Horrors Unknown, red. Sam Moskowitz (1971): Næsten glemte gys

Hardcover, Kaye & Ward 1972. Forsidens illustrator er ikke oplyst

Den anerkendte genreredaktør Sam Moskowitz begyndte allerede i 50’erne at indsamle og udgive antologier med navnlig science fiction-noveller fra pulpens storhedstid. Han kastede sig imidlertid også over gys i slutningen af 60’erne, hvor netop den genre havde vind i sejlene. Og takket være et ganske omfattende kendskab til de gamle pulpmagasiner lykkedes det ham også at udsende en række meget vellykkede skrækudgivelser. Horrors Unknown fra 1971 er en af de sidste, som han fik udgivet, og bogen udmærker sig ved at samle noveller fra ellers kendte forfattere, som ikke har været udgivet siden deres oprindelige publicering.

Det er jo i sig selv et værdigt formål for en antologi, men man fornemmer tydeligt, at selve udgangspunktet for Horrors Unknown i bund og grund er den legendariske novelle “The Challenge From Beyond”. Legendarisk, fordi historien blev skrevet som føljeton, hvor en række forfattere byggede videre på de tidligere bidrag. Det er naturligvis ikke i sig selv noget specielt ved, det var bidragyderne imidlertid, som ikke var nogen ringere end C. L. Moore, A. Merritt, H. P. Lovecraft, Robert E. Howard og Frank Belknap Long. Det må siges at være et pulp-hold af kaliber, og et samarbejde, som næsten er for utroligt til at være sandt. Sandt er det imidlertid, men resultatet står på ingen måde mål med det, vi ellers kender de højtprofilerede navne for.

Sam Moskowitz (30. juni 1920 – 15. april 1997)

Alle, der har læst Lovecrafts breve i udvalg, vil sikkert huske de mange problemer, der opstår omkring “The Challenge From Beyond”, fordi de to førstnævnte forfattere ikke afleverer til tiden og ej heller bød ind med ret meget. Lovecraft og Howard får dermed æren af for alvor at sætte kød på den historie, der kom til at handle om en mand, der bytter krop med et insektvæsen på en fjern planet og her oplever en form for paladsrevolution blandt de fremmedartede skabninger. Belknap Long, der takket være Lovecraft kom med på holdet, får den tvivlsomme ære af at afslutte den ganske usammenhængende beretning.

Hele herligheden blev trykt 1935 i magasinet Fantasy og blev derefter hurtigt glemt igen, formentlig fordi resultatet er så pinagtigt, som det er. Om der er en lære bag dette, skal jeg ikke gøre mig klog på, men man kan i hvert fald konkludere, at mange stjerner ikke nødvendigvis er det samme som et resultat, der er de mange stjerner værdigt.

Hardcover, Walker & Co. 1971. Antologiens 1. udg.

Det var måske derfor heller ikke så sært, at det først var i 1971, at historien kunne genudgives, på et tidspunkt, hvor både Lovecraft og Howard var blevet superstjerner, og verden hungerede efter mere fra deres hånd. Takket være ”The Challenge From Beyond” var Moskowitz’ bog Horrors Unknown dermed også hurtigt udsolgt, men formentlig også en kæmpe skuffelse for alle, der forventede noget særligt af det ret utrolige samarbejde.

Bogen som sådan indeholder imidlertid også andet og mere interessant. I den kuriøse ende kan man nævne Ray Bradburys første publicerede novelle “The Pendulum” fra 1939. Den kortfattede historie om en mand, der bliver indespærret i et enormt pendul og derved ikke ældes, før pendulet stopper, er ikke videre fængslende, men den giver et indblik i den unge Bradburys udvikling. Bradbury genudgav senere novellen, denne gang i samarbejde med den mere rutinerede forfatter Henry Hasse, og denne anden udgave er også med i bogen. Muligheden for at kunne sammenligne de to tekster er fascinerende, fordi man pludselig ser, hvordan Hasses rutinerede hånd bevarer Bradburys oprindelige idé, men løfter fortællingen og gør den læseværdig. Det er dermed en lektion i skrivehåndværk, som jeg tror, de fleste, der interesserer sig for den slags, vil kunne se noget spændende i.

Perlevenner – Frank Belknap Long (27. april 1901 – 3. januar 1994) og Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Ligeledes kuriøs er Francis Stevens’ ganske fine ”Unseen – Unfeared” fra 1919, der har slående ligheder med en hel del elementer, vi senere kan genfinde hos Lovecraft. I novellen havner hovedpersonen i et bizart mareridtsscenarie, hvor han pludselig bliver bevidst om groteske, amøbeeksistenser, der svævende omgiver os, men som det menneskelige øje ikke kan se. Lovecrafts korte ”From Beyond” (fra 1934) har samme plotidé, og Stevens har endda følgende udsagn ”Fear nothing! Among such as these do you move every hour of the day and night. Only you and I have seen, for God is merciful and has spared our race from sight” (s. 159), som formentlig også vil fremstå bekendt – jeg tænker naturligvis på det berømte “The most merciful thing in the world, I think, is the inability of the human mind to correlate all its contents…” fra Call of Cthulhu. Om der er en sammenhæng, skal jeg ikke kunne afgøre, men det er nærliggende, og idéerne er afgjort effektfulde i Stevens hænder.

Af mere litterær interesse er Edison Marshalls ”The Flying Lion” fra 1919, der med ganske få virkemidler rent faktisk formår at opbygge en ganske intens stemning. En mand kommer ud for en ulykke i en isoleret dal, der eftersigende skulle være hjemsøgt. Manden ligger fanget, mens mørket falder på og således forsvarsløs mærker han pludselig, hvordan noget sniger sig ind på ham. Et stykke rørende enkelt, klassisk skrækfiktion, der afgjort trykker på de rigtige knapper gennem beskrivelser af lyde i natten.

Edison Tesla Marshall (28. august 1894 – 29. oktober 1967)

Bogens absolutte højdepunkt er dog “From Hand to Mouth” af Fitz-James O’Brien – en grotesk, halvfærdig novelle, der bedst kan beskrives som en absurd, galgenhumoristisk fortælling om en ung mand, der mod sin vilje kommer i kløerne på en bizar, skurkagtig gentleman i forsøget på at rede en ung dames dyd. Hovedparten af fortællingen, der udkom i 1858, udspiller sig på et surrealistisk hotel, hvor vægge og døre har såvel øjne som munde. Teksten er spækket med drilske ordspil og gækkerier, hvoraf flere angiveligt skulle henvise til personer i O’Briens samtid. Den slags går desværre hen over hovedet på mig og formentlig også hovedparten af alle andre, der læser novellen i dag. Ikke desto mindre har den surreale atmosfære en særlig virkning, der giver historien et næsten tidløst præg. Noget moderne, som hæver den over ordinær pulp og gør den beslægtet med arbejder af folk som Borges og Peake, for ikke også at nævne Carroll.

En meget ung Ray Bradbury (22. august 1920 – 5. juni 2012)

En antologi som Horrors Unknown er spændende, fordi den gør os klogere på pulpens og dermed også det moderne gys’ udgangspunkt. Den er også et sjovt bekendtskab som udgivelse i sig selv, fordi den på den ene side tydeligvis forsøger at trække læsere til med bidrag af folk som Lovecraft, Howard og Bradbury, men samtidig synes bogen ganske idealistisk og meget lidt kommerciel, fordi den dykker ned i det ukendte og ofte svage stof, som kun hærdede genrefans kan interesserer sig for.

Fitz James O’Brien (31. december 1828 – 6. april 1862)

På den led er bogen i virkeligheden også et meget fint billede på den fankultur, der opstod i slutningen af 60’erne, hvor der pludselig var et stort bogmarked for meget specialiserede læsere, der var interesseret i at bruge penge på genoptryk af pulpfortællinger, der måske ikke var synderligt gode, men som havde genrehistorisk interesse. Talrige små, fandrevne forlag skød i den periode op, der satsede på præcis sådanne udgivelser. Dette specialiserede marked findes fortsat i dag – heldigvis for det – og med de moderne muligheder for kommunikation kan man sige, at den slags udgivelser har fået bedre vilkår end nogensinde før. Men derfor kan man jo også fortsat glæde sig over samlerobjekter som Horros Unknown – en sær bog, som jeg er glad for at have stående i samlingen.

Novellerne:

C. L. Moore, A. Merritt, H. P. Lovecraft, Robert E. Howard & Frank Belknap Long: “The Challenge From Beyond”

Edison Marshall: “The Flying Lion”

Frank Norris: “Grettir at Thorhallstead”

C. L. Moore: “Werewoman”

Fitz-James O’Brien: “From Hand to Mouth”

Seabury Quinn: “Body and Soul”

Francis Stevens: “Unseen – Unfeared”

Ray Bradbury: “The Pendulum”

Ray Bradbury & Henry Hasse: “Pendulum”

Edwin L. Sabin: “The Devil of the Picuris”

W. Fenimore: “The Pool of the Stone God”

 

 

L. Sprague de Camp, Literary Swordsmen and Sorcerers. The Makers of Heroic Fantasy (1976): Pulpens titaner

Hardcover, Arkham House 1976. Forsidens tegning er udført af Tim Kirk

Den moderne fantasy har dybe rødder i de amerikanske pulpmagasiner, der udkom i begyndelsen af 1900-tallet. Andre kilder har naturligvis også bidraget, men ser man tilbage over genrerne, er det tydeligt, at en generation af forfattere, næsten alle født i slutningen af 1800-tallet og med anker i pulpmagasinerne, opfandt de skabeloner, som man fortsat arbejder med i dag. I deres samtid var pulpforfatterne naturligvis populære, mens en egentlig berømmelse først kom i løbet af 60’erne, hvor de fleste var døde eller bedagede seniorer, der ikke længere var aktive. Afstanden skabte rum for myter og den form for heltedyrkelse, der kun kan opstå, når helten ikke længere er i live.

L. Sprague de Camp, der selv havde levet et liv i genrefiktionens univers og opbygget en karriere på at arbejde videre med forgængernes arbejde, var en af de væsentlige bidragydere til den mytedannelse. Sprague de Camp arbejdede hårdt på at gøre sig til den ældre forfattergenerations stemme dels gennem videredigtninger på deres universer, dels gennem forord og biografier. Sidstnævnte biografier var måske ikke altid flatterende, men de Camp havde næse for gode historier, og derfor blev de altid fortalt med sans for drama og det man kan kalde mytologisk kvalitet.

Lyon Sprague de Camp (27. november 1907 – 6. november 2000)

Alt det kan du få et levende indtryk af i Literary Swordsmen and Sorcerers fra ’76, en samling af 11 biografier, der præsenterer nogle af de største navne fra 1900-tallets første halvdel. I hvert fald nogle af de største navne, der tilhørte kredsen omkring Weird Tales, Lovecraft og senere Arkham House. Det vil sige navne som førnævnte Lovecraft, Clark Ashton Smith og Rob Howard. Dertil kommer Lord Dunsany, Tolkien, William Morris og T. H. White. Udvalget er ganske forskelligt, og de enkelte forfatteres værker har ikke meget til fælles.

Pointen med biografierne er sådan set heller ikke at indkredse en bestemt genre, men snarere at udstikke vejen tilbage til den moderne fantasy-litteraturs rødder og dermed vise, hvad den i ’76 uhyggeligt populære genre byggede på. For en ting er ganske sikkert: de fleste af de forfattere, de Camp har med i sin bog, oplevede aldrig den berømmelse i levende live, som deres fiktion senere skulle opleve, da fantasy for alvor blev mainstream. Tolkien var selvfølgelig en af undtagelserne, idet synergien mellem The Lord of the Rings og genopdagelsen af pulplitteraturens heltefiktion i 60’erne gjorde den aldrende, engelske professor skræmmende populær i USA.

John Ronald Reuel Tolkien (3. januar 1892 – 2. september 1973)

Der er flere interessante punkter ved Literary Swordsmen and Sorcerers, som gør den til en fængende, men samtidig også spøjs udgivelse. Præmissen for bogen er nemlig ganske skæv; hvem ville eksempelvis nogensinde drømme om at beskrive Lovecrafts eller Ashton Smiths værker som ”heroisk fantasy”? Der er flere andre i bogen, som også kun dårlig dækkes af begrebet, og det er formentlig kun de Camp, der kunne se en større mening med tingene. Eller kunne han? Jeg tvivler faktisk. De Camp var en opportunist af kaliber, og jeg er helt sikker på, at den eneste grund til, at navne som eksempelvis Lovecraft har fundet vej ind i bogen her, er, fordi de Camp havde skrevet om ham tideligere, fordi Literary Swordsmen and Sorcerers udkom på Arkham House og fordi der var penge i Lovecrafts navn. Måske er jeg bare kynisk, men de Camp havde blik for den slags slagsfremmende taktikker.

Clark Ashton Smith (13. januar 1893 – 14. august 1961)

Man kan så sige, at det kunne komme ud på et, om Lovecraft er med i en bog om heroisk fantasy eller ej, men det får faktisk betydning for den indledning, de Camp skriver, der handler om genrens udvikling. Her må han finde plads til størrelser som Lovecraft, hvilket ikke ubetinget lykkes for ham, fordi han sætter sig mellem to stole. På den ene side skildrer han fantasy som kærligheden til det uvirkelige, eventyrlige og alt det, der strider imod vores rationelle verdensopfattelse, på den anden side som fiktion om den stærke sagahelt, der tager kampen op imod det onde. Den tematiske beskrivelse kan have meget på sig, men som sagt kræver det en ganske kreativ læsning at få alle enderne i bogen til at mødes.

Lord Dunsany – elere rettere Edward John Moreton Drax Plunkett, 18. Baron af Dunsany (24. juli 1878 – 25. oktober 1957).

De enkelte biografier er sjove derved, at de Camp ikke bare præsenterer sine forfattere. Han lever sig ind i situationer og stiller sig først og fremmest til dommer over deres liv og virke. De Camp indtager rollen som den store connaisseur, der uddeler ris og ros, opsang og fordømmelse. Her taler vi vel at mærke ikke om det litterære, nej, vi taler om selve personerne. De Camp leverer nemlig psykologiske portrætter og stiller sig til dommer over svaghed eller dårlige beslutninger. Det går især ud over Lovecraft, Smith og Howard.

En væsentlig ting er nemlig, at de Camp bedst kan lide forfattere, der deler samme indstilling til fiktion som ham selv. Det vil sige disciplinerede håndværkere, der skriver historier for morskabens skyld og gemmer alle krukkerierne bort. Mens De Camp eksempelvis leverer et sønderlemmende personportræt af Howard, har han stor respekt for hans evne til at sælge sine historier, ikke bare en gang, men flere gange. Helt omvendt er det med Lovecraft og Smith, der ikke alene klantres for deres svage psyke, men også for deres elendige forståelse for at tjene penge på pulpbranchen. Eller Tolkiens langsommelige omhyggelighed, som de Camp heller ikke giver meget for.

Robert Ervin Howard (22. januar 1906 – 11. juni 1936) i Fort McKavett 1933

Det er stedvist næsten lidt grænseoverskridende at læse de Camps kritiske bemærkninger, der er af en karakter, som ingen ville drømme om at skrive i dag. Men samtidig er det sjovt. Det samme er hans vurderinger af selve de litterære kvaliteter. Alle, der er med i bogen, har naturligvis en høj stjerne hos ham, men han går kritisk til alles værker, og alle får i en eller anden grad hårde ord med på vejen. Den eneste, som omtrent går fri, er Clark Ashtin Smith, der iscenesættes som geniet, der selvforskyldt aldrig blev opdaget af verden.

Literary Swordsmen and Sorcerers stammer fra en tid, hvor internet og Wikipedia var en uhørt drøm. Bogens biografier er således stof til de nysgerrige læsere, der ville vide mere om navnene bag de paperbacks, de sad med og måske komme ind bag de rygter, der florerede. I dag har bogen derfor mistet en væsentlig funktion, men bestemt ikke sin relevans. Dels er de Camps indledning et stykke spændende refleksion over fantasygenrens væsen, dels gør selve bogens stil stadig indtryk.

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Det er ikke bare ferske biografier, vi får fortalt, nej det er de Camps version, vi får leveret. Han er med hele vejen og giver tydeligt sin holdning til kende. Det gør bogen frisk, selv i dag, og gør, at den ikke minder så lidt om de artikler, vi eksempelvis finder på blogs på nettet, hvor det også ofte er et stærkt personligt greb om tingene, der karakteriserer teksterne. Den slags skaber et særligt liv – tror jeg – fordi det er i mødet med andres personlige holdninger, at vi tvinges til selv at tænke og mærke efter. Det gør de Camps kapitler, der er en form for blogindlæg fra 70’erne. Altmodisch og moderne på samme tid – selvom blogs vist nok også er ved at være stærkt umoderne. Nuvel. Jeg holder meget af bogen, der en sær størrelse fyldt med personlighed. Mere sympatisk kan det næsten ikke blive.

Bogens biografier:

Chapter I. “The Swords of Faërie”

Chapter II “Jack of All Arts: William Morris”

Chapter III. “Two Men in One: Lord Dunsany”

Chapter IV. “Eldritch Yankee Gentleman: H. P. Lovecraft”

Chapter V. “Superman in a Bowler: E.R. Eddison”

Chapter VI. “The Miscast Barbarian: Robert E. Howard”

Chapter VII. “Parallel Worlds: Fletcher Pratt”

Chapter VIII. “Sierran Shaman: Clark Ashton Smith”

Chapter IX. “Merlin in Tweeds: J.R.R. Tolkien”

Chapter X. “The Architect of Camelot: T.H. White”

Chapter XI. “Conan’s Compeers”

Robert E. Howard: Marchers of Valhalla (1978): Blodindsmurt patos

Paperback, Berkley Books 1978. Den fine, fine forside er malet af Ken Kelly

Robert E. Howard favnede bredt over pulplitteraturens genrer og nåede i løbet af sit korte liv at udsende et forbløffende stort antal noveller. Howard var afgjort en af de forfattere, der forstod at sno sig på det kulørte bladmarked, og man behøver sådan set kun gå til en af de mange omnibus-udgivelser med Conan-fortællinger for at opdage, i hvor høj grad han opererede med faste skabeloner for historierne. Læst ud i en køre gør novellerne sig af den grund ikke specielt godt, fordi vi kommer for tæt på Howards maskinrum og får mulighed for at kigge ham i kortene. Mulighed for at se støberandene, se de faste vendinger og motiver, se gentagelserne.

I 60’erne, da Howards og navnlig Conans popularitet eksploderede ud over det internationale paperbackmarked, udløste det en voldsom interesse for de andre eventyrlige genrer, som Howard havde beskæftiget sig med. Og Howard fik rent faktisk skrevet en del historier, der på alle måder minder om fortællingerne om Conan, barberenes ubestridte konge. Marchers of Valhalla fra ’78 er præcis en af den type antologier, idet den rummer barbariske noveller uden Conan. Bogen samler imidlertid ikke kun fortællinger om eventyrlig krig og kamp, den fokuserer på Howards tidlige historier.

Paperback, Berkley Books 1978

Marchers of Valhalla er med andre ord et blik på historier fra den unge Howards hånd. Historier, hvoraf to endda aldrig blev udgivet i hans levetid. Og historier, der råt for usødet viser os de byggesten, som forfatteren senere skulle basere sit pulpkongedømme på. Og lad det være sagt med det samme, Marchers of Valhalla rummer passager, der uden videre kan måle sig med det bedste Howard senere skrev, men historierne præges overvejende af mindre rutinerede tekster. De fleste af novellerne er dermed hverken specielt spændende eller velfortalte. Imidlertid er de endda særdeles interessante fra en litteraturhistorisk vinkel, fordi vi kommer tæt på Howards sproglige værktøjskasse og den idealistiske romantisme, der kom til at præge ham gennem hele sit forfattervirke.

Bogens otte historier spænder fra mytiske slag mellem vikinger og keltere i “The Grey God Passes” over western-action i “The Valley of the Lost” til en helt klassisk spøgelsesfortælling i “Sea Curse”. Genremæssigt når vi vidt omkring, men ikke desto mindre forlader vi aldrig det samme fortættede univers. Godt nok skifter miljøerne fra det tågede England til Texas’ støvede prærie, men det er sådan set bare skiftende kulisser for de tematikker, der gennemspilles igen og igen. Det understreges forbilledligt i novellen “Marchers of Valhalla”, der transcenderer sit miljø og fører læseren fra Howards Texas tilbage gennem tiden til en barbarisk fortid, hvor sværdkæmpere vandrede omkring på selvsamme sted.

Berkley lagde fraveplakater i deres Conan-udgivelser. Plakaten er desværre forsvundet fra min udgave af bogen. Jeg har dog fundet dette, lidt sølle, billede, hvor man kan se plakaten

Og faktisk er novellen, der har lagt navn til hele antologien, et perfekt nedslag for den, der vil ind i Howards univers. Historien er spækket med de dikotomier, som han blev ved med at opstille – potens/impotens, passivitet/handlekraft, by/vildnis osv. Alt sammen begrebskomplekser, som Howard bar med ind i en meget stor del af sin fiktion. Og dertil kommer det underliggende net af ord og vendinger, som han indsatte og afprøvede mellem førnævnte dikotomier. Ordet ’blood’ optræder eksempelvis uhyggeligt mange gange i bogen, det samme gør ord som ’primitive’, ’fierce’ og lignende. Alt sammen ord, der får dyb ideologisk mening hos Howard.

Blod er ikke bare noget, der sprøjter, når sværdet kløver en pandeskal. Blod er et uomgængeligt billede på hele Howards higen efter mening og frihed. Der er både blut und boden-tanker i dette, men også sværmeri for selvopofrelse og det at hengive sig helt til sine idealer. Og der ligger også mere i dette. Bogen Marchers of Valhalla demonstrerer nemlig den nærmest stream of consciousness-lignende kredsen om de samme ord og vendinger, der iscenesættes i konstant vekslende mønstre. Bogen er nærmest en form for kalejdoskop, hvor barbarisme, blod, vold, opofrelse, død, smerte og stolthed hvirvles sammen i skiftende konstellationer og meninger. Præcis som Howards egne etiske og moralske forestillinger hvirvlede rundt og skiftede fra den ene sammenhæng til den anden i en tumultarisk famlen efter et fast ståsted.

Robert Ervin Howard (22. januar 1906 – 11. juni 1936)

Man kunne utvivlsomt psykologisere en hel del over Howards brug af et i virkeligheden ganske begrænset antal nøgleord med ’blod’ som det absolut vigtigste. En tolkning, der afgjort vil pege på et frustreret og presset menneske. Jeg vil imidlertid mene, at nøgleordene i Howards forfatterskab i mindst lige så høj grad peger mod et længselsfuldt romantisk, nostalgisk verdenssyn. Vel at mærke ikke eskapisme, men en poetisk higen efter drama og mulighed for at bevise sit værd. Bag de bryske kriger-fortællinger gemmer der sig nemlig et følsomt digter-jeg, der drømmer om højstemte begreber som mod, værdighed og stolthed. Begreber der, i fald de nogensinde har eksisteret uden for idealistiske forestillinger, kun dårligt kan udfoldes i en moderne kontekst.

Og Howard var afgjort ikke modernitetens mand. Noget, der synes flot indfanget i “The Grey God Passes” , hvor hedningene til sidst må vige pladsen for kristendommen, der fejer det oldtidige krigersamfund af banen. Hvidekrist sætter en stopper for gamle Odin, og med Odins fald falder den gamle verden, Howard havde drømt sig frem til. Fortællingen er melankolsk og beretter om et samfund, der bliver roligere og mindre brutalt, men som samtidig mister poesien. Et samfund, der er på vej til at blive til det, som Howard så uden for vinduet fra værelset på første sal i forældrenes hus, hvor han indestængt sad og skrev.

Magazine of Horror, vol. 3, nr. 6, november 1967. Bladet hvor novellen “Out of the Deep” er trykt

 

Og her kommer vi tilbage til “Marchers of Valhalla”, for novellen synes nærmest symbolsk at indfange hele Howards romantiske drøm. Valhal, stedet, hvor de faldne krigere bliver hentet hen og får til lov igen og igen at opleve slagmarkens heltegerninger frem til verdens sammenbrud, er nemlig Howards himmelske Jerusalem. Slagmarken er for Howard den metaforiske legeplads, hvor menneskets energi, skønhed og mening udfoldes. Det er her mennesket sættes fri og beviser sit værd, her mennesket kan vise, hvem det er og stå frem i sin reneste form. Heltemodet dør aldrig hos Howard, fordi krigen løfter krigerne ud af det ordinære og ind i det mytiske Valhal, hvorfra deres beretning vil blive gentaget igen og igen.

Med Marchers of Valhalla kan man, som sagt, komme ind under huden på Howard. Som spændingslitteratur kan du sikkert finde bedre antologier, men ikke desto mindre må historier som “The Grey God Passes”, “For the Love of Barbara Allen” og “The Valley of the Lost” regnes blandt hans bedre og absolut fin læsning.

Weird Tales, september 1938. Bladet hvor novellen “A Thunder of Trumpets” blev trykt første gang

I min optik er Howard trættende i længden; han skal tages i små doser. Men her, i bidder, er han et forbløffende stærkt bekendtskab. Men hvad der måske er endnu vigtigere end historiernes underholdningsværdi, er, at Howards forfatterpersonlighed. Noget der så tydeligt gennemsyrer alt, hvad han skrev, og bliver ved med at stråle i al dens poetiske, romantiske klarhed. Det hæver ham højt over mange, mange forfattere og gør, at vi må, kan og skal blive ved med at læse hans sagaer.

 

Novellerne:

“The Grey God Passes”

“A Thunder of Trumpets”

“Marchers of Valhalla”

“Sea Curse”

“Out of the Deep”

“The Thunder-Rider”

“For the Love of Barbara Allen”

“The Valley of the Lost”

Det rene barbari

Paperback, Popular Library 1970

Robert E. Howard tog alt der karakteriserede barbarbegrebet og transformerede det rå, uciviliserede og voldsomme til tegn på autencitet, oprigtighed og frihed. Det tog ham flere forsøg før Conan langt om længe trådte frem på pulpbladenes sider, men en dag var han der pludselig. En antihelt der udfordrede de kultur- og civilisationsværdier, som vi normalt omgiver os med. Fuld af foragt for blødsødenhed, voksede Conan sig til en af de væsentligste skikkelser fantasylitteraturen har frembragt, og barbarens afkom blev talrigt.

Paperback, Warner Books 1979

Allerede i Howards samtid begyndte man at plagiere Conan, men det var først med den store Howard/Lovecraft-renæssance i 60’erne, at det vi i dag kan kalde barbargenren for alvor kom i gang. Det var i hvert fald her, at den ene mere åbenlyse Conan-pastiche efter den anden blev udgivet og sådan har det faktisk været lige siden.

Hardcover, Berkley Putnam 1977

Jeg har en stor svaghed for barbargenren og alt klassisk Sword & Sorcery for den sags skyld. Barbargenren er imidlertid noget særligt. Når den er bedst, udfordrer den god smag og enhver form for politisk korrekthed med sin brutalitet og bloddryppende poetik. Sådan var det hos Howard, der i ny og næ lod sine ungdommelige magtfantasier løbe af med sig, og andre har siden grebet dette.

Paperback, Warner Books 1978

Barbaren er stærkere og renere end de korrumperede samfund han rejser igennem, og det giver ham retten til at se stort på lov, orden og menneskeliv. Han kan stjæle, dræbe, voldtage og gøre som han vil fordi han er et bedre menneske end de andre. Det er i hvert fald den filosofi, som Howard og hans senere disciple svøbte i tonstunge, muskelsvulmende mandekroppe. Den slags gør indtryk på drengeværelserne, hvor barbaren som frihedsmetafor går lige i blodet. Det gjorde den i hvert fald hos mig, da jeg læste Howard for første gang for snart længe siden.

Hardcover, Tor 2002

God barbarfiktion følger Howards vej, men desværre er det de færreste, der har lyst eller tør gå linen ud. De får kolde fødder på grund af det amoralske og bøjer af for konventionerne og nedtoner Howards konfronterende stil. Barbaren bliver derved blødsøden og ligner pludselig en ganske ordinær helt – vel at mærke en letpåklædt en af slagsen – men ikke desto mindre en ganske almindelig hovedperson. Derved bliver barbaren desværre en ligegyldig karnevalsfigur og nærmest noget parodisk. Den hårde Howard-skoles barbar er imidlertid fortsat overmennsket vi alle frygter, hader og elsker. Han er en dybest set en modbydelig figur, men også et fantastisk, vrangvendt billede på os selv.

Paperback, Warner Books 1978

Det fordrer hensynsløshed, at skrive om barbaren, og måske mere is i maven end mange fantasyforfattere har – især nu om dage, hvor barbaren efterhånden er blevet helt ligegyldig. I hvert fald kan du i dette indlæg se et utal af fine barbarforsider, der lover meget, men viser sig at være ganske blodfattige og konforme i indholdet. Det er for mig at se et forræderi i forhold til både genren og læseren. Barbaren er nemlig alt andet end ordinær.

Paperback, Ace Books 1962

I mit univers skal barbaren afsøge grænser og udfordre os med sine stærkt antidemokratiske tendenser. Han skal være en småfascistisk linse, der vender op og ned på rigtigt og forkert og netop derfor bidrager til en forståelse af hvorfor vi selv handler som vi gør og værdsætter de værdier vi har.

Paperback, Warner Books 1976

Dertil kommer naturligvis også, at det er uforskammet underholdende, når barbaren først folder sig ud og hamrer fjender ned på stribe i et festfyrværkeri af blod og indvolde – men det er en helt anden snak.

Paperback, Ace Books 1964

Paperback, Warner Books 1978

Paperback, Ace Books 1975

Paperback, Tor Books 1986

Paperback, Ace Books 1976

Paperback, Tor Books 1982

Paperback, Ace Books 1979

Paperback, Timescape 1983

Paperback, Ace Books 1979

Paperback, Sphere 1977

Paperback, Ace Books 1983

 

Paperback, Sphere 1977

Paperback, Bantam 1977

Paperback, Signet Books 1988

Paperback, Bantam Books 1978

 

Paperback, Pyramid 1971

Paperback, Belmont Books 1969

Paperback, Popular Library 1976

Paperback, Berkley Books 1971

Paperback, Popular Library 1970

Paperback, DAW 1977

 

Paperback, New English Library 1971

Paperback, DAW Books 1981

Paperback, Manor Books 1977

Paperback, Dell Books 1969

Paperback, Leisure Books 1976

Paperback, Dell Books 1970

 

Paperback, Leisure Books 1976

 

 

Mark Finn, Blood & Thunder. The Life and Art of Robert E. Howard. Revised edition (2012): Apologetens skingre hyl

Paperback, Robert E. Howard Foundation Press 2012

Robert E. Howards posthume popularitet har en sær parallelitet til H. P. Lovecrafts litterære efterliv. Interessen for begge forfatteres historier oplevede en nærmest eksplosionsagtig popularitet i 60’erne, som for Howards vedkommende holdt ved ind i 80’erne, mens Lovecrafts stjerne stadig fortsætter med at stige.

Det er imidlertid ikke alene i popularitet, at de to giganter ligner hinanden. Iscenesættelsen af dem har også påfaldende lighedstræk. Begge er således blevet portrætteret som særlinge, outsidere og mere eller mindre psykisk forkvaklede individer, der takket være deres sårbarhed var i stand til at skabe noget unikt.

Vi har med andre ord at gøre med den helt traditionelle, romantiske fremstillingen af kunstneren, der eksisterer på randen af normaliteten, og derved er i stand at se verden med andre øjne end os almindelige dødelige. Et forældet, uholdbart kunstnersyn, der heldigvis efterhånden er lagt helt i graven. For Lovecrafts vedkommende er dette blevet gjort flere gange af S. T. Joshi. Mark Finn, bedre kendt som forfatteren Mark Farr-Nash, har påtaget sig at gøre det samme for Howard.

Paperback, 2. reviderede udg., Robert E. Howard Foundation Press 2012. Skål Howard!

Med Blood & Thunder har Finn sat sig for at skære ind til benet og aflive myterne omkring Howard for så i stedet at gå på jagt efter hans litterære ophav og kunstneriske agenda. Det er et glorværdigt projekt, som Finn høstede mange roser for, da bogen udkom første gang i 2006. Biografien er da helt sikkert også en informativ og nyttig bog for alle Howard-læsere, men genren er vanskelig, og Finns resultat er, for mig at se, ikke uden problemer.

Før jeg går videre med substansen, vil jeg kort nævne, at bogen skildrer Howards korte liv fra fødslen i 1906 til selvmordet i 1936 kronologisk, med enkelte afstikkere til redegørelser for Texas historie, pulpmagasinernes udvikling og lignende relevante ekskurser. Der gives løbende handlingsreferater af Howards historier, og flere kapitler ledsages af fotografier. Alt sammen fint og sagligt, leveret med en uhyggelig grad af detailviden, der sikkert går langt ud over, hvad der eksempelvis måtte interessere den generelle Conan-fan.

Mark Finn, der under sit borgerlige navn lyder Mark Farr-Nash (født oktober 1969)

Men nu til det interessante. Finn har, som sagt, et ærinde med biografien. Hen vil rense Howards navn og vise læseren mennesket bag myterne. Et dybest set håbløst projekt, der får afgørende betydning for fremstillingen, Finn vælger nemlig apologetens rolle og udser sig nogle klare fjender at skrive op imod.

For at tage det sidste først, så udpeger Finn ikke helt overraskende L. Sprague de Camp som en af historiens helt store skurke. De Camp kom i 60’erne mere eller mindre til at varetage Conan-karakterens litterære eftermæle. Han redigerede antologier med Conan-historier, udgav ikke-publicerede Conanfortællinger fra Howards hånd og skrev flere uafsluttede fortællinger færdig. På den led har de Camp fået samme rolle i forhold til Howard, som August Derleth har fået i forhold til Lovecraft, og resultatet er nogenlunde det samme. De Camp er i den grad blevet lagt for had af Howard-fans på grund af sin bramfri redigering af teksterne og forvanskning af Howards ord.

Robert Ervin Howard (22. januar 1906 – 11. juni 1936)

Det er jo slemt nok i sig selv, men de Camp blev også i rollen som Howard-ekspert den afgørende autoritet på Howards personlighed og liv. Og det er her, ifølge Mark Finn, at de største overgreb fandt sted. De Camp lagde nemlig ikke fingrene imellem, når han fremstillede Howard som en undertrykt stakkel af et voksenbarn med galoperende moderbinding.

Den anden store skurk i Blood & Thunder er selve populariseringen af Howard på baggrund af Conan. Finn begræder løbende, hvordan Conan-novellerne har begravet store dele af Howards øvrige forfatterskab i glemslen, og han hæfter sig ved, hvor mange af Conan-fortællingerne der er af tvivlsom kvalitet. I Finns fremstilling har Howards eftermæle med andre ord været under belejring af skrupelløse forlæggere og populærkulturens vridemølle.

Der findes dermed også en overset eller glemt Robert E. Howard, som Finn gerne vil vise os. Og her kommer vi ind på Finns rolle som apologet. For at få den ”egentlige” Howard skrevet frem, må han nemlig forklare og ikke mindst bortforklare sider af Howards forfattervirke og livsforløb, der eksempelvis taler for de Camps portræt af forfatteren.

Robert E. Howard (t.h.) med sin nærmeste familie. Billedet er taget i februar 1918

Et åbenlyst eksempel på Finns patetiske forsvar ses eksempelvis i hans forsøg på at bortforklare Howards udtalte racisme som noget symptomatisk for tiden (se eksempelvis s. 94 og s. 155). Det gør ondt på Finn, at litterater har talt dårligt om Howard på grund af hans utidssvarende menneskesyn, men fordi at Finn ikke kan bortforklare det, svarer han næsten en smule infantilt igen ved at sige, at de andre var lige så slemme. Finn kommer således ud i en længere redegørelse for eksempelvis Lovecrafts og Jack Londons racistiske ytringer, og han smækker trumf på ved flere gang at nævne Lovecrafts positive tilkendegivelser i forhold til Hitler og Mussolini.

En anden gruppe Finn forsvarer Howard imod, er de mange litterære ”fejllæsninger” af Howards værker. Her har Finn navnlig et horn i siden på den akademiske tekstanalyse. Man får her næsten det indtryk, at Finn ser Howards historier som særligt gnostiske tekster, der ikke bare kan analyseres af hvem som helst. Man skal nærme sig dem med den rigtige respekt og være i besiddelse af den særlige Howard-nøgle, som kun særligt indviede læsere (dvs. fans) har.

Robert Howard og vennerne leger med sværd. Billedet er taget ml. 1923 og ’25

Men hvad er det så for et billede af Robert E. Howard, som Finn fremstiller? I stedet for at tage udgangspunkt i Howards komplicerede sjæleliv viser Finn i hvor høj grad, at Texas og texansk historie spiller ind i Howards forfattervirke. Faktisk er Finn så optaget af denne sammenhæng, at han nærmest får afskrevet Howards selvstændighed og kreativitet. Han får Howard fremstillet som talerør for en texansk selvforståelse, som Howard intuitivt udtrykker.

Intuitivt er et ord, Finn bruger meget. Ordet skal vise os, at Howard mere eller mindre bevidst trak på sine omgivelser og omsatte dem til fantastiske genrer og eventyr. Han var dermed, i Finns optik, en misforstået hjemstavsforfatter, der beskrev, hvad han så, hørte og levede med.

Lyon Sprague de Camp (27. november 1907 – 6. november 2000)

Finn har helt sikkert langt hen ad vejen ret. Howard var dybt forankret i forestillinger om sin hjemegns virkelighed, men afmytologiseringen af Howard lykkes ikke for Finn. Han får nemlig erstattet den forkvaklede sjæl med et snusfornuftigt portræt af en digtersjæl, der var for skrøbelig til denne verden. Finn vil gerne gøre Howard til litteratur – altså verdenslitteratur, der hæver sig op over stigmatiseringer som pulp-forfatter osv. I forsøget på det får Finn imidlertid undertrykt eller nedtonet alt det komplicerede og enigmatiske ved Howard.

Ydermere må det undre, at Finn bevidst fravælger Howards digte i sin gennemgang. Howard skrev en enorm mængde poesi, og digtene er rent faktisk den mest konsekvente tråd gennem Howards virke, fordi han her i vid udstrækning undlod at lade sig påvirke af kommercielle interesser. Howard fik ganske enkelt ikke udgivet ret meget af sin poesi. Desuagtet vil jeg mene, at det er i digtene, at vi klarest finder det forfatterjeg, som Howard drømte om at realisere. Finn inddrager ikke digtene, fordi der er for mange. Arbejdet ville ganske enkelt blive for stort, skriver han. Det er måske den dummeste undskyldning, man kan komme med, og sagen er nok snarrest den, at de poetiske tekster desværre ikke interesserer Finn.

Hardcover, Bluejay Books 1983

Som kritisk biografi skriger den slags til himlen og efterlader bogen, som en problematisk udgivelse. Den har hele saglighedens facade, men er i virkeligheden ikke stort bedre end Blood & Thunders forkætrede forgænger Dark Valley Destiny (1983), de Camps Howard-biografi.

Blood & Thunder er en guldgrube, hvad faktuel viden om Howards liv angår, men som fortolkning svigter Finn sin læser. Han postulerer at frigøre sin helt fra myternes tåger, men hvirvler så meget ny støv op, at han blot erstatter et sæt myter med et andet. Bogen er afgjort et bud på den definitive Robert E. Howard-biografi, men den er samtidigt også et tungtvejende vidnesbyrd om genres store metodiske problemer. Det er en fanbog forklædt som sagkundksab. En trist kombination, i hvert fald hvis man interesserer sig for seriøs litteraturkritik.

Weird Tales, red. Leo Margulies (1964): Det kan næppe blive bedre…

Paperback, Pyramid Books 1964. Forsiden er malet af den store mester Virgil Finlay

Med antologien Weird Tales fra 1964 forsøgte Leo Magulies – pulpredaktør par exllence – at vise sine læsere, hvad Weird Tales var for et magasin, og hvorfor det fik så står indflydelse. I antologiens korte indledning indkredser Margulies bladets stemning og skitsere dets historie. Med det på plads overlader han sidepladsen til ni forfattere, der alle var væsentlige bidragydere til Weird Tales. Og det er vel at mærke ni formidabelt underholdende fortællinger, som Margulies har udvalgt.

Weird Tales er ikke en ren ”best of”-bog. I stedet for udelukkende at gå efter de store navne og deres bedst kendte fortællinger har Margulies sammensat et intenst ekstrakt af pulpmagasinets sider. Han viser det poetiske fremragende, det dystert uhyggelige og det letbenede gys. Oplagte navne som Clark Ashton Smith, Seabury Quinn og Ray Bradbury er valgt fra, mens hel- og halvglemte navne som Edmond Hamilton og Nictzin Dyalhis er med. Og naturligvis får de mindre kendte navne selskab af sværvægtere som Lovecraft, Howard og Bloch.

Paperback, Pyramid Books 1964

Bogen åbner med Hamiltons Poe’ske ”The Man Who Returned”. Historien om en mand, der er blevet levende begravet og vågner i kisten. Han kæmper sig ud i det fri og vender tilbage til sin familie kun for at opdage, at han slet ikke har været savnet. Som en anden James Stewart tumler han gennem byen og møder det ene deprimerende optrin efter det andet, før han noget nedslået finder fred.

Edmond Hamiltons novelle er en klassisk ”sær fortælling” – den ubestemmelige kategori af historier, der optræder så hyppigt i Weird Tales og tit glemmes i dag, fordi de passer dårligt ind i tematisk snævert formulerede antologier. Som hverken fugl eller fisk kan historien ikke kategoriseres som horror, humor, fantasy eller SF. Det ligger der en særlig styrke i, fordi den type fortællinger kun sjældent tynges af konventioner og genretroper.

Paperback, Jove Books 1979. Antologiens 2. ufd. Nu med en af Margaret Brundages ikoniske forsider fra Weird Tales Magazine

Næste mand i rampelyset er Fritz Leiber, hvis historie ”Spider Mansion” er så overgjort og pulpet, at den er svær ikke at holde af. Leiber smører så uendelig tykt på, at hans gotiske fortælling om en gal videnskabsmand næsten fremstår som en parodi. I hvert fald bliver gyset svært utroværdigt. Ikke desto mindre er novellen skrevet med et overbevisende overskud af fortællerglæde, der gør teksten til en ren fornøjelse.

Det samme gælder Robert Blochs ”A Question of Etiquette” om hekseri og narrestreger. En historie i Blochs vanligt galgenhumoristiske stil. En stil der kom til at tegne en hel gren af horrorgenren. Jeg bliver nok aldrig den store fan af Robert Blochs noveller, men det enkle, enkle sprog, han arbejder i, er imponerende og respektindgydende. Hans helt ukunstlede sætninger drives af korte, præcise beskrivelser og en skarp dialog, som det kun er få forundt at skrive. Om man er til hans tone eller ej, kan man lære rigtig meget om godt skrivehåndværk ved at læse Bloch.

Edmond Hamilton (21. oktober 1904 – 1. februar 1977)

Antoligien lægger blødt ud med ovenfor nævnte historier, men så kommer Nictzin Dyalhis’ ”The Sea Witch”, bogens længste novelle. En historie der krydser genremæssige grænser og er lige så meget fantasy som gys, men er i virkeligheden mest af alt et kunsteventyr for voksne. ”The Sea Witch” er en hævnhistorie, der væves sammen med nordisk mytologi, vel at mærke uden brug af mytologiens oplagte skikkelser som eksempelvis Thor og Odin.

Nictzin Dyalhis’miljøskildringer er fremragende, og hele historien, der udspiller sig ved en efterårskold kyst, har noget af folkeeventyrets råhed og dragende kvalitet over sig. ”The Sea Witch” sætter således tonen for bogens anden del, hvor de stærkeste historier findes.

August William Derleth (24. februar 1909 – 4. juli 1971)

H. P. Lovecrafts ”The Strange High House in the Mist” er den næste i rækken. Jeg har altid været rigtig, rigtig glad for Lovecrafts Lord Dunsany-pasticher, og ”The Strange High House” er blandt hans bedste. Prøv bare at finde din Grafton Lovecraft-omninus bd. 2 frem og læs første passage i novellen. Smukkere, mere stemningsmættet kan det dårligt blive, og det gælder for hele den fabulerende historie om drømme og virkelighedsforskydninger.

August Derleths ”The Drifting Snow” er ligeledes fremragende. Teksten plages af en tung, klodset dialog, men tematisk og handlingsmæssigt er det en af Derleths bedste horrorhistorier. I fortællingen afsøger han samme forfrosne vinterlandskaber, som han også beskriver i hans historier om Ithaqua – her er det bare et vampyrisk spøgelse, der kommer gennem sneen om natten. Alene billedet af spøgelset, der langsomt nærmer sig gennem den faldende sne i tusmørket, er så gribende, at hele novellens narrativ nærmest bliver overflødig.

Howard Phillips Lovecraft (20. august 20 1890 – 15. marts 15 1937)

Midt i Margulies litterære fejring af skatte hentet fra Weird Tales’ gemmer bliver Frank Belknap Longs ”The Body-Masters” hevet frem. Et stykke dystopisk SF, der virker tamt, efter Lovecraft og Derleth har leveret nogle af deres bedste værker. Faktisk er Belknaps novelle om sexrobotter slet ikke dårlig, men stemningsmæssigt falder den igennem og burde være placeret et andet sted i bogen. Ikke desto mindre er den blandt Belknaps bedre SF – hvilket, sandt at sige, ikke siger ret meget.

Kronen på værket er Robert E. Howards ”Pigeons from Hell”, hvis første kapitel i min verden er noget af det bedste, Howard skrev og noget af det bedste skrevne horror overhovedet. Fortællingen om hævn og sortmagi taber intensitet undervejs, men det betyder intet, fordi den viser alt, den behøver, i begyndelsen. To venner overnatter i et forladt hus og kommer ud for grusomme hændelser i nattens løb. Resten kan du næsten selv gætte. Den måde, som Howard får vævet naturerfaring og uhygge sammen, er uforlignelig. Med Howards beskrivelser af det ensomme sydstatsvildnis toner Weird Tales ud.

Robert Ervin Howard (22. januar 1906 – 11. juni 1936)

I antologien demonstrerer Leo Margulies den brede vifte af stemninger og stilarter, der findes i Weird Tales Magazine. Med en historie som Leibers ”Spider Mansion” bekræfter han på den ene side den stereotype forestilling om pulpens letbenede, overfladiske underholdningsværdi. På den anden side maner han enhver tvivl om manglende litterære kvaliteter til jorden med bidrag som Lovecrafts og Howards.

Skulle jeg sammenfatte det bedste ved i Weird Tales-bladet, er der ikke noget bedre sted at søge hen end Margulies antologi. Gennem bogens sider føres man over et bredt spænd af historier, der lever på deres underholdningsværdi, litterære kvalitet eller begge dele. Bogen er måske en af de bedste pulpopsamlinger af sin slags. Bedre kan det næppe blive.

 

Novellerne:

Edmond Hamilton, “The Man Who Returned” (Weird Tales,  feb. 1934)

Fritz Leiber, “Spider Mansion” (Weird Tales, sep. 1942)

Robert Bloch, “A Question of Etiquette” (Weird Tales, sep. 1942)

Nictzin Dyalhis, “The Sea Witch” (Weird Tales, dec . 1937)

H. P. Lovecraft, “The Strange High House in the Mist” (Weird Tales, okt. 1931)

August Derleth, “The Drifting Snow” (Weird Tales, feb. 1939)

Frank Belknap Long, “The Body-Masters” (Weird Tales, feb.  1935)

Robert E. Howard, “Pigeons from Hell” (Weird Tales, maj 1938)

 

Lin Carter, Beyond the Gates of Dream (1969): Historier fra pastichernes ukronede konge

Lin Carter er på mange måder en kontroversiel forfatter, der har delt vandene. I sit relativt korte liv, på kun 58 år, skabte han sig en karriere som redaktør og forfatter af genrelitteratur såvel som meget andet. Det særlige ved Carter er, at han gjorde en dyd af at kopiere andres stil. Det vil sige, at Carter bevidst forsøgte at efterligne herrer som eksempelvis H. P. Lovecraft og Robert E. Howards sprog. Det har naturligvis skabt en hel del vrede læsere, der har følt Carters historier snyltede og udvandede forbilledernes værk. Det kan der være noget om, men for Carter har det at skrive i en specifik forfatters univers indebåret at bruge dennes stil og ordvalg, fordi det jo netop er det specifikke sprog, der i udgangspunktet karakteriserer det univers, der digtes videre på.

Belmont Books 1969. Den fine forside er tegnet af Jeff Jones.

Beyond the Gates of Dream fra 1969 er den første novellesamling, som Lin Carter udgav. Bogen består af otte fortællinger, som genremæssigt spænder over horror, science fiction og fantasy. Dermed indfanger samlingen meget fint det genrespektrum, som Carter opererede i. I den selvbiografiske indledning noterer Carter, at han faktisk slet ikke er nogen novelleforfatter. Han ser sig som en ”60.000 words and fifteen chapters”-forfatter, og når man kaster et blik på Lin Carters bibliografi, er det da heller ikke fordi, der er voldsomt mange noveller. På det punkt adskiller han sig tydeligvis fra den flok forfattere fra pulpmagasinernes storhedstid, der var hans livslange forbilleder og inspirationskilder.

Novellesamlingen adskiller sig fra de fleste andre antologier ved at være udstyret med et forord og et efterskrift samt en introduktioner til hver historie skrevet af Lin Carter selv. Den disposition er absolut fascinerende, og de introducerende tekster er faktisk langt mere interessant læsestof end mange af selve novellerne. De små indledninger giver samlingen en raison d’être, fordi vi får sat ord på tankerne bag historiernes udvælgelse. Indledningsvist kan Carter således på en sært tilbageskuende, næsten gammelmandsagtig facon se tilbage på en barndom med pulpmagasiner, film og tegneserier. Her iscenesætter han sig som drengen, der aldrig er blevet helt voksen og faktisk hellere vil drømme sig bort fra samtiden til sære verdener og bizarre fortællinger. Som Carter skriver: ”… there is more pure Magic for me in the single word ”SHAZAM!” than in any given half-a-book by William Burroughs or thirty solid minutes of listening to Bob Dylan or Brahms” (Belmont udg., s. 15).

Belmont Books 1969. Ganske kuriøst er det ikke de korrekte noveller, der beskrives på bagsiden. Man har ændret planer i forhold til bogens indhold og glemt at få skrevet nye tekster.

Alvoren bag synspunktet bliver efterfølgende nedtonet lidt, da Carter kommer med en længere liste over bøger og forfattere, han har ladet sig inspirere af. Grundlæggende har han dog meget lidt til overs for tidens nyere litteratur – Burroughs får endda endnu et syrligt huk med på vejen i en af de efterfølgende novelleintroduktioner.

Humor fylder en del i flere af fortællingerne, men Lin Carter har blikket rettet stift mod ældre genrefiktion, der står som skabelonen for hovedparten af hans prosa og poesi. Af den grund bliver det også svært med sikkerhed at fange Carters egen forfatterstemme, netop fordi han konstant taler med andres ord eller stil. Det gør sig allerede gældende i den gennemført pjattede ”Masters of the Metropolis”, en novelle Carter skrev sammen med Randall Garrett i 1956, og som faktisk er hans første professionelt publicerede historie. Novellen er en satirisk kommentar til den ærværdige science fiction-gigant Sam Moskowitz (1920-1997), der kom for skade at udtale, at Carters generation af forfattere ikke længere mestrede samme grad af eventyr og fantasi i deres fortællinger. Det provokerede den unge Carter og Garrett til et satirisk modsvar med Moskowitz i hovedrollen som ”Sam IM4 SF+”. I indledningen til historien fremstiller Carter spøgen meget hjerteligt og morsomt, men spørgsmålet er, om ikke det har haft en del mere brod end han vil stå ved? Samtidig kan man jo notere sig det ironiske i, at Carter mere eller mindre selv udtrykker samme pessimistiske synspunkter, som Sam Moskowitz i sin vurdering af 60’ernes litteratur.

Belmont Tower Books 1973.

Når pasticherne lykkes, skaber Lin Carter solide fortællinger med sans for tempo og drama. I “The Hand of Nergal” afslutter han eksempelvis en Conan-novelle, som Howard aldrig fik skrevet færdig. Historien har senere fået en hel del kritik, men for mig at se er det en ganske fin novelle, der udnytter et stærkt og ekstremt blodigt oplæg fra Howards hånd på bedste vis. Dog må man vel at mærke først acceptere, at han brygger videre på en anden mands tekst. I indledningen til novellen skriver Carter, at han brugte uhyggeligt mange timer på at studere Howards ordvalg, sætningsstruktur, navneformer og så fremdeles. Det giver os uden tvivl et indblik i den omhu, som Carter lagde i sine pasticher. Eller sagt på en anden måde, det var ikke for at gøre det lettere for sig selv, at han brugte andres udtryk. Det, tror jeg, er en pointe, der alt for ofte bliver overset i kritikken af Lin Carter.

Det for mig at se bedste bud på en pastiche og bogens bedste novelle generelt er ”Uncollected works”. Her tager Carter os med tilbage til århundredeskiftets science fiction eller fantastiske litteratur, om man vil, med en skikkelse som eksempelvis H. G. Wells lurende i kulissen. I historien har en ingeniør opfundet en maskine, der har til opgave at nedfælde alle sprogets tænkelige ordkombinationer. Til opfinderens overraskelse skiver maskinen ordenerne i en litteraturhistorisk kronologi. Den producerer med andre ord eksisterende litterære værker, begyndende med babylonske legender og derfra arbejder den sig op gennem tiden og ud i fremtiden. Novellen, der naturligvis er ret langt ude, er en bittersød refleksion over det at blive gammel. Her er Carter både poetisk og rørende. Han indfanger smukt en aldrende mands vemod ved tanken om alt det, han aldrig skal se eller opleve. Historiens melankoli er helt atypisk for alt andet i bogen, og måske netop derfor står den blændende stærkt.

Linwood Vrooman Carter (9. juni 1930 – 7. februar 1988)

Mere ærgerligt bliver det, når Carter i den korte gyser ”Keru” åbner med en fabelagtig spøgelsesagtig scene – han beskriver hvordan hovedpersonen opdager kadaveret af en forpjusket hund i vejsiden, på en ensom, måneoplyst nat. Billedet er afsindig stærkt. Jeg havde faktisk lidt svært ved at slippe det bag efter, men fordi Carter skal fortælle historien som klassisk pulpet, weird tale, kræver det en ”chokerende” afslutning, der efterlader novellen som et stykke komplet ligegyldigt prosa uden nogen form for originalitet.

Five Star Paperbacks 1973. Endnu et fint cover, dette er tegnet Jack Faragasso. Dog har det ikke nogen åbenlys relation til bogens indhold

Helt slemt bliver det imidlertid først i ”The Mantichore”, der er Lin Carters forsøg ud i episk Tolkien-fantasy. Historien er egentlig et uddrag af noget, der er tænkt som en roman. Fortællingen fremstår derfor lidt rå og ubearbejdet, men det forhindrer ikke Carter i at mønstre et uhyrligt antal Tolkien-klichéer, lige fra navne som ”Gondomir” til tåbelig ”middelalderlig” dialog, anakronistiske stavemåder og komplet overlæssede beskrivelser. Suk. Måske er det bare mig, der aldrig bliver nogen stor fantasy-fan, men her skraber Carter afgjort bunden. Pastichen har ingen troværdighed. Den står som dum efterligning, uden nogen selvstændig værdi. Det er ikke engang underholdende, fordi det latterligt omstændelige sprog kommer i vejen for handlingen.

Leisure Books 1977. Endnu et ganske fint cover uden relation til bogens noveller. Tegneren er mig ubekendt.

I sidste ende er det jo nok en smagssag, hvornår en af Carters pasticher lykkes, og hvornår de falder igennem. Hans forfatterhåndværk kan man ikke kritisere. Det kræver både sprogsans og disciplin at skrive, som han gjorde det. Det er vel også derfor, at han til trods for den megen kritik var et rigtig stort navn i 70’erne, som absolut var Carters glansperiode. Han leverede ganske enkelt præcis den vare, som læserne efterspurgte – om det så var Conan-action, Lovecraft-horror eller vintage science fiction.

Wildside Press 1999.

Som et lille kuriosum kan det afslutningsvis nævnes, at Lin Carter åbenbart så Beyond the Gates of Dream som første bind i en tilbagevendende serie. I efterskriftet gør han i hvert fald et stort nummer ud af alle de noveller, som han formentlig vil få sammensat til en ny antologi, som allerede skulle komme året efter – altså i 1970. Det skete ikke, i stedet udsendte han uhyggeligt meget and, og det er da absolut heller ikke sidste gang, at jeg tager fat i ham her på bloggen.

Novellerne:

Masters of the Metropolis, med Randall Garrett (tidligere udg. i 1956)

Owlstone

Keru

The Hand of Nergal, med Robert E. Howard (tidligere udg. i 1967)

Harvey Hodges, veebelfetzer

Uncollected works (tidligere udg. i 1965)

The Mantichore