Books 1988

Hardcover, Houghton Mifflin1988

Paperback, Houghton Mifflin 1999

Paperback, HarperCollins 2002

Hardcover, Thorndike Press 2003

Paperback, Houghton Mifflin 2005

Hardcover, HarperCollins 2009

Paperback, HarperCollins 2011

Paperback, HarperCollins 2012

Hardcover, HarperCollins 2013

J. R. R. Tolkien, The Fellowship of the Ring (1954): Nogle overvejelser

Paperback, Unwin Books 1975. Forsidens illustration er udført af Tolkien selv

Der kan være noget næsten uoverkommeligt i at skrive om de helt store mastodonter. Og om noget er Tolkiens trebindsværk om hobbitter, ringe og ringånder en monolitisk størrelse, der ikke er til at komme uden om; i hvert fald ikke, hvis man interesserer sig bare en lille smule for fantasy og eventyr. Jeg er ikke Tolkien-ekspert, og jeg bilder mig da heller ikke et øjeblik ind, at jeg har særligt originale eller nyskabende indsigter i forhold til værket, men en gang imellem lønner det sig at skrive nogle umiddelbare overvejelser ned, og det er sådan set også, hvad jeg har tænkt mig at gøre i løbet af tre indlæg – et for hvert bind forstås.

Det er ved at være længe siden, at jeg har genlæst Lord of the Rings. Filmatiseringer og overeksponering af universet fik kvalt enhver interesse for Tolkien hos mig, men jeg må blankt erkende, at genbesøget har lønnet sig, fordi jeg helt og aldeles havde glemt, hvor rig en oplevelse det rent faktisk er at gå i kødet på hans enorme epos.

Paperback, Unwin Books 1975

Allerede i den forbløffende lange introduktion fornemmer man den sproglige varme og dybtfølte kærlighed til livets små glæder, som Tolkien gang på gang i løbet af de tre bind får demonstreret – ikke bare gennem de gæve hobbitters gøren og laden, men gennem hele persongalleriet. Det er imidlertid ikke så meget i selve handlingen, som i ordvalget og ordvalgets omhu, at man fornemmer Tolkiens tilstedeværelse i teksten. Det er her, i den fortællende, aldrig krukkede, men stærkt antikverede fortællerstemme, at ordene vælder frem som en langsom, varm omfavnelse.

Tolkien har selv berømt sagt, at han med sine bøger forsøgte at skabe en samlende mytologi for England. En magisk fortid, som kunne danne en form for metafysisk og kulturel klangbund for nutiden og forankre landets eksistens i noget større end politik. Altså en form for fortælling, som englænderen kunne tage til sig, spejle sig i, og måske blive et bedre menneske ved at tilegne sig de værdier, der ligger til grund for mytologien.

John Ronald Reuel Tolkien (3. januar 1892 – 2. september 1973)

Samtidig har Tolkien paradoksalt også sagt, at hans arbejde ikke var nogen stor allegori, og at han faktisk ikke var ret begejstret for at fortolke værket. Det tilsyneladende paradoks er fascinerende, fordi Tolkien vel ikke kan få det på begge måder – for myten er jo netop noget, der fortælles for at opdrage og iscenesætte bestemte værdier. Men svaret ligger sådan set allerede i storværkets første bind.

Med mytologien voksede et kæmpe univers frem, som Tolkien blev ved med at udbygge og omskrive igennem hele sit voksenliv. Og resultatet blev, som bekendt, en fantastisk verden befolket af dværge, elvere og troldtøj. På overfladen gjorde Tolkien altså det, der med en ganske anstrengende, moderne term kaldes ”world building”. Hans arbejde kunne på den led umiddelbart ligne de utallige efterligninger og plagiater, som er udsprunget fra hans værk, men der er én afgørende forskel mellem Tolkien og hovedparten af alle andre fantasyforfattere. Jeg mener, at man alt for ofte har misforstået, eller rettere undervurderet Tolkiens ambition om at skabe en mytologi. Tolkien lavede nemlig ikke en fantasyverden, han skabte et legendeunivers. Forskellen er ganske, ganske stor.

Hardcover, George Allen & Unwin 1954. Romanens 1. udg.

Middle-Earth er, modsat eksempelvis George R. R. Martins populære univers, ikke et realistisk univers, lige så lidt som sagaerne om de nordiske guder og helte eksempelvis er realistiske gengivelser af en naturtro verden. Nej, det er en gennemæstetiseret forstælling, renset for alt umiddelbart overflødigt og henlagt til en stærkt idealiseret virkelighed. Fortællingens verden hos Tolkien rummer kun det, der er nødvendigt for fortællingens budskab, alt andet er skåret fra. Derfor er Middle-Earth også et stort, tomt spøgelsesland fyldt med fortidens ånder og meget lidt nutid og fremtid. Nuet er så at sige skrevet ud af fortællingen, fordi handlingen ikke handler om politik, mennesker og følelser, men beskæftiger sig fundamentalt med selve vilkåret for liv i et eskatologisk perspektiv.

På Frodo og hans venners vej ind i fortællingen er det hurtigt slående, hvor mennesketomt Middle-Earth er. Som rejseselskabet kommer frem, virker stederne, de besøger – eksempelvis landsbyen Bree eller hos Elrond i Rivendell – mest af alt som små øer i enormt hav af vildnis. Og har man først bidt mærke i dette, er det også klart, at det er noget betydningsfuldt. Vi kommer nemlig her helt tæt på Tolkiens egentlige struktur i bøgerne. For som vi læser os frem gennem historien, er det tydeligt, at hvert kapitel synes at være et lille univers i sig selv. En lille mytisk lomme, knyttet til et specifikt sted, hvor fortid og fremtid væves sammen uden klart at kunne adskilles. Alt, rejseselskabet passerer i handlingen, er således forbundet med fortiden, og skikkelserne, de møder undervejs, er indlejret i en stor mesterfortælling om tilværelsens natur eller essens.

Hardcover, Houghton Mifflin 1954

Nærmere end at skildre en sammenhængende verden lader Tolkens sine helte rejse fra én mytisk episode til den næste. Et narrativt ødeland uden egentlig betydning forbinder episoderne, præcis som havet forbinder øerne af oplevelse, som Odysseus og hans besætning møder i et andet epos, man strukturelt nødvendigvis må sidestile Lord of the Rings med.

De enkelte kapitler er dermed en form for tableauer, som vores helte træder ind og ud af. De aktiverer fortiden, når de træder ind i det enkelte kapitels narrativ, og de tager fortiden med sig videre frem til næste stop i den overordnede mytefortælling. Myten udvides dermed bestandigt, gøres rigere og dybere, velvidende, at vi ganske udemærket ved, hvor det hele slutter. Sådan er det nemlig også med myter. Den konkrete handling kan muligvis overraske os – for vi ved jo ikke, hvad Frodo og de andre kommer ud for, men vi kender mytens anliggende og konklusion, for den fortælles nærmest henkastet i et af bogens første kapitler.

Paperback, Ace Books 1965

Bogen handler nemlig, som alle mytologier, om verdens opbygning og frelse. Da Gandalf forklarer Frodo om Ringen for første gang, fortæller han, at der ligger en langt større kraft bag Ringens ondskab. En kraft bag kraften, så at sige. Det kan kun forstås som en form for guddommeligt forsyn, og er i virkeligheden det sted, der klarest identificerer trilogien som en parafrase over et kristent værdigrundlag. For den ondskab, stakkels Frodo skal stå ansigt til ansigt med i løbet af historien, kan måske nok synes uovervindelig, men med Gandalfs forsikring før det går løs, ved vi, at så snart hobbitterne begiver sig ud på deres rejse, overgiver de sig til forsynet, og det man kunne kalde den guddommelige plan.

Vi ved dermed allerede fra første binds begyndelse, at alt, der vil ske i løbet af de kommende mange sider, er ment til at ske og sker, fordi noget større, end de kræfter, der brydes i bøgernes handling, vil, at det skal ske. Hverken Frodo, Gandalf eller nogen af de andre forstår måske klart, hvorfor denne større kraft lader ondskaben husere i verden, men som den centrale Tom Bombadil afgørende forklarer hobbitterne, så er historien slet ikke ment til at blive forstået, nej den skal forfølges som en kædedans – underforstået, at historien må forstås bagfra i en nærmest Kierkegaardsk forstand. Frodo må altså vandre den tunge gang, følge sit lod, og forsøge at bevare troen på det uforståelige, selv der, hvor det bliver allermest vanskeligt og sort.

Paperback, Ballantine Books 1965. En udgave af romanen, der er blevet udgivet og genudgivet i et ekstremt stort antal

Hvorvidt trilogien som sådan er et kristent værk eller ej, kan naturligvis diskuteres, men det er uomtvisteligt, at historien er rejst over et skelet af kristne troper, der strækker sig lige fra skabelsesberetningen i Det Gamle Testamente til selvopofrelsen i Det Nye Testamente. Det kløgtige greb er imidlertid, at Tolkien begraver sine kilder dybt i de eventyrberetninger og sagaer, som han elskede så højt. Dermed skabte han også et værk, der kunne stå på egne ben uden det bibelske forlæg og et værk, der endda kunne løsrive sig fra udgangspunktet og vitterligt blive til den selvstændige myte, som Tolkien håbede at kunne skabe.

For netop med Tom Bombadils stemme – der er selve livskraften i universets stemme – skal handlingen slet ikke fortolkes eller forstås. Den skal ind under huden, og først der, langsomt og umærkelig, vokse sig til en egentlig paradoksal, uforstået erkendelse. Derfor kan Tolkien også, som nævnt i indledningen, både have ambitioner om en mytologi og værge sig mod fortolkning, fordi fortolkningen er en fremskyndet eller forceret erkendelse, der så at sige kun får hovedet og ikke hjertet med. Det er bundkatolsk tankegods, som Tolkien her serverede. Han serverede det i en sovs af eventyr, men substansen er ikke til at tage fejl af. Det spor kan man sige meget mere om, men der er også andre spændende ting at pege på, så snakken kan fortsætter i et nyt indlæg om lidt tid. Så hæng på.

Paperback, Methuen 1971

Paperback, Ballantine Books 1973

Hardcover, George Allen & Unwin 1974

Paperback, Magnum 1977

Paperback, Ballantine Books 1981

Hardcover, The Easton Press 1984

Paperback, Unicorn Books 1986

Paperback, Collins 1994

Hardcover, Houghton Mifflin 1996

Paperback, Houghton Mifflin 2005

Hardcover, Paw Prints 2008

Hardcover, HarperCollins 2009

Paperback, HarperCollins 2012

Hardcover, HarperCollins 2013

L. Sprague de Camp, Literary Swordsmen and Sorcerers. The Makers of Heroic Fantasy (1976): Pulpens titaner

Hardcover, Arkham House 1976. Forsidens tegning er udført af Tim Kirk

Den moderne fantasy har dybe rødder i de amerikanske pulpmagasiner, der udkom i begyndelsen af 1900-tallet. Andre kilder har naturligvis også bidraget, men ser man tilbage over genrerne, er det tydeligt, at en generation af forfattere, næsten alle født i slutningen af 1800-tallet og med anker i pulpmagasinerne, opfandt de skabeloner, som man fortsat arbejder med i dag. I deres samtid var pulpforfatterne naturligvis populære, mens en egentlig berømmelse først kom i løbet af 60’erne, hvor de fleste var døde eller bedagede seniorer, der ikke længere var aktive. Afstanden skabte rum for myter og den form for heltedyrkelse, der kun kan opstå, når helten ikke længere er i live.

L. Sprague de Camp, der selv havde levet et liv i genrefiktionens univers og opbygget en karriere på at arbejde videre med forgængernes arbejde, var en af de væsentlige bidragydere til den mytedannelse. Sprague de Camp arbejdede hårdt på at gøre sig til den ældre forfattergenerations stemme dels gennem videredigtninger på deres universer, dels gennem forord og biografier. Sidstnævnte biografier var måske ikke altid flatterende, men de Camp havde næse for gode historier, og derfor blev de altid fortalt med sans for drama og det man kan kalde mytologisk kvalitet.

Lyon Sprague de Camp (27. november 1907 – 6. november 2000)

Alt det kan du få et levende indtryk af i Literary Swordsmen and Sorcerers fra ’76, en samling af 11 biografier, der præsenterer nogle af de største navne fra 1900-tallets første halvdel. I hvert fald nogle af de største navne, der tilhørte kredsen omkring Weird Tales, Lovecraft og senere Arkham House. Det vil sige navne som førnævnte Lovecraft, Clark Ashton Smith og Rob Howard. Dertil kommer Lord Dunsany, Tolkien, William Morris og T. H. White. Udvalget er ganske forskelligt, og de enkelte forfatteres værker har ikke meget til fælles.

Pointen med biografierne er sådan set heller ikke at indkredse en bestemt genre, men snarere at udstikke vejen tilbage til den moderne fantasy-litteraturs rødder og dermed vise, hvad den i ’76 uhyggeligt populære genre byggede på. For en ting er ganske sikkert: de fleste af de forfattere, de Camp har med i sin bog, oplevede aldrig den berømmelse i levende live, som deres fiktion senere skulle opleve, da fantasy for alvor blev mainstream. Tolkien var selvfølgelig en af undtagelserne, idet synergien mellem The Lord of the Rings og genopdagelsen af pulplitteraturens heltefiktion i 60’erne gjorde den aldrende, engelske professor skræmmende populær i USA.

John Ronald Reuel Tolkien (3. januar 1892 – 2. september 1973)

Der er flere interessante punkter ved Literary Swordsmen and Sorcerers, som gør den til en fængende, men samtidig også spøjs udgivelse. Præmissen for bogen er nemlig ganske skæv; hvem ville eksempelvis nogensinde drømme om at beskrive Lovecrafts eller Ashton Smiths værker som ”heroisk fantasy”? Der er flere andre i bogen, som også kun dårlig dækkes af begrebet, og det er formentlig kun de Camp, der kunne se en større mening med tingene. Eller kunne han? Jeg tvivler faktisk. De Camp var en opportunist af kaliber, og jeg er helt sikker på, at den eneste grund til, at navne som eksempelvis Lovecraft har fundet vej ind i bogen her, er, fordi de Camp havde skrevet om ham tideligere, fordi Literary Swordsmen and Sorcerers udkom på Arkham House og fordi der var penge i Lovecrafts navn. Måske er jeg bare kynisk, men de Camp havde blik for den slags slagsfremmende taktikker.

Clark Ashton Smith (13. januar 1893 – 14. august 1961)

Man kan så sige, at det kunne komme ud på et, om Lovecraft er med i en bog om heroisk fantasy eller ej, men det får faktisk betydning for den indledning, de Camp skriver, der handler om genrens udvikling. Her må han finde plads til størrelser som Lovecraft, hvilket ikke ubetinget lykkes for ham, fordi han sætter sig mellem to stole. På den ene side skildrer han fantasy som kærligheden til det uvirkelige, eventyrlige og alt det, der strider imod vores rationelle verdensopfattelse, på den anden side som fiktion om den stærke sagahelt, der tager kampen op imod det onde. Den tematiske beskrivelse kan have meget på sig, men som sagt kræver det en ganske kreativ læsning at få alle enderne i bogen til at mødes.

Lord Dunsany – elere rettere Edward John Moreton Drax Plunkett, 18. Baron af Dunsany (24. juli 1878 – 25. oktober 1957).

De enkelte biografier er sjove derved, at de Camp ikke bare præsenterer sine forfattere. Han lever sig ind i situationer og stiller sig først og fremmest til dommer over deres liv og virke. De Camp indtager rollen som den store connaisseur, der uddeler ris og ros, opsang og fordømmelse. Her taler vi vel at mærke ikke om det litterære, nej, vi taler om selve personerne. De Camp leverer nemlig psykologiske portrætter og stiller sig til dommer over svaghed eller dårlige beslutninger. Det går især ud over Lovecraft, Smith og Howard.

En væsentlig ting er nemlig, at de Camp bedst kan lide forfattere, der deler samme indstilling til fiktion som ham selv. Det vil sige disciplinerede håndværkere, der skriver historier for morskabens skyld og gemmer alle krukkerierne bort. Mens De Camp eksempelvis leverer et sønderlemmende personportræt af Howard, har han stor respekt for hans evne til at sælge sine historier, ikke bare en gang, men flere gange. Helt omvendt er det med Lovecraft og Smith, der ikke alene klantres for deres svage psyke, men også for deres elendige forståelse for at tjene penge på pulpbranchen. Eller Tolkiens langsommelige omhyggelighed, som de Camp heller ikke giver meget for.

Robert Ervin Howard (22. januar 1906 – 11. juni 1936) i Fort McKavett 1933

Det er stedvist næsten lidt grænseoverskridende at læse de Camps kritiske bemærkninger, der er af en karakter, som ingen ville drømme om at skrive i dag. Men samtidig er det sjovt. Det samme er hans vurderinger af selve de litterære kvaliteter. Alle, der er med i bogen, har naturligvis en høj stjerne hos ham, men han går kritisk til alles værker, og alle får i en eller anden grad hårde ord med på vejen. Den eneste, som omtrent går fri, er Clark Ashtin Smith, der iscenesættes som geniet, der selvforskyldt aldrig blev opdaget af verden.

Literary Swordsmen and Sorcerers stammer fra en tid, hvor internet og Wikipedia var en uhørt drøm. Bogens biografier er således stof til de nysgerrige læsere, der ville vide mere om navnene bag de paperbacks, de sad med og måske komme ind bag de rygter, der florerede. I dag har bogen derfor mistet en væsentlig funktion, men bestemt ikke sin relevans. Dels er de Camps indledning et stykke spændende refleksion over fantasygenrens væsen, dels gør selve bogens stil stadig indtryk.

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Det er ikke bare ferske biografier, vi får fortalt, nej det er de Camps version, vi får leveret. Han er med hele vejen og giver tydeligt sin holdning til kende. Det gør bogen frisk, selv i dag, og gør, at den ikke minder så lidt om de artikler, vi eksempelvis finder på blogs på nettet, hvor det også ofte er et stærkt personligt greb om tingene, der karakteriserer teksterne. Den slags skaber et særligt liv – tror jeg – fordi det er i mødet med andres personlige holdninger, at vi tvinges til selv at tænke og mærke efter. Det gør de Camps kapitler, der er en form for blogindlæg fra 70’erne. Altmodisch og moderne på samme tid – selvom blogs vist nok også er ved at være stærkt umoderne. Nuvel. Jeg holder meget af bogen, der en sær størrelse fyldt med personlighed. Mere sympatisk kan det næsten ikke blive.

Bogens biografier:

Chapter I. “The Swords of Faërie”

Chapter II “Jack of All Arts: William Morris”

Chapter III. “Two Men in One: Lord Dunsany”

Chapter IV. “Eldritch Yankee Gentleman: H. P. Lovecraft”

Chapter V. “Superman in a Bowler: E.R. Eddison”

Chapter VI. “The Miscast Barbarian: Robert E. Howard”

Chapter VII. “Parallel Worlds: Fletcher Pratt”

Chapter VIII. “Sierran Shaman: Clark Ashton Smith”

Chapter IX. “Merlin in Tweeds: J.R.R. Tolkien”

Chapter X. “The Architect of Camelot: T.H. White”

Chapter XI. “Conan’s Compeers”

Jakob Levinsen, Helte og Hobbitter. Veje omkring J. R. R. Tolkien og Ringenes Herre (2004): En befriende u-nørdet bog

Hardcover, Lindhart og Ringhof 2004

Jeg må blankt indrømme, at jeg aldrig har været nogen kæmpe Tolkien-fan. Jeg har læst Tolkiens eventyr flere gange og holder sådan set meget af både The Hobbit og Lord of the Rings, men jeg har aldrig brugt energi på universet som sådan. Hele den silmarillionske konstruktion går hen over hovedet på mig, og det samme gør fanmiljøets fascination af detaljerigdommen i Tolkiens forfatterskab. Faktisk har jeg haft det ganske svært med Tolkien efter Peter Jacksons film gik deres sejrsgang. Jeg har før skrevet om fandommens klamme favntag, og Tolkiens popularitet er absolut et prima eksempel på dette. Det vil sige den nørdede entusiasme, der fokuserer på teksternes konkrete oplysninger og handlinger, men savner enhver sans for bøgerne som litteratur. Det kunne jeg skrive en hel del om, men vil sikkert bare ende med at få en flok elverudklædte liverollespillere på nakken, og det er livet for kort til.

Derfor var det også en befriende oplevelse at læse Jakob Levinsens lidt mærkværdige bog om Tolkiens forfatterskab. For selv om Levinsen i indledningen forklarer, at han har et langt og passioneret forhold til Tolkiens værker, er der tale om en ganske u-nørdet bog, som ganske vist høster lette frugter fra en enorm international forskningslitteratur, men som samtidig formår at levere nogle fascinerende indsigter. Indsigter, der ikke bare vedkommer vores læsning af Tolkien, men som faktisk taler ind i læsningen af fantastisk genrelitteratur generelt.

Hardcover, Lindhart og Ringhof 2004

Bogen begynder med en kort introduktion til Tolkiens liv og levned, hvorefter Levinsen væver lidt over Tolkien som fænomen. Det sidste virker en smule løst i koderne, men han har en pointe. Levinsen bruger nemlig sine refleksioner relevant og spørger, hvorfor Tolkiens popularitet har opnået så uhørt stor og vedvarende popularitet. Filmene er naturligvis en del af forklaringen, men omvendt er filmene sådan set bare en del af fænomenet, og svaret må derfor findes et sted i selve bøgerne. Det ansporer Jakob Levinsen til bogens egentlige ærinde, nemlig at afdække Tolkiens litterære virkemidler. Hvordan skriver Tolkien rent faktisk. Det greb er godt og spændende, fordi det først og fremmest handler om sprog og skriveteknik og dermed ikke alt det, man normalt fokuserer på hos Tolkien – dvs. fantasyelementerne.

Måden, Jakob Levinsen vælger at demonstrere dette på, er gennem en lang genfortælling af romanernes indhold. Først i et langt kapitel om The Hobbit, der gennemgås fra ende til anden, og dernæst et monstrøst kapitel som gennemspiller hele Lord of the Rings.

Jakob Levinsen, (født 19. juli 1960)

I sig selv er det en smule sært at læse et så omfattende referat af bøgerne, og dybest set er det en uholdbar fremgangsmåde. Disposition skyldes uden tvivl, at Helte og Hobbitter også skal tjene som introduktion til forfatterskabet for dem, der endnu ikke har læst bøgerne, men jeg tvivler på, at en læser, der ikke kender universet, vil finde det synderligt interessant. For læseren, der kender Tolkiens romaner, bliver referatet også ligegyldigt, og jeg ønskede mange gange under læsningen, at Levinsen i stedet havde valgt at lave nogle tværgående, tematiske undersøgelser, der sagtens kunne have vist det samme, bare på en enklere og mere elegant måde.

Det, Jakob Levinsen konkluderer gennem sin læsning, er ikke synderligt overraskende. Det handler i høj grad om Tolkiens forhold til ord og sprog. Levinsen får meget tydeligt skrevet en Tolkiens-læsning frem, der næsten bliver et ekko af en Wittgensteinsk ontologi – blot med den afgørende forskel, at Tolkiens sprogprojekt kun indirekte relaterer til selvet i verden og i stedet viser, hvordan en uvirkelig men plausibel og forståelig verden kan vokse ud af sproget og dermed til en vis grad blive virkelig. Og er det ikke præcis det, der er sket med romanerne? Tolkien skabte et mytologisk kompleks, der er blevet så indlejret i vores virkelighedsforståelse, at hans mytologi ikke længere klart lader sig skelne fra de mange magiske/mytologise forestillingsverdener, hvis ophav vi ikke kender. Man kunne eksempelvis her sammenligne Tolkiens kreation med receptionen af den såkaldte nordiske mytologi, der blev tekstuelt samlet og redigeret i 1200-tallets anden fjerdel.

John Ronald Reuel Tolkien (3. januar 1892 – 2. september 1973)

Det interessante i denne sammenhæng er, at forfatteren Tolkien, der åbenhjertigt tog afstand fra moderniteten, faktisk ender med at være udtryk for en grundlæggende moderne tankegang, der ikke ligger langt fra eksempelvis den intellektuelle tusindkunstner Jorge Luis Borges.

En anden af de tilbagevendende pointer hos Levinsen, som allerede står klar i indledningen, er, at Levinsen opponerer mod den gumpetunge en-til-en læsning, der har været populær blandt Tolkien-fans. Det vil sige en læsning, hvor inspirationen til de enkelte komponenter i forfatterskabet søges i Tolkiens liv. Som når edderkoppen Shelob menes at vokse ud af oplevelser i Tolkiens tidlige barndom i Sydafrika osv. Kan ske Tolkien har trukket på idéer og indtryk, men vejen fra tanke til tekst er længere end som så og fyldt med justeringer og fortolkninger. Jeg kan derfor kun tilslutte mig Levinsens modstand mod den type analyser, navnlig fordi Tolkien også selv problematiserede sådanne læsninger af hans bøger.

Hardcover, Lindhardt og Ringhof 2004. Bogens 1. udg.

En anden pointe, der bliver hamret ind, er det problematiske i at læse Tolkien i dansk oversættelse. Det lykkes i hvert fald meget overbevisende at vise i hvor høj grad, Tolkiens poetik er knyttet til specifikke betydninger i det engelske sprog, som ikke nødvendigvis lader sig oversætte til dansk, når der samtidig skal tages hensyn til ordenes klang og rytme. Groft sagt argumenterer Levinsen vel for, at Tolkiens poesi går fløjten og efterlader selve historien, eller handlingen om man vil, som litterært vraggods, der ikke står mål med originalen. Synspunktet er uden tvivl kontroversielt, men uden tvivl også rigtigt.

Det mest fascinerende ved bogen findes imidlertid på s. 72, hvor Jakob Levinsen går ind på en diskussion af selve det at skrive ”fantasy”. Her fremfører han det synspunkt, at det engelske begreb ”fantasy” har en dobbelthed, der både dækker det at bruge sin kreativitet for derved at skabe noget, og samtidig er et særligt syn på verden. At se gennem sin fantasi er en særlig bevidsthedsmodus, der leger med virkeligheden og udvider erfaringshorisonten ind i det uvirkelige og umulige for derved at skabe en større og mere spændende verden, end den vi egentlig forstår os som en del af. Tanken er frugtbar og viser hvordan, og hvorfor det først og fremmest kunne være interessant for Tolkien at skabe sine kunsteventyr.

Hardcover, George Allen & Unwin 1937. Bogen der begyndte det hele

Helte og Hobbitter er kluntet komponeret og stedvist et tungt bekendtskab, men der er oplagte kvaliteter i Jakob Levinsens tekst. Han fanger Tolkien fra en uvant side og tvinger, heldigvis, sin læser til at se de episke storværker om Middle-earth fra en anden vinkel, end man sædvanligvis ser og hører det fremstillet. Og tak for det. Jeg fik i hvert fald mere ud af bogen, end jeg turde håbe på.